Internettet er sexistisk

Nettet har givet nye former og virkemidler til sexismen i samfundet, og de bliver brugt stadig flittigere. Det ses i den virtuelle hverdagsssexisme mod kvinder i form af online-trusler og stalking, hævnporno, og videoer af voldtægter. Og det fastholdes og forstærkes – som i det analoge – af at de online-fora, hvor chikanen foregår, i overvældende grad er styret og administreret af mænd, der fastholder den sexistiske struktur via deres forretningspraksis.

blog sexistisk internet 2

En ud af fire kvinder i alderen 18-24 er blevet stalket online, viser en ny undersøgelse. Og en ud af fire af de unge kvinder er blevet seksuelt chikaneret på nettet.

Sexisme modereres dårligt 
De sociale medier, hvor det meste af den sexistiske chikane mod kvinder udfolder sig, kunne via moderering bremse mange uheldige, sexistiske tendenser. Men de gør det ikke. Der tegner sig et behov for moderatorer, der er uddannet til at forholde sig til kvinders behov, da de viser sig at være anderledes end mænds i forhold til online chikane.
Derfor er det relevant, foreslår Soraya Chemaly i bloggen på New Statesman  at give moderatorer, redaktører og chefer uddannelse i at forstå kønsrelateret vold, ligesom der bør være retningslinjer på debatfora/sociale medier, som definerer ”trussel” videre end en trussel om umiddelbart forestående fysisk vold.

blog sexistisk internet 3

Dette er ikke mindst relevant i de sager, hvor mænd udøver psykisk terror mod kvinder eksempelvis ved hjælp af hævnporno, som er et stigende fænomen også herhjemme, og via deciderede kampagner med opfordringer til vold og mord på kvinder, som man eksempelvis ser det i Pakistan. Her er det netop Facebook og Twitter, som aktivistgrupper holder ansvarlige for udviklingen.

Et demokratisk problem
Udover de utallige helt almindelige unge piger, der oplever stadig flere tilfælde af seksuel chikane og trusler på nettet, er der også andre grupper, der er særligt udsatte. Herhjemme satte DR2 i efteråret fokus på hvad kvindelige politikere og debattører bliver udsat for, og i debatten dukkede da også den tanke op, at det udgør et demokratisk problem, når det ene køn er særligt udsat for trusler, intimidering og nedgørelse.

Jeg har selv talt med en del kvinder i  Everyday Sexism Project’s regi, der siger, at de ikke vil blande sig i debatten, fordi de ikke magter den sandsynlige chikane, der vil følge med, og jeg har katalogiseret indlæg på projektets hjemmeside, hvor kvinder anonymt beretter om de grovheder, de bliver udsat for.

Sikkerhedsorganisation advarer mod tendensen
Også kvindelige journalister er særligt udsatte for grov online-sexisme og trusler, og det  i en grad, så OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, advarer mod det. Det er ”et globalt fænomen, der vokser i et meget hastigt tempo,” siger Dunja Mijatovic fra OSCE til BBC News.

De kvindelige journalister lever med jævnlige eller daglig chikane, trusler om voldtægter, seksuel vold og død. Mijatovic udtaler, at hun er alarmeret over, hvordan kvindelige journalister og bloggere bliver angrebet på de sociale medier, især når de skriver om politik, kriminalitet og emner, der  omhandler tabuer og dogmer i samfundet.  Ofte går angrebene dog ikke på indholdet i artiklerne, ”men sigter i stedet til at nedgøre journalisten som kvinde,” siger Mijatovic til BBC News.

blog sexistisk internet 4
En af dem, der personligt oplever tendensen som tiltagende, er den svenske TV-vært Jenny Alversjo, som bl.a. har fået dødstrusler, hvor der blev sagt, at hun kun havde to uger tilbage at leve i.  Hun siger til BBC News, at hun har vænnet sig til gennem 20 år i jobbet at være målskive for folks meninger. Men ”for fire eller fem år siden var der noget, der ændrede sig, og tonen blev meget mere aggressive og truende”, udtaler hun.

Tyrkisk journalist frygter for sin sikkerhed
En anden af de journalister, der får truslerne, er tyrkiske Amberin Zaman, der dækkede protesterne i Istanbul i 2013 for the Economist. I den forbindelse modtog hun flere hundrede stærkt ubehagelige og truende beskedder på Twitter, ”med det mest obskøne sprogbrug, hvor folk truede med at slå mig ihjel og voldtage mig.” fortæller Zaman og giver et eksempel : ”Nogle truede med at tvinge mig til at sidde på en smadret vinflaske.”
Da hun sidste måned rapporterede om Charlie Hebdo-massakren, væltede en ny serie grove trusler ind på Twitter. ”Det har gjort, at jeg frygter for min sikkerhed, når jeg går på gaden,” siger Zaman.

Twitter gik sidste år i samarbejde med aktivistgruppen WAM for at nedbringe den seksuelle chikane på mediet  Men det udfolder sig altså stadig i fuldt flor, ligesom på andre sociale medier.

Penis i ledelsen
Tilfældigvis er 79% af cheferne på Twitter, hvor rigtig meget chikane finder sted, mænd. På såvel Twitter, Facebook som Google er syv ud af ti ansatte mænd. Og samtlige de sociale medietjenester synes på samme måde at have en konsensus om kønsfordelingen i ledelsen. Otte af ti af hver virksomheds ledere skal nemlig være forsynet med en penis, viser den nyeste kortlægning. 

Et tilfælde? Måske. Men tonen, vilkårene og den overordnede politik på de sociale medier hvad angår sikkerheden, trygheden og udfoldelsesmulighederne alt efter, om man er kvinde eller mand, er tydeligvis en spejling af et samfund hvor de fleste magthavere generelt er mænd – og hvor sexismen er en integreret del af den grundlæggende struktur.

Som Soraya Chemalya skriver: ”At systemer genskaber de stereotyper og implicitte synsvinkler hos de mennesker, der designer dem, er old news. Det nye er imidlertid, at internettet gør effekterne meget mere åbenlyse.”

Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.

 

Danmark er Nordens svar på Pattaya (kronik)

Som dansker føler man sig lidt som en lurvet udkantstype i en nordisk ligestillingskonference. – Nej, busser med bare bryster, DET ser vi trods alt ikke hos os!? – Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere  på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weeekend. Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i hygge-Danmark, der gjorde os bemærkede verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmann-program på statsfinansieret public service-TV, ligesom vi  ligger placeret i EU-toppen når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder. Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og  – som EU har redegjort for – en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe. For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik, og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenterede,  sexchikanerede og – for godt halvdelens vedkommende – rammes af kønsrelateret vold..

I ligestillingsdebatten bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området.  Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes end lovgivningen – på en del områder – lægger op til.

For at tage et konkret eksempel, så har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane. Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.  Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig trygge via kvindeetagen,  skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge.

På den måde vandt en mands behov over kvindernes – med alle de paragraffer der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen. Vi kan lære i hvert fald to ting af forløbet: 1)Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag, og ikke mindst i voldtægtssager, udfra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur i og med, at de underordner kvinders behov i forhold til mænds. 2)Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse – kønsrelaterede – trusler og risici. Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrrede og irriterede af reelle kønsrelaterede problemer. De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer, er typisk mænds, og samtidig en del af DNA’et i en fælles, national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer at vi ikke anerkender virkeligheden. Denne virkelighed med dens reelle risici og konkrete indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker, som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem – sexisme, er et af ordene – at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt – som kan ramme når som helst og hvor som helst og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f.eks. Men selvom vi lærer fra små at begå os og lade som om, der ikke er nogen klods, så giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær, og for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år. Den viste bl.a. at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også,  at ca. 80% af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane.  Igen på trods af, at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.   Der er stadig uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl.a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langt fra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane. I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller  irrelevant ved rapporten. Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet. Guardian, BBX, The Independent og Al Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalist-pædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man  kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret I letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Al Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen – den om vold mod kvinder ( som Danmark efter to årsbetænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA’s arbejde var noget irrelevant makværk. The Independent  talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både NGO’ere, den britiske regering og oppositionen. Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var  gang med det. Independent’s overskrift er, at kvinder ”indrømmer” – admit – at de bliver udsat for det her.

I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne ”oplever,” at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af research-chefen hos FRA, Joanna Goodey: ”Hvis dette var sket udenfor Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden,  så ville vi forvente at EU’s ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt.” På samme måde var Kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top. Hindustan Times i Indien går grundigt ind i  tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ”ABUSED – SHAMED”. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke!

Tilbage i de danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen: At kvinderne i rapporten ikke er troværdige..Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte og med at vi er mere ligestillede end dem fra f.eks. Øst- og Sydeuropa, og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikanerede – og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: Hysterisk pjat. Man glemte i den forbindelse at nævne,  at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder, kvinder anmelder til politiet. Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle “sarthed” i forhold til at acceptere ”et klap i numsen,” som det så jovialt blev udtrykt i danske medier. Vores mediers reaktion – og navnlig eklatante mangel på reaktion – vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer. Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.  WTF?

Denne holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økologisk system i balance med sig selv. For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt at man i alle de tusindvis af små sager, som den om Bella Sky, kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For – der ER jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser at 80% af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende?

I den mere alvorlige del af spektret vil politet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centeret men vælger ikke at anmelde, steg fra  24 procent i 2009-2010 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

Den herskende offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet – vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe LALALALALALA i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af Øreklapstolsklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

Har været bragt som kronik i Politiken den 21. juni 2014

Farligt kvindetøj

BLOG påklædningmetro

Lavere taxapriser til ”letpåklædte” piger. Et tiltag i ”en by lidt udenfor London” som ifølge MetroXpress ”skal ses som et forsøg på at stoppe seksuelle overgreb på piger, der går ’provokerende klædt’ når de er på vej hjem fra byen.” En lokalpolitiker er dog bange for at tiltaget vil få endnu flere piger til at klæde sig udfordrende..

Alt hvad der bliver gjort for at forhindre seksuelle overgreb er jo godt og ønskværdigt. Hvis indsatsen virker, kan man kun være ret vild med den. Men..selve italesættelsen omkring det er interessant. Nu ved jeg ikke, hvor mange af ordene der er avisens egne, og hvor mange den bare har oversat direkte og i en ruf fra et andet medie. Men nogen har oprindeligt skrevet ordene – og umiddelbart er det kun indholdet der springer i øjnene. For det er helt “normalt” skrevet, og det er egentlig det, jeg falder over.

Fordi man IGEN for gang nr. 1.000.000.000.000 accepterer normen om at sexovergreb er offerets skyld.

Hvis vi ser på ordene ”provokerende” og ”udfordrende” så er det jo ord, der fortæller om nogen, der aktivt gør noget for at anspore bestemte reaktioner fra andre. Dvs. det man siger er, at de piger, som klæder sig på den beskrevne måde, er aktører, faktisk initiativtagere – det er jo dem, der handler først, ved at udfordre og provokere – til de overgreb, de måtte komme ud for. De startede det selv. De har bedt om det. Og sådan er det bare. Det sprogbrug om påklædning er helt og aldeles normalt…ingen tænker over det, når de siger eller skriver det. Og inde i vores allesammens underbevidsthed fastholdes ideen om at det er pigen/kvinden der selv gør noget. Overgrebene betragtes indirekte som en meget naturlig følge, noget forventeligt. Lidt som at hvis man går ind i et brændende hus, så går der ild i en. Det at blive voldtaget, forulempet, forfulgt, truet m.m. som kvinde er at betragte som et vilkår – nærmest en naturlov, som enhver idiot kan regne ud vil træde i kraft, hvis man så at sige ”aktiverer” den via påklædningen. Hvordan er det blevet sådan? Hvordan fanden kan vi blive ved med at acceptere det?

Jeg vil godt lige sige:

BLOG påklædning causes

Når det lige er slået fast, så skal vi have fat i en bemærkning der fik mig til at tabe kæben igen – ufatteligt den stadig sidder fast – da den såkaldte takt&tone-ekspert Bill Holmberg udtalte sig i radio24syv forleden dag om kvinder der bliver forulempet. Emnet var den nystartede danske afdeling af EverydaySexismProject, hvor kvinder fortæller på nettet om deres oplevelser med hverdagssexisme. Mange af oplevelserne handler om, at man bliver taget på alle mulige legemsdele af alle mulige: Tilfældige forbipasserende på gaden eller folk der trænger én op i en krog og kommer med nærgående bemærkninger og gramsninger, og som råber ”luder”, ”so”, ”møgkælling” m.m. efter kvinderne, fordi de ikke vil gramses på, eller bare for en sikkerheds skyld sådan i forbifarten. I den forbindelse valgte radioen at høre, hvad Bill havde at berige lytterne med om sagen, og helt uden tøven sagde han: ”Man kan bare lade være at klæde sig som en luder.” Sådan! Og helt uimodsagt fra radioværtens side.

Det britiske EverydaySexismProject har på kort tid samlet 30.000 bidrag fra kvinder, hvoraf rigtig mange handler om tilråb, befølinger/overgreb/overgreb på og over grænsen for voldtægt m.m. i det offentlige rum. Bill mener altså, at alle disse kvinder har været klædt som ludere. Det samme mener han øjensynligt om de danske kvinder og piger, der foreløbig har fyldt 30 sider på projektets danske afdelings side, heriblandt den 14-årige pige hvis historie fik mig til at græde, fordi hun allerede har måttet høre på så meget lort, selvom hun ikke engang er en fuldvoksen kvinde endnu.  – Og så er der de over 300 medlemmer i ESP’s Facebookgruppe, hvoraf mange har lignende ubehagelige oplevelser. Og det vil sige at hvis man er klædt ”som luder,” hvad dét så end er – så har man fuldt ud fortjent en grov, nedladende, grænseoverskridende verbal/fysisk behandling. Interessant.

Det synes at være en i vid udstrækning vedtaget norm. Man hører det jo til stadighed -  helt uophørligt, inklusive på politistationen, når overgrebene anmeldes, og det jævnligt sker, at politiet spørger til offerets påklædning (ja, det fortæller folk også om på ESP) og tjek lige denne lækre udtalelse fra en canadisk politimand.  – Men hvis de fleste er så enige med hinanden om, at det er påklædningen, der leder til voldtægt, overgreb og chikane, så burde en del beklædningsgenstande vel mærkes på linje med cigaretpakkerne?
”Denne top vil sandsynligvis medføre seksuel chikane, tilråb som ”luder” etc. og evt. voldtægt(er)”.
”Advarsel: Provokerende bukser. Fører til grove fysiske og verbale overgreb.”

Ifølge den enkle logik må det så også forholde sig sådan, at den dårlige behandling kan undgås, hvis man holder sig indenfor en bestemt dresscode.  Fedt nok! EverydaySexismProjects facebookgruppe havde en uhyrligt morsom tråd om emnet efter Bill H’s lumre udtalelse i radioen. Her søgte medlemmerne at finde den tilråbs- og overgrebs-skyende påklædning udfra udelukkelsesmetoden: Hvad har man selv haft på af tøj, når man har været udsat for ubehagelige grovheder i det offentlige rum? Desværre viste det sig, at selv umiddelbart mindre ”provokerende” dragter som brune graviditetsjeans, knælange shorts og store frakker ikke er sikre – ligesom hverken den indiske sari eller forskellige varianter af burkaer kan siges at gøre tricket.
Jeg vidste iøvrigt ikke, som et medlem gjorde opmærksom på, at mange hjemløse, nonner, små børn og ældre damer OGSÅ åbenbart går klædt som ludere – siden de generes og voldtages på stribe rundt omkring. Og nå, ja, der findes forresten også videnskabelig dokumentation, som viser at der ingen sammenhæng er mellem påklædning og voldtægt..Den vender jeg tilbage med, når min fremragende psykologistuderende veninde, som skriver speciale om emnet, er klar med en god samling links! Foreløbig kan man se på en enkelt afhandling jeg her har fundet om emnet.

Konklusion: Den går bare ikke. Det er ikke kvindernes skyld. Det er nogle andre mekanismer der gør sig gældende, men de er lidt mere komplekse, besværlige, indsatskrævende og irriterende at tale om – for mange. De kan også gøre folk utrygge at forholde sig til: For nu havde vi det lige så hyggeligt.

Heldigvis er der mange af alle køn, som ikke køber denne pølse(snak). Se hvor enkelt det kan siges i denne lille film, inspireret af Stop Street Harassment-bevægelsen. Bemærk især starten: “I don’t care how she’s dressed.” LOVE IT!!!!!! :lol:

Sexisme til hverdag

30.000 historier om sexisme. Historier om at blive kaldt “luder,” fordi man ikke gider gramses på. Om at finde sig i tilråb, trusler, nedladende kommentarer, forskelsbehandling eller chikane, og om at vænne sig til det. Simpelthen fordi man er af hunkøn, og uanset om man er en syvårig handicappet pige eller en 74-årig kvinde i kørestol. Ja, begge kategorier har sendt deres historier til det britiske Everyday Sexism Project.

blog esp website

Og der kommer ca. 1000 nye historier om ugen. Projektet findes på et website, på Facebook og på Twitter. Især sidstnævnte er populært til indsending af historier. Og konceptet er simpelthen: Skriv og fortæl om det, hvis du har oplevet sexisme i hverdagen. Uanset hvad det er.
Og det gør folk. Både det, de kommer ud for på vej til arbejde, på indkøb, i trafikken, på jobbet, i byen, derhjemme, på studiet og alle steder. Tilråb, trusler og synet af objektificerede kvinder på forsider og reklamer. Nedladende bemærkninger, grove kommentarer og begramsninger. Platte jokes om kvindelige chefer. Kønsstereotyp pædagogik i skolen. Manglende tiltro til kvinders evner
Flere mænd har skrevet ind til ESP, at de er rystede over at se, at det er så almindeligt for kvinder at skulle forholde sig til den slags igen og igen.

Tag imod komplimenten, kælling
Nogle eksempler fra de seneste par dage på Twitter:

“To 14-årige cykler forbi mig. Den ene benytter den gyldne chance for at give mig et hårdt klask bagi i en drive-by

“Jeg sad og ventede på bussen, da en fremmed mand stillede sig foran mig med en hånd på hvert af bænkens armlæn, så jeg var fanget i en fælde, hvor jeg skulle tale med ham – jeg havde ikke engang haft øjenkontakt med ham. Da jeg bestemt bad ham om at gå, kaldte han mig en luder.”

“Der er ingen stop på voldtægtstoget, sagde en kollega. Da jeg blev vred over det, sagde han bare, at han havde fundet mit svage punkt.”

“- Kan du give os en poledance på den dér? spørger to fyre. Jeg er handicappet og går med stok.”

“På en bar, hvor jeg passerer nogle mennesker, stikker en midaldrende mand hånden op under min kjole. Jeg glor på ham, og han smiler bare.”

“Mand på marked: “En rødhåret! Jeg elsker rødhårede.”
Mig: (Kigger frastødt på ham.)
Ham: “Er du lesbisk?”

Og et dansk bidrag, oprindeligt tweetet på engelsk til ESP:
“Mand i toget glor på mine bryster og begynder så at snakke til mig om motivet på min top (Copenhell). Lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved samtalen (om hvilke bands, der spiller på Copenhell), siger han: “Jeg synes bare dine patter ser godt ud i den top.” Jeg ignorerede det og gik væk fra ham, hvorpå han råbte: “Tag dog imod komplimenten, kælling.”

Etc. etc. etc. Det var i øvrigt via Everyday Sexism Project, at jeg blev opmærksom på de mange voldtægtssider på Facebook, fordi folk skrev ind, når de stødte på billederne, i og med at de er sexistiske.
Mange kommer også frem med historier om krænkende og ubehagelige oplevelser fra deres barndom og meget tidlige ungdom, som har gjort stort indtryk på dem, men som enten er blevet slået hen af omgivelserne – eller som aldrig før er blevet fortalt, netop af frygt for reaktionerne.

Ikke længere et privat problem
Men det er, som om nogen har hevet proppen ud af diget. Historierne bliver ved og ved med at strømme ind, som om det virker legitimerende på den enkelte at fortælle netop sin historie, nu hvor man ser, hvor mange andre der har oplevet noget lignende. Inklusive følelser, der svarer til dem, man selv har følt i situationerne. Individualiseringen er under nedbrydelse.

blog esp tweet

Everyday Sexism skriver da også på det britiske hovedkvarters site, at man er vant til at blive kaldt “hysterisk”, “snerpet”, en “militant feminism” eller en “BH-brænder”, hvis man ymter noget negativt om sexisme. Eller i det hele taget nævner emnet. Derfor er det blevet stadig sværere at diskutere det.
Det er blevet gjort til den enkeltes særlige personlige problem, hvis man ikke kan vænne sig til forholdene, affinde sig og tænke “Herregud”, “Boys will be boys” eller i tilfælde af særlig særlig grove opførsel: “Det er jo bare en enkelt/et par enkelte idiot/er.” Men projektet gør op med, at der er tale om personlige og enkeltstående problemer.

Everyday Sexism Projects mål er, som de skriver, at vise at sexisme er ”meget langt fra at være et problem, som vi ikke længere behøver at diskutere” og “at fremkalde respons, der er så talrig og vidtrækkende, at problemet bliver umuligt at ignorere.” Derfor dokumenterer projektet, at hverdagssexisme findes, og at kvinder oplever den alle steder og på daglig basis.

Laura Bates

Laura Bates

15 lande med sexismeproblemer
Da stifteren af Everyday Sexism Project, Laura Bates, for lidt over et år siden besluttede sig for at indsamle historier om sexisme, var det bare hendes plan at samle måske 100 historier. Hun havde ingen penge og gjorde 0 reklame for ideen. Men den fik sit eget liv og gik viralt amok, og bidragene strømmede ind af sig selv. Der var åbenbart et vist behov. Også i de andre lande: Kvinder i USA, Canada, Australien, Sydafrika, New Zealand, Russia, Italien, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland, Frankrig, Østrig, Brasilien og Argentina koblede sig på projektet med nationale websites. Af ren og skær nødvendighedsfølelse og på frivillig basis.
De har gjort det i takt med at projektet er blevet omtalt i medierne, som f.eks. Times of India, Gulf News, Grazia South Africa,Toronto Standard, French Glamour og LA Times.

Danmark brillerer, som ofte når det handler om kønsspørgsmål, ved at være et af de efterhånden få lande, hvor medierne ikke har fattet nogen interesse for projektet. Mens fx Guardian for længst har givet Laura Bates en fast klumme. Og Guccis store Chime For Change-kampagne, som skaffer penge ind til arbejde for kvinders rettigheder, valgte at vise denne film om Everyday Sexism Project ved den store Sound of Change-koncert den 1. juni. Showet blev transmitteret til 150 lande – naturligvis undtaget Danmark, hvor vi vel ellers godt kender nogle af kunstnerne – både Beyonce, Madonna, Jennifer Lopez og Timbaland er vist slået igennem herhjemme.

Timbaland på Sound of Change

Timbaland på Sound of Change

 

Danmark er et dejligt land
Men nu kommer vi alligevel også til at høre om Everyday Sexism Project i Danmark. Dansk Kvindesamfund mener nemlig, at der er behov for en afdeling her, og derfor er vi med i det nye hold lande, der står klar til en fælles lancering med nationale websites under Everyday Sexism Project, hvor man altså skriver ind på sit eget sprog. Så skal det vise sig, om der også findes sexisme herhjemme, eller om fænomenet – som nogen ynder at hævde - for længst er forsvundet ud af vores højt civiliserede, super frigjorte og helt ligestillede samfund. Mit gæt er, at svaret allerede vil tone frem, når de første kommentarer til projektet popper op: Fra Allierede antropologer, selvudnævnte sexologer og højtidelige hobbyretorikere til mådelige moderatorer, liberale levebrødsdebattører, sponsorerede springfyre og alfaderlige avisredaktører.

blog esp kommentarer

 

Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

Annoncører trækker sig pga. kvindehad på Facebook

 

Nissan Skyline R32

Nissan Skyline R32

Nissan får en reklame her, for de har trukket deres Facebook-annoncer i protest mod kvinehadende indhold. Big up, credits, fed karma til dem!
De sidste to døgn har der kørt en massiv kampagne på diverse sociale medier for at få Facebooks annoncører til at reagere på alle sitets såkaldte jokes og opfordringer til vold, voldtægt og værre ting mod kvinder.
Foreløbig har Nissan UK og webhost-firmaet Westhost med øjeblikkelig virkning trukket alle deres reklamer fra Facebook. Andre firmaer overvejer stadig sagen eller er i dialog med Facebook, heriblandt American Express, British Airways, Sky, Easyjet og Dove. Sidstnævnte har bl.a. en annonce ved siden af et billede af en pige, der tydeligvis er blevet seksuelt misbrugt, og teksten: ”sometimes daddy drinks too much.” Og ved dette billede:

blog fbrape Dove2

Firmaet Vistaprint ville ikke trække annoncer, men opfordrede i stedet brugere til selv at kontakte Facebook. Det afstedkom en storm af rasende kunder, der erklærede på Vistaprints FB-side, at problemet netop er at Facebook ikke lytter til almindelige brugeres klager – og at de i øvrigt nu er færdige med at købe produkter hos Vistaprint.
Audible_com valgte gennem flere timer i går aftes den velprøvede strategi, at de simpelthen slettede alle de vrede indlæg, der væltede ind på deres FB-side. Det blev brugerne kun endnu vredere af. Nissan, som trak deres annoncer, var derimod i dialog med brugere i løbet af aftenen, hvor firmaet bl.a. skrev på Twitter, at de var “”not happy about this and many people in the office rightly upset. It’s wrong and we don’t support it. Ever.”

Status med de forskellige firmaer udvikler sig selvfølgelig hele tiden. For at følge med og evt. selv deltage kan man tjekke Women, Action & the Media’s hjemmeside. Her finder man alt om at komme ind i kampen, men ellers er det bare at gå på Twitter, hvor man bruger #FBrape i henvendelser til annoncørerne. Kampagnen mønstrede 9000 tweets alene på de første 24 timer. Nogle af annoncørernes reaktioner har der slet ikke været mulighed for at følge op på fra kampagnens headquarters, fordi det går så stærkt. Fx er det lige nu uklart, hvad Magnum har svaret på henvendelser om at deres dejlige isannoncer figurerer ved siden af følgende shot med teksten: DUMB BITCH LEFT THE KITCHEN

blog fbrape Magnum

Det er Everyday Sexism Project og de to aktivister Soraya Chemaly og Jaclyn Friedman, der er initiativtagere til kampagnen, som blev sat i gang samtidig med at de skrev et åbent brev til Facebook for at få dem til at gøre noget effektivt ved sitets omfangsrige indhold af kvindehad.

Herhjemme er det foreløbig kun Dansk Kvindesamfund, der har været aktive i sagen. De henvendte sig for en måneds tid siden til Lego og Babysam for at gøre dem opmærksomme på, at de hver især havde FB-annoncer lige ved siden af et billede, der lavede sjov med en kvinde, som havde fået bank af sin mand.
Ingen af de to virksomheder har ligesom haft tid til at svare Dansk Kvindesamfund, men da Berlingeren gik til Lego, fik de dette svar fra den globale direktør for sociale medier, Lars Silberbauer: “Vi har ikke tidligere oplevet, at dette er et problem, og generelt oplever vi, at brugere godt kan skelne annoncer fra brugerskabt indhold. Men det er selvfølgelig et område, som vi følger for at se, hvilken vej udviklingen går, og så vil vi gerne opfordre alle til at bruge mulighederne på Facebook til at ‘flagge’ anstødeligt indhold. Jo flere der gør det, desto hurtigere bliver det fjernet af Facebook.”
Den vurdering er empirien så ikke enig i, eftersom almindelige brugere (læs: ikke-annoncører) kan klage fra Herodes til Pilatus og kun få det svar fra Facebook, at “indholdet er ikke i strid med vore standarder” etc. Præcis som en lang række fremtidige eks-kunder skrev til Vistaprint i går, da de på samme vis søgte at fedte ansvaret over på kunderne.

Nu er det selvfølgelig sådan, at annoncører ikke selv vælger, hvor deres indhold på FB dukker op, og desuden bliver indhold som bekendt ikke modereret inden det ryger på FB. Men som folk netop nu skriver til Easyjet, der fastholder at de ikke selv kan styre hvor deres annoncer havner: “Jamen, I ville vel heller ikke annoncere i et trykt medie, hvis der var mulighed for at finde samme type indhold dér? Hvad er forskellen?” Og som  FBrape-kampagnens initiativtagere påpeger, så kan man kræve, at Facebook overordnet tager stilling til, hvad de ser som acceptabelt indhold. At de følger deres egne guidelines omkring hate speech, også når det kommer til kvinder – og at de tager klart afstand til denne type indhold. Der mangler stadig et svar fra virksomheden på de henvendelser, de har fået, men forbrugernes reaktioner i forhold til annoncørerne er endnu et hårdt “poke” på FB’s skulder. Og også på annoncørernes, hvis engagementet fortsætter.

update samme aften: ..Og det gør det foreløbig: 16.000 #FBrape-tweets efter 48 timer.

update næste dag: Efter knap 3 døgn: 20.000 tweets - og seks firmaer, der har trukket deres reklamer fra Facebook :-)

Rapebook

”Hvad er det, der måler 10 tommer og får en kvinde til at have sex med mig? Min kniv.”
Sådan hed en af Facebooks voldtægts-fansider. De er i betragteligt overtal i forhold til dem, der kæmper mod dem. Rapebook forsøgte, men efter mindre end fem måneders levetid måtte Rapebook lukke den 6. april. Rapebook blev oprettet på Facebook af en gruppe amerikanske kvinder med det formål at få det sociale netværk til at fjerne noget af det voldelige kvindehaderindhold. Det lykkedes da også at få en del af siderne taget ned. De fleste af bæsterne krævede, ifølge Rapebook-administrator Trista Hendren, ihærdige indsatser og lange dialoger med FB. Andre igen ville Facebook slet ikke fjerne.

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

Jeg vil gerne indskyde en advarsel om, at det her blogindlæg slet ikke er begyndt at blive ubehageligt endnu. Det er ikke noget pænt emne. Og jeg spekulerer på, om det er derfor, danske medier ikke beskæftiger sig med Facebooks rape pages og alle de slagsmål og den debat, der har været om dem – og om Facebooks politik – i flere år i mange udenlandske medier. Ja, også i rigtige aviser og på store TV-kanaler.

Trusler om at voldtage børn
Der er gennem de senere år opstået en trend på Facebook, som handler om stærkt sadistisk vold/voldtægt/mord på kvinder, og der popper hele tiden nye grupper op om emnerne, så Rapebooks arbejde er langt fra færdigt. Men stifterne stoppede på grund af den overvældende mængde af voldtægtstrusler, som de selv blev udsat for. Ikke kun på Facebook. Men også privat. Og også trusler om voldtægt af deres børn. Hackere skaffede diverse personlige oplysninger om Rapebook-administratorerne og lagde dem ud på nettet, og så kørte det derudaf med hundredevis af telefonopringninger og beskedder som: ”I will skullfuck your children” etc. Rapebook-administrationen har ikke alene stoppet siden nu, men også nedlagt deres personlige FB-konti og blogs.

Rapebook så dagens lys den 13. november 2012. De fik hurtigt følgere, men antallet af aggressive posts på sitet var det mest overvældende. En skrev fx en kommentar, der ifølge den amerikanske TV-station ABC News begyndte sådan her: “I’m gonna trace your IP address then come to your house in the night in a possum suit knock you out take you back to my cellar where you’ll wake up hung from the ceiling by meat hooks…” og herefter blev truslen kun værre og mere udpenslet sadistisk og afsporet. Der var rigtig mange henvendelser af denne type, eftersom Facebooks rape page-communities tilsyneladende mobiliserede sig i angrebslystne tropper for at genere Rapebook mest muligt. De truende indlæg på siden syntes samtidig at skræmme tilhængere af Rapebooks mission fra at gå til modangreb eller støtte Rapebook, og efter de mange trusler trak gruppen sig altså. Masserne af hatere boltrer sig i kommentarsporet til den meddelelse, der annoncerer Rapebooks afslutning. En af de mere venlige og mindre explicitte skriver: ”We won get back in the fucking kitchen.” “We beat Rapebook.”

Grinagtige knivtrusler
Gennemgående har det kostet en del knofedt for anti-misogynister at få de ubehagelige sider væk fra Facebook. I 2011 kunne Huffington Post fortælle historien om de seks Facebook-sider, inkl. den med 10-tommers-kniven, der først blev fjernet efter to måneders klageindsats med en massiv Twitter-kampagne og indsamling af mere end 180.000 underskrifter på en protest mod det stødende indhold.

I første omgang slog Facebook klagerne hen, selvom den sociale tjenestes regler siger: “Indhold, der angriber personer på baggrund af deres faktiske eller formodede race, etniske baggrund, religion, køn, seksuel orientering, handicap eller sygdom, er ikke tilladt.” Man ønsker ikke indhold, der er truende, hadefuldt eller opfordrer til vold. Men selvom det præcist er de kategorier, voldtægtssiderne falder ind under, så har de en kattelem, fordi Facebook ”skelner mellem seriøs og humoristisk tale.” -”..Vi tillader tydelige forsøg med humor og satire, der ellers ville kunne betragtes som mulige trusler eller angreb.” Fede tider! Voldtægtssiderne kategoriserer bare sig selv som humor, kontroversiel humor eller satire. Det virker.

Som den nu fjernede ”Roses are red, violets are blue, I’ve got a knife, get in the van,” der ifølge HuffPost ikke blev betegnet som ”kontroversiel humor” på FB, men slet og ret ”humor.” Ha, ha! Eller den joviale “Seeing a Pregnant Woman and Wanting to punch Her In the Face,” for ikke at tale om hyggefætteren: “Kicking a slut in the vagina and losing your foot inside.” Lige til at klaske sig på lårene over.

Facebook synes det er ligesom at gå på pub
Og Facebooks ledelse deler øjensynligt denne humor i mange tilfælde, hvor man i meget lang tid vægrer sig ved at tage indholdet ned. Da BBC kontaktede Facebook angående en af de sider, som brugere I 2011 ønskede fjernet, lød svaret I en udtalelse fra Facebook: “It is very important to point out that what one person finds offensive another can find entertaining, just as telling a rude joke won’t get you thrown out of your local pub, it won’t get you thrown off Facebook.” Siden hed: “You know she’s playing hard to get when your chasing her down an alleyway”, og den havde 194.370 likes.

Ved en anden lejlighed har Facebook meddelt Rapebook, at de ikke ville fjerne en bestemt voldtægtsside med den begrundelse, at den mindede om nogle jokes, som prominente komikere lavede. Og i starten af april dukkede en side op, som opfordrede til at voldtage babyer – ”Raping babies because you are fucking fearless,” hed den nemlig. ABC News konfronterede Facebook med siden og modtog et svar om, at man ikke ville fjerne den, da den ikke rettede en trussel mod en bestemt person, og man anså den for at være et forsøg på at være morsom. ”Facebook tries to have a very permissive attitude toward humor because different cultures have different views on what is or isn’t humor,” skriver virksomheden til ABC.

Folk der hader voldtægtssider
Der har været utallige “humoristiske” voldtægtssider både før og efter …og mange der er gået til angreb mod siderne. I september 2011 opstod ”RINJ Foundation” – Rape Is No Joke – som kæmper på mange planer mod det, de kalder voldtægtskultur – herunder også Facebooks jævnt fodslæbende holdning til voldtægtssiderne. En anden aktør på feltet er Everyday Sexism Project, en organisation, som trods kun et års levetid har fået frivillige afdelinger i 15 lande – bl.a. USA, Brasilien, Holland og Frankrig. Hovedformålet er at indsamle dokumentation for den sexisme, de fleste kvinder oplever i det daglige liv, men E.S.P markerer sig også ved at bekæmpe den misogyni på Facebook, som de føler hører ind under begrebet “hverdagssexisme.” Stifteren Laura Bates skriver løbende til virksomheder, der får placeret annoncer på voldtægtssiderne, og brugerne af E.S.P. gør hinanden opmærksomme på sider, der bør anmeldes.

Laura Bates blander sig gerne og ofte i debatten. Tidligere på året fortalte hun fx i The Guardian, hvor hun er fast klummeskriver, om endnu en hård kamp mod voldtægsopfordringerne på Facebook. Det drejede sig bl.a. om de to, som hun beskriver sådan her: Et billede af en kvinde, der lå bundet og med bind for munden på en sofa, med teksten: ”It’s not rape. If she really didn’t want to, she’d have said something.” Og en anden, med tre billeder: Et kondom og teksten “Plan A,” en fortrydelsespille og teksten “Plan B,” og så det tredje, ”Plan C,”: Et billede af en mand, der skubber en kvinde med blodigt ansigt ned ad en trappe. Det tog flere ugers massive protester og en dosis medieinteresse, før Facebook på utallige opfordringer fjernede den nye serie af sider. Men ifølge Laura Bates kom der lige så mange nye op, så snart de første var fjernet. Blandt dem var siderne: “Sum sluts need their throats slit” og “Its Not ‘rape’ If They’re Dead And If They’re Alive Its Surprise Sex”. Der lå også et billede af en kvinde, som havde fået skåret følgende blødende statement ind I sit kød: “Daddy f*cked me and I loved it.”

Arabiske feminister og cupcakes vækker anstød
Det er ellers ikke, fordi Facebook ikke har mandskab eller vilje til at fjerne indhold og lukke brugere ude med det vuns. Den amerikanske feminist Gina Crosley-Corcoran  blev prompte bandlyst fra FB i 72 timer, da hun havde lagt et billede ud, hvor hun ammede sin søn. Generelt er FB hurtige til at censurere billeder af ammende kvinder, mens brystvorter tolereres meget længere tid i porno/pin-up/voldtægtsvittigheds-sammenhæng. Dette mønster i prioriteringerne har fået kommentatorer til at konkludere, at Facebook altså kun finder nøgne kvinder i strid med deres retningslinjer, hvis kvinderne IKKE optræder i rollen som objekter for mænd.

blog rapebook brystop

Selv en brystopereret kvinde, der lagde et billede ud af sig selv, blev bortcensureret, og det forlyder endda, at dette billede af en samling cupcakes med innovativ dekoration også blev bortfjernet i al hast, så de ikke kunne vække anstød. De er dog tilbage igen og findes på Facebook – og her:

blog rapebook cupcakes

Andre der fik FB til at reagere prompte, er the Uprising of Women in the Arab World. 21. oktober sidste år lagde Dana Bakdounes et billede ud, hvor hun holdt et skilt med teksten: ”Jeg er med i U.W.A.W, fordi jeg i 20 år ikke har fået lov til at føle vinden i mit hår og på min krop.” Trista Hendren, en af Rapebook-stifterne, fortæller at Facebook fire dage senere, den 25. oktober, valgte at censurere Bakdounes’ billede, og den administrator, der havde postet det på siden, fik lukket sin FB-konto i 24 timer. Da U.W.A.W. udsendte en pressemeddelelse den 7. november, fik alle fem administratorer reprimander fra Facebook, der varierede fra en advarsel til 30 dages blokering.

blog rapebook bakdounis

Nej til racisme – ja til kvindehad
Det er også svært at finde sider på Facebook, der opfordrer til had eller vold mod bestemte racer eller religioner. Fx synes FB at være hurtige til at fjerne antisemitiske sider, ligesom der ikke findes noget frispace for nazister, racister eller lignende. Virksomheden slår tilsyneladende konsekvent ned på initiativer i den retning. Hvorfor så ikke, når det kommer til misogynister, der opfordrer kontant og aggressivt til vold mod kvinder – eller mord på dem? Forfatteren Soraya Chemaly nævner i Huffington Post  en side med navnet ”I kill bitches”, hvor en pistol pegede på læseren, og billedteksten lød  ”I love killing fucking bitches.” Chemaly har den tese, at hvis der nu havde stået: ”I kill n*****s”, var siden formentlig forsvundet igen på et splitsekund. Men sådan nogle sider har Facebook ikke. Chemaly skriver: ”Der er INGEN MANGEL på racister, antisemitter, islamofober, homofober og så videre derude, som nok ved, hvordan man bruger nettet, og som har FB-konti. Jeg er sikker på, de ville elske at befolke Facebook-sider med truende, inciterende indhold (…..) Men sådan nogle sider er der ikke på FB. Fordi FB censurerer dem bort, og ikke fordi diverse voldelige haters mirakuløst er forsvundet fra planeten.”

Humorforladte annoncører
Had og voldsforherligelse er altså kun sjovt, hvis det er rettet mod kvinder (og børn). Uheldigvis for Facebook er en række af deres annoncører så humorforladte, at de har klaget til Facebook, når deres annoncer er havnet på voldtægtssiderne.  Sony, American Express, BlackBerry, Shelter, Vodafone og Finnair er blandt dem, der har henvendt sig til Facebook for at komme væk fra sider som ”This is why Indian Girls are raped” og ”Raping” – sidstnævnte ellers med 4.400 likes. Kosmetikfirmaet Dove udtalte, at man var chokeret over at se sin annonce på en side med navnet ”Drop kicking sluts in the teeth,”  og det lykkedes firmaet at få Facebook til at lukke den ellers så grinagtige side. RINJ Foundation husker behørigt at nævne og rose de virksomheder, der ikke vil annoncere på de sadistiske sider, og de fremhæves naturligvis i pressen, så måske ligger der her et incitament til at flere FB-annoncører engagerer sig i problemet.

Sandbergs dilemma
Der er også den pikante detalje ved sagen, at Facebook-COO Sheryl Sandberg sidder i bestyrelsen for VDAY, en global organisation hvis formål er at forhindre vold mod kvinder. Sandberg skrev for nylig den meget omtalte bog Lean In, som er blevet kaldt et “corporate-power-feminist”-manifest. Bogen har fået kritik for at have for meget fokus på, hvordan kvinden som individ spiller spillet rigtigt, mens den ikke virker så opsat på at ændre strukturelle problemer…. Men den har inspireret til titlen på en Facebook-side, der blev oprettet den 19. marts: “Sheryl Sandberg, lean in and remove misogyny from Facebook!” Udtrykket Lean In betyder fra Sandbergs side noget med at man læner sig ind, deltager i tingene, engagerer sig, tager ansvar,,,

Nu ønsker læseren måske at se nogle gedigne eksempler på løjerne, og billeder virker som bekendt stærkere end ord, men jeg har efter mange overvejelser besluttet ikke at bringe andre end de allermest uskyldige, som dette charmerende eksempel fra en af de sider, der opfordrer til date rape ved hjælp af rohypnoler. Teksten lyder: “When traditional dating methods aren’t cutting it.”

blog rapebook rohypnol

Og dette, som er et af de allerpæneste af de billeder, der opfordrer til sex med små piger:

blog rapebook ex1

…og en banal voldsjoke i den mildeste ende af skalaen:

blog rapebook vold

Hvorfor er det ikke sjovt?
Jeg synes ikke, at voldtægtsforherligelse er til at dø af grin over, og den udbredte accept af de kvindehadende aktiviteter hos en så indflydelsesrig virksomhed bør forurolige alle i en verden, hvor mindst en ud af tre kvinder bliver udsat for vold, voldtægt eller anden mishandling før eller senere. Vold – herunder voldtægt – dræber og lemlæster lige så mange kvinder mellem 15 og 44 som kræft. Amnesty kalder det en menneskeretstragedie, og FN holder jævnligt forsamlinger om problemet. I vores del af verden er det kun noget, vi taler om, når et enkelt tilfælde i Indien bliver særligt hypet, og ellers er vi ikke så optagede af det. Måske fordi det jo mest er i de varme lande, at kvinder hele tiden bliver voldtaget/voldtaget og slået ihjel/voldtaget og banket til lirekassemænd, så de dør efterfølgende osv. Det er da også umuligt – for de fleste – hele tiden at hidse sig op over alle grusomheder i verden. Men voldskulturen lever altså også inde på Facebook, som ikke kun findes i de varme lande. Og som vel at mærke ikke bare er ”internettet” men faktisk et mødested, etableret af en privat virksomhed, som definerer hvad der er acceptabelt i deres rammer, og som dermed kommunikerer nogle bestemte normer og værdier ud til en ganske bred målgruppe.

Så kan man sige: Bare lad være med at læse de sider. Det kan man da (hvis man ikke har nogen FB-venner der liker dem eller deler dem). Men er det OK, at folk kan udfolde og hylde misogyni i et socialt forum med mere end en milliard tilstedeværende? Ville det være OK, hvis der var frihed til at hæmningsløs dyrkning af nazisme og racehad, fx, som alle non-likere jo så bare kunne lade være med at se på? Ville man så slå det hen med, at det bare er xxx tusind forvirrede underskudsindivider, og det er fint nok hvis vi bare bruger det blinde øje og det døve øre?