YES MASSA

Onkel Tom2

Når CNN’s to journalister her viser max medfølelse med to voldtægtsforbrydere, der blev straffet for at voldtage en 16-årig pige, kan man endnu en gang høre det for sig: “YES, SIR, MASSA!”

Jeg blev opmærksom på voldtægtssagen fra Ohio via Mandfjols som bruger den til at eksemplificere at vi lever i en voldtægtskultur: Voldtægt betragtes nogle gange – i denne sag fx – som en naturlig del af livet. Noget, der ikke er helt godt, men som jo kan hænde, hvis det løber lidt af med mændene. Det synes at være indstillingen i Ohio-sagen, hvor det tydeligvis er mere synd for forbryderne end for offeret: De unge voldtægts- og drabsmænd bliver omtalt som nogle stakler, der kalder på metertyk, moderlig empati, fordi de får ødelagt deres liv med denne her dom! Det er de kvindelige CNN-folk rørende enige om i indslaget.

De og alle de andre kvinder, der går stik imod deres eget køns interesser, giver mig mindelser om de slaver som ifølge rygterne elskede deres liv som slaver – fordi de ikke kendte andet, fordi kulturen var sådan, og fordi de ikke kunne se noget alternativ indenfor rækkevidde, eftersom hele samfundsordenen var indrettet efter denne struktur. Så kan man bedre leve med at være glad og indordne sig harmonisk i strukturen og sige ”YES, MASSA.” Det er ren ”tomming,” afledt af romanen Onkel Toms Hytte med den underdanige, naive slave Onkel Tom.

Gyldendals encyclopædi om ”tomming”:

”På grund af romanens store udbredelse blev udtrykkene uncle Tom og afledningen tomming med tiden skældsord i den afroamerikanske selvforståelse. De blev i årtier betegnelser for de roller som servilt bukkende sorte tjener i hvide husholdninger eller opvarter i togenes spisevogne i amerikanske film, som mandlige sorte skuespillere med et langt større potentiale blev fastlåst i.  Udtrykket blev også, især i 1950′erne, brugt om Louis Armstrong,  når han lavede øjne og grinede bredt, mens han optrådte for et hvidt publikum. Billie Holiday kommenterede engang kritikken af Armstrong med ordene: “Of course Pops toms, but he toms from the heart.”

Måske tommer kvinderne også fra hjertet, hver gang de siger ”yes, massa” som alternativ til at erkende at vi lever i en sexistisk kultur – der har indbygget i sig, at den i tiltagende grad er en voldtægtskultur. Og det er næsten det værste ved hele konceptet: De mener det sgu. Som bødlen O’Brien siger til Winston i “1984″, da han er blevet taget til fange: “Vi klemmer dig fuldstændig tom og fylder dig så med vore tanker og ideer.” Da Winston til sidst bliver skudt, elsker han som bekendt Store Broder. Det er den sidste tanke i hans bevidsthed, inden han dør.  Nu er de tommende kvinder heldigivis ikke underkastet tortur, men bare udsat for den stille og rolige strukturelle/kulturelle påvirkning i de fleste af deres vågne minutter. Den er åbenbart stærkere end sund fornuft og selvopholdelsesdrift, som det ofte er tilfældet med dybe og indgroede underliggende strukturer. Dertil har den en indbygget evne til at være blind spot.

Som Henrik Marstal skriver i Politiken i et indlæg om sexisme: “Alt for mange mænd er slet ikke opmærksomme på sexismens eksistens, samtidig med, at alt for mange kvinder enten forsøger at ignorere den eller stiltiende anerkender den som en nødvendig forudsætning for overhovedet at blive accepteret som arbejdskollega, som kæreste, som ikon eller som medlem af omgangskredsen. De etiske konsekvenser af denne hverdagspraksis mangler vi derfor stadig at anerkende.” Henrik Marstal nævner i øvrigt lige de 25.000 historier om hverdagssexisme, der foreløbig er indsamlet på aktivisten Laura Bates’ website Everyday Sexism Project, som hun har lavet for at dokumentere sexismens udbredelse i en tid hvor det bliver stadig mere ugleset og tabubelagt at tale om. På websitet kan kvinder fortælle om deres erfaringer anonymt, for som Bates skriver, oplever stadig flere, at de hænges ud som snerpede, militante BH-brændere, hvis de klager over sexisme.

Til gengæld er der både heppere og sponsorer til tommerne. Hver gang en ny “blå feminist” springer ud, bliver gospelkoret af tommere større og får mere rumklang, og bringer endnu en flok i ekstase, og CEPOS uddanner som bekendt kvindelige debattører til at mene det rigtige og sige “YES…” til strukturen. Og livet glider nu engang lettere, når man siger ja frem for nej. Det er feel-good når man gør det, man er sikker på ikke at få pisk og blive kaldt BH-brænder og alt det, der er meget værre. Ingen er i tvivl om at tommeren er en god kvinde. Med værdier og bryster på rette sted.

blog yes massa smil

Se også hvad Sanne Søndergaard skriver om slavementalitet.