Den dejlige, maskuline folkeskole

Nu skal vi igen læse om den “femininiserede” folkeskole – det er i dagens Politiken, den bliver omtalt endnu en gang som en fastslået indiskutabel ting, der jo helt bestemt findes. Både interviewpersonen og journalisten omtaler begrebet uden spørgsmålstegn.

Denne onde, femininiserede folkeskole, der vanrøgter drengene så forskrækkeligt, som det hævdes jævnligt, på en måde man nok ville kalde skinger, hvis det havde handlet om noget med at piger eller kvinder blev dårligt behandlet. Men uha – konceptet med den enormt kvindelige folkeskole, der er blevet totalt gennemsyret af drengeundertrykkende feminine værdier, bliver aldrig kaldt skingert – det bliver tværtimod bare slugt som en kalv der nedsvælges i en resolut mundfuld af en sulten python.

Det er synd for drengene – for folkeskolen er feminiseret – og det er den ifølge denne artikels forfatter, i og med at: ” Skolens hverdag indrettes efter de kvindelige læreres normalitetsbegreb og grænser og pigernes tilgang til verden.” Noget der ifølge denne artikels forfatter er sket siden midten af 80’erne. .. Det vil sige noget med, at drengene skal sidde stille og have grænser. De må ikke drøne rundt og være udadreagerende i timerne. Men det måtte de altså før? I spanskrørets tid? I dagene da de færreste piger kom i gymnasiet? Aha. Lektor Blomme var en superfeminin type med en rigtig pigetilgang til verden, jvf  den særlige pædagogik han praktiserede overfor drengene?

blog skole lektor B

Hvilket jo også må gælde de utallige andre lærere, som er beskrevet i erindringslitteratur fra høj og lav (mand) gennem de sidste 200 år. Alle dem, der opretholdt en benhård disciplin ift alt det der kvindelige ”sidde stille”-crap.

Men altså, alt dette må så høre til undtagelserne. For hvis femininisering af folkeskolen først slog igennem i 80’erne, har den åbenbart indtil da været styret af det maskuline. Og det er åbenbart det modsatte af at sidde stille og koncentrere sig, som jo er den feminiserede folkeskoles særlige, drengeundertrykkende dyd.

blog skole straf

Så i virkeligheden har folkeskolen frem til 80’erne været præget af kaos i klasseværelserne, råbende, syngende, dansende, boldspillende elever, som havde lærernes anerkendelse til det hele.

Jeg ser for mig landsbylæreren i starten af 1900-tallet, udstyret med en bongotromme , som eleverne kan improvisere sang og dans til. Det gør nogle af dem, idet de hopper op og ned og råber ”FISSE” af deres lungers fulde kraft i takt til musikken. Tre af drengene er i gang med en solid slåskamp midt på gulvet, fire af pultene er væltet, og oppe på kateteret står fire elever og hepper på slagsbrødrene.  To andre har ved hjælp af en lup og et iturevet verdenskort som optænding sat ild til skelettet nede i hjørnet, mens fire skyder til måls efter klassens tykke dreng med deres slangebøsser. En er hoppet ud af vinduet, og nogle andre står og råber ud efter ham. Den kreative gruppe er ved at fylde tavlen med mere eller mindre naturtro gengivelser af tissemænd. En enkelt læsehest har frivilligt ønsket at terpe dagens gloser, og er derfor flankeret af en tålmodig hjælpelærer, som dunker ham opmuntrende i ryggen og belønner ham med en af konens hjemmebagte pebernødder, hver gang han giver et rigtigt svar.

Senere opfandt en særlig maskulin lærer den hoppebold, som man kan sidde og hoppe rundt på, og da eleverne foretrak at være i bevægelse hele tiden, så afskaffede man fluks alle borde og stole. De blev faktisk først genindført med feminiseringen i 80’erne, og det var altså først her, den sorte skole opstod. Alt andet er feministisk spin. Folkeskolen var nemlig i virkeligheden meget sjovere, dengang det kun var mænd, der bestemte, hvordan det gik til.

 

Børnene er smidt ud af samfundet

blog børneintegration

Lockutens slutning ser ud til at flytte længere og længere ud i fremtiden. Og det bliver stadig mere irriterende for skolebørnene at befinde sig i ingenmandsland, hvor man bare skal vente og slå tiden ihjel. Som om det ikke var hårdt nok at være barn i forvejen. Nu er det blevet mere udfordrende, end det plejer. For børnene er lukket ude af samfundet for tiden, og de kan sidde og betragte, hvordan det kører videre uden dem. De savner skolen, fordi skolen er det eneste sted, hvor børn er 100% integreret i samfundet. Med det mener jeg følgende:

Inden jeg fik børn, tænkte jeg af og til over, hvor absurd vores samfund er indrettet i forhold til børn. Min synsvinkel var det veluddannede storbymenneskes, og den måde vi lever i dette miljø på, med lange arbejdsdage og en række aktiviteter, der ikke giver plads til børn, er præget af en konsensus om hvordan borgeren/forbrugeren her er: En dynamisk, egocentreret, travl og klædeligt stresset person med fokus på personlig udvikling, tilfredsstillelse og flashing af status. Kalenderen skal være fyldt, forvirringen skal være drysvis tilstedeværende, signalerende at man er så meget midt i vigtige gøremål at man knap kan være til stede dér hvor man er, á la Brigitte Bardots pjuskede hår, der antydede at hun lige var kommet ud af soveværelset – for en ganske kort bemærkning.
blog brigitte

Det betragtes som et hit, hvis man kan fortælle en historie om sig selv som overklassekosmopolit, der lidt kan sammenlignes med andre århundreders adelige, som residerede på landet om sommeren og tilbragte vinterhalvåret i bypalæerne – i ”sæsonen.” Det moderne storbymenneske har som idealbillede at leve i en uophørlig ”sæson,” om der så står NOMA, McDonalds, fitness eller MBA på balkortet.
Samtidig har mange et arbejde, der holder os selv og vores fokus væk fra hjemmet.  Børnene sidder ved siden af hamsterhjulet som et appendix, et kært og elsket et, som fylder meget, men de er ikke direkte en del af de flestes liv. Først når de kommer i skole, er de rigtigt integrerede i noget: Den enklave med tætte forbindelser, internt og til resten af samfundet, som skolen udgør. Den udfylder den store rolle som optageren af den lille borger det store fællesskab: For alle andre børn går jo også i skole og har lektier og lærere osv..

blog ballerup

Jeg siger ikke, at det hele var meget bedre “i gamle dage” som 50´erne, da mor hyggede sig med Ballerup-mixeren og den gode Nilfisk (hvis familien havde råd), endsige da bondesamfundet integrerede børnene i husarbejdet, fordi det var nødvendigt. Jeg konstaterer bare, at i dagens storbysamfund er børn ikke en del af familiens funktioner. De er med i nogle af fornøjelserne, hvor der tit er lagt meget energi i at aktiviteterne er særligt målrettet børnene. Noget af det er “kvalitetstid”. Ordet er fejet ind under gulvtæppet nu, men i praksis opererer vi en del med det. Det er en skøn ting, men den er privat og ikke en naturlig del af det store fællesskab.

Derfor tænkte jeg, dengang for 17 år siden, inden jeg blev gravid første gang, at jeg ville have børn, men at det var et paradoks, fordi jeg også ønskede at blive i byen med mit trygge miljø med menneskemylder og travlhed, og det miljø havde reelt ingen plads til børn. Jeg beroligede mig med,  at børn jo alligevel på magisk vis vokser op her og generelt ser ud til at have det ok, så jeg ville sikkert også transcendere eller se lyset eller komme igennem – mente jeg på min lidt diffuse måde.
Nu er jeg så i hvert fald kommet igennem til mine børns teenageår. Undervejs har familien haft de overvejelser, som mange triller ind i, om at flytte til mere børnevenlige omgivelser: Huset med haven. Måske endda på landet. Plads, lys og luft er godt for børn, men det sjove er at de standardiserede børnerigtige miljøer der findes, reelt er reservater. For flere eller én familie. De er ikke samfund, hvor børn er med.

Jeg ved slet ikke om det kan findes. Så skulle vi igen blive mindre enheder med de fleste funktioner og forsyningsaktiviter samlet på et overskueligt område hvor børnene kan deltage. Og hvordan skulle det så lade sig gøre uden at gå tilbage til noget stenalder-agtigt – eller skabe en decideret kult, hvor man er hellig og isoleret og fundamentalistisk? Jeg tror ikke rigtigt på det. Men jeg tror, at skolen er dét sted, hvor børn føler sig integreret i samfundet, og når de pludselig ikke kan komme der på ubestemt tid, så føler de sig dis-integrerede og hægtet af.