Kald det overgrebskøb – Tale 8.marts

Det er jo rart, når man kan gøre status 8. marts og sige: Der er rykket på noget siden sidste år! Vi bevæger os fremad! Det går den rigtige vej.

Det kan man på prostitutionsområdet, når vi kigger os lidt rundt: Frankrigs parlament har vedtaget at kriminalisere prostitutionskunderne. I Nordirland er det samme sket, og Irland er lige på trapperne til at følge efter. Lithauen er på vej med et lovforslag, og også Canada har forholdt sig til de europæiske anbefalinger og vedtaget et forbud. I Tyskland og Holland, hvor man ellers havde valgt den modsatte model, har man nu taget sin lovgivning op til revision. Her måtte man nemlig se i øjnene, at det kun havde haft en negativ virkning med mere legalisering.

MEN ..så kigger vi tilbage på Danmark. Her er der sket. .ingenting. Vi er ikke kommet ud af flækken. Vi har faktisk haft et tilbageskridt, efter at Enhedslisten for nylig besluttede at stille sig med op i den lange række af partier, der ikke går ind for et forbud mod sexkøb.

Det er ikke fordi ingen prøver at gøre noget. 8. marts initiativet fortsætter utrætteligt arbejdet for at holde denne sag på dagsordenen og gribe ind med faktuelle modsvar, år efter år, når der bliver fremsat postulater og fordrejninger af virkeligheden i prostitutionsdebatten.

Dansk Kvindesamfund og Mænd mod Købesex holder også fokus på sagen, og nu er der repræsentanter for fagbevægelsen, der lige er kommet på banen igen med en offentlig påmindelse om, at det er på tide, der sker noget.

Særligt skal selvfølgelig nævnes Tanja Rahm. Hun har siden sidste 8. marts gjort et helt uvurderligt, kæmpe stykke arbejde for at gøre en forskel, dels med sine altid saglige gennemarbejdede blog- og debatindlæg, og med utallige taler og oplæg både herhjemme og ude i verden, og ikke mindst som drivkraft i Netværksgruppen for kvinder der har erfaring med og er ude af prostitution, hvor der foregår et stort og vigtigt arbejde på det her felt.

Jeg er meget stolt af at stå her, hvor netop Tanja Rahm stod sidste år, og jeg håber, jeg kan bidrage til at fastholde og videreføre den energi og ihærdighed, som det forpligter til.

For der er brug for energi og virkelig ildhu. For sexkøbsforbud er endnu engang – som altid – og stadig -  noget, som næsten ingen i Danmark vil røre ved med en ildtang: Vi VIL have sexkøb, – det må være den eneste grund til, at politikere, og medierne, og de fleste andre, bliver ved med at lytte til det manipulerende og faktuelt fuldstændig ukorrekte spin fra en lille samling lobbyister der har det som deres flammende og brændende mærkesag, at sexkøb IKKE skal forbydes. I kampen for at sikre, at dette ikke sker, holder lobbyisterne sig ikke tilbage for noget.

Det jeg vil sige i dag, drejer sig ikke om handlede kvinder, og heller ikke om al den vold, prostituerede oplever til daglig. Det jeg vil sige noget om, er det spin, der stadig udfolder sig,  – spin, der altid lægger låg på debatten, fordi det åbenbart finder en meget dyb genklang i nogle ældgamle dele af vores danske folkesjæl.

For jeg tror, vi er nødt til at forstå det og få det frem i lyset for at kunne gennemhulle det og pille det i stumper, indtil det bliver mindre og mindre og tilsidst kan suges op i en støvsuger og ryge ud i skraldespanden, hvor det hører hjemme.

Den ene del af det her spin består i at så tvivl om erfaringerne fra Sverige. Selvom de klart og tydeligt viser, at vores nabolands sexkøbsforbud har virket ret godt. Konklusionerne er tydelige og ganske lettilgængelige. De er, at loven forebygger, at mænd begynder at købe sex. Og:

-      At antallet af sexkunder i Sverige er faldet siden loven blev indført.

-      At svenske prostituerede IKKE oplever forværrede livsvilkår eller øget vold.

-      At svenske prostituerede tværtimod oplever, at loven har givet dem mere magt over deres situation, fordi de kan bruge loven til anmelde truende eller voldelige kunder for sexkøb.

-      At loven har gjort det nemmere for prostituerede at stoppe i prostitution og søge hjælp.

Men at insistere på, at Danmark er bedre end andre lande, ligger dybt i vores folkesjæl. Den har åbenbart Kresten Poulsgaards ord som motto: Hvis det er fakta, så benægter a fakta.

Det næste spin-modul er lidt mere diffust, men nok så relevant, for det virker utvivlsomt effektivt.

Det er den del, der handler om at fastholde en fælles forestilling om, at prostitution hænger sammen med seksuel frigørelse. Vi ved jo alle, at begrebet seksuel frigørelse handler om kvinders seksuelle frigø’relse, for mænds seksualitet har generelt altid haft langt bedre legitimitet end kvinders. Vi lever trods alt i Patriarkatet, det er også kun derfor, man kan arbejde med begreber som, at mænd ”ikke kan styre sig” og ”skal have afløb” rent seksuelt, selvom det jo er ret fornærmende overfor mandekønnet som man jo, hvis det var rigtigt, ikke ville kunne betro at betjene tungt maskineri eller nogensinde at opholde sig i trafikken, eksempelvis.

Men – der er en særlig dansk hyggeglæde over at lege, at prostitution har noget med kvinders seksualitet og kvinders frigørelse at gøre. For eksempel – og meget typisk – skrev en af sexkøbenes mest halsstarrige forkæmpere, Christian Groes, i et af sine nyere i rækken af talløse debatindlæg om sagen,  at det svenske sexkøbsforbud ”begrænser kvinders seksualitet” og at det herved ”mister en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.” Citat slut.

Vi skal altså simpelthen lege, at det at sælge sine kropsåbninger og dertil hørende service til mænd og udføre netop det, som kunden ønsker, har noget med kvinders seksualitet at gøre. Det er der nok en del prostitutionskunder, der synes, det er skønt at bilde sig selv ind, og undersøgelser viser da også, at mange af dem mener, at der er tale om gensidig nydelse.

Det siger de tidligere prostituerede så, at der IKKE er. Faktisk tværtimod, så føles det som overgreb og betalt voldtægt. Måske fordi det er det, det er. Dertil kommer så et aspekt af magtudøvelse, både psykisk og fysisk, ofte voldeligt. Ifølge den seneste undersøgelse herhjemme er der en del prostitutionskunder, der lægger vægt på den rare følelse af magt, som det giver dem at gå til prostituerede.

Det, der foregår mellem prostituerede og deres kunder er en handel. Den går ud på, at kunden har ret, og det kan så være mere eller mindre tåleligt eller ubehageligt for den prostituerede.

Det er LOGIK, men fordi ydelsen handler om en form for sex, så kan fortalerne tage alle modstandere som gidsler i et krydsfeldt hvor sværdslaget står om definitionen: ER det sex eller ej? Det er populært at kalde det sex-køb og dermed definere transaktionen som sex. For så kommer der en klang af gensidighed i det, og så kan man tillade sig at lade som om, at kvindens seskualitet er involveret lige så vel som mandens.

Men her er det tid at spole tilbage. Kvindens seksualitet er ikke involveret.

Dels handler alt i transaktionen om mandens seksualitet. Det er ham, der vil noget, ham der opsøger, ham der afgiver ordrer, ham der får, og ham der betaler. Men vi skal spole et lille stykke mere tilbage og lige fjerne ordet sex fra ligningen: Det er ikke sex-køb. For det der foregår er netop ikke sex. Sex er noget gensidigt. Dvs med lyst og frivillighed fra begge parter. Sex er ikke noget, man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at dyrke, eller som man får langvarige skadevirkninger af. Jeg gider ikke uddybe det mere, for alle ved det.

Lobbyisterne ved det også – men leger, at de ikke ved det og ikke er i stand til at skelne, under påskud af, at der ikke er noget at skelne imellem. Det er derfor, de har indført ordene ”Sexarbejdere” og ”sexkøb”. Men faktisk burde vi overhovedet ikke bruge de ord. Det, vi taler om, bør retteligt hedde ”overgrebskøb.” Det andet er spin. Det er sludder. Det er beregnet på at male tingene lyserøde og samtidig tage alle som gidsler i en debat der flyttes over i et seksualmoralsk felt. Som om man er modstander af sex, hvis man er modstander af prostitution. Det svarer til at sige at jeg hader appelsiner, hvis jeg er vegetar.

Der er desværre rigtig mange der holder fast i og hopper med på den rare trygge diskurs om at man er snerpet, hvis man ikke bryder sig om prostitution. Fordi definitionen på det, der foregår, stadig er, at det er sex.

Sexkøb, som sagt. Hvor det burde hedde ”voldtægtshandel”, ”betalt overgreb” eller ”Kropsåbningskøb.” Den der har definitionsretten, har som bekendt magten. Og den ligger desværre hos det store flertal af folk og lobbyister, politikere og debattører, der formår blive ved med at definere det, der foregår som sex.

For når man kan slå modstanderen ned med ord som ”moral” og ”snerperi”, så er man godt foran.

Vi ved godt, at i Danmark er vi helt fantastisk frigjorte, se bare hvor hyggeligt alle mødre må amme på cafeerne, og hvor skønt vi alle sammen har det med vores krop, og hvordan vi 100% har afskaffet ideen om, at piger og kvinder er ”billige” eller ”nemme” hvis de har mange sexpartnere! Det er også derfor vi overhovedet ikke kender noget til hævnporno i Danmark – hævnporno virker jo kun, hvis man har en kultur hvor man kan udskamme kvinder for at vise sig nøgne eller flashe deres seksualitet.  (NB: Dette sagt i et forhåbentligt stærk ætsende ironisk tonefald!)

Nå, måske ikke lige på de punkter..men vi kan i hvert fald godt lide BILLEDET af os selv som frigjorte, det virker charmerende og afslappet, og så pyt med at 80% af danske kvinder har oplevet sexchikane. – altså sådan noget grænseoverskridene magtudøvende, måske truende, måske også fysisk, og i hvert fald ubehagelig krænkende seksuelt ladet opførsel…Det tror vi jo heller ikke på, heldigvis! Den der EU-rapport kan bare ikke være rigtig, derfor gider vi ikke at snakke om den.

Nej, vi er bare frigjorte på den fede måde, og derfor skal vi selvfølgelig have prostituerede, der simpelthen dyrker sex med kunderne fordi de synes det er livsbekræftende og lækkert, – fuldstændig ligesom minearbejdere i Ukraine har jobbet, fordi de er så fascineret af at arbejde med kul, og ligesom folk der bor på lossepladser i U-landene de er der, fordi de går meget op i genbrug.

Så den fælles konsensus i Danmark er altså, at prostitution er vigtigt, for ikke at støde an mod frigjortheden, (kvindernes), som man gør hvis man kriminaliserer kunderne.

Og her mener vi jo – dvs. den fremherskende mening – IKKE at det her har noget med kundernes seksualitet at gøre, for den vil vi ikke snakke om. Nej, det skal hedde sig, at det handler om kvindernes seksualitet, som vi vil begrænse eller prøve at kontrollere via et forbud. Ligesom man ville forhindre folk på lossepladserne i Indien i at dyrke deres interessere for recycling, hvis man havde et socialt sikkerhedsnet, der gjorde det muligt for dem at have en bolig.

Det er til gengæld slående hvordan det, der skaber HELE grundlaget for at prostitution findes, vitterligt aldrig nævnes i debatten. Det er jo kundernes – og ikke mindst de potentielle kunders – behov. Det er sådan set deres seksualitet og utvivlsomt i mindst lige så høj grad deres behov for at føle og udøve magt over det andet køn, som det hele handler om.

Det er primært i DERES interesse, at de kan gå til prostituerede uden at skulle bekymre sig om straffeattesten . Og uden en mulig stigmatisering som følge af forbud, som den vi har set med rygning, hvor rygeloven faktisk har skabt et overvejende meget forandret syn på rygere.
Det, der ikke må anfægtes – det er jo nok sagens kerne: Det er mænds berettigelse.

Berettigelsen til altid at kunne købe sig til seksuel tilfredsstillelse. Berettigelse til altid at kunne blive betjent af en kvinde, altid at kunne føle sig bedre og over i forhold til en kvinde. Den berettigelse, som hver syvende mand i Danmark benytter sig af, og som resten uanset om de afskyr tanken, eller om de leger lidt med den, eller om de stort set aldrig tænker på det – har. Den samme berettigelse, som en del mænd i almindelighed også benytter sig af til at kommentere på kvinders udseende, ansigtsudtryk, tøj, vægt, bryster med mere.

Berettigelsen, som også er en fælles dybt forankret vedtægt af at mandens ret og krav overfor kvinder står over alt andet. Det er DET vi skal snakke om nu, når vi snakker om et forbud. At vi i Danmark mener, at mænds behov for at få deres berettigelsestrip bekræftet står over det faktum, at prostituion er en alvorlig hindring for ligestilling i samfundet. Noget de har indset i mange andre lande, hvor man har lyttet til Europa-Parlamentets anbefalinger fra sidste år om at indføre den svenske model.

Anbefalinger der bygger på så mange data om, hvordan prostituion skaber og fastholder et negativt kvindesyn.

Det er åbenbart det kvindesyn, man i Danmark ønsker at holde fast i, fordi det føles så varmt og loddent indvendigt med al den berettigelse.

Det er DET vi skal have på bordet, og det skal vi, for vi er nødt til at blive ved med at tale om det her i Danmark, og debatten skal ud af det underlige mugne bur af spin om sex og snerperi, som den bliver låst ind i igen og igen, så den er i behørig afstand af Patriarkatets sukkermad.

Men vi skal tage den sukkermad, og så skal vi gøre det, som den fortjener at vi gør med den. Det skal vi gå i gang med nu, og så skal vi fejre det næste år 8.marts!

Jeg holdt talen 8. marts til 8.marts-initiativets arrangement efter demonstrationen for forbud mod sexkøb.

Internettet er sexistisk

Nettet har givet nye former og virkemidler til sexismen i samfundet, og de bliver brugt stadig flittigere. Det ses i den virtuelle hverdagsssexisme mod kvinder i form af online-trusler og stalking, hævnporno, og videoer af voldtægter. Og det fastholdes og forstærkes – som i det analoge – af at de online-fora, hvor chikanen foregår, i overvældende grad er styret og administreret af mænd, der fastholder den sexistiske struktur via deres forretningspraksis.

blog sexistisk internet 2

En ud af fire kvinder i alderen 18-24 er blevet stalket online, viser en ny undersøgelse. Og en ud af fire af de unge kvinder er blevet seksuelt chikaneret på nettet.

Sexisme modereres dårligt 
De sociale medier, hvor det meste af den sexistiske chikane mod kvinder udfolder sig, kunne via moderering bremse mange uheldige, sexistiske tendenser. Men de gør det ikke. Der tegner sig et behov for moderatorer, der er uddannet til at forholde sig til kvinders behov, da de viser sig at være anderledes end mænds i forhold til online chikane.
Derfor er det relevant, foreslår Soraya Chemaly i bloggen på New Statesman  at give moderatorer, redaktører og chefer uddannelse i at forstå kønsrelateret vold, ligesom der bør være retningslinjer på debatfora/sociale medier, som definerer ”trussel” videre end en trussel om umiddelbart forestående fysisk vold.

blog sexistisk internet 3

Dette er ikke mindst relevant i de sager, hvor mænd udøver psykisk terror mod kvinder eksempelvis ved hjælp af hævnporno, som er et stigende fænomen også herhjemme, og via deciderede kampagner med opfordringer til vold og mord på kvinder, som man eksempelvis ser det i Pakistan. Her er det netop Facebook og Twitter, som aktivistgrupper holder ansvarlige for udviklingen.

Et demokratisk problem
Udover de utallige helt almindelige unge piger, der oplever stadig flere tilfælde af seksuel chikane og trusler på nettet, er der også andre grupper, der er særligt udsatte. Herhjemme satte DR2 i efteråret fokus på hvad kvindelige politikere og debattører bliver udsat for, og i debatten dukkede da også den tanke op, at det udgør et demokratisk problem, når det ene køn er særligt udsat for trusler, intimidering og nedgørelse.

Jeg har selv talt med en del kvinder i  Everyday Sexism Project’s regi, der siger, at de ikke vil blande sig i debatten, fordi de ikke magter den sandsynlige chikane, der vil følge med, og jeg har katalogiseret indlæg på projektets hjemmeside, hvor kvinder anonymt beretter om de grovheder, de bliver udsat for.

Sikkerhedsorganisation advarer mod tendensen
Også kvindelige journalister er særligt udsatte for grov online-sexisme og trusler, og det  i en grad, så OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, advarer mod det. Det er ”et globalt fænomen, der vokser i et meget hastigt tempo,” siger Dunja Mijatovic fra OSCE til BBC News.

De kvindelige journalister lever med jævnlige eller daglig chikane, trusler om voldtægter, seksuel vold og død. Mijatovic udtaler, at hun er alarmeret over, hvordan kvindelige journalister og bloggere bliver angrebet på de sociale medier, især når de skriver om politik, kriminalitet og emner, der  omhandler tabuer og dogmer i samfundet.  Ofte går angrebene dog ikke på indholdet i artiklerne, ”men sigter i stedet til at nedgøre journalisten som kvinde,” siger Mijatovic til BBC News.

blog sexistisk internet 4
En af dem, der personligt oplever tendensen som tiltagende, er den svenske TV-vært Jenny Alversjo, som bl.a. har fået dødstrusler, hvor der blev sagt, at hun kun havde to uger tilbage at leve i.  Hun siger til BBC News, at hun har vænnet sig til gennem 20 år i jobbet at være målskive for folks meninger. Men ”for fire eller fem år siden var der noget, der ændrede sig, og tonen blev meget mere aggressive og truende”, udtaler hun.

Tyrkisk journalist frygter for sin sikkerhed
En anden af de journalister, der får truslerne, er tyrkiske Amberin Zaman, der dækkede protesterne i Istanbul i 2013 for the Economist. I den forbindelse modtog hun flere hundrede stærkt ubehagelige og truende beskedder på Twitter, ”med det mest obskøne sprogbrug, hvor folk truede med at slå mig ihjel og voldtage mig.” fortæller Zaman og giver et eksempel : ”Nogle truede med at tvinge mig til at sidde på en smadret vinflaske.”
Da hun sidste måned rapporterede om Charlie Hebdo-massakren, væltede en ny serie grove trusler ind på Twitter. ”Det har gjort, at jeg frygter for min sikkerhed, når jeg går på gaden,” siger Zaman.

Twitter gik sidste år i samarbejde med aktivistgruppen WAM for at nedbringe den seksuelle chikane på mediet  Men det udfolder sig altså stadig i fuldt flor, ligesom på andre sociale medier.

Penis i ledelsen
Tilfældigvis er 79% af cheferne på Twitter, hvor rigtig meget chikane finder sted, mænd. På såvel Twitter, Facebook som Google er syv ud af ti ansatte mænd. Og samtlige de sociale medietjenester synes på samme måde at have en konsensus om kønsfordelingen i ledelsen. Otte af ti af hver virksomheds ledere skal nemlig være forsynet med en penis, viser den nyeste kortlægning. 

Et tilfælde? Måske. Men tonen, vilkårene og den overordnede politik på de sociale medier hvad angår sikkerheden, trygheden og udfoldelsesmulighederne alt efter, om man er kvinde eller mand, er tydeligvis en spejling af et samfund hvor de fleste magthavere generelt er mænd – og hvor sexismen er en integreret del af den grundlæggende struktur.

Som Soraya Chemalya skriver: ”At systemer genskaber de stereotyper og implicitte synsvinkler hos de mennesker, der designer dem, er old news. Det nye er imidlertid, at internettet gør effekterne meget mere åbenlyse.”

Nej, det er sgu ikke din egen skyld

blog dårligt selvværd

Hvis vi bare styrer vores underbevidsthed, så er objektificerende reklamer ikke så slemme. Det er et af budskaberne i dagens Signatur i Politiken. Den er en reaktion på en ny rapport om kvinders kropsbillede, der viser at millioner af kvinder verden over har en relation til deres kroppe, der for 20 år siden ville være blevet betegnet som sygelig, og at det er en følge af objektificering og perfektionsidealer i markedsføring og overalt..

Rapporten har været omtalt i Information, der bl.a. skriver: ”Der er sket en normalisering af dårligt kropsbillede, og det lægger skygger over de faktiske følger. Samtalekulturen og psykiatrien har vænnet sig til, at kvinder har det dårligt med deres krop.” En af forskerne bag rapporten, Emma Halliwell, siger til Information: “Det var meget vigtigt for os at inddrage samfundets strukturer og sætte dem i fokus.”

Men Amalie Kestler vil i dagens signatur hellere flytte fokus over på individet. Overskriften på hendes indlæg er: ”Kvinde, du er sgu din egen.” Hun mener nemlig, at selvom strukturerne er problematiske, så har den enkelte kvinde et ansvar. Som hun skriver: ”Vi kan sige, at det er samfundets skyld. Vi kan sige, at det er kapitalisternes skyld. Vi kan sige, at det er markedskræfternes hærgen. (…) Men lad os samtidig være ærlige: Det er op ad bakke at kæmpe med storindustrier i Hollywood, modeuger i Paris og det globale salg af dameblade. Fællesskabet er til dels magtesløst over for den type stærke strukturer, som jo til dels er styret af forbrugere, altså os selv. Derfor er den kamp, som den enkelte pige og kvinde må kæmpe, meget vigtigt.”

Amalie Kestler henviser bl.a. til den nye rapports konklusioner om, at en af følgevirkningerne af at ødelægge kvinders selvværd er er negativt udbytte for samfundsøkonomien, idet kvinders negative selvbilleder fører til, at færre af dem bliver ledere og iværksættere. “Rapporten beviser, at et negativt kropsbillede har omfattende negative konsekvenser både for pigers akademiske præstationer og deres sociale liv”, siger en af forskerne bag rapporten. Et negativt kropsbillede fører til lavt selvværd, som fører til mindre lyst til at tage taletid både i skolen, på jobbet og i medierne. Det viser den forskning fra hele verden, som sammenstilles i den nye rapport.

Amalie Kestler mener, at selv om man kan få øje på nok så mange problemer i kulturens evige udstilling af uopnåelige kropsidealer, så “bør en rapport som denne også få pilen til at pege indad. Og her kan enhver kvinde, som føler sig overdænget med og styret af urealistiske kropsbilleder, stille sig selv følgende spørgsmål fra bullshit-detektoren: 1)Er det rimeligt, at damebladene bestemmer, hvordan jeg har det med mig selv? 2)Er det logisk, at jeg lader mit selvværd og humør diktere af den skiftende mode og 3) Giver jeg op og gør mig selv til villigt redskab for den stærke påvirkning af min underbevidsthed, som film, tv og reklamer udøver hele tiden? Og hun mener, svaret bør være nej. Hun sætter trumf på ved at erklære: ”Individet er ikke magtesløst. Det kan både kæmpe imod og nægte at lade sig påvirke.”

Spørgsmål 1 og 2 kan vi vel alle svare nej til, men det barberer ingen geder. At man intellektuelt forstår, at noget ikke er rimeligt, ændrer som bekendt ikke den følelsesmæssige reaktion på det. Hvis du får bank af din mand hver dag, så får du det ikke bedre eller mere afslappet med det uanset hvor klart, du har indset, at det ikke er rimeligt. (Og her taler vi om en situation, hvor det er 100% umuligt for dig at forlade den voldelige mand. Ingen kan heller undslippe de objektificerende idealbilledbombardementer fra reklamer.)Spørgsmål 2 om logik hjælper heller ikke. For de mekanismer, der er på spil, når det handler om massiv propaganda, er jo hinsides logik som al manipulation i øvrigt.

Det værste er imidlertid spørgsmål 3. For Amalie Kestler victimblamer med kæk mine som en frisk spejderfører, når hun gør hele molevitten til et jævnt og ukompliceret anliggende om at give op eller ej - og fremstiller det som et valg, alle piger og kvinder har: “Gør jeg mig selv til redsakb for den stærke påvirkning af min underbevidsthed (etc.)” .

Som om man kan gøre sig selv til et redskab – eller lade være. Det er det samme som at sige, at hvis folk selv vælger at åbne munden og sluge maddingen, så er de selv ude om det. Det er at skyde skylden på offeret. Men helt ærligt, svaret ligger jo i spørgsmålet: Når det handler om stærk påvirkning af ens underbevidsthed, så har man ikke rigtigt et valg. Faktisk slet ikke, overhovedet. Underbevidstheden modtager påvirkninger – punktum. Hvis Amalie Kestler (eller nogen anden) har en dokumenteret effektiv metode til at lukke for udvalgte indbakker i underbevidstheden, så vil jeg anbefale at gå ud lige nu og blive filthy stenrig på at sælge kurser i det – jeg tilmelder mig selv og min 14-årige datter uanset prisen. Jeg tror bare ikke på det og synes, det svarer lidt til , da hin navnkundige republikanertype udtalte, at kvinder ikke kunne blive gravide ved voldtægt, fordi kroppen har en måde at lukke ned på. You wish.

Jeg bliver virkelig trist og også gal på alle unge pigers vegne over at nogen, og ikke bare en tilfældig tåbelig republikaner eller anti-feminist, men Amalie Kestler, fortæller dem i en ellers venlig og etableret avis som Politiken, at det faktisk er deres egen skyld hvis de bliver påvirket negativt af non-stop manipulation og budskabsbombardement. Det er det IKKE.

Som Emma Halliwell, forsker bag omtalte rapport, siger til Information: ”Jeg vil gerne tage afstand fra ideen om, at kvinder som individer kan droppe skønhedsidealer.” Hun understreger, at man ikke kan vælge presset fra. Bevidstheden om det vurderende blik udefra kalder forskerne ”selv-objektificering”. Det vil sige, at idealet bliver så integreret i ens selvbillede, at man til sidst pålægger sig selv hele dette pres.

Jeg er enig med Amalie Kestler i, at det er en god ide at kæmpe imod, forstået på den måde, at jeg synes det er positivt, hvis man har energi til i det mindste at forsøge. Men for det første er det langtfra alle, der har ressourcer til det. Det er ikke alle, der har kendskab til mekanismerne og hele spillet, og det er især ikke alle piger på 12,13,14,15,16 år, der har det, selvom de er rigeligt påvirkede af det og får spiseforstyrrelser og andre lidelser som følge af det. I Danmark har eksempelvis en ud af fire 13-årige piger det dårligt med deres kroppe, og Børnerådet, der lavede undersøgelsen, vurderer, at det netop hænger sammen med de mange billeder af perfekte kvindekroppe, som pigerne ser hver dag.

Det er også meget langtfra alle piger – og kvinder –  der har overskud til så at tage stilling til det, og prøve at overskue og gennemskue, hvad det er der sker. Jeg tror faktisk, det er de allerfærreste, da det jo ikke er alle unge piger, der vokser op i rare, trygge hjem, hvor der er økonomiske, følelsesmæssige og intellektuelle ressourcer og stabilitet nok til at en datter har emotionelt og udviklingsmæssigt overskud til at give sig i kast med at være Rasmus Modsat overfor en kultur, der genererer nye ondskabsfuldheder mod unge piger 24 timer i døgnet overalt.

For at svømme op mod strømmen skal man være et sted, hvor man er tilstrækkelig oplyst, tilstrækkelig desperat/rasende og et eller andet sted tilstrækkelig sikker på sig selv eller i hvert fald naturligt fandenivoldsk til at turde forsøge oprøret. Det er også svært når man er i 20′erne eller i 50′erne. Det er krævende ad H… til at udfordre en mastodontisk kultur. Der skal være tid, mod, energi og alt muligt andet til stede. Og så er vi egentlig tilbage ved 0: For piger og kvinder kan altså ikke undgå at skulle bruge enorme mængder af energi på sagen, uanset om de arbejder utrætteligt på at leve op til kulturens idealer, eller om de slider sig i laser på at kæmpe imod den. Begge valg er et udslidende Sisyfos-arbejde, og det tager hjerneaktivitet, også selvom man – da man også har andre gøremål og problemer i livet – maser det meste ned i underbevidstheden, hvor det så kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse eller generere stigende behov for lykkepiller, fx). Og al den hjerneaktivitet der går på enten at være med eller imod eller prøve at glemme det, den kunne ellers være brugt på at få bedre karakterer, få sagt sin mening på mødet eller arbejde mere målrettet på at få det lederjob.

Netop under Amalie Kestlers signatur i dagens avis finder man et debatindlæg om markedsføring af alkohol til unge. Det er Alkohol og Samfunds forkvinde, der mener, at det skal forbydes. Det viser sig nemlig – surprise – at påvirkningen fra reklamerne spiller meget væsentligt ind på, hvor meget alkohol unge drikker!

A & S-forkvinden skriver bl.a.:”I Alkohol og Samfund mener vi, det er på tide, at politikerne kommer på banen og får lavet et forbud mod al markedsføring af alkohol. Ikke flere reklamer med unge mennesker, der har det sjovt på grund af alkohol, ikke flere diskoteker, der lover gratis drinks til elever, der får et 12-tal til eksamen, ikke flere reklamer eller annoncer, der viser andet en det, der reelt er produktinformation: Her er en flaske rødvin, den er fra Italien og koster 49,95 kroner. De har gjort det i Frankrig med lavere alkoholforbrug til følge..”

Her har vi en dejlig anskuelighedsundervisning i konsekvenser af reklamepåvirkning: Hvis folk får at vide, at de får det sjovt, når de drikker, så drikker de. Hvis de ikke længere får det at vide, så drikker de ikke lige så meget. Aha! Man kunne selvfølgelig også have valgt at sige, at de unge bare skulle arbejde med sig selv og sige reklamernes budskaber i mod, og tænke over om de mon ikke kunne have det sjovt med mindre alkohol – eller uden. At de bare skulle være trodsige mod reklamerne. Men her valgte man altså at stoppe markedsføringen i stedet, selvom en ganske stor industri sikkert nu er mopsede på de franske politikere, fordi begrænsninger jo altid er irriterende.

Kunne man forestille sig en lignende politisk stillingtagen til de industrier, der skovler penge ind på at sørge for, at piger og kvinder altid har det dårligt med deres kroppe, så de køber tryllemidler, der kan gøre den lidt mere acceptabel? Og de industrier, der bare pr. refleks markedsfører hvad som helst på bekostning af kvinder, der bliver parteret ud til objekter for at sælge lidt opmærksomhed til producenterne? De medier og virksomheder, der på alle mulige måder kaster mere benzin på objektbålet hver dag?  Det er selvsagt noget mere kompliceret end det med alkohol. Men den udfordring skal jo ikke holde nogen form for lovgivning – eller håndhævning af eksisterende lovgivning – tilbage, medmindre man er et virkelig uambitiøst eller meget fattigt land. Og det bør være den vej, vi skal, i stedet for at individualisere problemerne og italesætte dem som et spørgsmål om, hvad den enkelte “vælger” at modtage og hvordan man så styrer sine egne reaktioner. Den tilgang læsser bare flere krav på en rigeligt udfordret befolkningsgruppe – og det værste er, at tilgangen er rent ud systembevarende.

Uagtsom voldtægt uden straf fungerer som fribillet

Uagtsom voldtægt – ja, det er der brug for at indføre i dansk retspleje som en forbrydelse, man kan dømmes for. Ikke fordi det er acceptabelt med en præmis om, at mange voldtægtsforbrydere er fuldkommen uvidende om, hvad de laver, eller fordi vi skal hylde den jubelidiotiske påstand, at det skulle være svært for en mand at hitte rede i, om han er sammen med en villig sexpartner eller ej. Det forekommer usandsynligt, at det forholder sig sådan. Men faktisk er det just den præmis, vi arbejder med i vores eksisterende lovgivning og retspraksis. Med den følge, at man som voldtægtsforbryder er 97,5 % sikker på at gå fri og formentlig slippe helt uden irriterende kontakt med politi, retsvæsen eller andre forstyrrende elementer.

Det centrale problem er det, der hedder ”bevisets stilling.” Dette begreb handler netop om, at voldtægtsforbrydere kun kan dømmes, hvis anklageren kan bevise, at forbryderen var fuldstændig klar over, at det var en voldtægt, han begik.

Påstået dumhed trumfer blødende ofre
I mange tilfælde er det en afgørende grund til at henlægge sager eller frifinde folk, at den anklagede simpelthen siger, at han ikke vidste, hvad han gjorde (!) – dvs., at det var uagtsomt. Ejendommeligt nok er der rigtig mange, der siger netop dét, når de bliver anklaget for voldtægt, også selvom offeret bløder og har blå mærker. Og det lyder jo umiddelbart åndssvagt at folk skulle forsøge sig med en så komisk og sølle undskyldning i den situation. Ikke desto mindre virker den! Der er fuld lovhjemmel for at æde den, og praksis hos myndighederne er, at det gør de. En anmeldt voldtægtsmands påståede idioti trumfer offerets fysiske skader.

Jeg fremfører hermed Exhibit A. Det er en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd, hvor alle de følgende fakta findes, og hvor man også kan læse alt om deres undersøgelsesmetoder m.m.

Det viser sig her, at begrundelsen for at slutte voldtægtssager uden en retssag i langt de fleste tilfælde er netop ’bevisets stilling ’. Det var det i 382 af de 410 sager, der blev henlagt uden påtale i den treårige periode, som rapporten har undersøgt. (Sammenlignet med andre typer kriminalitet har voldtægt i øvrigt en væsentlig højere rate af påtaleopgivelser, altså sager, der aldrig kommer for retten.)

Om ”Bevisets stilling” hedder det: “Anklagemyndigheden skal kunne bevise, at der var ’forsæt’. Det vil sige, at for det første skal det bevises, at manden truede kvinden eller anvendte vold for at opnå sex, og for det andet at han vidste, at han truede hende eller anvendte vold – og dermed vidste, at det ikke var frivilligt.”

Det viser sig at det er mindst lige så vigtigt, at han VIDSTE, at han truede hende eller anvendte vold, som at han gjorde det! Noter lige det.

Rapporten konkluderer: Det er helt overvejende begrundelsen ’bevisets stilling’, der oftest anvendes, når anklagemyndigheden vælger at slutte sager uden retssag. Knap halvdelen (48 %) af samtlige voldtægtssager, hvor en formodet gerningsmand er blevet sigtet (382 ud af 792 sager), ender uden en retssag på ’bevisets stilling’.

Et af eksemplerne på en anmeldelse af voldtægt, som politiet har henlagt på grund af ”bevisets stilling”, ser sådan her ud:

Eksempel på formodet mangel på hensigt
”Kvinde på 19 år anmelder nabo på 50 år for voldtægt. Hun kommer på besøg efter fyraften, drikker et par øl og ser tv. Ifølge kvinden gør manden tilnærmelser, som hun forsøger at afvise, bl.a. da han forsøger at presse hendes hoved ned mod sin penis. Manden opnår samleje med kvinden. Ifølge kvinden har hun tydeligt afvist ham verbalt og har forsøgt at skubbe ham væk. En anden nabo kommer forbi på gangen senere, hører høj musik og høje ”nej”- råb, men gør ikke noget ved det, fordi han regner med, det er manden og hans ekskæreste, der skændes.

Sagen sluttes på ’bevisets stilling’ uden retssag, og anklagemyndigheden begrunder bl.a. således: ”Jeg finder efter en samlet vurdering af sagens faktiske og retlige omstændigheder ikke grundlag for at statuere, at NN har haft til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelse om voldtægt i forbindelse med, at han forsøgte at opnå samleje med Dem den pågældende aften”.

Det afgørende for, at sagen ikke kommer for retten, er altså, at man ikke kan føre bevis for, at voldtægtsforbryderen havde til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelser om voldtægt. Det er uvæsentligt for vurderingen, hvad der rent faktisk skete – bl.a. at naboen faktisk hørte høje ”nej”-råb.

Påtale kan undlades trods livsfare for kvinden
Det samme gælder, når kvinderne har fysiske skader, og det har de ifølge rapporten oftest. I de voldtægtssager, hvor politiet har fundet og sigtet en formodet gerningsmand, er der 60 % af kvinderne, der har fysiske skader. . Men! Det at politiet finder og sigter en mulig gerningsmand, behøver ikke at betyde skyggen af en ko på isen for ham, trods tydelige skader på kvinden. I knap halvdelen (46%) af de sager, hvor en mand er sigtet, OG der er fysiske skader på kvinden, bliver sagen sluttet uden retssag af anklagemyndigheden.

De fleste af den type sager (200 ud af 217 henlagte sager med fysiske skader på kvinden) bliver sluttet på – ’bevisets stilling’. Det vil sige: Man kan ikke bevise, at manden har haft voldtægt som forsæt! Én af undersøgelsens sager bliver sluttet uden retssag – påtale undladt – på ’bevisets stilling’ trods livsfare for kvinden. Kun 1 ud af 4 anmeldte sager med fysiske skader på kvinden (24 %) ender med en dom for voldtægt.

I alt er det flere end 6 ud af 10 anmeldelser af voldtægt, hvor kvinden har fysiske skader, der ender med ikke at komme for en domstol.

Det er Politidirektøren eller hans/hendes politijurister, der træffer beslutningen om at afslutte sager uden påtale, dvs. at de ikke skal for retten.

Og her har de altså bevisets stilling som central faktor i deres afgørelse – med den formodede gerningsmands forsæt i fokus. Det er beviset for dette forsæt, der udgør voldtægtsofres største forhindring på vejen mod retfærdighed: Forsæt er forvejen svært at påvise, især når det bliver taget med i betragtning, hvis gerningsmanden siger, at sådan et havde han da bestemt ikke.

Forsættet er så – fremgår det af rapporten – ENDNU sværere at påvise, når der har været forudgående kontakt mellem de to parter i sagen. Det har der i to tredjedele af alle sager.

Kun en tredjedel af alle voldtægter er såkaldte overfaldsvoldtægter, altså den klassiske type, hvor en helt ukendt mand eller gruppe af mænd overfalder en kvinde på eksempelvis en mørk vej. Lidt under en femtedel af de anmeldte voldtægter involverer partnere eller ekspartnere – mens halvdelen (48%) er såkaldte kontaktvoldtægter. Det viser sig, at hvis offeret overhovedet har vekslet ord med voldtægtsforbryderen inden forbrydelsen, så er det en kontaktvoldtægt, og så kan manden med statistisk meget stor fordel påberåbe sig, at han ikke havde forsæt om at voldtage – dvs, han troede, at hun gerne ville.

Også selvom hun har blå mærker eller værre fysiske tegn på, at han har været voldelig mod hende for et gennemtvinge voldtægten.   Efterforsker i kriminalpolitiet, ”Rikke”, siger om kontaktvoldtægter i rapporten: ”… det der så også gør de her sager specielle at arbejde med, det er den bevismæssige del af det. Fordi en ting er, at man har den der rene voldtægt, som ingen stiller spørgsmålstegn ved, netop fordi der er nogle synlige skader, og der er måske nogle vidner og nogle andre elementer, det er det der bevismæssige. Det kan godt ske, vi har en kvinde, som føler, hun har været udsat for et overgreb, og hendes grænser er blevet overskredet, og hun har uden tvivl haft en rigtig dårlig seksuel oplevelse, men derfra og til at bevise gerningsmandens kriminelle forsæt, det er jo vores opgave. Og det er en meget svær opgave.”

Muligt, at han ikke indså, at han tvang Dem
En af de sager, som politiet således havde kvaler med at vurdere, og som derfor faldt ud til den anklagede mands fordel, selvom kvinden havde fysiske skader, er denne:

”En kvinde på 18 og en mand på 25 er i byen sammen med flere andre. Han er en venindes eks-kæreste. Gruppen af venner tager hjem i en lejlighed. Da kvinden går på toilettet følger manden efter. Ifølge kvinden tvinger han hende op på salen ovenover, og voldtager hende på reposen. Hun siger, hun fulgte med, fordi hun er vant til at kunne tale sig fra alle situationer. Ifølge kvinden flygter hun, da der bliver røre nedenunder hos pigerne, som leder efter hende. Veninderne fortæller, at hun græder meget. Hun har hudafskrabning på skulderen (ifølge kvinden trykker han hende op mod væggen og udfører samleje bagfra). Hun har desuden en rift ved vagina, som lægen dokumenterer, kun kommer ved voldsomt samleje og/eller tvang. Manden fortæller, at de har haft samleje, men at det var frivilligt. Han fortæller, at de tidligere har ligget på sengen og kysset i lejligheden mens mindst 5 andre var til stede. Dette kan ingen af vidnerne bekræfte. Manden mener, det er et komplot fra alles side mod ham.

Sagen sluttes på § 721, stk. 1, nr. 2, og Politimesteren skriver i begrundelsen blandt andet ”… det må anses for overvejende sandsynligt, at NN har foretaget sin seksuelle adfærd mod Deres vilje. Det er dog min vurdering, at det mod hans benægtelse ikke er muligt med den fornødne sikkerhed at bevise, at han indså, at han udførte sin adfærd ved tvang. Jeg har derved lagt vægt på Deres forklaring om, at De ikke gjorde nævneværdig modstand, da han trak Dem om på reposen, at han ikke truede eller slog, at han ”hele tiden snakkede, som om hun var med på den”, og at det efter få minutter lykkedes at skubbe ham væk”.

Så den sag henlægger politiet altså uden påtale, selvom offeret har dokumenterede fysiske skader, og selvom politiet finder det ”overvejende sandsynligt” at voldtægtsmanden foretog ”sin seksuelle adfærd mod Deres vilje.” (Hvilket for mig equals=voldtægt.) MEN! Det, det hele falder på, er at det ikke er muligt at bevise med den ”fornødne sikkerhed” at han INDSÅ, at han udførte sin adfærd ved tvang.

Gode tvivlere, er I med? Begynder ti-øren at falde med hensyn til om vi har brug for en paragraf om uagtsom voldtægt??

I rigtig mange sager er det gennemgående, at den anklagede gerningsmands påstand om, at han troede at hun gerne ville, og at han troede, hun gerne ville have det hårdt (så hårdt at der altså ses alt fra livsfare over underlivsblødninger over blå mærker overalt på offerets krop til hudafskrabninger og  afrevne hårtotter – blandt andet.) Hvis politiet anser det for muligt, at manden kan have troet det, fordi det siger han jo – så er det mest almindeligt, at han slipper for videre tiltale, dvs. påtale, og dermed kan gå videre ud i livet og således opmuntret fortsætte sine aktiviteter i ro og mag.

Bevisets stilling – som primært handler om, hvorvidt gerningsmanden havde forsæt eller ej – er altså en anselig medvirkende årsag til, at i alt er det kun 2,5 – altså to en halv – procent af voldtægter, der fører til en dom for voldtægt.

Flere tør ikke anmelde
Eller færre. 3000 voldtægter årligt i Danmark hedder tallet ifølge det Kriminalpræventive Råd – Amnesty anslår, at mørketallet, dvs. alle de uanmeldte voldtægter, kan bringe det samlede antal op på 10.000 årligt. Men hvis vi siger, at det forhåbentlig ”kun” er 3000 voldtægter, det drejer sig om, så udgør de 74 årlige domme for voldtægt lige knap 2,5 %.
Dermed når vi frem til den 97,5% store sikkerhed, som vi i dag giver voldtægtsmænd for, at de kan voldtage og lemlæste andre mennesker, som de vil, hvis bare de kan holde masken bagefter, når de påstår, at de troede, hun selv gerne ville. Det kalder jeg en badebillet af kaliber.

Det giver desværre alt for stor forståelse for, at så få ofre anmelder – færre og færre. Under en sjettedel af de 3000 årlige voldtægter anmeldes til politiet. 1000 af voldtægterne  registreres årligt på skadestuer, offerrådgivninger m.m. Men under halvdelen, mellem 400 og 500, anmeldes til politiet. ”Mange lader være med at anmelde det, fordi de er bange for, at politiet ikke tror på dem”, siger psykolog Annalise Rust på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb.

Ofrenes formodninger om politiets reaktion er velbegrundet i en ukomfortabel grad. Stadig flere voldtægtsofre bliver nemlig afvist af politiet, når de anmelder. Nogle endda over telefonen. Andelen af dem, det sker for, er mere end tredoblet på fire år.

I Norge opererer man allerede med uagtsom voldtægt som retsligt begreb, og i Sverige har man også en bredere definition af voldtægt, end vi bruger i det danske retssystem. Med høringen i Folketinget i sidste uge har vi fået debatten i gang igen i Danmark, og meningerne er delte, både blandt politikere og eksperter, som Kristeligt Dagblad beskriver her.

Så vil alle jo anmelde falsk
Den mest irrelevante vinkel på debatten – påstanden om, at det vil være lettere at anmelde falsk, hvis vi indfører uagtsom voldtægt som retsligt begreb – har selvfølgelig fyldt en del. Proportionerne her er som følger: De såkaldt falske anmeldelser udgør maksimalt 7 % af voldtægtsanmeldelser. En del af dem er registreret som falske, udelukkende fordi ofrene har trukket deres anmeldelser tilbage efter trusler fra voldtægtsmanden eller simpelthen af frygt for at skulle vidne mod ham/dem i retten. Man kan nemlig ikke bare trække en voldtægtsanmeldelse tilbage. Nogle ofre, der af frygt for gerningsmanden ønsker at trække anmeldelsen tilbage, vælger derfor at påstå, at deres anmeldelse var falsk, fremfor at risikere yderligere vold ved at fastholde anmeldelsen(og der er da, som netop beskrevet, også en særdeles betragtelig risiko for, at gerningsmanden går fri, selvom voldtægten i den grad har fundet sted.) I denne undersøgelse støttet af Justitsministeriets Forskningsenhed redegøres for problematikken, og her er også eksempler på sager hvor det ligefrem er bevist efterfølgende, at en erklæret falsk anmeldelse faktisk var sand!

Som netop gennemgået,  er det p.t. nærmest umuligt at få en voldtægtsmand dømt. Eller overhovedet at bringe ham i nærheden af retssalen. Skulle vi prøve at fokusere på dette, inden vi pisker en stemning op med scenarier, hvor alle landets kvinder pludselig skulle føle behov for at melde alle deres sexpartnere til politiet, med det naturlige resultat at alle mænd ryger direkte videre i retten, og vi må bygge nye fængsler, fordi der pludselig dømmes i flæng og uden nogen form for bevisførelse. Lad os se på de samlede proportioner og prøve noget nyt: Et forsøg på at forbedre retssikkerheden for de dårligst stillede ofre og gøre noget ved det groteske i, at hundreder af gerningsmænd kan gå fri udelukkende fordi de, som respraksis er i dag, kan benytte den magelige fribillet til voldtægt, som i dag findes i og med, at man bare kan spille idiot og sige, at man troede, det var i orden at true, slå, sparke og tvinge. “Uagtsomt.”

Ja, I ved stadig for lidt om prostitution

blog prost2 saloonskøger

Så er Christian Groes og co. igen på banen med et flammeskrift for mærkesagen: Sexkøb må IKKE forbydes.

Over de 11 spalter i Politikens kronik får den for sædvanlig udblæsning om hvor lidt man (ifølge skribenterne) ved om, hvordan et sexkøbsforbud gavner handlede kvinder – idet der med mange falbelader og ingen fakta tales midt imod de svenske og norske erfaringer med sexkøbsforbud – som foreløbig viser, at forbuddet har virket.

Men Groes og co. snakker abstrakt og manipulerende imod resultaterne, idet de emballerer deres antagelser i floromvunden forskerretorik og den klare mening: Vi ved ikke nok om, hvorvidt det virker, og derfor kan det også være, at det virker imod hensigten, og derfor bør vi ikke forbyde sexkøb. Først efter syv spalter på den sædvanlige kæphest kommer Groes & Co. frem til det, der erfaringsmæssigt er en sikker dealbreaker i dagens Danmark: Forsøg på at outcalle fortalerne for kriminalisering som snerpede, moralske vogtere. Det vil ingen jo være, så den skal lige føres til torvs (igen) nu hvor læseren er varmet op af de syv spalters akademiske udmattelsesridt omkring de handlede kvinder, der altid bruges som alibi for at ”beskytte” prostituerede mod en kriminalisering af kunderne.

I 8. spalte kommer ouverturen: Norden…ligestilling…bla bla, og så: ”…arbejdet med sex bliver genstand for en bekymring på ligestillingsområdet.” Bemærk betegnelsen ”arbejdet med sex.” Nu er læseren elegant sporet ind på, at det hele faktisk handler om sex – som de fleste vel forstår som noget, nogle mennesker gør sammen, fordi de har lyst til det og/eller lyst til at være intimt sammen med den anden person, og de begge (eller alle) gør specifikke ting i den akt, fordi de hver især har lyst til at gøre netop det . Mange tidligere prostituerede betegner det, der foregår mellem en kunde og en prostitueret som meget langt fra sex: Nemlig  som onani i et andet menneskes kropsåbninger – eller betalte overgreb. Det samme gør mange kvinder, der ikke selv har prøvet at være prostituerede. Men Christian Groes  foretrækker at kalde disse interaktioner for sex, så det gør han.

”Den svenske debat og politik har f.eks. i særdeleshed været ideologisk motiveret og fremhævet prostitution som en undertrykkende vareliggørelse af kvinder..” kommer det så, efter at Sveriges sexkøbsforbud er slået definitivt hen med en afrundende,  diffus fisen: ”Ligeledes er det fortsat uklart, hvilken effekt den svenske model i det hele taget har haft.” That’s big science for you!

blog prost svar til Groes

Det handler om kvinders seksualitet
Banen således kridtet op, skridter general Groes sejrssikkert ind i manegen med følgende svada: ” Men når dette tiltag samtidig begrænser kvinders seksualitet, mister det en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.”

Aha! Og hvordan er en kriminalisering af kunder en begrænsning af kvinders seksualitet?

Prostitution handler som alle på jordkloden har vidst i mange tusind år -  om at mænd betaler for at få adgang til kvinders kropsåbninger og for at få diverse serviceydelser af kvinderne i den forbindelse. Det handler om, at kvinden gør, hvad kunden ønsker, og kun dét. Kunden er bruger af kvindens krop og ydelser – kvinden stiller dette til rådighed, fordi kunden betaler. Handelen går ud på, at kundens ønsker opfyldes, og at hans lyster bliver tilfredsstillet.

Ethvert barn ved dette. Analfabeter ved det. Retarderede ved det. Det er nemlig ikke svær tilgængelig viden. Men Christian Groes ved det altså ikke. Eller foregiver ikke at vide det. Vi skal nemlig lege, at det handler om kvinders seksualitet – altså at prostituerede – undtagen lige de handlede – velovervejet ønsker at være prostituerede, fordi de har lyst til at lege med deres seksualitet og være sammen med mange mænd.

Som om dette ikke kunne lade sig gøre uden at være prostitueret? Som om man har mulighed for at udleve sine egne lyster ved at være prostitueret? Det svarer til at vi skulle lege, at arbejderne på tekstilfabrikkerne i Bangla Desh vælger jobbet, fordi de er vilde med haute couture. Eller at folk i U-lande bor på lossepladser, fordi de elsker tanken om recycling.

Det er rigtigt, at der findes en luksusdomina i det indre København, som har et almindeligt og socialt anerkendt arbejde ved siden af, mens hun et par dage om ugen lever nogle fantasier ud med nøje screenede kunder i domina-biksen, hvor hun styrer slagets gang minutiøst efter forudgående skriftlige aftaler. Hun har flere gange blandet sig i debatten og villigt stået frem (uden navn) som alibi for argumentet om, at prostitution handler om kvinders lyster. Måske findes der også sådan en i Jylland.

En alvorlig helbredsrisiko
Men for prostituerede er hovedreglen, at det ikke er for sjov, og at de får alvorlige skader af deres arbejde. Sådan lyder vidnesbyrdene fra eks-prostituerede, eksempelvis Tanja Rahm, og det samme viser resultater fra de undersøgelser, der ligger til grund for Europaparlamentets resolution om sexkøb fra februar i år, hvor de anbefaler den svenske model, altså kriminalisering af kunderne.

I resolutionen fremhæves det således, at “prostitution is also a health issue, as it has detrimental health impacts on persons in prostitution, who are more likely to suffer from sexual, physical and mental health traumas, drug and alcohol addiction, and loss of self-respect, as well as a higher mortality rate, than the general population.” Altså: Prostituerede har flere fysiske og psykiske lidelser, højere dødelighed, og får i højere grad misbrugsproblemer og mangel på selvrespekt end den generelle befolkning.

Man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at følge sine egne lyster. Derfor er det en stærkt provokerende påstand, når Groes & Co. overhovedet nævner kvinders seksualitet som noget, der er i spil i forbindelse med, at kvinder er prostituerede.

Kunder er generelt ikke Julemanden, der kommer for at være rare  – de kommer for at få, hvad de har betalt for, hvad det end er. Og det er ofte ting, som alle kan være enige om ikke er rare – også hvis man sidder på en høj hest og ignorerer Tanja Rahm og ligesindedes oplevelser af, at hver kunde, uanset hvordan han var, udførte overgreb mod betaling – hvilket ikke føles rart.

Et voldeligt erhverv
Derudover er mange prostitutionskunder voldelige og grænseoverskridende. Europaparlamentets resolution anfører, at forskning blandt prostitutionskunder viser at disse har et degraderende/nedsættende syn på kvinder. Og parlamentet skriver: ”  the normalisation of prostitution has an impact on violence against women; points in particular to data that show that men buying sex were more likely to commit sexually coercive acts against women and other acts of violence against women, and often presented misogynist attitudes.”

Mandlige “sex”købere er altså mere tilbøjelige til at begå seksuelle overgreb og andre voldelige handlinger mod kvinder. Se selv i bunden af resolutionen her, hvor der er henvisning til et hav af data, rapporter og undersøgelser, inklusive dem om de voldelige kunder.

Det vil sige, at ikke alene de prostituerede generelt oplever vold i forbindelse med deres erhverv, hvilket som bekendt normalt kun er tilfældet hvis man arbejder med udadreagerende psykisk syge eller er fængselsbetjent. I de andre erhverv er man imidlertid behørigt uddannet og trænet, velforberedt og mentalt og fysisk klædt på til disse konfrontationer. Desuden har man en fagforening og en ledelse i ryggen. Ingen af disse faktorer gælder for prostituerede, som ofte oplever volden når de er 100% sårbare og helt fysisk afklædte. Som Tanja Rahm udtrykte det i et radioprogram: ”Der er vist ingen andre erhverv, hvor man pludselig risikerer at få stukket en finger op i røven.”

Ingen adgang til godteposen
Groes & Co. arbejder altså for eksistensen af et erhverv med høj risiko for allehånde skader. Men læs nu, hvordan han manipulerer videre: ”Hvis et politi- og straforienteret forbud mod sexkøb er en legitim indsats over for mænds adgang til kvindens seksualitet, ophæves den legitimitet til gengæld af en stigende kontrol med og stigmatisering af kvinden som et seksuelt handlende væsen. Derfor er et forbud ikke nødvendigvis det samme som ligestilling. Forbudstilgang er i sig selv udtryk for et brud med en ellers nedtonet kriminaliseringspolitik i Norden, hvor øget frisættelse af kvinden har stået over formynderisk kontrol.”

Mænds adgang til kvinders seksualitet? Sikke en italesættelse. For det første er det ikke kvinders seksualitet, prostitutionskunder får adgang til. Det er deres kroppe og deres ydelser, på kundens betingelser og efter kundens krav og ønsker. For det andet: ”Adgang”? Ordet signalerer, at vi taler om en attraktiv goodiebag, der kun er åben for særligt godkendte, og at der er noget lidt snerpet ved denne tilgang. Det er en gammelsexistisk ide, at sex i almindelighed er en vare, som kvinder kan belønne eller straffe manden med alt efter om hun udleverer den eller ikke. Og den idé bærer Groes og co. næring til, idet de på samme tid siger, at det er det altså – og at det vil forbudstilhængerne bekæmpe. Men – for det første er sex i almindelighed jo ikke en vare, men som før nævnt efter min – og forhåbentlig den almindelige moderne opfattelse – noget, folk gør med hinanden, fordi de har lyst. Så giver det jo ingen mening at påstå, at nogen skulle synes, at det må de ikke. Men med de retoriske kneb – man fristes til at sige listepik-agtigt – får forskerne her italesat tingene som om, at hvis man vil kriminalisere prostitutionskunder, så vil man ikke have, at folk skal have sex, for man er imod at kvinder har mange sexpartnere, og man er imod at mænd har sexmed kvinder. Det er gudsbenådet sludder og håbløst pladder.

Jo, det handler nemlig om ligestilling
Som så ”leder hen” til ”konklusionen” om at sexkøbsforbud ikke nødvendigvis er ligestilling. Europaparlamentet konkluderer ellers netop i resolutionen – på baggrund af utallige data – at eksistensen af prostitution forhindrer ligestilling generelt. Blandt andet skriver de: “whereas prostitution and forced prostitution are intrinsically linked to gender inequality in society and have an impact on the status of women and men in society and the perception of their mutual relations and sexuality.”

og:

“whereas any policy on prostitution has an impact on achieving gender equality, affects the understanding of gender issues and delivers messages and norms to a society, including its youth”

og:

“Recognises that prostitution, forced prostitution and sexual exploitation are highly gendered issues and violations of human dignity, contrary to human rights principles, among which gender equality, and therefore contrary to the principles of the Charter of Fundamental Rights of the European Union, including the goal and the principle of gender equality.”

Det vedrører altså os alle, om vi har prostitution eller ej. Signalværdien af den svenske model skubber ligestillingen i den rigtige retning, mens accept af kundernes status som forbrugere og købere fastholder stereotyper og en negativ udvikling på ligestillingsområdet.

Derudover er det ikke kun de prostituerede, der rammes af den vold, faget giver kunder mulighed for at udfolde. Resolutionen nævner netop, som citeret før:  “data that show that men buying sex were more likely to commit sexually coercive acts against women and other acts of violence against women, and often presented misogynist attitudes.” De voldelige handlinger rammer altså ikke kun prostituerede, men kvinder generelt. Her minder jeg lige om den EU-rapport om vold mod kvinder, der kom i marts, og som viste at 50% af kvinder i EU har oplevet fysisk eller seksuel vold eller trusler om vold  siden 16-årsalderen. I Danmark er tallet 55 %. Se nationale data her.

Og ja, flest kvinder rammes af partnervold, og flest mænd begår det. En ligestillingsproblematik, som fastholdes og forstærkes, så længe vi insisterer på at holde prostitutionskunders rettigheder i hævd og dermed understøtte et kvindesyn, der burde høre fortiden til.

Alt I alt – det eneste rigtige, Christian Groes og Co. skriver i deres kronik i dag, er den åbenhjertige overskrift: ”Vi ved stadig alt for lidt om handel med sex.”

 

Hekseprøven på Snapchat

Never wife a ho – gift dig aldrig med en luder. Udtrykket blev brugt af en 20-årig CBS-studerende mand i forbindelse med, at han af og til har fået billeder på Snapchat af mere eller mindre afklædte piger.

For det er forholdsvis almindeligt, at teenagepiger sender billeder af sig selv i afklædte og også seksuelle positurer. Det kom frem for udenforstående i den forløbne uge, i forbindelse med hacking og udgivelse af ca. 200.000 billeder af intim og/eller pornografisk karakter, heraf 20-30% danske, fra tjenesten Snapchat.

Psykolog Anna Bjerre, der leder rådgivningssitet girltalk.dk, udtalte forleden til Politiken: “Mange af de piger, vi taler med, tror, at det er almindeligt at sende nøgenbilleder af sig selv, og de føler, at det er nødvendigt for at blive accepteret og anerkendt.”

På et tilsvarende rådgivningssite, sikkerchat.dk, kan man jævnligt se spørgsmål fra piger, der føler sig usikre og pressede, fordi mandlige brugere åbenbart netop gør hvad de kan for at få pigerne til at tro, at det er almindeligt at sende afklædte billeder af sig selv, både på Facebook og på tjenester som Snapchat og eksempelvis den tilsvarende Kik. Det synes at være blevet et helt dagligdags krav fra mange også unge drenge, at de vil have afklædte eller nøgenbilleder af piger, ofte som en slags betingelse for at opretholde forbindelsen.

Som denne pige har oplevet og skriver ind om: “hej jeg er en pige på 15 år og jeg har en app der hedder kik hvor der tit er drenge som jeg ikke kender der skriver til mig. i starten er det fint men nogle gange skriver de ting som, skal vi være kæreste, send et billede af dig i undertøj ovs. jeg synes det er ret grænseoverskridende. hvad skal jeg svare/gøre?”

Følte mig lidt tvunget
Eller denne pige, der har følt et tilsvarende pres til at sende billeder via Snapchat:

“Hej brevkasse. Jeg har et rigtig stort problem jeg håber i kan hjælpe med. For et par dage siden begyndte jeg at skrive med den her fyr som jeg mødte over appen Tinder, vi er begge 16. Vi begyndte så at snappe og det udviklede sig til at han gerne ville have nøgenbilleder. I starten sagde jeg fra, men jeg følte mig lidt tvunget tilsidst og endte så med at gøre det (det skal lige siges at jeg har sørget for ikke at vise mit ansigt på billederne). Han sendte også billeder til mig af sin penis.i går aftes fandt jeg ud af, at han havde snydt mig og at det ikke var ham på billederne. Han har altså løjet bare for at få billederne af mig. Jeg har sendt dem på snapchat i 1 sek, og jeg kan ikke se at han har screenshottet dem, men jeg blev rigtig bange alligevel da jeg engentlig ikke havde lyst i første omgang. Jeg bad ham om at sende et screenshot af sin kamerarulle og det gjorde han så. Jeg kunne ikke se dem der, og han benægter at han har dem. Men jeg er rigtig bange og ved ikke om jeg skal stole på ham. Jeg føler mig så flov! Jeg har forklaret min veninde om det, og hun prøver at hjælpe, men jeg føler mig virkelig flov og er helt fortvivlet. Kan jeg på nogen måde finde ud af om han har billederne af mig? Håber i kan hjælpe… Hilsen den fortvivlede.”

Og denne 12-årige pige: “Hej brevkassen. Jeg er en pige på 12 år. Jeg bor over på Fyn. Over på facebook fandt jeg en mega sød dreng der kommer fra Jylland. Vi har skrevet sammen i ca 1 måned. (Selfølgelig blev vi forelsket i hinanden) Så begynde han at spørge om han måtte få nogle nøgenbilleder af mig. Først sagde jeg nej, men bage efter blev jeg bange for at miste ham. Så, jeg har sendt nogle billeder af mine bryster i bh eller hvor jeg holdte dem så man kunne ikke helt se dem.(..)Problemet er at han har gemt alle de billeder jeg har sendt til ham :( jeg har spurgt ham om han ikke kunne være sød og slet dem, fordi jeg kan ikke lide det. Han blev sur på mig, han sagde at han sletter dem. Men det tror jeg så ikke på. Jeg er mega bange for at sige til ham at jeg kan ikke lide ham mere. Fordi jeg tror at han lægger de billeder ud på facebook og sådan noget. Jeg gider selvfølgelig ikke sig det til mine forældre. Håber i kan hjælpe mig.”

Alt i alt er der mange historier fra piger, som er flove og skamfulde over, hvad de har ladet sig presse til. Alle er de i alderen 12-17, hvilket stemmer overens med at halvdelen af alle Snapchat-brugere er mellem 13 og 17 år, og at det er nævnt, at en del af de hackede Snapchat-billeder er af piger under 16.

Database til afpresning
Pigerne er fuldt ud klar over, at de risikerer at billederne bliver delt videre og brugt til mobning eller måske endda afpresning, som det da også har været foreslået at gøre med de 200.000 hackede billeder. Det er en gruppe norske drenge, der har puslet med denne tanke på en chat om en database med billederne. Planen er eller var, at man skulle kunne søge på navngivne piger eller piger fra bestemte amter eller byer, men hvor de er henne med projektet lige nu, vides ikke, da chatten på drengenes netværk blev lukket efter at sagen kom frem. Portalen 4chan, der er eksperter på områderne hacking, offentlig ydmygelse og aggressiv sexisme, menes ligeledes at være i gang med en kategorisering af billederne.

Og her kommer vi tilbage til udtalelsen “Never wife a ho.” Vi har altså en kultur, hvor meget unge piger og pigebørn ned til 11-12-årsalderen manipuleres på fast basis til at føle, at de skal overskride deres egne grænser ved at sende billeder af sig selv, som de selv føler er for afslørende og intime til at de har lyst til at gøre det. Men som rigtig mange af dem alligevel går med til at gøre, for ellers er de bange for ikke at blive opfattet som friske, smarte, dejlige eller interessante nok til opmærksomhed fra drengene/mændene. En kultur, hvor mange drenge og mænd føler sig fuldt berettigede til at lægge dette pres på pigerne  og køre på med krav, der møder modstand og utilpashed. Krav, som de fortsætter med, eller fremsætter på ultimatum-vis indtil de opfyldes. Krav, hvis opfyldelse giver ikke bare umiddelbar gevinst, men også bonus i form af en klemme, som de så har på pigen, fordi det i denne kultur ligger i luften, at billederne kan bruges til afpresning eller afstraffelse..hvis der f.eks. ikke kommer endnu flere billeder med endnu mere bar hud eller særlig action. Det har været gjort en del gange, blandt andet i Danmark via den nu lukkede Facebook-side Snapchat 18+, hvor de fleste offentliggjorte billeder dog var af piger under 18 og helt ned til 13 år, og i denne sag fra USA.

blog hekseprøve

Flyd ovenpå og bliv brændt
Ikke desto mindre er der også piger, formentlig stadig flere, der helt på eget initiativ sender nøgenbilleder af sig selv på Snapchat. Det er en naturlig konsekvens af den ungdomskultur, der udvikler sig i disse år. Det er klart, at de gældende dansetrin i en kultur følges af de fleste. Ellers er man jo en outsider og, hvad denne sag angår, en bænkevarmer, en snerpe, en Karla Kedelig etc., og der vil til enhver tid være rigtig mange i en ungdomskultur, der ikke har overskud og køligt overblik til at analysere korrekt og holde sig helt udenfor socialt pres og forventninger. Som psykolog Anna Bjerre også udtaler i Politiken om Snapchat-sagen: “Engang var det nok at have flotte øjne. I dag skal du også have en god røv og nogle gode bryster.” Og det skal man altså ikke være bange for at få vist frem! Det har pigerne lært.

Og her falder de så for hekseprøven. Den gode gamle: Hvis du er ren, går du til bunds og drukner – men hvis du er en heks, flyder du ovenpå – og så skal du brændes. Pigerne vil ikke drukne ved at være socialt udenfor, tabere, outsidere, lonere, usexede. Så de sender beredvilligt billeder af sig selv til drenge som den 20-årige CBS’er, der udtaler sig i artiklen. Og konsekvensen er, at han – og hans ligesindede - fælder dommen: ”Never wife a ho.” Konceptet er udbredt og diskuteres på mange amerikanske sites og fora: Man skal ikke gifte sig med en luder, dvs. en “nem” pige, dvs. en pige der har haft sexpartnere før eller som bare virker tilgængelig – hvilket hun blandt andet kommer til, hvis hun har sendt et nøgenbillede af sig selv på Snapchat.. Og så kan man brænde hende, mener blandt andre dem, der har hacket billederne på Snapchat, og alle dem på 4chan og deres tusindvis af tilhængere, og de norske drenge, der vil hænge pigerne ud via deres billeder.

1400-tallet og de friske fyre bag Heksehammeren har ringet. De er overmåde tilfredse med, hvordan vi viderefører et syn på kvinder fra deres første tegn på kønsmodning ved at presse og true dem seksuelt og derefter, hvis de giver efter for presset, tage afstand til dem, kalde dem ludere og i øvrigt være enige om at det er så skamfuldt at udstille et billede, hvor en pige ser tilgængelig ud, at det kan bruges til at ydmyge og afpresse hende med, til hun selv sørger for sin egen aflivning af sin for vor kultur så formastelige person ved at begå selvmord. Det gjorde f.eks 16-årige Amanda Todd, der var blevet presset til at lægge nøgenbilleder ud af sig selv. I dag slipper vi for at afbrænde piger, vi har gjort til hekse – vi har opdraget dem til selv at klare sagen!

Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.

 

Danmark er Nordens svar på Pattaya (kronik)

Som dansker føler man sig lidt som en lurvet udkantstype i en nordisk ligestillingskonference. – Nej, busser med bare bryster, DET ser vi trods alt ikke hos os!? – Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere  på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weeekend. Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i hygge-Danmark, der gjorde os bemærkede verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmann-program på statsfinansieret public service-TV, ligesom vi  ligger placeret i EU-toppen når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder. Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og  – som EU har redegjort for – en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe. For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik, og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenterede,  sexchikanerede og – for godt halvdelens vedkommende – rammes af kønsrelateret vold..

I ligestillingsdebatten bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området.  Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes end lovgivningen – på en del områder – lægger op til.

For at tage et konkret eksempel, så har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane. Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.  Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig trygge via kvindeetagen,  skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge.

På den måde vandt en mands behov over kvindernes – med alle de paragraffer der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen. Vi kan lære i hvert fald to ting af forløbet: 1)Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag, og ikke mindst i voldtægtssager, udfra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur i og med, at de underordner kvinders behov i forhold til mænds. 2)Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse – kønsrelaterede – trusler og risici. Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrrede og irriterede af reelle kønsrelaterede problemer. De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer, er typisk mænds, og samtidig en del af DNA’et i en fælles, national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer at vi ikke anerkender virkeligheden. Denne virkelighed med dens reelle risici og konkrete indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker, som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem – sexisme, er et af ordene – at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt – som kan ramme når som helst og hvor som helst og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f.eks. Men selvom vi lærer fra små at begå os og lade som om, der ikke er nogen klods, så giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær, og for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år. Den viste bl.a. at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også,  at ca. 80% af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane.  Igen på trods af, at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.   Der er stadig uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl.a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langt fra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane. I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller  irrelevant ved rapporten. Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet. Guardian, BBX, The Independent og Al Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalist-pædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man  kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret I letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Al Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen – den om vold mod kvinder ( som Danmark efter to årsbetænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA’s arbejde var noget irrelevant makværk. The Independent  talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både NGO’ere, den britiske regering og oppositionen. Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var  gang med det. Independent’s overskrift er, at kvinder ”indrømmer” – admit – at de bliver udsat for det her.

I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne ”oplever,” at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af research-chefen hos FRA, Joanna Goodey: ”Hvis dette var sket udenfor Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden,  så ville vi forvente at EU’s ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt.” På samme måde var Kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top. Hindustan Times i Indien går grundigt ind i  tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ”ABUSED – SHAMED”. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke!

Tilbage i de danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen: At kvinderne i rapporten ikke er troværdige..Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte og med at vi er mere ligestillede end dem fra f.eks. Øst- og Sydeuropa, og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikanerede – og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: Hysterisk pjat. Man glemte i den forbindelse at nævne,  at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder, kvinder anmelder til politiet. Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle “sarthed” i forhold til at acceptere ”et klap i numsen,” som det så jovialt blev udtrykt i danske medier. Vores mediers reaktion – og navnlig eklatante mangel på reaktion – vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer. Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.  WTF?

Denne holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økologisk system i balance med sig selv. For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt at man i alle de tusindvis af små sager, som den om Bella Sky, kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For – der ER jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser at 80% af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende?

I den mere alvorlige del af spektret vil politet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centeret men vælger ikke at anmelde, steg fra  24 procent i 2009-2010 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

Den herskende offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet – vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe LALALALALALA i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af Øreklapstolsklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

Har været bragt som kronik i Politiken den 21. juni 2014

Tillykke til en anonym og emsig medborger!

Blog Bella Sky

Hej, anonyme sønderjyde. Hvor må det være en stor dag i et lille liv i dag. Landsretten holdt med dig i at der ikke må være en kvindeetage på Bella Sky. Du har vundet slaget om 20 værelser, der skulle give kvinder tryghed i forhold til at undgå sexchikane. Det ville være en uudholdelig sten i dine ligtornskasser, hvis der var et helle på 20 ud af 812 værelser på hotellet. Men nu slipper du for den, for hoteldirektøren orker ikke at gå videre med sagen, og i morgen åbner Bella Sky den 17. etage – kvindeetagen – for mænd.

Du har aldrig selv været på hotellet, ved jeg. Men da du hørte, at der var indrettet en kvindefløj, blev du grebet af nagende nid, der plagede dig i en grad, så du var nødt til at klage. Du satte dig indædt for at ødelægge en venlig serviceforanstaltning, der skulle gøre opholdet i København tryggere og bedre for dem, der måtte ønske det – og som for nogle var den eneste mulighed for overhovedet at kunne rejse til Danmark.

Men du besværede dig aldrig med at vove dig helt over til København for at se, hvad det var, du var besat af at eliminere. Du havde måske heller ikke lyst til med egne øjne at se det groteske forhold mellem de 20 værelser for kvinder og så de 812 værelser, som er for alle køn. Måske ville det så stå tydeligt for dig, hvad det egentlig var, du var i krig mod.

Dit liv må være bemærkelsesværdigt sølle, siden du har behov for at sidde ovre i Sønderjylland og blive rasende over et tiltag i hovedstaden, som aldrig vil kunne genere noget menneske. Medmindre du mener, at der sandsynligvis vil være overbelægning på hotellet så ofte, at det tit er et problem for tilrejsende jyske mænd, at der ikke er 812 værelser til rådighed for dem fremfor 792, og at staklerne derfor må sove ude i regnen.

Men selvfølgelig – det er jo udelukkende en principsag for dig. Der må ikke være forskelsbehandling – af mænd. Det har formentlig aldrig irriteret dig, at der i utallige årtier har fandtes frimurer- og andre loger, hvor kvinder uden logiske begrundelser ikke har adgang – trods det, at mændene så vidt vides ikke er nøgne i disse forsamlinger.

Derimod gnavede det hårdt i din sjæl, da du hørte om det københavnske hotel. Hvad tænkte du? ”Så skal de kællinger kraftedme have særbehandling igen.” Noget i den stil? Men hvorfor? Hvad er det der irriterer dig så voldsomt ved det?

Det har tydeligvis også irriteret Ligebehandlingsnævnet, som valgte at tolke loven, som de gjorde, og give dig medhold. Og altså flertallet i Østre Landsret i dag. Der jo ellers, som direktøren for Institut for Menneskerettigheder påpegede i Radioavisen i dag, kunne have fulgt mindretallets anbefaling i forhold til at tolke loven: At noget kan være af så lille betydning at det ikke falder inden for lovens rammer. Institut for Menneskerettigheder er enige med landsrettens mindretal. De synes, sagens udfald er ærgerligt på flere planer, og som de siger:”Vi har erfaring for, at der er udenlandske kvinder (…) der har behov for at finde hoteller, hvor der er kvindeetager. De får ikke lov til at rejse til konferencer, hvis disse hoteller ikke findes. Man skulle have givet plads til det her.”

Og det kunne være oplysende at vide, præcis hvad der fører til rettens flertals tolkning, som altså er udført i samklang med din gnavende surhed over de 20 værelser ud af 812 på et hotel, hvor du aldrig har sat dine ben. 20 værelser, hvis eksistens åbenbart føltes for dig, som om nogen havde taget din slikkepind ud af hånden på dig, fordi de var øremærket til at være et lille privilegium for kvinder i en verden og en hotelbranche, hvor alle ved, at der er massivt overtal af rejsende mandlige forretningsfolk, konferencedeltager, repræsentanter for og af dette og hint, der bevæger sig rundt hver dag – og som derfor dominerer, fylder og har plads overalt på verdens hoteller. Men nu skulle der altså være en mikroskopisk oase, som godt nok aldrig ville kunne støde på dine fysiske – formentlig mange – ligtorne eller tisse på din analoge sukkermad – men som har pint dig så græsseligt, at du måtte sætte hele dette maskineri i gang og jagte et hotel rundt i manegen for et udmærket initiativ, der kunne være til gavn og glæde for nogle kvinder uden nogensinde at gøre livet besværligt for en eneste mand – eller kvinde.

Men – det var en torn i øjet på dig, og hvor må dit hjerte frydes over, at du har fået manifesteret…hvad?? Hvorfor vil du ikke komme ud af busken og fortælle, hvad det helt nøjagtigt er, der har generet dig så fantastisk? Det gør man normalt, hvis man har et principielt anliggende, man er for eller imod. Medmindre man skammer sig over det, naturligvis. Har du måske selv en fornemmelse af, at dit had mod den 17.etage på det fjerne københavnske hotel udspringer af nogle mindre præsentable følelser? Er det noget misundelse, over at der er kvinder der har råd til at tage på hotel, hvor du måske ikke selv har råd til at bo overhovedet? Eller plejer du at tage på hotel i så stor udstrækning, at du føler, det er dit – eller mænds – territorium, som ingen har ret til at anfægte om end nok så ubetydelig lidt? Er det almindelig forsmåethed – lidt i familie med det, politiet kalder  ”ulykkelig kærlighed” når fx en mand stikker sin ekskæreste ihjel? Har du mange dårlige oplevelser med kvinder, eller måske bare nok til, at du føler dig i din gode, nidkære ret til at hævne dig på et helt køn, principielt, og bare fordi du kan? Jeg gætter bare, for jeg forstår ganske enkelt ikke dit motiv.

Men du må selvsagt føle en enkelt sejr i dit liv, nu da de høje folk i landsretten – i hvert fald de fleste af dem – har slået knuder på sig selv for at manifestere, at vi her i landet mener, at der ikke må eksistere privilegier for kvinder, hvis det på nogen måde kan forhindres. At Ligebehandlingsnævnet efter denne sag har fået stemplet ”Magnet for tossesager,” og at Venstre udtaler, at dommen skriger til himlen, kan du sikkert lade gå hen over dit oprejste hoved. Ligestillingsministeren har godt nok været ude og sige, at han synes der bør være en bagatelgrænse for, hvad nævnet behandler. Men han vil skam stadig lade det være op til dem selv at vurdere hvor grænsen går – så du kan være heldig, at der kommer flere tiltag, hvor du kan udfolde din emsige nidkærhed.

Og føle den samme sejrsglæde over de store ting, du udretter, som du utvivlsomt føler i dag. Igen: Tillykke!

blog bella sky flag

 

Den dejlige, maskuline folkeskole

Nu skal vi igen læse om den “femininiserede” folkeskole – det er i dagens Politiken, den bliver omtalt endnu en gang som en fastslået indiskutabel ting, der jo helt bestemt findes. Både interviewpersonen og journalisten omtaler begrebet uden spørgsmålstegn.

Denne onde, femininiserede folkeskole, der vanrøgter drengene så forskrækkeligt, som det hævdes jævnligt, på en måde man nok ville kalde skinger, hvis det havde handlet om noget med at piger eller kvinder blev dårligt behandlet. Men uha – konceptet med den enormt kvindelige folkeskole, der er blevet totalt gennemsyret af drengeundertrykkende feminine værdier, bliver aldrig kaldt skingert – det bliver tværtimod bare slugt som en kalv der nedsvælges i en resolut mundfuld af en sulten python.

Det er synd for drengene – for folkeskolen er feminiseret – og det er den ifølge denne artikels forfatter, i og med at: ” Skolens hverdag indrettes efter de kvindelige læreres normalitetsbegreb og grænser og pigernes tilgang til verden.” Noget der ifølge denne artikels forfatter er sket siden midten af 80’erne. .. Det vil sige noget med, at drengene skal sidde stille og have grænser. De må ikke drøne rundt og være udadreagerende i timerne. Men det måtte de altså før? I spanskrørets tid? I dagene da de færreste piger kom i gymnasiet? Aha. Lektor Blomme var en superfeminin type med en rigtig pigetilgang til verden, jvf  den særlige pædagogik han praktiserede overfor drengene?

blog skole lektor B

Hvilket jo også må gælde de utallige andre lærere, som er beskrevet i erindringslitteratur fra høj og lav (mand) gennem de sidste 200 år. Alle dem, der opretholdt en benhård disciplin ift alt det der kvindelige ”sidde stille”-crap.

Men altså, alt dette må så høre til undtagelserne. For hvis femininisering af folkeskolen først slog igennem i 80’erne, har den åbenbart indtil da været styret af det maskuline. Og det er åbenbart det modsatte af at sidde stille og koncentrere sig, som jo er den feminiserede folkeskoles særlige, drengeundertrykkende dyd.

blog skole straf

Så i virkeligheden har folkeskolen frem til 80’erne været præget af kaos i klasseværelserne, råbende, syngende, dansende, boldspillende elever, som havde lærernes anerkendelse til det hele.

Jeg ser for mig landsbylæreren i starten af 1900-tallet, udstyret med en bongotromme , som eleverne kan improvisere sang og dans til. Det gør nogle af dem, idet de hopper op og ned og råber ”FISSE” af deres lungers fulde kraft i takt til musikken. Tre af drengene er i gang med en solid slåskamp midt på gulvet, fire af pultene er væltet, og oppe på kateteret står fire elever og hepper på slagsbrødrene.  To andre har ved hjælp af en lup og et iturevet verdenskort som optænding sat ild til skelettet nede i hjørnet, mens fire skyder til måls efter klassens tykke dreng med deres slangebøsser. En er hoppet ud af vinduet, og nogle andre står og råber ud efter ham. Den kreative gruppe er ved at fylde tavlen med mere eller mindre naturtro gengivelser af tissemænd. En enkelt læsehest har frivilligt ønsket at terpe dagens gloser, og er derfor flankeret af en tålmodig hjælpelærer, som dunker ham opmuntrende i ryggen og belønner ham med en af konens hjemmebagte pebernødder, hver gang han giver et rigtigt svar.

Senere opfandt en særlig maskulin lærer den hoppebold, som man kan sidde og hoppe rundt på, og da eleverne foretrak at være i bevægelse hele tiden, så afskaffede man fluks alle borde og stole. De blev faktisk først genindført med feminiseringen i 80’erne, og det var altså først her, den sorte skole opstod. Alt andet er feministisk spin. Folkeskolen var nemlig i virkeligheden meget sjovere, dengang det kun var mænd, der bestemte, hvordan det gik til.