Uagtsom voldtægt uden straf fungerer som fribillet

Uagtsom voldtægt – ja, det er der brug for at indføre i dansk retspleje som en forbrydelse, man kan dømmes for. Ikke fordi det er acceptabelt med en præmis om, at mange voldtægtsforbrydere er fuldkommen uvidende om, hvad de laver, eller fordi vi skal hylde den jubelidiotiske påstand, at det skulle være svært for en mand at hitte rede i, om han er sammen med en villig sexpartner eller ej. Det forekommer usandsynligt, at det forholder sig sådan. Men faktisk er det just den præmis, vi arbejder med i vores eksisterende lovgivning og retspraksis. Med den følge, at man som voldtægtsforbryder er 97,5 % sikker på at gå fri og formentlig slippe helt uden irriterende kontakt med politi, retsvæsen eller andre forstyrrende elementer.

Det centrale problem er det, der hedder ”bevisets stilling.” Dette begreb handler netop om, at voldtægtsforbrydere kun kan dømmes, hvis anklageren kan bevise, at forbryderen var fuldstændig klar over, at det var en voldtægt, han begik.

Påstået dumhed trumfer blødende ofre
I mange tilfælde er det en afgørende grund til at henlægge sager eller frifinde folk, at den anklagede simpelthen siger, at han ikke vidste, hvad han gjorde (!) – dvs., at det var uagtsomt. Ejendommeligt nok er der rigtig mange, der siger netop dét, når de bliver anklaget for voldtægt, også selvom offeret bløder og har blå mærker. Og det lyder jo umiddelbart åndssvagt at folk skulle forsøge sig med en så komisk og sølle undskyldning i den situation. Ikke desto mindre virker den! Der er fuld lovhjemmel for at æde den, og praksis hos myndighederne er, at det gør de. En anmeldt voldtægtsmands påståede idioti trumfer offerets fysiske skader.

Jeg fremfører hermed Exhibit A. Det er en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd, hvor alle de følgende fakta findes, og hvor man også kan læse alt om deres undersøgelsesmetoder m.m.

Det viser sig her, at begrundelsen for at slutte voldtægtssager uden en retssag i langt de fleste tilfælde er netop ’bevisets stilling ’. Det var det i 382 af de 410 sager, der blev henlagt uden påtale i den treårige periode, som rapporten har undersøgt. (Sammenlignet med andre typer kriminalitet har voldtægt i øvrigt en væsentlig højere rate af påtaleopgivelser, altså sager, der aldrig kommer for retten.)

Om ”Bevisets stilling” hedder det: “Anklagemyndigheden skal kunne bevise, at der var ’forsæt’. Det vil sige, at for det første skal det bevises, at manden truede kvinden eller anvendte vold for at opnå sex, og for det andet at han vidste, at han truede hende eller anvendte vold – og dermed vidste, at det ikke var frivilligt.”

Det viser sig at det er mindst lige så vigtigt, at han VIDSTE, at han truede hende eller anvendte vold, som at han gjorde det! Noter lige det.

Rapporten konkluderer: Det er helt overvejende begrundelsen ’bevisets stilling’, der oftest anvendes, når anklagemyndigheden vælger at slutte sager uden retssag. Knap halvdelen (48 %) af samtlige voldtægtssager, hvor en formodet gerningsmand er blevet sigtet (382 ud af 792 sager), ender uden en retssag på ’bevisets stilling’.

Et af eksemplerne på en anmeldelse af voldtægt, som politiet har henlagt på grund af ”bevisets stilling”, ser sådan her ud:

Eksempel på formodet mangel på hensigt
”Kvinde på 19 år anmelder nabo på 50 år for voldtægt. Hun kommer på besøg efter fyraften, drikker et par øl og ser tv. Ifølge kvinden gør manden tilnærmelser, som hun forsøger at afvise, bl.a. da han forsøger at presse hendes hoved ned mod sin penis. Manden opnår samleje med kvinden. Ifølge kvinden har hun tydeligt afvist ham verbalt og har forsøgt at skubbe ham væk. En anden nabo kommer forbi på gangen senere, hører høj musik og høje ”nej”- råb, men gør ikke noget ved det, fordi han regner med, det er manden og hans ekskæreste, der skændes.

Sagen sluttes på ’bevisets stilling’ uden retssag, og anklagemyndigheden begrunder bl.a. således: ”Jeg finder efter en samlet vurdering af sagens faktiske og retlige omstændigheder ikke grundlag for at statuere, at NN har haft til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelse om voldtægt i forbindelse med, at han forsøgte at opnå samleje med Dem den pågældende aften”.

Det afgørende for, at sagen ikke kommer for retten, er altså, at man ikke kan føre bevis for, at voldtægtsforbryderen havde til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelser om voldtægt. Det er uvæsentligt for vurderingen, hvad der rent faktisk skete – bl.a. at naboen faktisk hørte høje ”nej”-råb.

Påtale kan undlades trods livsfare for kvinden
Det samme gælder, når kvinderne har fysiske skader, og det har de ifølge rapporten oftest. I de voldtægtssager, hvor politiet har fundet og sigtet en formodet gerningsmand, er der 60 % af kvinderne, der har fysiske skader. . Men! Det at politiet finder og sigter en mulig gerningsmand, behøver ikke at betyde skyggen af en ko på isen for ham, trods tydelige skader på kvinden. I knap halvdelen (46%) af de sager, hvor en mand er sigtet, OG der er fysiske skader på kvinden, bliver sagen sluttet uden retssag af anklagemyndigheden.

De fleste af den type sager (200 ud af 217 henlagte sager med fysiske skader på kvinden) bliver sluttet på – ’bevisets stilling’. Det vil sige: Man kan ikke bevise, at manden har haft voldtægt som forsæt! Én af undersøgelsens sager bliver sluttet uden retssag – påtale undladt – på ’bevisets stilling’ trods livsfare for kvinden. Kun 1 ud af 4 anmeldte sager med fysiske skader på kvinden (24 %) ender med en dom for voldtægt.

I alt er det flere end 6 ud af 10 anmeldelser af voldtægt, hvor kvinden har fysiske skader, der ender med ikke at komme for en domstol.

Det er Politidirektøren eller hans/hendes politijurister, der træffer beslutningen om at afslutte sager uden påtale, dvs. at de ikke skal for retten.

Og her har de altså bevisets stilling som central faktor i deres afgørelse – med den formodede gerningsmands forsæt i fokus. Det er beviset for dette forsæt, der udgør voldtægtsofres største forhindring på vejen mod retfærdighed: Forsæt er forvejen svært at påvise, især når det bliver taget med i betragtning, hvis gerningsmanden siger, at sådan et havde han da bestemt ikke.

Forsættet er så – fremgår det af rapporten – ENDNU sværere at påvise, når der har været forudgående kontakt mellem de to parter i sagen. Det har der i to tredjedele af alle sager.

Kun en tredjedel af alle voldtægter er såkaldte overfaldsvoldtægter, altså den klassiske type, hvor en helt ukendt mand eller gruppe af mænd overfalder en kvinde på eksempelvis en mørk vej. Lidt under en femtedel af de anmeldte voldtægter involverer partnere eller ekspartnere – mens halvdelen (48%) er såkaldte kontaktvoldtægter. Det viser sig, at hvis offeret overhovedet har vekslet ord med voldtægtsforbryderen inden forbrydelsen, så er det en kontaktvoldtægt, og så kan manden med statistisk meget stor fordel påberåbe sig, at han ikke havde forsæt om at voldtage – dvs, han troede, at hun gerne ville.

Også selvom hun har blå mærker eller værre fysiske tegn på, at han har været voldelig mod hende for et gennemtvinge voldtægten.   Efterforsker i kriminalpolitiet, ”Rikke”, siger om kontaktvoldtægter i rapporten: ”… det der så også gør de her sager specielle at arbejde med, det er den bevismæssige del af det. Fordi en ting er, at man har den der rene voldtægt, som ingen stiller spørgsmålstegn ved, netop fordi der er nogle synlige skader, og der er måske nogle vidner og nogle andre elementer, det er det der bevismæssige. Det kan godt ske, vi har en kvinde, som føler, hun har været udsat for et overgreb, og hendes grænser er blevet overskredet, og hun har uden tvivl haft en rigtig dårlig seksuel oplevelse, men derfra og til at bevise gerningsmandens kriminelle forsæt, det er jo vores opgave. Og det er en meget svær opgave.”

Muligt, at han ikke indså, at han tvang Dem
En af de sager, som politiet således havde kvaler med at vurdere, og som derfor faldt ud til den anklagede mands fordel, selvom kvinden havde fysiske skader, er denne:

”En kvinde på 18 og en mand på 25 er i byen sammen med flere andre. Han er en venindes eks-kæreste. Gruppen af venner tager hjem i en lejlighed. Da kvinden går på toilettet følger manden efter. Ifølge kvinden tvinger han hende op på salen ovenover, og voldtager hende på reposen. Hun siger, hun fulgte med, fordi hun er vant til at kunne tale sig fra alle situationer. Ifølge kvinden flygter hun, da der bliver røre nedenunder hos pigerne, som leder efter hende. Veninderne fortæller, at hun græder meget. Hun har hudafskrabning på skulderen (ifølge kvinden trykker han hende op mod væggen og udfører samleje bagfra). Hun har desuden en rift ved vagina, som lægen dokumenterer, kun kommer ved voldsomt samleje og/eller tvang. Manden fortæller, at de har haft samleje, men at det var frivilligt. Han fortæller, at de tidligere har ligget på sengen og kysset i lejligheden mens mindst 5 andre var til stede. Dette kan ingen af vidnerne bekræfte. Manden mener, det er et komplot fra alles side mod ham.

Sagen sluttes på § 721, stk. 1, nr. 2, og Politimesteren skriver i begrundelsen blandt andet ”… det må anses for overvejende sandsynligt, at NN har foretaget sin seksuelle adfærd mod Deres vilje. Det er dog min vurdering, at det mod hans benægtelse ikke er muligt med den fornødne sikkerhed at bevise, at han indså, at han udførte sin adfærd ved tvang. Jeg har derved lagt vægt på Deres forklaring om, at De ikke gjorde nævneværdig modstand, da han trak Dem om på reposen, at han ikke truede eller slog, at han ”hele tiden snakkede, som om hun var med på den”, og at det efter få minutter lykkedes at skubbe ham væk”.

Så den sag henlægger politiet altså uden påtale, selvom offeret har dokumenterede fysiske skader, og selvom politiet finder det ”overvejende sandsynligt” at voldtægtsmanden foretog ”sin seksuelle adfærd mod Deres vilje.” (Hvilket for mig equals=voldtægt.) MEN! Det, det hele falder på, er at det ikke er muligt at bevise med den ”fornødne sikkerhed” at han INDSÅ, at han udførte sin adfærd ved tvang.

Gode tvivlere, er I med? Begynder ti-øren at falde med hensyn til om vi har brug for en paragraf om uagtsom voldtægt??

I rigtig mange sager er det gennemgående, at den anklagede gerningsmands påstand om, at han troede at hun gerne ville, og at han troede, hun gerne ville have det hårdt (så hårdt at der altså ses alt fra livsfare over underlivsblødninger over blå mærker overalt på offerets krop til hudafskrabninger og  afrevne hårtotter – blandt andet.) Hvis politiet anser det for muligt, at manden kan have troet det, fordi det siger han jo – så er det mest almindeligt, at han slipper for videre tiltale, dvs. påtale, og dermed kan gå videre ud i livet og således opmuntret fortsætte sine aktiviteter i ro og mag.

Bevisets stilling – som primært handler om, hvorvidt gerningsmanden havde forsæt eller ej – er altså en anselig medvirkende årsag til, at i alt er det kun 2,5 – altså to en halv – procent af voldtægter, der fører til en dom for voldtægt.

Flere tør ikke anmelde
Eller færre. 3000 voldtægter årligt i Danmark hedder tallet ifølge det Kriminalpræventive Råd – Amnesty anslår, at mørketallet, dvs. alle de uanmeldte voldtægter, kan bringe det samlede antal op på 10.000 årligt. Men hvis vi siger, at det forhåbentlig ”kun” er 3000 voldtægter, det drejer sig om, så udgør de 74 årlige domme for voldtægt lige knap 2,5 %.
Dermed når vi frem til den 97,5% store sikkerhed, som vi i dag giver voldtægtsmænd for, at de kan voldtage og lemlæste andre mennesker, som de vil, hvis bare de kan holde masken bagefter, når de påstår, at de troede, hun selv gerne ville. Det kalder jeg en badebillet af kaliber.

Det giver desværre alt for stor forståelse for, at så få ofre anmelder – færre og færre. Under en sjettedel af de 3000 årlige voldtægter anmeldes til politiet. 1000 af voldtægterne  registreres årligt på skadestuer, offerrådgivninger m.m. Men under halvdelen, mellem 400 og 500, anmeldes til politiet. ”Mange lader være med at anmelde det, fordi de er bange for, at politiet ikke tror på dem”, siger psykolog Annalise Rust på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb.

Ofrenes formodninger om politiets reaktion er velbegrundet i en ukomfortabel grad. Stadig flere voldtægtsofre bliver nemlig afvist af politiet, når de anmelder. Nogle endda over telefonen. Andelen af dem, det sker for, er mere end tredoblet på fire år.

I Norge opererer man allerede med uagtsom voldtægt som retsligt begreb, og i Sverige har man også en bredere definition af voldtægt, end vi bruger i det danske retssystem. Med høringen i Folketinget i sidste uge har vi fået debatten i gang igen i Danmark, og meningerne er delte, både blandt politikere og eksperter, som Kristeligt Dagblad beskriver her.

Så vil alle jo anmelde falsk
Den mest irrelevante vinkel på debatten – påstanden om, at det vil være lettere at anmelde falsk, hvis vi indfører uagtsom voldtægt som retsligt begreb – har selvfølgelig fyldt en del. Proportionerne her er som følger: De såkaldt falske anmeldelser udgør maksimalt 7 % af voldtægtsanmeldelser. En del af dem er registreret som falske, udelukkende fordi ofrene har trukket deres anmeldelser tilbage efter trusler fra voldtægtsmanden eller simpelthen af frygt for at skulle vidne mod ham/dem i retten. Man kan nemlig ikke bare trække en voldtægtsanmeldelse tilbage. Nogle ofre, der af frygt for gerningsmanden ønsker at trække anmeldelsen tilbage, vælger derfor at påstå, at deres anmeldelse var falsk, fremfor at risikere yderligere vold ved at fastholde anmeldelsen(og der er da, som netop beskrevet, også en særdeles betragtelig risiko for, at gerningsmanden går fri, selvom voldtægten i den grad har fundet sted.) I denne undersøgelse støttet af Justitsministeriets Forskningsenhed redegøres for problematikken, og her er også eksempler på sager hvor det ligefrem er bevist efterfølgende, at en erklæret falsk anmeldelse faktisk var sand!

Som netop gennemgået,  er det p.t. nærmest umuligt at få en voldtægtsmand dømt. Eller overhovedet at bringe ham i nærheden af retssalen. Skulle vi prøve at fokusere på dette, inden vi pisker en stemning op med scenarier, hvor alle landets kvinder pludselig skulle føle behov for at melde alle deres sexpartnere til politiet, med det naturlige resultat at alle mænd ryger direkte videre i retten, og vi må bygge nye fængsler, fordi der pludselig dømmes i flæng og uden nogen form for bevisførelse. Lad os se på de samlede proportioner og prøve noget nyt: Et forsøg på at forbedre retssikkerheden for de dårligst stillede ofre og gøre noget ved det groteske i, at hundreder af gerningsmænd kan gå fri udelukkende fordi de, som respraksis er i dag, kan benytte den magelige fribillet til voldtægt, som i dag findes i og med, at man bare kan spille idiot og sige, at man troede, det var i orden at true, slå, sparke og tvinge. “Uagtsomt.”