Kald det overgrebskøb – Tale 8.marts 2015

Det er rart, når man kan gøre status 8. marts og sige: Der er rykket på noget siden sidste år! Vi bevæger os fremad! Det går den rigtige vej.

Det kan man på prostitutionsområdet, når vi kigger lidt rundt: Frankrigs parlament har vedtaget at kriminalisere prostitutionskunderne. I Nordirland er det samme sket, og Irland er lige på trapperne til at følge efter. Lithauen er på vej med et lovforslag, og også Canada har forholdt sig til de europæiske anbefalinger og vedtaget et forbud. I Tyskland og Holland, hvor man ellers havde valgt den modsatte model, har man nu taget sin lovgivning op til revision. Her måtte man nemlig se i øjnene, at det kun havde haft en negativ virkning med mere legalisering.

MEN ..så kigger vi tilbage på Danmark. Her er der sket. .ingenting. Vi er ikke kommet ud af flækken. Vi har faktisk haft et tilbageskridt, efter at Enhedslisten for nylig besluttede at stille sig med op i den lange række af partier, der ikke går ind for et forbud mod sexkøb.

Det er ikke fordi ingen prøver at gøre noget. 8. marts initiativet fortsætter utrætteligt arbejdet for at holde denne sag på dagsordenen og gribe ind med faktuelle modsvar, år efter år, når der bliver fremsat postulater og fordrejninger af virkeligheden i prostitutionsdebatten.

Dansk Kvindesamfund og Mænd mod Købesex holder også fokus på sagen, og nu er der repræsentanter for fagbevægelsen, der lige er kommet på banen igen med en offentlig påmindelse om, at det er på tide, der sker noget.

Særligt skal selvfølgelig nævnes Tanja Rahm. Hun har siden sidste 8. marts gjort et helt uvurderligt, kæmpe stykke arbejde for at gøre en forskel, dels med sine altid saglige gennemarbejdede blog- og debatindlæg, og med utallige taler og oplæg både herhjemme og ude i verden, og ikke mindst som drivkraft i Netværksgruppen for kvinder der har erfaring med og er ude af prostitution, hvor der foregår et stort og vigtigt arbejde på det her felt.

Jeg er meget stolt af at stå her, hvor netop Tanja Rahm stod sidste år, og jeg håber, jeg kan bidrage til at fastholde og videreføre den energi og ihærdighed, som det forpligter til.

For der er brug for energi og virkelig ildhu. For sexkøbsforbud er endnu engang – som altid – og stadig -  noget, som næsten ingen i Danmark vil røre ved med en ildtang: Vi VIL have sexkøb, – det må være den eneste grund til, at politikere, og medierne, og de fleste andre, bliver ved med at lytte til det manipulerende og faktuelt fuldstændig ukorrekte spin fra en lille samling lobbyister der har det som deres flammende og brændende mærkesag, at sexkøb IKKE skal forbydes. I kampen for at sikre, at dette ikke sker, holder lobbyisterne sig ikke tilbage for noget.

Det jeg vil sige i dag, drejer sig ikke om handlede kvinder, og heller ikke om al den vold, prostituerede oplever til daglig. Det jeg vil sige noget om, er det spin, der stadig udfolder sig,  – spin, der altid lægger låg på debatten, fordi det åbenbart finder en meget dyb genklang i nogle ældgamle dele af vores danske folkesjæl.

For jeg tror, vi er nødt til at forstå det og få det frem i lyset for at kunne gennemhulle det og pille det i stumper, indtil det bliver mindre og mindre og tilsidst kan suges op i en støvsuger og ryge ud i skraldespanden, hvor det hører hjemme.

Den ene del af det her spin består i at så tvivl om erfaringerne fra Sverige. Selvom de klart og tydeligt viser, at vores nabolands sexkøbsforbud har virket ret godt. Konklusionerne er tydelige og ganske lettilgængelige. De er, at loven forebygger, at mænd begynder at købe sex. Og:

-      At antallet af sexkunder i Sverige er faldet siden loven blev indført.

-      At svenske prostituerede IKKE oplever forværrede livsvilkår eller øget vold.

-      At svenske prostituerede tværtimod oplever, at loven har givet dem mere magt over deres situation, fordi de kan bruge loven til anmelde truende eller voldelige kunder for sexkøb.

-      At loven har gjort det nemmere for prostituerede at stoppe i prostitution og søge hjælp.

Men at insistere på, at Danmark er bedre end andre lande, ligger dybt i vores folkesjæl. Den har åbenbart Kresten Poulsgaards ord som motto: Hvis det er fakta, så benægter a fakta.

Det næste spin-modul er lidt mere diffust, men nok så relevant, for det virker utvivlsomt effektivt.

Det er den del, der handler om at fastholde en fælles forestilling om, at prostitution hænger sammen med seksuel frigørelse. Vi ved jo alle, at begrebet seksuel frigørelse handler om kvinders seksuelle frigø’relse, for mænds seksualitet har generelt altid haft langt bedre legitimitet end kvinders. Vi lever trods alt i Patriarkatet, det er også kun derfor, man kan arbejde med begreber som, at mænd ”ikke kan styre sig” og ”skal have afløb” rent seksuelt, selvom det jo er ret fornærmende overfor mandekønnet som man jo, hvis det var rigtigt, ikke ville kunne betro at betjene tungt maskineri eller nogensinde at opholde sig i trafikken, eksempelvis.

Men – der er en særlig dansk hyggeglæde over at lege, at prostitution har noget med kvinders seksualitet og kvinders frigørelse at gøre. For eksempel – og meget typisk – skrev en af sexkøbenes mest halsstarrige forkæmpere, Christian Groes, i et af sine nyere i rækken af talløse debatindlæg om sagen,  at det svenske sexkøbsforbud ”begrænser kvinders seksualitet” og at det herved ”mister en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.” Citat slut.

Vi skal altså simpelthen lege, at det at sælge sine kropsåbninger og dertil hørende service til mænd og udføre netop det, som kunden ønsker, har noget med kvinders seksualitet at gøre. Det er der nok en del prostitutionskunder, der synes, det er skønt at bilde sig selv ind, og undersøgelser viser da også, at mange af dem mener, at der er tale om gensidig nydelse.

Det siger de tidligere prostituerede så, at der IKKE er. Faktisk tværtimod, så føles det som overgreb og betalt voldtægt. Måske fordi det er det, det er. Dertil kommer så et aspekt af magtudøvelse, både psykisk og fysisk, ofte voldeligt. Ifølge den seneste undersøgelse herhjemme er der en del prostitutionskunder, der lægger vægt på den rare følelse af magt, som det giver dem at gå til prostituerede.

Det, der foregår mellem prostituerede og deres kunder er en handel. Den går ud på, at kunden har ret, og det kan så være mere eller mindre tåleligt eller ubehageligt for den prostituerede.

Det er LOGIK, men fordi ydelsen handler om en form for sex, så kan fortalerne tage alle modstandere som gidsler i et krydsfeldt hvor sværdslaget står om definitionen: ER det sex eller ej? Det er populært at kalde det sex-køb og dermed definere transaktionen som sex. For så kommer der en klang af gensidighed i det, og så kan man tillade sig at lade som om, at kvindens seskualitet er involveret lige så vel som mandens.

Men her er det tid at spole tilbage. Kvindens seksualitet er ikke involveret.

Dels handler alt i transaktionen om mandens seksualitet. Det er ham, der vil noget, ham der opsøger, ham der afgiver ordrer, ham der får, og ham der betaler. Men vi skal spole et lille stykke mere tilbage og lige fjerne ordet sex fra ligningen: Det er ikke sex-køb. For det der foregår er netop ikke sex. Sex er noget gensidigt. Dvs med lyst og frivillighed fra begge parter. Sex er ikke noget, man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at dyrke, eller som man får langvarige skadevirkninger af. Jeg gider ikke uddybe det mere, for alle ved det.

Lobbyisterne ved det også – men leger, at de ikke ved det og ikke er i stand til at skelne, under påskud af, at der ikke er noget at skelne imellem. Det er derfor, de har indført ordene ”Sexarbejdere” og ”sexkøb”. Men faktisk burde vi overhovedet ikke bruge de ord. Det, vi taler om, bør retteligt hedde ”overgrebskøb.” Det andet er spin. Det er sludder. Det er beregnet på at male tingene lyserøde og samtidig tage alle som gidsler i en debat der flyttes over i et seksualmoralsk felt. Som om man er modstander af sex, hvis man er modstander af prostitution. Det svarer til at sige at jeg hader appelsiner, hvis jeg er vegetar.

Der er desværre rigtig mange der holder fast i og hopper med på den rare trygge diskurs om at man er snerpet, hvis man ikke bryder sig om prostitution. Fordi definitionen på det, der foregår, stadig er, at det er sex.

Sexkøb, som sagt. Hvor det burde hedde ”voldtægtshandel”, ”betalt overgreb” eller ”Kropsåbningskøb.” Den der har definitionsretten, har som bekendt magten. Og den ligger desværre hos det store flertal af folk og lobbyister, politikere og debattører, der formår blive ved med at definere det, der foregår som sex.

For når man kan slå modstanderen ned med ord som ”moral” og ”snerperi”, så er man godt foran.

Vi ved godt, at i Danmark er vi helt fantastisk frigjorte, se bare hvor hyggeligt alle mødre må amme på cafeerne, og hvor skønt vi alle sammen har det med vores krop, og hvordan vi 100% har afskaffet ideen om, at piger og kvinder er ”billige” eller ”nemme” hvis de har mange sexpartnere! Det er også derfor vi overhovedet ikke kender noget til hævnporno i Danmark – hævnporno virker jo kun, hvis man har en kultur hvor man kan udskamme kvinder for at vise sig nøgne eller flashe deres seksualitet.  (NB: Dette sagt i et forhåbentligt stærk ætsende ironisk tonefald!)

Nå, måske ikke lige på de punkter..men vi kan i hvert fald godt lide BILLEDET af os selv som frigjorte, det virker charmerende og afslappet, og så pyt med at 80% af danske kvinder har oplevet sexchikane. – altså sådan noget grænseoverskridene magtudøvende, måske truende, måske også fysisk, og i hvert fald ubehagelig krænkende seksuelt ladet opførsel…Det tror vi jo heller ikke på, heldigvis! Den der EU-rapport kan bare ikke være rigtig, derfor gider vi ikke at snakke om den.

Nej, vi er bare frigjorte på den fede måde, og derfor skal vi selvfølgelig have prostituerede, der simpelthen dyrker sex med kunderne fordi de synes det er livsbekræftende og lækkert, – fuldstændig ligesom minearbejdere i Ukraine har jobbet, fordi de er så fascineret af at arbejde med kul, og ligesom folk der bor på lossepladser i U-landene de er der, fordi de går meget op i genbrug.

Så den fælles konsensus i Danmark er altså, at prostitution er vigtigt, for ikke at støde an mod frigjortheden, (kvindernes), som man gør hvis man kriminaliserer kunderne.

Og her mener vi jo – dvs. den fremherskende mening – IKKE at det her har noget med kundernes seksualitet at gøre, for den vil vi ikke snakke om. Nej, det skal hedde sig, at det handler om kvindernes seksualitet, som vi vil begrænse eller prøve at kontrollere via et forbud. Ligesom man ville forhindre folk på lossepladserne i Indien i at dyrke deres interessere for recycling, hvis man havde et socialt sikkerhedsnet, der gjorde det muligt for dem at have en bolig.

Det er til gengæld slående hvordan det, der skaber HELE grundlaget for at prostitution findes, vitterligt aldrig nævnes i debatten. Det er jo kundernes – og ikke mindst de potentielle kunders – behov. Det er sådan set deres seksualitet og utvivlsomt i mindst lige så høj grad deres behov for at føle og udøve magt over det andet køn, som det hele handler om.

Det er primært i DERES interesse, at de kan gå til prostituerede uden at skulle bekymre sig om straffeattesten . Og uden en mulig stigmatisering som følge af forbud, som den vi har set med rygning, hvor rygeloven faktisk har skabt et overvejende meget forandret syn på rygere.
Det, der ikke må anfægtes – det er jo nok sagens kerne: Det er mænds berettigelse.

Berettigelsen til altid at kunne købe sig til seksuel tilfredsstillelse. Berettigelse til altid at kunne blive betjent af en kvinde, altid at kunne føle sig bedre og over i forhold til en kvinde. Den berettigelse, som hver syvende mand i Danmark benytter sig af, og som resten uanset om de afskyr tanken, eller om de leger lidt med den, eller om de stort set aldrig tænker på det – har. Den samme berettigelse, som en del mænd i almindelighed også benytter sig af til at kommentere på kvinders udseende, ansigtsudtryk, tøj, vægt, bryster med mere.

Berettigelsen, som også er en fælles dybt forankret vedtægt af at mandens ret og krav overfor kvinder står over alt andet. Det er DET vi skal snakke om nu, når vi snakker om et forbud. At vi i Danmark mener, at mænds behov for at få deres berettigelsestrip bekræftet står over det faktum, at prostituion er en alvorlig hindring for ligestilling i samfundet. Noget de har indset i mange andre lande, hvor man har lyttet til Europa-Parlamentets anbefalinger fra sidste år om at indføre den svenske model.

Anbefalinger der bygger på så mange data om, hvordan prostituion skaber og fastholder et negativt kvindesyn.

Det er åbenbart det kvindesyn, man i Danmark ønsker at holde fast i, fordi det føles så varmt og loddent indvendigt med al den berettigelse.

Det er DET vi skal have på bordet, og det skal vi, for vi er nødt til at blive ved med at tale om det her i Danmark, og debatten skal ud af det underlige mugne bur af spin om sex og snerperi, som den bliver låst ind i igen og igen, så den er i behørig afstand af Patriarkatets sukkermad.

Men vi skal tage den sukkermad, og så skal vi gøre det, som den fortjener at vi gør med den. Det skal vi gå i gang med nu, og så skal vi fejre det næste år 8.marts!

Jeg holdt talen 8. marts til 8.marts-initiativets arrangement efter demonstrationen for forbud mod sexkøb.

Internettet er sexistisk

Nettet har givet nye former og virkemidler til sexismen i samfundet, og de bliver brugt stadig flittigere. Det ses i den virtuelle hverdagsssexisme mod kvinder i form af online-trusler og stalking, hævnporno, og videoer af voldtægter. Og det fastholdes og forstærkes – som i det analoge – af at de online-fora, hvor chikanen foregår, i overvældende grad er styret og administreret af mænd, der fastholder den sexistiske struktur via deres forretningspraksis.

blog sexistisk internet 2

En ud af fire kvinder i alderen 18-24 er blevet stalket online, viser en ny undersøgelse. Og en ud af fire af de unge kvinder er blevet seksuelt chikaneret på nettet.

Sexisme modereres dårligt 
De sociale medier, hvor det meste af den sexistiske chikane mod kvinder udfolder sig, kunne via moderering bremse mange uheldige, sexistiske tendenser. Men de gør det ikke. Der tegner sig et behov for moderatorer, der er uddannet til at forholde sig til kvinders behov, da de viser sig at være anderledes end mænds i forhold til online chikane.
Derfor er det relevant, foreslår Soraya Chemaly i bloggen på New Statesman  at give moderatorer, redaktører og chefer uddannelse i at forstå kønsrelateret vold, ligesom der bør være retningslinjer på debatfora/sociale medier, som definerer ”trussel” videre end en trussel om umiddelbart forestående fysisk vold.

blog sexistisk internet 3

Dette er ikke mindst relevant i de sager, hvor mænd udøver psykisk terror mod kvinder eksempelvis ved hjælp af hævnporno, som er et stigende fænomen også herhjemme, og via deciderede kampagner med opfordringer til vold og mord på kvinder, som man eksempelvis ser det i Pakistan. Her er det netop Facebook og Twitter, som aktivistgrupper holder ansvarlige for udviklingen.

Et demokratisk problem
Udover de utallige helt almindelige unge piger, der oplever stadig flere tilfælde af seksuel chikane og trusler på nettet, er der også andre grupper, der er særligt udsatte. Herhjemme satte DR2 i efteråret fokus på hvad kvindelige politikere og debattører bliver udsat for, og i debatten dukkede da også den tanke op, at det udgør et demokratisk problem, når det ene køn er særligt udsat for trusler, intimidering og nedgørelse.

Jeg har selv talt med en del kvinder i  Everyday Sexism Project’s regi, der siger, at de ikke vil blande sig i debatten, fordi de ikke magter den sandsynlige chikane, der vil følge med, og jeg har katalogiseret indlæg på projektets hjemmeside, hvor kvinder anonymt beretter om de grovheder, de bliver udsat for.

Sikkerhedsorganisation advarer mod tendensen
Også kvindelige journalister er særligt udsatte for grov online-sexisme og trusler, og det  i en grad, så OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, advarer mod det. Det er ”et globalt fænomen, der vokser i et meget hastigt tempo,” siger Dunja Mijatovic fra OSCE til BBC News.

De kvindelige journalister lever med jævnlige eller daglig chikane, trusler om voldtægter, seksuel vold og død. Mijatovic udtaler, at hun er alarmeret over, hvordan kvindelige journalister og bloggere bliver angrebet på de sociale medier, især når de skriver om politik, kriminalitet og emner, der  omhandler tabuer og dogmer i samfundet.  Ofte går angrebene dog ikke på indholdet i artiklerne, ”men sigter i stedet til at nedgøre journalisten som kvinde,” siger Mijatovic til BBC News.

blog sexistisk internet 4
En af dem, der personligt oplever tendensen som tiltagende, er den svenske TV-vært Jenny Alversjo, som bl.a. har fået dødstrusler, hvor der blev sagt, at hun kun havde to uger tilbage at leve i.  Hun siger til BBC News, at hun har vænnet sig til gennem 20 år i jobbet at være målskive for folks meninger. Men ”for fire eller fem år siden var der noget, der ændrede sig, og tonen blev meget mere aggressive og truende”, udtaler hun.

Tyrkisk journalist frygter for sin sikkerhed
En anden af de journalister, der får truslerne, er tyrkiske Amberin Zaman, der dækkede protesterne i Istanbul i 2013 for the Economist. I den forbindelse modtog hun flere hundrede stærkt ubehagelige og truende beskedder på Twitter, ”med det mest obskøne sprogbrug, hvor folk truede med at slå mig ihjel og voldtage mig.” fortæller Zaman og giver et eksempel : ”Nogle truede med at tvinge mig til at sidde på en smadret vinflaske.”
Da hun sidste måned rapporterede om Charlie Hebdo-massakren, væltede en ny serie grove trusler ind på Twitter. ”Det har gjort, at jeg frygter for min sikkerhed, når jeg går på gaden,” siger Zaman.

Twitter gik sidste år i samarbejde med aktivistgruppen WAM for at nedbringe den seksuelle chikane på mediet  Men det udfolder sig altså stadig i fuldt flor, ligesom på andre sociale medier.

Penis i ledelsen
Tilfældigvis er 79% af cheferne på Twitter, hvor rigtig meget chikane finder sted, mænd. På såvel Twitter, Facebook som Google er syv ud af ti ansatte mænd. Og samtlige de sociale medietjenester synes på samme måde at have en konsensus om kønsfordelingen i ledelsen. Otte af ti af hver virksomheds ledere skal nemlig være forsynet med en penis, viser den nyeste kortlægning. 

Et tilfælde? Måske. Men tonen, vilkårene og den overordnede politik på de sociale medier hvad angår sikkerheden, trygheden og udfoldelsesmulighederne alt efter, om man er kvinde eller mand, er tydeligvis en spejling af et samfund hvor de fleste magthavere generelt er mænd – og hvor sexismen er en integreret del af den grundlæggende struktur.

Som Soraya Chemalya skriver: ”At systemer genskaber de stereotyper og implicitte synsvinkler hos de mennesker, der designer dem, er old news. Det nye er imidlertid, at internettet gør effekterne meget mere åbenlyse.”

Fladpandet fisselettekomik – som jeg dog godt forstår

Anmeldelse af Sanne Søndergaards show. Af Onkel Overklasse

blog Sanne anmeldelse

Den kønne, unge kvindelige komikers nye show er frygtelig plat og endda også så uappetitligt, at jeg flere gange var ved at få den gode, veltilberedte 5-retters menu fra Bjørnekælderen på tværs i mine ellers fordøjelsesbesværstilvænte tarme.

Den unge nydelige kvinde er ude i et vigtigt ærinde, ingen tvivl om det, når hun adresserer det, som hun anser for at være udfordringer på det ligestillingsmæssige område. Og komikere kan naturligvis bruge greb som benævnelser af kønsdele og kropsvæsker for at understrege en pointe. Men det kommer til at virke unuanceret, når en så køn ung kvinde som Sanne Søndergaard gør det så mange gange, og når hun endda bruger disse greb til at latterliggøre det mandlige køn. Der er jo ingen grund til at være så firkantet, og bare fordi hendes mandlige kolleger plejer at gøre dette, så behøver hun vel ikke at gøre det samme. Man kan jo med rette forvente, og det gjorde jeg da selv, at en så fornuftig ung kvinde er sig sit ansvar som feminist bevidst og er lidt mere rummelig og inkluderende, i stedet for blot at udstille de fejl, som hun synes er vigtigt at påpege – det synes mange af de unge kvinder jo i dag, og det skal de naturligvis have lov til. Men det irriterer nu for meget, når de så gør det.

Men som sagt, de skal have lov til det, og jeg havde såmænd selv taget min niece med for at vise, at jeg synes, det er fint og endda acceptabelt, at unge kvinder udveksler lidt synspunkter indbyrdes, og også for at kunne tage hende med på råd som sandhedsvidne til min anmeldelse, som hun er 100% enig i, og dette beviser jo, at jeg – atter – har ret.

Jeg mener bestemt også, at Sanne Søndergaard ikke er en uintelligent ung kvinde. Men det virker ærligt talt lidt surt og uklædeligt, nærmest ukvindeligt, når en sådan kvinde forsøger at gøre grin med mænd – jeg siger forsøger, men der var da en enkelt gang under showet, hvor jeg grinede, for jeg har bestemt humor og masser af tyk selvironi, det er jeg selv fuldstændig enig i. Jeg føler blot, det er min venlige pligt at påpege, at kvinder som Sanne i stedet bør være langt mere nuancerede og også fremhæve, hvor kloge og gode mænd er, og hvor meget vi støtter kvinders ret til lejlighedsvis at vise tingene fra deres side, også når de prøver at bruge humor. De bør bare være mere kærlige og rummelige overfor alle mænd som helhed, især når de husker, at vi er mange mænd på toneangivende medier, der benytter vores position som meningsdannere til at vise, at vi støtter kvinders ret til at sige deres mening – selvom vi naturligvis sørger for at kalde den skinger, når det er på sin plads, for eksempel fordi de siger tingene på deres måde og ikke sådan, som vi mener, at de skal siges og tænkes.

Humor er fint, og det er som sagt godt, at kvinder forsøger at komme med på vognen med at bruge humor – Sanne Søndergaard er der også på højde med to kvinder i udlandet, der på samme måde forsøger sig på feltet, og som dem skal hun have ros for, at hun er så modig at udsætte sig for eksempelvis ældre onkel-agtige anmelderes patroniserende analyser. Det er bare ærgerligt, at det virker så skingert, og jeg bruger naturligvis ordet fordi det ganske enkelt er min professionelle, objektive vurdering som ældre mandlig toneangivende anmelder, og ikke fordi jeg tænker over, at dette ord er blevet en form for fast standard-indsølingssubstans, som er blevet gangbar devaluerende valuta når det gælder om at få feministiske, anti-sexistiske kvindeytringer til at fremstå latterlige, useriøse og tåbelige. Sanne Søndergaards show var ganske enkelt skingert, fordi det var for overdrevet i fremstillingen af stereotyper, og hun ligesom holdt fast i, at hun mener, at nogle mænd skulle være nedladende overfor kvinder. Men ellers synes jeg bestemt, at det var morsomt.