Det hemmelige feminist-team

Jeg læste i dag om en hidtil super hemmelig, statslig task force, bestående af 100% kvinder. Den vender jeg tilbage til, men først må jeg lige sige noget:
 
Hvor kunne verden blive et bedre sted, hvis den nød godt af al den solidaritet, der popper op, når nogen påpeger nogen form for knas med ligestillingen i DK. Så hører man nemlig tit bemærkningen: ”Tænk dog på kvinderne i Afghanistan, DE er undertrykte.” Eller bare: “Synes I virkelig ikke, der er større problemer i verden?”

blog tudekiks

Især på kvindedagen er der altid mange, der mener at ligestillingsfortalere i DK burde tage en tudekiks og hellere arbejde for de mange undertrykte kvinder der lever under vilkår, som på ingen måde kan sammenlignes med Danmark.
Det svarer til, at den almindelige holdning over for lærerne under konflikten havde lydt: ”Ved I hvad, tænk på tekstilfabriksarbejderne i Bangla Desh, der er vist lige nogen der har RIGTIGE problemer med at deres arbejdsgivere tilrettelægger arbejdstiden for dem, ikke? Dem svigter I, fordi I er så optagede af jeres egne luksusproblemer.” Eller at man sagde til indvandrere, der rammes af forskelbehandling: ”Prøv at hør, de asiatiske au pair-piger i Saudi-Arabien,  DE bliver racistisk behandlet, så hvis I er engagerede i forkelsbehandling, skulle I da hellere arbejde for at hjælpe dem!”

Jeg var lige ved at tro, at vi skulle have sådan en smøre igen, da jeg læste en korreksende opsang til “feministerne” i Politiken i dag. En af avisens talrige debatredaktører, Tarek Omar, brokker sig under overskriften “Feministerne svigter deres medsøstre” over at ”feministerne” har så stor iver efter at få lederstillinger og debattere kønshår, at de ikke tager sig af virkelig vigtige anliggender. Indlægget er en lang og trist historie om kvinder i Omars mors omgangskreds samt i Vollsmose, der lider under, at deres mænds utroskab er accepteret i omgangskredsens kultur, og at de selv er socialt udsatte (på kontanthjælp, m. ringe netværk og dårlige danskkundskaber) og derfor sårbare. Omar mener, at feministerne “har svigtet denne gruppe underklassekvinder.”

Da jeg havde læst færdig, tænkte jeg at jeg Gud ske lov måtte tage fejl, hvis jeg troede, at dette nu var forsøg nr. 1.000.000 på at negligere nogle problematikker med en lam henvisning til at der findes større problemer.  Ud fra Omars formuleringer kunne jeg jo kun gå ud fra, at der tværtimod var grund til at glæde sig! Mest over at lære, at der åbenbart findes et team af feminister, som er på Finansloven og som derfor er forpligtet til at bruge deres statsbetalte arbejdstid til at løse integrationsproblemer med fokus på kvindeundertrykkelse. Det kan selvsagt kun være en sådan gruppe, Omar henvender sig til? Noget af en nyhed!

Muligvis er disse “feminister” ansat direkte under Social- og Integrationsministeriet/styrelsen, og da kan man jo med rette forlange at de varetager et område, som de åbenbart har ansvaret for? Og så er det spændende at se, at man har valgt at ansætte denne hidtil hemmelige task force med benhård konskvotering: Siden den bredt samfundsorienterede debatredaktør hentyder til gruppens “medsøstre” må jeg jo konkludere, at hele teamet består af kvinder. Det er super interessant sådan at blive præsenteret for noget så nyt og spændende. Og selvom jeg intetsted kan læse eller høre noget om dette diskret arbejdende feminist-team, der er forpligtet til at løse kulturelle og integrationsmæssige problemer og som ikke lever fuldt op til deres jobbeskrivelse, så vælger jeg klart at tro, at de eksisterer.

For en debatredaktør på Politiken kan umuligt være ude i så fedtet et ærinde som at snige sig uden om sit eget ansvar og desperat forsøge at kaste lidt skyldfølelse over på nogle andre, nogen udenfor miljøet, der kan fritage ham selv for at bruge energi på sagen eller komme i konfrontation med nogen. Det står ham jo så fuglefrit for, ressourcestærk og med velbetalt fast arbejde, som han er, at initiere frivilligt arbejde en masse i det miljø, han omtaler. Med den indsigt han har i problemerne og kulturen, og med sin store indignation oveni, kunne han formentlig påbegynde et tiltrængt arbejde, der flyttede noget. Som en af kommentatorerne på bloggen skriver: ”Det bør vel snarere være mændene i det af dig beskrevne miljø, der bør gøre en indsats. Brødre, fædre, sønner, fætre, onkler. Kvinder er i den sammenhæng en slags undermennesker.”

Det er indlysende, og derfor vælger jeg at tro, at den eneste grund til at Omar ikke flytter sin solidaritet ud i det praktiske virkelige liv, er at han ved, der er ansat folk til det, med beføjelser, ansvar, kompetencer, ressourcer og allehånde forpligtelser over for netop den målgruppe, Omar brænder for at hjælpe.

Men, jeg kan selvfølgelig kun opfordre ham til at give et nap med – jeg er sikker på, hans hjælp også kan bruges. Vi kan ALLE bidrage med et eller andet, er det end nok så småt og ubetydeligt, til at arbejde for at hjælpe alle forskelsbehandlede, undertrykte og sultne verdensborgere op på vores standarder. Og på den måde bliver verden et bedre sted.

blog solidaritet

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>