6 brandingtips via #FBrape

I sidste uge fik aktivister verdens største sociale medie til at love en kursændring. Det var #FBrape-kampagnen, der via pres på annoncørerne fik Facebook til at indrømme, at de har brug for en proaktiv politik i forhold til kvindehadende indhold. Dejlige tider, men også med større perspektiver. Brandingeksperter har straks destilleret 6 stykker lærdom ud af forløbet. De findes her i MarketingMagazine.

De handler om, hvordan forholdene i den sociale medieindustri er for annoncører, og de fire første springer vi over her på bloggen. For nummer 5 er fra min synsvinkel det mest pikante, ja nærmest spændstige, om man vil. 5 siger: Det er essentielt, at man ved, hvornår man skal sige nej. Marketing Magazine skriver: ‘I en tid, hvor næsten ethvert globalt brand har en skare af pressionsgrupper der henvender sig til dem, siger social media-eksperter, at det er lige så vigtigt at vide hvad man skal ignorere, som at vide, hvornår man skal gå i dialog.” Altså, for ellers kan man ikke bestille andet et at diskutere med alle hele tiden. Men i tilfældet #FBrape bliver det vurderet som en nederen idé at sige nej = det er værd at prioritere en dialog med denne type protester.

Læren i Punkt 6 lyder: Et brand må vide, hvad det står for, og holde sig til dét….Som eksempel nævnes naturligvis Dove. De laver sæbe, cremer og personlige hygiejneprodukter, og de var dem, der blev hårdest angrebet af #FBrape-aktivisterne, fordi firmaet skød sig selv utrætteligt i begge fødder under kampagnen. De markedsfører sig nemlig hæmningsløst som dem, der er optaget af “real women”, og som virkelig lever for “care” og omsorg for disse kvinder, men da de blev bedt om noget “care” i form af at sige fra overfor Facebooks accept af kvindehad, så var de uvillige, lunkne og afvisende. Alt i alt fremstod de pænt blottede for det påståede omsorgsgen. Hver dag under kampagnen kom der nye erklæringer på Twitter og Facebook fra kvinder, der lovede at droppe Doves produkter både til sig selv og familien. Og der blev lavet alternative Dove-reklamer af de rasende brugere, der faktisk følte sig godt gammeldags røvrendt af sæbeproducenten.

blog fbrape marketing Dove

Christian Gladwell, ekspert i sociale medier og direktør i Human Digital, siger til Marketing Magazine, at de fem år, som Dove har brugt på at opbygge et pro-women brand, er gået op i røg nu. Han minder om, at alt det kritiske indhold bliver liggende i “the fourth Space” i mange år endnu. Og MM’s konklusion er, at marketingfolk nu benytter lejligheden til at revurdere deres digitale marketingstrategier.

Jeg tror på vurderingen. Vi vil nu putte den ned i en kolbe sammen med lærestykke/tip nr. 5, og tilføre de udsagn, der har prydet debatten i den udenlandske presse de seneste uger, om at tidevandet nok er ved at vende for spørgsmål om sexisme og ligestilling…

blog fbrape brand balt

Resultat: Der er formentlig hul igennem, hvis man ser noget kvindefjendsk indhold på FB ved siden af en annonce for nogen, hvis image clincher med budskabet i det frastødende indhold. Proceduren er her. Men hullet igennem kan måske udvides til noget større, fordi det kan se ud til, at der er en del forbrugere, der er trætte af kvindehad. Og at der er stemning lige nu hos forbrugerne til at udfordre firmaers branding i bredere forstand. Og at virksomhederne samtidig føler sig i stemning til at komme udfordringerne i møde. Være lidt vandkæmmede i forhold til deres brands og måske tage et par småting op til overvejelse.
Jeg tror på det.

 

 

 

Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

Annoncører trækker sig pga. kvindehad på Facebook

 

Nissan Skyline R32

Nissan Skyline R32

Nissan får en reklame her, for de har trukket deres Facebook-annoncer i protest mod kvinehadende indhold. Big up, credits, fed karma til dem!
De sidste to døgn har der kørt en massiv kampagne på diverse sociale medier for at få Facebooks annoncører til at reagere på alle sitets såkaldte jokes og opfordringer til vold, voldtægt og værre ting mod kvinder.
Foreløbig har Nissan UK og webhost-firmaet Westhost med øjeblikkelig virkning trukket alle deres reklamer fra Facebook. Andre firmaer overvejer stadig sagen eller er i dialog med Facebook, heriblandt American Express, British Airways, Sky, Easyjet og Dove. Sidstnævnte har bl.a. en annonce ved siden af et billede af en pige, der tydeligvis er blevet seksuelt misbrugt, og teksten: ”sometimes daddy drinks too much.” Og ved dette billede:

blog fbrape Dove2

Firmaet Vistaprint ville ikke trække annoncer, men opfordrede i stedet brugere til selv at kontakte Facebook. Det afstedkom en storm af rasende kunder, der erklærede på Vistaprints FB-side, at problemet netop er at Facebook ikke lytter til almindelige brugeres klager – og at de i øvrigt nu er færdige med at købe produkter hos Vistaprint.
Audible_com valgte gennem flere timer i går aftes den velprøvede strategi, at de simpelthen slettede alle de vrede indlæg, der væltede ind på deres FB-side. Det blev brugerne kun endnu vredere af. Nissan, som trak deres annoncer, var derimod i dialog med brugere i løbet af aftenen, hvor firmaet bl.a. skrev på Twitter, at de var “”not happy about this and many people in the office rightly upset. It’s wrong and we don’t support it. Ever.”

Status med de forskellige firmaer udvikler sig selvfølgelig hele tiden. For at følge med og evt. selv deltage kan man tjekke Women, Action & the Media’s hjemmeside. Her finder man alt om at komme ind i kampen, men ellers er det bare at gå på Twitter, hvor man bruger #FBrape i henvendelser til annoncørerne. Kampagnen mønstrede 9000 tweets alene på de første 24 timer. Nogle af annoncørernes reaktioner har der slet ikke været mulighed for at følge op på fra kampagnens headquarters, fordi det går så stærkt. Fx er det lige nu uklart, hvad Magnum har svaret på henvendelser om at deres dejlige isannoncer figurerer ved siden af følgende shot med teksten: DUMB BITCH LEFT THE KITCHEN

blog fbrape Magnum

Det er Everyday Sexism Project og de to aktivister Soraya Chemaly og Jaclyn Friedman, der er initiativtagere til kampagnen, som blev sat i gang samtidig med at de skrev et åbent brev til Facebook for at få dem til at gøre noget effektivt ved sitets omfangsrige indhold af kvindehad.

Herhjemme er det foreløbig kun Dansk Kvindesamfund, der har været aktive i sagen. De henvendte sig for en måneds tid siden til Lego og Babysam for at gøre dem opmærksomme på, at de hver især havde FB-annoncer lige ved siden af et billede, der lavede sjov med en kvinde, som havde fået bank af sin mand.
Ingen af de to virksomheder har ligesom haft tid til at svare Dansk Kvindesamfund, men da Berlingeren gik til Lego, fik de dette svar fra den globale direktør for sociale medier, Lars Silberbauer: “Vi har ikke tidligere oplevet, at dette er et problem, og generelt oplever vi, at brugere godt kan skelne annoncer fra brugerskabt indhold. Men det er selvfølgelig et område, som vi følger for at se, hvilken vej udviklingen går, og så vil vi gerne opfordre alle til at bruge mulighederne på Facebook til at ‘flagge’ anstødeligt indhold. Jo flere der gør det, desto hurtigere bliver det fjernet af Facebook.”
Den vurdering er empirien så ikke enig i, eftersom almindelige brugere (læs: ikke-annoncører) kan klage fra Herodes til Pilatus og kun få det svar fra Facebook, at “indholdet er ikke i strid med vore standarder” etc. Præcis som en lang række fremtidige eks-kunder skrev til Vistaprint i går, da de på samme vis søgte at fedte ansvaret over på kunderne.

Nu er det selvfølgelig sådan, at annoncører ikke selv vælger, hvor deres indhold på FB dukker op, og desuden bliver indhold som bekendt ikke modereret inden det ryger på FB. Men som folk netop nu skriver til Easyjet, der fastholder at de ikke selv kan styre hvor deres annoncer havner: “Jamen, I ville vel heller ikke annoncere i et trykt medie, hvis der var mulighed for at finde samme type indhold dér? Hvad er forskellen?” Og som  FBrape-kampagnens initiativtagere påpeger, så kan man kræve, at Facebook overordnet tager stilling til, hvad de ser som acceptabelt indhold. At de følger deres egne guidelines omkring hate speech, også når det kommer til kvinder – og at de tager klart afstand til denne type indhold. Der mangler stadig et svar fra virksomheden på de henvendelser, de har fået, men forbrugernes reaktioner i forhold til annoncørerne er endnu et hårdt “poke” på FB’s skulder. Og også på annoncørernes, hvis engagementet fortsætter.

update samme aften: ..Og det gør det foreløbig: 16.000 #FBrape-tweets efter 48 timer.

update næste dag: Efter knap 3 døgn: 20.000 tweets - og seks firmaer, der har trukket deres reklamer fra Facebook :-)

Rapebook

”Hvad er det, der måler 10 tommer og får en kvinde til at have sex med mig? Min kniv.”
Sådan hed en af Facebooks voldtægts-fansider. De er i betragteligt overtal i forhold til dem, der kæmper mod dem. Rapebook forsøgte, men efter mindre end fem måneders levetid måtte Rapebook lukke den 6. april. Rapebook blev oprettet på Facebook af en gruppe amerikanske kvinder med det formål at få det sociale netværk til at fjerne noget af det voldelige kvindehaderindhold. Det lykkedes da også at få en del af siderne taget ned. De fleste af bæsterne krævede, ifølge Rapebook-administrator Trista Hendren, ihærdige indsatser og lange dialoger med FB. Andre igen ville Facebook slet ikke fjerne.

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

Jeg vil gerne indskyde en advarsel om, at det her blogindlæg slet ikke er begyndt at blive ubehageligt endnu. Det er ikke noget pænt emne. Og jeg spekulerer på, om det er derfor, danske medier ikke beskæftiger sig med Facebooks rape pages og alle de slagsmål og den debat, der har været om dem – og om Facebooks politik – i flere år i mange udenlandske medier. Ja, også i rigtige aviser og på store TV-kanaler.

Trusler om at voldtage børn
Der er gennem de senere år opstået en trend på Facebook, som handler om stærkt sadistisk vold/voldtægt/mord på kvinder, og der popper hele tiden nye grupper op om emnerne, så Rapebooks arbejde er langt fra færdigt. Men stifterne stoppede på grund af den overvældende mængde af voldtægtstrusler, som de selv blev udsat for. Ikke kun på Facebook. Men også privat. Og også trusler om voldtægt af deres børn. Hackere skaffede diverse personlige oplysninger om Rapebook-administratorerne og lagde dem ud på nettet, og så kørte det derudaf med hundredevis af telefonopringninger og beskedder som: ”I will skullfuck your children” etc. Rapebook-administrationen har ikke alene stoppet siden nu, men også nedlagt deres personlige FB-konti og blogs.

Rapebook så dagens lys den 13. november 2012. De fik hurtigt følgere, men antallet af aggressive posts på sitet var det mest overvældende. En skrev fx en kommentar, der ifølge den amerikanske TV-station ABC News begyndte sådan her: “I’m gonna trace your IP address then come to your house in the night in a possum suit knock you out take you back to my cellar where you’ll wake up hung from the ceiling by meat hooks…” og herefter blev truslen kun værre og mere udpenslet sadistisk og afsporet. Der var rigtig mange henvendelser af denne type, eftersom Facebooks rape page-communities tilsyneladende mobiliserede sig i angrebslystne tropper for at genere Rapebook mest muligt. De truende indlæg på siden syntes samtidig at skræmme tilhængere af Rapebooks mission fra at gå til modangreb eller støtte Rapebook, og efter de mange trusler trak gruppen sig altså. Masserne af hatere boltrer sig i kommentarsporet til den meddelelse, der annoncerer Rapebooks afslutning. En af de mere venlige og mindre explicitte skriver: ”We won get back in the fucking kitchen.” “We beat Rapebook.”

Grinagtige knivtrusler
Gennemgående har det kostet en del knofedt for anti-misogynister at få de ubehagelige sider væk fra Facebook. I 2011 kunne Huffington Post fortælle historien om de seks Facebook-sider, inkl. den med 10-tommers-kniven, der først blev fjernet efter to måneders klageindsats med en massiv Twitter-kampagne og indsamling af mere end 180.000 underskrifter på en protest mod det stødende indhold.

I første omgang slog Facebook klagerne hen, selvom den sociale tjenestes regler siger: “Indhold, der angriber personer på baggrund af deres faktiske eller formodede race, etniske baggrund, religion, køn, seksuel orientering, handicap eller sygdom, er ikke tilladt.” Man ønsker ikke indhold, der er truende, hadefuldt eller opfordrer til vold. Men selvom det præcist er de kategorier, voldtægtssiderne falder ind under, så har de en kattelem, fordi Facebook ”skelner mellem seriøs og humoristisk tale.” -”..Vi tillader tydelige forsøg med humor og satire, der ellers ville kunne betragtes som mulige trusler eller angreb.” Fede tider! Voldtægtssiderne kategoriserer bare sig selv som humor, kontroversiel humor eller satire. Det virker.

Som den nu fjernede ”Roses are red, violets are blue, I’ve got a knife, get in the van,” der ifølge HuffPost ikke blev betegnet som ”kontroversiel humor” på FB, men slet og ret ”humor.” Ha, ha! Eller den joviale “Seeing a Pregnant Woman and Wanting to punch Her In the Face,” for ikke at tale om hyggefætteren: “Kicking a slut in the vagina and losing your foot inside.” Lige til at klaske sig på lårene over.

Facebook synes det er ligesom at gå på pub
Og Facebooks ledelse deler øjensynligt denne humor i mange tilfælde, hvor man i meget lang tid vægrer sig ved at tage indholdet ned. Da BBC kontaktede Facebook angående en af de sider, som brugere I 2011 ønskede fjernet, lød svaret I en udtalelse fra Facebook: “It is very important to point out that what one person finds offensive another can find entertaining, just as telling a rude joke won’t get you thrown out of your local pub, it won’t get you thrown off Facebook.” Siden hed: “You know she’s playing hard to get when your chasing her down an alleyway”, og den havde 194.370 likes.

Ved en anden lejlighed har Facebook meddelt Rapebook, at de ikke ville fjerne en bestemt voldtægtsside med den begrundelse, at den mindede om nogle jokes, som prominente komikere lavede. Og i starten af april dukkede en side op, som opfordrede til at voldtage babyer – ”Raping babies because you are fucking fearless,” hed den nemlig. ABC News konfronterede Facebook med siden og modtog et svar om, at man ikke ville fjerne den, da den ikke rettede en trussel mod en bestemt person, og man anså den for at være et forsøg på at være morsom. ”Facebook tries to have a very permissive attitude toward humor because different cultures have different views on what is or isn’t humor,” skriver virksomheden til ABC.

Folk der hader voldtægtssider
Der har været utallige “humoristiske” voldtægtssider både før og efter …og mange der er gået til angreb mod siderne. I september 2011 opstod ”RINJ Foundation” – Rape Is No Joke – som kæmper på mange planer mod det, de kalder voldtægtskultur – herunder også Facebooks jævnt fodslæbende holdning til voldtægtssiderne. En anden aktør på feltet er Everyday Sexism Project, en organisation, som trods kun et års levetid har fået frivillige afdelinger i 15 lande – bl.a. USA, Brasilien, Holland og Frankrig. Hovedformålet er at indsamle dokumentation for den sexisme, de fleste kvinder oplever i det daglige liv, men E.S.P markerer sig også ved at bekæmpe den misogyni på Facebook, som de føler hører ind under begrebet “hverdagssexisme.” Stifteren Laura Bates skriver løbende til virksomheder, der får placeret annoncer på voldtægtssiderne, og brugerne af E.S.P. gør hinanden opmærksomme på sider, der bør anmeldes.

Laura Bates blander sig gerne og ofte i debatten. Tidligere på året fortalte hun fx i The Guardian, hvor hun er fast klummeskriver, om endnu en hård kamp mod voldtægsopfordringerne på Facebook. Det drejede sig bl.a. om de to, som hun beskriver sådan her: Et billede af en kvinde, der lå bundet og med bind for munden på en sofa, med teksten: ”It’s not rape. If she really didn’t want to, she’d have said something.” Og en anden, med tre billeder: Et kondom og teksten “Plan A,” en fortrydelsespille og teksten “Plan B,” og så det tredje, ”Plan C,”: Et billede af en mand, der skubber en kvinde med blodigt ansigt ned ad en trappe. Det tog flere ugers massive protester og en dosis medieinteresse, før Facebook på utallige opfordringer fjernede den nye serie af sider. Men ifølge Laura Bates kom der lige så mange nye op, så snart de første var fjernet. Blandt dem var siderne: “Sum sluts need their throats slit” og “Its Not ‘rape’ If They’re Dead And If They’re Alive Its Surprise Sex”. Der lå også et billede af en kvinde, som havde fået skåret følgende blødende statement ind I sit kød: “Daddy f*cked me and I loved it.”

Arabiske feminister og cupcakes vækker anstød
Det er ellers ikke, fordi Facebook ikke har mandskab eller vilje til at fjerne indhold og lukke brugere ude med det vuns. Den amerikanske feminist Gina Crosley-Corcoran  blev prompte bandlyst fra FB i 72 timer, da hun havde lagt et billede ud, hvor hun ammede sin søn. Generelt er FB hurtige til at censurere billeder af ammende kvinder, mens brystvorter tolereres meget længere tid i porno/pin-up/voldtægtsvittigheds-sammenhæng. Dette mønster i prioriteringerne har fået kommentatorer til at konkludere, at Facebook altså kun finder nøgne kvinder i strid med deres retningslinjer, hvis kvinderne IKKE optræder i rollen som objekter for mænd.

blog rapebook brystop

Selv en brystopereret kvinde, der lagde et billede ud af sig selv, blev bortcensureret, og det forlyder endda, at dette billede af en samling cupcakes med innovativ dekoration også blev bortfjernet i al hast, så de ikke kunne vække anstød. De er dog tilbage igen og findes på Facebook – og her:

blog rapebook cupcakes

Andre der fik FB til at reagere prompte, er the Uprising of Women in the Arab World. 21. oktober sidste år lagde Dana Bakdounes et billede ud, hvor hun holdt et skilt med teksten: ”Jeg er med i U.W.A.W, fordi jeg i 20 år ikke har fået lov til at føle vinden i mit hår og på min krop.” Trista Hendren, en af Rapebook-stifterne, fortæller at Facebook fire dage senere, den 25. oktober, valgte at censurere Bakdounes’ billede, og den administrator, der havde postet det på siden, fik lukket sin FB-konto i 24 timer. Da U.W.A.W. udsendte en pressemeddelelse den 7. november, fik alle fem administratorer reprimander fra Facebook, der varierede fra en advarsel til 30 dages blokering.

blog rapebook bakdounis

Nej til racisme – ja til kvindehad
Det er også svært at finde sider på Facebook, der opfordrer til had eller vold mod bestemte racer eller religioner. Fx synes FB at være hurtige til at fjerne antisemitiske sider, ligesom der ikke findes noget frispace for nazister, racister eller lignende. Virksomheden slår tilsyneladende konsekvent ned på initiativer i den retning. Hvorfor så ikke, når det kommer til misogynister, der opfordrer kontant og aggressivt til vold mod kvinder – eller mord på dem? Forfatteren Soraya Chemaly nævner i Huffington Post  en side med navnet ”I kill bitches”, hvor en pistol pegede på læseren, og billedteksten lød  ”I love killing fucking bitches.” Chemaly har den tese, at hvis der nu havde stået: ”I kill n*****s”, var siden formentlig forsvundet igen på et splitsekund. Men sådan nogle sider har Facebook ikke. Chemaly skriver: ”Der er INGEN MANGEL på racister, antisemitter, islamofober, homofober og så videre derude, som nok ved, hvordan man bruger nettet, og som har FB-konti. Jeg er sikker på, de ville elske at befolke Facebook-sider med truende, inciterende indhold (…..) Men sådan nogle sider er der ikke på FB. Fordi FB censurerer dem bort, og ikke fordi diverse voldelige haters mirakuløst er forsvundet fra planeten.”

Humorforladte annoncører
Had og voldsforherligelse er altså kun sjovt, hvis det er rettet mod kvinder (og børn). Uheldigvis for Facebook er en række af deres annoncører så humorforladte, at de har klaget til Facebook, når deres annoncer er havnet på voldtægtssiderne.  Sony, American Express, BlackBerry, Shelter, Vodafone og Finnair er blandt dem, der har henvendt sig til Facebook for at komme væk fra sider som ”This is why Indian Girls are raped” og ”Raping” – sidstnævnte ellers med 4.400 likes. Kosmetikfirmaet Dove udtalte, at man var chokeret over at se sin annonce på en side med navnet ”Drop kicking sluts in the teeth,”  og det lykkedes firmaet at få Facebook til at lukke den ellers så grinagtige side. RINJ Foundation husker behørigt at nævne og rose de virksomheder, der ikke vil annoncere på de sadistiske sider, og de fremhæves naturligvis i pressen, så måske ligger der her et incitament til at flere FB-annoncører engagerer sig i problemet.

Sandbergs dilemma
Der er også den pikante detalje ved sagen, at Facebook-COO Sheryl Sandberg sidder i bestyrelsen for VDAY, en global organisation hvis formål er at forhindre vold mod kvinder. Sandberg skrev for nylig den meget omtalte bog Lean In, som er blevet kaldt et “corporate-power-feminist”-manifest. Bogen har fået kritik for at have for meget fokus på, hvordan kvinden som individ spiller spillet rigtigt, mens den ikke virker så opsat på at ændre strukturelle problemer…. Men den har inspireret til titlen på en Facebook-side, der blev oprettet den 19. marts: “Sheryl Sandberg, lean in and remove misogyny from Facebook!” Udtrykket Lean In betyder fra Sandbergs side noget med at man læner sig ind, deltager i tingene, engagerer sig, tager ansvar,,,

Nu ønsker læseren måske at se nogle gedigne eksempler på løjerne, og billeder virker som bekendt stærkere end ord, men jeg har efter mange overvejelser besluttet ikke at bringe andre end de allermest uskyldige, som dette charmerende eksempel fra en af de sider, der opfordrer til date rape ved hjælp af rohypnoler. Teksten lyder: “When traditional dating methods aren’t cutting it.”

blog rapebook rohypnol

Og dette, som er et af de allerpæneste af de billeder, der opfordrer til sex med små piger:

blog rapebook ex1

…og en banal voldsjoke i den mildeste ende af skalaen:

blog rapebook vold

Hvorfor er det ikke sjovt?
Jeg synes ikke, at voldtægtsforherligelse er til at dø af grin over, og den udbredte accept af de kvindehadende aktiviteter hos en så indflydelsesrig virksomhed bør forurolige alle i en verden, hvor mindst en ud af tre kvinder bliver udsat for vold, voldtægt eller anden mishandling før eller senere. Vold – herunder voldtægt – dræber og lemlæster lige så mange kvinder mellem 15 og 44 som kræft. Amnesty kalder det en menneskeretstragedie, og FN holder jævnligt forsamlinger om problemet. I vores del af verden er det kun noget, vi taler om, når et enkelt tilfælde i Indien bliver særligt hypet, og ellers er vi ikke så optagede af det. Måske fordi det jo mest er i de varme lande, at kvinder hele tiden bliver voldtaget/voldtaget og slået ihjel/voldtaget og banket til lirekassemænd, så de dør efterfølgende osv. Det er da også umuligt – for de fleste – hele tiden at hidse sig op over alle grusomheder i verden. Men voldskulturen lever altså også inde på Facebook, som ikke kun findes i de varme lande. Og som vel at mærke ikke bare er ”internettet” men faktisk et mødested, etableret af en privat virksomhed, som definerer hvad der er acceptabelt i deres rammer, og som dermed kommunikerer nogle bestemte normer og værdier ud til en ganske bred målgruppe.

Så kan man sige: Bare lad være med at læse de sider. Det kan man da (hvis man ikke har nogen FB-venner der liker dem eller deler dem). Men er det OK, at folk kan udfolde og hylde misogyni i et socialt forum med mere end en milliard tilstedeværende? Ville det være OK, hvis der var frihed til at hæmningsløs dyrkning af nazisme og racehad, fx, som alle non-likere jo så bare kunne lade være med at se på? Ville man så slå det hen med, at det bare er xxx tusind forvirrede underskudsindivider, og det er fint nok hvis vi bare bruger det blinde øje og det døve øre?