Fladpandet fisselettekomik – som jeg dog godt forstår

Anmeldelse af Sanne Søndergaards show. Af Onkel Overklasse

blog Sanne anmeldelse

Den kønne, unge kvindelige komikers nye show er frygtelig plat og endda også så uappetitligt, at jeg flere gange var ved at få den gode, veltilberedte 5-retters menu fra Bjørnekælderen på tværs i mine ellers fordøjelsesbesværstilvænte tarme.

Den unge nydelige kvinde er ude i et vigtigt ærinde, ingen tvivl om det, når hun adresserer det, som hun anser for at være udfordringer på det ligestillingsmæssige område. Og komikere kan naturligvis bruge greb som benævnelser af kønsdele og kropsvæsker for at understrege en pointe. Men det kommer til at virke unuanceret, når en så køn ung kvinde som Sanne Søndergaard gør det så mange gange, og når hun endda bruger disse greb til at latterliggøre det mandlige køn. Der er jo ingen grund til at være så firkantet, og bare fordi hendes mandlige kolleger plejer at gøre dette, så behøver hun vel ikke at gøre det samme. Man kan jo med rette forvente, og det gjorde jeg da selv, at en så fornuftig ung kvinde er sig sit ansvar som feminist bevidst og er lidt mere rummelig og inkluderende, i stedet for blot at udstille de fejl, som hun synes er vigtigt at påpege – det synes mange af de unge kvinder jo i dag, og det skal de naturligvis have lov til. Men det irriterer nu for meget, når de så gør det.

Men som sagt, de skal have lov til det, og jeg havde såmænd selv taget min niece med for at vise, at jeg synes, det er fint og endda acceptabelt, at unge kvinder udveksler lidt synspunkter indbyrdes, og også for at kunne tage hende med på råd som sandhedsvidne til min anmeldelse, som hun er 100% enig i, og dette beviser jo, at jeg – atter – har ret.

Jeg mener bestemt også, at Sanne Søndergaard ikke er en uintelligent ung kvinde. Men det virker ærligt talt lidt surt og uklædeligt, nærmest ukvindeligt, når en sådan kvinde forsøger at gøre grin med mænd – jeg siger forsøger, men der var da en enkelt gang under showet, hvor jeg grinede, for jeg har bestemt humor og masser af tyk selvironi, det er jeg selv fuldstændig enig i. Jeg føler blot, det er min venlige pligt at påpege, at kvinder som Sanne i stedet bør være langt mere nuancerede og også fremhæve, hvor kloge og gode mænd er, og hvor meget vi støtter kvinders ret til lejlighedsvis at vise tingene fra deres side, også når de prøver at bruge humor. De bør bare være mere kærlige og rummelige overfor alle mænd som helhed, især når de husker, at vi er mange mænd på toneangivende medier, der benytter vores position som meningsdannere til at vise, at vi støtter kvinders ret til at sige deres mening – selvom vi naturligvis sørger for at kalde den skinger, når det er på sin plads, for eksempel fordi de siger tingene på deres måde og ikke sådan, som vi mener, at de skal siges og tænkes.

Humor er fint, og det er som sagt godt, at kvinder forsøger at komme med på vognen med at bruge humor – Sanne Søndergaard er der også på højde med to kvinder i udlandet, der på samme måde forsøger sig på feltet, og som dem skal hun have ros for, at hun er så modig at udsætte sig for eksempelvis ældre onkel-agtige anmelderes patroniserende analyser. Det er bare ærgerligt, at det virker så skingert, og jeg bruger naturligvis ordet fordi det ganske enkelt er min professionelle, objektive vurdering som ældre mandlig toneangivende anmelder, og ikke fordi jeg tænker over, at dette ord er blevet en form for fast standard-indsølingssubstans, som er blevet gangbar devaluerende valuta når det gælder om at få feministiske, anti-sexistiske kvindeytringer til at fremstå latterlige, useriøse og tåbelige. Sanne Søndergaards show var ganske enkelt skingert, fordi det var for overdrevet i fremstillingen af stereotyper, og hun ligesom holdt fast i, at hun mener, at nogle mænd skulle være nedladende overfor kvinder. Men ellers synes jeg bestemt, at det var morsomt.

Medier, der hader kvinder, der ikke elsker hverdagssexisme

blog new york

Har kvinder ret til at føle sig krænkede, når mænd antaster dem? Det har været ugens spørgsmål, især i kølvandet på vidoen med kvinden, der bliver antastet mere end 100 gange på 10 timers gåtur i New York. I Berlingske i går kunne filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt heldigvis sætte alting på plads, da han svarede på alle kvinders vegne: “Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning.” Og han fastslår, at videoen ikke er relevant for danske kvinder, og at den ikke burde forarge danskerne. Berlingske har så i øvrigt valgt ikke at tale med nogle af de kvinder, der faktisk føler sig krænkede over antastelser, og som derfor mener, at videoen er relevant.

Dem er der ellers rigtig mange af i de debatter, der ugen igennem har kørt på de sociale medier. Bl.a. på 22Skammelsens Facebookside, hvor adskillige kvinder over flere dage berettede om, hvad de selv har oplevet på de danske gader, og hvordan og hvorfor det føles ubehageligt.

Midt i alt dette udkom tilfældigvis en udgave af programmet DR3 bestemmer (i mandags), hvor et af spørgsmålene til de to “dommere” og en indkaldt “jury” lød: Er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i måsen?

Det handler naturligvis om, hvorvidt en kvinde er snerpet hvis hun ikke kan lide, at mænd tager på hende.

En pige i 20′erne anklagede konkret sin veninde sådan her: “Jeg anklager Amalie for at være lidt hysterisk og reserveret med den fysiske kontakt. Hvis man er i byen og man får et lille nap i numsen og en kærlig kommentar, så skal vi ikke ud i krise og drama og kollektivt had og feministisk ego osv. Så tager man det som den kompliment, det i princippet er.”

Værten spørger så, hvor grænsen mellem “et lille venligt klap” og chikane går? Pigen siger så, at det kun er chikaneagtigt hvis den samme person gør det flere gange!

Værten italesætter det frisk, som om Amalie er hysterisk, og spørger hende derefter, hvad man egentlig “må” for hende, når hun er i byen. Hvortil hun siger: ”Man skal bare lad være med at røre på mig på den måde.- det er MIN numse.” Men da hun så bliver gået på klingen med, om “man” må tale til hende: ”Må man godt komme op og sige hvor er du lækker?” føler hun alligevel, at det skal hun “i det mindste” give lov til. Det ligger klart i luften, at nogen har krav på noget fra hende, og at det skal hun indordne sig efter. Den mandlige “dommer” indrømmer da også med bredvillig stolthed, at han selv gramser løs på fremmede piger og deres røve i byen: ”Der er 1,5 promillegrænsen – så bliver der klappet, og taget også, og så videre,” siger han med stor selvtilfredshed, og værten og flere andre får et hyggeligt latteranfald, der 100% klapper manden på skulderen, fordi han praktiserer freestyle gramsning i byen. Han indrømmer med fornøjelse, at der ER nogle, der er blevet sure, og han har også fået en lussing på et tidspunkt. Ha,ha, det er sjovt!

Da juryen umiddelbart er stemt for, at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur over at blive taget på røven i byen, er værten ved at falde ned af stolen af overraskelse. han kvitterer da også med bemærkningen: ”Størstedelen af juryen mener at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur…, så I er faktisk nogle snerper alle sammen!”

Senere skal vi have afgørelsen, og spørgsmålet til juryen lyder: “Jury, er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i numsen?”  Det, der hedder et ledende spørgsmål, med en klokkeklar bias: Et “lille klap i numsen” lyder jo fuldstændig overlagt som noget hyggeligt, rart og ønskværdigt – ordet “lille” er uskyldigt, det samme er ordet “klap” – det lyder som et ønsket kærtegn alt i alt – og så er det “i numsen” så man associerer lidt til små børn. Ordet snerpet er så modsætningen – og det er som bekendt et negativt ladet ord, som altid bruges i forbindelse med modvilje mod chikane og uønskede tilnlrmelser, overgreb m.m.

Alligevel svarer 59% af juryen nej til spørgsmålet, og dermed har Amalie lige præcis “vundet” sin ret til at blive sur over hverdagssexistiske berøringer. Og værtens overraskelse er betragtelig – han ser helt vantro ud, tøver med at læse kendelsen op og og lyder som om, han er alvorligt i tvivl om der foreligger en fejl, da han modvilligt forkynder dommen.

Amalie fik altså ret til at blive sur over at blive raget på i byen. Fantastisk for hende – så mangler der bare, at alle andre kvinder får den samme ret. Hvis Berlingske følger sin artikel om gadechikane op med en tilsvarende “jury” i form af en undersøgelse, kan man håbe, at det går lige så godt. I modsat fald har vi altså IKKE ret til at føle os krænkede. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at vi så ikke længere får den følelse, når nogen gør noget, der er krænkende for os. Men hvis vi ikke har ret til følelsen, så er det til gengæld afgjort, at vi i hvert fald skal holde vores kæft og lære at leve med det. En mulighed, som både DR og Berlingske lægger op til i deres vinkling og italesættelse af kvinders oplevelser med hverdagssexisme. Som i sig selv er hylende hvinende sexistisk med diskursen om, at nogen har ret til at bedømme, hvad der er belastende for rigtig mange kvinder.

 

 

 

Danmark er Nordens svar på Pattaya (kronik)

Som dansker føler man sig lidt som en lurvet udkantstype i en nordisk ligestillingskonference. – Nej, busser med bare bryster, DET ser vi trods alt ikke hos os!? – Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere  på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weeekend. Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i hygge-Danmark, der gjorde os bemærkede verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmann-program på statsfinansieret public service-TV, ligesom vi  ligger placeret i EU-toppen når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder. Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og  – som EU har redegjort for – en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe. For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik, og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenterede,  sexchikanerede og – for godt halvdelens vedkommende – rammes af kønsrelateret vold..

I ligestillingsdebatten bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området.  Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes end lovgivningen – på en del områder – lægger op til.

For at tage et konkret eksempel, så har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane. Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.  Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig trygge via kvindeetagen,  skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge.

På den måde vandt en mands behov over kvindernes – med alle de paragraffer der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen. Vi kan lære i hvert fald to ting af forløbet: 1)Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag, og ikke mindst i voldtægtssager, udfra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur i og med, at de underordner kvinders behov i forhold til mænds. 2)Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse – kønsrelaterede – trusler og risici. Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrrede og irriterede af reelle kønsrelaterede problemer. De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer, er typisk mænds, og samtidig en del af DNA’et i en fælles, national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer at vi ikke anerkender virkeligheden. Denne virkelighed med dens reelle risici og konkrete indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker, som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem – sexisme, er et af ordene – at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt – som kan ramme når som helst og hvor som helst og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f.eks. Men selvom vi lærer fra små at begå os og lade som om, der ikke er nogen klods, så giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær, og for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år. Den viste bl.a. at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også,  at ca. 80% af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane.  Igen på trods af, at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.   Der er stadig uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl.a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langt fra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane. I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller  irrelevant ved rapporten. Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet. Guardian, BBX, The Independent og Al Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalist-pædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man  kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret I letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Al Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen – den om vold mod kvinder ( som Danmark efter to årsbetænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA’s arbejde var noget irrelevant makværk. The Independent  talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både NGO’ere, den britiske regering og oppositionen. Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var  gang med det. Independent’s overskrift er, at kvinder ”indrømmer” – admit – at de bliver udsat for det her.

I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne ”oplever,” at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af research-chefen hos FRA, Joanna Goodey: ”Hvis dette var sket udenfor Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden,  så ville vi forvente at EU’s ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt.” På samme måde var Kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top. Hindustan Times i Indien går grundigt ind i  tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ”ABUSED – SHAMED”. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke!

Tilbage i de danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen: At kvinderne i rapporten ikke er troværdige..Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte og med at vi er mere ligestillede end dem fra f.eks. Øst- og Sydeuropa, og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikanerede – og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: Hysterisk pjat. Man glemte i den forbindelse at nævne,  at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder, kvinder anmelder til politiet. Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle “sarthed” i forhold til at acceptere ”et klap i numsen,” som det så jovialt blev udtrykt i danske medier. Vores mediers reaktion – og navnlig eklatante mangel på reaktion – vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer. Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.  WTF?

Denne holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økologisk system i balance med sig selv. For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt at man i alle de tusindvis af små sager, som den om Bella Sky, kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For – der ER jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser at 80% af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende?

I den mere alvorlige del af spektret vil politet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centeret men vælger ikke at anmelde, steg fra  24 procent i 2009-2010 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

Den herskende offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet – vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe LALALALALALA i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af Øreklapstolsklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

Har været bragt som kronik i Politiken den 21. juni 2014

Har du ret til at være feminist?

Tjekliste for kvindelige feminister:

1. Husker du, hver gang du bringer fokus på kvinder, at sige at du helt bestemt ikke er mandehader?

2. Er du indforstået med at enhver, der er uenig med dig om feministiske issues, har ret til en åbenhjertig regnskabsaflæggelse fra dig om dit sexliv, da dette vægter afgørende ift. om du overhovedet må sige noget feministisk?

3. Husker du, hver gang du nævner kvinders kønsspecifikke problemer og udfordringer, at nævne mindst lige så mange problemer for mænd?

4. Er du klar på at smide alle kvinde-issues i dit eget land – fx om ligeløn, hverdagssexisme eller kønsskævhed i medieoptrædener – direkte over bord og sige undskyld for at bruge din tid på dem, i det sekund nogen påpeger, at kvinder i andre lande har det værre?

5. Er du på samme måde klar til at smide alle disse issues ud af din hjerne og skifte retning, i det sekund nogen ytrer, at de mener, mænd har det meget værre, og at det bør feminister hellere beskæftige sig med, hvis de ønsker ligestilling?

6. Er du med på at svare høfligt og pædagogisk, gerne moderligt og evt. humoristisk på den hyggelige måde, uanset hvilken tone dine mod-argumentatorer bruger, og uanset om de bliver personlige, sexistiske og truende over for dig?

7. Er du rimeligt ung, smuk og slank, og i modsat fald parat til at mobilisere buddhistisk smil og rummelig tavshed, hvis du bliver angrebet for at dine feministiske tanker blot er en udtryk for din bitterhed over din fremskredne alder, din estimerede mangel på seksuel tiltrækningsværdi for mænd og evt. din vægt?

8. Er du klar til at bruge hele døgn på at debattere tålmodigt online  med enhver, der har valgt at afsætte et sådant tidsrum til at anfægte din præmis, din tone, din holdning, dine fakta og din prioritering af hvilke emner, du interesserer dig for?

9. Er du stand-by til eksempelvis at prioritere en liste over fremtrædende kvindelige kommunikatører anderledes, hvis eksempelvis en mandlig kommunikatør hævder, at du i egenskab af feminist er ekskluderende via din liste?

10. Er du indstillet på, at trods det, at al din feministiske aktivitet foregår i din fritid og/eller som ulønnet arbejde, så forventes det, at du lever op til de feministiske værdier og krav, som du tillægges ad hoc, heriblandt alle ovennævnte?

Mit eget svar på alle spørgsmål er nej. Så nu er jeg meget i tvivl, om jeg nogensinde kan blive feminist?

Listen er baseret på egne og utallige andres erfaringer gennem de seneste knap ti år, såvel i Danmark som Storbritannien og USA, primært via research og deltagelse på en lang række sociale medier, blogs, etablerede trykte og elektroniske mediers hjemmesider med debatter i kommentarspor samt diverse TV-debatter, interviews og optrædender. Den synes ikke at være gældende for mandlige feminister, men jeg har tillid til, at en række krav er under udarbejdelse.

blog feminist mansplaining

Slået hjem af penis

blog kampdag hjerte

Jeg giver mig: Der ER kun brug for mandekampdage. Fordi penis. Jeg føler mig sgu som Winston i den lykkelige slutning i 1984: Jeg elsker Store Broder. Jeg er taknemmelig og kærlig, opfyldt af tillid og endelig renset for mine unormale, usunde vrangforestillinger. De er ætset og banket, talt og hamret og brændt ud af mig, i sandhedens navn.

blog kampdag store broder

Det med at kvinder tjener mindre, ejer mindre, arbejder mest i hjemmet – jeg dropper tanken om det. Det med, at der stadig kun er godt 20% kvindelige eksperter på TV – ifølge en ny EU-rapport – og at det er samme tal som for 38 år siden, selvom der er kommet flere kvindelige eksperter siden. It don’t matter.

Og så en af ugens store nyheder, der oven i købet kom tre dage før kvindekampdagen: Det med at 52 % af danske kvinder udsættes for sexchikane og kønsrelateret vold ifølge en anden ny EU-rapport. At danske kvinder er de mest kønsvold- og sexchikaneplagede i hele EU. Ja, den var der ikke så mange der forholdt sig til – udover at man fandt en ekspert, der kunne sige, at rapporten sikkert ikke var til at regne med.

Nyheden havnede da også kun på Politikens side 2 da den kom, mens lederpladsen den dag var forbeholdt noget om at danske par vist ikke har sex tit nok. Og i det følgende døgn brugte de store nyhedsmedier en og samme ekspert til at dække nyheden om EU-rapporten, fordi vedkommende sad med sandheden: En personlig fornemmelse af, at danske kvinder nok har overdrevet helt vildt i undersøgelsen – at de nok er mere sippede i forhold til sexchikane i forhold til for eksempel østeuropæiske kvinder. Selvom rapporten spurgte konkret til, om man f.eks. havde fået en lussing, og så kunne man svare ja eller nej. Men østeuropæiske kvinder ville åbenbart oftere svare nej til sådan et spørgsmål, fordi de ikke tager så meget på vej og også synes en lussing indgår i en hyggelig flirt  - det konkluderede jeg på eksperten og alle overskrifterne, og da de alle var enige om at kalde rapporten grotesk osv – så må det jo næsten være mig, der har været unormal?

Det hele faldt endeligt på plads for mig i går, på kvindernes internationale kampdag. Alle medier var for det første enige om, at vi ikke skulle tage det med “kvinde”kampdag bogstaveligt. Vi skulle meget hellere tale om, at det største ligestillingsproblem i Danmark handler om mænds fædrerettigheder.  Altså det skulle vi hellere tale om netop på kvindekampdagen, og det skulle på forsiderne og i DRs radioaviser osv. Og da jeg så så Politikens tegning i går, med titlen “kampdagen” – ja, så blev den sidste rest af mit tidligere mindset ligesom skrabet ud af mit kraniums inderside, ligesom Winston i 1984 oplever det efter en række måneders ophold i Ministeriet for Kærlighed.

blog kampdag miniluv

På tegningen ses en stor, grov og rasende kvinde i et supermarked, hvor en lille, undselig og uskyldig mandsling ved et uheld er kommet til at støde ind i hende med sin indkøbsvogn – hvor han har bleer, for det er jo mest mænd der køber bleer, og det er faktisk ret synd og et tegn på, at kvinder koster rundt med dem. Men det bedste er, at kvinden råber til ham: “AV FOR SATAN! DIT VOLDELIGE SVIN, JEG SKAL KOMME EFTERDIG – SKA` JEG! I EN EU-RAPPORT!”

blog kampdag igen

- Og da indså jeg, at kvinder jo altid er mænd fysisk overlegne og derfor ikke kan udsættes for vold fra mænd – og at de er ekstremt konfliktsøgende, nærtagende, grove og aggressive – og at hele EU-rapporten følgelig er noget totalt pis. Nej, hvor var det sjovt at indse det på den måde!

Det havde også hjulpet på min opdragelse, at jeg dagen før havde hørt radio 24syv om hverdagssexisme. Her var der en ung pige i studiet, der fortalte forsigtigt om hvordan hun havde følt det ubehageligt, da hun en nat på gaden blev opfordret af to mænd til at komme med hjem og lave en trekant. Værten fremførte muntert, at han skam ville have syntes det var smigrende, hvis han havde mødt to piger, der havde foreslået ham det samme. Han kom godt nok i tanker om en gang på en bøssebar, hvor han var blevet raget på konstant i de fem minutter, han kunne holde ud at være der, og at det havde været meget ubehageligt. Men det så han bort fra, og da en lytter kom igennem og forklarede ham, hvad hverdagssexisme og sexchikane er, og hvor dårligt det føles at blive udsat for det, grinede han så højt og vedholdende, at han overdøvede det meste af det hun sagde. Det gjorde han ikke, da den næste lytter kom igennem – ligesom han heller ikke stillede modspørgsmål, for det var åbenbart en kærkommen fornuftens stemme, som han naturligvis gav frirum til at sætte tingene på plads: Denne lytter påpegede, at kvinder selv er ude om det, når de går på gaden om aftenen, og at mænds hjerner desuden fungerer helt anderledes end kvinders – mænd kan ikke styre sig, og de ved ikke rigtigt hvad de gør, hvis de har fået lidt at drikke..

Så alt i alt er det med kvindernes kampdag åbenbart noget pjat. Man kan selvfølgelig hævde, at det at insistere på at tale om mænds problemer på en kvindekampdag, og sige, at mændenes problemer er større end kvindernes, kan svare til at man bruger en konferencedag om racisme på at tale om den hvide races ubehagelige skyldfølelser.

Men – helt ærligt. Det kan godt være, at danske kvinder får nogen på låget og ikke har det helt optimalt. Men mål det lige op imod hvordan mænd egentlig har det. Når vi nu lægger sammen, hvad vi har lært i medierne: At mænds hjerner fungerer anderledes end kvinders, de kan ikke navigere socialt og afgøre, om de opfører sig grænseoverskridende, de har meget større behov for anerkendelse og hjælp, de kan ikke sidde stille i skolen, deres seksuelle behov skal opfyldes omgående, de er små og undseelige og konstant bange for kvinder, de bliver forkastet som kæreste- og far-materiale af de fleste kvinder(skriver Politiken i deres serie om “Kræsne Kvinder” der belyser hvorfor der er så mange enlige mødre). Jeg har hidtil aldrig selv kunnet se det, for jeg har ved et eller andet sammentræf mødt flest mænd, der ikke levede op til denne mediefremstilling – og forholdsvis få, hvor man kunne sætte kryds ved flertallet af punkter. Men heldigvis kan både privatejede medier og dem med public service-kroner i ryggen oplyse mig. Og jeg kan omsider se, at vi overhovedet ikke bør TÆNKE, at kvinder har problemer. Glem det og vær glad. Penis er trumf.

6 brandingtips via #FBrape

I sidste uge fik aktivister verdens største sociale medie til at love en kursændring. Det var #FBrape-kampagnen, der via pres på annoncørerne fik Facebook til at indrømme, at de har brug for en proaktiv politik i forhold til kvindehadende indhold. Dejlige tider, men også med større perspektiver. Brandingeksperter har straks destilleret 6 stykker lærdom ud af forløbet. De findes her i MarketingMagazine.

De handler om, hvordan forholdene i den sociale medieindustri er for annoncører, og de fire første springer vi over her på bloggen. For nummer 5 er fra min synsvinkel det mest pikante, ja nærmest spændstige, om man vil. 5 siger: Det er essentielt, at man ved, hvornår man skal sige nej. Marketing Magazine skriver: ‘I en tid, hvor næsten ethvert globalt brand har en skare af pressionsgrupper der henvender sig til dem, siger social media-eksperter, at det er lige så vigtigt at vide hvad man skal ignorere, som at vide, hvornår man skal gå i dialog.” Altså, for ellers kan man ikke bestille andet et at diskutere med alle hele tiden. Men i tilfældet #FBrape bliver det vurderet som en nederen idé at sige nej = det er værd at prioritere en dialog med denne type protester.

Læren i Punkt 6 lyder: Et brand må vide, hvad det står for, og holde sig til dét….Som eksempel nævnes naturligvis Dove. De laver sæbe, cremer og personlige hygiejneprodukter, og de var dem, der blev hårdest angrebet af #FBrape-aktivisterne, fordi firmaet skød sig selv utrætteligt i begge fødder under kampagnen. De markedsfører sig nemlig hæmningsløst som dem, der er optaget af “real women”, og som virkelig lever for “care” og omsorg for disse kvinder, men da de blev bedt om noget “care” i form af at sige fra overfor Facebooks accept af kvindehad, så var de uvillige, lunkne og afvisende. Alt i alt fremstod de pænt blottede for det påståede omsorgsgen. Hver dag under kampagnen kom der nye erklæringer på Twitter og Facebook fra kvinder, der lovede at droppe Doves produkter både til sig selv og familien. Og der blev lavet alternative Dove-reklamer af de rasende brugere, der faktisk følte sig godt gammeldags røvrendt af sæbeproducenten.

blog fbrape marketing Dove

Christian Gladwell, ekspert i sociale medier og direktør i Human Digital, siger til Marketing Magazine, at de fem år, som Dove har brugt på at opbygge et pro-women brand, er gået op i røg nu. Han minder om, at alt det kritiske indhold bliver liggende i “the fourth Space” i mange år endnu. Og MM’s konklusion er, at marketingfolk nu benytter lejligheden til at revurdere deres digitale marketingstrategier.

Jeg tror på vurderingen. Vi vil nu putte den ned i en kolbe sammen med lærestykke/tip nr. 5, og tilføre de udsagn, der har prydet debatten i den udenlandske presse de seneste uger, om at tidevandet nok er ved at vende for spørgsmål om sexisme og ligestilling…

blog fbrape brand balt

Resultat: Der er formentlig hul igennem, hvis man ser noget kvindefjendsk indhold på FB ved siden af en annonce for nogen, hvis image clincher med budskabet i det frastødende indhold. Proceduren er her. Men hullet igennem kan måske udvides til noget større, fordi det kan se ud til, at der er en del forbrugere, der er trætte af kvindehad. Og at der er stemning lige nu hos forbrugerne til at udfordre firmaers branding i bredere forstand. Og at virksomhederne samtidig føler sig i stemning til at komme udfordringerne i møde. Være lidt vandkæmmede i forhold til deres brands og måske tage et par småting op til overvejelse.
Jeg tror på det.

 

 

 

Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

Danmark med i #FBrape

blog fbrape ad

Nu er Danmark også med i #FBrape-kampagnen, som går ud på at overbevise annoncørerne på Facebook om at trække deres annoncer i protest mod det kvindefjendske indhold på sitet.
Man kan se et lille udpluk af det via dette link. Og der kommer hele tiden nyt.
Det er Dansk Kvindesamfund, der er gået med i kampagnen, og de skriver samtidig under på det åbne brev til Facebook, som folkene bag #FBrape sendte i sidste uge. I brevet står der præcis hvilke tiltag, Facebook bør tage for at komme volds- og voldtægtsiderne til livs. Det er de tiltag, kampagnen søger at få annoncørerne til at kræve, at Facebook tager sig sammen til, og de 10 annoncører, der foreløbig har trukket deres annoncer, har erklæret at de først genoptager samarbejdet med FB, når kravene er imødekommet. Dansk Kvindesamfund har netop lagt en dansk oversættelse af brevet til FB ud.
Foreløbig er der sendt 45.000 tweets i #FBrape-kampagnen, der har løbet siden den 21. maj. Den som også har fået ganske omfattende pressedækning i andre lande, især i Storbritannien.

Strudsen Rasmus og hadegrupperne

Når voldtægtsgrupperne udveksler hensigtserklæringer, jokes og måske erfaringer på Facebook, hvad sker der så ved det? Ifølge forskningen bliver gruppens synspunkter sandsynligvis endnu mere ekstreme af de fælles hyggestunder.

Måske ved de fleste det allerede, for professor Vincent Hendricks, som jeg var så heldig at være i fjernsynet med i fredags, hvor vi talte om Rapebook, har skrevet en del om mekanismerne i fænomenet: Polarisering. Men moddebattøren i programmet (#DR2), debatredaktør Christopher Arzrouni, havde åbenbart aldrig hørt om det. Han mener nemlig, at problemet med voldtægtsgrupper på Facebook løses bedst ved at man lader, som om det ikke er der.

blog polarisering strudsen

Men det er som at smide benzin på bålet, hvis man bare leger strudsen Rasmus hvad det her angår. I et lukket meningsfællesskab, uanset om det er IRL eller på nettet, vil meningerne simpelt hen forstærkes – ifølge den statistiske regularitet, som er dokumenteret af Harvard-professor Cass R. Sunstein, der også er rådgiver for B. Obama: ”Gruppepolarisering betyder, at medlemmer af en drøftende gruppe forudsigeligt nok vil bevæge sig mod et mere ekstremt synspunkt i den retning, der indikeres af medlemmernes tendenser før drøftelse pågår,” skriver Vincent Hendricks og Pelle G. Hansen om Sunsteins resultater  i bogen ”Oplysningens blinde vinkler”.

Vincent Hendricks

Vincent Hendricks

”Med andre ord kan selve drøftelsen af en given sag eller holdning i en gruppe betyde, at hele gruppens holdning forskyder sig til en mere radikal version af det synspunkt, gruppen gennemsnitligt havde inden drøftelsen. Samtidig gælder, at synspunktet for hvert enkelt medlem af gruppen også kan forskyde sig til en mere ekstrem udgave af standpunktet, end de hver især havde før drøftelsen,” forklarer Hendricks og Hansen.

Ekkokammeret
I forhold til alle kvindehadersiderne, der udveksler udsagn om hvordan de synes, det er tiltrængt/grineren/enormt sejt at mishandle kvinder, er der altså basis for at tilhængerne om muligt kommer til at hade kvinder endnu mere, i kraft af deres kreative fællesskab og gensidige bekræftelse med ligesindede. At de bliver endnu mere aggressive og sadistisk opkørte. Og det hele accellererer yderligere på grund af en særlig finte: Den enkelte gruppe befinder sig i det, Cass Sunstein kalder ”ekkokammeret.”  Vincent Hendricks beskriver det b.la. i denne kronik: ”Noget, der kan opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen. I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror.”

Trykkefrihedsselskabet som eksempel
Ekkokammeret har ifølge Sunsteins forskning en natur, som effektivt udskiller folk, der mener noget helt andet end den pågældende gruppe og som evt. kunne mobilisere modspil og herlige, demokratiske og konstruktive diskussioner. Og når et ”Ekkokammer” er opstået, vil det efter en tid fungere sådan, at folk der ikke vil slås i hartkorn med de mere rabiate folk i gruppen, trækker sig. Vincent Hendricks nævner som eksempel Lars Hedegaards udtalelser på Snaphanen i 2009, som følges af Krarup & Langballe og udtalelser om muslimer der rutinemæssigt voldtager deres børn – hvilket fører til, at Søren Pind, Katrine Lilleør og andre mere moderate medlemmer melder sig ud af Trykkefrihedsselskabet. Og så er den rabiate meningsmasse mere ufortyndet og kompakt. Og de tilbageværende medlemmers meninger kan så – ifølge forskningen – udvikle sig helt uimodsagt i endnu mere ekstrem retning osv.

Jihad-siderne
Sunstein beskriver i sin bog, Going to Extremes, hvordan polariserings- og ekkokammer-mekanismerne træder i karakter, når det drejer sig om internet-had. Han har bl.a. registreret det på diverse Jihad-sider. Generelt skriver Sunstein om had på nettet, at det påviseligt har 0 effekt, hvis/når grupper der er gået i forskellige former for hade-selvsving bliver præsenteret for synspunkter, der trækker i en anden retning. Hvis selve hadegruppens “setting” giver god grobund for polarisering, så modererer det intet, uanset hvilke udsagn eller beviser, der måtte komme på bordet i en evt. argumentation imod de hadefulde holdninger, fortæller Sunstein.

Som jeg ser det, tyder forskningen på at de voldelige misogyni-Facebooksider, som jeg har skrevet om i “Rapebook,” er underlagt de samme mekanismer som andre nethadegrupper og fora, hvor polarisering holder fest. Dvs. at dem, der kommer derind, fordi de er nysgerrige og fascinerede og holder i hævd, at de bare har en syg og sort humor, hurtigt forsvinder igen, fordi det alligevel er for grimt. Og dermed resterer en ufortyndet forsamling af dem, der trækker i den ekstreme retning.

Så til Arzrouni og meningsfæller, inkl. vedkommende, der har kommenteret her på bloggen, at man ikke skal “feede trolls” med opmærksomhed: Jo, at lade den type være i fred, er åbenbart netop den bedste næring man kan give dem. Lidt ligesom med hussvamp. Det skal bare fjernes.

Sådan ser en rigtig troll ud - det ved enhver

Sådan ser en rigtig troll ud – det ved enhver

Men derudover er meningsfællesskaber/grupper på Facebook naturligvis slet ikke trolls, og sammenligningen giver ikke mening på nogen planer. En troll er én, der belaster andres kommentarspor – som bryder ind i en normal diskussion og er Rasmus Modsat på den ufede, provokerende, irriterende og vedholdende måde. Det er jo ikke voldtægtssidernes essens – selvom en samling af deres disciple praktiserede massiv troll-aktivisme på Rapebooks side og det som bekendt lykkedes dem at lukke den ned på den måde. Men deres daglige Facebook-liv udfylder de derimod ved at lukke sig om deres egne fællesskaber og opdyrke fuldfede ekkokamre, hvor ikke engang en troll tør vise sig.

Nyest & fedest om trolls finder du til gengæld her hos Dorte Toft.

 

Kristelig Rapebook-forside

blog rape2 Kristeligt

Rapebook er på forsiden af Kristeligt dagblad i dag! Glimrende – men de har helt glemt at citere bloggen – og mig. Det havde nu ellers været god, kristen stil, synes jeg. Jeg ringede og opfordrede dem kammeratligt til at gøre det, og de vedkendte da, at historien kommer fra manteufel.dk. Nu må vi se om de får rettet det i netudgaven..

Bemærk, at historien er sammen med Dronningen – hun står lige nedenunder! Gud bevare Danmark.