Kald det overgrebskøb – Tale 8.marts 2015

Det er rart, når man kan gøre status 8. marts og sige: Der er rykket på noget siden sidste år! Vi bevæger os fremad! Det går den rigtige vej.

Det kan man på prostitutionsområdet, når vi kigger lidt rundt: Frankrigs parlament har vedtaget at kriminalisere prostitutionskunderne. I Nordirland er det samme sket, og Irland er lige på trapperne til at følge efter. Lithauen er på vej med et lovforslag, og også Canada har forholdt sig til de europæiske anbefalinger og vedtaget et forbud. I Tyskland og Holland, hvor man ellers havde valgt den modsatte model, har man nu taget sin lovgivning op til revision. Her måtte man nemlig se i øjnene, at det kun havde haft en negativ virkning med mere legalisering.

MEN ..så kigger vi tilbage på Danmark. Her er der sket. .ingenting. Vi er ikke kommet ud af flækken. Vi har faktisk haft et tilbageskridt, efter at Enhedslisten for nylig besluttede at stille sig med op i den lange række af partier, der ikke går ind for et forbud mod sexkøb.

Det er ikke fordi ingen prøver at gøre noget. 8. marts initiativet fortsætter utrætteligt arbejdet for at holde denne sag på dagsordenen og gribe ind med faktuelle modsvar, år efter år, når der bliver fremsat postulater og fordrejninger af virkeligheden i prostitutionsdebatten.

Dansk Kvindesamfund og Mænd mod Købesex holder også fokus på sagen, og nu er der repræsentanter for fagbevægelsen, der lige er kommet på banen igen med en offentlig påmindelse om, at det er på tide, der sker noget.

Særligt skal selvfølgelig nævnes Tanja Rahm. Hun har siden sidste 8. marts gjort et helt uvurderligt, kæmpe stykke arbejde for at gøre en forskel, dels med sine altid saglige gennemarbejdede blog- og debatindlæg, og med utallige taler og oplæg både herhjemme og ude i verden, og ikke mindst som drivkraft i Netværksgruppen for kvinder der har erfaring med og er ude af prostitution, hvor der foregår et stort og vigtigt arbejde på det her felt.

Jeg er meget stolt af at stå her, hvor netop Tanja Rahm stod sidste år, og jeg håber, jeg kan bidrage til at fastholde og videreføre den energi og ihærdighed, som det forpligter til.

For der er brug for energi og virkelig ildhu. For sexkøbsforbud er endnu engang – som altid – og stadig -  noget, som næsten ingen i Danmark vil røre ved med en ildtang: Vi VIL have sexkøb, – det må være den eneste grund til, at politikere, og medierne, og de fleste andre, bliver ved med at lytte til det manipulerende og faktuelt fuldstændig ukorrekte spin fra en lille samling lobbyister der har det som deres flammende og brændende mærkesag, at sexkøb IKKE skal forbydes. I kampen for at sikre, at dette ikke sker, holder lobbyisterne sig ikke tilbage for noget.

Det jeg vil sige i dag, drejer sig ikke om handlede kvinder, og heller ikke om al den vold, prostituerede oplever til daglig. Det jeg vil sige noget om, er det spin, der stadig udfolder sig,  – spin, der altid lægger låg på debatten, fordi det åbenbart finder en meget dyb genklang i nogle ældgamle dele af vores danske folkesjæl.

For jeg tror, vi er nødt til at forstå det og få det frem i lyset for at kunne gennemhulle det og pille det i stumper, indtil det bliver mindre og mindre og tilsidst kan suges op i en støvsuger og ryge ud i skraldespanden, hvor det hører hjemme.

Den ene del af det her spin består i at så tvivl om erfaringerne fra Sverige. Selvom de klart og tydeligt viser, at vores nabolands sexkøbsforbud har virket ret godt. Konklusionerne er tydelige og ganske lettilgængelige. De er, at loven forebygger, at mænd begynder at købe sex. Og:

-      At antallet af sexkunder i Sverige er faldet siden loven blev indført.

-      At svenske prostituerede IKKE oplever forværrede livsvilkår eller øget vold.

-      At svenske prostituerede tværtimod oplever, at loven har givet dem mere magt over deres situation, fordi de kan bruge loven til anmelde truende eller voldelige kunder for sexkøb.

-      At loven har gjort det nemmere for prostituerede at stoppe i prostitution og søge hjælp.

Men at insistere på, at Danmark er bedre end andre lande, ligger dybt i vores folkesjæl. Den har åbenbart Kresten Poulsgaards ord som motto: Hvis det er fakta, så benægter a fakta.

Det næste spin-modul er lidt mere diffust, men nok så relevant, for det virker utvivlsomt effektivt.

Det er den del, der handler om at fastholde en fælles forestilling om, at prostitution hænger sammen med seksuel frigørelse. Vi ved jo alle, at begrebet seksuel frigørelse handler om kvinders seksuelle frigø’relse, for mænds seksualitet har generelt altid haft langt bedre legitimitet end kvinders. Vi lever trods alt i Patriarkatet, det er også kun derfor, man kan arbejde med begreber som, at mænd ”ikke kan styre sig” og ”skal have afløb” rent seksuelt, selvom det jo er ret fornærmende overfor mandekønnet som man jo, hvis det var rigtigt, ikke ville kunne betro at betjene tungt maskineri eller nogensinde at opholde sig i trafikken, eksempelvis.

Men – der er en særlig dansk hyggeglæde over at lege, at prostitution har noget med kvinders seksualitet og kvinders frigørelse at gøre. For eksempel – og meget typisk – skrev en af sexkøbenes mest halsstarrige forkæmpere, Christian Groes, i et af sine nyere i rækken af talløse debatindlæg om sagen,  at det svenske sexkøbsforbud ”begrænser kvinders seksualitet” og at det herved ”mister en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.” Citat slut.

Vi skal altså simpelthen lege, at det at sælge sine kropsåbninger og dertil hørende service til mænd og udføre netop det, som kunden ønsker, har noget med kvinders seksualitet at gøre. Det er der nok en del prostitutionskunder, der synes, det er skønt at bilde sig selv ind, og undersøgelser viser da også, at mange af dem mener, at der er tale om gensidig nydelse.

Det siger de tidligere prostituerede så, at der IKKE er. Faktisk tværtimod, så føles det som overgreb og betalt voldtægt. Måske fordi det er det, det er. Dertil kommer så et aspekt af magtudøvelse, både psykisk og fysisk, ofte voldeligt. Ifølge den seneste undersøgelse herhjemme er der en del prostitutionskunder, der lægger vægt på den rare følelse af magt, som det giver dem at gå til prostituerede.

Det, der foregår mellem prostituerede og deres kunder er en handel. Den går ud på, at kunden har ret, og det kan så være mere eller mindre tåleligt eller ubehageligt for den prostituerede.

Det er LOGIK, men fordi ydelsen handler om en form for sex, så kan fortalerne tage alle modstandere som gidsler i et krydsfeldt hvor sværdslaget står om definitionen: ER det sex eller ej? Det er populært at kalde det sex-køb og dermed definere transaktionen som sex. For så kommer der en klang af gensidighed i det, og så kan man tillade sig at lade som om, at kvindens seskualitet er involveret lige så vel som mandens.

Men her er det tid at spole tilbage. Kvindens seksualitet er ikke involveret.

Dels handler alt i transaktionen om mandens seksualitet. Det er ham, der vil noget, ham der opsøger, ham der afgiver ordrer, ham der får, og ham der betaler. Men vi skal spole et lille stykke mere tilbage og lige fjerne ordet sex fra ligningen: Det er ikke sex-køb. For det der foregår er netop ikke sex. Sex er noget gensidigt. Dvs med lyst og frivillighed fra begge parter. Sex er ikke noget, man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at dyrke, eller som man får langvarige skadevirkninger af. Jeg gider ikke uddybe det mere, for alle ved det.

Lobbyisterne ved det også – men leger, at de ikke ved det og ikke er i stand til at skelne, under påskud af, at der ikke er noget at skelne imellem. Det er derfor, de har indført ordene ”Sexarbejdere” og ”sexkøb”. Men faktisk burde vi overhovedet ikke bruge de ord. Det, vi taler om, bør retteligt hedde ”overgrebskøb.” Det andet er spin. Det er sludder. Det er beregnet på at male tingene lyserøde og samtidig tage alle som gidsler i en debat der flyttes over i et seksualmoralsk felt. Som om man er modstander af sex, hvis man er modstander af prostitution. Det svarer til at sige at jeg hader appelsiner, hvis jeg er vegetar.

Der er desværre rigtig mange der holder fast i og hopper med på den rare trygge diskurs om at man er snerpet, hvis man ikke bryder sig om prostitution. Fordi definitionen på det, der foregår, stadig er, at det er sex.

Sexkøb, som sagt. Hvor det burde hedde ”voldtægtshandel”, ”betalt overgreb” eller ”Kropsåbningskøb.” Den der har definitionsretten, har som bekendt magten. Og den ligger desværre hos det store flertal af folk og lobbyister, politikere og debattører, der formår blive ved med at definere det, der foregår som sex.

For når man kan slå modstanderen ned med ord som ”moral” og ”snerperi”, så er man godt foran.

Vi ved godt, at i Danmark er vi helt fantastisk frigjorte, se bare hvor hyggeligt alle mødre må amme på cafeerne, og hvor skønt vi alle sammen har det med vores krop, og hvordan vi 100% har afskaffet ideen om, at piger og kvinder er ”billige” eller ”nemme” hvis de har mange sexpartnere! Det er også derfor vi overhovedet ikke kender noget til hævnporno i Danmark – hævnporno virker jo kun, hvis man har en kultur hvor man kan udskamme kvinder for at vise sig nøgne eller flashe deres seksualitet.  (NB: Dette sagt i et forhåbentligt stærk ætsende ironisk tonefald!)

Nå, måske ikke lige på de punkter..men vi kan i hvert fald godt lide BILLEDET af os selv som frigjorte, det virker charmerende og afslappet, og så pyt med at 80% af danske kvinder har oplevet sexchikane. – altså sådan noget grænseoverskridene magtudøvende, måske truende, måske også fysisk, og i hvert fald ubehagelig krænkende seksuelt ladet opførsel…Det tror vi jo heller ikke på, heldigvis! Den der EU-rapport kan bare ikke være rigtig, derfor gider vi ikke at snakke om den.

Nej, vi er bare frigjorte på den fede måde, og derfor skal vi selvfølgelig have prostituerede, der simpelthen dyrker sex med kunderne fordi de synes det er livsbekræftende og lækkert, – fuldstændig ligesom minearbejdere i Ukraine har jobbet, fordi de er så fascineret af at arbejde med kul, og ligesom folk der bor på lossepladser i U-landene de er der, fordi de går meget op i genbrug.

Så den fælles konsensus i Danmark er altså, at prostitution er vigtigt, for ikke at støde an mod frigjortheden, (kvindernes), som man gør hvis man kriminaliserer kunderne.

Og her mener vi jo – dvs. den fremherskende mening – IKKE at det her har noget med kundernes seksualitet at gøre, for den vil vi ikke snakke om. Nej, det skal hedde sig, at det handler om kvindernes seksualitet, som vi vil begrænse eller prøve at kontrollere via et forbud. Ligesom man ville forhindre folk på lossepladserne i Indien i at dyrke deres interessere for recycling, hvis man havde et socialt sikkerhedsnet, der gjorde det muligt for dem at have en bolig.

Det er til gengæld slående hvordan det, der skaber HELE grundlaget for at prostitution findes, vitterligt aldrig nævnes i debatten. Det er jo kundernes – og ikke mindst de potentielle kunders – behov. Det er sådan set deres seksualitet og utvivlsomt i mindst lige så høj grad deres behov for at føle og udøve magt over det andet køn, som det hele handler om.

Det er primært i DERES interesse, at de kan gå til prostituerede uden at skulle bekymre sig om straffeattesten . Og uden en mulig stigmatisering som følge af forbud, som den vi har set med rygning, hvor rygeloven faktisk har skabt et overvejende meget forandret syn på rygere.
Det, der ikke må anfægtes – det er jo nok sagens kerne: Det er mænds berettigelse.

Berettigelsen til altid at kunne købe sig til seksuel tilfredsstillelse. Berettigelse til altid at kunne blive betjent af en kvinde, altid at kunne føle sig bedre og over i forhold til en kvinde. Den berettigelse, som hver syvende mand i Danmark benytter sig af, og som resten uanset om de afskyr tanken, eller om de leger lidt med den, eller om de stort set aldrig tænker på det – har. Den samme berettigelse, som en del mænd i almindelighed også benytter sig af til at kommentere på kvinders udseende, ansigtsudtryk, tøj, vægt, bryster med mere.

Berettigelsen, som også er en fælles dybt forankret vedtægt af at mandens ret og krav overfor kvinder står over alt andet. Det er DET vi skal snakke om nu, når vi snakker om et forbud. At vi i Danmark mener, at mænds behov for at få deres berettigelsestrip bekræftet står over det faktum, at prostituion er en alvorlig hindring for ligestilling i samfundet. Noget de har indset i mange andre lande, hvor man har lyttet til Europa-Parlamentets anbefalinger fra sidste år om at indføre den svenske model.

Anbefalinger der bygger på så mange data om, hvordan prostituion skaber og fastholder et negativt kvindesyn.

Det er åbenbart det kvindesyn, man i Danmark ønsker at holde fast i, fordi det føles så varmt og loddent indvendigt med al den berettigelse.

Det er DET vi skal have på bordet, og det skal vi, for vi er nødt til at blive ved med at tale om det her i Danmark, og debatten skal ud af det underlige mugne bur af spin om sex og snerperi, som den bliver låst ind i igen og igen, så den er i behørig afstand af Patriarkatets sukkermad.

Men vi skal tage den sukkermad, og så skal vi gøre det, som den fortjener at vi gør med den. Det skal vi gå i gang med nu, og så skal vi fejre det næste år 8.marts!

Jeg holdt talen 8. marts til 8.marts-initiativets arrangement efter demonstrationen for forbud mod sexkøb.

Uagtsom voldtægt uden straf fungerer som fribillet

Uagtsom voldtægt – ja, det er der brug for at indføre i dansk retspleje som en forbrydelse, man kan dømmes for. Ikke fordi det er acceptabelt med en præmis om, at mange voldtægtsforbrydere er fuldkommen uvidende om, hvad de laver, eller fordi vi skal hylde den jubelidiotiske påstand, at det skulle være svært for en mand at hitte rede i, om han er sammen med en villig sexpartner eller ej. Det forekommer usandsynligt, at det forholder sig sådan. Men faktisk er det just den præmis, vi arbejder med i vores eksisterende lovgivning og retspraksis. Med den følge, at man som voldtægtsforbryder er 97,5 % sikker på at gå fri og formentlig slippe helt uden irriterende kontakt med politi, retsvæsen eller andre forstyrrende elementer.

Det centrale problem er det, der hedder ”bevisets stilling.” Dette begreb handler netop om, at voldtægtsforbrydere kun kan dømmes, hvis anklageren kan bevise, at forbryderen var fuldstændig klar over, at det var en voldtægt, han begik.

Påstået dumhed trumfer blødende ofre
I mange tilfælde er det en afgørende grund til at henlægge sager eller frifinde folk, at den anklagede simpelthen siger, at han ikke vidste, hvad han gjorde (!) – dvs., at det var uagtsomt. Ejendommeligt nok er der rigtig mange, der siger netop dét, når de bliver anklaget for voldtægt, også selvom offeret bløder og har blå mærker. Og det lyder jo umiddelbart åndssvagt at folk skulle forsøge sig med en så komisk og sølle undskyldning i den situation. Ikke desto mindre virker den! Der er fuld lovhjemmel for at æde den, og praksis hos myndighederne er, at det gør de. En anmeldt voldtægtsmands påståede idioti trumfer offerets fysiske skader.

Jeg fremfører hermed Exhibit A. Det er en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd, hvor alle de følgende fakta findes, og hvor man også kan læse alt om deres undersøgelsesmetoder m.m.

Det viser sig her, at begrundelsen for at slutte voldtægtssager uden en retssag i langt de fleste tilfælde er netop ’bevisets stilling ’. Det var det i 382 af de 410 sager, der blev henlagt uden påtale i den treårige periode, som rapporten har undersøgt. (Sammenlignet med andre typer kriminalitet har voldtægt i øvrigt en væsentlig højere rate af påtaleopgivelser, altså sager, der aldrig kommer for retten.)

Om ”Bevisets stilling” hedder det: “Anklagemyndigheden skal kunne bevise, at der var ’forsæt’. Det vil sige, at for det første skal det bevises, at manden truede kvinden eller anvendte vold for at opnå sex, og for det andet at han vidste, at han truede hende eller anvendte vold – og dermed vidste, at det ikke var frivilligt.”

Det viser sig at det er mindst lige så vigtigt, at han VIDSTE, at han truede hende eller anvendte vold, som at han gjorde det! Noter lige det.

Rapporten konkluderer: Det er helt overvejende begrundelsen ’bevisets stilling’, der oftest anvendes, når anklagemyndigheden vælger at slutte sager uden retssag. Knap halvdelen (48 %) af samtlige voldtægtssager, hvor en formodet gerningsmand er blevet sigtet (382 ud af 792 sager), ender uden en retssag på ’bevisets stilling’.

Et af eksemplerne på en anmeldelse af voldtægt, som politiet har henlagt på grund af ”bevisets stilling”, ser sådan her ud:

Eksempel på formodet mangel på hensigt
”Kvinde på 19 år anmelder nabo på 50 år for voldtægt. Hun kommer på besøg efter fyraften, drikker et par øl og ser tv. Ifølge kvinden gør manden tilnærmelser, som hun forsøger at afvise, bl.a. da han forsøger at presse hendes hoved ned mod sin penis. Manden opnår samleje med kvinden. Ifølge kvinden har hun tydeligt afvist ham verbalt og har forsøgt at skubbe ham væk. En anden nabo kommer forbi på gangen senere, hører høj musik og høje ”nej”- råb, men gør ikke noget ved det, fordi han regner med, det er manden og hans ekskæreste, der skændes.

Sagen sluttes på ’bevisets stilling’ uden retssag, og anklagemyndigheden begrunder bl.a. således: ”Jeg finder efter en samlet vurdering af sagens faktiske og retlige omstændigheder ikke grundlag for at statuere, at NN har haft til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelse om voldtægt i forbindelse med, at han forsøgte at opnå samleje med Dem den pågældende aften”.

Det afgørende for, at sagen ikke kommer for retten, er altså, at man ikke kan føre bevis for, at voldtægtsforbryderen havde til hensigt at overtræde straffelovens bestemmelser om voldtægt. Det er uvæsentligt for vurderingen, hvad der rent faktisk skete – bl.a. at naboen faktisk hørte høje ”nej”-råb.

Påtale kan undlades trods livsfare for kvinden
Det samme gælder, når kvinderne har fysiske skader, og det har de ifølge rapporten oftest. I de voldtægtssager, hvor politiet har fundet og sigtet en formodet gerningsmand, er der 60 % af kvinderne, der har fysiske skader. . Men! Det at politiet finder og sigter en mulig gerningsmand, behøver ikke at betyde skyggen af en ko på isen for ham, trods tydelige skader på kvinden. I knap halvdelen (46%) af de sager, hvor en mand er sigtet, OG der er fysiske skader på kvinden, bliver sagen sluttet uden retssag af anklagemyndigheden.

De fleste af den type sager (200 ud af 217 henlagte sager med fysiske skader på kvinden) bliver sluttet på – ’bevisets stilling’. Det vil sige: Man kan ikke bevise, at manden har haft voldtægt som forsæt! Én af undersøgelsens sager bliver sluttet uden retssag – påtale undladt – på ’bevisets stilling’ trods livsfare for kvinden. Kun 1 ud af 4 anmeldte sager med fysiske skader på kvinden (24 %) ender med en dom for voldtægt.

I alt er det flere end 6 ud af 10 anmeldelser af voldtægt, hvor kvinden har fysiske skader, der ender med ikke at komme for en domstol.

Det er Politidirektøren eller hans/hendes politijurister, der træffer beslutningen om at afslutte sager uden påtale, dvs. at de ikke skal for retten.

Og her har de altså bevisets stilling som central faktor i deres afgørelse – med den formodede gerningsmands forsæt i fokus. Det er beviset for dette forsæt, der udgør voldtægtsofres største forhindring på vejen mod retfærdighed: Forsæt er forvejen svært at påvise, især når det bliver taget med i betragtning, hvis gerningsmanden siger, at sådan et havde han da bestemt ikke.

Forsættet er så – fremgår det af rapporten – ENDNU sværere at påvise, når der har været forudgående kontakt mellem de to parter i sagen. Det har der i to tredjedele af alle sager.

Kun en tredjedel af alle voldtægter er såkaldte overfaldsvoldtægter, altså den klassiske type, hvor en helt ukendt mand eller gruppe af mænd overfalder en kvinde på eksempelvis en mørk vej. Lidt under en femtedel af de anmeldte voldtægter involverer partnere eller ekspartnere – mens halvdelen (48%) er såkaldte kontaktvoldtægter. Det viser sig, at hvis offeret overhovedet har vekslet ord med voldtægtsforbryderen inden forbrydelsen, så er det en kontaktvoldtægt, og så kan manden med statistisk meget stor fordel påberåbe sig, at han ikke havde forsæt om at voldtage – dvs, han troede, at hun gerne ville.

Også selvom hun har blå mærker eller værre fysiske tegn på, at han har været voldelig mod hende for et gennemtvinge voldtægten.   Efterforsker i kriminalpolitiet, ”Rikke”, siger om kontaktvoldtægter i rapporten: ”… det der så også gør de her sager specielle at arbejde med, det er den bevismæssige del af det. Fordi en ting er, at man har den der rene voldtægt, som ingen stiller spørgsmålstegn ved, netop fordi der er nogle synlige skader, og der er måske nogle vidner og nogle andre elementer, det er det der bevismæssige. Det kan godt ske, vi har en kvinde, som føler, hun har været udsat for et overgreb, og hendes grænser er blevet overskredet, og hun har uden tvivl haft en rigtig dårlig seksuel oplevelse, men derfra og til at bevise gerningsmandens kriminelle forsæt, det er jo vores opgave. Og det er en meget svær opgave.”

Muligt, at han ikke indså, at han tvang Dem
En af de sager, som politiet således havde kvaler med at vurdere, og som derfor faldt ud til den anklagede mands fordel, selvom kvinden havde fysiske skader, er denne:

”En kvinde på 18 og en mand på 25 er i byen sammen med flere andre. Han er en venindes eks-kæreste. Gruppen af venner tager hjem i en lejlighed. Da kvinden går på toilettet følger manden efter. Ifølge kvinden tvinger han hende op på salen ovenover, og voldtager hende på reposen. Hun siger, hun fulgte med, fordi hun er vant til at kunne tale sig fra alle situationer. Ifølge kvinden flygter hun, da der bliver røre nedenunder hos pigerne, som leder efter hende. Veninderne fortæller, at hun græder meget. Hun har hudafskrabning på skulderen (ifølge kvinden trykker han hende op mod væggen og udfører samleje bagfra). Hun har desuden en rift ved vagina, som lægen dokumenterer, kun kommer ved voldsomt samleje og/eller tvang. Manden fortæller, at de har haft samleje, men at det var frivilligt. Han fortæller, at de tidligere har ligget på sengen og kysset i lejligheden mens mindst 5 andre var til stede. Dette kan ingen af vidnerne bekræfte. Manden mener, det er et komplot fra alles side mod ham.

Sagen sluttes på § 721, stk. 1, nr. 2, og Politimesteren skriver i begrundelsen blandt andet ”… det må anses for overvejende sandsynligt, at NN har foretaget sin seksuelle adfærd mod Deres vilje. Det er dog min vurdering, at det mod hans benægtelse ikke er muligt med den fornødne sikkerhed at bevise, at han indså, at han udførte sin adfærd ved tvang. Jeg har derved lagt vægt på Deres forklaring om, at De ikke gjorde nævneværdig modstand, da han trak Dem om på reposen, at han ikke truede eller slog, at han ”hele tiden snakkede, som om hun var med på den”, og at det efter få minutter lykkedes at skubbe ham væk”.

Så den sag henlægger politiet altså uden påtale, selvom offeret har dokumenterede fysiske skader, og selvom politiet finder det ”overvejende sandsynligt” at voldtægtsmanden foretog ”sin seksuelle adfærd mod Deres vilje.” (Hvilket for mig equals=voldtægt.) MEN! Det, det hele falder på, er at det ikke er muligt at bevise med den ”fornødne sikkerhed” at han INDSÅ, at han udførte sin adfærd ved tvang.

Gode tvivlere, er I med? Begynder ti-øren at falde med hensyn til om vi har brug for en paragraf om uagtsom voldtægt??

I rigtig mange sager er det gennemgående, at den anklagede gerningsmands påstand om, at han troede at hun gerne ville, og at han troede, hun gerne ville have det hårdt (så hårdt at der altså ses alt fra livsfare over underlivsblødninger over blå mærker overalt på offerets krop til hudafskrabninger og  afrevne hårtotter – blandt andet.) Hvis politiet anser det for muligt, at manden kan have troet det, fordi det siger han jo – så er det mest almindeligt, at han slipper for videre tiltale, dvs. påtale, og dermed kan gå videre ud i livet og således opmuntret fortsætte sine aktiviteter i ro og mag.

Bevisets stilling – som primært handler om, hvorvidt gerningsmanden havde forsæt eller ej – er altså en anselig medvirkende årsag til, at i alt er det kun 2,5 – altså to en halv – procent af voldtægter, der fører til en dom for voldtægt.

Flere tør ikke anmelde
Eller færre. 3000 voldtægter årligt i Danmark hedder tallet ifølge det Kriminalpræventive Råd – Amnesty anslår, at mørketallet, dvs. alle de uanmeldte voldtægter, kan bringe det samlede antal op på 10.000 årligt. Men hvis vi siger, at det forhåbentlig ”kun” er 3000 voldtægter, det drejer sig om, så udgør de 74 årlige domme for voldtægt lige knap 2,5 %.
Dermed når vi frem til den 97,5% store sikkerhed, som vi i dag giver voldtægtsmænd for, at de kan voldtage og lemlæste andre mennesker, som de vil, hvis bare de kan holde masken bagefter, når de påstår, at de troede, hun selv gerne ville. Det kalder jeg en badebillet af kaliber.

Det giver desværre alt for stor forståelse for, at så få ofre anmelder – færre og færre. Under en sjettedel af de 3000 årlige voldtægter anmeldes til politiet. 1000 af voldtægterne  registreres årligt på skadestuer, offerrådgivninger m.m. Men under halvdelen, mellem 400 og 500, anmeldes til politiet. ”Mange lader være med at anmelde det, fordi de er bange for, at politiet ikke tror på dem”, siger psykolog Annalise Rust på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb.

Ofrenes formodninger om politiets reaktion er velbegrundet i en ukomfortabel grad. Stadig flere voldtægtsofre bliver nemlig afvist af politiet, når de anmelder. Nogle endda over telefonen. Andelen af dem, det sker for, er mere end tredoblet på fire år.

I Norge opererer man allerede med uagtsom voldtægt som retsligt begreb, og i Sverige har man også en bredere definition af voldtægt, end vi bruger i det danske retssystem. Med høringen i Folketinget i sidste uge har vi fået debatten i gang igen i Danmark, og meningerne er delte, både blandt politikere og eksperter, som Kristeligt Dagblad beskriver her.

Så vil alle jo anmelde falsk
Den mest irrelevante vinkel på debatten – påstanden om, at det vil være lettere at anmelde falsk, hvis vi indfører uagtsom voldtægt som retsligt begreb – har selvfølgelig fyldt en del. Proportionerne her er som følger: De såkaldt falske anmeldelser udgør maksimalt 7 % af voldtægtsanmeldelser. En del af dem er registreret som falske, udelukkende fordi ofrene har trukket deres anmeldelser tilbage efter trusler fra voldtægtsmanden eller simpelthen af frygt for at skulle vidne mod ham/dem i retten. Man kan nemlig ikke bare trække en voldtægtsanmeldelse tilbage. Nogle ofre, der af frygt for gerningsmanden ønsker at trække anmeldelsen tilbage, vælger derfor at påstå, at deres anmeldelse var falsk, fremfor at risikere yderligere vold ved at fastholde anmeldelsen(og der er da, som netop beskrevet, også en særdeles betragtelig risiko for, at gerningsmanden går fri, selvom voldtægten i den grad har fundet sted.) I denne undersøgelse støttet af Justitsministeriets Forskningsenhed redegøres for problematikken, og her er også eksempler på sager hvor det ligefrem er bevist efterfølgende, at en erklæret falsk anmeldelse faktisk var sand!

Som netop gennemgået,  er det p.t. nærmest umuligt at få en voldtægtsmand dømt. Eller overhovedet at bringe ham i nærheden af retssalen. Skulle vi prøve at fokusere på dette, inden vi pisker en stemning op med scenarier, hvor alle landets kvinder pludselig skulle føle behov for at melde alle deres sexpartnere til politiet, med det naturlige resultat at alle mænd ryger direkte videre i retten, og vi må bygge nye fængsler, fordi der pludselig dømmes i flæng og uden nogen form for bevisførelse. Lad os se på de samlede proportioner og prøve noget nyt: Et forsøg på at forbedre retssikkerheden for de dårligst stillede ofre og gøre noget ved det groteske i, at hundreder af gerningsmænd kan gå fri udelukkende fordi de, som respraksis er i dag, kan benytte den magelige fribillet til voldtægt, som i dag findes i og med, at man bare kan spille idiot og sige, at man troede, det var i orden at true, slå, sparke og tvinge. “Uagtsomt.”

Ja, I ved stadig for lidt om prostitution

blog prost2 saloonskøger

Så er Christian Groes og co. igen på banen med et flammeskrift for mærkesagen: Sexkøb må IKKE forbydes.

Over de 11 spalter i Politikens kronik får den for sædvanlig udblæsning om hvor lidt man (ifølge skribenterne) ved om, hvordan et sexkøbsforbud gavner handlede kvinder – idet der med mange falbelader og ingen fakta tales midt imod de svenske og norske erfaringer med sexkøbsforbud – som foreløbig viser, at forbuddet har virket.

Men Groes og co. snakker abstrakt og manipulerende imod resultaterne, idet de emballerer deres antagelser i floromvunden forskerretorik og den klare mening: Vi ved ikke nok om, hvorvidt det virker, og derfor kan det også være, at det virker imod hensigten, og derfor bør vi ikke forbyde sexkøb. Først efter syv spalter på den sædvanlige kæphest kommer Groes & Co. frem til det, der erfaringsmæssigt er en sikker dealbreaker i dagens Danmark: Forsøg på at outcalle fortalerne for kriminalisering som snerpede, moralske vogtere. Det vil ingen jo være, så den skal lige føres til torvs (igen) nu hvor læseren er varmet op af de syv spalters akademiske udmattelsesridt omkring de handlede kvinder, der altid bruges som alibi for at ”beskytte” prostituerede mod en kriminalisering af kunderne.

I 8. spalte kommer ouverturen: Norden…ligestilling…bla bla, og så: ”…arbejdet med sex bliver genstand for en bekymring på ligestillingsområdet.” Bemærk betegnelsen ”arbejdet med sex.” Nu er læseren elegant sporet ind på, at det hele faktisk handler om sex – som de fleste vel forstår som noget, nogle mennesker gør sammen, fordi de har lyst til det og/eller lyst til at være intimt sammen med den anden person, og de begge (eller alle) gør specifikke ting i den akt, fordi de hver især har lyst til at gøre netop det . Mange tidligere prostituerede betegner det, der foregår mellem en kunde og en prostitueret som meget langt fra sex: Nemlig  som onani i et andet menneskes kropsåbninger – eller betalte overgreb. Det samme gør mange kvinder, der ikke selv har prøvet at være prostituerede. Men Christian Groes  foretrækker at kalde disse interaktioner for sex, så det gør han.

”Den svenske debat og politik har f.eks. i særdeleshed været ideologisk motiveret og fremhævet prostitution som en undertrykkende vareliggørelse af kvinder..” kommer det så, efter at Sveriges sexkøbsforbud er slået definitivt hen med en afrundende,  diffus fisen: ”Ligeledes er det fortsat uklart, hvilken effekt den svenske model i det hele taget har haft.” That’s big science for you!

blog prost svar til Groes

Det handler om kvinders seksualitet
Banen således kridtet op, skridter general Groes sejrssikkert ind i manegen med følgende svada: ” Men når dette tiltag samtidig begrænser kvinders seksualitet, mister det en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.”

Aha! Og hvordan er en kriminalisering af kunder en begrænsning af kvinders seksualitet?

Prostitution handler som alle på jordkloden har vidst i mange tusind år -  om at mænd betaler for at få adgang til kvinders kropsåbninger og for at få diverse serviceydelser af kvinderne i den forbindelse. Det handler om, at kvinden gør, hvad kunden ønsker, og kun dét. Kunden er bruger af kvindens krop og ydelser – kvinden stiller dette til rådighed, fordi kunden betaler. Handelen går ud på, at kundens ønsker opfyldes, og at hans lyster bliver tilfredsstillet.

Ethvert barn ved dette. Analfabeter ved det. Retarderede ved det. Det er nemlig ikke svær tilgængelig viden. Men Christian Groes ved det altså ikke. Eller foregiver ikke at vide det. Vi skal nemlig lege, at det handler om kvinders seksualitet – altså at prostituerede – undtagen lige de handlede – velovervejet ønsker at være prostituerede, fordi de har lyst til at lege med deres seksualitet og være sammen med mange mænd.

Som om dette ikke kunne lade sig gøre uden at være prostitueret? Som om man har mulighed for at udleve sine egne lyster ved at være prostitueret? Det svarer til at vi skulle lege, at arbejderne på tekstilfabrikkerne i Bangla Desh vælger jobbet, fordi de er vilde med haute couture. Eller at folk i U-lande bor på lossepladser, fordi de elsker tanken om recycling.

Det er rigtigt, at der findes en luksusdomina i det indre København, som har et almindeligt og socialt anerkendt arbejde ved siden af, mens hun et par dage om ugen lever nogle fantasier ud med nøje screenede kunder i domina-biksen, hvor hun styrer slagets gang minutiøst efter forudgående skriftlige aftaler. Hun har flere gange blandet sig i debatten og villigt stået frem (uden navn) som alibi for argumentet om, at prostitution handler om kvinders lyster. Måske findes der også sådan en i Jylland.

En alvorlig helbredsrisiko
Men for prostituerede er hovedreglen, at det ikke er for sjov, og at de får alvorlige skader af deres arbejde. Sådan lyder vidnesbyrdene fra eks-prostituerede, eksempelvis Tanja Rahm, og det samme viser resultater fra de undersøgelser, der ligger til grund for Europaparlamentets resolution om sexkøb fra februar i år, hvor de anbefaler den svenske model, altså kriminalisering af kunderne.

I resolutionen fremhæves det således, at “prostitution is also a health issue, as it has detrimental health impacts on persons in prostitution, who are more likely to suffer from sexual, physical and mental health traumas, drug and alcohol addiction, and loss of self-respect, as well as a higher mortality rate, than the general population.” Altså: Prostituerede har flere fysiske og psykiske lidelser, højere dødelighed, og får i højere grad misbrugsproblemer og mangel på selvrespekt end den generelle befolkning.

Man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at følge sine egne lyster. Derfor er det en stærkt provokerende påstand, når Groes & Co. overhovedet nævner kvinders seksualitet som noget, der er i spil i forbindelse med, at kvinder er prostituerede.

Kunder er generelt ikke Julemanden, der kommer for at være rare  – de kommer for at få, hvad de har betalt for, hvad det end er. Og det er ofte ting, som alle kan være enige om ikke er rare – også hvis man sidder på en høj hest og ignorerer Tanja Rahm og ligesindedes oplevelser af, at hver kunde, uanset hvordan han var, udførte overgreb mod betaling – hvilket ikke føles rart.

Et voldeligt erhverv
Derudover er mange prostitutionskunder voldelige og grænseoverskridende. Europaparlamentets resolution anfører, at forskning blandt prostitutionskunder viser at disse har et degraderende/nedsættende syn på kvinder. Og parlamentet skriver: ”  the normalisation of prostitution has an impact on violence against women; points in particular to data that show that men buying sex were more likely to commit sexually coercive acts against women and other acts of violence against women, and often presented misogynist attitudes.”

Mandlige “sex”købere er altså mere tilbøjelige til at begå seksuelle overgreb og andre voldelige handlinger mod kvinder. Se selv i bunden af resolutionen her, hvor der er henvisning til et hav af data, rapporter og undersøgelser, inklusive dem om de voldelige kunder.

Det vil sige, at ikke alene de prostituerede generelt oplever vold i forbindelse med deres erhverv, hvilket som bekendt normalt kun er tilfældet hvis man arbejder med udadreagerende psykisk syge eller er fængselsbetjent. I de andre erhverv er man imidlertid behørigt uddannet og trænet, velforberedt og mentalt og fysisk klædt på til disse konfrontationer. Desuden har man en fagforening og en ledelse i ryggen. Ingen af disse faktorer gælder for prostituerede, som ofte oplever volden når de er 100% sårbare og helt fysisk afklædte. Som Tanja Rahm udtrykte det i et radioprogram: ”Der er vist ingen andre erhverv, hvor man pludselig risikerer at få stukket en finger op i røven.”

Ingen adgang til godteposen
Groes & Co. arbejder altså for eksistensen af et erhverv med høj risiko for allehånde skader. Men læs nu, hvordan han manipulerer videre: ”Hvis et politi- og straforienteret forbud mod sexkøb er en legitim indsats over for mænds adgang til kvindens seksualitet, ophæves den legitimitet til gengæld af en stigende kontrol med og stigmatisering af kvinden som et seksuelt handlende væsen. Derfor er et forbud ikke nødvendigvis det samme som ligestilling. Forbudstilgang er i sig selv udtryk for et brud med en ellers nedtonet kriminaliseringspolitik i Norden, hvor øget frisættelse af kvinden har stået over formynderisk kontrol.”

Mænds adgang til kvinders seksualitet? Sikke en italesættelse. For det første er det ikke kvinders seksualitet, prostitutionskunder får adgang til. Det er deres kroppe og deres ydelser, på kundens betingelser og efter kundens krav og ønsker. For det andet: ”Adgang”? Ordet signalerer, at vi taler om en attraktiv goodiebag, der kun er åben for særligt godkendte, og at der er noget lidt snerpet ved denne tilgang. Det er en gammelsexistisk ide, at sex i almindelighed er en vare, som kvinder kan belønne eller straffe manden med alt efter om hun udleverer den eller ikke. Og den idé bærer Groes og co. næring til, idet de på samme tid siger, at det er det altså – og at det vil forbudstilhængerne bekæmpe. Men – for det første er sex i almindelighed jo ikke en vare, men som før nævnt efter min – og forhåbentlig den almindelige moderne opfattelse – noget, folk gør med hinanden, fordi de har lyst. Så giver det jo ingen mening at påstå, at nogen skulle synes, at det må de ikke. Men med de retoriske kneb – man fristes til at sige listepik-agtigt – får forskerne her italesat tingene som om, at hvis man vil kriminalisere prostitutionskunder, så vil man ikke have, at folk skal have sex, for man er imod at kvinder har mange sexpartnere, og man er imod at mænd har sexmed kvinder. Det er gudsbenådet sludder og håbløst pladder.

Jo, det handler nemlig om ligestilling
Som så ”leder hen” til ”konklusionen” om at sexkøbsforbud ikke nødvendigvis er ligestilling. Europaparlamentet konkluderer ellers netop i resolutionen – på baggrund af utallige data – at eksistensen af prostitution forhindrer ligestilling generelt. Blandt andet skriver de: “whereas prostitution and forced prostitution are intrinsically linked to gender inequality in society and have an impact on the status of women and men in society and the perception of their mutual relations and sexuality.”

og:

“whereas any policy on prostitution has an impact on achieving gender equality, affects the understanding of gender issues and delivers messages and norms to a society, including its youth”

og:

“Recognises that prostitution, forced prostitution and sexual exploitation are highly gendered issues and violations of human dignity, contrary to human rights principles, among which gender equality, and therefore contrary to the principles of the Charter of Fundamental Rights of the European Union, including the goal and the principle of gender equality.”

Det vedrører altså os alle, om vi har prostitution eller ej. Signalværdien af den svenske model skubber ligestillingen i den rigtige retning, mens accept af kundernes status som forbrugere og købere fastholder stereotyper og en negativ udvikling på ligestillingsområdet.

Derudover er det ikke kun de prostituerede, der rammes af den vold, faget giver kunder mulighed for at udfolde. Resolutionen nævner netop, som citeret før:  “data that show that men buying sex were more likely to commit sexually coercive acts against women and other acts of violence against women, and often presented misogynist attitudes.” De voldelige handlinger rammer altså ikke kun prostituerede, men kvinder generelt. Her minder jeg lige om den EU-rapport om vold mod kvinder, der kom i marts, og som viste at 50% af kvinder i EU har oplevet fysisk eller seksuel vold eller trusler om vold  siden 16-årsalderen. I Danmark er tallet 55 %. Se nationale data her.

Og ja, flest kvinder rammes af partnervold, og flest mænd begår det. En ligestillingsproblematik, som fastholdes og forstærkes, så længe vi insisterer på at holde prostitutionskunders rettigheder i hævd og dermed understøtte et kvindesyn, der burde høre fortiden til.

Alt I alt – det eneste rigtige, Christian Groes og Co. skriver i deres kronik i dag, er den åbenhjertige overskrift: ”Vi ved stadig alt for lidt om handel med sex.”