Fladpandet fisselettekomik – som jeg dog godt forstår

Anmeldelse af Sanne Søndergaards show. Af Onkel Overklasse

blog Sanne anmeldelse

Den kønne, unge kvindelige komikers nye show er frygtelig plat og endda også så uappetitligt, at jeg flere gange var ved at få den gode, veltilberedte 5-retters menu fra Bjørnekælderen på tværs i mine ellers fordøjelsesbesværstilvænte tarme.

Den unge nydelige kvinde er ude i et vigtigt ærinde, ingen tvivl om det, når hun adresserer det, som hun anser for at være udfordringer på det ligestillingsmæssige område. Og komikere kan naturligvis bruge greb som benævnelser af kønsdele og kropsvæsker for at understrege en pointe. Men det kommer til at virke unuanceret, når en så køn ung kvinde som Sanne Søndergaard gør det så mange gange, og når hun endda bruger disse greb til at latterliggøre det mandlige køn. Der er jo ingen grund til at være så firkantet, og bare fordi hendes mandlige kolleger plejer at gøre dette, så behøver hun vel ikke at gøre det samme. Man kan jo med rette forvente, og det gjorde jeg da selv, at en så fornuftig ung kvinde er sig sit ansvar som feminist bevidst og er lidt mere rummelig og inkluderende, i stedet for blot at udstille de fejl, som hun synes er vigtigt at påpege – det synes mange af de unge kvinder jo i dag, og det skal de naturligvis have lov til. Men det irriterer nu for meget, når de så gør det.

Men som sagt, de skal have lov til det, og jeg havde såmænd selv taget min niece med for at vise, at jeg synes, det er fint og endda acceptabelt, at unge kvinder udveksler lidt synspunkter indbyrdes, og også for at kunne tage hende med på råd som sandhedsvidne til min anmeldelse, som hun er 100% enig i, og dette beviser jo, at jeg – atter – har ret.

Jeg mener bestemt også, at Sanne Søndergaard ikke er en uintelligent ung kvinde. Men det virker ærligt talt lidt surt og uklædeligt, nærmest ukvindeligt, når en sådan kvinde forsøger at gøre grin med mænd – jeg siger forsøger, men der var da en enkelt gang under showet, hvor jeg grinede, for jeg har bestemt humor og masser af tyk selvironi, det er jeg selv fuldstændig enig i. Jeg føler blot, det er min venlige pligt at påpege, at kvinder som Sanne i stedet bør være langt mere nuancerede og også fremhæve, hvor kloge og gode mænd er, og hvor meget vi støtter kvinders ret til lejlighedsvis at vise tingene fra deres side, også når de prøver at bruge humor. De bør bare være mere kærlige og rummelige overfor alle mænd som helhed, især når de husker, at vi er mange mænd på toneangivende medier, der benytter vores position som meningsdannere til at vise, at vi støtter kvinders ret til at sige deres mening – selvom vi naturligvis sørger for at kalde den skinger, når det er på sin plads, for eksempel fordi de siger tingene på deres måde og ikke sådan, som vi mener, at de skal siges og tænkes.

Humor er fint, og det er som sagt godt, at kvinder forsøger at komme med på vognen med at bruge humor – Sanne Søndergaard er der også på højde med to kvinder i udlandet, der på samme måde forsøger sig på feltet, og som dem skal hun have ros for, at hun er så modig at udsætte sig for eksempelvis ældre onkel-agtige anmelderes patroniserende analyser. Det er bare ærgerligt, at det virker så skingert, og jeg bruger naturligvis ordet fordi det ganske enkelt er min professionelle, objektive vurdering som ældre mandlig toneangivende anmelder, og ikke fordi jeg tænker over, at dette ord er blevet en form for fast standard-indsølingssubstans, som er blevet gangbar devaluerende valuta når det gælder om at få feministiske, anti-sexistiske kvindeytringer til at fremstå latterlige, useriøse og tåbelige. Sanne Søndergaards show var ganske enkelt skingert, fordi det var for overdrevet i fremstillingen af stereotyper, og hun ligesom holdt fast i, at hun mener, at nogle mænd skulle være nedladende overfor kvinder. Men ellers synes jeg bestemt, at det var morsomt.

Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

YES MASSA

Onkel Tom2

Når CNN’s to journalister her viser max medfølelse med to voldtægtsforbrydere, der blev straffet for at voldtage en 16-årig pige, kan man endnu en gang høre det for sig: “YES, SIR, MASSA!”

Jeg blev opmærksom på voldtægtssagen fra Ohio via Mandfjols som bruger den til at eksemplificere at vi lever i en voldtægtskultur: Voldtægt betragtes nogle gange – i denne sag fx – som en naturlig del af livet. Noget, der ikke er helt godt, men som jo kan hænde, hvis det løber lidt af med mændene. Det synes at være indstillingen i Ohio-sagen, hvor det tydeligvis er mere synd for forbryderne end for offeret: De unge voldtægts- og drabsmænd bliver omtalt som nogle stakler, der kalder på metertyk, moderlig empati, fordi de får ødelagt deres liv med denne her dom! Det er de kvindelige CNN-folk rørende enige om i indslaget.

De og alle de andre kvinder, der går stik imod deres eget køns interesser, giver mig mindelser om de slaver som ifølge rygterne elskede deres liv som slaver – fordi de ikke kendte andet, fordi kulturen var sådan, og fordi de ikke kunne se noget alternativ indenfor rækkevidde, eftersom hele samfundsordenen var indrettet efter denne struktur. Så kan man bedre leve med at være glad og indordne sig harmonisk i strukturen og sige ”YES, MASSA.” Det er ren ”tomming,” afledt af romanen Onkel Toms Hytte med den underdanige, naive slave Onkel Tom.

Gyldendals encyclopædi om ”tomming”:

”På grund af romanens store udbredelse blev udtrykkene uncle Tom og afledningen tomming med tiden skældsord i den afroamerikanske selvforståelse. De blev i årtier betegnelser for de roller som servilt bukkende sorte tjener i hvide husholdninger eller opvarter i togenes spisevogne i amerikanske film, som mandlige sorte skuespillere med et langt større potentiale blev fastlåst i.  Udtrykket blev også, især i 1950′erne, brugt om Louis Armstrong,  når han lavede øjne og grinede bredt, mens han optrådte for et hvidt publikum. Billie Holiday kommenterede engang kritikken af Armstrong med ordene: “Of course Pops toms, but he toms from the heart.”

Måske tommer kvinderne også fra hjertet, hver gang de siger ”yes, massa” som alternativ til at erkende at vi lever i en sexistisk kultur – der har indbygget i sig, at den i tiltagende grad er en voldtægtskultur. Og det er næsten det værste ved hele konceptet: De mener det sgu. Som bødlen O’Brien siger til Winston i “1984″, da han er blevet taget til fange: “Vi klemmer dig fuldstændig tom og fylder dig så med vore tanker og ideer.” Da Winston til sidst bliver skudt, elsker han som bekendt Store Broder. Det er den sidste tanke i hans bevidsthed, inden han dør.  Nu er de tommende kvinder heldigivis ikke underkastet tortur, men bare udsat for den stille og rolige strukturelle/kulturelle påvirkning i de fleste af deres vågne minutter. Den er åbenbart stærkere end sund fornuft og selvopholdelsesdrift, som det ofte er tilfældet med dybe og indgroede underliggende strukturer. Dertil har den en indbygget evne til at være blind spot.

Som Henrik Marstal skriver i Politiken i et indlæg om sexisme: “Alt for mange mænd er slet ikke opmærksomme på sexismens eksistens, samtidig med, at alt for mange kvinder enten forsøger at ignorere den eller stiltiende anerkender den som en nødvendig forudsætning for overhovedet at blive accepteret som arbejdskollega, som kæreste, som ikon eller som medlem af omgangskredsen. De etiske konsekvenser af denne hverdagspraksis mangler vi derfor stadig at anerkende.” Henrik Marstal nævner i øvrigt lige de 25.000 historier om hverdagssexisme, der foreløbig er indsamlet på aktivisten Laura Bates’ website Everyday Sexism Project, som hun har lavet for at dokumentere sexismens udbredelse i en tid hvor det bliver stadig mere ugleset og tabubelagt at tale om. På websitet kan kvinder fortælle om deres erfaringer anonymt, for som Bates skriver, oplever stadig flere, at de hænges ud som snerpede, militante BH-brændere, hvis de klager over sexisme.

Til gengæld er der både heppere og sponsorer til tommerne. Hver gang en ny “blå feminist” springer ud, bliver gospelkoret af tommere større og får mere rumklang, og bringer endnu en flok i ekstase, og CEPOS uddanner som bekendt kvindelige debattører til at mene det rigtige og sige “YES…” til strukturen. Og livet glider nu engang lettere, når man siger ja frem for nej. Det er feel-good når man gør det, man er sikker på ikke at få pisk og blive kaldt BH-brænder og alt det, der er meget værre. Ingen er i tvivl om at tommeren er en god kvinde. Med værdier og bryster på rette sted.

blog yes massa smil

Se også hvad Sanne Søndergaard skriver om slavementalitet.