Sandberg selv på kvindehadside

blog sandberg ad vs rape

Nu optræder Sandberg selv i en annonce på en Facebookside, som er spækket med billeder af smadrede kvindeansigter og tilhørende jokes. Ironien vil ingen ende tage. Ja, det er hende nede i højre hjørne lige over det i denne sammenhæng dobbeltbundet udfordrende spørgsmål: “Are You Leaning In?”

blog a

Dette foregår nu, dagen efter at over 40 ligestillings- og antimisogyni-organisationer fra diverse lande har skrevet til Facebook og bedt dem om at ændre deres politik på området. Og få dage efter at den danske journalist Annegrethe Rasmussen har skrevet et åbent brev til Sandberg og bedt hende om at forholde sig til kvindehadet på Facebook.  Og to måneder efter oprettelsen af FB-gruppen ”Sheryl Sandberg – LEAN IN and remove misogyny from Facebook.” Hidtil har Sandberg ikke reageret på nogen af delene. Der er ikke kommet skyggen af respons fra Facebook, som anerkender denne problematik.

Siden med Sandberg-annoncen hedder “Domestic Violence – Don’t make me tell you twice” og her finder vi bl.a. denne lille lækkerbisken m. teksten “NOSEBLEEDS – the first sign of an incorrectly prepared sandwich.”

blog nosebleed

Men hey! That’s not all. Ironien er en lun og utrættelig fætter, der bare bliver ved. Vi vender lige tilbage til det brev til Facebook, som de 40+ organisationer sendte i går.

I brevet kræver organisationerne bl.a. at “swift, comprehensive and effective” action fra Facebooks side i form af, at mediet skal:
“1. Rubricere tale, der trivialiserer eller forherliger vold mod piger og kvinder, som hate speech, og forpligte jer til, at I ikke vil tolerere dette indhold. 2. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at genkende og fjerne kønsbaseret hate speech. 3. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at forstå hvordan online-forfølgelse har forskellig effekt på kvinder og mænd  delvis på grund af den pandemi af vold mod kvinder, som finder sted i den virkelige verden.” (Min oversættelse.)

Blandt underskriverne af brevet finder vi en organisation, der skriver om sin mission,at de er et organiseret svar på vold mod kvinder. At de ser en verden hvor kvinder lever sikkert og frit. At de er et krav om at voldtægt, incest, vold etc. må stoppe nu. At de blandt andet vil skabe vidtrækkende opmærksomhed om problemerne og dermed lægge “the groundwork” for nye tiltag af enhver art mod vold mod kvinder i hele verden..

“We will work as long as it takes. We will not stop until the violence stops.” Se selv på deres hjemmeside hvor de også erklærer sig ”a fierce, wild, unstoppable movement and community.” Hallelujah! Der er bare det, at organisationen hedder V-Day, og i deres bestyrelse sidder… Sheryl Sandberg.

NB update skrevet senere på dagen: Så vidt jeg kan se, er selve den omtalte “Domestic Violence”-side fjernet nu, men ifølge flere Twitter-kilder optræder Sandberg-annoncen stadig på sider med div. vold/voldtægtsbilleder og memes.

Facebook-strategien der blæser i vinden

Jeg sendte i sidste uge nogle spørgsmål til Facebook om, hvilke overordnede overvejelser de har om deres ansvar for det, der foregår på deres medie. Og deres svar viser i en noget ildevarslende grad ingen tegn på dybe tanker om dette lille issue.

Jeg valgte ikke at spørge specifikt ind til voldtægtssiderne, for det har vi jo i tidens løb set masser af svar på, der alle har efterladt mig med følelsen af at forskellige mure karambollerede med min pande. Og nu, vupti, har de sandelig igen en gang fået flettet et af disse svar ind som en del af deres svar på et spørgsmål om deres overordnede ansvar.. det er det, jeg har fremhævet med fed i første svar, og som er identisk med det skriftlige svar, som blev sendt til #DR2 den 3. maj i det program, om sagen, jeg medvirkede i. Svarene her kommer fra den nordiske Head of Policy-chef, danskeren Thomas Myrup Kristensen, og det er Northern Link PR, der har sendt dem til mig fra ham.

Mit første spørgsmål: Hvordan forholder Facebook sig til jeres ansvar for evt. hadefulde stemninger, der måtte opstå eller forstærkes som følge af intern opildning mellem brugere på visse grupper på Facebook?

Svar: Mere end en millard mennesker udtrykker sig selv og kommenterer på den verden vi lever i gennem Facebook og langt det meste af tiden foregår det helt uden problemer. Indhold på Facebook skabes af brugerne og reflekterer det samfund vi lever i. Vores fælleskabsregler og vores erklæring om rettigheder og ansvar (www.facebook.com/policies) beskriver vores regler til brugerne og vi tolererer ikke materiale, der opfattes som direkte skadeligt. Vi reagerer hurtigt når vi får rapporter om tekst eller billeder der ikke overholder vores regler and vi opfordrer folk til at rapportere indhold de finder måske er i strid med vores regler til os. Rapportering kan gøres gennem links der finder overalt på Facebook.

I øjeblikket er vi i gang med at revidere vores regler med hensyn til grafisk vold. At nå frem til indholdsregler der gør det muligt for mere end en milliard mennesker at udtrykke sig mens man også respekterer andres rettigheder og følelser er en konstant process. Vi ønsker at beskytte vores brugere og samtidig bevare, så vidt som muligt, deres evne til at kommentere på den verden vi lever i. Mange af siderne med kontroversiel humor som er blevet fremhævet på det sidste er afskyelige også for mange af os, der arbejder hos Facebook.  Den type indhold udfordrer os alle og kan være stærkt ubehagelig. Det er let at forsvare synspunkter, vi kan lide, men det er yderst vanskeligt at forsvare dem, vi foragter. Vores tro på værdien af åbenhed er dog kun virkelig reel, når vi er villige til at gøre det sidste. Vi mener også, at det ikke altid er en løsning at fjerne indhold. Der skal være frihed til at debattere alvorlige emner som disse, hvis vi skal bekæmpe fordomme. Det er dog sådan, at i et så forskelligartet fællesskab med en millard brugere ser vi til tider at folk poster indhold som opfattes som krænkende eller folk forsøger sig med grovkornet humor. Selv om det kan være vulgært og stødende, er usmageligt indhold i sig selv en overtrædelse af vores politikker.

Mit andet spørgsmål: Hvilken strategi/andre proaktive tiltag har Facebook i forhold til den dokumenterede effekt af ekstreme holdningers generering i “ekkokamre,” som der findes talrige af på Facebook, også med meget aggressiv retorik?

Vi har længe haft den opfattelse at vores krav om at folk skal benytte deres rigtige navn (vores real name policy) i samtaler og debatter på Facebook skaber et tryggere og mere åbent miljø hvor alle skal tage ansvar for deres synspunkter og handlinger.

..Og sådan var ordene.Havde vi været i radioen, ville jeg have spurgt: – Det vil altså sige, at Facebooks proaktive tiltag i forhold til generering af ekstreme holdninger udelukkende består i, at folk skal bruge deres rigtige navn?

Og så ville jeg have spurgt: – Mener du at alle på Facebook optræder under deres rihgtige navn? Hvordan vil I sikre at dette kommer til at ske? Har I overvejet andre tiltag end at leve i håbet om, at folk tager ansvar for deres synspunkter i og med, at du som den eneste jeg har mødt tror at folk optræder under deres rigtige navne? etc..
Men det er svært at stille opfølgende spørgsmål til en person, man ikke kan komme til at tale med.

 

Rapebook 2

Åh nej, ikke mere ubehageligt Facebook-slam, tænker I. Jo, og det bliver kun værre. Det samme gør mit stigende ubehag jo mere jeg dykker ned i Facebooks skelnen og vurderinger. Siden jeg skrev Rapebook, har jeg gransket de argumenter, FB har for at acceptere kvindehad. Og jeg har fundet frem til den manual, som de giver deres moderatorer. Desværre har jeg også fundet flere og meget værre eksempler på, hvad man må dyrke på FB. Så jo, vi må til det:

For det første kan jeg slå fast, at slut, bitch, cunt og whore ikke er nedværdigende ord ifølge Facebooks standarder. Det kan man konkludere ud fra, hvad der præcist står i moderatormanualen. Den siger, at humor overruler hatespeech, racist- eller andre typer angreb, MEDMINDRE der bruges nedværdigende ord – ELLER humoren ikke er åbenlys i indlægget/billedet.
Og der er masser af posts om ”bitches”, ”sluts” og ”cunts”, som Facebook-brugere siger, de vil skære halsen over på, voldtage etc., og som får lov at blive på Facebook trods anmeldelser. Det vil altså sige, at moderatorerne i hvert af disse tilfælde har vurderet, at de anvendte lokumsgloser ikke er nedværdigende. Så må man altså også sige cunt til Sheryl Sandberg uden at der sker andet end at hun ler fornøjet?

Den anden undtagelse i retningslinjerne, hvor grove angreb og hadefuld tale ikke får lov at passere som humor, er hvis humoren ikke fremgår klart og tydeligt på billedet eller i indlægget. Men det gør den altså åbenbart i en del tilfælde som fx et meme med teksten: ”After a girl dies, what organ in her body stays warm? My dick.” Det har ligget på Facebook siden 6. september 2012.
Jeg er ellers fortaler for forretningsgangen: 1.Se problemerne 2. Addresser dem 3. Løs dem, men jeg kan ikke få mig selv til at viderebringe dette meme. Jeg beklager, men jeg bliver fysisk utilpas, og det vigtigste er, at jeg nu har gjort opmærksom på at det er der.

Det er bloggen Gawker, der er i besiddelse af den 17 sider lange manual med detaljerede retningslinjer for Facebook-censur, som virksomheden udleverer til alle de ansatte, der gennemgår postet indhold. Her finder man bl.a. de enslydende formuleringer vedrørende hhv. hatespeech og ”attacks”: ”Humor overrules racist and other attacks (plus hatespeech) UNLESS slur words are being used OR humor is not evident in the post/photo.” Gawker fik fingre i den ellers meget interne manual via en ung marokkaner, som de interviewede sidste år. Han blev ansat som en del af et moderator-team – til en dollar i timen plus kommission, som kunne få lønnen til at løbe helt op på fire dollars. Ifølge bloggen en almindelig betaling for dette job hos Facebook. Ifølge tidligere ansatte bestrides det i vid udstrækning af unge mennesker fra den 3. verden.

Nej til flækkende kranier – ja til torturinstrumenter til  brug ved voldtægt
I manualen står specifikke eksempler på, hvad der er for voldsomt og eksplicit til at acceptere. ”I love hearing skulls crack” er fx for stærke sager for Facebook. Der går grænsen. Det må man ikke skrive, står der i deres guidelines.
Men man er hjertens velkommen til at vise fotos af bagbundne kvinder og kvinder uden arme og ben, der tydeligvis er blevet voldtaget eller skal det lige om lidt, hvilket fremgår klart af de ledsagende ”sjove” tekster. Ja, det står der ikke konkret at man må, men det er gennemgående praksis, at der skal være plads til sådan noget og at det kun evt. fjernes efter mange, vedholdende og langvarige klagerier.

Man må også joke med voldtægt af børn og grov mishandling af konen, og man kan frit drive en fanside for fx et band der hedder ”Whore Torture” med over 3361 likes,  som siden august 2012 har postet sange i det uendelige med titlerne: ”Hammer Smashed Cunts,” ”Tortured then raped then Killed then raped again,” ”Slut abduction,” ”My knife is for your cunt” og også langt værre ting (ja), og til overflod forsynet med tydeligt tegnet logo med en pige, der bløder ud af øjenhulerne og har fået smadret munden og sprættet underlivet op. Ind i mellem er der billeder af kvinder der bliver stenet, torturinstrumenter beregnet til kvinders kønsdele m.m, og skriverier, hvor administratoren udtrykker glæde over, at 15-årige Amanda Todd begik selvmord, ”for hun var jo endnu en ..” ja, gæt hvad.

Dette er altså morsomt ifølge moderatorernes verdensbillede, eller også er de bare enige om at ordene er så salonfähige, at de simpelthen skal have lov at passere. Og enhver kan jo se, at estimeringen godkendes af moderatorernes arbejdsgivere. Men hvorfor er det mindre voldeligt at sige: “My knife is for your cunt” end at sige: “I love hearing skulls crack”? Den eneste væsensforskel jeg kan se i de to udsagn, er at det første er kønsrelateret og indgår i fantasier om et seksuelt overgreb. Og dette udsagn er det acceptable, som får lov til at blive stående på Facebook.

Ingen kommentarer!

Ingen kommentarer!

Ikke et ord om Atatürk
Hvorom alting er, kan man læse i moderatormanualen, at nogle ting simpelthen aldrig må siges på det sociale f-medie uanset om man er sur, gal, sindssyg eller kan påberåbe sig diverse andre sindsstemninger – det er til gengæld bevidst tilladt, når det handler om voldtægt, hvilket vi vender tilbage til om lidt.

Men om andre emner er det strictly no-go, bl.a. fordi bestemte udtalelser i relation til dem er i strid med loven i en række lande. At benægte Holocaust går fx ikke, ligesom det slettes omgående hvis man angriber Atatürk. Ham må man hverken lave nogen form for sjov med eller fremføre kritik af overhovedet. Man må heller ikke vise afbrændinger af tyrkiske flag. Andre flag må gerne vises brændende, står der. Desuden er det forbudt at poste kort over Kurdistan.
Derfor eksisterer der intet indhold af denne art på Facebook. Det kan altså lade sig gøre at slå hurtigt og konsekvent ned på noget. Selve systemet er effektivt, både hvad de ulovlige emner angår og også, som beskrevet i et tidligere indlæg, i forhold til farlige antydninger af brystvorter hos ammende kvinder og – uhhhhh! – glimt
af KØNSBEHÅRING. Selv det yndigste maleri af Eckersberg fjernes. Sådan noget beskidt og væmmeligt griseri kan øjensynligt også nukes ud i intetheden på splitsekunder af de snarrådige moderatorer.

Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841. Blev fjernet fra Facebook.

Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841. Blev fjernet fra Facebook.

På samme vis slog man med hård hånd ned på billedet ”L’Origine du Monde” af den franske maler  Gustave Courbet, som regnes for et af realismens hovedværker. Da den danske kunstner Frode Steinicke lagde dette billede ud på sin FB-profil i februar 2011, blev hans profil deaktiveret, og han modtog en skrivelse fra Facebook med ordene:
“Hej
Du overførte et billede (“L’Origine du monde”, red.) der overtræder vores Anvendelsesvilkår, og dette billede er blevet fjernet. Facebook tillader ikke billeder, der hænger et enkeltindivid eller en gruppe ud, viser nøgenhed, stofmisbrug eller vold eller på anden måde overtrræder vores Anvendelsesvilkår. Disse politikker skal sikre, at Facebook bliver ved med at være et sikkert og trygt onlinemiljø at bevæge sig i, også for de mange børn, der bruger sitet.”
Det forstås til fulde, når man ser billedet fra 1866. Der er jo hår på.

blog rapebook 2 l'origine

Historien gik verden rundt, og Steinicke blev blandt andet interviewet i Le Monde. Han fik til sidst genåbnet sin profil efter at have argumenteret overfor Facebook med, at billedet ikke er pornografi, men et hovedværk i moderne kunsthistorie. Men da Steinicke senere skrev om forløbet og lagde et link til sin artikel på Facebook – inkl. billede – ja, så blev hans profil deaktiveret igen. Det samme skete for billedhuggeren Steen Krarup Jensen, da han lagde linket ud.

Glem American Psycho
Jo mere jeg kigger, jo mere forstår jeg det ikke: Zuckerberg og Sandberg ønsker tydeligvis at adskille sig fra det store, vilde internet på en lang række punkter, som håndhæves nidkært og prompte med censur.
Hvordan kan de så samtidig tillade de enorme mængder af indhold der spænder fra 1000-vis af lummer-pornografiske fremstillinger af kvinder – kaldet sluts etc. – i nedværdigende, 100% suggestive positioner over platte, degraderende, sadistiske, ondskabsfulde, aggressive jokes om voldtægt og mishandling som altså også går over i udpenslet sadisme der får American Psycho til at minde om Rasmus Klump og Heksehammeren til at ligne Højsangen. Ja, det gør det virkelig. Og jeg kan ikke holde det ud mere, og kan heller ikke anbefale andre at opsøge det – lige undtaget Facebook, som har ansvaret for at vende stenene og sprøjte med noget effektivt, så det hæslige ikke får lov at trives og vokse videre i det store drivhus hvor der heldigvis går flest normale mennesker rundt – endnu.

Facebooks fire forsvar for rape pages
Hvad siger de så til det?
Ja, hver gang Facebook bliver spurgt, hvordan de kan opretholde den accepterende tilgang til sex hate speech, aka misogyni eller kvindehad, så kommer der nye svar og argumenter. Nogle gange siger de noget om, at humor varierer fra den ene kultur til den anden.
Andre gange argumenterer de med vigtigheden af en ”fri debat”… som den 3. maj, da jeg var i #DR2. Da sendte Facebooks nordiske policychef, Thomas Myrup Kristensen, denne udtalelse på skrift som svar på programmets spørgsmål om hvordan alle voldtægtssiderne kan passere som humor: ”Den type indhold udfordrer os alle og kan være stærkt ubehagelig. Det er let at forsvare synspunkter, vi kan lide, men det er yderst vanskeligt at forsvare dem, vi foragter. Vores tro på værdien af åbenhed er dog kun virkelig reel, når vi er villige til at gøre det sidste. Vi mener også, at det ikke altid er en løsning at fjerne indhold. Der skal være frihed til at debattere alvorlige emner som disse, hvis vi skal bekæmpe fordomme.”
Hvor debatten er, nævner han ikke. Det nærmeste på en ”debat” omkring emnet jeg har set på FB, var på Rapebooks side, hvor yndere af voldtægtssider svinede Rapebook-administratorerne til og truede med at voldtage dem, indtil de som bekendt opgav at drive siden. Excuse me?

blog rapebook 2 tupac

Voldtægtsforbryderen på T-shirten
I februar lykkedes det Sveriges TV1 at få Thomas Myrup Kristensen i voice-on-voice-action. SVTV1 interviewede ham til et program med fokus på et Facebook-drama, der udspillede sig på H & M’s hjemmeside i januar.
Det kom sig af, at en ung kvinde spurgte H & M på deres Facebookside, hvorfor firmaet solgte T-shirts med Tupac Shakur, når han blev dømt for et seksuelt overgreb (i forbindelse med gruppevoldtægt). Det udløste en mængde kommentarer, hvor folk udtrykte håb om at hun selv blev voldtaget og truede med at pisse på hende m.m. H & M lod 2800 kommentarer blive på deres side i over en måned, inden de tog dem ned, inklusive en, der lød: ”I’m going to rape you and then ask H&M to print a t-shirt with my face on it”. Hele sagen inkl. TV-klip er beskrevet her på bloggen Digital McGyver.

OK hvis man er ophidset eller ikke mener det alvorligt
Facebook var helt inaktive under forløbet på H&M’s side, og SVTV1 spurgte i programmet om firmaets holdning til, at truslerne blev fremført på Facebook. Et spørgsmål til Myrup Kristensen lød: ”Kan det nogensinde være OK at skrive: ´Jeg vil voldtage dig’?” Og hertil svarede han (min oversættelse fra svensk tekstning): ”Det er grimt at skrive sådan, det er ikke god opførsel. Vi undersøger om sådanne trusler er sagt ’in the heat of the moment’ eller om det er noget, som personen virkelig mener. I så fald får det konsekvenser.”

Så altså: Ifølge Nordens chef er det i orden at udslynge voldtægtstrusler hvis man er gal/vred/ophidset, når man gør det – det får i hvert fald ingen konsekvenser. Hvordan FB vil afgøre om vreden er forbipasserende eller langtidsholdbar, eller om truslerne er udtalt på basis af reelt hvidglødende raseri, iskoldt had eller almindelig lunken bitterhed…nej, det melder historien overraskende nok intet om. Den bedste test er selvfølgelig at gå direkte til punkt to i investigationen: Undersøge om det er noget personen virkelig mener. Heraf uddrager jeg, at et Facebook-detektivkorps med skæg og blå briller stævner ud og følger den bruger, der har fremsat truslen, rundt på vedkommendes daglige færden i et passende stykke tid for at holde øje med, om han virkelig ser ud til at ville voldtage personen. Hvis han gør anstalter i den retning, så slår Facebook til på en studs: De sletter profilen eller i det mindste kommentaren på Facebook. Eller hva’.

Personlig chikane vs. folkedrab
Facebooks argumenter for at lade kønsbaserede trusler og had passere er altså mange. Udover vigtigheden af at være rummelig ift. humor, at skøtte den fri debat og at vurdere personers virkelige hensigter, har Facebook også fremført et interessant fjerde argument: Hvis en trussel ikke er rettet mod en specifik person, så går det an. Det var fx svaret til ABC News vedrørende siden: ”Raping Babies because you are Fucking Fearless.” Opfordringerne var jo ikke rettet mod bestemte, navngivne babyer. Men hvordan hænger det nu sammen med at det er helt fjong, når brugere truer den 21-årige fuldt navngivne Julia, som stillede H & M spørgsmålet om deres voldtægtsdømte T-shirtstjerne?
Men pyt med det. I virkeligheden kan jeg slet ikke se, hvordan det ene er værre end det andet. Ingen af delene bør være acceptable, hvis man kan vælge mellem trusler og had mod navngivne personer på den ene side, og på den anden side opfordringer og opgejling til vold, mishandling og pervers tortur af hele den ene halvdel af menneskeheden, uden at sætte navne på hver enkelt. Jeg kan sgu ikke se logikken. Hitler gik som bekendt heller ikke ”kun” efter navngivne jøder, han ønskede ganske enkelt at gøre det af med dem alle.

Nej, det er forbudt at sammenligne med Holocaust, jeg ved det. Parallellen går for mig på, at selvom den ikke er topstyret, så nærmer vi os folkeforfølgelse, når vi er kommet til at mindst én ud af tre kvinder – alle kvinder i verden – i deres livstid udsættes for vold. For kvinder mellem 15 og 44 år forårsager vold mere død og invaliditet end kræft, malaria, trafikulykker og krig tilsammen. Det vides ikke, om forfølgelsen af kvinder – som køn betragtet – på Facebook blot er et spejl af virkeligheden, eller om det er et reelt væksthus for tendenser, der så fortsætter ude i Real Life. Sikkert er det, at forskningen tydeligt dokumenterer hvordan ekstreme holdninger fortættes og bliver mere ekstreme i denne type fora, hvor der netop ikke er åben debat, fordi de mere moderate bakker ud, og resten holder sig væk, fordi de ved, de bliver mobbet eller evt. som det jo er set, hacket og truet med at de selv og deres børn bliver voldtaget og så videre. Hvorefter de mere ekstreme kan folde sig endnu mere frit ud og overgå hinanden i ondskabsfuldhed. Osv.

Det er også sikkert, at der i forvejen findes meget kvindehad i verden. Hvorvidt og hvor meget det specialdyrkede Facebook-had bevæger sig ud i virkeligheden, er kun noget man kan gætte og sandsynlighedsberegne på. Hvad jeg ved indtil nu er, at folk naturligvis kan opføre sig som Dr. Jekyll og Mr. Hyde alt efter hvor de er. Men Facebook er dog i konstant vekselvirkning med virkeligheden, og det ene påvirker det andet. Så hvorfor overhovedet løbe risici? Der er intet vundet ved at lade alle kloak-ytringerne florere og inficere på Facebook. For det har ikke noget med ”debat,” ”sjov” eller ”rummelighed” at gøre. Men uanset hvor meget der er at risikere, så er det for meget.

Fjernsyn om Rapebook

Så er der TVLorry om min “Rapebook”-post.

Efter at Berlingeren fulgte op på “Rapebook” i går, har jeg været i TVLorry-Nyhederne her til eftermiddag, og i aften er der indslag 19.30 samme sted. Her medvirker Vincent Hendricks, Christopher Arzrouni og jeg – samme debat-team som i #DR2.
I morgen tager P1Debat emnet op.

Strudsen Rasmus og hadegrupperne

Når voldtægtsgrupperne udveksler hensigtserklæringer, jokes og måske erfaringer på Facebook, hvad sker der så ved det? Ifølge forskningen bliver gruppens synspunkter sandsynligvis endnu mere ekstreme af de fælles hyggestunder.

Måske ved de fleste det allerede, for professor Vincent Hendricks, som jeg var så heldig at være i fjernsynet med i fredags, hvor vi talte om Rapebook, har skrevet en del om mekanismerne i fænomenet: Polarisering. Men moddebattøren i programmet (#DR2), debatredaktør Christopher Arzrouni, havde åbenbart aldrig hørt om det. Han mener nemlig, at problemet med voldtægtsgrupper på Facebook løses bedst ved at man lader, som om det ikke er der.

blog polarisering strudsen

Men det er som at smide benzin på bålet, hvis man bare leger strudsen Rasmus hvad det her angår. I et lukket meningsfællesskab, uanset om det er IRL eller på nettet, vil meningerne simpelt hen forstærkes – ifølge den statistiske regularitet, som er dokumenteret af Harvard-professor Cass R. Sunstein, der også er rådgiver for B. Obama: ”Gruppepolarisering betyder, at medlemmer af en drøftende gruppe forudsigeligt nok vil bevæge sig mod et mere ekstremt synspunkt i den retning, der indikeres af medlemmernes tendenser før drøftelse pågår,” skriver Vincent Hendricks og Pelle G. Hansen om Sunsteins resultater  i bogen ”Oplysningens blinde vinkler”.

Vincent Hendricks

Vincent Hendricks

”Med andre ord kan selve drøftelsen af en given sag eller holdning i en gruppe betyde, at hele gruppens holdning forskyder sig til en mere radikal version af det synspunkt, gruppen gennemsnitligt havde inden drøftelsen. Samtidig gælder, at synspunktet for hvert enkelt medlem af gruppen også kan forskyde sig til en mere ekstrem udgave af standpunktet, end de hver især havde før drøftelsen,” forklarer Hendricks og Hansen.

Ekkokammeret
I forhold til alle kvindehadersiderne, der udveksler udsagn om hvordan de synes, det er tiltrængt/grineren/enormt sejt at mishandle kvinder, er der altså basis for at tilhængerne om muligt kommer til at hade kvinder endnu mere, i kraft af deres kreative fællesskab og gensidige bekræftelse med ligesindede. At de bliver endnu mere aggressive og sadistisk opkørte. Og det hele accellererer yderligere på grund af en særlig finte: Den enkelte gruppe befinder sig i det, Cass Sunstein kalder ”ekkokammeret.”  Vincent Hendricks beskriver det b.la. i denne kronik: ”Noget, der kan opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen. I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror.”

Trykkefrihedsselskabet som eksempel
Ekkokammeret har ifølge Sunsteins forskning en natur, som effektivt udskiller folk, der mener noget helt andet end den pågældende gruppe og som evt. kunne mobilisere modspil og herlige, demokratiske og konstruktive diskussioner. Og når et ”Ekkokammer” er opstået, vil det efter en tid fungere sådan, at folk der ikke vil slås i hartkorn med de mere rabiate folk i gruppen, trækker sig. Vincent Hendricks nævner som eksempel Lars Hedegaards udtalelser på Snaphanen i 2009, som følges af Krarup & Langballe og udtalelser om muslimer der rutinemæssigt voldtager deres børn – hvilket fører til, at Søren Pind, Katrine Lilleør og andre mere moderate medlemmer melder sig ud af Trykkefrihedsselskabet. Og så er den rabiate meningsmasse mere ufortyndet og kompakt. Og de tilbageværende medlemmers meninger kan så – ifølge forskningen – udvikle sig helt uimodsagt i endnu mere ekstrem retning osv.

Jihad-siderne
Sunstein beskriver i sin bog, Going to Extremes, hvordan polariserings- og ekkokammer-mekanismerne træder i karakter, når det drejer sig om internet-had. Han har bl.a. registreret det på diverse Jihad-sider. Generelt skriver Sunstein om had på nettet, at det påviseligt har 0 effekt, hvis/når grupper der er gået i forskellige former for hade-selvsving bliver præsenteret for synspunkter, der trækker i en anden retning. Hvis selve hadegruppens “setting” giver god grobund for polarisering, så modererer det intet, uanset hvilke udsagn eller beviser, der måtte komme på bordet i en evt. argumentation imod de hadefulde holdninger, fortæller Sunstein.

Som jeg ser det, tyder forskningen på at de voldelige misogyni-Facebooksider, som jeg har skrevet om i “Rapebook,” er underlagt de samme mekanismer som andre nethadegrupper og fora, hvor polarisering holder fest. Dvs. at dem, der kommer derind, fordi de er nysgerrige og fascinerede og holder i hævd, at de bare har en syg og sort humor, hurtigt forsvinder igen, fordi det alligevel er for grimt. Og dermed resterer en ufortyndet forsamling af dem, der trækker i den ekstreme retning.

Så til Arzrouni og meningsfæller, inkl. vedkommende, der har kommenteret her på bloggen, at man ikke skal “feede trolls” med opmærksomhed: Jo, at lade den type være i fred, er åbenbart netop den bedste næring man kan give dem. Lidt ligesom med hussvamp. Det skal bare fjernes.

Sådan ser en rigtig troll ud - det ved enhver

Sådan ser en rigtig troll ud – det ved enhver

Men derudover er meningsfællesskaber/grupper på Facebook naturligvis slet ikke trolls, og sammenligningen giver ikke mening på nogen planer. En troll er én, der belaster andres kommentarspor – som bryder ind i en normal diskussion og er Rasmus Modsat på den ufede, provokerende, irriterende og vedholdende måde. Det er jo ikke voldtægtssidernes essens – selvom en samling af deres disciple praktiserede massiv troll-aktivisme på Rapebooks side og det som bekendt lykkedes dem at lukke den ned på den måde. Men deres daglige Facebook-liv udfylder de derimod ved at lukke sig om deres egne fællesskaber og opdyrke fuldfede ekkokamre, hvor ikke engang en troll tør vise sig.

Nyest & fedest om trolls finder du til gengæld her hos Dorte Toft.

 

Kristelig Rapebook-forside

blog rape2 Kristeligt

Rapebook er på forsiden af Kristeligt dagblad i dag! Glimrende – men de har helt glemt at citere bloggen – og mig. Det havde nu ellers været god, kristen stil, synes jeg. Jeg ringede og opfordrede dem kammeratligt til at gøre det, og de vedkendte da, at historien kommer fra manteufel.dk. Nu må vi se om de får rettet det i netudgaven..

Bemærk, at historien er sammen med Dronningen – hun står lige nedenunder! Gud bevare Danmark.

 

Rapebook

”Hvad er det, der måler 10 tommer og får en kvinde til at have sex med mig? Min kniv.”
Sådan hed en af Facebooks voldtægts-fansider. De er i betragteligt overtal i forhold til dem, der kæmper mod dem. Rapebook forsøgte, men efter mindre end fem måneders levetid måtte Rapebook lukke den 6. april. Rapebook blev oprettet på Facebook af en gruppe amerikanske kvinder med det formål at få det sociale netværk til at fjerne noget af det voldelige kvindehaderindhold. Det lykkedes da også at få en del af siderne taget ned. De fleste af bæsterne krævede, ifølge Rapebook-administrator Trista Hendren, ihærdige indsatser og lange dialoger med FB. Andre igen ville Facebook slet ikke fjerne.

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

En af de mest uskyldige Facebook-jokes om voldtægt

Jeg vil gerne indskyde en advarsel om, at det her blogindlæg slet ikke er begyndt at blive ubehageligt endnu. Det er ikke noget pænt emne. Og jeg spekulerer på, om det er derfor, danske medier ikke beskæftiger sig med Facebooks rape pages og alle de slagsmål og den debat, der har været om dem – og om Facebooks politik – i flere år i mange udenlandske medier. Ja, også i rigtige aviser og på store TV-kanaler.

Trusler om at voldtage børn
Der er gennem de senere år opstået en trend på Facebook, som handler om stærkt sadistisk vold/voldtægt/mord på kvinder, og der popper hele tiden nye grupper op om emnerne, så Rapebooks arbejde er langt fra færdigt. Men stifterne stoppede på grund af den overvældende mængde af voldtægtstrusler, som de selv blev udsat for. Ikke kun på Facebook. Men også privat. Og også trusler om voldtægt af deres børn. Hackere skaffede diverse personlige oplysninger om Rapebook-administratorerne og lagde dem ud på nettet, og så kørte det derudaf med hundredevis af telefonopringninger og beskedder som: ”I will skullfuck your children” etc. Rapebook-administrationen har ikke alene stoppet siden nu, men også nedlagt deres personlige FB-konti og blogs.

Rapebook så dagens lys den 13. november 2012. De fik hurtigt følgere, men antallet af aggressive posts på sitet var det mest overvældende. En skrev fx en kommentar, der ifølge den amerikanske TV-station ABC News begyndte sådan her: “I’m gonna trace your IP address then come to your house in the night in a possum suit knock you out take you back to my cellar where you’ll wake up hung from the ceiling by meat hooks…” og herefter blev truslen kun værre og mere udpenslet sadistisk og afsporet. Der var rigtig mange henvendelser af denne type, eftersom Facebooks rape page-communities tilsyneladende mobiliserede sig i angrebslystne tropper for at genere Rapebook mest muligt. De truende indlæg på siden syntes samtidig at skræmme tilhængere af Rapebooks mission fra at gå til modangreb eller støtte Rapebook, og efter de mange trusler trak gruppen sig altså. Masserne af hatere boltrer sig i kommentarsporet til den meddelelse, der annoncerer Rapebooks afslutning. En af de mere venlige og mindre explicitte skriver: ”We won get back in the fucking kitchen.” “We beat Rapebook.”

Grinagtige knivtrusler
Gennemgående har det kostet en del knofedt for anti-misogynister at få de ubehagelige sider væk fra Facebook. I 2011 kunne Huffington Post fortælle historien om de seks Facebook-sider, inkl. den med 10-tommers-kniven, der først blev fjernet efter to måneders klageindsats med en massiv Twitter-kampagne og indsamling af mere end 180.000 underskrifter på en protest mod det stødende indhold.

I første omgang slog Facebook klagerne hen, selvom den sociale tjenestes regler siger: “Indhold, der angriber personer på baggrund af deres faktiske eller formodede race, etniske baggrund, religion, køn, seksuel orientering, handicap eller sygdom, er ikke tilladt.” Man ønsker ikke indhold, der er truende, hadefuldt eller opfordrer til vold. Men selvom det præcist er de kategorier, voldtægtssiderne falder ind under, så har de en kattelem, fordi Facebook ”skelner mellem seriøs og humoristisk tale.” -”..Vi tillader tydelige forsøg med humor og satire, der ellers ville kunne betragtes som mulige trusler eller angreb.” Fede tider! Voldtægtssiderne kategoriserer bare sig selv som humor, kontroversiel humor eller satire. Det virker.

Som den nu fjernede ”Roses are red, violets are blue, I’ve got a knife, get in the van,” der ifølge HuffPost ikke blev betegnet som ”kontroversiel humor” på FB, men slet og ret ”humor.” Ha, ha! Eller den joviale “Seeing a Pregnant Woman and Wanting to punch Her In the Face,” for ikke at tale om hyggefætteren: “Kicking a slut in the vagina and losing your foot inside.” Lige til at klaske sig på lårene over.

Facebook synes det er ligesom at gå på pub
Og Facebooks ledelse deler øjensynligt denne humor i mange tilfælde, hvor man i meget lang tid vægrer sig ved at tage indholdet ned. Da BBC kontaktede Facebook angående en af de sider, som brugere I 2011 ønskede fjernet, lød svaret I en udtalelse fra Facebook: “It is very important to point out that what one person finds offensive another can find entertaining, just as telling a rude joke won’t get you thrown out of your local pub, it won’t get you thrown off Facebook.” Siden hed: “You know she’s playing hard to get when your chasing her down an alleyway”, og den havde 194.370 likes.

Ved en anden lejlighed har Facebook meddelt Rapebook, at de ikke ville fjerne en bestemt voldtægtsside med den begrundelse, at den mindede om nogle jokes, som prominente komikere lavede. Og i starten af april dukkede en side op, som opfordrede til at voldtage babyer – ”Raping babies because you are fucking fearless,” hed den nemlig. ABC News konfronterede Facebook med siden og modtog et svar om, at man ikke ville fjerne den, da den ikke rettede en trussel mod en bestemt person, og man anså den for at være et forsøg på at være morsom. ”Facebook tries to have a very permissive attitude toward humor because different cultures have different views on what is or isn’t humor,” skriver virksomheden til ABC.

Folk der hader voldtægtssider
Der har været utallige “humoristiske” voldtægtssider både før og efter …og mange der er gået til angreb mod siderne. I september 2011 opstod ”RINJ Foundation” – Rape Is No Joke – som kæmper på mange planer mod det, de kalder voldtægtskultur – herunder også Facebooks jævnt fodslæbende holdning til voldtægtssiderne. En anden aktør på feltet er Everyday Sexism Project, en organisation, som trods kun et års levetid har fået frivillige afdelinger i 15 lande – bl.a. USA, Brasilien, Holland og Frankrig. Hovedformålet er at indsamle dokumentation for den sexisme, de fleste kvinder oplever i det daglige liv, men E.S.P markerer sig også ved at bekæmpe den misogyni på Facebook, som de føler hører ind under begrebet “hverdagssexisme.” Stifteren Laura Bates skriver løbende til virksomheder, der får placeret annoncer på voldtægtssiderne, og brugerne af E.S.P. gør hinanden opmærksomme på sider, der bør anmeldes.

Laura Bates blander sig gerne og ofte i debatten. Tidligere på året fortalte hun fx i The Guardian, hvor hun er fast klummeskriver, om endnu en hård kamp mod voldtægsopfordringerne på Facebook. Det drejede sig bl.a. om de to, som hun beskriver sådan her: Et billede af en kvinde, der lå bundet og med bind for munden på en sofa, med teksten: ”It’s not rape. If she really didn’t want to, she’d have said something.” Og en anden, med tre billeder: Et kondom og teksten “Plan A,” en fortrydelsespille og teksten “Plan B,” og så det tredje, ”Plan C,”: Et billede af en mand, der skubber en kvinde med blodigt ansigt ned ad en trappe. Det tog flere ugers massive protester og en dosis medieinteresse, før Facebook på utallige opfordringer fjernede den nye serie af sider. Men ifølge Laura Bates kom der lige så mange nye op, så snart de første var fjernet. Blandt dem var siderne: “Sum sluts need their throats slit” og “Its Not ‘rape’ If They’re Dead And If They’re Alive Its Surprise Sex”. Der lå også et billede af en kvinde, som havde fået skåret følgende blødende statement ind I sit kød: “Daddy f*cked me and I loved it.”

Arabiske feminister og cupcakes vækker anstød
Det er ellers ikke, fordi Facebook ikke har mandskab eller vilje til at fjerne indhold og lukke brugere ude med det vuns. Den amerikanske feminist Gina Crosley-Corcoran  blev prompte bandlyst fra FB i 72 timer, da hun havde lagt et billede ud, hvor hun ammede sin søn. Generelt er FB hurtige til at censurere billeder af ammende kvinder, mens brystvorter tolereres meget længere tid i porno/pin-up/voldtægtsvittigheds-sammenhæng. Dette mønster i prioriteringerne har fået kommentatorer til at konkludere, at Facebook altså kun finder nøgne kvinder i strid med deres retningslinjer, hvis kvinderne IKKE optræder i rollen som objekter for mænd.

blog rapebook brystop

Selv en brystopereret kvinde, der lagde et billede ud af sig selv, blev bortcensureret, og det forlyder endda, at dette billede af en samling cupcakes med innovativ dekoration også blev bortfjernet i al hast, så de ikke kunne vække anstød. De er dog tilbage igen og findes på Facebook – og her:

blog rapebook cupcakes

Andre der fik FB til at reagere prompte, er the Uprising of Women in the Arab World. 21. oktober sidste år lagde Dana Bakdounes et billede ud, hvor hun holdt et skilt med teksten: ”Jeg er med i U.W.A.W, fordi jeg i 20 år ikke har fået lov til at føle vinden i mit hår og på min krop.” Trista Hendren, en af Rapebook-stifterne, fortæller at Facebook fire dage senere, den 25. oktober, valgte at censurere Bakdounes’ billede, og den administrator, der havde postet det på siden, fik lukket sin FB-konto i 24 timer. Da U.W.A.W. udsendte en pressemeddelelse den 7. november, fik alle fem administratorer reprimander fra Facebook, der varierede fra en advarsel til 30 dages blokering.

blog rapebook bakdounis

Nej til racisme – ja til kvindehad
Det er også svært at finde sider på Facebook, der opfordrer til had eller vold mod bestemte racer eller religioner. Fx synes FB at være hurtige til at fjerne antisemitiske sider, ligesom der ikke findes noget frispace for nazister, racister eller lignende. Virksomheden slår tilsyneladende konsekvent ned på initiativer i den retning. Hvorfor så ikke, når det kommer til misogynister, der opfordrer kontant og aggressivt til vold mod kvinder – eller mord på dem? Forfatteren Soraya Chemaly nævner i Huffington Post  en side med navnet ”I kill bitches”, hvor en pistol pegede på læseren, og billedteksten lød  ”I love killing fucking bitches.” Chemaly har den tese, at hvis der nu havde stået: ”I kill n*****s”, var siden formentlig forsvundet igen på et splitsekund. Men sådan nogle sider har Facebook ikke. Chemaly skriver: ”Der er INGEN MANGEL på racister, antisemitter, islamofober, homofober og så videre derude, som nok ved, hvordan man bruger nettet, og som har FB-konti. Jeg er sikker på, de ville elske at befolke Facebook-sider med truende, inciterende indhold (…..) Men sådan nogle sider er der ikke på FB. Fordi FB censurerer dem bort, og ikke fordi diverse voldelige haters mirakuløst er forsvundet fra planeten.”

Humorforladte annoncører
Had og voldsforherligelse er altså kun sjovt, hvis det er rettet mod kvinder (og børn). Uheldigvis for Facebook er en række af deres annoncører så humorforladte, at de har klaget til Facebook, når deres annoncer er havnet på voldtægtssiderne.  Sony, American Express, BlackBerry, Shelter, Vodafone og Finnair er blandt dem, der har henvendt sig til Facebook for at komme væk fra sider som ”This is why Indian Girls are raped” og ”Raping” – sidstnævnte ellers med 4.400 likes. Kosmetikfirmaet Dove udtalte, at man var chokeret over at se sin annonce på en side med navnet ”Drop kicking sluts in the teeth,”  og det lykkedes firmaet at få Facebook til at lukke den ellers så grinagtige side. RINJ Foundation husker behørigt at nævne og rose de virksomheder, der ikke vil annoncere på de sadistiske sider, og de fremhæves naturligvis i pressen, så måske ligger der her et incitament til at flere FB-annoncører engagerer sig i problemet.

Sandbergs dilemma
Der er også den pikante detalje ved sagen, at Facebook-COO Sheryl Sandberg sidder i bestyrelsen for VDAY, en global organisation hvis formål er at forhindre vold mod kvinder. Sandberg skrev for nylig den meget omtalte bog Lean In, som er blevet kaldt et “corporate-power-feminist”-manifest. Bogen har fået kritik for at have for meget fokus på, hvordan kvinden som individ spiller spillet rigtigt, mens den ikke virker så opsat på at ændre strukturelle problemer…. Men den har inspireret til titlen på en Facebook-side, der blev oprettet den 19. marts: “Sheryl Sandberg, lean in and remove misogyny from Facebook!” Udtrykket Lean In betyder fra Sandbergs side noget med at man læner sig ind, deltager i tingene, engagerer sig, tager ansvar,,,

Nu ønsker læseren måske at se nogle gedigne eksempler på løjerne, og billeder virker som bekendt stærkere end ord, men jeg har efter mange overvejelser besluttet ikke at bringe andre end de allermest uskyldige, som dette charmerende eksempel fra en af de sider, der opfordrer til date rape ved hjælp af rohypnoler. Teksten lyder: “When traditional dating methods aren’t cutting it.”

blog rapebook rohypnol

Og dette, som er et af de allerpæneste af de billeder, der opfordrer til sex med små piger:

blog rapebook ex1

…og en banal voldsjoke i den mildeste ende af skalaen:

blog rapebook vold

Hvorfor er det ikke sjovt?
Jeg synes ikke, at voldtægtsforherligelse er til at dø af grin over, og den udbredte accept af de kvindehadende aktiviteter hos en så indflydelsesrig virksomhed bør forurolige alle i en verden, hvor mindst en ud af tre kvinder bliver udsat for vold, voldtægt eller anden mishandling før eller senere. Vold – herunder voldtægt – dræber og lemlæster lige så mange kvinder mellem 15 og 44 som kræft. Amnesty kalder det en menneskeretstragedie, og FN holder jævnligt forsamlinger om problemet. I vores del af verden er det kun noget, vi taler om, når et enkelt tilfælde i Indien bliver særligt hypet, og ellers er vi ikke så optagede af det. Måske fordi det jo mest er i de varme lande, at kvinder hele tiden bliver voldtaget/voldtaget og slået ihjel/voldtaget og banket til lirekassemænd, så de dør efterfølgende osv. Det er da også umuligt – for de fleste – hele tiden at hidse sig op over alle grusomheder i verden. Men voldskulturen lever altså også inde på Facebook, som ikke kun findes i de varme lande. Og som vel at mærke ikke bare er ”internettet” men faktisk et mødested, etableret af en privat virksomhed, som definerer hvad der er acceptabelt i deres rammer, og som dermed kommunikerer nogle bestemte normer og værdier ud til en ganske bred målgruppe.

Så kan man sige: Bare lad være med at læse de sider. Det kan man da (hvis man ikke har nogen FB-venner der liker dem eller deler dem). Men er det OK, at folk kan udfolde og hylde misogyni i et socialt forum med mere end en milliard tilstedeværende? Ville det være OK, hvis der var frihed til at hæmningsløs dyrkning af nazisme og racehad, fx, som alle non-likere jo så bare kunne lade være med at se på? Ville man så slå det hen med, at det bare er xxx tusind forvirrede underskudsindivider, og det er fint nok hvis vi bare bruger det blinde øje og det døve øre?

YES MASSA

Onkel Tom2

Når CNN’s to journalister her viser max medfølelse med to voldtægtsforbrydere, der blev straffet for at voldtage en 16-årig pige, kan man endnu en gang høre det for sig: “YES, SIR, MASSA!”

Jeg blev opmærksom på voldtægtssagen fra Ohio via Mandfjols som bruger den til at eksemplificere at vi lever i en voldtægtskultur: Voldtægt betragtes nogle gange – i denne sag fx – som en naturlig del af livet. Noget, der ikke er helt godt, men som jo kan hænde, hvis det løber lidt af med mændene. Det synes at være indstillingen i Ohio-sagen, hvor det tydeligvis er mere synd for forbryderne end for offeret: De unge voldtægts- og drabsmænd bliver omtalt som nogle stakler, der kalder på metertyk, moderlig empati, fordi de får ødelagt deres liv med denne her dom! Det er de kvindelige CNN-folk rørende enige om i indslaget.

De og alle de andre kvinder, der går stik imod deres eget køns interesser, giver mig mindelser om de slaver som ifølge rygterne elskede deres liv som slaver – fordi de ikke kendte andet, fordi kulturen var sådan, og fordi de ikke kunne se noget alternativ indenfor rækkevidde, eftersom hele samfundsordenen var indrettet efter denne struktur. Så kan man bedre leve med at være glad og indordne sig harmonisk i strukturen og sige ”YES, MASSA.” Det er ren ”tomming,” afledt af romanen Onkel Toms Hytte med den underdanige, naive slave Onkel Tom.

Gyldendals encyclopædi om ”tomming”:

”På grund af romanens store udbredelse blev udtrykkene uncle Tom og afledningen tomming med tiden skældsord i den afroamerikanske selvforståelse. De blev i årtier betegnelser for de roller som servilt bukkende sorte tjener i hvide husholdninger eller opvarter i togenes spisevogne i amerikanske film, som mandlige sorte skuespillere med et langt større potentiale blev fastlåst i.  Udtrykket blev også, især i 1950′erne, brugt om Louis Armstrong,  når han lavede øjne og grinede bredt, mens han optrådte for et hvidt publikum. Billie Holiday kommenterede engang kritikken af Armstrong med ordene: “Of course Pops toms, but he toms from the heart.”

Måske tommer kvinderne også fra hjertet, hver gang de siger ”yes, massa” som alternativ til at erkende at vi lever i en sexistisk kultur – der har indbygget i sig, at den i tiltagende grad er en voldtægtskultur. Og det er næsten det værste ved hele konceptet: De mener det sgu. Som bødlen O’Brien siger til Winston i “1984″, da han er blevet taget til fange: “Vi klemmer dig fuldstændig tom og fylder dig så med vore tanker og ideer.” Da Winston til sidst bliver skudt, elsker han som bekendt Store Broder. Det er den sidste tanke i hans bevidsthed, inden han dør.  Nu er de tommende kvinder heldigivis ikke underkastet tortur, men bare udsat for den stille og rolige strukturelle/kulturelle påvirkning i de fleste af deres vågne minutter. Den er åbenbart stærkere end sund fornuft og selvopholdelsesdrift, som det ofte er tilfældet med dybe og indgroede underliggende strukturer. Dertil har den en indbygget evne til at være blind spot.

Som Henrik Marstal skriver i Politiken i et indlæg om sexisme: “Alt for mange mænd er slet ikke opmærksomme på sexismens eksistens, samtidig med, at alt for mange kvinder enten forsøger at ignorere den eller stiltiende anerkender den som en nødvendig forudsætning for overhovedet at blive accepteret som arbejdskollega, som kæreste, som ikon eller som medlem af omgangskredsen. De etiske konsekvenser af denne hverdagspraksis mangler vi derfor stadig at anerkende.” Henrik Marstal nævner i øvrigt lige de 25.000 historier om hverdagssexisme, der foreløbig er indsamlet på aktivisten Laura Bates’ website Everyday Sexism Project, som hun har lavet for at dokumentere sexismens udbredelse i en tid hvor det bliver stadig mere ugleset og tabubelagt at tale om. På websitet kan kvinder fortælle om deres erfaringer anonymt, for som Bates skriver, oplever stadig flere, at de hænges ud som snerpede, militante BH-brændere, hvis de klager over sexisme.

Til gengæld er der både heppere og sponsorer til tommerne. Hver gang en ny “blå feminist” springer ud, bliver gospelkoret af tommere større og får mere rumklang, og bringer endnu en flok i ekstase, og CEPOS uddanner som bekendt kvindelige debattører til at mene det rigtige og sige “YES…” til strukturen. Og livet glider nu engang lettere, når man siger ja frem for nej. Det er feel-good når man gør det, man er sikker på ikke at få pisk og blive kaldt BH-brænder og alt det, der er meget værre. Ingen er i tvivl om at tommeren er en god kvinde. Med værdier og bryster på rette sted.

blog yes massa smil

Se også hvad Sanne Søndergaard skriver om slavementalitet.