Nej, det er sgu ikke din egen skyld

blog dårligt selvværd

Hvis vi bare styrer vores underbevidsthed, så er objektificerende reklamer ikke så slemme. Det er et af budskaberne i dagens Signatur i Politiken. Den er en reaktion på en ny rapport om kvinders kropsbillede, der viser at millioner af kvinder verden over har en relation til deres kroppe, der for 20 år siden ville være blevet betegnet som sygelig, og at det er en følge af objektificering og perfektionsidealer i markedsføring og overalt..

Rapporten har været omtalt i Information, der bl.a. skriver: ”Der er sket en normalisering af dårligt kropsbillede, og det lægger skygger over de faktiske følger. Samtalekulturen og psykiatrien har vænnet sig til, at kvinder har det dårligt med deres krop.” En af forskerne bag rapporten, Emma Halliwell, siger til Information: “Det var meget vigtigt for os at inddrage samfundets strukturer og sætte dem i fokus.”

Men Amalie Kestler vil i dagens signatur hellere flytte fokus over på individet. Overskriften på hendes indlæg er: ”Kvinde, du er sgu din egen.” Hun mener nemlig, at selvom strukturerne er problematiske, så har den enkelte kvinde et ansvar. Som hun skriver: ”Vi kan sige, at det er samfundets skyld. Vi kan sige, at det er kapitalisternes skyld. Vi kan sige, at det er markedskræfternes hærgen. (…) Men lad os samtidig være ærlige: Det er op ad bakke at kæmpe med storindustrier i Hollywood, modeuger i Paris og det globale salg af dameblade. Fællesskabet er til dels magtesløst over for den type stærke strukturer, som jo til dels er styret af forbrugere, altså os selv. Derfor er den kamp, som den enkelte pige og kvinde må kæmpe, meget vigtigt.”

Amalie Kestler henviser bl.a. til den nye rapports konklusioner om, at en af følgevirkningerne af at ødelægge kvinders selvværd er er negativt udbytte for samfundsøkonomien, idet kvinders negative selvbilleder fører til, at færre af dem bliver ledere og iværksættere. “Rapporten beviser, at et negativt kropsbillede har omfattende negative konsekvenser både for pigers akademiske præstationer og deres sociale liv”, siger en af forskerne bag rapporten. Et negativt kropsbillede fører til lavt selvværd, som fører til mindre lyst til at tage taletid både i skolen, på jobbet og i medierne. Det viser den forskning fra hele verden, som sammenstilles i den nye rapport.

Amalie Kestler mener, at selv om man kan få øje på nok så mange problemer i kulturens evige udstilling af uopnåelige kropsidealer, så “bør en rapport som denne også få pilen til at pege indad. Og her kan enhver kvinde, som føler sig overdænget med og styret af urealistiske kropsbilleder, stille sig selv følgende spørgsmål fra bullshit-detektoren: 1)Er det rimeligt, at damebladene bestemmer, hvordan jeg har det med mig selv? 2)Er det logisk, at jeg lader mit selvværd og humør diktere af den skiftende mode og 3) Giver jeg op og gør mig selv til villigt redskab for den stærke påvirkning af min underbevidsthed, som film, tv og reklamer udøver hele tiden? Og hun mener, svaret bør være nej. Hun sætter trumf på ved at erklære: ”Individet er ikke magtesløst. Det kan både kæmpe imod og nægte at lade sig påvirke.”

Spørgsmål 1 og 2 kan vi vel alle svare nej til, men det barberer ingen geder. At man intellektuelt forstår, at noget ikke er rimeligt, ændrer som bekendt ikke den følelsesmæssige reaktion på det. Hvis du får bank af din mand hver dag, så får du det ikke bedre eller mere afslappet med det uanset hvor klart, du har indset, at det ikke er rimeligt. (Og her taler vi om en situation, hvor det er 100% umuligt for dig at forlade den voldelige mand. Ingen kan heller undslippe de objektificerende idealbilledbombardementer fra reklamer.)Spørgsmål 2 om logik hjælper heller ikke. For de mekanismer, der er på spil, når det handler om massiv propaganda, er jo hinsides logik som al manipulation i øvrigt.

Det værste er imidlertid spørgsmål 3. For Amalie Kestler victimblamer med kæk mine som en frisk spejderfører, når hun gør hele molevitten til et jævnt og ukompliceret anliggende om at give op eller ej - og fremstiller det som et valg, alle piger og kvinder har: “Gør jeg mig selv til redsakb for den stærke påvirkning af min underbevidsthed (etc.)” .

Som om man kan gøre sig selv til et redskab – eller lade være. Det er det samme som at sige, at hvis folk selv vælger at åbne munden og sluge maddingen, så er de selv ude om det. Det er at skyde skylden på offeret. Men helt ærligt, svaret ligger jo i spørgsmålet: Når det handler om stærk påvirkning af ens underbevidsthed, så har man ikke rigtigt et valg. Faktisk slet ikke, overhovedet. Underbevidstheden modtager påvirkninger – punktum. Hvis Amalie Kestler (eller nogen anden) har en dokumenteret effektiv metode til at lukke for udvalgte indbakker i underbevidstheden, så vil jeg anbefale at gå ud lige nu og blive filthy stenrig på at sælge kurser i det – jeg tilmelder mig selv og min 14-årige datter uanset prisen. Jeg tror bare ikke på det og synes, det svarer lidt til , da hin navnkundige republikanertype udtalte, at kvinder ikke kunne blive gravide ved voldtægt, fordi kroppen har en måde at lukke ned på. You wish.

Jeg bliver virkelig trist og også gal på alle unge pigers vegne over at nogen, og ikke bare en tilfældig tåbelig republikaner eller anti-feminist, men Amalie Kestler, fortæller dem i en ellers venlig og etableret avis som Politiken, at det faktisk er deres egen skyld hvis de bliver påvirket negativt af non-stop manipulation og budskabsbombardement. Det er det IKKE.

Som Emma Halliwell, forsker bag omtalte rapport, siger til Information: ”Jeg vil gerne tage afstand fra ideen om, at kvinder som individer kan droppe skønhedsidealer.” Hun understreger, at man ikke kan vælge presset fra. Bevidstheden om det vurderende blik udefra kalder forskerne ”selv-objektificering”. Det vil sige, at idealet bliver så integreret i ens selvbillede, at man til sidst pålægger sig selv hele dette pres.

Jeg er enig med Amalie Kestler i, at det er en god ide at kæmpe imod, forstået på den måde, at jeg synes det er positivt, hvis man har energi til i det mindste at forsøge. Men for det første er det langtfra alle, der har ressourcer til det. Det er ikke alle, der har kendskab til mekanismerne og hele spillet, og det er især ikke alle piger på 12,13,14,15,16 år, der har det, selvom de er rigeligt påvirkede af det og får spiseforstyrrelser og andre lidelser som følge af det. I Danmark har eksempelvis en ud af fire 13-årige piger det dårligt med deres kroppe, og Børnerådet, der lavede undersøgelsen, vurderer, at det netop hænger sammen med de mange billeder af perfekte kvindekroppe, som pigerne ser hver dag.

Det er også meget langtfra alle piger – og kvinder –  der har overskud til så at tage stilling til det, og prøve at overskue og gennemskue, hvad det er der sker. Jeg tror faktisk, det er de allerfærreste, da det jo ikke er alle unge piger, der vokser op i rare, trygge hjem, hvor der er økonomiske, følelsesmæssige og intellektuelle ressourcer og stabilitet nok til at en datter har emotionelt og udviklingsmæssigt overskud til at give sig i kast med at være Rasmus Modsat overfor en kultur, der genererer nye ondskabsfuldheder mod unge piger 24 timer i døgnet overalt.

For at svømme op mod strømmen skal man være et sted, hvor man er tilstrækkelig oplyst, tilstrækkelig desperat/rasende og et eller andet sted tilstrækkelig sikker på sig selv eller i hvert fald naturligt fandenivoldsk til at turde forsøge oprøret. Det er også svært når man er i 20′erne eller i 50′erne. Det er krævende ad H… til at udfordre en mastodontisk kultur. Der skal være tid, mod, energi og alt muligt andet til stede. Og så er vi egentlig tilbage ved 0: For piger og kvinder kan altså ikke undgå at skulle bruge enorme mængder af energi på sagen, uanset om de arbejder utrætteligt på at leve op til kulturens idealer, eller om de slider sig i laser på at kæmpe imod den. Begge valg er et udslidende Sisyfos-arbejde, og det tager hjerneaktivitet, også selvom man – da man også har andre gøremål og problemer i livet – maser det meste ned i underbevidstheden, hvor det så kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse eller generere stigende behov for lykkepiller, fx). Og al den hjerneaktivitet der går på enten at være med eller imod eller prøve at glemme det, den kunne ellers være brugt på at få bedre karakterer, få sagt sin mening på mødet eller arbejde mere målrettet på at få det lederjob.

Netop under Amalie Kestlers signatur i dagens avis finder man et debatindlæg om markedsføring af alkohol til unge. Det er Alkohol og Samfunds forkvinde, der mener, at det skal forbydes. Det viser sig nemlig – surprise – at påvirkningen fra reklamerne spiller meget væsentligt ind på, hvor meget alkohol unge drikker!

A & S-forkvinden skriver bl.a.:”I Alkohol og Samfund mener vi, det er på tide, at politikerne kommer på banen og får lavet et forbud mod al markedsføring af alkohol. Ikke flere reklamer med unge mennesker, der har det sjovt på grund af alkohol, ikke flere diskoteker, der lover gratis drinks til elever, der får et 12-tal til eksamen, ikke flere reklamer eller annoncer, der viser andet en det, der reelt er produktinformation: Her er en flaske rødvin, den er fra Italien og koster 49,95 kroner. De har gjort det i Frankrig med lavere alkoholforbrug til følge..”

Her har vi en dejlig anskuelighedsundervisning i konsekvenser af reklamepåvirkning: Hvis folk får at vide, at de får det sjovt, når de drikker, så drikker de. Hvis de ikke længere får det at vide, så drikker de ikke lige så meget. Aha! Man kunne selvfølgelig også have valgt at sige, at de unge bare skulle arbejde med sig selv og sige reklamernes budskaber i mod, og tænke over om de mon ikke kunne have det sjovt med mindre alkohol – eller uden. At de bare skulle være trodsige mod reklamerne. Men her valgte man altså at stoppe markedsføringen i stedet, selvom en ganske stor industri sikkert nu er mopsede på de franske politikere, fordi begrænsninger jo altid er irriterende.

Kunne man forestille sig en lignende politisk stillingtagen til de industrier, der skovler penge ind på at sørge for, at piger og kvinder altid har det dårligt med deres kroppe, så de køber tryllemidler, der kan gøre den lidt mere acceptabel? Og de industrier, der bare pr. refleks markedsfører hvad som helst på bekostning af kvinder, der bliver parteret ud til objekter for at sælge lidt opmærksomhed til producenterne? De medier og virksomheder, der på alle mulige måder kaster mere benzin på objektbålet hver dag?  Det er selvsagt noget mere kompliceret end det med alkohol. Men den udfordring skal jo ikke holde nogen form for lovgivning – eller håndhævning af eksisterende lovgivning – tilbage, medmindre man er et virkelig uambitiøst eller meget fattigt land. Og det bør være den vej, vi skal, i stedet for at individualisere problemerne og italesætte dem som et spørgsmål om, hvad den enkelte “vælger” at modtage og hvordan man så styrer sine egne reaktioner. Den tilgang læsser bare flere krav på en rigeligt udfordret befolkningsgruppe – og det værste er, at tilgangen er rent ud systembevarende.

Husk at grine ad salaten

blog idealer dameblad

Hvorfor kvinder ler ad salat – et af de interessante spørgsmål, der behandles i dette blad, som også lover at forklare læseren alt, hvad hun gør forkert, og hvordan hun bare ser vildt gammel ud. Det er jo for fristende til ikke at betale 70 kr for at få med hjem i sofaen efter en lang og stressende dag, ikke? Det har jeg da også gjort uendeligt mange gange siden jeg var 18, og det er der så mange andre der også gør, at denne type blade er en kæmpeindustri. Det viste eksempel er godt nok ikke et rigtigt dameblad med navnet “Bloody Awful”, men en slags koncentrat af alle dame/modemagasiners forsider, lavet af bloggeren Tecnically Ron. Som rammer aldeles plet, for det ER netop det, der står i bladene.

Trods mange års forsøg på opdragelse via konsumption af budskaber fra disse blade og deres annoncører og andre, der mener det samme, så makker jeg stadig ikke ret sådan helt inderst inde. Jeg er f.eks. stadig ikke begyndt at putte mine parfumeflasker i munden, selvom jeg ved Gud har haft mange af slagsen til at hænge ud på hylderne og friste mig.

blog idealer parfume i mund4blog idealer parfume i mund2blog idealer parfume i mundblog idealer parfume i mund6

Jeg må faktisk tilstå, at jeg generelt har et issue med at lade være med at lukke munden. Det er noget rigtigt rod med mit mundlukkeri, det erkender jeg 100%. For jeg har gennem 30 år lært, at det er normalt for kvinder at holde munden åben og virke lidt afventende, bare for en sikkerheds skyld.

blog idealer åben mund blog idealer åben mund13 blog idealer åben mund2 blog idealer åben mund3 blog idealer åben mund4 blog idealer åben mund7 blog idealer åben mund9 blog idealer åbenmund9

Min næste tilståelse er, at jeg åbenbart er sørgeligt blottet for humor, for jeg kan ikke se det morsomme i salat, og det er atypisk for mit køn. Det må altså være mig, der er noget i vejen med: Kvinder SYNES jo, at salater er fuldkommen sindssygt grineren.

blog idealer salatigen2

blog idealer salat2 blog idealer salat3 blog idealer salat4 blog idealer salat5

For nogle år siden samlede bloggen The Hairpin faktisk et udvalg af flere eksempler fra billedbureauer på, hvordan det normalt ser ud, når kvinder spiser salater, som man også kan forvisse sig om her. Det har jeg da også tit set i dameblade, hvor salatopskrifterne altid står i kø for at redde alle os voldsomt og upassende overvægtige læsere. Men som sagt – jeg venter stadig på, at det bliver umuligt at holde latteren tilbage ved synet af et salathoved.

Jeg har også udfordringer i forhold til andre ting, som gennemgående er nogle af de sjoveste i verden for kvinder. Nogle af dem anbefales som fast efterårspensum af denne svenske blogger, der har noteret sig, hvad alle kvinder skal huske på denne årstid. Bl.a. at grine ad thekopper og regnvejr.

blog idealer thekopblog idealer høsthop

Måske er jeg bare for maskulin. For mænd kan tydeligvis godt lade være med at sutte på deres parfumeflasker. Mænd bruger parfume fordi det dufter godt – ikke for at fedte rundt med flakonerne i ansigtet. Ligesom de sagtens kan lukke munden og se lidt initiativrige ud i stedet for bare at sidde og se ud som om de venter på, at nogen skal gøre noget ved dem og deres åbne munde. Mænd synes heller ikke i almindelighed, at hverken salat, the eller regn er til at dø af grin over. Mon ikke det hele skyldes, at de simpelthen er mere fornuftsbetonede i deres tilgang til tingene og i øvrigt har en langt mere avanceret humor? De griner i hvert fald ikke ad åndssvage ting og bliver heller ikke fjantede på en lidt småforlegen måde, fordi de ses spisende, sådan som vi ser kvinder afbildet – med sådan en form for dårlig samvittighed uanset om det er noget usundt eller noget sundt – det sunde spiser man jo tydeligvis for at være artig, fordi man har været uartig og spist noget, man ikke måtte, og så fniser man som et børnehavebarn, der bliver grebet i at stjæle småkager. Den slags roder mænd sig ikke ud i, for de er simpelthen mere rationelle i forhold til sig selv, og derfor slipper deres blade også for forpligtelsen til at gøre dem opmærksomme på deres behov for at tabe sig. Det har de selv styr på - selv om ingen mænd i udgangspunktet er fjollede nok til at blive overvægtige. Det er de klare budskaber, jeg får.

Men jeg er jo ikke mand, så jeg har ikke alle disse fordele, men tværtimod bare ulempen ved at være forkert bygget inde i hovedet, sådan rent kønsmæssigt. “Så kunne du jo lade være med at købe de blade og se på alle de billeder, hvis du synes det giver dig problemer,” er der sikkert en rationel person, der vil råde mig til. Jeg prøver også.  Men opfattelsen af, hvordan kvinder skal opføre sig, er jo ikke noget, der findes isoleret i 85.000 mode- og dameblade og 10.000.000 reklamer og billeder på busserne, vejene, internettet og i TV og aviser, f.eks. Jeg ved godt, at hvis jeg virkelig ville, så kunne jeg undgå dem. Det er bare et spørgsmål om at melde sig til det kommende reality-show på Mars, så er den potte ude. Men det hele forsvinder jo ikke af den grund. Alle fremstillingerne, der sælger parfume, tasker, læbestift, slankekure og så videre, er jo bare en spejling og fastholdelse af de ideer og uskrevne vedtægter, vi har i forvejen i vores kultur, som ligesom er en dynamisk del af dna’et i den måde vi tænker om os selv og andre mennesker og hvordan vi interagerer og socialiserer osv. Så ingen kan egentlig undgå dem, selvom der altid er nogen, der synes det er nemmest at påstå, at hvert enkelt menneske er en ø og at man selv bestemmer, om man bliver påvirket af den omgivende kultur. Så selv på Mars ville jeg gå rundt i og bruge energi på enten a)at vide, at jeg ikke falder ind i den rolle, min kultur har tiltænkt mig, og at nogen derfor synes, jeg ikke er god nok som kvinde eller b)at forsøge at holde munden åben og se ud som om, jeg bare venter på at nogen skal putte noget ind i den, ind i mellem at jeg skulle anstrenge mig for at trille en perlende latter ved synet af salathovedet på pakken med madtabletter.

Man kan selvfølgelig også bare grine ad, hvor latterligt det er. Det er også nemmere, når man er blevet voksen nok til ikke længere at blive påvirket så voldsomt, selvom man naturligvis lever i synergi med sin kultur og den måde, andre ser en, uanset hvor gammel man bliver.

For børn og unge er det en anden sag: Ifølge en undersøgelse blandt engelske piger og kvinder mellem 11-21 år fra 2013, så tror langt de fleste piger og unge kvinder mellem 11-21 år, at kvinder kun bedømmes på deres udseende og ikke på, hvad de kan præstere. Det gælder helt nøjagtigt for 87% i denne aldersgruppe.

Det påvirker altså piger og unge kvinder, hvordan de bliver fremstillet, og de føler det som krav, de bør leve op til, i en grad så ni ud af ti kan mene, at deres udseende er det vigtigste, de kan byde på. Budskaberne om hvad kvinder bør gøre og hvordan de skal se ud, som om de har det, selvom det er åbenlyst idiotisk, har altså en effekt. Ja, også det med parfumeflaskerne. For det siger, at man bør bruge energi på at se seksuelt parat og passiv ud og være et objekt, som hverken virker for klog eller initiativrig til at skræmme nogen som helst (mand) whatsoever. Energi, man kunne have brugt på noget andet, indtil man måske helt af sig selv fik lyst til sex. Og også det med salaten, der siger, at man skal elske at holde sig slank og huske at se lykkelig ud, mens man gør det, og også lidt “jeg-ved-godt-jeg-er-lidt-fjollet-dumme-lille-mig,” så man ikke virker som om man virkelig føler at man har ret til overhovedet at få noget at spise, men til gengæld er taknemmelig for at man må gøre det alligevel – og dermed har taget alle forholdsegler for ikke at være til gene, men kun til 100% behag. Det er budskaberne. Og budskaber der gentages på den måde i det uendelige – de går ind.

Så det er ikke bare til at klaske sig på lårene ad, når kvinder fremstilles på idiotiske måder. Selvom det er til grin.

blog idealer salatigen

 

.

Danmark er Nordens svar på Pattaya (kronik)

Som dansker føler man sig lidt som en lurvet udkantstype i en nordisk ligestillingskonference. – Nej, busser med bare bryster, DET ser vi trods alt ikke hos os!? – Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere  på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weeekend. Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i hygge-Danmark, der gjorde os bemærkede verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmann-program på statsfinansieret public service-TV, ligesom vi  ligger placeret i EU-toppen når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder. Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og  – som EU har redegjort for – en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe. For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik, og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenterede,  sexchikanerede og – for godt halvdelens vedkommende – rammes af kønsrelateret vold..

I ligestillingsdebatten bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området.  Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes end lovgivningen – på en del områder – lægger op til.

For at tage et konkret eksempel, så har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane. Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.  Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig trygge via kvindeetagen,  skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge.

På den måde vandt en mands behov over kvindernes – med alle de paragraffer der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen. Vi kan lære i hvert fald to ting af forløbet: 1)Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag, og ikke mindst i voldtægtssager, udfra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur i og med, at de underordner kvinders behov i forhold til mænds. 2)Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse – kønsrelaterede – trusler og risici. Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrrede og irriterede af reelle kønsrelaterede problemer. De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer, er typisk mænds, og samtidig en del af DNA’et i en fælles, national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer at vi ikke anerkender virkeligheden. Denne virkelighed med dens reelle risici og konkrete indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker, som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem – sexisme, er et af ordene – at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt – som kan ramme når som helst og hvor som helst og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f.eks. Men selvom vi lærer fra små at begå os og lade som om, der ikke er nogen klods, så giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær, og for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år. Den viste bl.a. at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også,  at ca. 80% af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane.  Igen på trods af, at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.   Der er stadig uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl.a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langt fra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane. I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller  irrelevant ved rapporten. Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet. Guardian, BBX, The Independent og Al Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalist-pædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man  kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret I letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Al Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen – den om vold mod kvinder ( som Danmark efter to årsbetænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA’s arbejde var noget irrelevant makværk. The Independent  talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både NGO’ere, den britiske regering og oppositionen. Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var  gang med det. Independent’s overskrift er, at kvinder ”indrømmer” – admit – at de bliver udsat for det her.

I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne ”oplever,” at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af research-chefen hos FRA, Joanna Goodey: ”Hvis dette var sket udenfor Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden,  så ville vi forvente at EU’s ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt.” På samme måde var Kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top. Hindustan Times i Indien går grundigt ind i  tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ”ABUSED – SHAMED”. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke!

Tilbage i de danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen: At kvinderne i rapporten ikke er troværdige..Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte og med at vi er mere ligestillede end dem fra f.eks. Øst- og Sydeuropa, og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikanerede – og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: Hysterisk pjat. Man glemte i den forbindelse at nævne,  at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder, kvinder anmelder til politiet. Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle “sarthed” i forhold til at acceptere ”et klap i numsen,” som det så jovialt blev udtrykt i danske medier. Vores mediers reaktion – og navnlig eklatante mangel på reaktion – vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer. Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.  WTF?

Denne holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økologisk system i balance med sig selv. For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt at man i alle de tusindvis af små sager, som den om Bella Sky, kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For – der ER jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser at 80% af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende?

I den mere alvorlige del af spektret vil politet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centeret men vælger ikke at anmelde, steg fra  24 procent i 2009-2010 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

Den herskende offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet – vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe LALALALALALA i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af Øreklapstolsklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

Har været bragt som kronik i Politiken den 21. juni 2014

Facebook – stadig med plads til voldtægt

Facebook er kommet med deres nye politik mod voldeligt indhold..Den, de havde lovet at lave for at komme voldtægtssider til livs. Facebook erklærer, at de netop i disse uger er i gang med at implementere nye procedurer for moderatorer med det formål at forhindre, at der kommer annoncer på sider, hvor der er “voldeligt, explicit eller seksuelt indhold.” Facebooks udmelding rummer ingen afstandtagen til den udbredte forherligelse af voldtægt og kvindevold, som det hele egentlig handlede om. Firmaet sigter udelukkende efter at gøre annoncørerne trygge og udtrykker sig i overordnede vendinger. Det møder hård kritik fra flere sider.

Kampagnen mod voldtægtssiderne

Facebooks tiltag kommer efter massivt pres fra annoncører, der vågnede op til dåd under kampagnen #FBrape i slutningen af maj. Her gjorde aktivister i stort antal firmaer opmærksom på, at deres annoncer var placeret på Facebook-sider, hvor voldtægt og mord på kvinder blev forherliget – sider og indhold, der optræder i overvældende mængder, og som aktivister har kæmpet en hård kamp imod gennem lang tid.

blog rape tape her

Facebooks respons har været træg og i mange tilfælde har siderne og indholdet fået lov at blive, trods det at indholdet strider mod Facebooks egne retningslinjer, der ikke tillader “hadefuld tale” eller opfordringer til vold, der er relateret til folks køn, race, religion m.m.

Men efter en uges FBrape-kampagne med massiv international mediedækning – undtagen i Danmark – bøjede Facebook den ellers så strunke nakke og erklærede, at de havde nogle problemer på dette område, og at de burde blive bedre til at håndtere problemerne, og at de nu ville gå i samarbejde med nogle af kvindeorganiastionerne om at forbedre uddannelsen af moderatorer. Udmeldingen var ydmyg, lang og tilsyneladende blød som smør i forhold til at gå i dialog…Man fik det bestemte indtryk, at de ville gøre noget ved selve problemets kerne: Facebook som yngleplads for misogyni. Og at de var taknemmelige for at man havde gjort dem opmærksomme på det.

Tryghed for annoncører

“Vi vil nu søge at forhindre annoncer i at blive vist på sider eller i grupper, der indeholder voldeligt, explicit eller seksuelt indhold (indhold der ikke er i strid med vores retyningslinjer),” skriver firmaet nu på deres egen Newsroom-side. “Forud for denne forandring kunne en side, som solgte adult products få vist annoncer i højre side, men nu vil der ikke være annoncer i forbindelse med denne type indhold.”

(Man bemærker, at Facebook ikke nævner de hundrede- eller tusindvis af voldtægtssider/jokes/memes/billeder, som var den udløsende faktor for FBrape-kampagnen og annoncørernes utilfredshed.)

Facebook skriver videre, at de nu er i gang med at udfærdige en stærkt udvidet liste over sider og grupper, hvor annoncer bliver blokeret fra.

“Vi ved, at firmaerne arbejder hårdt for at markedsføre deres brands, og vi tager deres mål alvorligt,” siger Facebook. “Vi har allerede en stram politik for gennemsyn og fjernelse af indhold, der er imod vores retningslinjer, men vi indser, at vi er nødt til at gøre endnu mere for at forebygge situationer, hvor annoncer bliver vist ved siden af kontroversielle sider og grupper.”

“Facebook misser pointen” 

En af initiativtagerne til #FBrape-kampagnen, Women, Action & the Media (WAM) er ikke det mindste imponerede af Facebooks udmelding.

“Denne nye politik vil beskytte annoncørerne, men den gør intet for brugerne.” skriver WAM på deres hjemmeside. “Den misser totalt hele pointen i #FBrape-kampagnen, og gør det vanskeligere for brugerne at holde Facebook op på deres ord i fremtiden. Vi tager kraftigt afstand fra den.”

WAM er dog fortrøstningsfulde, selv om Facebook i sin nye udmelding allerede er langt fra de løfter, de kom med i den brødebetyngede erklæring, der skulle få #FBrape-aktivisternme til at holde inde med deres ubehagelige kampagne. WAM skriver videre: ”Men det skal ikke stoppe os. Indtil Facebook foretager afgørende forandringer i den måde, de beslutter, hvad der er i strid med deres anti-hate speech-retningslinjer, så vil vi fortsætte med at holde dem op på de løfter, de har givet. der er lang vej endnu, men der er dog lidt udvikling på denne front.”.

Facebook gik, som lovet, i samarbejde med WAM om at udarbejde en proces, der skal gøre det lettere at klage over misogynistisk indhold. Og ca. 70% af det materiale, brugere har klaget over via WAM, er da også blevet fjernet. Det meste er ifølge WAM sider og indhold, som i forvejen havde været indberettet for Facebook uden resultat, og WAM “arbejder med Facebook for at finde ud af, hvorfor så meget indhold stadig ikke fjernes, første gang brugerne indberetter det.”

blog fbrape update miso

Firmaets dispositioner møder også kritik fra en af bannerførerne i kampen mod voldtægtssider på Facebook, Trista Hendren. Hun drev i et halvt år siden Rapebook, som kæmpede mod det kvindehadende indhold, men måtte trække sig fra arbejdet efter trusler om mord og voldtægt på hende selv og hendes børn.

“Jeg synes stadig, de misser pointen fuldstændigt,” udtaler Trista Hendren, til Social Times. “Der er stadig masser af sider, der bare slet ikke skulle ligge på Facebook under nogen omstændigheder. Denne udtalelse (fra Facebook, red.) får måske annoncørerne til at have det lidt bedre (…) Hvorvidt en annonce befinder sig på siderne eller ej er ikke ensbetydende med, at volden mod kvinder og piger på Facebook er blevet behørigt addresseret. Det er ingen indskrænkelse i, hvad deres annoncedollars stadig betaler for.”

Ammebilleder fjernes stadig

Janice Sands, leder af kunstnerorganisationen Pen and Brush, udtrykker sin organisations holdning til den nye udmelding således i Social Times:

“Det står ikke klart for os, at denne politik viser nogen dybde i Facebooks forståelse for deres ansvar som virksomhed i forhold til at reagere skarpere på indhold, der skader kvinder, og som fremmer attituder og tillader handlinger, hvor der indgår opførsel og sprog, som er kvindefjendtligt.”

Janice Sans siger desuden, at Facebooks reaktion skuffer hende i og med, at firmaet til dels undskylder sig med at det skulle være svært for deres moderatorer at følge med i alt indholdet på siden og foretage klar skelning af, hvad der er hadefuld tale, og hvad der “bare” er anstødeligt.

At det er en prioriteringssag lyser langt væk i skrigende neon. Man ser nu som før at der er masser af tid og ressourcer hos Facebook til at fjerne indhold, som firmaet føler kræver mere høj-akut prioritering, og hvor moderatorerne helt på egen hånd er i stand til at gribe ind uden tøven. Som da en dansker, der er en bekendt til en af mine naboer, forleden fik fjernet dette billede fra Facebook:

blog fbrape update ditte

Eller som den amerikanske feminist Kaitlyn Newton, der startede en underskriftsindsamling mod pædofili, og som derfor blev blokeret fra at poste på sin væg i 15 dage. Begrundelsen var, at Facebook havde bemærket at hun havde postet “spam og irrelevant indhold” på sin væg – altså underskriftsindsamlingen.

blog fbrape update ban

En anden feminist, Melissa Flaherty, fortæller på Kaitlyn Newtons side, at hun har oplevet tilsvarende at blive sat i skammekrogen af Facebook tre gange. Hver gang fordi hun havde postet noget om kvinders rettigheder – i et enkelt tilfælde var dette så stødende for Facebook, at de blokerede hende fra at poste i 60 dage.

Det er ikke kun feministiske issues, som falder udenfor Facebooks normer for god tone. I slutningen af maj straffede tjenesten Andrea Lalama, mor til to autistiske børn, fordi hun havde postet et billede af sine børn til demonstration mod USAs største producent af genmanipulerede fødevarer, Monsanto. Andrea Lalama er stifter af Reversing Autism Foundation, der kæmper imod genmanipuleret mad, som organisationen mener kan medvirke til autisme. Det var netop budskabet på de bannere, som hendes børn holdt på billedet. Facebook reagerede prompte med at fjerne billedet med den begrundelse, at det var krænkende, og give Lalama karantæne fra Facebook.

Amanda Todd-hadesider er tilladt

blog fb policy a todd

Dobbeltmoralen i Facebooks censurpolitik er også et problem for pårørende og støtter for familien Todd, som sidste efterår mistede deres 15-årige datter efter intensiv Facebook-mobning. Amanda Todd begik selvmord på grund af hetzen mod hende, som startede, fordi hun havde vist sine bryster via webcam nogle år tidligere.  I dag findes der stadig en række meget grove sider på Facebook, som gør grin med Amanda Todd og det, at hun begik selvmord, fortæller Sandy Garossino, som er medstifter af organisationen Red Hood Project, der arbejder for børn og unges sikkerhed på sociale medier. Garossino siger om Facebooks nye politik:  – Frem for at gøre det hårde arbejde med at kontrollere deres site, beskytter de bare annoncørerne. Amanda Todds mor, Cariol Todd, mener heller ikke, at den nye politik gør nogen fyldest.
- Det er tid til at etablere en nul-tolerancepolitik overfor billeder, der forherliger voldtægt, seksuel udnyttelse, lemlæstelse og udnyttelse af handicappede, siger Carol Todd.

Imens betaler de artige brugere

En af de mange sider, som stadig nyder Facebooks fulde tolerance, er denne. Flere har klaget over den – jeg har selv gjort det den 12. juni i år, men har stadig ikke engang modtaget noget svar fra Facebook. Dens indhold er åbenbart svært at definere: Er glæde ved voldtægt og opsprætning af kvinder egentlig hadefuldt – eller er det kun stødende?

Mens moderatorerne utvivlsomt arbejder på højtryk for at nå frem til en afgørelse, trives siden videre i ro og mag og uden at Facebook skal høre et kvæk fra annoncørerne. Der har nemlig ikke været nogen annoncer på siden i mange måneder. Faktisk er der rigtig mange sider, som allerede i lang tid har været fri for annoncer = problemfri for Facebook. Som altså..suk.. ikke føler nag, ubehag eller utilbøjelighed ved misogyni i enhver tænkelig form..men som udelukkende forholder sig til, om firmaerne spytter penge i kasse 1. Og det gør de jo, hvis alt snavset bliver fejet ind under gulvtæppet. Spørgsmålet er så: Når Facebook nu har erkendt, at de ikke kan tjene penge på det kvindefjendske indhold - hvorfor er det så, at det skal være der? At det er velkomment og uanfægteligt? Hvorfor er det så vigtigt for Facebook at give plads til det?
Mens vi andre betaler gildet med vores stuerene indhold, fordi vi er pæne nok til, at annoncørerne gerne vil forbinde deres brands med os.

Problematikken har hidtil ikke vakt danske politikeres interesse. Fokus ligger af en eller anden grund kun på de ting, som Facebook IKKE tillader, og det vigtigste i den danske opinion har hidtil været Peter Øvigs berømte badebilleder. De kan få folk og folketingsmedlemmer op i det røde felt. Var det snart på tide at politikerne retter søgelyset mod alt det, der accepteres og promoveres på det gigantiske netværk? Hvis Jensen & co. mener alvorligt, at de vil i dialog med Facebook om firmaets censurpraksis, er det så virkelig to sæt hippiebryster på en strand, der er det helt centrale issue?

Lose the lads mags

Loaded magazine cover

Så er det nok med at sælge mandeblade med store bryster på forsiden. Engelske feminister er trætte af at se på bladene i supermarkederne og har de seneste uger kørt en kampagne, der skal få bladene væk fra hylderne.

Det er feministgrupperne UK Feminista og Object, der står bag kampagnen “Losetheladsmags” – “drop mandebladene”. De bakkes op af en række advokater, der den 27. maj fik offentliggjort et åbent brev i The Guardian til butikskæderne. Her advarer de om, at ejerne kan stå til at blive dømt for overtrædelse af lovgivningen i Equality Act 2010. Den definerer strafbar seksuel diskrimination og chikane som bl.a. “uønsket opførsel, der enten har forbindelse med sex, eller som er af en seksuel karakter, og som har til formål eller som konsekvens, at den volder skade på klagerens værdighed eller skaber en truende, fjendtlig, nedgørende, ydmygende eller stødende atmosfære for klageren“. Og klagerne kan ifølge advokaterne være såvel kunder som ansatte i butikkerne.

Flere ansatte i supermarkedskæderne har henvendt sig til aktivisterne og givet udtryk for, at de følte det stødende og ubehageligt at skulle sælge de omtalte blade, men at de ikke selv tør at gå i lag med deres arbejdsgivere af frygt for konsekvenserne.

Sophie Bennett. kampagneofficer hos Object, udtaler: “Mandebladene dehumaniserer kvinder og gør dem til objekter, og de fremmer skadelige attituder, der understøtter diskrimination og vold mod kvinder. At reducere kvinder til sexobjekter sender et utrolig farligt signal om, at kvinder er konstant tilgængelige seksuelt, og at fremvise disse publikationer i almindelige hverdagsomgivelser normaliserer denne sexisme. Det er uacceptabelt, at store kæder fortsætter med at eksponere personale og kunder for så sexistisk og nedværdigende materiale.”

Det er især blade som Zoo, FHM, Loaded og Nuts, der er i søgelyset hos de britiske aktivister.

blog ladsmags nuts

Se, noget af det interessante ved kampagnen er at betragte sine egne reaktioner på den. Tag nu mine: Da #losetheladmags brød løs på Twitter for lidt over to uger siden, tænkte jeg: “Nå, ok, nu bliver vi måske lige hardcore nok, venner.” For er det egentlig så slemt?

Det første af denne type blade, jeg mødte i mit liv, var Ugens Rapport. Og jeg så for nylig den dejlige dokumentarfilm om bladets fødsel og sejrsgang i 70’erne, portrætteret så man umuligt kunne føle andet end sympati og varme for de vilde, vovede, progressive folk, der både lavede edgy journalistik og noget med nøgne damer. Det følte jeg i hvert fald.

blog ladsmags rapport

Men alting er blevet værre siden da, ikke i lovgivning, men i sexistisk konsensus og praksis. Brysterne er blevet pumpet med silikone, skridtet er glatbarberet, styling og koncept er gået fra overvejende ”sød sommerpige” til slutty bitchy pornobabe – eller ditto lolita. Overliggeren er rykket støt og sikkert nedad, og bliver det fortfarende. Også hvad angår udbredelsen: Det er allevegne. Her og der, og på busserne, i bladene og reklamerne, i metroen, i S-toget, i avisen, i fjernsynet, på forsiderne og bagsiderne og på husene og ved vejene og busstoppestederne og everyfuckingwhere.

Derfor har man ligesom vænnet sig lidt til det, eller rettere udnyttet menneskets enorme tilpasningsevne og socialiseringstrang, som man motionerer hver dag, når man ihukommer at  passe omhyggeligt på, at der ikke er nogen, der kan hævde den mindste hjemmel for at klaske snerpe-etiketten på én. Den er jo blevet et accepteret dansk neutraliserings-label, som i sagens natur…virker neutraliserende på alle, der siger, at de ikke synes sexisme er the shit . Desuden har man et liv, der skal passes sideløbende, og det ville man ikke have overskud til, hvis man skulle orke at håndtere sin vrede, frygt og krænkethed over de her ting. Sådan har mit ræsonnement været, mest ubevidst, men dog registreret somewhere.

Men min indstilling er ændret i løbet af losetheladsmags-kampagnens udvikling. Hvor Tesco, en af supermarkedskæderne, forleden indvilligede i at gå i dialog med aktivisterne, som de skal mødes med i den kommende uge. Og hvor mængder af kvinder – og en del mænd -  undervejs har skrevet om deres afsky for bladene. Om at de er lettede over at andre udtrykker det, de hver især har følt meget længe, og som de føler hver dag, når de ser denne type blade. Om at de nu tør indrømme, at de også hader kvindefremstillingerne – og normaliseringen af sexismen i konceptet. Det har åbnet den boks, jeg åbenbart havde sat mig ovenpå for at holde den lukket. I den har jeg holdt al den krænkelse nede, som jeg så tit føler, når jeg ser den type billeder, vi taler om. Som f.eks. herhjemme på forsiden af bladet M! der står nok så normaliseret, accepteret og almindeligt ved siden af Hjemmet, Femina og Anders And alle steder:

blog ladsmags M2

Jeg havde gemt al den irritation og krænkelse, den lette utilpashed og flovhed, jeg har følt gennem mange år, når jeg har set kvinder portrætteret a la sexisme: I idiotiske positurer, med adskilte, fugtglinsende læber, der skal minde om….ja. Parate til at tage imod, eller med en finger stukket i munden, der enten er truttende eller O-formet –  med røven skubbet bagud og patterne stukket frem. Og ja, bryster hedder patter, når de spiller denne rolle: Tilgængelig, pleasende, naragtig, hjerneløs, helt uden egne behov.

Som de sjovt nok ikke er, når de ammer, og det er derfor, mange synes, at det er fedest ikke at se denne aktivitet ude på cafeerne – mens ikke en kat gør, når de ser bryster, der spiller sexobjekt-rollen. Forskellen består i at:

1)Personen, der ammer, er et subjekt. Hun gør noget. Selvom det er barnets behov, der opfyldes, så udfører moderen en selvstændig handling, i og med at hun giver bryst. Det gør de halv- eller hel-lumre småpornografiske babes jo ikke. De venter bare. På at de bliver taget eller får ordre til at gøre et eller andet i betjeningsøjemed ift. en mands behov for sex og/eller dominans.
2)Den ammende mor er human. Det er pornobabes’ene ikke. De er 100% ét med den rolle, hvis egenskaber er: ”Jeg har ingen behov og ingen ønsker. Jeg eksisterer kun for dine behov, og jeg har med garanti ingen hjerneaktivitet, så du kan også være ganske rolig og tryg, for jeg ser dig ikke og kan derfor ikke dømme dig, kræve noget af dig eller tænke noget om dig!” Sådan er der jo ingen mennesker der er – kun ting.

Og det er noget af det, der er så skræmmende ved stereotypen: Dehumaniseringen. Og accepten af den – to sider af samme sag. Det normaliseres massivt, at kvinder kan være ikke-mennesker, ikke-væsener, men ting til brug efter behov. Det er normaliseret hen til at være så fuldfedt acceptabelt,  at synet af denne koreografi in action nu kan overtrumfe accepten af ammende mødres synlige tilstedeværelse i det offentlige rum..Ligesom den overtrumfer, når  Sanne Søndergaard viser glimt af kønsbehåring i Politiken.

blog ladsmags sanne

Abonnenter chokede på deres sure opstød over synet. Uha, da da, hvor vi IKKE har hørt dem brokke sig over alt det andet kvindekøn og –babs, de skal se på alle andre steder i den vide danske hverdagsverden..men igen: Søndergaard stod ikke frem som objekt. Hun stod som subjekt, og som person, læs menneske. Det virkede provokerende og aggressivt på mange, inkl. den sexolog, der mente sig kaldet til at kritisere, at Søndergaard i det hele taget havde hår på den!

Men det virkelige problem, der har anfægtet de anstødtes underbevidsthed – ja, det vil jeg æde min gamle hat på – det er: At en kvinde tillader sig at stå tilnærmelsesvist blottet uden at indgå i den vedtagne objekt-koreografi. Hverken i positur eller ansigtsudtryk. Der var ingen fremskudt pat, ingen røv i brunstig chimpanse-positur og ingen af de suggestive, krampagtige læbepositioner, som anses for at være gode og rigtige, når kvinder portætteres på måder, der relaterer til deres køn. Søndergaard så derimod normal ud til lejligheden, hun var simpelthen Søndergaard – og det mente folk altså ikke, at hun  kunne tillade sig.

Fordi det er normaliseret, at kvinder skal fremstå som idiotiske skvadderhoveder, som ingen selvsagt kan respektere. Men som alle åbenbart føler sig dejligt trygge ved. Bortset fra, at det er der så alligevel mange kvinder, der ikke gør – i al hemmelighed. For det er krænkende på så mange planer.

Vi kan begynde i letvægtsklassen: Det er ganske enkelt ufedt at se sit køn blive tildelt en evig rolle som idiot. Det føles lidt som det gjorde for mine børn, da de var mindre, når de så et barn i en reklame, der blev fremstillet som børn tit gør: Som en naiv dummepeter,  til fals for alt pladder, lalleglad og taknemmelig for selv det mest letgennemskuelige bras. Mine børn krummede tæer og følte sig flove, fordi sådan en fremstilling af børn naturligvis er krænkende for et normalt barn, der jo ikke er en lalleglad dummepeter.
På samme måde er det fornærmende at ens køn konstant fremstilles som spader. Den seneste reklame, der virkelig har irriteret mig i denne kategori, er ”ZZuborghh, zzommer og zol” med den animerede lolita, der tager på skovtur.

blog ladsmags tuborg

Hun går ud i skoven alene med en kurv, dvs. den lille Rødhætte: Barnlig, naiv, KUK-KUK, slemme Peter Ulv, kom og tag mig! Hun er nedringet og har hofteholder på og skyder barmen frem: Serveret efter den gamle opskrift, og spiller artigt rollen. Hun er dum som en dør, kan dårligt nok synge rent, og så har hun tatoveringer nok til at forsikre om, at hun ikke er helt uskyldsren, eller måske at hun ikke er superkultiveret og derfor ikke har læst for mange bøger – om overhovedet - og at hun ikke er rig = privilegeret = i en position hvor hun har så mange valg. Det bedste er næsten, at til sidst i reklamen – jeg så det først ved 7. gennemsyn eller noget – så kommer der rent faktisk en lille båd ilende for at joine. Mens hun tager en tår øl og fniser fjollet, nærmer den enlige roer sig i topfart den ensomt beliggende plet, hvor pigen nu sidder. Den kommer BAGFRA - snigende, som en rigtig liste…. Måske fordi der står idiot på ryggen af hende.  

Så kan nogen netop hævde, at de piger, der optræder i rollerne som sexobjekt-idioter/lolitaer/ludere jo kun er de underpriviligerede, uuddannede, fattige og også i det virkelige liv dumme.  Man kalder det måske “tabere” eller sådan noget. Hvis man mener det, så siger man indirekte, at  sexisme er fedt nok, hvis bare vi opretholder noget gammeldags luder/madonna-kategorisering. Men dels tror jeg ikke på opdelingen, som jeg mener er uanvendelig for alle. Dels er den ikke en del af et tidssvarende mindset og menneskesyn. Og desuden vil al kategorisering, man kan finde på for at konstruere en sexistisk kamel der skal være lettere at sluge, alligevel have samme slutresultat: At sexisme rammer alle som én, der har det pågældende køn, bortset måske fra Dronning Margrethe og nogle ganske få andre. For når et stort antal kvinder vedvarende og massivt og overalt påvirker alle menneskers underbevidsthed 24/7, så accellererer vi konstant et fjendtligt og dehumaniserende menneskesyn på det ene køn. Vi understøtter konstant aggressioner, som der findes rigeligt af allerede. Vi bidrager til utryghed og følelsen af krænkelse hos det ene køn, og vi opmuntrer samtidig det andet køn til at krænke. Hvilket som bekendt allerede forekommer på mange planer og alt, alt for meget.

Men – kan man skyde skylden for alt det rod på bladene? Well - bladene er kun en del af det hele. Men ikke desto mindre en del af det, og en synlig del i hverdagen. Og man skal starte et sted, hvis man nogensinde skal ud af flækken.

Nogen vil givetvis vende sig mod firkantede forbud. Oplysning og holdningsbearbejdelse – det er meget bedre og mere pædagogisk. Det synes fx også vor ligestillingsminister, der anbefaler dette som vejen frem, når det viser sig at tre ud af fem danske mænd hylder sexkøb. Og at kun 69% ikke synes, det er i orden at købe sex af handlede kvinder. Så flere kampagner med informationer, det skal vi have. Vi har godt nok set, at forbuddet mod sexkøb i Sverige faktisk har påvirket holdningen til sagen blandt unge, så færre af dem nu mener, at det er OK at gå til en prostitueret.  Vi har også set, at pædagogiske oplysningskampagner hidtil ikke har virket herhjemme – heller ikke med rygning. Det var netop den firkantede model med lovgivning, der rykkede. På praksis og holdning.

Det samme kommer den britiske Equality Act formentlig til, hvis supermarkedskæderne ikke retter ind i dialog med aktivisterne. Det vil være et skridt på vejen til af-normalisering af sexisme. Og det kan kun gå for langsomt.

 

 

6 brandingtips via #FBrape

I sidste uge fik aktivister verdens største sociale medie til at love en kursændring. Det var #FBrape-kampagnen, der via pres på annoncørerne fik Facebook til at indrømme, at de har brug for en proaktiv politik i forhold til kvindehadende indhold. Dejlige tider, men også med større perspektiver. Brandingeksperter har straks destilleret 6 stykker lærdom ud af forløbet. De findes her i MarketingMagazine.

De handler om, hvordan forholdene i den sociale medieindustri er for annoncører, og de fire første springer vi over her på bloggen. For nummer 5 er fra min synsvinkel det mest pikante, ja nærmest spændstige, om man vil. 5 siger: Det er essentielt, at man ved, hvornår man skal sige nej. Marketing Magazine skriver: ‘I en tid, hvor næsten ethvert globalt brand har en skare af pressionsgrupper der henvender sig til dem, siger social media-eksperter, at det er lige så vigtigt at vide hvad man skal ignorere, som at vide, hvornår man skal gå i dialog.” Altså, for ellers kan man ikke bestille andet et at diskutere med alle hele tiden. Men i tilfældet #FBrape bliver det vurderet som en nederen idé at sige nej = det er værd at prioritere en dialog med denne type protester.

Læren i Punkt 6 lyder: Et brand må vide, hvad det står for, og holde sig til dét….Som eksempel nævnes naturligvis Dove. De laver sæbe, cremer og personlige hygiejneprodukter, og de var dem, der blev hårdest angrebet af #FBrape-aktivisterne, fordi firmaet skød sig selv utrætteligt i begge fødder under kampagnen. De markedsfører sig nemlig hæmningsløst som dem, der er optaget af “real women”, og som virkelig lever for “care” og omsorg for disse kvinder, men da de blev bedt om noget “care” i form af at sige fra overfor Facebooks accept af kvindehad, så var de uvillige, lunkne og afvisende. Alt i alt fremstod de pænt blottede for det påståede omsorgsgen. Hver dag under kampagnen kom der nye erklæringer på Twitter og Facebook fra kvinder, der lovede at droppe Doves produkter både til sig selv og familien. Og der blev lavet alternative Dove-reklamer af de rasende brugere, der faktisk følte sig godt gammeldags røvrendt af sæbeproducenten.

blog fbrape marketing Dove

Christian Gladwell, ekspert i sociale medier og direktør i Human Digital, siger til Marketing Magazine, at de fem år, som Dove har brugt på at opbygge et pro-women brand, er gået op i røg nu. Han minder om, at alt det kritiske indhold bliver liggende i “the fourth Space” i mange år endnu. Og MM’s konklusion er, at marketingfolk nu benytter lejligheden til at revurdere deres digitale marketingstrategier.

Jeg tror på vurderingen. Vi vil nu putte den ned i en kolbe sammen med lærestykke/tip nr. 5, og tilføre de udsagn, der har prydet debatten i den udenlandske presse de seneste uger, om at tidevandet nok er ved at vende for spørgsmål om sexisme og ligestilling…

blog fbrape brand balt

Resultat: Der er formentlig hul igennem, hvis man ser noget kvindefjendsk indhold på FB ved siden af en annonce for nogen, hvis image clincher med budskabet i det frastødende indhold. Proceduren er her. Men hullet igennem kan måske udvides til noget større, fordi det kan se ud til, at der er en del forbrugere, der er trætte af kvindehad. Og at der er stemning lige nu hos forbrugerne til at udfordre firmaers branding i bredere forstand. Og at virksomhederne samtidig føler sig i stemning til at komme udfordringerne i møde. Være lidt vandkæmmede i forhold til deres brands og måske tage et par småting op til overvejelse.
Jeg tror på det.

 

 

 

Danmark med i #FBrape

blog fbrape ad

Nu er Danmark også med i #FBrape-kampagnen, som går ud på at overbevise annoncørerne på Facebook om at trække deres annoncer i protest mod det kvindefjendske indhold på sitet.
Man kan se et lille udpluk af det via dette link. Og der kommer hele tiden nyt.
Det er Dansk Kvindesamfund, der er gået med i kampagnen, og de skriver samtidig under på det åbne brev til Facebook, som folkene bag #FBrape sendte i sidste uge. I brevet står der præcis hvilke tiltag, Facebook bør tage for at komme volds- og voldtægtsiderne til livs. Det er de tiltag, kampagnen søger at få annoncørerne til at kræve, at Facebook tager sig sammen til, og de 10 annoncører, der foreløbig har trukket deres annoncer, har erklæret at de først genoptager samarbejdet med FB, når kravene er imødekommet. Dansk Kvindesamfund har netop lagt en dansk oversættelse af brevet til FB ud.
Foreløbig er der sendt 45.000 tweets i #FBrape-kampagnen, der har løbet siden den 21. maj. Den som også har fået ganske omfattende pressedækning i andre lande, især i Storbritannien.

Annoncører trækker sig pga. kvindehad på Facebook

 

Nissan Skyline R32

Nissan Skyline R32

Nissan får en reklame her, for de har trukket deres Facebook-annoncer i protest mod kvinehadende indhold. Big up, credits, fed karma til dem!
De sidste to døgn har der kørt en massiv kampagne på diverse sociale medier for at få Facebooks annoncører til at reagere på alle sitets såkaldte jokes og opfordringer til vold, voldtægt og værre ting mod kvinder.
Foreløbig har Nissan UK og webhost-firmaet Westhost med øjeblikkelig virkning trukket alle deres reklamer fra Facebook. Andre firmaer overvejer stadig sagen eller er i dialog med Facebook, heriblandt American Express, British Airways, Sky, Easyjet og Dove. Sidstnævnte har bl.a. en annonce ved siden af et billede af en pige, der tydeligvis er blevet seksuelt misbrugt, og teksten: ”sometimes daddy drinks too much.” Og ved dette billede:

blog fbrape Dove2

Firmaet Vistaprint ville ikke trække annoncer, men opfordrede i stedet brugere til selv at kontakte Facebook. Det afstedkom en storm af rasende kunder, der erklærede på Vistaprints FB-side, at problemet netop er at Facebook ikke lytter til almindelige brugeres klager – og at de i øvrigt nu er færdige med at købe produkter hos Vistaprint.
Audible_com valgte gennem flere timer i går aftes den velprøvede strategi, at de simpelthen slettede alle de vrede indlæg, der væltede ind på deres FB-side. Det blev brugerne kun endnu vredere af. Nissan, som trak deres annoncer, var derimod i dialog med brugere i løbet af aftenen, hvor firmaet bl.a. skrev på Twitter, at de var “”not happy about this and many people in the office rightly upset. It’s wrong and we don’t support it. Ever.”

Status med de forskellige firmaer udvikler sig selvfølgelig hele tiden. For at følge med og evt. selv deltage kan man tjekke Women, Action & the Media’s hjemmeside. Her finder man alt om at komme ind i kampen, men ellers er det bare at gå på Twitter, hvor man bruger #FBrape i henvendelser til annoncørerne. Kampagnen mønstrede 9000 tweets alene på de første 24 timer. Nogle af annoncørernes reaktioner har der slet ikke været mulighed for at følge op på fra kampagnens headquarters, fordi det går så stærkt. Fx er det lige nu uklart, hvad Magnum har svaret på henvendelser om at deres dejlige isannoncer figurerer ved siden af følgende shot med teksten: DUMB BITCH LEFT THE KITCHEN

blog fbrape Magnum

Det er Everyday Sexism Project og de to aktivister Soraya Chemaly og Jaclyn Friedman, der er initiativtagere til kampagnen, som blev sat i gang samtidig med at de skrev et åbent brev til Facebook for at få dem til at gøre noget effektivt ved sitets omfangsrige indhold af kvindehad.

Herhjemme er det foreløbig kun Dansk Kvindesamfund, der har været aktive i sagen. De henvendte sig for en måneds tid siden til Lego og Babysam for at gøre dem opmærksomme på, at de hver især havde FB-annoncer lige ved siden af et billede, der lavede sjov med en kvinde, som havde fået bank af sin mand.
Ingen af de to virksomheder har ligesom haft tid til at svare Dansk Kvindesamfund, men da Berlingeren gik til Lego, fik de dette svar fra den globale direktør for sociale medier, Lars Silberbauer: “Vi har ikke tidligere oplevet, at dette er et problem, og generelt oplever vi, at brugere godt kan skelne annoncer fra brugerskabt indhold. Men det er selvfølgelig et område, som vi følger for at se, hvilken vej udviklingen går, og så vil vi gerne opfordre alle til at bruge mulighederne på Facebook til at ‘flagge’ anstødeligt indhold. Jo flere der gør det, desto hurtigere bliver det fjernet af Facebook.”
Den vurdering er empirien så ikke enig i, eftersom almindelige brugere (læs: ikke-annoncører) kan klage fra Herodes til Pilatus og kun få det svar fra Facebook, at “indholdet er ikke i strid med vore standarder” etc. Præcis som en lang række fremtidige eks-kunder skrev til Vistaprint i går, da de på samme vis søgte at fedte ansvaret over på kunderne.

Nu er det selvfølgelig sådan, at annoncører ikke selv vælger, hvor deres indhold på FB dukker op, og desuden bliver indhold som bekendt ikke modereret inden det ryger på FB. Men som folk netop nu skriver til Easyjet, der fastholder at de ikke selv kan styre hvor deres annoncer havner: “Jamen, I ville vel heller ikke annoncere i et trykt medie, hvis der var mulighed for at finde samme type indhold dér? Hvad er forskellen?” Og som  FBrape-kampagnens initiativtagere påpeger, så kan man kræve, at Facebook overordnet tager stilling til, hvad de ser som acceptabelt indhold. At de følger deres egne guidelines omkring hate speech, også når det kommer til kvinder – og at de tager klart afstand til denne type indhold. Der mangler stadig et svar fra virksomheden på de henvendelser, de har fået, men forbrugernes reaktioner i forhold til annoncørerne er endnu et hårdt “poke” på FB’s skulder. Og også på annoncørernes, hvis engagementet fortsætter.

update samme aften: ..Og det gør det foreløbig: 16.000 #FBrape-tweets efter 48 timer.

update næste dag: Efter knap 3 døgn: 20.000 tweets - og seks firmaer, der har trukket deres reklamer fra Facebook :-)

Sandberg selv på kvindehadside

blog sandberg ad vs rape

Nu optræder Sandberg selv i en annonce på en Facebookside, som er spækket med billeder af smadrede kvindeansigter og tilhørende jokes. Ironien vil ingen ende tage. Ja, det er hende nede i højre hjørne lige over det i denne sammenhæng dobbeltbundet udfordrende spørgsmål: “Are You Leaning In?”

blog a

Dette foregår nu, dagen efter at over 40 ligestillings- og antimisogyni-organisationer fra diverse lande har skrevet til Facebook og bedt dem om at ændre deres politik på området. Og få dage efter at den danske journalist Annegrethe Rasmussen har skrevet et åbent brev til Sandberg og bedt hende om at forholde sig til kvindehadet på Facebook.  Og to måneder efter oprettelsen af FB-gruppen ”Sheryl Sandberg – LEAN IN and remove misogyny from Facebook.” Hidtil har Sandberg ikke reageret på nogen af delene. Der er ikke kommet skyggen af respons fra Facebook, som anerkender denne problematik.

Siden med Sandberg-annoncen hedder “Domestic Violence – Don’t make me tell you twice” og her finder vi bl.a. denne lille lækkerbisken m. teksten “NOSEBLEEDS – the first sign of an incorrectly prepared sandwich.”

blog nosebleed

Men hey! That’s not all. Ironien er en lun og utrættelig fætter, der bare bliver ved. Vi vender lige tilbage til det brev til Facebook, som de 40+ organisationer sendte i går.

I brevet kræver organisationerne bl.a. at “swift, comprehensive and effective” action fra Facebooks side i form af, at mediet skal:
“1. Rubricere tale, der trivialiserer eller forherliger vold mod piger og kvinder, som hate speech, og forpligte jer til, at I ikke vil tolerere dette indhold. 2. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at genkende og fjerne kønsbaseret hate speech. 3. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at forstå hvordan online-forfølgelse har forskellig effekt på kvinder og mænd  delvis på grund af den pandemi af vold mod kvinder, som finder sted i den virkelige verden.” (Min oversættelse.)

Blandt underskriverne af brevet finder vi en organisation, der skriver om sin mission,at de er et organiseret svar på vold mod kvinder. At de ser en verden hvor kvinder lever sikkert og frit. At de er et krav om at voldtægt, incest, vold etc. må stoppe nu. At de blandt andet vil skabe vidtrækkende opmærksomhed om problemerne og dermed lægge “the groundwork” for nye tiltag af enhver art mod vold mod kvinder i hele verden..

“We will work as long as it takes. We will not stop until the violence stops.” Se selv på deres hjemmeside hvor de også erklærer sig ”a fierce, wild, unstoppable movement and community.” Hallelujah! Der er bare det, at organisationen hedder V-Day, og i deres bestyrelse sidder… Sheryl Sandberg.

NB update skrevet senere på dagen: Så vidt jeg kan se, er selve den omtalte “Domestic Violence”-side fjernet nu, men ifølge flere Twitter-kilder optræder Sandberg-annoncen stadig på sider med div. vold/voldtægtsbilleder og memes.

Rapebook 2

Åh nej, ikke mere ubehageligt Facebook-slam, tænker I. Jo, og det bliver kun værre. Det samme gør mit stigende ubehag jo mere jeg dykker ned i Facebooks skelnen og vurderinger. Siden jeg skrev Rapebook, har jeg gransket de argumenter, FB har for at acceptere kvindehad. Og jeg har fundet frem til den manual, som de giver deres moderatorer. Desværre har jeg også fundet flere og meget værre eksempler på, hvad man må dyrke på FB. Så jo, vi må til det:

For det første kan jeg slå fast, at slut, bitch, cunt og whore ikke er nedværdigende ord ifølge Facebooks standarder. Det kan man konkludere ud fra, hvad der præcist står i moderatormanualen. Den siger, at humor overruler hatespeech, racist- eller andre typer angreb, MEDMINDRE der bruges nedværdigende ord – ELLER humoren ikke er åbenlys i indlægget/billedet.
Og der er masser af posts om ”bitches”, ”sluts” og ”cunts”, som Facebook-brugere siger, de vil skære halsen over på, voldtage etc., og som får lov at blive på Facebook trods anmeldelser. Det vil altså sige, at moderatorerne i hvert af disse tilfælde har vurderet, at de anvendte lokumsgloser ikke er nedværdigende. Så må man altså også sige cunt til Sheryl Sandberg uden at der sker andet end at hun ler fornøjet?

Den anden undtagelse i retningslinjerne, hvor grove angreb og hadefuld tale ikke får lov at passere som humor, er hvis humoren ikke fremgår klart og tydeligt på billedet eller i indlægget. Men det gør den altså åbenbart i en del tilfælde som fx et meme med teksten: ”After a girl dies, what organ in her body stays warm? My dick.” Det har ligget på Facebook siden 6. september 2012.
Jeg er ellers fortaler for forretningsgangen: 1.Se problemerne 2. Addresser dem 3. Løs dem, men jeg kan ikke få mig selv til at viderebringe dette meme. Jeg beklager, men jeg bliver fysisk utilpas, og det vigtigste er, at jeg nu har gjort opmærksom på at det er der.

Det er bloggen Gawker, der er i besiddelse af den 17 sider lange manual med detaljerede retningslinjer for Facebook-censur, som virksomheden udleverer til alle de ansatte, der gennemgår postet indhold. Her finder man bl.a. de enslydende formuleringer vedrørende hhv. hatespeech og ”attacks”: ”Humor overrules racist and other attacks (plus hatespeech) UNLESS slur words are being used OR humor is not evident in the post/photo.” Gawker fik fingre i den ellers meget interne manual via en ung marokkaner, som de interviewede sidste år. Han blev ansat som en del af et moderator-team – til en dollar i timen plus kommission, som kunne få lønnen til at løbe helt op på fire dollars. Ifølge bloggen en almindelig betaling for dette job hos Facebook. Ifølge tidligere ansatte bestrides det i vid udstrækning af unge mennesker fra den 3. verden.

Nej til flækkende kranier – ja til torturinstrumenter til  brug ved voldtægt
I manualen står specifikke eksempler på, hvad der er for voldsomt og eksplicit til at acceptere. ”I love hearing skulls crack” er fx for stærke sager for Facebook. Der går grænsen. Det må man ikke skrive, står der i deres guidelines.
Men man er hjertens velkommen til at vise fotos af bagbundne kvinder og kvinder uden arme og ben, der tydeligvis er blevet voldtaget eller skal det lige om lidt, hvilket fremgår klart af de ledsagende ”sjove” tekster. Ja, det står der ikke konkret at man må, men det er gennemgående praksis, at der skal være plads til sådan noget og at det kun evt. fjernes efter mange, vedholdende og langvarige klagerier.

Man må også joke med voldtægt af børn og grov mishandling af konen, og man kan frit drive en fanside for fx et band der hedder ”Whore Torture” med over 3361 likes,  som siden august 2012 har postet sange i det uendelige med titlerne: ”Hammer Smashed Cunts,” ”Tortured then raped then Killed then raped again,” ”Slut abduction,” ”My knife is for your cunt” og også langt værre ting (ja), og til overflod forsynet med tydeligt tegnet logo med en pige, der bløder ud af øjenhulerne og har fået smadret munden og sprættet underlivet op. Ind i mellem er der billeder af kvinder der bliver stenet, torturinstrumenter beregnet til kvinders kønsdele m.m, og skriverier, hvor administratoren udtrykker glæde over, at 15-årige Amanda Todd begik selvmord, ”for hun var jo endnu en ..” ja, gæt hvad.

Dette er altså morsomt ifølge moderatorernes verdensbillede, eller også er de bare enige om at ordene er så salonfähige, at de simpelthen skal have lov at passere. Og enhver kan jo se, at estimeringen godkendes af moderatorernes arbejdsgivere. Men hvorfor er det mindre voldeligt at sige: “My knife is for your cunt” end at sige: “I love hearing skulls crack”? Den eneste væsensforskel jeg kan se i de to udsagn, er at det første er kønsrelateret og indgår i fantasier om et seksuelt overgreb. Og dette udsagn er det acceptable, som får lov til at blive stående på Facebook.

Ingen kommentarer!

Ingen kommentarer!

Ikke et ord om Atatürk
Hvorom alting er, kan man læse i moderatormanualen, at nogle ting simpelthen aldrig må siges på det sociale f-medie uanset om man er sur, gal, sindssyg eller kan påberåbe sig diverse andre sindsstemninger – det er til gengæld bevidst tilladt, når det handler om voldtægt, hvilket vi vender tilbage til om lidt.

Men om andre emner er det strictly no-go, bl.a. fordi bestemte udtalelser i relation til dem er i strid med loven i en række lande. At benægte Holocaust går fx ikke, ligesom det slettes omgående hvis man angriber Atatürk. Ham må man hverken lave nogen form for sjov med eller fremføre kritik af overhovedet. Man må heller ikke vise afbrændinger af tyrkiske flag. Andre flag må gerne vises brændende, står der. Desuden er det forbudt at poste kort over Kurdistan.
Derfor eksisterer der intet indhold af denne art på Facebook. Det kan altså lade sig gøre at slå hurtigt og konsekvent ned på noget. Selve systemet er effektivt, både hvad de ulovlige emner angår og også, som beskrevet i et tidligere indlæg, i forhold til farlige antydninger af brystvorter hos ammende kvinder og – uhhhhh! – glimt
af KØNSBEHÅRING. Selv det yndigste maleri af Eckersberg fjernes. Sådan noget beskidt og væmmeligt griseri kan øjensynligt også nukes ud i intetheden på splitsekunder af de snarrådige moderatorer.

Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841. Blev fjernet fra Facebook.

Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841. Blev fjernet fra Facebook.

På samme vis slog man med hård hånd ned på billedet ”L’Origine du Monde” af den franske maler  Gustave Courbet, som regnes for et af realismens hovedværker. Da den danske kunstner Frode Steinicke lagde dette billede ud på sin FB-profil i februar 2011, blev hans profil deaktiveret, og han modtog en skrivelse fra Facebook med ordene:
“Hej
Du overførte et billede (“L’Origine du monde”, red.) der overtræder vores Anvendelsesvilkår, og dette billede er blevet fjernet. Facebook tillader ikke billeder, der hænger et enkeltindivid eller en gruppe ud, viser nøgenhed, stofmisbrug eller vold eller på anden måde overtrræder vores Anvendelsesvilkår. Disse politikker skal sikre, at Facebook bliver ved med at være et sikkert og trygt onlinemiljø at bevæge sig i, også for de mange børn, der bruger sitet.”
Det forstås til fulde, når man ser billedet fra 1866. Der er jo hår på.

blog rapebook 2 l'origine

Historien gik verden rundt, og Steinicke blev blandt andet interviewet i Le Monde. Han fik til sidst genåbnet sin profil efter at have argumenteret overfor Facebook med, at billedet ikke er pornografi, men et hovedværk i moderne kunsthistorie. Men da Steinicke senere skrev om forløbet og lagde et link til sin artikel på Facebook – inkl. billede – ja, så blev hans profil deaktiveret igen. Det samme skete for billedhuggeren Steen Krarup Jensen, da han lagde linket ud.

Glem American Psycho
Jo mere jeg kigger, jo mere forstår jeg det ikke: Zuckerberg og Sandberg ønsker tydeligvis at adskille sig fra det store, vilde internet på en lang række punkter, som håndhæves nidkært og prompte med censur.
Hvordan kan de så samtidig tillade de enorme mængder af indhold der spænder fra 1000-vis af lummer-pornografiske fremstillinger af kvinder – kaldet sluts etc. – i nedværdigende, 100% suggestive positioner over platte, degraderende, sadistiske, ondskabsfulde, aggressive jokes om voldtægt og mishandling som altså også går over i udpenslet sadisme der får American Psycho til at minde om Rasmus Klump og Heksehammeren til at ligne Højsangen. Ja, det gør det virkelig. Og jeg kan ikke holde det ud mere, og kan heller ikke anbefale andre at opsøge det – lige undtaget Facebook, som har ansvaret for at vende stenene og sprøjte med noget effektivt, så det hæslige ikke får lov at trives og vokse videre i det store drivhus hvor der heldigvis går flest normale mennesker rundt – endnu.

Facebooks fire forsvar for rape pages
Hvad siger de så til det?
Ja, hver gang Facebook bliver spurgt, hvordan de kan opretholde den accepterende tilgang til sex hate speech, aka misogyni eller kvindehad, så kommer der nye svar og argumenter. Nogle gange siger de noget om, at humor varierer fra den ene kultur til den anden.
Andre gange argumenterer de med vigtigheden af en ”fri debat”… som den 3. maj, da jeg var i #DR2. Da sendte Facebooks nordiske policychef, Thomas Myrup Kristensen, denne udtalelse på skrift som svar på programmets spørgsmål om hvordan alle voldtægtssiderne kan passere som humor: ”Den type indhold udfordrer os alle og kan være stærkt ubehagelig. Det er let at forsvare synspunkter, vi kan lide, men det er yderst vanskeligt at forsvare dem, vi foragter. Vores tro på værdien af åbenhed er dog kun virkelig reel, når vi er villige til at gøre det sidste. Vi mener også, at det ikke altid er en løsning at fjerne indhold. Der skal være frihed til at debattere alvorlige emner som disse, hvis vi skal bekæmpe fordomme.”
Hvor debatten er, nævner han ikke. Det nærmeste på en ”debat” omkring emnet jeg har set på FB, var på Rapebooks side, hvor yndere af voldtægtssider svinede Rapebook-administratorerne til og truede med at voldtage dem, indtil de som bekendt opgav at drive siden. Excuse me?

blog rapebook 2 tupac

Voldtægtsforbryderen på T-shirten
I februar lykkedes det Sveriges TV1 at få Thomas Myrup Kristensen i voice-on-voice-action. SVTV1 interviewede ham til et program med fokus på et Facebook-drama, der udspillede sig på H & M’s hjemmeside i januar.
Det kom sig af, at en ung kvinde spurgte H & M på deres Facebookside, hvorfor firmaet solgte T-shirts med Tupac Shakur, når han blev dømt for et seksuelt overgreb (i forbindelse med gruppevoldtægt). Det udløste en mængde kommentarer, hvor folk udtrykte håb om at hun selv blev voldtaget og truede med at pisse på hende m.m. H & M lod 2800 kommentarer blive på deres side i over en måned, inden de tog dem ned, inklusive en, der lød: ”I’m going to rape you and then ask H&M to print a t-shirt with my face on it”. Hele sagen inkl. TV-klip er beskrevet her på bloggen Digital McGyver.

OK hvis man er ophidset eller ikke mener det alvorligt
Facebook var helt inaktive under forløbet på H&M’s side, og SVTV1 spurgte i programmet om firmaets holdning til, at truslerne blev fremført på Facebook. Et spørgsmål til Myrup Kristensen lød: ”Kan det nogensinde være OK at skrive: ´Jeg vil voldtage dig’?” Og hertil svarede han (min oversættelse fra svensk tekstning): ”Det er grimt at skrive sådan, det er ikke god opførsel. Vi undersøger om sådanne trusler er sagt ’in the heat of the moment’ eller om det er noget, som personen virkelig mener. I så fald får det konsekvenser.”

Så altså: Ifølge Nordens chef er det i orden at udslynge voldtægtstrusler hvis man er gal/vred/ophidset, når man gør det – det får i hvert fald ingen konsekvenser. Hvordan FB vil afgøre om vreden er forbipasserende eller langtidsholdbar, eller om truslerne er udtalt på basis af reelt hvidglødende raseri, iskoldt had eller almindelig lunken bitterhed…nej, det melder historien overraskende nok intet om. Den bedste test er selvfølgelig at gå direkte til punkt to i investigationen: Undersøge om det er noget personen virkelig mener. Heraf uddrager jeg, at et Facebook-detektivkorps med skæg og blå briller stævner ud og følger den bruger, der har fremsat truslen, rundt på vedkommendes daglige færden i et passende stykke tid for at holde øje med, om han virkelig ser ud til at ville voldtage personen. Hvis han gør anstalter i den retning, så slår Facebook til på en studs: De sletter profilen eller i det mindste kommentaren på Facebook. Eller hva’.

Personlig chikane vs. folkedrab
Facebooks argumenter for at lade kønsbaserede trusler og had passere er altså mange. Udover vigtigheden af at være rummelig ift. humor, at skøtte den fri debat og at vurdere personers virkelige hensigter, har Facebook også fremført et interessant fjerde argument: Hvis en trussel ikke er rettet mod en specifik person, så går det an. Det var fx svaret til ABC News vedrørende siden: ”Raping Babies because you are Fucking Fearless.” Opfordringerne var jo ikke rettet mod bestemte, navngivne babyer. Men hvordan hænger det nu sammen med at det er helt fjong, når brugere truer den 21-årige fuldt navngivne Julia, som stillede H & M spørgsmålet om deres voldtægtsdømte T-shirtstjerne?
Men pyt med det. I virkeligheden kan jeg slet ikke se, hvordan det ene er værre end det andet. Ingen af delene bør være acceptable, hvis man kan vælge mellem trusler og had mod navngivne personer på den ene side, og på den anden side opfordringer og opgejling til vold, mishandling og pervers tortur af hele den ene halvdel af menneskeheden, uden at sætte navne på hver enkelt. Jeg kan sgu ikke se logikken. Hitler gik som bekendt heller ikke ”kun” efter navngivne jøder, han ønskede ganske enkelt at gøre det af med dem alle.

Nej, det er forbudt at sammenligne med Holocaust, jeg ved det. Parallellen går for mig på, at selvom den ikke er topstyret, så nærmer vi os folkeforfølgelse, når vi er kommet til at mindst én ud af tre kvinder – alle kvinder i verden – i deres livstid udsættes for vold. For kvinder mellem 15 og 44 år forårsager vold mere død og invaliditet end kræft, malaria, trafikulykker og krig tilsammen. Det vides ikke, om forfølgelsen af kvinder – som køn betragtet – på Facebook blot er et spejl af virkeligheden, eller om det er et reelt væksthus for tendenser, der så fortsætter ude i Real Life. Sikkert er det, at forskningen tydeligt dokumenterer hvordan ekstreme holdninger fortættes og bliver mere ekstreme i denne type fora, hvor der netop ikke er åben debat, fordi de mere moderate bakker ud, og resten holder sig væk, fordi de ved, de bliver mobbet eller evt. som det jo er set, hacket og truet med at de selv og deres børn bliver voldtaget og så videre. Hvorefter de mere ekstreme kan folde sig endnu mere frit ud og overgå hinanden i ondskabsfuldhed. Osv.

Det er også sikkert, at der i forvejen findes meget kvindehad i verden. Hvorvidt og hvor meget det specialdyrkede Facebook-had bevæger sig ud i virkeligheden, er kun noget man kan gætte og sandsynlighedsberegne på. Hvad jeg ved indtil nu er, at folk naturligvis kan opføre sig som Dr. Jekyll og Mr. Hyde alt efter hvor de er. Men Facebook er dog i konstant vekselvirkning med virkeligheden, og det ene påvirker det andet. Så hvorfor overhovedet løbe risici? Der er intet vundet ved at lade alle kloak-ytringerne florere og inficere på Facebook. For det har ikke noget med ”debat,” ”sjov” eller ”rummelighed” at gøre. Men uanset hvor meget der er at risikere, så er det for meget.