Højstatus og lavstatus

blog janni

Det har tidligere vist sig, at det kan føre vidt at arbejde som kassedame.
Nu er jobbet så omsider også ved at blive socialt acceptabelt. ”Det er blevet mindre flovt at være kassedame” hed det i en overskrift for nylig om den nyvundne opgradering af et tidligere lavstatusjob, som fremgik af en undersøgelse. En arbejdsmarkedsforsker siger i artiklen, at det kan være, at krisen får os til at sænke kravene til hvilket job, man kan kræve.
Det gør mig optimistisk på mange fags vegne. Ledighed og afskaffet velfærd kan måske være godt for noget, hvis det igen bliver muligt at finde stolthed i at bestride erhverv, som mange har rynket på den nedladende næse ad i en lang tid. For et arbejde som kassedame eller gadefejer kan i stigende grad betragtes som klart federe end intet job.

Måske kommer flere faggrupper nu til at føle, at andre har respekt for deres daglige arbejde, og det fortjener alle, ligesom i de gode gamle dage da man ikke var postbud for at redde sin røv i så kort en periode som muligt, men fordi man havde påtaget sig det hverv og var glad for at have det.
blog postbud

Jeg siger på ingen måde, at alle nu har pligt til at trille en taknemmelighedens tåre, hvis de bliver hyret af nogle af de arbejdsgivere, der lugter blod for tiden og trykker lønningene så langt i bund som muligt. Eller at man bør være lykkelig for at blive tvangsaktiveret i “nyttejob.” Jeg synes bare, det er dejligt, hvis mennesker der bestrider et ærligt arbejde, ikke længere skal føle, at andre ser ned på dem.

Det minder mig om en bekendt, der var i gang med at fremstille en af sine gamle venner i et dårligt lys, og som led i den dagsorden erklærede han bestemt, at vennen aldrig ville blive andet end gulvhøvler. Det lå klart i tonefaldet – og i hele konteksten – at denne erklæring skulle tjene som ”bevis” på, at vedkommende var en umulig og håbløs person. At han faktisk var højtuddannet i en branche i krise og var nødt til at høvle gulve for at klare sig igennem, kom ikke sagen ved.
Personen, der omtalte gulvhøvleren nedladende, havde i øvrigt selv anrettet sine mange ekstravagante business class-rejser på en diskret økonomisk bund af tilskud fra sin mor og far, højt belånt hus, tilbageholdelse af alle kreditorers penge og – i den sidste tid inden konkursen – af hans egne børns konfirmationspenge og opsparinger, som han i hemmelighed havde støvsuget deres konti for.
Men han lavede nogle shiny statusopdateringer, meanwhile.