Medier, der hader kvinder, der ikke elsker hverdagssexisme

blog new york

Har kvinder ret til at føle sig krænkede, når mænd antaster dem? Det har været ugens spørgsmål, især i kølvandet på vidoen med kvinden, der bliver antastet mere end 100 gange på 10 timers gåtur i New York. I Berlingske i går kunne filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt heldigvis sætte alting på plads, da han svarede på alle kvinders vegne: “Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning.” Og han fastslår, at videoen ikke er relevant for danske kvinder, og at den ikke burde forarge danskerne. Berlingske har så i øvrigt valgt ikke at tale med nogle af de kvinder, der faktisk føler sig krænkede over antastelser, og som derfor mener, at videoen er relevant.

Dem er der ellers rigtig mange af i de debatter, der ugen igennem har kørt på de sociale medier. Bl.a. på 22Skammelsens Facebookside, hvor adskillige kvinder over flere dage berettede om, hvad de selv har oplevet på de danske gader, og hvordan og hvorfor det føles ubehageligt.

Midt i alt dette udkom tilfældigvis en udgave af programmet DR3 bestemmer (i mandags), hvor et af spørgsmålene til de to “dommere” og en indkaldt “jury” lød: Er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i måsen?

Det handler naturligvis om, hvorvidt en kvinde er snerpet hvis hun ikke kan lide, at mænd tager på hende.

En pige i 20′erne anklagede konkret sin veninde sådan her: “Jeg anklager Amalie for at være lidt hysterisk og reserveret med den fysiske kontakt. Hvis man er i byen og man får et lille nap i numsen og en kærlig kommentar, så skal vi ikke ud i krise og drama og kollektivt had og feministisk ego osv. Så tager man det som den kompliment, det i princippet er.”

Værten spørger så, hvor grænsen mellem “et lille venligt klap” og chikane går? Pigen siger så, at det kun er chikaneagtigt hvis den samme person gør det flere gange!

Værten italesætter det frisk, som om Amalie er hysterisk, og spørger hende derefter, hvad man egentlig “må” for hende, når hun er i byen. Hvortil hun siger: ”Man skal bare lad være med at røre på mig på den måde.- det er MIN numse.” Men da hun så bliver gået på klingen med, om “man” må tale til hende: ”Må man godt komme op og sige hvor er du lækker?” føler hun alligevel, at det skal hun “i det mindste” give lov til. Det ligger klart i luften, at nogen har krav på noget fra hende, og at det skal hun indordne sig efter. Den mandlige “dommer” indrømmer da også med bredvillig stolthed, at han selv gramser løs på fremmede piger og deres røve i byen: ”Der er 1,5 promillegrænsen – så bliver der klappet, og taget også, og så videre,” siger han med stor selvtilfredshed, og værten og flere andre får et hyggeligt latteranfald, der 100% klapper manden på skulderen, fordi han praktiserer freestyle gramsning i byen. Han indrømmer med fornøjelse, at der ER nogle, der er blevet sure, og han har også fået en lussing på et tidspunkt. Ha,ha, det er sjovt!

Da juryen umiddelbart er stemt for, at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur over at blive taget på røven i byen, er værten ved at falde ned af stolen af overraskelse. han kvitterer da også med bemærkningen: ”Størstedelen af juryen mener at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur…, så I er faktisk nogle snerper alle sammen!”

Senere skal vi have afgørelsen, og spørgsmålet til juryen lyder: “Jury, er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i numsen?”  Det, der hedder et ledende spørgsmål, med en klokkeklar bias: Et “lille klap i numsen” lyder jo fuldstændig overlagt som noget hyggeligt, rart og ønskværdigt – ordet “lille” er uskyldigt, det samme er ordet “klap” – det lyder som et ønsket kærtegn alt i alt – og så er det “i numsen” så man associerer lidt til små børn. Ordet snerpet er så modsætningen – og det er som bekendt et negativt ladet ord, som altid bruges i forbindelse med modvilje mod chikane og uønskede tilnlrmelser, overgreb m.m.

Alligevel svarer 59% af juryen nej til spørgsmålet, og dermed har Amalie lige præcis “vundet” sin ret til at blive sur over hverdagssexistiske berøringer. Og værtens overraskelse er betragtelig – han ser helt vantro ud, tøver med at læse kendelsen op og og lyder som om, han er alvorligt i tvivl om der foreligger en fejl, da han modvilligt forkynder dommen.

Amalie fik altså ret til at blive sur over at blive raget på i byen. Fantastisk for hende – så mangler der bare, at alle andre kvinder får den samme ret. Hvis Berlingske følger sin artikel om gadechikane op med en tilsvarende “jury” i form af en undersøgelse, kan man håbe, at det går lige så godt. I modsat fald har vi altså IKKE ret til at føle os krænkede. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at vi så ikke længere får den følelse, når nogen gør noget, der er krænkende for os. Men hvis vi ikke har ret til følelsen, så er det til gengæld afgjort, at vi i hvert fald skal holde vores kæft og lære at leve med det. En mulighed, som både DR og Berlingske lægger op til i deres vinkling og italesættelse af kvinders oplevelser med hverdagssexisme. Som i sig selv er hylende hvinende sexistisk med diskursen om, at nogen har ret til at bedømme, hvad der er belastende for rigtig mange kvinder.

 

 

 

Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.

 

Husk at grine ad salaten

blog idealer dameblad

Hvorfor kvinder ler ad salat – et af de interessante spørgsmål, der behandles i dette blad, som også lover at forklare læseren alt, hvad hun gør forkert, og hvordan hun bare ser vildt gammel ud. Det er jo for fristende til ikke at betale 70 kr for at få med hjem i sofaen efter en lang og stressende dag, ikke? Det har jeg da også gjort uendeligt mange gange siden jeg var 18, og det er der så mange andre der også gør, at denne type blade er en kæmpeindustri. Det viste eksempel er godt nok ikke et rigtigt dameblad med navnet “Bloody Awful”, men en slags koncentrat af alle dame/modemagasiners forsider, lavet af bloggeren Tecnically Ron. Som rammer aldeles plet, for det ER netop det, der står i bladene.

Trods mange års forsøg på opdragelse via konsumption af budskaber fra disse blade og deres annoncører og andre, der mener det samme, så makker jeg stadig ikke ret sådan helt inderst inde. Jeg er f.eks. stadig ikke begyndt at putte mine parfumeflasker i munden, selvom jeg ved Gud har haft mange af slagsen til at hænge ud på hylderne og friste mig.

blog idealer parfume i mund4blog idealer parfume i mund2blog idealer parfume i mundblog idealer parfume i mund6

Jeg må faktisk tilstå, at jeg generelt har et issue med at lade være med at lukke munden. Det er noget rigtigt rod med mit mundlukkeri, det erkender jeg 100%. For jeg har gennem 30 år lært, at det er normalt for kvinder at holde munden åben og virke lidt afventende, bare for en sikkerheds skyld.

blog idealer åben mund blog idealer åben mund13 blog idealer åben mund2 blog idealer åben mund3 blog idealer åben mund4 blog idealer åben mund7 blog idealer åben mund9 blog idealer åbenmund9

Min næste tilståelse er, at jeg åbenbart er sørgeligt blottet for humor, for jeg kan ikke se det morsomme i salat, og det er atypisk for mit køn. Det må altså være mig, der er noget i vejen med: Kvinder SYNES jo, at salater er fuldkommen sindssygt grineren.

blog idealer salatigen2

blog idealer salat2 blog idealer salat3 blog idealer salat4 blog idealer salat5

For nogle år siden samlede bloggen The Hairpin faktisk et udvalg af flere eksempler fra billedbureauer på, hvordan det normalt ser ud, når kvinder spiser salater, som man også kan forvisse sig om her. Det har jeg da også tit set i dameblade, hvor salatopskrifterne altid står i kø for at redde alle os voldsomt og upassende overvægtige læsere. Men som sagt – jeg venter stadig på, at det bliver umuligt at holde latteren tilbage ved synet af et salathoved.

Jeg har også udfordringer i forhold til andre ting, som gennemgående er nogle af de sjoveste i verden for kvinder. Nogle af dem anbefales som fast efterårspensum af denne svenske blogger, der har noteret sig, hvad alle kvinder skal huske på denne årstid. Bl.a. at grine ad thekopper og regnvejr.

blog idealer thekopblog idealer høsthop

Måske er jeg bare for maskulin. For mænd kan tydeligvis godt lade være med at sutte på deres parfumeflasker. Mænd bruger parfume fordi det dufter godt – ikke for at fedte rundt med flakonerne i ansigtet. Ligesom de sagtens kan lukke munden og se lidt initiativrige ud i stedet for bare at sidde og se ud som om de venter på, at nogen skal gøre noget ved dem og deres åbne munde. Mænd synes heller ikke i almindelighed, at hverken salat, the eller regn er til at dø af grin over. Mon ikke det hele skyldes, at de simpelthen er mere fornuftsbetonede i deres tilgang til tingene og i øvrigt har en langt mere avanceret humor? De griner i hvert fald ikke ad åndssvage ting og bliver heller ikke fjantede på en lidt småforlegen måde, fordi de ses spisende, sådan som vi ser kvinder afbildet – med sådan en form for dårlig samvittighed uanset om det er noget usundt eller noget sundt – det sunde spiser man jo tydeligvis for at være artig, fordi man har været uartig og spist noget, man ikke måtte, og så fniser man som et børnehavebarn, der bliver grebet i at stjæle småkager. Den slags roder mænd sig ikke ud i, for de er simpelthen mere rationelle i forhold til sig selv, og derfor slipper deres blade også for forpligtelsen til at gøre dem opmærksomme på deres behov for at tabe sig. Det har de selv styr på - selv om ingen mænd i udgangspunktet er fjollede nok til at blive overvægtige. Det er de klare budskaber, jeg får.

Men jeg er jo ikke mand, så jeg har ikke alle disse fordele, men tværtimod bare ulempen ved at være forkert bygget inde i hovedet, sådan rent kønsmæssigt. “Så kunne du jo lade være med at købe de blade og se på alle de billeder, hvis du synes det giver dig problemer,” er der sikkert en rationel person, der vil råde mig til. Jeg prøver også.  Men opfattelsen af, hvordan kvinder skal opføre sig, er jo ikke noget, der findes isoleret i 85.000 mode- og dameblade og 10.000.000 reklamer og billeder på busserne, vejene, internettet og i TV og aviser, f.eks. Jeg ved godt, at hvis jeg virkelig ville, så kunne jeg undgå dem. Det er bare et spørgsmål om at melde sig til det kommende reality-show på Mars, så er den potte ude. Men det hele forsvinder jo ikke af den grund. Alle fremstillingerne, der sælger parfume, tasker, læbestift, slankekure og så videre, er jo bare en spejling og fastholdelse af de ideer og uskrevne vedtægter, vi har i forvejen i vores kultur, som ligesom er en dynamisk del af dna’et i den måde vi tænker om os selv og andre mennesker og hvordan vi interagerer og socialiserer osv. Så ingen kan egentlig undgå dem, selvom der altid er nogen, der synes det er nemmest at påstå, at hvert enkelt menneske er en ø og at man selv bestemmer, om man bliver påvirket af den omgivende kultur. Så selv på Mars ville jeg gå rundt i og bruge energi på enten a)at vide, at jeg ikke falder ind i den rolle, min kultur har tiltænkt mig, og at nogen derfor synes, jeg ikke er god nok som kvinde eller b)at forsøge at holde munden åben og se ud som om, jeg bare venter på at nogen skal putte noget ind i den, ind i mellem at jeg skulle anstrenge mig for at trille en perlende latter ved synet af salathovedet på pakken med madtabletter.

Man kan selvfølgelig også bare grine ad, hvor latterligt det er. Det er også nemmere, når man er blevet voksen nok til ikke længere at blive påvirket så voldsomt, selvom man naturligvis lever i synergi med sin kultur og den måde, andre ser en, uanset hvor gammel man bliver.

For børn og unge er det en anden sag: Ifølge en undersøgelse blandt engelske piger og kvinder mellem 11-21 år fra 2013, så tror langt de fleste piger og unge kvinder mellem 11-21 år, at kvinder kun bedømmes på deres udseende og ikke på, hvad de kan præstere. Det gælder helt nøjagtigt for 87% i denne aldersgruppe.

Det påvirker altså piger og unge kvinder, hvordan de bliver fremstillet, og de føler det som krav, de bør leve op til, i en grad så ni ud af ti kan mene, at deres udseende er det vigtigste, de kan byde på. Budskaberne om hvad kvinder bør gøre og hvordan de skal se ud, som om de har det, selvom det er åbenlyst idiotisk, har altså en effekt. Ja, også det med parfumeflaskerne. For det siger, at man bør bruge energi på at se seksuelt parat og passiv ud og være et objekt, som hverken virker for klog eller initiativrig til at skræmme nogen som helst (mand) whatsoever. Energi, man kunne have brugt på noget andet, indtil man måske helt af sig selv fik lyst til sex. Og også det med salaten, der siger, at man skal elske at holde sig slank og huske at se lykkelig ud, mens man gør det, og også lidt “jeg-ved-godt-jeg-er-lidt-fjollet-dumme-lille-mig,” så man ikke virker som om man virkelig føler at man har ret til overhovedet at få noget at spise, men til gengæld er taknemmelig for at man må gøre det alligevel – og dermed har taget alle forholdsegler for ikke at være til gene, men kun til 100% behag. Det er budskaberne. Og budskaber der gentages på den måde i det uendelige – de går ind.

Så det er ikke bare til at klaske sig på lårene ad, når kvinder fremstilles på idiotiske måder. Selvom det er til grin.

blog idealer salatigen

 

.

Den dejlige, maskuline folkeskole

Nu skal vi igen læse om den “femininiserede” folkeskole – det er i dagens Politiken, den bliver omtalt endnu en gang som en fastslået indiskutabel ting, der jo helt bestemt findes. Både interviewpersonen og journalisten omtaler begrebet uden spørgsmålstegn.

Denne onde, femininiserede folkeskole, der vanrøgter drengene så forskrækkeligt, som det hævdes jævnligt, på en måde man nok ville kalde skinger, hvis det havde handlet om noget med at piger eller kvinder blev dårligt behandlet. Men uha – konceptet med den enormt kvindelige folkeskole, der er blevet totalt gennemsyret af drengeundertrykkende feminine værdier, bliver aldrig kaldt skingert – det bliver tværtimod bare slugt som en kalv der nedsvælges i en resolut mundfuld af en sulten python.

Det er synd for drengene – for folkeskolen er feminiseret – og det er den ifølge denne artikels forfatter, i og med at: ” Skolens hverdag indrettes efter de kvindelige læreres normalitetsbegreb og grænser og pigernes tilgang til verden.” Noget der ifølge denne artikels forfatter er sket siden midten af 80’erne. .. Det vil sige noget med, at drengene skal sidde stille og have grænser. De må ikke drøne rundt og være udadreagerende i timerne. Men det måtte de altså før? I spanskrørets tid? I dagene da de færreste piger kom i gymnasiet? Aha. Lektor Blomme var en superfeminin type med en rigtig pigetilgang til verden, jvf  den særlige pædagogik han praktiserede overfor drengene?

blog skole lektor B

Hvilket jo også må gælde de utallige andre lærere, som er beskrevet i erindringslitteratur fra høj og lav (mand) gennem de sidste 200 år. Alle dem, der opretholdt en benhård disciplin ift alt det der kvindelige ”sidde stille”-crap.

Men altså, alt dette må så høre til undtagelserne. For hvis femininisering af folkeskolen først slog igennem i 80’erne, har den åbenbart indtil da været styret af det maskuline. Og det er åbenbart det modsatte af at sidde stille og koncentrere sig, som jo er den feminiserede folkeskoles særlige, drengeundertrykkende dyd.

blog skole straf

Så i virkeligheden har folkeskolen frem til 80’erne været præget af kaos i klasseværelserne, råbende, syngende, dansende, boldspillende elever, som havde lærernes anerkendelse til det hele.

Jeg ser for mig landsbylæreren i starten af 1900-tallet, udstyret med en bongotromme , som eleverne kan improvisere sang og dans til. Det gør nogle af dem, idet de hopper op og ned og råber ”FISSE” af deres lungers fulde kraft i takt til musikken. Tre af drengene er i gang med en solid slåskamp midt på gulvet, fire af pultene er væltet, og oppe på kateteret står fire elever og hepper på slagsbrødrene.  To andre har ved hjælp af en lup og et iturevet verdenskort som optænding sat ild til skelettet nede i hjørnet, mens fire skyder til måls efter klassens tykke dreng med deres slangebøsser. En er hoppet ud af vinduet, og nogle andre står og råber ud efter ham. Den kreative gruppe er ved at fylde tavlen med mere eller mindre naturtro gengivelser af tissemænd. En enkelt læsehest har frivilligt ønsket at terpe dagens gloser, og er derfor flankeret af en tålmodig hjælpelærer, som dunker ham opmuntrende i ryggen og belønner ham med en af konens hjemmebagte pebernødder, hver gang han giver et rigtigt svar.

Senere opfandt en særlig maskulin lærer den hoppebold, som man kan sidde og hoppe rundt på, og da eleverne foretrak at være i bevægelse hele tiden, så afskaffede man fluks alle borde og stole. De blev faktisk først genindført med feminiseringen i 80’erne, og det var altså først her, den sorte skole opstod. Alt andet er feministisk spin. Folkeskolen var nemlig i virkeligheden meget sjovere, dengang det kun var mænd, der bestemte, hvordan det gik til.

 

Har du ret til at være feminist?

Tjekliste for kvindelige feminister:

1. Husker du, hver gang du bringer fokus på kvinder, at sige at du helt bestemt ikke er mandehader?

2. Er du indforstået med at enhver, der er uenig med dig om feministiske issues, har ret til en åbenhjertig regnskabsaflæggelse fra dig om dit sexliv, da dette vægter afgørende ift. om du overhovedet må sige noget feministisk?

3. Husker du, hver gang du nævner kvinders kønsspecifikke problemer og udfordringer, at nævne mindst lige så mange problemer for mænd?

4. Er du klar på at smide alle kvinde-issues i dit eget land – fx om ligeløn, hverdagssexisme eller kønsskævhed i medieoptrædener – direkte over bord og sige undskyld for at bruge din tid på dem, i det sekund nogen påpeger, at kvinder i andre lande har det værre?

5. Er du på samme måde klar til at smide alle disse issues ud af din hjerne og skifte retning, i det sekund nogen ytrer, at de mener, mænd har det meget værre, og at det bør feminister hellere beskæftige sig med, hvis de ønsker ligestilling?

6. Er du med på at svare høfligt og pædagogisk, gerne moderligt og evt. humoristisk på den hyggelige måde, uanset hvilken tone dine mod-argumentatorer bruger, og uanset om de bliver personlige, sexistiske og truende over for dig?

7. Er du rimeligt ung, smuk og slank, og i modsat fald parat til at mobilisere buddhistisk smil og rummelig tavshed, hvis du bliver angrebet for at dine feministiske tanker blot er en udtryk for din bitterhed over din fremskredne alder, din estimerede mangel på seksuel tiltrækningsværdi for mænd og evt. din vægt?

8. Er du klar til at bruge hele døgn på at debattere tålmodigt online  med enhver, der har valgt at afsætte et sådant tidsrum til at anfægte din præmis, din tone, din holdning, dine fakta og din prioritering af hvilke emner, du interesserer dig for?

9. Er du stand-by til eksempelvis at prioritere en liste over fremtrædende kvindelige kommunikatører anderledes, hvis eksempelvis en mandlig kommunikatør hævder, at du i egenskab af feminist er ekskluderende via din liste?

10. Er du indstillet på, at trods det, at al din feministiske aktivitet foregår i din fritid og/eller som ulønnet arbejde, så forventes det, at du lever op til de feministiske værdier og krav, som du tillægges ad hoc, heriblandt alle ovennævnte?

Mit eget svar på alle spørgsmål er nej. Så nu er jeg meget i tvivl, om jeg nogensinde kan blive feminist?

Listen er baseret på egne og utallige andres erfaringer gennem de seneste knap ti år, såvel i Danmark som Storbritannien og USA, primært via research og deltagelse på en lang række sociale medier, blogs, etablerede trykte og elektroniske mediers hjemmesider med debatter i kommentarspor samt diverse TV-debatter, interviews og optrædender. Den synes ikke at være gældende for mandlige feminister, men jeg har tillid til, at en række krav er under udarbejdelse.

blog feminist mansplaining

Slået hjem af penis

blog kampdag hjerte

Jeg giver mig: Der ER kun brug for mandekampdage. Fordi penis. Jeg føler mig sgu som Winston i den lykkelige slutning i 1984: Jeg elsker Store Broder. Jeg er taknemmelig og kærlig, opfyldt af tillid og endelig renset for mine unormale, usunde vrangforestillinger. De er ætset og banket, talt og hamret og brændt ud af mig, i sandhedens navn.

blog kampdag store broder

Det med at kvinder tjener mindre, ejer mindre, arbejder mest i hjemmet – jeg dropper tanken om det. Det med, at der stadig kun er godt 20% kvindelige eksperter på TV – ifølge en ny EU-rapport – og at det er samme tal som for 38 år siden, selvom der er kommet flere kvindelige eksperter siden. It don’t matter.

Og så en af ugens store nyheder, der oven i købet kom tre dage før kvindekampdagen: Det med at 52 % af danske kvinder udsættes for sexchikane og kønsrelateret vold ifølge en anden ny EU-rapport. At danske kvinder er de mest kønsvold- og sexchikaneplagede i hele EU. Ja, den var der ikke så mange der forholdt sig til – udover at man fandt en ekspert, der kunne sige, at rapporten sikkert ikke var til at regne med.

Nyheden havnede da også kun på Politikens side 2 da den kom, mens lederpladsen den dag var forbeholdt noget om at danske par vist ikke har sex tit nok. Og i det følgende døgn brugte de store nyhedsmedier en og samme ekspert til at dække nyheden om EU-rapporten, fordi vedkommende sad med sandheden: En personlig fornemmelse af, at danske kvinder nok har overdrevet helt vildt i undersøgelsen – at de nok er mere sippede i forhold til sexchikane i forhold til for eksempel østeuropæiske kvinder. Selvom rapporten spurgte konkret til, om man f.eks. havde fået en lussing, og så kunne man svare ja eller nej. Men østeuropæiske kvinder ville åbenbart oftere svare nej til sådan et spørgsmål, fordi de ikke tager så meget på vej og også synes en lussing indgår i en hyggelig flirt  - det konkluderede jeg på eksperten og alle overskrifterne, og da de alle var enige om at kalde rapporten grotesk osv – så må det jo næsten være mig, der har været unormal?

Det hele faldt endeligt på plads for mig i går, på kvindernes internationale kampdag. Alle medier var for det første enige om, at vi ikke skulle tage det med “kvinde”kampdag bogstaveligt. Vi skulle meget hellere tale om, at det største ligestillingsproblem i Danmark handler om mænds fædrerettigheder.  Altså det skulle vi hellere tale om netop på kvindekampdagen, og det skulle på forsiderne og i DRs radioaviser osv. Og da jeg så så Politikens tegning i går, med titlen “kampdagen” – ja, så blev den sidste rest af mit tidligere mindset ligesom skrabet ud af mit kraniums inderside, ligesom Winston i 1984 oplever det efter en række måneders ophold i Ministeriet for Kærlighed.

blog kampdag miniluv

På tegningen ses en stor, grov og rasende kvinde i et supermarked, hvor en lille, undselig og uskyldig mandsling ved et uheld er kommet til at støde ind i hende med sin indkøbsvogn – hvor han har bleer, for det er jo mest mænd der køber bleer, og det er faktisk ret synd og et tegn på, at kvinder koster rundt med dem. Men det bedste er, at kvinden råber til ham: “AV FOR SATAN! DIT VOLDELIGE SVIN, JEG SKAL KOMME EFTERDIG – SKA` JEG! I EN EU-RAPPORT!”

blog kampdag igen

- Og da indså jeg, at kvinder jo altid er mænd fysisk overlegne og derfor ikke kan udsættes for vold fra mænd – og at de er ekstremt konfliktsøgende, nærtagende, grove og aggressive – og at hele EU-rapporten følgelig er noget totalt pis. Nej, hvor var det sjovt at indse det på den måde!

Det havde også hjulpet på min opdragelse, at jeg dagen før havde hørt radio 24syv om hverdagssexisme. Her var der en ung pige i studiet, der fortalte forsigtigt om hvordan hun havde følt det ubehageligt, da hun en nat på gaden blev opfordret af to mænd til at komme med hjem og lave en trekant. Værten fremførte muntert, at han skam ville have syntes det var smigrende, hvis han havde mødt to piger, der havde foreslået ham det samme. Han kom godt nok i tanker om en gang på en bøssebar, hvor han var blevet raget på konstant i de fem minutter, han kunne holde ud at være der, og at det havde været meget ubehageligt. Men det så han bort fra, og da en lytter kom igennem og forklarede ham, hvad hverdagssexisme og sexchikane er, og hvor dårligt det føles at blive udsat for det, grinede han så højt og vedholdende, at han overdøvede det meste af det hun sagde. Det gjorde han ikke, da den næste lytter kom igennem – ligesom han heller ikke stillede modspørgsmål, for det var åbenbart en kærkommen fornuftens stemme, som han naturligvis gav frirum til at sætte tingene på plads: Denne lytter påpegede, at kvinder selv er ude om det, når de går på gaden om aftenen, og at mænds hjerner desuden fungerer helt anderledes end kvinders – mænd kan ikke styre sig, og de ved ikke rigtigt hvad de gør, hvis de har fået lidt at drikke..

Så alt i alt er det med kvindernes kampdag åbenbart noget pjat. Man kan selvfølgelig hævde, at det at insistere på at tale om mænds problemer på en kvindekampdag, og sige, at mændenes problemer er større end kvindernes, kan svare til at man bruger en konferencedag om racisme på at tale om den hvide races ubehagelige skyldfølelser.

Men – helt ærligt. Det kan godt være, at danske kvinder får nogen på låget og ikke har det helt optimalt. Men mål det lige op imod hvordan mænd egentlig har det. Når vi nu lægger sammen, hvad vi har lært i medierne: At mænds hjerner fungerer anderledes end kvinders, de kan ikke navigere socialt og afgøre, om de opfører sig grænseoverskridende, de har meget større behov for anerkendelse og hjælp, de kan ikke sidde stille i skolen, deres seksuelle behov skal opfyldes omgående, de er små og undseelige og konstant bange for kvinder, de bliver forkastet som kæreste- og far-materiale af de fleste kvinder(skriver Politiken i deres serie om “Kræsne Kvinder” der belyser hvorfor der er så mange enlige mødre). Jeg har hidtil aldrig selv kunnet se det, for jeg har ved et eller andet sammentræf mødt flest mænd, der ikke levede op til denne mediefremstilling – og forholdsvis få, hvor man kunne sætte kryds ved flertallet af punkter. Men heldigvis kan både privatejede medier og dem med public service-kroner i ryggen oplyse mig. Og jeg kan omsider se, at vi overhovedet ikke bør TÆNKE, at kvinder har problemer. Glem det og vær glad. Penis er trumf.

Prostitution – vores sidste cirkustiger

Borte med blæsten er de. Så mange skønne ting, vi havde:
Kolonitidens elegante charme med masser af imperie-feeling, sukkerplantager og flittige slaver.

blog prost2 Vestindien

Og isbjørneskind foran ildstederne.
Borgerskabets og overklassens tiltalende endeløse gæstebud, som blev holdt på benene af Laura, der tjente forever, 24/7 idet arbejdet bar langt det meste af lønnen i sig selv.
Masser af cigaretter i stuerne og på gaderne, på klubberne, på redaktionerne og i flyet på vej til Rio de Janeiro.

blog prost2 rygning

Cirkustigre – så trist at måtte undvære de dygtige fætre.

blog prost2 cirkustigre

For ikke at tale om offentlige henrettelser, den største folkeforlystelse ever, som samlede hele befolkningen i eufori på torv og fælled, hvor der blev parteret løs, så det var en fryd. Alt det maleriske, fascinerende, ægte – ting der har henrykket millioner og som i dag bare er nostalgiske drømmebilleder med en særlig kolorit og en duft af tiden fra før verden gik af lave.

Tiden før rygepolitik og sundhedsforskning, dyreværnsforkæmpere, fagforeninger og trepartsforhandlinger, moderne lovgivning, demokrati og FN og alt sådan noget kedeligt noget. Alt det, der stopper festen, kortslutter anlægget og tænder lyset med en spand koldt vand af facts og pådutning af dårlig samvittighed og dødssyge krav, der får alting til at minde om en tur med bussen til et forstadsindustrikvarter i regnvejr i januar.

Og nu vil de også tage vores glædespiger. De festlige skøger, de herlige horer, de muntre maitresser, de lykkelige letlevende piger, der er fjasende og fjollede, altid smilende og med på den værste.

blog prost2 mand m luder

De er en nødvendighed i vores liv, de er en grundpille i vores kulturhistorie, hvor de til alle tider har fornøjet sømændene, trøstet kongerne, pirret de blaserte, ægget de elendige og været moderlige over for de mismodige.

blog prost2 loose company

Altfavnende, med alle de bedste træk fra Lolita, Florence Nightingale, Mother Theresa, Jomfru Maria rullet sammen i én on-demand pakke tilsat et generøst skvæt slavetøs, der lyder den mægtige herremand, og selvfølgelig seksuelt til rådighed. I lige præcis den dosis af aktiv eller passiv, pervers eller blid, munter eller klynkende eller bare neutral , som tiltaler Herren lige netop den dag.

blog prost2indfødtbes

Men det allerbedste er jo næsten, at de ALTID har været der, og det at være en mand der går til en luder har ALTID været en mulighed, en rettighed, en naturlighed, selvom der har været enighed i mange kredse om, at man holdt det lige under en tynd overflade af diskretion for samfundsordenens, skinhelligheden og det almindelige hykleris skyld. Men enigheden består samtidig stadig i, at ingen mand skal føle sig forkert eller dårlig eller noget, fordi han betaler penge for sex i stedet for at være sammen med en, der af sig selv har lyst til ham.

blog prost2 prodigal son in tavern

Alle ved, fra litteratur og tilbage til runestenene og frillernes tid, at mænd går til prostituerede. Flere gamle danske konger er sønner af mødre, hvis navne er ukendte, fordi de var friller. Kendte forfattere, malere og musikere har lagt alen til deres ry som levemænd og libertinere, fordi de kunne finde vej hen til en luder – flere forsøger sig såmænd med det endnu, og hyldes derfor som frisindede og farverige, spændende, virile etc.

blog prost2 van gogh

Det er en OK ting at gøre. Hvis du fødes som en dreng, har du det naturlige privilegie, at du må gå til ludere uden at skamme dig eller være et ringere menneske. Kun den fine fernis af sociale konventioner forhindrer at du er 100% offentlig omkring det – medmindre du er noget ved musikken, eller kendt som kreativ/kunstnerisk, hvor det er en del af det officielle brandingspektrum at man gør sådan noget. Vi ved alle, at vores samfund egentlig ikke anser det for skamfuldt at være luderkunde. Mål selv på din indre skamskala. Ikke den intellektuelle – men det instinktive sociale vurderingsbarometer, der fortæller hvilken skam der anses for størst af vores samfund: Luderskammen eller kundeskammen. Har du nogensinde hørt ordet ”luderkunde” brugt som skældsord? Prøv så ”Luder.”

Tanja Rahm siger, at hun ikke syntes, det var fedt at være prostitueret. Hverken generelt eller til hverdag – eller med de kunder, der opførte sig civiliseret. Hun nød hverken skuespillet, samtalerne eller den fysiske del af det hele. Og af en eller anden grund lytter alle til hende. Tusindvis af mennesker har da også overfaldet hende med grovheder i håb om at kvæle hendes udsagn. Det samme skete, da en anden tidligere prostitueret ugen efter trådte frem. Helene Nørskov Strange kom i Politiken med endnu et vidnesbyrd om, at det er hele vejen igennem skadeligt og ufedt at være prostitueret, og hun forklarer også, hvorfor man ikke kan se det, så længe man stadig er i det.

Det skabte ramaskrig blandt Politikens læsere. En lang række (mandlige) læsere reagerede som myrerne i en myretue, som nogen havde stukket en pind i: De for panisk rundt i alle retninger og pissede:

1) En anførte, at det nok mest er ludere, der udnytter kunderne – og ikke omvendt. Læseren argumenterede med en undersøgelse fra 60’erne, der viste at trækkerdrenge ofte lod sexhandler gå over i røverier.
2) En anden undrer sig over, at mange kvinder er imod sexkøb, idet han mener at de ignorerer, at prostituerede tit LOKKER kunder til at modtage deres ydelser..
3) En mener, at prostitution tit fører til fantastiske karrierer, det kan man selv se på to franske pornostjerner og en italiensk ditto.
4) Så er der selvfølgelig en, der mener, at hvis man forbyder købesex, så skal man også forbyde swingerklubber og onenightstands.
5)Og at det er vanvittigt, hvis politiet skal brug ressourcer på at jagte folk, der vil have sex, ligesom de jagter ”personer på Christiania.”
6) Naturligivis må modstandere også lige have skudt skurvede motiver i skoene: ”Kvinder er imod, fordi ”tænk hvis ”han” havde et andet sted at gå hen.”

blog prost2crybaby

7) Og endelig er der de små grædende drenge med forvrængede mundvige, der kalder på deres MOR: ”Jeg håber andre kvinder i branchen vil komme på banen med svar og indlæg. Jeg har læst indlæg fra mange kvinder med et helt andet syn på sexsalg, end det der kommer til udtryk her. Det hjælper ikke noget at generalisere udfra enkelt tilfælde.” En selvretfærdig fælle citerer bare fra Politikens serie om ‘bordellet’ (som fik kritik for at være skønmalende): “…min generelle opfattelse er, at de fleste piger kan lide dette erhverv, eftersom det er selvvalgt, og samtidig noget vi ofte har drøftet, når vi er på vagt sammen. Jeg elsker mit job, elsker mine gæster…” “…generelt er de fleste mænd, der besøger mig, ualmindeligt søde…”

Hold da op! Det er fandme vigtigt for mange, at luderkunder kan fortsætte med at være lovlige. Som i altafgørende vigtigt. Overvældende vigtigt! Nok til at komme med desperat idiotiske argumenter, som jo henholdsvis siger:

1) Det er IKKE synd for luderne, for de er onde ved kunderne. Derfor er der ingen grund til at forbyde sexkøb for ludernes skyld.
2) Det er IKKE synd for luderne, for det er DEM der bestemmer at kunderne skal købe sex. Derfor er der ingen grund til at forbyde sexkøb for ludernes skyld, og det vil desuden være synd for de mange kunder, der ikke selv kan gøre for, at de forledes til at onanere i en andens kropsåbning, mod deres vilje.
3) Det er IKKE synd for luderne, for de fleste får et fedt, glamourøst og velhavende liv, når de stopper. Derfor er det stik imod ludernes interesser, hvis vi forbyder sexkøb, det kan enhver se.
4) Vi skal slet ikke snakke om, hvorvidt det er synd for ludere, for det er totalt umuligt at forbyde sexkøb uden også at forbyde frivillig sex mellem folk.
5) Og det er jo dumt at bruge politiets ressourcer på at arrestere mennesker, der har sex med hinanden, og det vil man jo være nødt til.
6) Det er ligegyldigt, om det er synd for ludere. Og de kvinder, der nævner det, gør det kun, fordi de er jaloux på luderne, fordi deres mænd altid har en ekstra valgmulighed, så længe der er ludere. Og den valgmulighed skal mænd have, især hvis nogen kvinder ikke synes det.
7) Det er IKKE synd for ludere. De har det tværtimod FEDT, det har jeg selv hørt én sige. Er der ikke flere, der lige vil sige det og hjælpe mig her? MOAR!

Den sidste er den mest velkendte kæphest i debatten: Vi må skynde os at finde nogle ludere, der kan sige, at de synes, det hele er honky dory, top notch og aldeles anbefalelsværdigt. Bare vi også i tide havde fundet nogle enkelte slaver i Vestindien , der sagde, at de syntes, deres arbejds- bolig og kostforhold var udmærkede, og at de var tilfredse med at være ejede af Danmark. Nogle cirkustigre, der sagde, at de fik gode bøffer og havde en virkelig empatisk domptør. Nogle flere tjenestefolk som Laura, der syntes at fagforeningssnak bare satte griller i hovedet på de unge stuepiger. Og vi har jo alle hørt om storrygere, der levede til de var 100 og kun døde fordi de fik en tagsten i hovedet. Men desværre – de tog er nok kørt. Skal det her tog virkelig også forlade stationen – eller skal vi kæmpe for at holde det tilbage med næb og kløer, uden at sky nogen midler, f.eks. trusler, onde angreb og papirstynde modbeviser? Om det så kræver at vi hver især kommer med de mest skrigende desperat idiotiske argumenter imod et forbud – såsom at de stakkels uskyldige kunder bliver lokket af de slemme ludere.  (Den slags fristerinder har vi jo kendt siden middelalderen. allerede dengang var de så dominerende at man faktisk blev nødt til at futte dem lidt af.)

blog prost2 hekse

Politikerne viser foreløbig vejen ved at anvende det mest effektive middel til tilbageholdelse af farlige tog: Absolut og total tavshed – en markant mangel på reaktion, der i dette tilfælde virker som en aktiv handling, der egentlig må kræve en del energi. Ikke mindst fordi debatten er helt oppe og ringe i Norge, hvor politikerne med stor interesse forholder sig til problemerne – og endda lytter til og debatterer med danske Tanja Rahm, der hidtil ikke har fået en eneste henvendelse fra en politiker, endsige en omtale. Nej, i Danmark vil vi ikke have stoppet den fest det er, at mænd må købe ludere. Vi vil OVERHOVEDET ikke høre noget der kunne få os til at føle at vi som samfund burde ændre retning. Vi værner krampagtigt om det som vigtigt, festligt, nødvendigt, identitetsskabende, bedre end både cirkustigre, cigaretter, billige tjenestefolk, søndagsblodbade på Fælleden og fede kolonier med gratis sukker – tilsammen.

Da bavianen blev knipset på næsen

Tanja Rahm

“”Det er ALTID luderen, der er USSEL!”
Sådan lyder en af de 390 kommentarer på Ekstra Bladets facebookside, hvor debatten går på, om luderkunder er usle. Anledningen er eks-prostituerede Tanja Rahms blogindlæg, der er et åbent brev til hendes tidligere kunder, hvor hun forklarer, at hun IKKE nød det. Tværtimod har hun taget skade af sine år som prostitueret.

Og utallige mennesker m/k mener virkelig, at luderen er den usle. Især mener de, at Tanja Rahm er det. Hadet vil ingen ende tage. Hun er blevet svinet til i helt uhørt voldsom grad på de sociale medier, efter at hun offentliggjorde indlægget forleden. Spørgsmålet om, hvordan prostituerede har det, optager åbenbart virkelig mange mennesker i en grad, så de ser rødt og bliver fuldstændig vanvittige og græseoverskridende i raseri, hvis nogen – som her en tidligere prostitueret – hævder, at ludere IKKE har det godt.

DET må man altså ikke sige, ser det ud til. Så falder der brænde ned. Her er udvalgte stykker råddent træ fra B.T’s facebookside om emnet:

Ville hun have gjort det hvis der ikke fandtes penge? Sikkert ikke, så må det være et spørgsmål om griskhed?

Hellere være en fattig dame end en rig LUDER!! (K)

Hun sagde jo ikke nej så flet næbbet søster

Hvorfor har hun ikke skrevet på sit CV hun har været luder nu hvor det ligger så dybt i hende

Så stop dog Kælling!!! Du valgte selv at sælge din krop. Ingen købte dig med tvang. Og det er sjovt nok Verdens ældste erhverv. Hvor der udbydes, er der som regel også efterspørgsel. Du valgte selv. Du blev selv. Og du tog gladelig pengene. En gang Ludder = Altid Ludder. Men nu er der så åbenbart bare MedieLudder. Hvis svage sjæle som dig ikke fandtes, var der ingen prostitution.

Hun kæfter op nu efter hun har fået så mange pik i hendes fisse .. typisk kvinder

Du havde sat din krop til salg, så med den ringeagt for eget legeme kan du vel ikke forvente at nogen vil behandle den/dig anderledes.

Håber satme du er noget værd at knalde for hjerne har du da IKKE !!! LUDER!!

På E.B.s facebookside ligger følgende sure opstød blandt mange:
Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, hvad der får kvinder til at åbne deres kropsåbninger som en anden sperm-container imod betaling – så lidt malplaceret hvis en prostitueret skulle grine af en kunde.

På 180 grader lyder det:
Tre ting får kvinder til at prostituere sig selv: Grådighed, dovenskab, og general dumhed

Vær en god pige
Men hvorfor det hvidglødende, frådende raseri? Det er det, vi skal se på her.

Mange af de fornærmede kommentatorer forklarer deres vrede med, at Tanja Rahm tillader sig at sige noget negativt til sine kunder. At folk mener, hun vil have kunderne til at fremstå som dårlige mennesker. Det synes de er helt uacceptabelt, mildest talt.

Nu er det jo bare sådan, at systemer - som f.eks. prostitution – kun kan udøves af enkeltindivider, derfor kan ofre for systemets vold og overgreb ofte kun rette deres vrede mod de individer der udfører dem. Alle bliver vrede hvis nogen slår dem, og det er muligt, at volden kun er udøvet fordi kontanthjælpsreformen har gjort flere fortvivlede, selvhadende og aggressive. Men offerets vrede er rettet mod voldsforbryderen, ligesom det er vedkommende der som individ kan få en dom, om end det muligvis evt. kunne påvises at det var beskæftigelsesministeren eller statsministerens ansvar, at voldsmanden var gået fra at være en harmonisk velfungerende person til at være deprimeret og negativt udadreagerende.

Systemet sexisme har imidlertid ingen kendt ansvarlig minister eller anden konstruktør bag sig, og derudover rækker det så mange tusind år tilbage, at det er svært at spore dets opståen og udvikling. Det er ikke engang en officiel ideologi, som man så kan rette sin vrede imod (endnu ;-) ). Og det udmønter sig på så mange niveauer, at det virker blindende. Et af de konkrete områder er prostitution.

Køb og salg af sex er opstået, fordi mænd traditionelt har rådet over flere materielle værdier end kvinder. En del af kvinderne har, nu på xxx-tusinde år, som umiddelbart bedste overlevelsesmulighed at få del i lidt af grynene ved at sælge deres kroppe til mændene. Det er interessant i øvrigt, at de mange prostitutionsfortalere altid nævner som argument for, at samfundet skal elske prostitution, at der er verdens ældste erhverv. Det andet erhverv, som formentlig er ligeså gammelt, er der skægt nok ingen der råber til forsvar for: Slaveriet. Det er glemt og fejet behændigt ind under gulvtæppet lige i denne debat, men pyt nu med det.

Man noterer sig, at de mange, der brænder for, at man fortsat skal kunne leje andre menneskers kropsåbninger, ofte anfører at kun folk med indsigt kan udtale sig. Og dermed mener de folk, der selv har prøvet at leje andre menneskers kropsåbninger, med pænt nysprog kaldet ”sexkøbere.”
Det svarer til, at kun slaveejere i Sydstaterne skulle have haft noget at sige om muligheden for slaveriets ophævelse. Disse ville så ytre, at slaverne jo havde det godt, at de aldrig klagede, men mødte med et smil hver morgen, og at det var deres naturlige bestemmelse at være slaver. Hver plantageejer ville kunne trække solid empiri ud af røven anytime i form af en rundspørge på plantagen. Rigtig mange af hans slaver ville svare, at de skam ikke kunne tænke sig at blive frigivet, og at de var så glade for massa. Således kunne massa leve i forvisning om at være et renfærdigt og godt menneske.

blog prost slave

Nu ved enhver heldigvis, at de prostituerede i Danmark ikke er blevet lagt i lænker og hentet hertil i skibe og pisket  på plads.. nå jo, for resten, det hedder trafficking. Men det er der ingen, der orker at tænke på i denne her debat. Næh, prostitutionsdebattens saloner ser helst kun de pæne, velfungerende, helt frivillige ludere..eller sexarbejdere, if you please. De gode ludere..good girls, som Robin Thicke siger.

blog prost blurred1

Eller i hvert fald dem, der er høflige, læs: profesionelle nok til at sige, at de er det. Som nu i Politikens Morten Korch-inspirerede sommerserie om glade prostituerede i Danmark. Den blev kaldt skønmalende af flere, der som denne debattør mener, at den var et partsindlæg snarere end objektiv fremstilling. Det er et evindeligt tilbagevendende tema i debatten: ER de glade?

Lykkestråmanden
Men dette tema er hvad man kalder en stråmand – en gammel, rablende og dement type af slagsen. Det er en ufarlig platform skabt til at holde diskussionen  og alle de voldsomme følelser og alt det virkelige sprægstof indhegnet og sikkert forvaret, mens kombattanterne koncentrerer sig om en gang alibi-pladder.
For helt ærligt: Hvorfor skulle så mange være så lidenskabeligt optaget af selve spørgsmålet om, hvorvidt prostituerede er lykkelige? Så fanatisk argumenterende for, at DET ER DE. Ingen er specielt optagede af om postbudet eller bestyrelsesformanden er lykkelige. Er det mon fordi vi ved, at i alle andre erhverv har folk en af samfundet vedtaget identitet og status som gør, at man med rank ryg kan fortælle hvad man laver, ved middagsselskabet, til forældrebestyrelsesmødet, hos svigerfamilien, og til børnene. Fordi det ikke er stuerent at sige, man er luder.

Samfundet ser ned på prostituerede. Luder er det værste skældsord. Slut, whore, billige (læs: lettilgængelige) tøs etc. Det lærer ethvert børnehavebarn. Ingen ønsker, at deres datter skal være luder. Ingen pige vil sidde i skolen og fortælle med stolthed, at hun drømmer om at blive luder, når hun bliver stor. Ingen studievejleder tilråder det. Praktikophold på massageklinikker er ikke eftertragtede.  Deodorantreklamen viser ikke en luder på vej til klinikken.

Altid frisk med Actimel -hører til på hvert bordel

Altid frisk med Actimel -hører til på hvert bordel

Actimel-reklamen har ikke en prostitueret i hovedrollen som den, der får ny energi til dagens strabadser, og vi ser hende hverken vise lyksalighederne ved livsforsikring, løbesko,  Zovir eller Zalando.

For jobbet er uattraktivt, under lavstatus og set ned på i den offentlige mening. Sørgelige og konkrete eksempler ses i debatten om Tanja Rahms indlæg..Ikke alene skal hun svines til, fordi hun fortæller, at det ikke er fedt at være luder;  Hun skal i samme åndedrag svines til, fordi hun overhovedet har læret luder (“spermcontainer” etc.) …Er der lidt hekseprøve i gang her?

Folk ser ned på prostituerede, sådan helt generelt i de vedtagne konventioner. Det er Newspeak at sige andet. For det anses ikke som en respektabel business at sælge sine kropsåbninger, det siger alle konventioner, ganske som de har gjort i utallige år.  Enkeltindivider kan findes  i hobetal, som har fuld respekt for ludere, men vores kulturs generelle syn på erhvervets udøvere er nedladende og ringeagtende.  Det siger sig selv, at det nærmer sig det fuldkommen umulige at sætte sig udover denne holdning fra alt omkring sig, hvis man selv bestrider arbejdet som prostitueret. Samfundets ringeagt kan negligeres, ignoreres og benægtes, men den er der med en massiv og vedholdende tilstedeværelse, som ingen kan få det rart af. Selvrespekten påvirkes naturligvis, som i alle andre tilfælde, hvor et menneskes position udløser ringeagt og afsky fra omgivelserne.

Tiltvunget analsex/voldtægt
De prostitueredes direkte kontakt med kunderne gør det selvsagt værre, som Tanja Rahm også beskriver det. Jeg læste for nogle år siden et blogindlæg af en erklæret lykkelig luder, som skrev gævt og optimistisk om sit arbejde, herunder en historie om en kunde, der stik mod aftalen pludselig tog hende analt. Og hun lod ham gøre det. Hun lå allerede i en opportun stilling, og han tog pludselig og hårdt fat og gjorde det. Hun reflekterede ikke over det, skrev bare at det ikke var behageligt, også fordi han jo brød deres udtrykkelige aftale. Men hun sagde ikke noget bagefter, hun var ”professionel” og skiltes med ham i en venlig stemning.

Og den oplevelse lyder jo , som om man har rigtig god følelse med sine grænser og et højt selvværd, og virkelig gør tingene frivilligt altid og i øvrigt ikke får nogen ubehagelige eftervirkninger i form af fladtrådt selvtillid og smadrede grænser.

Kunde: Fedt, det gjorde ondt på hende
Så er der anmeldersiderne. Hvis nogen har fordomme om luderkunder, så glem dem. Virkreligheden er mere ækel og skræmmende, end man kunne forestille sig…Her et par smagsprøver fra den danske side Hedomax, som er væsentlig pænere end tilsvarende udenlandske, navnlig britiske sites, hvor mænd skriver om deres luderbesøg.

Hej. Besøgte Charlotte 1 i Rødovre, efter at have kikket til hendes hjemmeside. Vi aftalte en pris langt under normale priser. Charlotte går med en halten, det vil sige, jeg tror ikke, det kun er en rideulykke, som hun påstår. Overalt på kroppen var den dækket af store ar. Jeg fandt ud af, der var flere ting, hun ikke kunne, da hofterne er ødelagte, kunne dansk kun blive i en stilling.

“Det var fucking godt! Hende den ene thailuder havde så stramt et hul, at jeg ikke kunne få min pik ind, uden det gjorde ondt på hende! <det var fucking fedt! Kan klart anbefales !!!”

”Det er bare nogle idioter”, kan man sige, ligesom man plejer. På den måde kan man affeje ethvert mønster, og hækle videre i sin øreklapstol. Men disse idioter er – ligesom de ”gode” kunder, dvs. dem der bare vil købe kropsåbninger til at tømme sig i, og evt. lidt følelse af magt og styrke, og evt. noget styrkelse af ego, af et andet menneske – ikke enkeltstående metoritter i verdensrummet.

Se mig, jeg er alfabavian
De tænker og handler ud fra den begrebsverden, som er defineret af sexisme, dvs. den ældgamle forestilling om at kvinder er mindre værd end mænd – at kvinden er ”den anden.” Nr. 1 er den, hvis behov skal opfyldes, og som kan kræve det og købe det og få det nårsomhelst: Behovsopfyldelse. Direkte – i form af fysisk tilfredsstillelse, og den nok så vigtige, måske endnu mere betydningsfulde indirekte opfyldelse af   behovet for at få mahgtkonsolidering.
Det behov, som alfahanbavianen opfylder ved at gnubbe sin tissemand  og mime, at han røvpuler andre medlemmer af flokken m/k. For det må han, og det kan han, og på den måde konsolideres hans position hyppigt nok til at alle fortsat ved uden at tænke over det, at det er ham, der har magten.

blog prost bavian

Retten til at overskride grænser
I undersøgelsen Our Great Hobby fra 2013 fremgår det klart, hvordan luderkunder bekræfter hinanden på bavianmåden. De er nogle satans karle, synes de, ifølge analysen af onlinefora for luderkunder i Illinois. Kunderne har et hierarki, hvor de sejeste er de mest erfarne luderkunder. Mændene her er stolte af det, de kalder deres “hobby.” Flere af dem beskriver frit, hvordan de har nydt at ydmyge prostituerede, overskride deres grænser eller være voldelige. Det samme har jeg set på britiske anmelder-sites.

Her vil de “gode kunder” sikkert sige – som Tanja Rahm også er inde på i sit indlæg: “Jamen, jeg slår ikke, jeg er stille og rolig, og jeg har respekt for de prostituerede og behandler dem altid pænt.” Right – men som Tanja Rahm skriver, så ER der ingen “gode” kunder. For tingene er ikke i orden, grundlæggende, set og følt fra luderens side af skrivebordet.
Det er grundlæggende ikke respektfuldt at betale et andet menneske for denne type interaktion. Den pæne behandling finder sted indenfor nogle rammer, der er degraderende og inhumane i sig selv – sexistiske rammer, hvor kvinden er et objekt med kropsåbninger – hvilket den sexistiske kultur, vi lever i, ser ned på og regner for noget pinligt – uanset at enkelte kunder ikke føler sådan.

Og her har vi fat i noget interessant: Hvordan kan vi have et erhverv, som bliver set ned på og befinder i sig inderst i den statusmæssige skammekrogs hjørne – som udføres af personer, der ligger under for foragt både fra samfundet og fra en del luderkunder, der åbenbart mener, at ludere er undermennesker, der ikke har krav på ordentlig behandling og respekt? Hvordan kan vi have noget, vi synes er low-life – og samtidig i den grad være lidenskabeligt optaget af, at det pinedød skal blive ved med at være der??
Hvis en virksomhed solgte varer, som man hånede dem for at sælge, ville man så indædt insistere på at man fortsat skulle kunne købe varerne? Hvorfor vil vi have noget, vi hader og ser ned på? Noget vi foragter så meget, at drenge på fem år lærer at betegnelsen for det er  det groveste udtryk, de kan bruge mod piger? Et udtryk, vi  bruger i trusler og hadeskrivelser af enhver art? (Med ”vi” mener jeg samfundet  = den herskende mening = lovfæstede ret til at købe ”sex”)

Frisindsstråmanden
Rutinemæssigt popper der udtalelser op fra andre prostituerede/eks-prostituerede, der hævder at de bare elskede deres job med hud og hår. Som på Den Fri, hvor en ex-prostuteret skriver om, at hun nød tjansen, og at alle kunder var hensynsfulde og lod hende styre 100% osv.:

” Når I spurgte mig hvorfor jeg var prostitueret, og jeg svarede, at jeg dyrkede fræk sex med så mange mænd som muligt, fordi jeg godt kunne lide det, så accepterede I mig som jeg var, tak for det, det var mere end mange af mine venner og veninder kunne formå, de forstod aldrig min appetit. Jobbet gav mig et dejligt frirum i en ellers hektisk hverdag i mange år.”

”Tag ikke fejl, jeg var glad for mit arbejde og tog lystigt af sted, når jeg skulle på arbejde, jeg var både spændt, liderlig og i det hele taget på toppen i de ca. to dage om ugen, på de dage vågnede jeg og glædede mig,”

Alt sammen mægtig misundelsesværdigt. Først troede jeg, at indlægget kunne være fake. Ikke fordi det hedder: ”Kære sexkunde – tak” og dermed antyder at “Kikkicat” har været den modtagende og priviligerede part i forholdene – og at kunderne har opført sig som en blanding af Jesus, Julemanden og Dalai Lama. Det, der fik det hele til at virke lidt muggent var selve den del med, at hun gik liderlig afsted fordi hendes appetit på mænd var så umættelig, og hun nød så meget at få den stillet, og at hun fik den stillet.

Javist –  som vi jo ved, eksisterer prostitution for kvinders skyld, fordi en del kvinder jo elsker sex med en hvilkensom helst mand, ung som gammel, tyk som tynd, – svedig, hentehåret, med ligtorne i de sure sokker, eller med samme udseende som ens ubehagelige nabo eller ondskabsfulde eks-kollega eller racistiske og kronisk overrislede Onkel Børge – aggressiv eller sur, frastødende eller ganske enkelt rent kemisk inkompatibel at være i nærheden af. (Det er sådan et uhåndgribeligt og sikkert helt irrelevant begreb, jeg har hørt om – det der der kaldes kemi mellem folk).

blog prost Charlotte

Men helt klart, erhvervet prostitution eksisterer, fordi nogle kvinder – dem, der vælger jobbet – har denne type fuldkommen ukritiske tiltrækning af enhver mand og er større nympher end Charlotte G., og langt gladere og mere afbalancerede oven i købet!  Ja, det er en meget sjov leg at sige sådan, ikke?

Selve indlægget er dog sandsynligvis IKKE fake. “Kikkicat” er en eksisterende person, der bl.a. har drevet en blog i et stykke tid, og som har været og tilsyneladende stadig er en del af det københavnske S/M-miljø. Hendes professionelle arbejde som domina har, ud fra hvad jeg har gransket mig frem til, ikke været nødvendig for hendes udkomme, og hun har været/er anerkendt og respekteret for det i en S/M-inderkreds - ifølge en kilde i miljøet, der ønsker at være anonym. Det var/er en hobby, hvor hun efter alt at dømme selv udvalgte nøje, hvem hun ville dominere for penge.

Altså måske en lille smule atypisk, sådan alt i alt, somehow. De færreste prostituerede har også en lækker uddannelse og dermed mulighed for kun at tage de kunder, de selv håndplukker, og at nøjes med at gøre det et par dage om ugen. De færreste prostituerede er under det forløb, hvor de udfører erhvervet, i det på grund af lyst. Sorry, det er færre end færre. “Kikkicat”s indlæg om en tid som overskuds-hobbyluder får på vanlig pro-sexhandel-vis de almindelige prostituerede til at fremstå som kedelige, ligesom “de fattige er så kedelige.”

Men hele hendes retorik er interessant, fordi den til punkt og prikke følger de nedskrevne nodeark til symfonien “Stråmandsknepperi i prostitutionsdebatten.”

Den skindøde stråmand
Det rigtig skægge er, at debatten om prostitution altid bliver drejet derhen, hvor helt alvorlige bedemandsfjæs med småfornærmede nedadvendte mundvige (dem kan man også se på skrift, når man kigger efter) forklarer, hvordan klaveret spiller: Masser af kvinder bliver ludere fordi de elsker sex, og dem der er imod det, er bare nogle snerper, der ikke kan acceptere at nogle kvinder elsker sex så meget og faktisk har behov for hver dag at være i slimhindekontakt  med en masse mænd i alle udgaver.  (Den er også med i Kikkicats indlæg: ” Hold nu op med at dømme meget seksuelle aktive damer, uanset om de tager penge for det eller ej!” (Øh, for det er jo også virkelig det, Tanja Rahm vil sige med sit indlæg!) ) Og hver gang de alvorlige bedemænd har slået fast, at sådan er det, SÅ kommer udløsningen:  YES! Nu kan man (igen) slå prostituionsmodstandere oven i hovedet med, at de bare ikke er frisindede! De er alle sammen frigide snerper (der langes ofte mest ud efter kvindelige modstandere) – de er småborgerlige og nypuritanske! For det er jo bare det med, at en luder har sex med mange mænd, der støder an hos modstanderne!  Modstanderne kan ikke lide kvinder, der kan lide sex. De er moralske! Og når man har sagt det om dem, så har man ugyldiggjort deres holdning fuldstændig, HA!

Ja, altså, fordi prostitution handler som sagt om kvinders lyst, behov og seksualitet. Det er simpelthen derfor, faget eksisterer!

Nå, ja, det handler måske også lidt om mænds lyst – ellers kunne man jo ikke argumentere for prostitution med, at det skulle forebygge voldtægter. Men altså, ifølge frisindsstråmanden, så har vi basically gang i, at de to parter, kunde og luder, er seksuelt sammen, fordi de begge to har lyst. Kunderne er bare så utrolig flinke og høflige, at de vil betale for det. Derfor fortjener de simpelthen et stort tak – fra alle, faktisk. Dette må være den underliggende, måske jævnt hen ubevidste logik bag de voldsomme og talrige raserianfald mod Tanja Rahms erklæring. Hun er simpelthen et utaknemmeligt skarn – for vi leger jo, med selvretfærdige miner, at de fleste kunde/luder-interaktioner i dagens DK er gensidigt lystfyldte, dejlige, opløftende, bekræftende sager – i værste fald bare almindeligt behagelige og bekræftelsesfyldte for den prostituerede.

Bavianens næse
Jeg frygter, at der ligger noget større bag raseriet og udskamningen af Rahm end bare ønsket om at holde et slattent neoliberalt “frisinds”-ideal kørende på krykker af konstrueret sludder om liderlige ludere. Lad os lade det ligge igen. For den ægte rod til raseriet tror jeg ligger i, at Tanja Rahm anfægter den ultimative, fasttømrede manifestation af sexismen. Den, der sikrer det ene køn rollen som nummer ét.
Hanbavianens røvpulingsmanifestation.
Den ville også blive vred, hvis nogen knipsede den på næsen midt i det hele og sagde, at den skulle holde sig til ligeværdige forhold. Sådan noget er ikke rart.

blog prost vred bavian

Magten kan ikke lide at blive udfordret.
Og lige så vigtigt: De fleste mennesker, uanset om de er en del af magten eller ej, bliver voldsomt utrygge, når den herskende magt udfordres. For den er en del af et solidt underliggende fundament i samfundet. Derfor vækker det instinktiv modvilje, når den anrgibes. Især når det handler om kultur og værdier, og især når denne magtstruktur er en del af en begrebsverden, der er så gammel, at alle har ageret i den så langt tilbage i historien, nogen kilder kan referere om.
Det er utrygt. Det er subversivt. Sådan noget har altid vakt voldsomme følelser – tænk bare på Galilei. Modstanden føles bredt i befolkningen, når nogen siger noget ,der er helt inde og ude og oppe og rokke ved selve vores verdensbillede, også selvom det bare er en lille smule. Det er det, der er sket med Tanja Rahms blogindlæg. Hun har knipset bavianen på næsen. Den ondskabsfulde facebookkommentar, der bebrejder hende for at grine ad kunderne, siger en del: Det mest truende for magten er jo at blive grinet ad.
For jeg tror ikke, at samtlige stemmer i debatten tilhører stærkt prostitutionsafhængige sexkøbere, der bliver aggressivt paniske ved tanken om at nogen tager sutten ud af munden på dem. Eller hvad?

 

 

Farligt kvindetøj

BLOG påklædningmetro

Lavere taxapriser til ”letpåklædte” piger. Et tiltag i ”en by lidt udenfor London” som ifølge MetroXpress ”skal ses som et forsøg på at stoppe seksuelle overgreb på piger, der går ’provokerende klædt’ når de er på vej hjem fra byen.” En lokalpolitiker er dog bange for at tiltaget vil få endnu flere piger til at klæde sig udfordrende..

Alt hvad der bliver gjort for at forhindre seksuelle overgreb er jo godt og ønskværdigt. Hvis indsatsen virker, kan man kun være ret vild med den. Men..selve italesættelsen omkring det er interessant. Nu ved jeg ikke, hvor mange af ordene der er avisens egne, og hvor mange den bare har oversat direkte og i en ruf fra et andet medie. Men nogen har oprindeligt skrevet ordene – og umiddelbart er det kun indholdet der springer i øjnene. For det er helt “normalt” skrevet, og det er egentlig det, jeg falder over.

Fordi man IGEN for gang nr. 1.000.000.000.000 accepterer normen om at sexovergreb er offerets skyld.

Hvis vi ser på ordene ”provokerende” og ”udfordrende” så er det jo ord, der fortæller om nogen, der aktivt gør noget for at anspore bestemte reaktioner fra andre. Dvs. det man siger er, at de piger, som klæder sig på den beskrevne måde, er aktører, faktisk initiativtagere – det er jo dem, der handler først, ved at udfordre og provokere – til de overgreb, de måtte komme ud for. De startede det selv. De har bedt om det. Og sådan er det bare. Det sprogbrug om påklædning er helt og aldeles normalt…ingen tænker over det, når de siger eller skriver det. Og inde i vores allesammens underbevidsthed fastholdes ideen om at det er pigen/kvinden der selv gør noget. Overgrebene betragtes indirekte som en meget naturlig følge, noget forventeligt. Lidt som at hvis man går ind i et brændende hus, så går der ild i en. Det at blive voldtaget, forulempet, forfulgt, truet m.m. som kvinde er at betragte som et vilkår – nærmest en naturlov, som enhver idiot kan regne ud vil træde i kraft, hvis man så at sige ”aktiverer” den via påklædningen. Hvordan er det blevet sådan? Hvordan fanden kan vi blive ved med at acceptere det?

Jeg vil godt lige sige:

BLOG påklædning causes

Når det lige er slået fast, så skal vi have fat i en bemærkning der fik mig til at tabe kæben igen – ufatteligt den stadig sidder fast – da den såkaldte takt&tone-ekspert Bill Holmberg udtalte sig i radio24syv forleden dag om kvinder der bliver forulempet. Emnet var den nystartede danske afdeling af EverydaySexismProject, hvor kvinder fortæller på nettet om deres oplevelser med hverdagssexisme. Mange af oplevelserne handler om, at man bliver taget på alle mulige legemsdele af alle mulige: Tilfældige forbipasserende på gaden eller folk der trænger én op i en krog og kommer med nærgående bemærkninger og gramsninger, og som råber ”luder”, ”so”, ”møgkælling” m.m. efter kvinderne, fordi de ikke vil gramses på, eller bare for en sikkerheds skyld sådan i forbifarten. I den forbindelse valgte radioen at høre, hvad Bill havde at berige lytterne med om sagen, og helt uden tøven sagde han: ”Man kan bare lade være at klæde sig som en luder.” Sådan! Og helt uimodsagt fra radioværtens side.

Det britiske EverydaySexismProject har på kort tid samlet 30.000 bidrag fra kvinder, hvoraf rigtig mange handler om tilråb, befølinger/overgreb/overgreb på og over grænsen for voldtægt m.m. i det offentlige rum. Bill mener altså, at alle disse kvinder har været klædt som ludere. Det samme mener han øjensynligt om de danske kvinder og piger, der foreløbig har fyldt 30 sider på projektets danske afdelings side, heriblandt den 14-årige pige hvis historie fik mig til at græde, fordi hun allerede har måttet høre på så meget lort, selvom hun ikke engang er en fuldvoksen kvinde endnu.  – Og så er der de over 300 medlemmer i ESP’s Facebookgruppe, hvoraf mange har lignende ubehagelige oplevelser. Og det vil sige at hvis man er klædt ”som luder,” hvad dét så end er – så har man fuldt ud fortjent en grov, nedladende, grænseoverskridende verbal/fysisk behandling. Interessant.

Det synes at være en i vid udstrækning vedtaget norm. Man hører det jo til stadighed -  helt uophørligt, inklusive på politistationen, når overgrebene anmeldes, og det jævnligt sker, at politiet spørger til offerets påklædning (ja, det fortæller folk også om på ESP) og tjek lige denne lækre udtalelse fra en canadisk politimand.  – Men hvis de fleste er så enige med hinanden om, at det er påklædningen, der leder til voldtægt, overgreb og chikane, så burde en del beklædningsgenstande vel mærkes på linje med cigaretpakkerne?
”Denne top vil sandsynligvis medføre seksuel chikane, tilråb som ”luder” etc. og evt. voldtægt(er)”.
”Advarsel: Provokerende bukser. Fører til grove fysiske og verbale overgreb.”

Ifølge den enkle logik må det så også forholde sig sådan, at den dårlige behandling kan undgås, hvis man holder sig indenfor en bestemt dresscode.  Fedt nok! EverydaySexismProjects facebookgruppe havde en uhyrligt morsom tråd om emnet efter Bill H’s lumre udtalelse i radioen. Her søgte medlemmerne at finde den tilråbs- og overgrebs-skyende påklædning udfra udelukkelsesmetoden: Hvad har man selv haft på af tøj, når man har været udsat for ubehagelige grovheder i det offentlige rum? Desværre viste det sig, at selv umiddelbart mindre ”provokerende” dragter som brune graviditetsjeans, knælange shorts og store frakker ikke er sikre – ligesom hverken den indiske sari eller forskellige varianter af burkaer kan siges at gøre tricket.
Jeg vidste iøvrigt ikke, som et medlem gjorde opmærksom på, at mange hjemløse, nonner, små børn og ældre damer OGSÅ åbenbart går klædt som ludere – siden de generes og voldtages på stribe rundt omkring. Og nå, ja, der findes forresten også videnskabelig dokumentation, som viser at der ingen sammenhæng er mellem påklædning og voldtægt..Den vender jeg tilbage med, når min fremragende psykologistuderende veninde, som skriver speciale om emnet, er klar med en god samling links! Foreløbig kan man se på en enkelt afhandling jeg her har fundet om emnet.

Konklusion: Den går bare ikke. Det er ikke kvindernes skyld. Det er nogle andre mekanismer der gør sig gældende, men de er lidt mere komplekse, besværlige, indsatskrævende og irriterende at tale om – for mange. De kan også gøre folk utrygge at forholde sig til: For nu havde vi det lige så hyggeligt.

Heldigvis er der mange af alle køn, som ikke køber denne pølse(snak). Se hvor enkelt det kan siges i denne lille film, inspireret af Stop Street Harassment-bevægelsen. Bemærk især starten: “I don’t care how she’s dressed.” LOVE IT!!!!!! :lol:

Sexisme til hverdag

30.000 historier om sexisme. Historier om at blive kaldt “luder,” fordi man ikke gider gramses på. Om at finde sig i tilråb, trusler, nedladende kommentarer, forskelsbehandling eller chikane, og om at vænne sig til det. Simpelthen fordi man er af hunkøn, og uanset om man er en syvårig handicappet pige eller en 74-årig kvinde i kørestol. Ja, begge kategorier har sendt deres historier til det britiske Everyday Sexism Project.

blog esp website

Og der kommer ca. 1000 nye historier om ugen. Projektet findes på et website, på Facebook og på Twitter. Især sidstnævnte er populært til indsending af historier. Og konceptet er simpelthen: Skriv og fortæl om det, hvis du har oplevet sexisme i hverdagen. Uanset hvad det er.
Og det gør folk. Både det, de kommer ud for på vej til arbejde, på indkøb, i trafikken, på jobbet, i byen, derhjemme, på studiet og alle steder. Tilråb, trusler og synet af objektificerede kvinder på forsider og reklamer. Nedladende bemærkninger, grove kommentarer og begramsninger. Platte jokes om kvindelige chefer. Kønsstereotyp pædagogik i skolen. Manglende tiltro til kvinders evner
Flere mænd har skrevet ind til ESP, at de er rystede over at se, at det er så almindeligt for kvinder at skulle forholde sig til den slags igen og igen.

Tag imod komplimenten, kælling
Nogle eksempler fra de seneste par dage på Twitter:

“To 14-årige cykler forbi mig. Den ene benytter den gyldne chance for at give mig et hårdt klask bagi i en drive-by

“Jeg sad og ventede på bussen, da en fremmed mand stillede sig foran mig med en hånd på hvert af bænkens armlæn, så jeg var fanget i en fælde, hvor jeg skulle tale med ham – jeg havde ikke engang haft øjenkontakt med ham. Da jeg bestemt bad ham om at gå, kaldte han mig en luder.”

“Der er ingen stop på voldtægtstoget, sagde en kollega. Da jeg blev vred over det, sagde han bare, at han havde fundet mit svage punkt.”

“- Kan du give os en poledance på den dér? spørger to fyre. Jeg er handicappet og går med stok.”

“På en bar, hvor jeg passerer nogle mennesker, stikker en midaldrende mand hånden op under min kjole. Jeg glor på ham, og han smiler bare.”

“Mand på marked: “En rødhåret! Jeg elsker rødhårede.”
Mig: (Kigger frastødt på ham.)
Ham: “Er du lesbisk?”

Og et dansk bidrag, oprindeligt tweetet på engelsk til ESP:
“Mand i toget glor på mine bryster og begynder så at snakke til mig om motivet på min top (Copenhell). Lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved samtalen (om hvilke bands, der spiller på Copenhell), siger han: “Jeg synes bare dine patter ser godt ud i den top.” Jeg ignorerede det og gik væk fra ham, hvorpå han råbte: “Tag dog imod komplimenten, kælling.”

Etc. etc. etc. Det var i øvrigt via Everyday Sexism Project, at jeg blev opmærksom på de mange voldtægtssider på Facebook, fordi folk skrev ind, når de stødte på billederne, i og med at de er sexistiske.
Mange kommer også frem med historier om krænkende og ubehagelige oplevelser fra deres barndom og meget tidlige ungdom, som har gjort stort indtryk på dem, men som enten er blevet slået hen af omgivelserne – eller som aldrig før er blevet fortalt, netop af frygt for reaktionerne.

Ikke længere et privat problem
Men det er, som om nogen har hevet proppen ud af diget. Historierne bliver ved og ved med at strømme ind, som om det virker legitimerende på den enkelte at fortælle netop sin historie, nu hvor man ser, hvor mange andre der har oplevet noget lignende. Inklusive følelser, der svarer til dem, man selv har følt i situationerne. Individualiseringen er under nedbrydelse.

blog esp tweet

Everyday Sexism skriver da også på det britiske hovedkvarters site, at man er vant til at blive kaldt “hysterisk”, “snerpet”, en “militant feminism” eller en “BH-brænder”, hvis man ymter noget negativt om sexisme. Eller i det hele taget nævner emnet. Derfor er det blevet stadig sværere at diskutere det.
Det er blevet gjort til den enkeltes særlige personlige problem, hvis man ikke kan vænne sig til forholdene, affinde sig og tænke “Herregud”, “Boys will be boys” eller i tilfælde af særlig særlig grove opførsel: “Det er jo bare en enkelt/et par enkelte idiot/er.” Men projektet gør op med, at der er tale om personlige og enkeltstående problemer.

Everyday Sexism Projects mål er, som de skriver, at vise at sexisme er ”meget langt fra at være et problem, som vi ikke længere behøver at diskutere” og “at fremkalde respons, der er så talrig og vidtrækkende, at problemet bliver umuligt at ignorere.” Derfor dokumenterer projektet, at hverdagssexisme findes, og at kvinder oplever den alle steder og på daglig basis.

Laura Bates

Laura Bates

15 lande med sexismeproblemer
Da stifteren af Everyday Sexism Project, Laura Bates, for lidt over et år siden besluttede sig for at indsamle historier om sexisme, var det bare hendes plan at samle måske 100 historier. Hun havde ingen penge og gjorde 0 reklame for ideen. Men den fik sit eget liv og gik viralt amok, og bidragene strømmede ind af sig selv. Der var åbenbart et vist behov. Også i de andre lande: Kvinder i USA, Canada, Australien, Sydafrika, New Zealand, Russia, Italien, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland, Frankrig, Østrig, Brasilien og Argentina koblede sig på projektet med nationale websites. Af ren og skær nødvendighedsfølelse og på frivillig basis.
De har gjort det i takt med at projektet er blevet omtalt i medierne, som f.eks. Times of India, Gulf News, Grazia South Africa,Toronto Standard, French Glamour og LA Times.

Danmark brillerer, som ofte når det handler om kønsspørgsmål, ved at være et af de efterhånden få lande, hvor medierne ikke har fattet nogen interesse for projektet. Mens fx Guardian for længst har givet Laura Bates en fast klumme. Og Guccis store Chime For Change-kampagne, som skaffer penge ind til arbejde for kvinders rettigheder, valgte at vise denne film om Everyday Sexism Project ved den store Sound of Change-koncert den 1. juni. Showet blev transmitteret til 150 lande – naturligvis undtaget Danmark, hvor vi vel ellers godt kender nogle af kunstnerne – både Beyonce, Madonna, Jennifer Lopez og Timbaland er vist slået igennem herhjemme.

Timbaland på Sound of Change

Timbaland på Sound of Change

 

Danmark er et dejligt land
Men nu kommer vi alligevel også til at høre om Everyday Sexism Project i Danmark. Dansk Kvindesamfund mener nemlig, at der er behov for en afdeling her, og derfor er vi med i det nye hold lande, der står klar til en fælles lancering med nationale websites under Everyday Sexism Project, hvor man altså skriver ind på sit eget sprog. Så skal det vise sig, om der også findes sexisme herhjemme, eller om fænomenet – som nogen ynder at hævde - for længst er forsvundet ud af vores højt civiliserede, super frigjorte og helt ligestillede samfund. Mit gæt er, at svaret allerede vil tone frem, når de første kommentarer til projektet popper op: Fra Allierede antropologer, selvudnævnte sexologer og højtidelige hobbyretorikere til mådelige moderatorer, liberale levebrødsdebattører, sponsorerede springfyre og alfaderlige avisredaktører.

blog esp kommentarer