Sexisme til hverdag

30.000 historier om sexisme. Historier om at blive kaldt “luder,” fordi man ikke gider gramses på. Om at finde sig i tilråb, trusler, nedladende kommentarer, forskelsbehandling eller chikane, og om at vænne sig til det. Simpelthen fordi man er af hunkøn, og uanset om man er en syvårig handicappet pige eller en 74-årig kvinde i kørestol. Ja, begge kategorier har sendt deres historier til det britiske Everyday Sexism Project.

blog esp website

Og der kommer ca. 1000 nye historier om ugen. Projektet findes på et website, på Facebook og på Twitter. Især sidstnævnte er populært til indsending af historier. Og konceptet er simpelthen: Skriv og fortæl om det, hvis du har oplevet sexisme i hverdagen. Uanset hvad det er.
Og det gør folk. Både det, de kommer ud for på vej til arbejde, på indkøb, i trafikken, på jobbet, i byen, derhjemme, på studiet og alle steder. Tilråb, trusler og synet af objektificerede kvinder på forsider og reklamer. Nedladende bemærkninger, grove kommentarer og begramsninger. Platte jokes om kvindelige chefer. Kønsstereotyp pædagogik i skolen. Manglende tiltro til kvinders evner
Flere mænd har skrevet ind til ESP, at de er rystede over at se, at det er så almindeligt for kvinder at skulle forholde sig til den slags igen og igen.

Tag imod komplimenten, kælling
Nogle eksempler fra de seneste par dage på Twitter:

“To 14-årige cykler forbi mig. Den ene benytter den gyldne chance for at give mig et hårdt klask bagi i en drive-by

“Jeg sad og ventede på bussen, da en fremmed mand stillede sig foran mig med en hånd på hvert af bænkens armlæn, så jeg var fanget i en fælde, hvor jeg skulle tale med ham – jeg havde ikke engang haft øjenkontakt med ham. Da jeg bestemt bad ham om at gå, kaldte han mig en luder.”

“Der er ingen stop på voldtægtstoget, sagde en kollega. Da jeg blev vred over det, sagde han bare, at han havde fundet mit svage punkt.”

“- Kan du give os en poledance på den dér? spørger to fyre. Jeg er handicappet og går med stok.”

“På en bar, hvor jeg passerer nogle mennesker, stikker en midaldrende mand hånden op under min kjole. Jeg glor på ham, og han smiler bare.”

“Mand på marked: “En rødhåret! Jeg elsker rødhårede.”
Mig: (Kigger frastødt på ham.)
Ham: “Er du lesbisk?”

Og et dansk bidrag, oprindeligt tweetet på engelsk til ESP:
“Mand i toget glor på mine bryster og begynder så at snakke til mig om motivet på min top (Copenhell). Lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved samtalen (om hvilke bands, der spiller på Copenhell), siger han: “Jeg synes bare dine patter ser godt ud i den top.” Jeg ignorerede det og gik væk fra ham, hvorpå han råbte: “Tag dog imod komplimenten, kælling.”

Etc. etc. etc. Det var i øvrigt via Everyday Sexism Project, at jeg blev opmærksom på de mange voldtægtssider på Facebook, fordi folk skrev ind, når de stødte på billederne, i og med at de er sexistiske.
Mange kommer også frem med historier om krænkende og ubehagelige oplevelser fra deres barndom og meget tidlige ungdom, som har gjort stort indtryk på dem, men som enten er blevet slået hen af omgivelserne – eller som aldrig før er blevet fortalt, netop af frygt for reaktionerne.

Ikke længere et privat problem
Men det er, som om nogen har hevet proppen ud af diget. Historierne bliver ved og ved med at strømme ind, som om det virker legitimerende på den enkelte at fortælle netop sin historie, nu hvor man ser, hvor mange andre der har oplevet noget lignende. Inklusive følelser, der svarer til dem, man selv har følt i situationerne. Individualiseringen er under nedbrydelse.

blog esp tweet

Everyday Sexism skriver da også på det britiske hovedkvarters site, at man er vant til at blive kaldt “hysterisk”, “snerpet”, en “militant feminism” eller en “BH-brænder”, hvis man ymter noget negativt om sexisme. Eller i det hele taget nævner emnet. Derfor er det blevet stadig sværere at diskutere det.
Det er blevet gjort til den enkeltes særlige personlige problem, hvis man ikke kan vænne sig til forholdene, affinde sig og tænke “Herregud”, “Boys will be boys” eller i tilfælde af særlig særlig grove opførsel: “Det er jo bare en enkelt/et par enkelte idiot/er.” Men projektet gør op med, at der er tale om personlige og enkeltstående problemer.

Everyday Sexism Projects mål er, som de skriver, at vise at sexisme er ”meget langt fra at være et problem, som vi ikke længere behøver at diskutere” og “at fremkalde respons, der er så talrig og vidtrækkende, at problemet bliver umuligt at ignorere.” Derfor dokumenterer projektet, at hverdagssexisme findes, og at kvinder oplever den alle steder og på daglig basis.

Laura Bates

Laura Bates

15 lande med sexismeproblemer
Da stifteren af Everyday Sexism Project, Laura Bates, for lidt over et år siden besluttede sig for at indsamle historier om sexisme, var det bare hendes plan at samle måske 100 historier. Hun havde ingen penge og gjorde 0 reklame for ideen. Men den fik sit eget liv og gik viralt amok, og bidragene strømmede ind af sig selv. Der var åbenbart et vist behov. Også i de andre lande: Kvinder i USA, Canada, Australien, Sydafrika, New Zealand, Russia, Italien, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland, Frankrig, Østrig, Brasilien og Argentina koblede sig på projektet med nationale websites. Af ren og skær nødvendighedsfølelse og på frivillig basis.
De har gjort det i takt med at projektet er blevet omtalt i medierne, som f.eks. Times of India, Gulf News, Grazia South Africa,Toronto Standard, French Glamour og LA Times.

Danmark brillerer, som ofte når det handler om kønsspørgsmål, ved at være et af de efterhånden få lande, hvor medierne ikke har fattet nogen interesse for projektet. Mens fx Guardian for længst har givet Laura Bates en fast klumme. Og Guccis store Chime For Change-kampagne, som skaffer penge ind til arbejde for kvinders rettigheder, valgte at vise denne film om Everyday Sexism Project ved den store Sound of Change-koncert den 1. juni. Showet blev transmitteret til 150 lande – naturligvis undtaget Danmark, hvor vi vel ellers godt kender nogle af kunstnerne – både Beyonce, Madonna, Jennifer Lopez og Timbaland er vist slået igennem herhjemme.

Timbaland på Sound of Change

Timbaland på Sound of Change

 

Danmark er et dejligt land
Men nu kommer vi alligevel også til at høre om Everyday Sexism Project i Danmark. Dansk Kvindesamfund mener nemlig, at der er behov for en afdeling her, og derfor er vi med i det nye hold lande, der står klar til en fælles lancering med nationale websites under Everyday Sexism Project, hvor man altså skriver ind på sit eget sprog. Så skal det vise sig, om der også findes sexisme herhjemme, eller om fænomenet – som nogen ynder at hævde - for længst er forsvundet ud af vores højt civiliserede, super frigjorte og helt ligestillede samfund. Mit gæt er, at svaret allerede vil tone frem, når de første kommentarer til projektet popper op: Fra Allierede antropologer, selvudnævnte sexologer og højtidelige hobbyretorikere til mådelige moderatorer, liberale levebrødsdebattører, sponsorerede springfyre og alfaderlige avisredaktører.

blog esp kommentarer

 

Rapebook

”Hvad er det, der måler 10 tommer og får en kvinde til at have sex med mig? Min kniv.”
Sådan hed en af Facebooks voldtægts-fansider. De er i betragteligt overtal i forhold til dem, der kæmper mod dem. Rapebook forsøgte, men efter mindre end fem måneders levetid måtte Rapebook lukke den 6. april. Rapebook blev oprettet på Facebook af en gruppe amerikanske kvinder med det formål at få det sociale netværk til at fjerne noget af det voldelige kvindehaderindhold. Det lykkedes da også at få en del af siderne taget ned. De fleste af bæsterne krævede, ifølge Rapebook-administrator Trista Hendren, ihærdige indsatser og lange dialoger med FB. Andre igen ville Facebook slet ikke fjerne.

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

Jeg vil gerne indskyde en advarsel om, at det her blogindlæg slet ikke er begyndt at blive ubehageligt endnu. Det er ikke noget pænt emne. Og jeg spekulerer på, om det er derfor, danske medier ikke beskæftiger sig med Facebooks rape pages og alle de slagsmål og den debat, der har været om dem – og om Facebooks politik – i flere år i mange udenlandske medier. Ja, også i rigtige aviser og på store TV-kanaler.

Trusler om at voldtage børn
Der er gennem de senere år opstået en trend på Facebook, som handler om stærkt sadistisk vold/voldtægt/mord på kvinder, og der popper hele tiden nye grupper op om emnerne, så Rapebooks arbejde er langt fra færdigt. Men stifterne stoppede på grund af den overvældende mængde af voldtægtstrusler, som de selv blev udsat for. Ikke kun på Facebook. Men også privat. Og også trusler om voldtægt af deres børn. Hackere skaffede diverse personlige oplysninger om Rapebook-administratorerne og lagde dem ud på nettet, og så kørte det derudaf med hundredevis af telefonopringninger og beskedder som: ”I will skullfuck your children” etc. Rapebook-administrationen har ikke alene stoppet siden nu, men også nedlagt deres personlige FB-konti og blogs.

Rapebook så dagens lys den 13. november 2012. De fik hurtigt følgere, men antallet af aggressive posts på sitet var det mest overvældende. En skrev fx en kommentar, der ifølge den amerikanske TV-station ABC News begyndte sådan her: “I’m gonna trace your IP address then come to your house in the night in a possum suit knock you out take you back to my cellar where you’ll wake up hung from the ceiling by meat hooks…” og herefter blev truslen kun værre og mere udpenslet sadistisk og afsporet. Der var rigtig mange henvendelser af denne type, eftersom Facebooks rape page-communities tilsyneladende mobiliserede sig i angrebslystne tropper for at genere Rapebook mest muligt. De truende indlæg på siden syntes samtidig at skræmme tilhængere af Rapebooks mission fra at gå til modangreb eller støtte Rapebook, og efter de mange trusler trak gruppen sig altså. Masserne af hatere boltrer sig i kommentarsporet til den meddelelse, der annoncerer Rapebooks afslutning. En af de mere venlige og mindre explicitte skriver: ”We won get back in the fucking kitchen.” “We beat Rapebook.”

Grinagtige knivtrusler
Gennemgående har det kostet en del knofedt for anti-misogynister at få de ubehagelige sider væk fra Facebook. I 2011 kunne Huffington Post fortælle historien om de seks Facebook-sider, inkl. den med 10-tommers-kniven, der først blev fjernet efter to måneders klageindsats med en massiv Twitter-kampagne og indsamling af mere end 180.000 underskrifter på en protest mod det stødende indhold.

I første omgang slog Facebook klagerne hen, selvom den sociale tjenestes regler siger: “Indhold, der angriber personer på baggrund af deres faktiske eller formodede race, etniske baggrund, religion, køn, seksuel orientering, handicap eller sygdom, er ikke tilladt.” Man ønsker ikke indhold, der er truende, hadefuldt eller opfordrer til vold. Men selvom det præcist er de kategorier, voldtægtssiderne falder ind under, så har de en kattelem, fordi Facebook ”skelner mellem seriøs og humoristisk tale.” -”..Vi tillader tydelige forsøg med humor og satire, der ellers ville kunne betragtes som mulige trusler eller angreb.” Fede tider! Voldtægtssiderne kategoriserer bare sig selv som humor, kontroversiel humor eller satire. Det virker.

Som den nu fjernede ”Roses are red, violets are blue, I’ve got a knife, get in the van,” der ifølge HuffPost ikke blev betegnet som ”kontroversiel humor” på FB, men slet og ret ”humor.” Ha, ha! Eller den joviale “Seeing a Pregnant Woman and Wanting to punch Her In the Face,” for ikke at tale om hyggefætteren: “Kicking a slut in the vagina and losing your foot inside.” Lige til at klaske sig på lårene over.

Facebook synes det er ligesom at gå på pub
Og Facebooks ledelse deler øjensynligt denne humor i mange tilfælde, hvor man i meget lang tid vægrer sig ved at tage indholdet ned. Da BBC kontaktede Facebook angående en af de sider, som brugere I 2011 ønskede fjernet, lød svaret I en udtalelse fra Facebook: “It is very important to point out that what one person finds offensive another can find entertaining, just as telling a rude joke won’t get you thrown out of your local pub, it won’t get you thrown off Facebook.” Siden hed: “You know she’s playing hard to get when your chasing her down an alleyway”, og den havde 194.370 likes.

Ved en anden lejlighed har Facebook meddelt Rapebook, at de ikke ville fjerne en bestemt voldtægtsside med den begrundelse, at den mindede om nogle jokes, som prominente komikere lavede. Og i starten af april dukkede en side op, som opfordrede til at voldtage babyer – ”Raping babies because you are fucking fearless,” hed den nemlig. ABC News konfronterede Facebook med siden og modtog et svar om, at man ikke ville fjerne den, da den ikke rettede en trussel mod en bestemt person, og man anså den for at være et forsøg på at være morsom. ”Facebook tries to have a very permissive attitude toward humor because different cultures have different views on what is or isn’t humor,” skriver virksomheden til ABC.

Folk der hader voldtægtssider
Der har været utallige “humoristiske” voldtægtssider både før og efter …og mange der er gået til angreb mod siderne. I september 2011 opstod ”RINJ Foundation” – Rape Is No Joke – som kæmper på mange planer mod det, de kalder voldtægtskultur – herunder også Facebooks jævnt fodslæbende holdning til voldtægtssiderne. En anden aktør på feltet er Everyday Sexism Project, en organisation, som trods kun et års levetid har fået frivillige afdelinger i 15 lande – bl.a. USA, Brasilien, Holland og Frankrig. Hovedformålet er at indsamle dokumentation for den sexisme, de fleste kvinder oplever i det daglige liv, men E.S.P markerer sig også ved at bekæmpe den misogyni på Facebook, som de føler hører ind under begrebet “hverdagssexisme.” Stifteren Laura Bates skriver løbende til virksomheder, der får placeret annoncer på voldtægtssiderne, og brugerne af E.S.P. gør hinanden opmærksomme på sider, der bør anmeldes.

Laura Bates blander sig gerne og ofte i debatten. Tidligere på året fortalte hun fx i The Guardian, hvor hun er fast klummeskriver, om endnu en hård kamp mod voldtægsopfordringerne på Facebook. Det drejede sig bl.a. om de to, som hun beskriver sådan her: Et billede af en kvinde, der lå bundet og med bind for munden på en sofa, med teksten: ”It’s not rape. If she really didn’t want to, she’d have said something.” Og en anden, med tre billeder: Et kondom og teksten “Plan A,” en fortrydelsespille og teksten “Plan B,” og så det tredje, ”Plan C,”: Et billede af en mand, der skubber en kvinde med blodigt ansigt ned ad en trappe. Det tog flere ugers massive protester og en dosis medieinteresse, før Facebook på utallige opfordringer fjernede den nye serie af sider. Men ifølge Laura Bates kom der lige så mange nye op, så snart de første var fjernet. Blandt dem var siderne: “Sum sluts need their throats slit” og “Its Not ‘rape’ If They’re Dead And If They’re Alive Its Surprise Sex”. Der lå også et billede af en kvinde, som havde fået skåret følgende blødende statement ind I sit kød: “Daddy f*cked me and I loved it.”

Arabiske feminister og cupcakes vækker anstød
Det er ellers ikke, fordi Facebook ikke har mandskab eller vilje til at fjerne indhold og lukke brugere ude med det vuns. Den amerikanske feminist Gina Crosley-Corcoran  blev prompte bandlyst fra FB i 72 timer, da hun havde lagt et billede ud, hvor hun ammede sin søn. Generelt er FB hurtige til at censurere billeder af ammende kvinder, mens brystvorter tolereres meget længere tid i porno/pin-up/voldtægtsvittigheds-sammenhæng. Dette mønster i prioriteringerne har fået kommentatorer til at konkludere, at Facebook altså kun finder nøgne kvinder i strid med deres retningslinjer, hvis kvinderne IKKE optræder i rollen som objekter for mænd.

blog rapebook brystop

Selv en brystopereret kvinde, der lagde et billede ud af sig selv, blev bortcensureret, og det forlyder endda, at dette billede af en samling cupcakes med innovativ dekoration også blev bortfjernet i al hast, så de ikke kunne vække anstød. De er dog tilbage igen og findes på Facebook – og her:

blog rapebook cupcakes

Andre der fik FB til at reagere prompte, er the Uprising of Women in the Arab World. 21. oktober sidste år lagde Dana Bakdounes et billede ud, hvor hun holdt et skilt med teksten: ”Jeg er med i U.W.A.W, fordi jeg i 20 år ikke har fået lov til at føle vinden i mit hår og på min krop.” Trista Hendren, en af Rapebook-stifterne, fortæller at Facebook fire dage senere, den 25. oktober, valgte at censurere Bakdounes’ billede, og den administrator, der havde postet det på siden, fik lukket sin FB-konto i 24 timer. Da U.W.A.W. udsendte en pressemeddelelse den 7. november, fik alle fem administratorer reprimander fra Facebook, der varierede fra en advarsel til 30 dages blokering.

blog rapebook bakdounis

Nej til racisme – ja til kvindehad
Det er også svært at finde sider på Facebook, der opfordrer til had eller vold mod bestemte racer eller religioner. Fx synes FB at være hurtige til at fjerne antisemitiske sider, ligesom der ikke findes noget frispace for nazister, racister eller lignende. Virksomheden slår tilsyneladende konsekvent ned på initiativer i den retning. Hvorfor så ikke, når det kommer til misogynister, der opfordrer kontant og aggressivt til vold mod kvinder – eller mord på dem? Forfatteren Soraya Chemaly nævner i Huffington Post  en side med navnet ”I kill bitches”, hvor en pistol pegede på læseren, og billedteksten lød  ”I love killing fucking bitches.” Chemaly har den tese, at hvis der nu havde stået: ”I kill n*****s”, var siden formentlig forsvundet igen på et splitsekund. Men sådan nogle sider har Facebook ikke. Chemaly skriver: ”Der er INGEN MANGEL på racister, antisemitter, islamofober, homofober og så videre derude, som nok ved, hvordan man bruger nettet, og som har FB-konti. Jeg er sikker på, de ville elske at befolke Facebook-sider med truende, inciterende indhold (…..) Men sådan nogle sider er der ikke på FB. Fordi FB censurerer dem bort, og ikke fordi diverse voldelige haters mirakuløst er forsvundet fra planeten.”

Humorforladte annoncører
Had og voldsforherligelse er altså kun sjovt, hvis det er rettet mod kvinder (og børn). Uheldigvis for Facebook er en række af deres annoncører så humorforladte, at de har klaget til Facebook, når deres annoncer er havnet på voldtægtssiderne.  Sony, American Express, BlackBerry, Shelter, Vodafone og Finnair er blandt dem, der har henvendt sig til Facebook for at komme væk fra sider som ”This is why Indian Girls are raped” og ”Raping” – sidstnævnte ellers med 4.400 likes. Kosmetikfirmaet Dove udtalte, at man var chokeret over at se sin annonce på en side med navnet ”Drop kicking sluts in the teeth,”  og det lykkedes firmaet at få Facebook til at lukke den ellers så grinagtige side. RINJ Foundation husker behørigt at nævne og rose de virksomheder, der ikke vil annoncere på de sadistiske sider, og de fremhæves naturligvis i pressen, så måske ligger der her et incitament til at flere FB-annoncører engagerer sig i problemet.

Sandbergs dilemma
Der er også den pikante detalje ved sagen, at Facebook-COO Sheryl Sandberg sidder i bestyrelsen for VDAY, en global organisation hvis formål er at forhindre vold mod kvinder. Sandberg skrev for nylig den meget omtalte bog Lean In, som er blevet kaldt et “corporate-power-feminist”-manifest. Bogen har fået kritik for at have for meget fokus på, hvordan kvinden som individ spiller spillet rigtigt, mens den ikke virker så opsat på at ændre strukturelle problemer…. Men den har inspireret til titlen på en Facebook-side, der blev oprettet den 19. marts: “Sheryl Sandberg, lean in and remove misogyny from Facebook!” Udtrykket Lean In betyder fra Sandbergs side noget med at man læner sig ind, deltager i tingene, engagerer sig, tager ansvar,,,

Nu ønsker læseren måske at se nogle gedigne eksempler på løjerne, og billeder virker som bekendt stærkere end ord, men jeg har efter mange overvejelser besluttet ikke at bringe andre end de allermest uskyldige, som dette charmerende eksempel fra en af de sider, der opfordrer til date rape ved hjælp af rohypnoler. Teksten lyder: “When traditional dating methods aren’t cutting it.”

blog rapebook rohypnol

Og dette, som er et af de allerpæneste af de billeder, der opfordrer til sex med små piger:

blog rapebook ex1

…og en banal voldsjoke i den mildeste ende af skalaen:

blog rapebook vold

Hvorfor er det ikke sjovt?
Jeg synes ikke, at voldtægtsforherligelse er til at dø af grin over, og den udbredte accept af de kvindehadende aktiviteter hos en så indflydelsesrig virksomhed bør forurolige alle i en verden, hvor mindst en ud af tre kvinder bliver udsat for vold, voldtægt eller anden mishandling før eller senere. Vold – herunder voldtægt – dræber og lemlæster lige så mange kvinder mellem 15 og 44 som kræft. Amnesty kalder det en menneskeretstragedie, og FN holder jævnligt forsamlinger om problemet. I vores del af verden er det kun noget, vi taler om, når et enkelt tilfælde i Indien bliver særligt hypet, og ellers er vi ikke så optagede af det. Måske fordi det jo mest er i de varme lande, at kvinder hele tiden bliver voldtaget/voldtaget og slået ihjel/voldtaget og banket til lirekassemænd, så de dør efterfølgende osv. Det er da også umuligt – for de fleste – hele tiden at hidse sig op over alle grusomheder i verden. Men voldskulturen lever altså også inde på Facebook, som ikke kun findes i de varme lande. Og som vel at mærke ikke bare er ”internettet” men faktisk et mødested, etableret af en privat virksomhed, som definerer hvad der er acceptabelt i deres rammer, og som dermed kommunikerer nogle bestemte normer og værdier ud til en ganske bred målgruppe.

Så kan man sige: Bare lad være med at læse de sider. Det kan man da (hvis man ikke har nogen FB-venner der liker dem eller deler dem). Men er det OK, at folk kan udfolde og hylde misogyni i et socialt forum med mere end en milliard tilstedeværende? Ville det være OK, hvis der var frihed til at hæmningsløs dyrkning af nazisme og racehad, fx, som alle non-likere jo så bare kunne lade være med at se på? Ville man så slå det hen med, at det bare er xxx tusind forvirrede underskudsindivider, og det er fint nok hvis vi bare bruger det blinde øje og det døve øre?