Danmark er Nordens svar på Pattaya (kronik)

Som dansker føler man sig lidt som en lurvet udkantstype i en nordisk ligestillingskonference. – Nej, busser med bare bryster, DET ser vi trods alt ikke hos os!? – Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere  på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weeekend. Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i hygge-Danmark, der gjorde os bemærkede verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmann-program på statsfinansieret public service-TV, ligesom vi  ligger placeret i EU-toppen når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder. Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og  – som EU har redegjort for – en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe. For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik, og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenterede,  sexchikanerede og – for godt halvdelens vedkommende – rammes af kønsrelateret vold..

I ligestillingsdebatten bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området.  Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes end lovgivningen – på en del områder – lægger op til.

For at tage et konkret eksempel, så har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane. Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.  Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig trygge via kvindeetagen,  skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge.

På den måde vandt en mands behov over kvindernes – med alle de paragraffer der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen. Vi kan lære i hvert fald to ting af forløbet: 1)Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag, og ikke mindst i voldtægtssager, udfra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur i og med, at de underordner kvinders behov i forhold til mænds. 2)Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse – kønsrelaterede – trusler og risici. Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrrede og irriterede af reelle kønsrelaterede problemer. De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer, er typisk mænds, og samtidig en del af DNA’et i en fælles, national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer at vi ikke anerkender virkeligheden. Denne virkelighed med dens reelle risici og konkrete indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker, som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem – sexisme, er et af ordene – at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt – som kan ramme når som helst og hvor som helst og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f.eks. Men selvom vi lærer fra små at begå os og lade som om, der ikke er nogen klods, så giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær, og for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år. Den viste bl.a. at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også,  at ca. 80% af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane.  Igen på trods af, at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.   Der er stadig uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl.a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langt fra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane. I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller  irrelevant ved rapporten. Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet. Guardian, BBX, The Independent og Al Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalist-pædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man  kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret I letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Al Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen – den om vold mod kvinder ( som Danmark efter to årsbetænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA’s arbejde var noget irrelevant makværk. The Independent  talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både NGO’ere, den britiske regering og oppositionen. Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var  gang med det. Independent’s overskrift er, at kvinder ”indrømmer” – admit – at de bliver udsat for det her.

I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne ”oplever,” at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af research-chefen hos FRA, Joanna Goodey: ”Hvis dette var sket udenfor Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden,  så ville vi forvente at EU’s ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt.” På samme måde var Kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top. Hindustan Times i Indien går grundigt ind i  tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ”ABUSED – SHAMED”. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke!

Tilbage i de danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen: At kvinderne i rapporten ikke er troværdige..Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte og med at vi er mere ligestillede end dem fra f.eks. Øst- og Sydeuropa, og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikanerede – og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: Hysterisk pjat. Man glemte i den forbindelse at nævne,  at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder, kvinder anmelder til politiet. Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle “sarthed” i forhold til at acceptere ”et klap i numsen,” som det så jovialt blev udtrykt i danske medier. Vores mediers reaktion – og navnlig eklatante mangel på reaktion – vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer. Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.  WTF?

Denne holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økologisk system i balance med sig selv. For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt at man i alle de tusindvis af små sager, som den om Bella Sky, kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For – der ER jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser at 80% af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende?

I den mere alvorlige del af spektret vil politet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centeret men vælger ikke at anmelde, steg fra  24 procent i 2009-2010 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

Den herskende offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet – vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe LALALALALALA i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af Øreklapstolsklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

Har været bragt som kronik i Politiken den 21. juni 2014

Lose the lads mags

Loaded magazine cover

Så er det nok med at sælge mandeblade med store bryster på forsiden. Engelske feminister er trætte af at se på bladene i supermarkederne og har de seneste uger kørt en kampagne, der skal få bladene væk fra hylderne.

Det er feministgrupperne UK Feminista og Object, der står bag kampagnen “Losetheladsmags” – “drop mandebladene”. De bakkes op af en række advokater, der den 27. maj fik offentliggjort et åbent brev i The Guardian til butikskæderne. Her advarer de om, at ejerne kan stå til at blive dømt for overtrædelse af lovgivningen i Equality Act 2010. Den definerer strafbar seksuel diskrimination og chikane som bl.a. “uønsket opførsel, der enten har forbindelse med sex, eller som er af en seksuel karakter, og som har til formål eller som konsekvens, at den volder skade på klagerens værdighed eller skaber en truende, fjendtlig, nedgørende, ydmygende eller stødende atmosfære for klageren“. Og klagerne kan ifølge advokaterne være såvel kunder som ansatte i butikkerne.

Flere ansatte i supermarkedskæderne har henvendt sig til aktivisterne og givet udtryk for, at de følte det stødende og ubehageligt at skulle sælge de omtalte blade, men at de ikke selv tør at gå i lag med deres arbejdsgivere af frygt for konsekvenserne.

Sophie Bennett. kampagneofficer hos Object, udtaler: “Mandebladene dehumaniserer kvinder og gør dem til objekter, og de fremmer skadelige attituder, der understøtter diskrimination og vold mod kvinder. At reducere kvinder til sexobjekter sender et utrolig farligt signal om, at kvinder er konstant tilgængelige seksuelt, og at fremvise disse publikationer i almindelige hverdagsomgivelser normaliserer denne sexisme. Det er uacceptabelt, at store kæder fortsætter med at eksponere personale og kunder for så sexistisk og nedværdigende materiale.”

Det er især blade som Zoo, FHM, Loaded og Nuts, der er i søgelyset hos de britiske aktivister.

blog ladsmags nuts

Se, noget af det interessante ved kampagnen er at betragte sine egne reaktioner på den. Tag nu mine: Da #losetheladmags brød løs på Twitter for lidt over to uger siden, tænkte jeg: “Nå, ok, nu bliver vi måske lige hardcore nok, venner.” For er det egentlig så slemt?

Det første af denne type blade, jeg mødte i mit liv, var Ugens Rapport. Og jeg så for nylig den dejlige dokumentarfilm om bladets fødsel og sejrsgang i 70’erne, portrætteret så man umuligt kunne føle andet end sympati og varme for de vilde, vovede, progressive folk, der både lavede edgy journalistik og noget med nøgne damer. Det følte jeg i hvert fald.

blog ladsmags rapport

Men alting er blevet værre siden da, ikke i lovgivning, men i sexistisk konsensus og praksis. Brysterne er blevet pumpet med silikone, skridtet er glatbarberet, styling og koncept er gået fra overvejende ”sød sommerpige” til slutty bitchy pornobabe – eller ditto lolita. Overliggeren er rykket støt og sikkert nedad, og bliver det fortfarende. Også hvad angår udbredelsen: Det er allevegne. Her og der, og på busserne, i bladene og reklamerne, i metroen, i S-toget, i avisen, i fjernsynet, på forsiderne og bagsiderne og på husene og ved vejene og busstoppestederne og everyfuckingwhere.

Derfor har man ligesom vænnet sig lidt til det, eller rettere udnyttet menneskets enorme tilpasningsevne og socialiseringstrang, som man motionerer hver dag, når man ihukommer at  passe omhyggeligt på, at der ikke er nogen, der kan hævde den mindste hjemmel for at klaske snerpe-etiketten på én. Den er jo blevet et accepteret dansk neutraliserings-label, som i sagens natur…virker neutraliserende på alle, der siger, at de ikke synes sexisme er the shit . Desuden har man et liv, der skal passes sideløbende, og det ville man ikke have overskud til, hvis man skulle orke at håndtere sin vrede, frygt og krænkethed over de her ting. Sådan har mit ræsonnement været, mest ubevidst, men dog registreret somewhere.

Men min indstilling er ændret i løbet af losetheladsmags-kampagnens udvikling. Hvor Tesco, en af supermarkedskæderne, forleden indvilligede i at gå i dialog med aktivisterne, som de skal mødes med i den kommende uge. Og hvor mængder af kvinder – og en del mænd -  undervejs har skrevet om deres afsky for bladene. Om at de er lettede over at andre udtrykker det, de hver især har følt meget længe, og som de føler hver dag, når de ser denne type blade. Om at de nu tør indrømme, at de også hader kvindefremstillingerne – og normaliseringen af sexismen i konceptet. Det har åbnet den boks, jeg åbenbart havde sat mig ovenpå for at holde den lukket. I den har jeg holdt al den krænkelse nede, som jeg så tit føler, når jeg ser den type billeder, vi taler om. Som f.eks. herhjemme på forsiden af bladet M! der står nok så normaliseret, accepteret og almindeligt ved siden af Hjemmet, Femina og Anders And alle steder:

blog ladsmags M2

Jeg havde gemt al den irritation og krænkelse, den lette utilpashed og flovhed, jeg har følt gennem mange år, når jeg har set kvinder portrætteret a la sexisme: I idiotiske positurer, med adskilte, fugtglinsende læber, der skal minde om….ja. Parate til at tage imod, eller med en finger stukket i munden, der enten er truttende eller O-formet –  med røven skubbet bagud og patterne stukket frem. Og ja, bryster hedder patter, når de spiller denne rolle: Tilgængelig, pleasende, naragtig, hjerneløs, helt uden egne behov.

Som de sjovt nok ikke er, når de ammer, og det er derfor, mange synes, at det er fedest ikke at se denne aktivitet ude på cafeerne – mens ikke en kat gør, når de ser bryster, der spiller sexobjekt-rollen. Forskellen består i at:

1)Personen, der ammer, er et subjekt. Hun gør noget. Selvom det er barnets behov, der opfyldes, så udfører moderen en selvstændig handling, i og med at hun giver bryst. Det gør de halv- eller hel-lumre småpornografiske babes jo ikke. De venter bare. På at de bliver taget eller får ordre til at gøre et eller andet i betjeningsøjemed ift. en mands behov for sex og/eller dominans.
2)Den ammende mor er human. Det er pornobabes’ene ikke. De er 100% ét med den rolle, hvis egenskaber er: ”Jeg har ingen behov og ingen ønsker. Jeg eksisterer kun for dine behov, og jeg har med garanti ingen hjerneaktivitet, så du kan også være ganske rolig og tryg, for jeg ser dig ikke og kan derfor ikke dømme dig, kræve noget af dig eller tænke noget om dig!” Sådan er der jo ingen mennesker der er – kun ting.

Og det er noget af det, der er så skræmmende ved stereotypen: Dehumaniseringen. Og accepten af den – to sider af samme sag. Det normaliseres massivt, at kvinder kan være ikke-mennesker, ikke-væsener, men ting til brug efter behov. Det er normaliseret hen til at være så fuldfedt acceptabelt,  at synet af denne koreografi in action nu kan overtrumfe accepten af ammende mødres synlige tilstedeværelse i det offentlige rum..Ligesom den overtrumfer, når  Sanne Søndergaard viser glimt af kønsbehåring i Politiken.

blog ladsmags sanne

Abonnenter chokede på deres sure opstød over synet. Uha, da da, hvor vi IKKE har hørt dem brokke sig over alt det andet kvindekøn og –babs, de skal se på alle andre steder i den vide danske hverdagsverden..men igen: Søndergaard stod ikke frem som objekt. Hun stod som subjekt, og som person, læs menneske. Det virkede provokerende og aggressivt på mange, inkl. den sexolog, der mente sig kaldet til at kritisere, at Søndergaard i det hele taget havde hår på den!

Men det virkelige problem, der har anfægtet de anstødtes underbevidsthed – ja, det vil jeg æde min gamle hat på – det er: At en kvinde tillader sig at stå tilnærmelsesvist blottet uden at indgå i den vedtagne objekt-koreografi. Hverken i positur eller ansigtsudtryk. Der var ingen fremskudt pat, ingen røv i brunstig chimpanse-positur og ingen af de suggestive, krampagtige læbepositioner, som anses for at være gode og rigtige, når kvinder portætteres på måder, der relaterer til deres køn. Søndergaard så derimod normal ud til lejligheden, hun var simpelthen Søndergaard – og det mente folk altså ikke, at hun  kunne tillade sig.

Fordi det er normaliseret, at kvinder skal fremstå som idiotiske skvadderhoveder, som ingen selvsagt kan respektere. Men som alle åbenbart føler sig dejligt trygge ved. Bortset fra, at det er der så alligevel mange kvinder, der ikke gør – i al hemmelighed. For det er krænkende på så mange planer.

Vi kan begynde i letvægtsklassen: Det er ganske enkelt ufedt at se sit køn blive tildelt en evig rolle som idiot. Det føles lidt som det gjorde for mine børn, da de var mindre, når de så et barn i en reklame, der blev fremstillet som børn tit gør: Som en naiv dummepeter,  til fals for alt pladder, lalleglad og taknemmelig for selv det mest letgennemskuelige bras. Mine børn krummede tæer og følte sig flove, fordi sådan en fremstilling af børn naturligvis er krænkende for et normalt barn, der jo ikke er en lalleglad dummepeter.
På samme måde er det fornærmende at ens køn konstant fremstilles som spader. Den seneste reklame, der virkelig har irriteret mig i denne kategori, er ”ZZuborghh, zzommer og zol” med den animerede lolita, der tager på skovtur.

blog ladsmags tuborg

Hun går ud i skoven alene med en kurv, dvs. den lille Rødhætte: Barnlig, naiv, KUK-KUK, slemme Peter Ulv, kom og tag mig! Hun er nedringet og har hofteholder på og skyder barmen frem: Serveret efter den gamle opskrift, og spiller artigt rollen. Hun er dum som en dør, kan dårligt nok synge rent, og så har hun tatoveringer nok til at forsikre om, at hun ikke er helt uskyldsren, eller måske at hun ikke er superkultiveret og derfor ikke har læst for mange bøger – om overhovedet - og at hun ikke er rig = privilegeret = i en position hvor hun har så mange valg. Det bedste er næsten, at til sidst i reklamen – jeg så det først ved 7. gennemsyn eller noget – så kommer der rent faktisk en lille båd ilende for at joine. Mens hun tager en tår øl og fniser fjollet, nærmer den enlige roer sig i topfart den ensomt beliggende plet, hvor pigen nu sidder. Den kommer BAGFRA - snigende, som en rigtig liste…. Måske fordi der står idiot på ryggen af hende.  

Så kan nogen netop hævde, at de piger, der optræder i rollerne som sexobjekt-idioter/lolitaer/ludere jo kun er de underpriviligerede, uuddannede, fattige og også i det virkelige liv dumme.  Man kalder det måske “tabere” eller sådan noget. Hvis man mener det, så siger man indirekte, at  sexisme er fedt nok, hvis bare vi opretholder noget gammeldags luder/madonna-kategorisering. Men dels tror jeg ikke på opdelingen, som jeg mener er uanvendelig for alle. Dels er den ikke en del af et tidssvarende mindset og menneskesyn. Og desuden vil al kategorisering, man kan finde på for at konstruere en sexistisk kamel der skal være lettere at sluge, alligevel have samme slutresultat: At sexisme rammer alle som én, der har det pågældende køn, bortset måske fra Dronning Margrethe og nogle ganske få andre. For når et stort antal kvinder vedvarende og massivt og overalt påvirker alle menneskers underbevidsthed 24/7, så accellererer vi konstant et fjendtligt og dehumaniserende menneskesyn på det ene køn. Vi understøtter konstant aggressioner, som der findes rigeligt af allerede. Vi bidrager til utryghed og følelsen af krænkelse hos det ene køn, og vi opmuntrer samtidig det andet køn til at krænke. Hvilket som bekendt allerede forekommer på mange planer og alt, alt for meget.

Men – kan man skyde skylden for alt det rod på bladene? Well - bladene er kun en del af det hele. Men ikke desto mindre en del af det, og en synlig del i hverdagen. Og man skal starte et sted, hvis man nogensinde skal ud af flækken.

Nogen vil givetvis vende sig mod firkantede forbud. Oplysning og holdningsbearbejdelse – det er meget bedre og mere pædagogisk. Det synes fx også vor ligestillingsminister, der anbefaler dette som vejen frem, når det viser sig at tre ud af fem danske mænd hylder sexkøb. Og at kun 69% ikke synes, det er i orden at købe sex af handlede kvinder. Så flere kampagner med informationer, det skal vi have. Vi har godt nok set, at forbuddet mod sexkøb i Sverige faktisk har påvirket holdningen til sagen blandt unge, så færre af dem nu mener, at det er OK at gå til en prostitueret.  Vi har også set, at pædagogiske oplysningskampagner hidtil ikke har virket herhjemme – heller ikke med rygning. Det var netop den firkantede model med lovgivning, der rykkede. På praksis og holdning.

Det samme kommer den britiske Equality Act formentlig til, hvis supermarkedskæderne ikke retter ind i dialog med aktivisterne. Det vil være et skridt på vejen til af-normalisering af sexisme. Og det kan kun gå for langsomt.

 

 

Brysterne i byen

blog bryster TIME

Hvad bestiller mødre i det hele taget på cafeerne? Spørgsmålet er i spil i debatten om, at cafeer nu må smide ammende mennesker ud. ”Det er IKKE babyens behov at gå på café” skriver én fx på Johanne Schmidt-Nielsens Facebookside. Og det er vel sandt nok.
Jeg synes, det er sjovt, at en debat om amning på cafeer kan bevæge sig over i, at folk m/k mener at have ret til at afsige domme vedrørerende andres frekvens for cafébesøg. Domme, der har afsæt i, at de pågældende er småbørnsmødre, og at dette forhold berettiger andre til at være medbestemmende om, hvilke adspredelser og aktiviteter, de prioriterer. Interessent pointer om, hvor meget samfundet mener at have aktier i moderrollen… For det er ikke barnets tarv, denne del af snakken drejer sig om. Ingen mener vel, at det decideret er usundt for en baby at være på café. Nej, sagen er, hvorvidt moderen overhovedet skal rende rundt på den slags etablissementer, når hun nu har et lille barn..som hun åbenbart burde lave andre ting sammen med i stedet for, og som åbenbart tilfører hende en bestemt rolle, der ikke er fuldt forligelig med cafébesøg..

blog bryster glad baby

Det minder mig om et fantastisk blogindlæg af Søren Pind, hvor han også retter anklager mod forlystelsessyge, cafégående mødre. Det har jeg analyseret, fordi det på nydeligste vis anskueliggør, hvordan moderrollen betragtes af en del medborgere, hvilket kommer op til overfladen ved hver givne lejlighed.

Fy, slem mor!
Pinds indlæg var en reaktion på følgende:
”90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor,” skrev cand. mag. Malene Neis i Politiken den 8. december 2012. Det fik hun overvældende mange hug for af såvel anonyme som fremtrædende debattører.

Pointen i hendes indlæg er, at hun finder meget af mor-konceptet opreklameret, og at det er tabubelagt at tale om de slidsomme og mindre pragtfulde sider af sagen. ”Belønningen er 10%, hvor alt går op i en højere enhed,”  skrev Neis bl.a. Dermed stak hun hånden i et hvepsebo. Det væltede ind med fordømmende kommentarer, og adskillige mødre skrev, at de var fuldstændig uforstående over for, hvad Malene Neis mente. Både mænd og kvinder mente desuden, at de var berettiget til at skrive, at hun simpelthen aldrig skulle have børn. Hun var med andre ord ikke værdig til moderskabet, sådan som vi åbenbart har vedtaget, at vi forholder os til det. Flere hundrede mennesker mente at have aktier i en vildtfremmed kvindes moderskab, ganske enkelt fordi hun tillod sig at anfægte vedtagne, hellige idealer. Og det var Politiken-læsere (!). I den gængse forestilling er sådan nogle ellers tolerante, moderne, frisindede, mangfoldighedsmindede, kulturradikale, feminister og bøsser, i hvert fald mere end så mange andre læsere.

Da Søren Pind havde læst debatindlægget, sprang han ud på sin egen blog som en krydsning mellem Kingo og Jeppe Aakjær med en svulstig opsang til Neis. Hans overordnede sigte var at beskylde kvindefrigørelsen for at fostre denne formastelige type kvinder/mødre. “Det er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne,” skriver Pind.

blog bryster Jomfru M

Som argumentation tegner han et forbillede-portræt af en ÆGTE mor i form af et malende referat fra en luthersk-missions begravelse af en opofrende bornholmsk kvinde, som var død for nylig. Hun var ifølge Pind gennem hele sin ”eksistens underkastet årstidernes skiften,” og hun havde altid vidst, at ”sorg og glæde de vandre til hobe.”(Kingo, 1681).

Tomme og hule cafébesøg
Størstedelen af indlægget består i den Jeppe Aakjær-sang (hvis sprog fik afsmittende virkning på hele Pinds blogindlæg), som den bornholmske kvindes søn reciterede fra ved begravelsen, fordi han forbandt den med sin mor. Sangen er en hyldest til den hårdtarbejdende landbokvinde og en klassisk respekt-erklæring til mennesker, der slider sig gennem tilværelsen i usle kår uden at kny.
Sådan et menneske var den bornholmske kvinde, som ifølge politikeren aldrig tænkte et sekund på, at det ikke var fedt at være mor. Modsat dem, der i dag er mere optaget af cafe latte m.m. iflg Søren Pind: ”Den evige forestilling i storbyen, om evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – altid først, ville have slået hende som underligt vulgær og uvedkommende. En tom og hul tilværelse.”

blog bryster kaffe

Pind slår derimod til lyd for ”en grundlæggende accept af menneskelivets vilkår: Vi bliver født, lever og så dør vi. Sat i kald og stand.” ”Kald og stand”-citatet er fra Luther, der mente, at alle mennesker var kaldet til at leve i det arbejde, de nu engang havde, uanset om det var som præst eller håndværker eller noget helt tredje.  Skomager bliv ved din læst. Og moderskabet er jo f.eks. også et kald… Så det, jeg hører Søren Pind sige med det citat, er: Mor, hold snuden i sporet og klap i – pas dig selv, vær taknemlig, gør dine pligter og tag dig sammen.
(Nu er det meget sjovt, at han underbygger sine tanker med en sang af Jeppe Aakjær, som netop blev kendt for at være imod, at man – det vil sige den lille mand og kvinde – skulle blive ved læsten og slide, mens de holdt kæft. Aakjær var stærkt kritisk overfor arbejdsgiverne, dvs. gårdmandsstanden og dens sociale, politiske og kulturelle undertrykkelse af husmænd og landarbejdere. Han var også gal på præsteskabet, og han førte beviser for, at kristendommen holdt de fattige landarbejdere nede i uvidenhed, så de ikke kendte deres rettigheder eller handlemuligheder. Indre Mission var de værste, syntes Aakjær. Men Pind spænder ham altså for sin ”bliv hvor du er og hold din kæft”-vogn – med udgangspunkt i den missionske begravelse!)


Det er kvindekampens skyld!

Den manende overskrift på Pinds indlæg er ”Slægt skal følge slægters gang” (citat fra Ingemann-salme) og konklusionen, at den moderne kvinde ”i sin befrielseskamp bør anerkende dette”. Det gør hun åbenbart bedst ved at holde op med at sætte moderskabets indretning til debat og så indstille cafébesøgene og det andet frigørelsespjat øjeblikkeligt.

blog bryster amning

Hvad kvindekampen i 70’erne (som Søren Pind henviser til 60’erne) præcist har med overdrevne cafébesøg o.lign at gøre står mindre klart end det faktum, at Pind selv har siddet i en regering, som gennem 10 år opmuntrede til overforbrug, fråds og selvforkælelse – hele den narcissismekultur der er rullet grundigt ind i toneangivende dele af samfundet og også i de dele, der slet ikke har råd, som en del af den værdikamp, de borgerlige i dag står åbent frem og ligefrem brokker sig over at de har vundet så eftertrykkeligt. Nu er der nærmest ikke nogen værdidebat længere, og det er alligevel lidt kedeligt: ”Der er ikke nogen personer, der går op imod den herskende mentalitet og holdning,” udtalte konservative Per Stig Møller i Politiken om emnet 1. december 2012: ”Kultur- og værdikampen handlede ikke om økonomi og lovgivning, men om at ændre holdninger, mentaliteten. Og det lykkedes.” Pinds partifælle Bertel Haarder konkluderer i artiklen: ”Der er en borgerlig grundfortælling, der har sejret«.
Den borgerlige grundfortælling vandt fodfæste i den forrige regerings cocktail af velstand, boligboble, fladskærmspsykose, oppustet økonomi og individ/narcissist-værdier, som har ført til et stærkt fokus på forbrug og selvforkælelse.

Forfatteren Martin Kongstad registrerede i 2007, at de eneste værdier og tendenser fra 80’erne, der havde overlevet, var yuppie-kulturen med dens materialisme og øvrige omvendte dyder – grådighed osv. Som vi faktisk i 80’erne syntes var for meget. De var stadig indhegnet i yuppie-reservatet, og de fleste andre stod og så kritisk på dem udefra, lidt oppefra og ned. Men i 00’erne vandt de indpas som fælles normer for flertallet, og de dominerer endnu, trods en lang recession og stigende ledighed.

Jeg mener ikke, at alle har ret til aldrig at gå glip af noget…nogle gange må man jo vælge.  Men ingen kan tillade sig at sige, at hvis man er en frustreret småbørnsmor, så er man et forlystelsessygt røvhul. Vi har trods alt opdyrket en livsstil, hvor det betragtes som almindeligt at gå på café eller i biografen f.eks. Og da flertallet ikke er ude på et Indre Missionsk overdrev, hvor både tant og fjas skal jages på porten rullet i tjære og fjer, ja, så er vi altså kommet til at dyrke en masse ting, som ikke alle repræsenterer livets dybeste mening. Vi er under massiv påvirkning, der skal få os til at begære alle disse ting, så proceduren er meget svær at undgå, uanset om vi mener noget om sagen eller ej. Eksempelvis sad Pind selv med i den regering, der som en af sine første gerninger fjernede begrænsningerne for TV-reklamer henvendt til børn.
Alle vores konstante behov kan gribe om sig og føre til egocentrering, og den væsentlige grund til at den narcissistiske indstilling er udbredt i bestemte segmenter og deres omegn, er strukturelt funderet. Det er en følge af den lange værdikamp i samspil med økonomiske faktorer, hvis formende effekt i samfundet virker endnu trods en lang recession.

Det er snarere det, Søren Pind skal give skylden for at mængden af selvcentrerede mennesker er vokset, end det er en minoritet af 70’er-feministers kortvarige gennemslagskraft for 40 år siden.
Men det er da rigtigt, at hvis der aldrig var nogen kvinder, der havde arbejdet for at deres stemmer skulle høres i debatten, og at de kunne være selverhvervende og f.eks. lære at formulere og skrive deres tanker ned, så ville Søren Pind kunne omgive sig med flere umælende bornholmske mødre, og sandsynligheden for at en Malene Neis skrev et indlæg ville være mindre, og så ville han være sluppet for at få cafe latten galt i halsen.

Rør blot ikke ved Vor Mor
Nu ved jeg godt, at Pind er Pind.. men dels har han mange vælgere og sympatisører. Værd at notere sig. Men hvad der er mere spændende: Han repræsenterer i sine synspunkter en ufortyndet udgave af den holdning, som trives i bedste velgående hos alle, der mener at have aktier i ”moderskabet” og som i den seneste amme-debat går ind og dømmer om kvinder, der BÅDE vil have babyer OG slubre café latte ude på byens etablissementer. Det er, som om vi åbenbart ikke er kommet ud over en dyb utryghed ved tanken om at de faststrukturerede roller måske ændrer sig lidt.. lige så stille. For det kan føre til forandring, og den indbefatter muligheden for at der ændres noget ved en så ikonisk, klassisk, fundamental og samfundsbevarende rolle som moderskabet. Den rolle bringer altid folk på barrikaderne. Og så claimer de pludselig alle sammen deres aktier i den, mens alle dem der udfører rollen – mødrene – i debatten reduceres til medarbejdere… sat i verden for at opfylde firmaets mission, vision og målsætning, og ikke deres egne behov.

blog bryster bus

Jeg vil slutte med at citere den glimrende skuespiller Ole Boisen, som skrev på Facebook, da anti-amningsafgørelsen kom: “Bare bryster på busserne. Jeg skal lige bede jer om ikke at parkere på vores caféer. Der vil vi nemlig ikke ha’ dem…….. Ligesom man heller ikke må drikke kaffe i bussen. Nemlig!”