Sexisme til hverdag

30.000 historier om sexisme. Historier om at blive kaldt “luder,” fordi man ikke gider gramses på. Om at finde sig i tilråb, trusler, nedladende kommentarer, forskelsbehandling eller chikane, og om at vænne sig til det. Simpelthen fordi man er af hunkøn, og uanset om man er en syvårig handicappet pige eller en 74-årig kvinde i kørestol. Ja, begge kategorier har sendt deres historier til det britiske Everyday Sexism Project.

blog esp website

Og der kommer ca. 1000 nye historier om ugen. Projektet findes på et website, på Facebook og på Twitter. Især sidstnævnte er populært til indsending af historier. Og konceptet er simpelthen: Skriv og fortæl om det, hvis du har oplevet sexisme i hverdagen. Uanset hvad det er.
Og det gør folk. Både det, de kommer ud for på vej til arbejde, på indkøb, i trafikken, på jobbet, i byen, derhjemme, på studiet og alle steder. Tilråb, trusler og synet af objektificerede kvinder på forsider og reklamer. Nedladende bemærkninger, grove kommentarer og begramsninger. Platte jokes om kvindelige chefer. Kønsstereotyp pædagogik i skolen. Manglende tiltro til kvinders evner
Flere mænd har skrevet ind til ESP, at de er rystede over at se, at det er så almindeligt for kvinder at skulle forholde sig til den slags igen og igen.

Tag imod komplimenten, kælling
Nogle eksempler fra de seneste par dage på Twitter:

“To 14-årige cykler forbi mig. Den ene benytter den gyldne chance for at give mig et hårdt klask bagi i en drive-by

“Jeg sad og ventede på bussen, da en fremmed mand stillede sig foran mig med en hånd på hvert af bænkens armlæn, så jeg var fanget i en fælde, hvor jeg skulle tale med ham – jeg havde ikke engang haft øjenkontakt med ham. Da jeg bestemt bad ham om at gå, kaldte han mig en luder.”

“Der er ingen stop på voldtægtstoget, sagde en kollega. Da jeg blev vred over det, sagde han bare, at han havde fundet mit svage punkt.”

“- Kan du give os en poledance på den dér? spørger to fyre. Jeg er handicappet og går med stok.”

“På en bar, hvor jeg passerer nogle mennesker, stikker en midaldrende mand hånden op under min kjole. Jeg glor på ham, og han smiler bare.”

“Mand på marked: “En rødhåret! Jeg elsker rødhårede.”
Mig: (Kigger frastødt på ham.)
Ham: “Er du lesbisk?”

Og et dansk bidrag, oprindeligt tweetet på engelsk til ESP:
“Mand i toget glor på mine bryster og begynder så at snakke til mig om motivet på min top (Copenhell). Lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved samtalen (om hvilke bands, der spiller på Copenhell), siger han: “Jeg synes bare dine patter ser godt ud i den top.” Jeg ignorerede det og gik væk fra ham, hvorpå han råbte: “Tag dog imod komplimenten, kælling.”

Etc. etc. etc. Det var i øvrigt via Everyday Sexism Project, at jeg blev opmærksom på de mange voldtægtssider på Facebook, fordi folk skrev ind, når de stødte på billederne, i og med at de er sexistiske.
Mange kommer også frem med historier om krænkende og ubehagelige oplevelser fra deres barndom og meget tidlige ungdom, som har gjort stort indtryk på dem, men som enten er blevet slået hen af omgivelserne – eller som aldrig før er blevet fortalt, netop af frygt for reaktionerne.

Ikke længere et privat problem
Men det er, som om nogen har hevet proppen ud af diget. Historierne bliver ved og ved med at strømme ind, som om det virker legitimerende på den enkelte at fortælle netop sin historie, nu hvor man ser, hvor mange andre der har oplevet noget lignende. Inklusive følelser, der svarer til dem, man selv har følt i situationerne. Individualiseringen er under nedbrydelse.

blog esp tweet

Everyday Sexism skriver da også på det britiske hovedkvarters site, at man er vant til at blive kaldt “hysterisk”, “snerpet”, en “militant feminism” eller en “BH-brænder”, hvis man ymter noget negativt om sexisme. Eller i det hele taget nævner emnet. Derfor er det blevet stadig sværere at diskutere det.
Det er blevet gjort til den enkeltes særlige personlige problem, hvis man ikke kan vænne sig til forholdene, affinde sig og tænke “Herregud”, “Boys will be boys” eller i tilfælde af særlig særlig grove opførsel: “Det er jo bare en enkelt/et par enkelte idiot/er.” Men projektet gør op med, at der er tale om personlige og enkeltstående problemer.

Everyday Sexism Projects mål er, som de skriver, at vise at sexisme er ”meget langt fra at være et problem, som vi ikke længere behøver at diskutere” og “at fremkalde respons, der er så talrig og vidtrækkende, at problemet bliver umuligt at ignorere.” Derfor dokumenterer projektet, at hverdagssexisme findes, og at kvinder oplever den alle steder og på daglig basis.

Laura Bates

Laura Bates

15 lande med sexismeproblemer
Da stifteren af Everyday Sexism Project, Laura Bates, for lidt over et år siden besluttede sig for at indsamle historier om sexisme, var det bare hendes plan at samle måske 100 historier. Hun havde ingen penge og gjorde 0 reklame for ideen. Men den fik sit eget liv og gik viralt amok, og bidragene strømmede ind af sig selv. Der var åbenbart et vist behov. Også i de andre lande: Kvinder i USA, Canada, Australien, Sydafrika, New Zealand, Russia, Italien, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland, Frankrig, Østrig, Brasilien og Argentina koblede sig på projektet med nationale websites. Af ren og skær nødvendighedsfølelse og på frivillig basis.
De har gjort det i takt med at projektet er blevet omtalt i medierne, som f.eks. Times of India, Gulf News, Grazia South Africa,Toronto Standard, French Glamour og LA Times.

Danmark brillerer, som ofte når det handler om kønsspørgsmål, ved at være et af de efterhånden få lande, hvor medierne ikke har fattet nogen interesse for projektet. Mens fx Guardian for længst har givet Laura Bates en fast klumme. Og Guccis store Chime For Change-kampagne, som skaffer penge ind til arbejde for kvinders rettigheder, valgte at vise denne film om Everyday Sexism Project ved den store Sound of Change-koncert den 1. juni. Showet blev transmitteret til 150 lande – naturligvis undtaget Danmark, hvor vi vel ellers godt kender nogle af kunstnerne – både Beyonce, Madonna, Jennifer Lopez og Timbaland er vist slået igennem herhjemme.

Timbaland på Sound of Change

Timbaland på Sound of Change

 

Danmark er et dejligt land
Men nu kommer vi alligevel også til at høre om Everyday Sexism Project i Danmark. Dansk Kvindesamfund mener nemlig, at der er behov for en afdeling her, og derfor er vi med i det nye hold lande, der står klar til en fælles lancering med nationale websites under Everyday Sexism Project, hvor man altså skriver ind på sit eget sprog. Så skal det vise sig, om der også findes sexisme herhjemme, eller om fænomenet – som nogen ynder at hævde - for længst er forsvundet ud af vores højt civiliserede, super frigjorte og helt ligestillede samfund. Mit gæt er, at svaret allerede vil tone frem, når de første kommentarer til projektet popper op: Fra Allierede antropologer, selvudnævnte sexologer og højtidelige hobbyretorikere til mådelige moderatorer, liberale levebrødsdebattører, sponsorerede springfyre og alfaderlige avisredaktører.

blog esp kommentarer

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>