Historien om den lille Rødhætte

Legoreklame

Jeg trådte mine barnesko i 70’erne. De eneste af dem jeg kan huske, er de røde træsko, som var almindelige der hvor jeg kommer fra. Jeg byggede meget med lego, og klodserne var i alle farver, dog ikke lyserøde. Det brugte man ikke dengang, hverken i legetøj eller påklædning. Børn var mest bare børn, selvom vi selvfølgelig legede pigerne efter drengene, og det skete, at drengene trak mig i fletningerne. Det er ikke mig på billedet, men det kunne det have været, for jeg gik fx også i overalls. Alt i alt brugte jeg næsten ingen tid på at tænke over, at der var noget specielt ved at jeg var en pige, eller at det kunne være et problem. Det ændrede sig lidt med puberteten, men mest på den fede måde. Drenge og piger så de samme film og hørte omtrent samme musik og læste de samme ungdomsblade. I gymnasiet havde jeg lige så mange drenge- som pigevenner, og det var det samme i privatlivet og senere på Journalisthøjskolen.  Jeg tænkte aldrig over kønspolitiske issues eller manglende ligestilling. Da jeg begyndte at arbejde i DR som 24-årig, svævede jeg stadig på en lykkelig lyserød sky og følte, at alt var godt mellem hankøn og hunkøn i Danmark.

Den første gang jeg fik et wake-up call, var da jeg efter adskillige ubekymrede arbejdsår sad sammen med en kvindelig kollega og diskuterede personlige tillæg. Hun havde set tallene for hele vores redaktion, der var nogenlunde ligeligt kønsfordelt. Vi var alle omkring de 30, og vi havde også ligelig fordeling af mere og mindre ansvarsfulde og profilerede poster. Men på tværs af alle vores funktioner lå en skrigende skillelinje mellem kønnene: Drengene fik VÆSENTLIGT mere i personlige tillæg end pigerne. Også de drenge der havde tre, fire eller fem års mindre anciennitet end pigerne. Og dem der havde mindre ansvar. Og vi vidste jo alle, at vi var lige dygtige og flittige og arbejdsomme og kreative osv. Det var kun kønnet, der afgjorde tillæggenes størrelse.

Så var det pludselig slut med den glade forestilling om, at alt var rosenrødt.

Måske, hvis jeg aldrig havde opdaget det, og ligesom fik vendt stenen, så havde jeg heller ikke opdaget alt det andet? Eller måske var udviklingen så aldrig sket, men var bare blevet liggende i mørket uden at blive ruget ud. Ligesom i et eventyr, hvor man ikke skal vække et sovende monster.

Kort efter voksede der nemlig lyserøde legoklods- og pigetøjs-kollektioner op overalt. Børnebøger blev kønsinddelte, Vi Unge blev et rent pigeblad, film var enten tøsefilm eller ”rigtige film”, bøger af kvindelige forfattere hed pludselig ”femi-krimier” og de andre var så åbenbart de ”rigtige krimier.” Kritiske meninger om kønsroller, ligestilling og porno blev til ”nypuritanisme,” feminisme blev et fy-ord, og flere og flere mænd begyndte at hade kvinder og konstant skælde dem ud for alt mellem himmel og jord: Afslag på sex med selvsamme mænd/manglende kvindelig omsorg over for mændene/surhed/utaknemmelighed/nasse- og krævementalitet/femininisering af små drenge/for stor tilgang til visse studier/manglende lyst til at være sexobjekter etc.

Jo dybere grøfterne graves via altings kønsopdeling, jo mere had, og jo dybere bliver grøfterne igen.

Det gik galt et sted mellem lego-reklamen fra ’81 og det tidspunkt, da jeg opdagede at drengene fik mere i løn end mig, bare fordi de var drenge. Og mændene fortsætter med at få mere i løn, (18 % i snit på landsplan).

På papiret har vi fået mange ligestillingsmæssige tiltag siden ’81. Fx kønsneutral skattelovgivning, barselsorlov for mænd, børnepasningsorlov, lov om ligestilling på pensionsområdet. Og – nå, ja – en ligestillingsminister! Den er bare gal med strukturen stadigvæk.

Reklamen er et lille fragment af sagen, for den er alt det, vi IKKE længere kan forestille os i 2013: Et barn, der ikke ligner en handlingslammet fe-prinsesse, bare fordi hun tilfældigvis er en pige, men som har tøj på der bare er godt at lege i. Hun figurerer ikke i reklamen på grund af, at hun skal udfylde en rolle som objekt (dukke iklædt douce kjole), der beundres på grund af sin korrekte fremtoning,  men derimod fordi hun er subjekt og tydeligvis kan handle: Hun har GJORT noget, nemlig bygget et eller andet sjovt med sine legoklodser, og det er DET der skal beundres. Men dette er ikke idealbilledet på pigebørn i dag, for så ville vi selvfølgelig se det i alle reklamer. Objektet er blevet idealet igen, uanset lovgivning.  Og vi var altså på vej et andet sted hen da jeg selv legede med legoklodser. Men det er også længe siden.

NB: der er ikke noget særlig subtilt i titlen på indlægget, andet end at det ikke kunne lade være med at falde mig i tasterne..

 

One thought on “Historien om den lille Rødhætte

  1. Jeg er bare så glad for, at jeg var barn i 1970´erne, hvor piger hele tiden fik at vide, at de var (mindst) lige så gode som drenge, og at vi bare skulle råbe op og brokke os, hvis verden var uretfærdig. Jeg var på kvinde ø-lejr med min moster to år i træk, og det har sat sig spor i mit videre liv. Jeg er en glad feminist, som har læst kvinde – og kønsforskning. Jeg synes faktisk ikke, at der er noget galt i at være objekt (for et begærende blik), bare det ikke er HELE TIDEN, og bare det ikke definerer mig (for mig selv og for andre) som det eneste. Det kan jeg være bekymret for, at nogle piger i dag føler. Og så alligevel, jeg er lærer på teknisk gymnasium, og de piger, der er her, står alle mulige steder i forhold til alternative rollemodeller, det er opmuntrende, lad os fokusere på alle de kommende videnskabs – kvinder :-) der er mange af dem, måske skulle der laves reality tv om netop dem – de alternative rollemodeller.
    iwj

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>