Kald det overgrebskøb – Tale 8.marts

Det er jo rart, når man kan gøre status 8. marts og sige: Der er rykket på noget siden sidste år! Vi bevæger os fremad! Det går den rigtige vej.

Det kan man på prostitutionsområdet, når vi kigger os lidt rundt: Frankrigs parlament har vedtaget at kriminalisere prostitutionskunderne. I Nordirland er det samme sket, og Irland er lige på trapperne til at følge efter. Lithauen er på vej med et lovforslag, og også Canada har forholdt sig til de europæiske anbefalinger og vedtaget et forbud. I Tyskland og Holland, hvor man ellers havde valgt den modsatte model, har man nu taget sin lovgivning op til revision. Her måtte man nemlig se i øjnene, at det kun havde haft en negativ virkning med mere legalisering.

MEN ..så kigger vi tilbage på Danmark. Her er der sket. .ingenting. Vi er ikke kommet ud af flækken. Vi har faktisk haft et tilbageskridt, efter at Enhedslisten for nylig besluttede at stille sig med op i den lange række af partier, der ikke går ind for et forbud mod sexkøb.

Det er ikke fordi ingen prøver at gøre noget. 8. marts initiativet fortsætter utrætteligt arbejdet for at holde denne sag på dagsordenen og gribe ind med faktuelle modsvar, år efter år, når der bliver fremsat postulater og fordrejninger af virkeligheden i prostitutionsdebatten.

Dansk Kvindesamfund og Mænd mod Købesex holder også fokus på sagen, og nu er der repræsentanter for fagbevægelsen, der lige er kommet på banen igen med en offentlig påmindelse om, at det er på tide, der sker noget.

Særligt skal selvfølgelig nævnes Tanja Rahm. Hun har siden sidste 8. marts gjort et helt uvurderligt, kæmpe stykke arbejde for at gøre en forskel, dels med sine altid saglige gennemarbejdede blog- og debatindlæg, og med utallige taler og oplæg både herhjemme og ude i verden, og ikke mindst som drivkraft i Netværksgruppen for kvinder der har erfaring med og er ude af prostitution, hvor der foregår et stort og vigtigt arbejde på det her felt.

Jeg er meget stolt af at stå her, hvor netop Tanja Rahm stod sidste år, og jeg håber, jeg kan bidrage til at fastholde og videreføre den energi og ihærdighed, som det forpligter til.

For der er brug for energi og virkelig ildhu. For sexkøbsforbud er endnu engang – som altid – og stadig -  noget, som næsten ingen i Danmark vil røre ved med en ildtang: Vi VIL have sexkøb, – det må være den eneste grund til, at politikere, og medierne, og de fleste andre, bliver ved med at lytte til det manipulerende og faktuelt fuldstændig ukorrekte spin fra en lille samling lobbyister der har det som deres flammende og brændende mærkesag, at sexkøb IKKE skal forbydes. I kampen for at sikre, at dette ikke sker, holder lobbyisterne sig ikke tilbage for noget.

Det jeg vil sige i dag, drejer sig ikke om handlede kvinder, og heller ikke om al den vold, prostituerede oplever til daglig. Det jeg vil sige noget om, er det spin, der stadig udfolder sig,  – spin, der altid lægger låg på debatten, fordi det åbenbart finder en meget dyb genklang i nogle ældgamle dele af vores danske folkesjæl.

For jeg tror, vi er nødt til at forstå det og få det frem i lyset for at kunne gennemhulle det og pille det i stumper, indtil det bliver mindre og mindre og tilsidst kan suges op i en støvsuger og ryge ud i skraldespanden, hvor det hører hjemme.

Den ene del af det her spin består i at så tvivl om erfaringerne fra Sverige. Selvom de klart og tydeligt viser, at vores nabolands sexkøbsforbud har virket ret godt. Konklusionerne er tydelige og ganske lettilgængelige. De er, at loven forebygger, at mænd begynder at købe sex. Og:

-      At antallet af sexkunder i Sverige er faldet siden loven blev indført.

-      At svenske prostituerede IKKE oplever forværrede livsvilkår eller øget vold.

-      At svenske prostituerede tværtimod oplever, at loven har givet dem mere magt over deres situation, fordi de kan bruge loven til anmelde truende eller voldelige kunder for sexkøb.

-      At loven har gjort det nemmere for prostituerede at stoppe i prostitution og søge hjælp.

Men at insistere på, at Danmark er bedre end andre lande, ligger dybt i vores folkesjæl. Den har åbenbart Kresten Poulsgaards ord som motto: Hvis det er fakta, så benægter a fakta.

Det næste spin-modul er lidt mere diffust, men nok så relevant, for det virker utvivlsomt effektivt.

Det er den del, der handler om at fastholde en fælles forestilling om, at prostitution hænger sammen med seksuel frigørelse. Vi ved jo alle, at begrebet seksuel frigørelse handler om kvinders seksuelle frigø’relse, for mænds seksualitet har generelt altid haft langt bedre legitimitet end kvinders. Vi lever trods alt i Patriarkatet, det er også kun derfor, man kan arbejde med begreber som, at mænd ”ikke kan styre sig” og ”skal have afløb” rent seksuelt, selvom det jo er ret fornærmende overfor mandekønnet som man jo, hvis det var rigtigt, ikke ville kunne betro at betjene tungt maskineri eller nogensinde at opholde sig i trafikken, eksempelvis.

Men – der er en særlig dansk hyggeglæde over at lege, at prostitution har noget med kvinders seksualitet og kvinders frigørelse at gøre. For eksempel – og meget typisk – skrev en af sexkøbenes mest halsstarrige forkæmpere, Christian Groes, i et af sine nyere i rækken af talløse debatindlæg om sagen,  at det svenske sexkøbsforbud ”begrænser kvinders seksualitet” og at det herved ”mister en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.” Citat slut.

Vi skal altså simpelthen lege, at det at sælge sine kropsåbninger og dertil hørende service til mænd og udføre netop det, som kunden ønsker, har noget med kvinders seksualitet at gøre. Det er der nok en del prostitutionskunder, der synes, det er skønt at bilde sig selv ind, og undersøgelser viser da også, at mange af dem mener, at der er tale om gensidig nydelse.

Det siger de tidligere prostituerede så, at der IKKE er. Faktisk tværtimod, så føles det som overgreb og betalt voldtægt. Måske fordi det er det, det er. Dertil kommer så et aspekt af magtudøvelse, både psykisk og fysisk, ofte voldeligt. Ifølge den seneste undersøgelse herhjemme er der en del prostitutionskunder, der lægger vægt på den rare følelse af magt, som det giver dem at gå til prostituerede.

Det, der foregår mellem prostituerede og deres kunder er en handel. Den går ud på, at kunden har ret, og det kan så være mere eller mindre tåleligt eller ubehageligt for den prostituerede.

Det er LOGIK, men fordi ydelsen handler om en form for sex, så kan fortalerne tage alle modstandere som gidsler i et krydsfeldt hvor sværdslaget står om definitionen: ER det sex eller ej? Det er populært at kalde det sex-køb og dermed definere transaktionen som sex. For så kommer der en klang af gensidighed i det, og så kan man tillade sig at lade som om, at kvindens seskualitet er involveret lige så vel som mandens.

Men her er det tid at spole tilbage. Kvindens seksualitet er ikke involveret.

Dels handler alt i transaktionen om mandens seksualitet. Det er ham, der vil noget, ham der opsøger, ham der afgiver ordrer, ham der får, og ham der betaler. Men vi skal spole et lille stykke mere tilbage og lige fjerne ordet sex fra ligningen: Det er ikke sex-køb. For det der foregår er netop ikke sex. Sex er noget gensidigt. Dvs med lyst og frivillighed fra begge parter. Sex er ikke noget, man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at dyrke, eller som man får langvarige skadevirkninger af. Jeg gider ikke uddybe det mere, for alle ved det.

Lobbyisterne ved det også – men leger, at de ikke ved det og ikke er i stand til at skelne, under påskud af, at der ikke er noget at skelne imellem. Det er derfor, de har indført ordene ”Sexarbejdere” og ”sexkøb”. Men faktisk burde vi overhovedet ikke bruge de ord. Det, vi taler om, bør retteligt hedde ”overgrebskøb.” Det andet er spin. Det er sludder. Det er beregnet på at male tingene lyserøde og samtidig tage alle som gidsler i en debat der flyttes over i et seksualmoralsk felt. Som om man er modstander af sex, hvis man er modstander af prostitution. Det svarer til at sige at jeg hader appelsiner, hvis jeg er vegetar.

Der er desværre rigtig mange der holder fast i og hopper med på den rare trygge diskurs om at man er snerpet, hvis man ikke bryder sig om prostitution. Fordi definitionen på det, der foregår, stadig er, at det er sex.

Sexkøb, som sagt. Hvor det burde hedde ”voldtægtshandel”, ”betalt overgreb” eller ”Kropsåbningskøb.” Den der har definitionsretten, har som bekendt magten. Og den ligger desværre hos det store flertal af folk og lobbyister, politikere og debattører, der formår blive ved med at definere det, der foregår som sex.

For når man kan slå modstanderen ned med ord som ”moral” og ”snerperi”, så er man godt foran.

Vi ved godt, at i Danmark er vi helt fantastisk frigjorte, se bare hvor hyggeligt alle mødre må amme på cafeerne, og hvor skønt vi alle sammen har det med vores krop, og hvordan vi 100% har afskaffet ideen om, at piger og kvinder er ”billige” eller ”nemme” hvis de har mange sexpartnere! Det er også derfor vi overhovedet ikke kender noget til hævnporno i Danmark – hævnporno virker jo kun, hvis man har en kultur hvor man kan udskamme kvinder for at vise sig nøgne eller flashe deres seksualitet.  (NB: Dette sagt i et forhåbentligt stærk ætsende ironisk tonefald!)

Nå, måske ikke lige på de punkter..men vi kan i hvert fald godt lide BILLEDET af os selv som frigjorte, det virker charmerende og afslappet, og så pyt med at 80% af danske kvinder har oplevet sexchikane. – altså sådan noget grænseoverskridene magtudøvende, måske truende, måske også fysisk, og i hvert fald ubehagelig krænkende seksuelt ladet opførsel…Det tror vi jo heller ikke på, heldigvis! Den der EU-rapport kan bare ikke være rigtig, derfor gider vi ikke at snakke om den.

Nej, vi er bare frigjorte på den fede måde, og derfor skal vi selvfølgelig have prostituerede, der simpelthen dyrker sex med kunderne fordi de synes det er livsbekræftende og lækkert, – fuldstændig ligesom minearbejdere i Ukraine har jobbet, fordi de er så fascineret af at arbejde med kul, og ligesom folk der bor på lossepladser i U-landene de er der, fordi de går meget op i genbrug.

Så den fælles konsensus i Danmark er altså, at prostitution er vigtigt, for ikke at støde an mod frigjortheden, (kvindernes), som man gør hvis man kriminaliserer kunderne.

Og her mener vi jo – dvs. den fremherskende mening – IKKE at det her har noget med kundernes seksualitet at gøre, for den vil vi ikke snakke om. Nej, det skal hedde sig, at det handler om kvindernes seksualitet, som vi vil begrænse eller prøve at kontrollere via et forbud. Ligesom man ville forhindre folk på lossepladserne i Indien i at dyrke deres interessere for recycling, hvis man havde et socialt sikkerhedsnet, der gjorde det muligt for dem at have en bolig.

Det er til gengæld slående hvordan det, der skaber HELE grundlaget for at prostitution findes, vitterligt aldrig nævnes i debatten. Det er jo kundernes – og ikke mindst de potentielle kunders – behov. Det er sådan set deres seksualitet og utvivlsomt i mindst lige så høj grad deres behov for at føle og udøve magt over det andet køn, som det hele handler om.

Det er primært i DERES interesse, at de kan gå til prostituerede uden at skulle bekymre sig om straffeattesten . Og uden en mulig stigmatisering som følge af forbud, som den vi har set med rygning, hvor rygeloven faktisk har skabt et overvejende meget forandret syn på rygere.
Det, der ikke må anfægtes – det er jo nok sagens kerne: Det er mænds berettigelse.

Berettigelsen til altid at kunne købe sig til seksuel tilfredsstillelse. Berettigelse til altid at kunne blive betjent af en kvinde, altid at kunne føle sig bedre og over i forhold til en kvinde. Den berettigelse, som hver syvende mand i Danmark benytter sig af, og som resten uanset om de afskyr tanken, eller om de leger lidt med den, eller om de stort set aldrig tænker på det – har. Den samme berettigelse, som en del mænd i almindelighed også benytter sig af til at kommentere på kvinders udseende, ansigtsudtryk, tøj, vægt, bryster med mere.

Berettigelsen, som også er en fælles dybt forankret vedtægt af at mandens ret og krav overfor kvinder står over alt andet. Det er DET vi skal snakke om nu, når vi snakker om et forbud. At vi i Danmark mener, at mænds behov for at få deres berettigelsestrip bekræftet står over det faktum, at prostituion er en alvorlig hindring for ligestilling i samfundet. Noget de har indset i mange andre lande, hvor man har lyttet til Europa-Parlamentets anbefalinger fra sidste år om at indføre den svenske model.

Anbefalinger der bygger på så mange data om, hvordan prostituion skaber og fastholder et negativt kvindesyn.

Det er åbenbart det kvindesyn, man i Danmark ønsker at holde fast i, fordi det føles så varmt og loddent indvendigt med al den berettigelse.

Det er DET vi skal have på bordet, og det skal vi, for vi er nødt til at blive ved med at tale om det her i Danmark, og debatten skal ud af det underlige mugne bur af spin om sex og snerperi, som den bliver låst ind i igen og igen, så den er i behørig afstand af Patriarkatets sukkermad.

Men vi skal tage den sukkermad, og så skal vi gøre det, som den fortjener at vi gør med den. Det skal vi gå i gang med nu, og så skal vi fejre det næste år 8.marts!

Jeg holdt talen 8. marts til 8.marts-initiativets arrangement efter demonstrationen for forbud mod sexkøb.

Internettet er sexistisk

Nettet har givet nye former og virkemidler til sexismen i samfundet, og de bliver brugt stadig flittigere. Det ses i den virtuelle hverdagsssexisme mod kvinder i form af online-trusler og stalking, hævnporno, og videoer af voldtægter. Og det fastholdes og forstærkes – som i det analoge – af at de online-fora, hvor chikanen foregår, i overvældende grad er styret og administreret af mænd, der fastholder den sexistiske struktur via deres forretningspraksis.

blog sexistisk internet 2

En ud af fire kvinder i alderen 18-24 er blevet stalket online, viser en ny undersøgelse. Og en ud af fire af de unge kvinder er blevet seksuelt chikaneret på nettet.

Sexisme modereres dårligt 
De sociale medier, hvor det meste af den sexistiske chikane mod kvinder udfolder sig, kunne via moderering bremse mange uheldige, sexistiske tendenser. Men de gør det ikke. Der tegner sig et behov for moderatorer, der er uddannet til at forholde sig til kvinders behov, da de viser sig at være anderledes end mænds i forhold til online chikane.
Derfor er det relevant, foreslår Soraya Chemaly i bloggen på New Statesman  at give moderatorer, redaktører og chefer uddannelse i at forstå kønsrelateret vold, ligesom der bør være retningslinjer på debatfora/sociale medier, som definerer ”trussel” videre end en trussel om umiddelbart forestående fysisk vold.

blog sexistisk internet 3

Dette er ikke mindst relevant i de sager, hvor mænd udøver psykisk terror mod kvinder eksempelvis ved hjælp af hævnporno, som er et stigende fænomen også herhjemme, og via deciderede kampagner med opfordringer til vold og mord på kvinder, som man eksempelvis ser det i Pakistan. Her er det netop Facebook og Twitter, som aktivistgrupper holder ansvarlige for udviklingen.

Et demokratisk problem
Udover de utallige helt almindelige unge piger, der oplever stadig flere tilfælde af seksuel chikane og trusler på nettet, er der også andre grupper, der er særligt udsatte. Herhjemme satte DR2 i efteråret fokus på hvad kvindelige politikere og debattører bliver udsat for, og i debatten dukkede da også den tanke op, at det udgør et demokratisk problem, når det ene køn er særligt udsat for trusler, intimidering og nedgørelse.

Jeg har selv talt med en del kvinder i  Everyday Sexism Project’s regi, der siger, at de ikke vil blande sig i debatten, fordi de ikke magter den sandsynlige chikane, der vil følge med, og jeg har katalogiseret indlæg på projektets hjemmeside, hvor kvinder anonymt beretter om de grovheder, de bliver udsat for.

Sikkerhedsorganisation advarer mod tendensen
Også kvindelige journalister er særligt udsatte for grov online-sexisme og trusler, og det  i en grad, så OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, advarer mod det. Det er ”et globalt fænomen, der vokser i et meget hastigt tempo,” siger Dunja Mijatovic fra OSCE til BBC News.

De kvindelige journalister lever med jævnlige eller daglig chikane, trusler om voldtægter, seksuel vold og død. Mijatovic udtaler, at hun er alarmeret over, hvordan kvindelige journalister og bloggere bliver angrebet på de sociale medier, især når de skriver om politik, kriminalitet og emner, der  omhandler tabuer og dogmer i samfundet.  Ofte går angrebene dog ikke på indholdet i artiklerne, ”men sigter i stedet til at nedgøre journalisten som kvinde,” siger Mijatovic til BBC News.

blog sexistisk internet 4
En af dem, der personligt oplever tendensen som tiltagende, er den svenske TV-vært Jenny Alversjo, som bl.a. har fået dødstrusler, hvor der blev sagt, at hun kun havde to uger tilbage at leve i.  Hun siger til BBC News, at hun har vænnet sig til gennem 20 år i jobbet at være målskive for folks meninger. Men ”for fire eller fem år siden var der noget, der ændrede sig, og tonen blev meget mere aggressive og truende”, udtaler hun.

Tyrkisk journalist frygter for sin sikkerhed
En anden af de journalister, der får truslerne, er tyrkiske Amberin Zaman, der dækkede protesterne i Istanbul i 2013 for the Economist. I den forbindelse modtog hun flere hundrede stærkt ubehagelige og truende beskedder på Twitter, ”med det mest obskøne sprogbrug, hvor folk truede med at slå mig ihjel og voldtage mig.” fortæller Zaman og giver et eksempel : ”Nogle truede med at tvinge mig til at sidde på en smadret vinflaske.”
Da hun sidste måned rapporterede om Charlie Hebdo-massakren, væltede en ny serie grove trusler ind på Twitter. ”Det har gjort, at jeg frygter for min sikkerhed, når jeg går på gaden,” siger Zaman.

Twitter gik sidste år i samarbejde med aktivistgruppen WAM for at nedbringe den seksuelle chikane på mediet  Men det udfolder sig altså stadig i fuldt flor, ligesom på andre sociale medier.

Penis i ledelsen
Tilfældigvis er 79% af cheferne på Twitter, hvor rigtig meget chikane finder sted, mænd. På såvel Twitter, Facebook som Google er syv ud af ti ansatte mænd. Og samtlige de sociale medietjenester synes på samme måde at have en konsensus om kønsfordelingen i ledelsen. Otte af ti af hver virksomheds ledere skal nemlig være forsynet med en penis, viser den nyeste kortlægning. 

Et tilfælde? Måske. Men tonen, vilkårene og den overordnede politik på de sociale medier hvad angår sikkerheden, trygheden og udfoldelsesmulighederne alt efter, om man er kvinde eller mand, er tydeligvis en spejling af et samfund hvor de fleste magthavere generelt er mænd – og hvor sexismen er en integreret del af den grundlæggende struktur.

Som Soraya Chemalya skriver: ”At systemer genskaber de stereotyper og implicitte synsvinkler hos de mennesker, der designer dem, er old news. Det nye er imidlertid, at internettet gør effekterne meget mere åbenlyse.”

Uagtsom voldtægt uden straf fungerer som fribillet

Uagtsom voldtægt – ja, det er der brug for at indføre i dansk retspleje som en forbrydelse, man kan dømmes for. Ikke fordi det er acceptabelt med en præmis om, at mange voldtægtsforbrydere er fuldkommen uvidende om, hvad de laver, eller fordi vi skal hylde den jubelidiotiske påstand, at det skulle være svært for en mand at hitte rede i, om han er sammen med en villig sexpartner eller ej. Det forekommer usandsynligt, at det forholder sig sådan. Men faktisk er det just den præmis, vi arbejder med i vores eksisterende lovgivning og retspraksis. Med den følge, at man som voldtægtsforbryder er 97,5 % sikker på at gå fri og formentlig slippe helt uden irriterende kontakt med politi, retsvæsen eller andre forstyrrende elementer.

Det centrale problem er det, der hedder ”bevisets stilling.” Dette begreb handler netop om, at voldtægtsforbrydere kun kan dømmes, hvis anklageren kan bevise, at forbryderen var fuldstændig klar over, at det var en voldtægt, han begik.

Påstået dumhed trumfer blødende ofre
I mange tilfælde er det en afgørende grund til at henlægge sager eller frifinde folk, at den anklagede simpelthen siger, at han ikke vidste, hvad han gjorde (!) – dvs., at det var uagtsomt. Ejendommeligt nok er der rigtig mange, der siger netop dét, når de bliver anklaget for voldtægt, også selvom offeret bløder og har blå mærker. Og det lyder jo umiddelbart åndssvagt at folk skulle forsøge sig med en så komisk og sølle undskyldning i den situation. Ikke desto mindre virker den! Der er fuld lovhjemmel for at æde den, og praksis hos myndighederne er, at det gør de. En anmeldt voldtægtsmands påståede idioti trumfer offerets fysiske skader.

Jeg fremfører hermed Exhibit A. Det er en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd, hvor alle de følgende fakta findes, og hvor man også kan læse alt om deres undersøgelsesmetoder m.m.

Det viser sig her, at begrundelsen for at slutte voldtægtssager uden en retssag i langt de fleste tilfælde er netop ’bevisets stilling ’. Det var det i 382 af de 410 sager, der blev henlagt uden påtale i den treårige periode, som rapporten har undersøgt. (Sammenlignet med andre typer kriminalitet har voldtægt i øvrigt en væsentlig højere rate af påtaleopgivelser, altså sager, der aldrig kommer for retten.)

Om ”Bevisets stilling” hedder det: “Anklagemyndigheden skal kunne bevise, at der var ’forsæt’. Det vil sige, at for det første skal det bevises, at manden truede kvinden eller anvendte vold for at opnå sex, og for det andet at han vidste, at han truede hende eller anvendte vold – og dermed vidste, at det ikke var frivilligt.”

Det viser sig at det er mindst lige så vigtigt, at han VIDSTE, at han truede hende eller anvendte vold, som at han gjorde det! Noter lige det.

Rapporten konkluderer: Det er helt overvejende begrundelsen ’bevisets stilling’, der oftest anvendes, når anklagemyndigheden vælger at slutte sager uden retssag. Knap halvdelen (48 %) af samtlige voldtægtssager, hvor en formodet gerningsmand er blevet sigtet (382 ud af 792 sager), ender uden en retssag på ’bevisets stilling’.

Et af eksemplerne på en anmeldelse af voldtægt, som politiet har henlagt på grund af ”bevisets stilling”, ser sådan her ud:

Eksempel på formodet mangel på hensigt
”Kvinde på 19 år anmelder nabo på 50 år for voldtægt. Hun kommer på besøg efter fyraften, drikker et par øl og ser tv. Ifølge kvinden gør manden tilnærmelser, som hun forsøger at afvise, bl.a. da han forsøger at presse hendes hoved ned mod sin penis. Manden opnår samleje med kvinden. Ifølge kvinden har hun tydeligt afvist ham verbalt og har forsøgt at skubbe ham væk. En anden nabo kommer forbi på gangen senere, hører høj musik og høje ”nej”- råb, men gør ikke noget ved det, fordi han regner med, det er manden og hans ekskæreste, der skændes.

Sagen sluttes på ’bevisets stilling’ uden retssag, og anklagemyndigheden begrunder bl.a. således: ”Jeg finder efter en samlet vurdering af sagens faktiske og retlige omstændigheder ikke grundlag for at statuere, at NN har haft til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelse om voldtægt i forbindelse med, at han forsøgte at opnå samleje med Dem den pågældende aften”.

Det afgørende for, at sagen ikke kommer for retten, er altså, at man ikke kan føre bevis for, at voldtægtsforbryderen havde til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelser om voldtægt. Det er uvæsentligt for vurderingen, hvad der rent faktisk skete – bl.a. at naboen faktisk hørte høje ”nej”-råb.

Påtale kan undlades trods livsfare for kvinden
Det samme gælder, når kvinderne har fysiske skader, og det har de ifølge rapporten oftest. I de voldtægtssager, hvor politiet har fundet og sigtet en formodet gerningsmand, er der 60 % af kvinderne, der har fysiske skader. . Men! Det at politiet finder og sigter en mulig gerningsmand, behøver ikke at betyde skyggen af en ko på isen for ham, trods tydelige skader på kvinden. I knap halvdelen (46%) af de sager, hvor en mand er sigtet, OG der er fysiske skader på kvinden, bliver sagen sluttet uden retssag af anklagemyndigheden.

De fleste af den type sager (200 ud af 217 henlagte sager med fysiske skader på kvinden) bliver sluttet på – ’bevisets stilling’. Det vil sige: Man kan ikke bevise, at manden har haft voldtægt som forsæt! Én af undersøgelsens sager bliver sluttet uden retssag – påtale undladt – på ’bevisets stilling’ trods livsfare for kvinden. Kun 1 ud af 4 anmeldte sager med fysiske skader på kvinden (24 %) ender med en dom for voldtægt.

I alt er det flere end 6 ud af 10 anmeldelser af voldtægt, hvor kvinden har fysiske skader, der ender med ikke at komme for en domstol.

Det er Politidirektøren eller hans/hendes politijurister, der træffer beslutningen om at afslutte sager uden påtale, dvs. at de ikke skal for retten.

Og her har de altså bevisets stilling som central faktor i deres afgørelse – med den formodede gerningsmands forsæt i fokus. Det er beviset for dette forsæt, der udgør voldtægtsofres største forhindring på vejen mod retfærdighed: Forsæt er forvejen svært at påvise, især når det bliver taget med i betragtning, hvis gerningsmanden siger, at sådan et havde han da bestemt ikke.

Forsættet er så – fremgår det af rapporten – ENDNU sværere at påvise, når der har været forudgående kontakt mellem de to parter i sagen. Det har der i to tredjedele af alle sager.

Kun en tredjedel af alle voldtægter er såkaldte overfaldsvoldtægter, altså den klassiske type, hvor en helt ukendt mand eller gruppe af mænd overfalder en kvinde på eksempelvis en mørk vej. Lidt under en femtedel af de anmeldte voldtægter involverer partnere eller ekspartnere – mens halvdelen (48%) er såkaldte kontaktvoldtægter. Det viser sig, at hvis offeret overhovedet har vekslet ord med voldtægtsforbryderen inden forbrydelsen, så er det en kontaktvoldtægt, og så kan manden med statistisk meget stor fordel påberåbe sig, at han ikke havde forsæt om at voldtage – dvs, han troede, at hun gerne ville.

Også selvom hun har blå mærker eller værre fysiske tegn på, at han har været voldelig mod hende for et gennemtvinge voldtægten.   Efterforsker i kriminalpolitiet, ”Rikke”, siger om kontaktvoldtægter i rapporten: ”… det der så også gør de her sager specielle at arbejde med, det er den bevismæssige del af det. Fordi en ting er, at man har den der rene voldtægt, som ingen stiller spørgsmålstegn ved, netop fordi der er nogle synlige skader, og der er måske nogle vidner og nogle andre elementer, det er det der bevismæssige. Det kan godt ske, vi har en kvinde, som føler, hun har været udsat for et overgreb, og hendes grænser er blevet overskredet, og hun har uden tvivl haft en rigtig dårlig seksuel oplevelse, men derfra og til at bevise gerningsmandens kriminelle forsæt, det er jo vores opgave. Og det er en meget svær opgave.”

Muligt, at han ikke indså, at han tvang Dem
En af de sager, som politiet således havde kvaler med at vurdere, og som derfor faldt ud til den anklagede mands fordel, selvom kvinden havde fysiske skader, er denne:

”En kvinde på 18 og en mand på 25 er i byen sammen med flere andre. Han er en venindes eks-kæreste. Gruppen af venner tager hjem i en lejlighed. Da kvinden går på toilettet følger manden efter. Ifølge kvinden tvinger han hende op på salen ovenover, og voldtager hende på reposen. Hun siger, hun fulgte med, fordi hun er vant til at kunne tale sig fra alle situationer. Ifølge kvinden flygter hun, da der bliver røre nedenunder hos pigerne, som leder efter hende. Veninderne fortæller, at hun græder meget. Hun har hudafskrabning på skulderen (ifølge kvinden trykker han hende op mod væggen og udfører samleje bagfra). Hun har desuden en rift ved vagina, som lægen dokumenterer, kun kommer ved voldsomt samleje og/eller tvang. Manden fortæller, at de har haft samleje, men at det var frivilligt. Han fortæller, at de tidligere har ligget på sengen og kysset i lejligheden mens mindst 5 andre var til stede. Dette kan ingen af vidnerne bekræfte. Manden mener, det er et komplot fra alles side mod ham.

Sagen sluttes på § 721, stk. 1, nr. 2, og Politimesteren skriver i begrundelsen blandt andet ”… det må anses for overvejende sandsynligt, at NN har foretaget sin seksuelle adfærd mod Deres vilje. Det er dog min vurdering, at det mod hans benægtelse ikke er muligt med den fornødne sikkerhed at bevise, at han indså, at han udførte sin adfærd ved tvang. Jeg har derved lagt vægt på Deres forklaring om, at De ikke gjorde nævneværdig modstand, da han trak Dem om på reposen, at han ikke truede eller slog, at han ”hele tiden snakkede, som om hun var med på den”, og at det efter få minutter lykkedes at skubbe ham væk”.

Så den sag henlægger politiet altså uden påtale, selvom offeret har dokumenterede fysiske skader, og selvom politiet finder det ”overvejende sandsynligt” at voldtægtsmanden foretog ”sin seksuelle adfærd mod Deres vilje.” (Hvilket for mig equals=voldtægt.) MEN! Det, det hele falder på, er at det ikke er muligt at bevise med den ”fornødne sikkerhed” at han INDSÅ, at han udførte sin adfærd ved tvang.

Gode tvivlere, er I med? Begynder ti-øren at falde med hensyn til om vi har brug for en paragraf om uagtsom voldtægt??

I rigtig mange sager er det gennemgående, at den anklagede gerningsmands påstand om, at han troede at hun gerne ville, og at han troede, hun gerne ville have det hårdt (så hårdt at der altså ses alt fra livsfare over underlivsblødninger over blå mærker overalt på offerets krop til hudafskrabninger og  afrevne hårtotter – blandt andet.) Hvis politiet anser det for muligt, at manden kan have troet det, fordi det siger han jo – så er det mest almindeligt, at han slipper for videre tiltale, dvs. påtale, og dermed kan gå videre ud i livet og således opmuntret fortsætte sine aktiviteter i ro og mag.

Bevisets stilling – som primært handler om, hvorvidt gerningsmanden havde forsæt eller ej – er altså en anselig medvirkende årsag til, at i alt er det kun 2,5 – altså to en halv – procent af voldtægter, der fører til en dom for voldtægt.

Flere tør ikke anmelde
Eller færre. 3000 voldtægter årligt i Danmark hedder tallet ifølge det Kriminalpræventive Råd – Amnesty anslår, at mørketallet, dvs. alle de uanmeldte voldtægter, kan bringe det samlede antal op på 10.000 årligt. Men hvis vi siger, at det forhåbentlig ”kun” er 3000 voldtægter, det drejer sig om, så udgør de 74 årlige domme for voldtægt lige knap 2,5 %.
Dermed når vi frem til den 97,5% store sikkerhed, som vi i dag giver voldtægtsmænd for, at de kan voldtage og lemlæste andre mennesker, som de vil, hvis bare de kan holde masken bagefter, når de påstår, at de troede, hun selv gerne ville. Det kalder jeg en badebillet af kaliber.

Det giver desværre alt for stor forståelse for, at så få ofre anmelder – færre og færre. Under en sjettedel af de 3000 årlige voldtægter anmeldes til politiet. 1000 af voldtægterne  registreres årligt på skadestuer, offerrådgivninger m.m. Men under halvdelen, mellem 400 og 500, anmeldes til politiet. ”Mange lader være med at anmelde det, fordi de er bange for, at politiet ikke tror på dem”, siger psykolog Annalise Rust på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb.

Ofrenes formodninger om politiets reaktion er velbegrundet i en ukomfortabel grad. Stadig flere voldtægtsofre bliver nemlig afvist af politiet, når de anmelder. Nogle endda over telefonen. Andelen af dem, det sker for, er mere end tredoblet på fire år.

I Norge opererer man allerede med uagtsom voldtægt som retsligt begreb, og i Sverige har man også en bredere definition af voldtægt, end vi bruger i det danske retssystem. Med høringen i Folketinget i sidste uge har vi fået debatten i gang igen i Danmark, og meningerne er delte, både blandt politikere og eksperter, som Kristeligt Dagblad beskriver her.

Så vil alle jo anmelde falsk
Den mest irrelevante vinkel på debatten – påstanden om, at det vil være lettere at anmelde falsk, hvis vi indfører uagtsom voldtægt som retsligt begreb – har selvfølgelig fyldt en del. Proportionerne her er som følger: De såkaldt falske anmeldelser udgør maksimalt 7 % af voldtægtsanmeldelser. En del af dem er registreret som falske, udelukkende fordi ofrene har trukket deres anmeldelser tilbage efter trusler fra voldtægtsmanden eller simpelthen af frygt for at skulle vidne mod ham/dem i retten. Man kan nemlig ikke bare trække en voldtægtsanmeldelse tilbage. Nogle ofre, der af frygt for gerningsmanden ønsker at trække anmeldelsen tilbage, vælger derfor at påstå, at deres anmeldelse var falsk, fremfor at risikere yderligere vold ved at fastholde anmeldelsen(og der er da, som netop beskrevet, også en særdeles betragtelig risiko for, at gerningsmanden går fri, selvom voldtægten i den grad har fundet sted.) I denne undersøgelse støttet af Justitsministeriets Forskningsenhed redegøres for problematikken, og her er også eksempler på sager hvor det ligefrem er bevist efterfølgende, at en erklæret falsk anmeldelse faktisk var sand!

Som netop gennemgået,  er det p.t. nærmest umuligt at få en voldtægtsmand dømt. Eller overhovedet at bringe ham i nærheden af retssalen. Skulle vi prøve at fokusere på dette, inden vi pisker en stemning op med scenarier, hvor alle landets kvinder pludselig skulle føle behov for at melde alle deres sexpartnere til politiet, med det naturlige resultat at alle mænd ryger direkte videre i retten, og vi må bygge nye fængsler, fordi der pludselig dømmes i flæng og uden nogen form for bevisførelse. Lad os se på de samlede proportioner og prøve noget nyt: Et forsøg på at forbedre retssikkerheden for de dårligst stillede ofre og gøre noget ved det groteske i, at hundreder af gerningsmænd kan gå fri udelukkende fordi de, som respraksis er i dag, kan benytte den magelige fribillet til voldtægt, som i dag findes i og med, at man bare kan spille idiot og sige, at man troede, det var i orden at true, slå, sparke og tvinge. “Uagtsomt.”

Falckfolk laver sjov med voldtægt

blog falck voldtægt

En Falckredder er sigtet for at have voldtaget en stærkt beruset 17-årig pige i ambulancen på vej til skadestuen.
Det strider mod Falcks værdier, siger firmaet. Men ikke mod alle medarbejderes, fremgår det af en debat på Facebook, hvor en flok på 7-8 Falckreddere gør sig morsomme på bekostning af voldtægten. Jeg har fjernet deres navne.

Fra Facebook 17.10.:

Er overbevist om at udfaldet bliver det er friviligt..
Ellers fatter jeg intet, men gad godt vide hvad føreren og veninden lavede siden de ikke reagerede..
I går kl. 14:17 via mobil · 4

Jeg er sikker på det var frivilligt .. Meeeen hvordan de kunne nå el gøre det uden de andre opdagede er nok det der undrer mig mest hihi … Jeg ringer sku 112 på lørdag fra byen og ser om jeg er lige så heldig …
I går kl. 14:23 via mobil · 13

Hahahaha.. God indstilling (navn fjernet)
I går kl. 14:31 via mobil · 3

Hahaha tak (navn fjernet).. Altså personligt ville jeg nok synes jeg havde fået en god service hahaha
I går kl. 14:36 via mobil

Hahaha..godt at høre og det ville du bestemt.. altså uden at prale på egne og kollegaers vegne;-)
I går kl. 14:39 via mobil

Eeeeelsker go service … Og pral du bare
I går kl. 14:47 via mobil · 1

Øvha
I går kl. 14:50 via mobil · 2

Har kørt med et par gange..
Har desværre aldrig været udsat for overgreb..
I går kl. 14:53 via mobil

Ja (navn fjernet), mit gæt er også en der er kommet fra en anden operatør – ellers er der ihvertfald noget galt med historien. Og (navn fjernet), jeg er enig i at alle er uskyldige indtil de er dømt, men hvis det er korrekt han har indrømmet sex under turen – frivilligt – så er han jo allerede skyldig i at misbruge sit erhverv
I går kl. 14:59 ·

håber da du så vælger at køre med en “Babe-lance” hvis du ønsker at prøve det :-) :-)
I går kl. 14:59 · 1

jeg er ikke så sart..
Alt er bedre end ingenting.!
I går kl. 15:03 via mobil · 3

Hmmm (navn fjernet), her er vi sgu ikke helt enige – ergo, jeg er sgu nok ret sart på det enkelte punkt :-) :-)
I går kl. 15:04 · 3

Det er aldrig rart når der sker overgreb på redderne, det har (navn fjernet) og jeg prøvet masser af gange, man skal ikke være så sart (navn fjernet) :o )
Er det omvendt, en redder der har forsøgt sig så er det jo definitionen på idioti .
I går kl. 15:25 via mobil · 1

Jo (navn fjernet), ingen tvivl om at så flotte fyre som du og (navn fjernet) vil være udsøgte jagt-objekter for unge kvinder . Men så er det jo man udveksler telefonnumre istedet for og fortsætter til næste punkt i fritiden
I går kl. 15:30 · 6

Og enig – hvis historien er sand er han simpelthen alternativt intelligent ham der
I går kl. 15:32 · 1

Sys (navn fjernet) har fat i noget af det rigtige her;)
I går kl. 15:32 via mobil · 1

Nemlig (navn fjernet) - den proces kunne vi sgu da finde ud af i “gamle dage”  – så må man vel også kunne det i dag
I går kl. 15:35

Bare der nu ikke kommer klagesager fra andre suspekte patienter, der brokker sig over, at det ikke er sket for dem?
Men helt seriøst, det er sgu for klamt og total misbrug af tillid og etik.
I går kl. 15:38 · 3

(navn fjernet) både (navn fjernet) og jeg har skam forstået pointen :o ) det der hedder “oppakning/klargøring” dækker over netop udveksling af telefonnumre/visitkort, derfor turene kan tage lidt ekstra tid
I går kl. 15:44 via mobil · 3

så er der jo en forklaring på samtlige overtrædelser du har på afsætningstiden på sygehuset (navn fjernet)…
I går kl. 15:56 via mobil · 5

Personligt mener jeg det bør være fuldt ud acceptabelt med den slags overskridelser (navn fjernet). Det hedder jo også “patient-omsorg” eller “kunde-pleje” om du vil . Og helt ærligt, tror jeg nu det er en meget stor procent del af os alle i faget der har fået mere eller mindre flatterende tilbud i tjenesten
for 23 timer siden · 3

..Og sådan lød ordene fra de Falck-ansatte.

Redderen, der er sigtet for voldtægten, blev suspenderet, og sagde så sin stilling op. Han indrømmer, at han havde sex med den 17-årige pigen bagest i ambulancen, mens hans kollega kørte til Slagelse Sygehus. Men den stærkt berusede patient gik selv med til akten, påstår han.
Episoden fandt sted den 1. september, skriver Ekstra Bladet. Den 17-årige blev hentet af en ambulance efter en fest, fordi hun var meget stærkt beruset. Ifølge avisen havde pigen en veninde med i ambulancen. Veninden sad på passagersædet, og skydelågen mellem bårerummet og førerhuset var lukket, så hverken veninden eller ambulanceføreren så eller hørte, hvad der skete.
Da pigen var nået frem til skadestuen på hospitalet, fortalte hun personalet, at der var sket noget mærkeligt i ambulancen, og at hun følte, hun var blevet bedøvet.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev så involveret i sagen og valgte at sigte den nu forhenværende Falckredder. Efterforskningen er stadig i gang.

Falck er dybt chokeret og har udtalt til pressen: “Det strider ikke bare imod Falcks værdier, men også imod reglerne for forholdet mellem vores medarbejdere og patienterne.”

 

Farligt kvindetøj

BLOG påklædningmetro

Lavere taxapriser til ”letpåklædte” piger. Et tiltag i ”en by lidt udenfor London” som ifølge MetroXpress ”skal ses som et forsøg på at stoppe seksuelle overgreb på piger, der går ’provokerende klædt’ når de er på vej hjem fra byen.” En lokalpolitiker er dog bange for at tiltaget vil få endnu flere piger til at klæde sig udfordrende..

Alt hvad der bliver gjort for at forhindre seksuelle overgreb er jo godt og ønskværdigt. Hvis indsatsen virker, kan man kun være ret vild med den. Men..selve italesættelsen omkring det er interessant. Nu ved jeg ikke, hvor mange af ordene der er avisens egne, og hvor mange den bare har oversat direkte og i en ruf fra et andet medie. Men nogen har oprindeligt skrevet ordene – og umiddelbart er det kun indholdet der springer i øjnene. For det er helt “normalt” skrevet, og det er egentlig det, jeg falder over.

Fordi man IGEN for gang nr. 1.000.000.000.000 accepterer normen om at sexovergreb er offerets skyld.

Hvis vi ser på ordene ”provokerende” og ”udfordrende” så er det jo ord, der fortæller om nogen, der aktivt gør noget for at anspore bestemte reaktioner fra andre. Dvs. det man siger er, at de piger, som klæder sig på den beskrevne måde, er aktører, faktisk initiativtagere – det er jo dem, der handler først, ved at udfordre og provokere – til de overgreb, de måtte komme ud for. De startede det selv. De har bedt om det. Og sådan er det bare. Det sprogbrug om påklædning er helt og aldeles normalt…ingen tænker over det, når de siger eller skriver det. Og inde i vores allesammens underbevidsthed fastholdes ideen om at det er pigen/kvinden der selv gør noget. Overgrebene betragtes indirekte som en meget naturlig følge, noget forventeligt. Lidt som at hvis man går ind i et brændende hus, så går der ild i en. Det at blive voldtaget, forulempet, forfulgt, truet m.m. som kvinde er at betragte som et vilkår – nærmest en naturlov, som enhver idiot kan regne ud vil træde i kraft, hvis man så at sige ”aktiverer” den via påklædningen. Hvordan er det blevet sådan? Hvordan fanden kan vi blive ved med at acceptere det?

Jeg vil godt lige sige:

BLOG påklædning causes

Når det lige er slået fast, så skal vi have fat i en bemærkning der fik mig til at tabe kæben igen – ufatteligt den stadig sidder fast – da den såkaldte takt&tone-ekspert Bill Holmberg udtalte sig i radio24syv forleden dag om kvinder der bliver forulempet. Emnet var den nystartede danske afdeling af EverydaySexismProject, hvor kvinder fortæller på nettet om deres oplevelser med hverdagssexisme. Mange af oplevelserne handler om, at man bliver taget på alle mulige legemsdele af alle mulige: Tilfældige forbipasserende på gaden eller folk der trænger én op i en krog og kommer med nærgående bemærkninger og gramsninger, og som råber ”luder”, ”so”, ”møgkælling” m.m. efter kvinderne, fordi de ikke vil gramses på, eller bare for en sikkerheds skyld sådan i forbifarten. I den forbindelse valgte radioen at høre, hvad Bill havde at berige lytterne med om sagen, og helt uden tøven sagde han: ”Man kan bare lade være at klæde sig som en luder.” Sådan! Og helt uimodsagt fra radioværtens side.

Det britiske EverydaySexismProject har på kort tid samlet 30.000 bidrag fra kvinder, hvoraf rigtig mange handler om tilråb, befølinger/overgreb/overgreb på og over grænsen for voldtægt m.m. i det offentlige rum. Bill mener altså, at alle disse kvinder har været klædt som ludere. Det samme mener han øjensynligt om de danske kvinder og piger, der foreløbig har fyldt 30 sider på projektets danske afdelings side, heriblandt den 14-årige pige hvis historie fik mig til at græde, fordi hun allerede har måttet høre på så meget lort, selvom hun ikke engang er en fuldvoksen kvinde endnu.  – Og så er der de over 300 medlemmer i ESP’s Facebookgruppe, hvoraf mange har lignende ubehagelige oplevelser. Og det vil sige at hvis man er klædt ”som luder,” hvad dét så end er – så har man fuldt ud fortjent en grov, nedladende, grænseoverskridende verbal/fysisk behandling. Interessant.

Det synes at være en i vid udstrækning vedtaget norm. Man hører det jo til stadighed -  helt uophørligt, inklusive på politistationen, når overgrebene anmeldes, og det jævnligt sker, at politiet spørger til offerets påklædning (ja, det fortæller folk også om på ESP) og tjek lige denne lækre udtalelse fra en canadisk politimand.  – Men hvis de fleste er så enige med hinanden om, at det er påklædningen, der leder til voldtægt, overgreb og chikane, så burde en del beklædningsgenstande vel mærkes på linje med cigaretpakkerne?
”Denne top vil sandsynligvis medføre seksuel chikane, tilråb som ”luder” etc. og evt. voldtægt(er)”.
”Advarsel: Provokerende bukser. Fører til grove fysiske og verbale overgreb.”

Ifølge den enkle logik må det så også forholde sig sådan, at den dårlige behandling kan undgås, hvis man holder sig indenfor en bestemt dresscode.  Fedt nok! EverydaySexismProjects facebookgruppe havde en uhyrligt morsom tråd om emnet efter Bill H’s lumre udtalelse i radioen. Her søgte medlemmerne at finde den tilråbs- og overgrebs-skyende påklædning udfra udelukkelsesmetoden: Hvad har man selv haft på af tøj, når man har været udsat for ubehagelige grovheder i det offentlige rum? Desværre viste det sig, at selv umiddelbart mindre ”provokerende” dragter som brune graviditetsjeans, knælange shorts og store frakker ikke er sikre – ligesom hverken den indiske sari eller forskellige varianter af burkaer kan siges at gøre tricket.
Jeg vidste iøvrigt ikke, som et medlem gjorde opmærksom på, at mange hjemløse, nonner, små børn og ældre damer OGSÅ åbenbart går klædt som ludere – siden de generes og voldtages på stribe rundt omkring. Og nå, ja, der findes forresten også videnskabelig dokumentation, som viser at der ingen sammenhæng er mellem påklædning og voldtægt..Den vender jeg tilbage med, når min fremragende psykologistuderende veninde, som skriver speciale om emnet, er klar med en god samling links! Foreløbig kan man se på en enkelt afhandling jeg her har fundet om emnet.

Konklusion: Den går bare ikke. Det er ikke kvindernes skyld. Det er nogle andre mekanismer der gør sig gældende, men de er lidt mere komplekse, besværlige, indsatskrævende og irriterende at tale om – for mange. De kan også gøre folk utrygge at forholde sig til: For nu havde vi det lige så hyggeligt.

Heldigvis er der mange af alle køn, som ikke køber denne pølse(snak). Se hvor enkelt det kan siges i denne lille film, inspireret af Stop Street Harassment-bevægelsen. Bemærk især starten: “I don’t care how she’s dressed.” LOVE IT!!!!!! :lol:

Lose the lads mags

Loaded magazine cover

Så er det nok med at sælge mandeblade med store bryster på forsiden. Engelske feminister er trætte af at se på bladene i supermarkederne og har de seneste uger kørt en kampagne, der skal få bladene væk fra hylderne.

Det er feministgrupperne UK Feminista og Object, der står bag kampagnen “Losetheladsmags” – “drop mandebladene”. De bakkes op af en række advokater, der den 27. maj fik offentliggjort et åbent brev i The Guardian til butikskæderne. Her advarer de om, at ejerne kan stå til at blive dømt for overtrædelse af lovgivningen i Equality Act 2010. Den definerer strafbar seksuel diskrimination og chikane som bl.a. “uønsket opførsel, der enten har forbindelse med sex, eller som er af en seksuel karakter, og som har til formål eller som konsekvens, at den volder skade på klagerens værdighed eller skaber en truende, fjendtlig, nedgørende, ydmygende eller stødende atmosfære for klageren“. Og klagerne kan ifølge advokaterne være såvel kunder som ansatte i butikkerne.

Flere ansatte i supermarkedskæderne har henvendt sig til aktivisterne og givet udtryk for, at de følte det stødende og ubehageligt at skulle sælge de omtalte blade, men at de ikke selv tør at gå i lag med deres arbejdsgivere af frygt for konsekvenserne.

Sophie Bennett. kampagneofficer hos Object, udtaler: “Mandebladene dehumaniserer kvinder og gør dem til objekter, og de fremmer skadelige attituder, der understøtter diskrimination og vold mod kvinder. At reducere kvinder til sexobjekter sender et utrolig farligt signal om, at kvinder er konstant tilgængelige seksuelt, og at fremvise disse publikationer i almindelige hverdagsomgivelser normaliserer denne sexisme. Det er uacceptabelt, at store kæder fortsætter med at eksponere personale og kunder for så sexistisk og nedværdigende materiale.”

Det er især blade som Zoo, FHM, Loaded og Nuts, der er i søgelyset hos de britiske aktivister.

blog ladsmags nuts

Se, noget af det interessante ved kampagnen er at betragte sine egne reaktioner på den. Tag nu mine: Da #losetheladmags brød løs på Twitter for lidt over to uger siden, tænkte jeg: “Nå, ok, nu bliver vi måske lige hardcore nok, venner.” For er det egentlig så slemt?

Det første af denne type blade, jeg mødte i mit liv, var Ugens Rapport. Og jeg så for nylig den dejlige dokumentarfilm om bladets fødsel og sejrsgang i 70’erne, portrætteret så man umuligt kunne føle andet end sympati og varme for de vilde, vovede, progressive folk, der både lavede edgy journalistik og noget med nøgne damer. Det følte jeg i hvert fald.

blog ladsmags rapport

Men alting er blevet værre siden da, ikke i lovgivning, men i sexistisk konsensus og praksis. Brysterne er blevet pumpet med silikone, skridtet er glatbarberet, styling og koncept er gået fra overvejende ”sød sommerpige” til slutty bitchy pornobabe – eller ditto lolita. Overliggeren er rykket støt og sikkert nedad, og bliver det fortfarende. Også hvad angår udbredelsen: Det er allevegne. Her og der, og på busserne, i bladene og reklamerne, i metroen, i S-toget, i avisen, i fjernsynet, på forsiderne og bagsiderne og på husene og ved vejene og busstoppestederne og everyfuckingwhere.

Derfor har man ligesom vænnet sig lidt til det, eller rettere udnyttet menneskets enorme tilpasningsevne og socialiseringstrang, som man motionerer hver dag, når man ihukommer at  passe omhyggeligt på, at der ikke er nogen, der kan hævde den mindste hjemmel for at klaske snerpe-etiketten på én. Den er jo blevet et accepteret dansk neutraliserings-label, som i sagens natur…virker neutraliserende på alle, der siger, at de ikke synes sexisme er the shit . Desuden har man et liv, der skal passes sideløbende, og det ville man ikke have overskud til, hvis man skulle orke at håndtere sin vrede, frygt og krænkethed over de her ting. Sådan har mit ræsonnement været, mest ubevidst, men dog registreret somewhere.

Men min indstilling er ændret i løbet af losetheladsmags-kampagnens udvikling. Hvor Tesco, en af supermarkedskæderne, forleden indvilligede i at gå i dialog med aktivisterne, som de skal mødes med i den kommende uge. Og hvor mængder af kvinder – og en del mænd -  undervejs har skrevet om deres afsky for bladene. Om at de er lettede over at andre udtrykker det, de hver især har følt meget længe, og som de føler hver dag, når de ser denne type blade. Om at de nu tør indrømme, at de også hader kvindefremstillingerne – og normaliseringen af sexismen i konceptet. Det har åbnet den boks, jeg åbenbart havde sat mig ovenpå for at holde den lukket. I den har jeg holdt al den krænkelse nede, som jeg så tit føler, når jeg ser den type billeder, vi taler om. Som f.eks. herhjemme på forsiden af bladet M! der står nok så normaliseret, accepteret og almindeligt ved siden af Hjemmet, Femina og Anders And alle steder:

blog ladsmags M2

Jeg havde gemt al den irritation og krænkelse, den lette utilpashed og flovhed, jeg har følt gennem mange år, når jeg har set kvinder portrætteret a la sexisme: I idiotiske positurer, med adskilte, fugtglinsende læber, der skal minde om….ja. Parate til at tage imod, eller med en finger stukket i munden, der enten er truttende eller O-formet –  med røven skubbet bagud og patterne stukket frem. Og ja, bryster hedder patter, når de spiller denne rolle: Tilgængelig, pleasende, naragtig, hjerneløs, helt uden egne behov.

Som de sjovt nok ikke er, når de ammer, og det er derfor, mange synes, at det er fedest ikke at se denne aktivitet ude på cafeerne – mens ikke en kat gør, når de ser bryster, der spiller sexobjekt-rollen. Forskellen består i at:

1)Personen, der ammer, er et subjekt. Hun gør noget. Selvom det er barnets behov, der opfyldes, så udfører moderen en selvstændig handling, i og med at hun giver bryst. Det gør de halv- eller hel-lumre småpornografiske babes jo ikke. De venter bare. På at de bliver taget eller får ordre til at gøre et eller andet i betjeningsøjemed ift. en mands behov for sex og/eller dominans.
2)Den ammende mor er human. Det er pornobabes’ene ikke. De er 100% ét med den rolle, hvis egenskaber er: ”Jeg har ingen behov og ingen ønsker. Jeg eksisterer kun for dine behov, og jeg har med garanti ingen hjerneaktivitet, så du kan også være ganske rolig og tryg, for jeg ser dig ikke og kan derfor ikke dømme dig, kræve noget af dig eller tænke noget om dig!” Sådan er der jo ingen mennesker der er – kun ting.

Og det er noget af det, der er så skræmmende ved stereotypen: Dehumaniseringen. Og accepten af den – to sider af samme sag. Det normaliseres massivt, at kvinder kan være ikke-mennesker, ikke-væsener, men ting til brug efter behov. Det er normaliseret hen til at være så fuldfedt acceptabelt,  at synet af denne koreografi in action nu kan overtrumfe accepten af ammende mødres synlige tilstedeværelse i det offentlige rum..Ligesom den overtrumfer, når  Sanne Søndergaard viser glimt af kønsbehåring i Politiken.

blog ladsmags sanne

Abonnenter chokede på deres sure opstød over synet. Uha, da da, hvor vi IKKE har hørt dem brokke sig over alt det andet kvindekøn og –babs, de skal se på alle andre steder i den vide danske hverdagsverden..men igen: Søndergaard stod ikke frem som objekt. Hun stod som subjekt, og som person, læs menneske. Det virkede provokerende og aggressivt på mange, inkl. den sexolog, der mente sig kaldet til at kritisere, at Søndergaard i det hele taget havde hår på den!

Men det virkelige problem, der har anfægtet de anstødtes underbevidsthed – ja, det vil jeg æde min gamle hat på – det er: At en kvinde tillader sig at stå tilnærmelsesvist blottet uden at indgå i den vedtagne objekt-koreografi. Hverken i positur eller ansigtsudtryk. Der var ingen fremskudt pat, ingen røv i brunstig chimpanse-positur og ingen af de suggestive, krampagtige læbepositioner, som anses for at være gode og rigtige, når kvinder portætteres på måder, der relaterer til deres køn. Søndergaard så derimod normal ud til lejligheden, hun var simpelthen Søndergaard – og det mente folk altså ikke, at hun  kunne tillade sig.

Fordi det er normaliseret, at kvinder skal fremstå som idiotiske skvadderhoveder, som ingen selvsagt kan respektere. Men som alle åbenbart føler sig dejligt trygge ved. Bortset fra, at det er der så alligevel mange kvinder, der ikke gør – i al hemmelighed. For det er krænkende på så mange planer.

Vi kan begynde i letvægtsklassen: Det er ganske enkelt ufedt at se sit køn blive tildelt en evig rolle som idiot. Det føles lidt som det gjorde for mine børn, da de var mindre, når de så et barn i en reklame, der blev fremstillet som børn tit gør: Som en naiv dummepeter,  til fals for alt pladder, lalleglad og taknemmelig for selv det mest letgennemskuelige bras. Mine børn krummede tæer og følte sig flove, fordi sådan en fremstilling af børn naturligvis er krænkende for et normalt barn, der jo ikke er en lalleglad dummepeter.
På samme måde er det fornærmende at ens køn konstant fremstilles som spader. Den seneste reklame, der virkelig har irriteret mig i denne kategori, er ”ZZuborghh, zzommer og zol” med den animerede lolita, der tager på skovtur.

blog ladsmags tuborg

Hun går ud i skoven alene med en kurv, dvs. den lille Rødhætte: Barnlig, naiv, KUK-KUK, slemme Peter Ulv, kom og tag mig! Hun er nedringet og har hofteholder på og skyder barmen frem: Serveret efter den gamle opskrift, og spiller artigt rollen. Hun er dum som en dør, kan dårligt nok synge rent, og så har hun tatoveringer nok til at forsikre om, at hun ikke er helt uskyldsren, eller måske at hun ikke er superkultiveret og derfor ikke har læst for mange bøger – om overhovedet - og at hun ikke er rig = privilegeret = i en position hvor hun har så mange valg. Det bedste er næsten, at til sidst i reklamen – jeg så det først ved 7. gennemsyn eller noget – så kommer der rent faktisk en lille båd ilende for at joine. Mens hun tager en tår øl og fniser fjollet, nærmer den enlige roer sig i topfart den ensomt beliggende plet, hvor pigen nu sidder. Den kommer BAGFRA - snigende, som en rigtig liste…. Måske fordi der står idiot på ryggen af hende.  

Så kan nogen netop hævde, at de piger, der optræder i rollerne som sexobjekt-idioter/lolitaer/ludere jo kun er de underpriviligerede, uuddannede, fattige og også i det virkelige liv dumme.  Man kalder det måske “tabere” eller sådan noget. Hvis man mener det, så siger man indirekte, at  sexisme er fedt nok, hvis bare vi opretholder noget gammeldags luder/madonna-kategorisering. Men dels tror jeg ikke på opdelingen, som jeg mener er uanvendelig for alle. Dels er den ikke en del af et tidssvarende mindset og menneskesyn. Og desuden vil al kategorisering, man kan finde på for at konstruere en sexistisk kamel der skal være lettere at sluge, alligevel have samme slutresultat: At sexisme rammer alle som én, der har det pågældende køn, bortset måske fra Dronning Margrethe og nogle ganske få andre. For når et stort antal kvinder vedvarende og massivt og overalt påvirker alle menneskers underbevidsthed 24/7, så accellererer vi konstant et fjendtligt og dehumaniserende menneskesyn på det ene køn. Vi understøtter konstant aggressioner, som der findes rigeligt af allerede. Vi bidrager til utryghed og følelsen af krænkelse hos det ene køn, og vi opmuntrer samtidig det andet køn til at krænke. Hvilket som bekendt allerede forekommer på mange planer og alt, alt for meget.

Men – kan man skyde skylden for alt det rod på bladene? Well - bladene er kun en del af det hele. Men ikke desto mindre en del af det, og en synlig del i hverdagen. Og man skal starte et sted, hvis man nogensinde skal ud af flækken.

Nogen vil givetvis vende sig mod firkantede forbud. Oplysning og holdningsbearbejdelse – det er meget bedre og mere pædagogisk. Det synes fx også vor ligestillingsminister, der anbefaler dette som vejen frem, når det viser sig at tre ud af fem danske mænd hylder sexkøb. Og at kun 69% ikke synes, det er i orden at købe sex af handlede kvinder. Så flere kampagner med informationer, det skal vi have. Vi har godt nok set, at forbuddet mod sexkøb i Sverige faktisk har påvirket holdningen til sagen blandt unge, så færre af dem nu mener, at det er OK at gå til en prostitueret.  Vi har også set, at pædagogiske oplysningskampagner hidtil ikke har virket herhjemme – heller ikke med rygning. Det var netop den firkantede model med lovgivning, der rykkede. På praksis og holdning.

Det samme kommer den britiske Equality Act formentlig til, hvis supermarkedskæderne ikke retter ind i dialog med aktivisterne. Det vil være et skridt på vejen til af-normalisering af sexisme. Og det kan kun gå for langsomt.

 

 

Fjerner FB torturside?

For et døgn siden anmeldte jeg siden Whore Torture, som af en eller anden grund stadig befinder sig på Facebook.. Jeg har anmeldt den for hadefuld retorik, baseret på køn. Jeg har med vilje valgt denne side for at gøre det let for Facebook at bevise deres gode vilje, uden at det burde kræve særlig efterforskning eller subtil analyseteknik. Whore Torture er den med “My knife is for your cunt,” “Cumdumpster” og “Fuck her stab wounds” plus 20-30 lignende sangtitler med tekster om voldtægter med masser af sadistisk tortur og konsekvent nedsættende betegnelser for alle de kvinder, det skal gå ud over (kaldet “cunts”, “sluts” etc.). Plus beskrivelser af, hvor ophidsende og skønt, det er for udøveren, og hvor meget han synes, ofrene har fortjent det. Nå ja, og så er der afbildet nogle foreslåede torturinstrumenter - specielt til kvinder – og et billede af en kvinde der bliver stenet. Og pudsigt nok også en illustration fra Heksehammeren.

For fire uger siden, da Annegrethe Rasmussen anmeldte siden, fik hun svar tilbage om, at siden ikke var imod FB’s standarder: “After reviewing your report, we were not able to confirm that the specific page you reported violates Facebook’s Statement of Rights and Responsibilities.” Men siden da har det været den 28. maj, dagen, da Facebook efter massivt pres fra #FBrape-kampagnen erkendte og erklærede, at de har et problem med misogyni, og at de er nødt til at gøre noget ved det. Bl.a. ved at uddanne deres moderatorer til at identificere misogynt indhold – og slå ned på det.

Men er der mon sket noget i løbet af de 14 dage, siden erklæringen kom? Er der kommet lidt mere bevågenhed og måske en løftet pegefinger fra headquarters, sådan at moderatorerne nu strammer ballerne og gennemfører at skelne indholdet på denne side fra halvgrove og dårlige, men dog morsomme jokes? Kan de mon se, at de begejstrede tegninger af ituskårne kvinder er slet og ret misogyne? Eller er det stadig fjong? Jeg har ikke hørt noget fra Facebook om min anmeldelse endnu. Siden ligger der fortsat. Så det vil vise sig..

blog fbrape ad

Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

Danmark med i #FBrape

blog fbrape ad

Nu er Danmark også med i #FBrape-kampagnen, som går ud på at overbevise annoncørerne på Facebook om at trække deres annoncer i protest mod det kvindefjendske indhold på sitet.
Man kan se et lille udpluk af det via dette link. Og der kommer hele tiden nyt.
Det er Dansk Kvindesamfund, der er gået med i kampagnen, og de skriver samtidig under på det åbne brev til Facebook, som folkene bag #FBrape sendte i sidste uge. I brevet står der præcis hvilke tiltag, Facebook bør tage for at komme volds- og voldtægtsiderne til livs. Det er de tiltag, kampagnen søger at få annoncørerne til at kræve, at Facebook tager sig sammen til, og de 10 annoncører, der foreløbig har trukket deres annoncer, har erklæret at de først genoptager samarbejdet med FB, når kravene er imødekommet. Dansk Kvindesamfund har netop lagt en dansk oversættelse af brevet til FB ud.
Foreløbig er der sendt 45.000 tweets i #FBrape-kampagnen, der har løbet siden den 21. maj. Den som også har fået ganske omfattende pressedækning i andre lande, især i Storbritannien.

YES MASSA

Onkel Tom2

Når CNN’s to journalister her viser max medfølelse med to voldtægtsforbrydere, der blev straffet for at voldtage en 16-årig pige, kan man endnu en gang høre det for sig: “YES, SIR, MASSA!”

Jeg blev opmærksom på voldtægtssagen fra Ohio via Mandfjols som bruger den til at eksemplificere at vi lever i en voldtægtskultur: Voldtægt betragtes nogle gange – i denne sag fx – som en naturlig del af livet. Noget, der ikke er helt godt, men som jo kan hænde, hvis det løber lidt af med mændene. Det synes at være indstillingen i Ohio-sagen, hvor det tydeligvis er mere synd for forbryderne end for offeret: De unge voldtægts- og drabsmænd bliver omtalt som nogle stakler, der kalder på metertyk, moderlig empati, fordi de får ødelagt deres liv med denne her dom! Det er de kvindelige CNN-folk rørende enige om i indslaget.

De og alle de andre kvinder, der går stik imod deres eget køns interesser, giver mig mindelser om de slaver som ifølge rygterne elskede deres liv som slaver – fordi de ikke kendte andet, fordi kulturen var sådan, og fordi de ikke kunne se noget alternativ indenfor rækkevidde, eftersom hele samfundsordenen var indrettet efter denne struktur. Så kan man bedre leve med at være glad og indordne sig harmonisk i strukturen og sige ”YES, MASSA.” Det er ren ”tomming,” afledt af romanen Onkel Toms Hytte med den underdanige, naive slave Onkel Tom.

Gyldendals encyclopædi om ”tomming”:

”På grund af romanens store udbredelse blev udtrykkene uncle Tom og afledningen tomming med tiden skældsord i den afroamerikanske selvforståelse. De blev i årtier betegnelser for de roller som servilt bukkende sorte tjener i hvide husholdninger eller opvarter i togenes spisevogne i amerikanske film, som mandlige sorte skuespillere med et langt større potentiale blev fastlåst i.  Udtrykket blev også, især i 1950′erne, brugt om Louis Armstrong,  når han lavede øjne og grinede bredt, mens han optrådte for et hvidt publikum. Billie Holiday kommenterede engang kritikken af Armstrong med ordene: “Of course Pops toms, but he toms from the heart.”

Måske tommer kvinderne også fra hjertet, hver gang de siger ”yes, massa” som alternativ til at erkende at vi lever i en sexistisk kultur – der har indbygget i sig, at den i tiltagende grad er en voldtægtskultur. Og det er næsten det værste ved hele konceptet: De mener det sgu. Som bødlen O’Brien siger til Winston i “1984″, da han er blevet taget til fange: “Vi klemmer dig fuldstændig tom og fylder dig så med vore tanker og ideer.” Da Winston til sidst bliver skudt, elsker han som bekendt Store Broder. Det er den sidste tanke i hans bevidsthed, inden han dør.  Nu er de tommende kvinder heldigivis ikke underkastet tortur, men bare udsat for den stille og rolige strukturelle/kulturelle påvirkning i de fleste af deres vågne minutter. Den er åbenbart stærkere end sund fornuft og selvopholdelsesdrift, som det ofte er tilfældet med dybe og indgroede underliggende strukturer. Dertil har den en indbygget evne til at være blind spot.

Som Henrik Marstal skriver i Politiken i et indlæg om sexisme: “Alt for mange mænd er slet ikke opmærksomme på sexismens eksistens, samtidig med, at alt for mange kvinder enten forsøger at ignorere den eller stiltiende anerkender den som en nødvendig forudsætning for overhovedet at blive accepteret som arbejdskollega, som kæreste, som ikon eller som medlem af omgangskredsen. De etiske konsekvenser af denne hverdagspraksis mangler vi derfor stadig at anerkende.” Henrik Marstal nævner i øvrigt lige de 25.000 historier om hverdagssexisme, der foreløbig er indsamlet på aktivisten Laura Bates’ website Everyday Sexism Project, som hun har lavet for at dokumentere sexismens udbredelse i en tid hvor det bliver stadig mere ugleset og tabubelagt at tale om. På websitet kan kvinder fortælle om deres erfaringer anonymt, for som Bates skriver, oplever stadig flere, at de hænges ud som snerpede, militante BH-brændere, hvis de klager over sexisme.

Til gengæld er der både heppere og sponsorer til tommerne. Hver gang en ny “blå feminist” springer ud, bliver gospelkoret af tommere større og får mere rumklang, og bringer endnu en flok i ekstase, og CEPOS uddanner som bekendt kvindelige debattører til at mene det rigtige og sige “YES…” til strukturen. Og livet glider nu engang lettere, når man siger ja frem for nej. Det er feel-good når man gør det, man er sikker på ikke at få pisk og blive kaldt BH-brænder og alt det, der er meget værre. Ingen er i tvivl om at tommeren er en god kvinde. Med værdier og bryster på rette sted.

blog yes massa smil

Se også hvad Sanne Søndergaard skriver om slavementalitet.