Brysterne i byen

blog bryster TIME

Hvad bestiller mødre i det hele taget på cafeerne? Spørgsmålet er i spil i debatten om, at cafeer nu må smide ammende mennesker ud. ”Det er IKKE babyens behov at gå på café” skriver én fx på Johanne Schmidt-Nielsens Facebookside. Og det er vel sandt nok.
Jeg synes, det er sjovt, at en debat om amning på cafeer kan bevæge sig over i, at folk m/k mener at have ret til at afsige domme vedrørerende andres frekvens for cafébesøg. Domme, der har afsæt i, at de pågældende er småbørnsmødre, og at dette forhold berettiger andre til at være medbestemmende om, hvilke adspredelser og aktiviteter, de prioriterer. Interessent pointer om, hvor meget samfundet mener at have aktier i moderrollen… For det er ikke barnets tarv, denne del af snakken drejer sig om. Ingen mener vel, at det decideret er usundt for en baby at være på café. Nej, sagen er, hvorvidt moderen overhovedet skal rende rundt på den slags etablissementer, når hun nu har et lille barn..som hun åbenbart burde lave andre ting sammen med i stedet for, og som åbenbart tilfører hende en bestemt rolle, der ikke er fuldt forligelig med cafébesøg..

blog bryster glad baby

Det minder mig om et fantastisk blogindlæg af Søren Pind, hvor han også retter anklager mod forlystelsessyge, cafégående mødre. Det har jeg analyseret, fordi det på nydeligste vis anskueliggør, hvordan moderrollen betragtes af en del medborgere, hvilket kommer op til overfladen ved hver givne lejlighed.

Fy, slem mor!
Pinds indlæg var en reaktion på følgende:
”90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor,” skrev cand. mag. Malene Neis i Politiken den 8. december 2012. Det fik hun overvældende mange hug for af såvel anonyme som fremtrædende debattører.

Pointen i hendes indlæg er, at hun finder meget af mor-konceptet opreklameret, og at det er tabubelagt at tale om de slidsomme og mindre pragtfulde sider af sagen. ”Belønningen er 10%, hvor alt går op i en højere enhed,”  skrev Neis bl.a. Dermed stak hun hånden i et hvepsebo. Det væltede ind med fordømmende kommentarer, og adskillige mødre skrev, at de var fuldstændig uforstående over for, hvad Malene Neis mente. Både mænd og kvinder mente desuden, at de var berettiget til at skrive, at hun simpelthen aldrig skulle have børn. Hun var med andre ord ikke værdig til moderskabet, sådan som vi åbenbart har vedtaget, at vi forholder os til det. Flere hundrede mennesker mente at have aktier i en vildtfremmed kvindes moderskab, ganske enkelt fordi hun tillod sig at anfægte vedtagne, hellige idealer. Og det var Politiken-læsere (!). I den gængse forestilling er sådan nogle ellers tolerante, moderne, frisindede, mangfoldighedsmindede, kulturradikale, feminister og bøsser, i hvert fald mere end så mange andre læsere.

Da Søren Pind havde læst debatindlægget, sprang han ud på sin egen blog som en krydsning mellem Kingo og Jeppe Aakjær med en svulstig opsang til Neis. Hans overordnede sigte var at beskylde kvindefrigørelsen for at fostre denne formastelige type kvinder/mødre. “Det er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne,” skriver Pind.

blog bryster Jomfru M

Som argumentation tegner han et forbillede-portræt af en ÆGTE mor i form af et malende referat fra en luthersk-missions begravelse af en opofrende bornholmsk kvinde, som var død for nylig. Hun var ifølge Pind gennem hele sin ”eksistens underkastet årstidernes skiften,” og hun havde altid vidst, at ”sorg og glæde de vandre til hobe.”(Kingo, 1681).

Tomme og hule cafébesøg
Størstedelen af indlægget består i den Jeppe Aakjær-sang (hvis sprog fik afsmittende virkning på hele Pinds blogindlæg), som den bornholmske kvindes søn reciterede fra ved begravelsen, fordi han forbandt den med sin mor. Sangen er en hyldest til den hårdtarbejdende landbokvinde og en klassisk respekt-erklæring til mennesker, der slider sig gennem tilværelsen i usle kår uden at kny.
Sådan et menneske var den bornholmske kvinde, som ifølge politikeren aldrig tænkte et sekund på, at det ikke var fedt at være mor. Modsat dem, der i dag er mere optaget af cafe latte m.m. iflg Søren Pind: ”Den evige forestilling i storbyen, om evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – altid først, ville have slået hende som underligt vulgær og uvedkommende. En tom og hul tilværelse.”

blog bryster kaffe

Pind slår derimod til lyd for ”en grundlæggende accept af menneskelivets vilkår: Vi bliver født, lever og så dør vi. Sat i kald og stand.” ”Kald og stand”-citatet er fra Luther, der mente, at alle mennesker var kaldet til at leve i det arbejde, de nu engang havde, uanset om det var som præst eller håndværker eller noget helt tredje.  Skomager bliv ved din læst. Og moderskabet er jo f.eks. også et kald… Så det, jeg hører Søren Pind sige med det citat, er: Mor, hold snuden i sporet og klap i – pas dig selv, vær taknemlig, gør dine pligter og tag dig sammen.
(Nu er det meget sjovt, at han underbygger sine tanker med en sang af Jeppe Aakjær, som netop blev kendt for at være imod, at man – det vil sige den lille mand og kvinde – skulle blive ved læsten og slide, mens de holdt kæft. Aakjær var stærkt kritisk overfor arbejdsgiverne, dvs. gårdmandsstanden og dens sociale, politiske og kulturelle undertrykkelse af husmænd og landarbejdere. Han var også gal på præsteskabet, og han førte beviser for, at kristendommen holdt de fattige landarbejdere nede i uvidenhed, så de ikke kendte deres rettigheder eller handlemuligheder. Indre Mission var de værste, syntes Aakjær. Men Pind spænder ham altså for sin ”bliv hvor du er og hold din kæft”-vogn – med udgangspunkt i den missionske begravelse!)


Det er kvindekampens skyld!

Den manende overskrift på Pinds indlæg er ”Slægt skal følge slægters gang” (citat fra Ingemann-salme) og konklusionen, at den moderne kvinde ”i sin befrielseskamp bør anerkende dette”. Det gør hun åbenbart bedst ved at holde op med at sætte moderskabets indretning til debat og så indstille cafébesøgene og det andet frigørelsespjat øjeblikkeligt.

blog bryster amning

Hvad kvindekampen i 70’erne (som Søren Pind henviser til 60’erne) præcist har med overdrevne cafébesøg o.lign at gøre står mindre klart end det faktum, at Pind selv har siddet i en regering, som gennem 10 år opmuntrede til overforbrug, fråds og selvforkælelse – hele den narcissismekultur der er rullet grundigt ind i toneangivende dele af samfundet og også i de dele, der slet ikke har råd, som en del af den værdikamp, de borgerlige i dag står åbent frem og ligefrem brokker sig over at de har vundet så eftertrykkeligt. Nu er der nærmest ikke nogen værdidebat længere, og det er alligevel lidt kedeligt: ”Der er ikke nogen personer, der går op imod den herskende mentalitet og holdning,” udtalte konservative Per Stig Møller i Politiken om emnet 1. december 2012: ”Kultur- og værdikampen handlede ikke om økonomi og lovgivning, men om at ændre holdninger, mentaliteten. Og det lykkedes.” Pinds partifælle Bertel Haarder konkluderer i artiklen: ”Der er en borgerlig grundfortælling, der har sejret«.
Den borgerlige grundfortælling vandt fodfæste i den forrige regerings cocktail af velstand, boligboble, fladskærmspsykose, oppustet økonomi og individ/narcissist-værdier, som har ført til et stærkt fokus på forbrug og selvforkælelse.

Forfatteren Martin Kongstad registrerede i 2007, at de eneste værdier og tendenser fra 80’erne, der havde overlevet, var yuppie-kulturen med dens materialisme og øvrige omvendte dyder – grådighed osv. Som vi faktisk i 80’erne syntes var for meget. De var stadig indhegnet i yuppie-reservatet, og de fleste andre stod og så kritisk på dem udefra, lidt oppefra og ned. Men i 00’erne vandt de indpas som fælles normer for flertallet, og de dominerer endnu, trods en lang recession og stigende ledighed.

Jeg mener ikke, at alle har ret til aldrig at gå glip af noget…nogle gange må man jo vælge.  Men ingen kan tillade sig at sige, at hvis man er en frustreret småbørnsmor, så er man et forlystelsessygt røvhul. Vi har trods alt opdyrket en livsstil, hvor det betragtes som almindeligt at gå på café eller i biografen f.eks. Og da flertallet ikke er ude på et Indre Missionsk overdrev, hvor både tant og fjas skal jages på porten rullet i tjære og fjer, ja, så er vi altså kommet til at dyrke en masse ting, som ikke alle repræsenterer livets dybeste mening. Vi er under massiv påvirkning, der skal få os til at begære alle disse ting, så proceduren er meget svær at undgå, uanset om vi mener noget om sagen eller ej. Eksempelvis sad Pind selv med i den regering, der som en af sine første gerninger fjernede begrænsningerne for TV-reklamer henvendt til børn.
Alle vores konstante behov kan gribe om sig og føre til egocentrering, og den væsentlige grund til at den narcissistiske indstilling er udbredt i bestemte segmenter og deres omegn, er strukturelt funderet. Det er en følge af den lange værdikamp i samspil med økonomiske faktorer, hvis formende effekt i samfundet virker endnu trods en lang recession.

Det er snarere det, Søren Pind skal give skylden for at mængden af selvcentrerede mennesker er vokset, end det er en minoritet af 70’er-feministers kortvarige gennemslagskraft for 40 år siden.
Men det er da rigtigt, at hvis der aldrig var nogen kvinder, der havde arbejdet for at deres stemmer skulle høres i debatten, og at de kunne være selverhvervende og f.eks. lære at formulere og skrive deres tanker ned, så ville Søren Pind kunne omgive sig med flere umælende bornholmske mødre, og sandsynligheden for at en Malene Neis skrev et indlæg ville være mindre, og så ville han være sluppet for at få cafe latten galt i halsen.

Rør blot ikke ved Vor Mor
Nu ved jeg godt, at Pind er Pind.. men dels har han mange vælgere og sympatisører. Værd at notere sig. Men hvad der er mere spændende: Han repræsenterer i sine synspunkter en ufortyndet udgave af den holdning, som trives i bedste velgående hos alle, der mener at have aktier i ”moderskabet” og som i den seneste amme-debat går ind og dømmer om kvinder, der BÅDE vil have babyer OG slubre café latte ude på byens etablissementer. Det er, som om vi åbenbart ikke er kommet ud over en dyb utryghed ved tanken om at de faststrukturerede roller måske ændrer sig lidt.. lige så stille. For det kan føre til forandring, og den indbefatter muligheden for at der ændres noget ved en så ikonisk, klassisk, fundamental og samfundsbevarende rolle som moderskabet. Den rolle bringer altid folk på barrikaderne. Og så claimer de pludselig alle sammen deres aktier i den, mens alle dem der udfører rollen – mødrene – i debatten reduceres til medarbejdere… sat i verden for at opfylde firmaets mission, vision og målsætning, og ikke deres egne behov.

blog bryster bus

Jeg vil slutte med at citere den glimrende skuespiller Ole Boisen, som skrev på Facebook, da anti-amningsafgørelsen kom: “Bare bryster på busserne. Jeg skal lige bede jer om ikke at parkere på vores caféer. Der vil vi nemlig ikke ha’ dem…….. Ligesom man heller ikke må drikke kaffe i bussen. Nemlig!”

Børnene er smidt ud af samfundet

blog børneintegration

Lockutens slutning ser ud til at flytte længere og længere ud i fremtiden. Og det bliver stadig mere irriterende for skolebørnene at befinde sig i ingenmandsland, hvor man bare skal vente og slå tiden ihjel. Som om det ikke var hårdt nok at være barn i forvejen. Nu er det blevet mere udfordrende, end det plejer. For børnene er lukket ude af samfundet for tiden, og de kan sidde og betragte, hvordan det kører videre uden dem. De savner skolen, fordi skolen er det eneste sted, hvor børn er 100% integreret i samfundet. Med det mener jeg følgende:

Inden jeg fik børn, tænkte jeg af og til over, hvor absurd vores samfund er indrettet i forhold til børn. Min synsvinkel var det veluddannede storbymenneskes, og den måde vi lever i dette miljø på, med lange arbejdsdage og en række aktiviteter, der ikke giver plads til børn, er præget af en konsensus om hvordan borgeren/forbrugeren her er: En dynamisk, egocentreret, travl og klædeligt stresset person med fokus på personlig udvikling, tilfredsstillelse og flashing af status. Kalenderen skal være fyldt, forvirringen skal være drysvis tilstedeværende, signalerende at man er så meget midt i vigtige gøremål at man knap kan være til stede dér hvor man er, á la Brigitte Bardots pjuskede hår, der antydede at hun lige var kommet ud af soveværelset – for en ganske kort bemærkning.
blog brigitte

Det betragtes som et hit, hvis man kan fortælle en historie om sig selv som overklassekosmopolit, der lidt kan sammenlignes med andre århundreders adelige, som residerede på landet om sommeren og tilbragte vinterhalvåret i bypalæerne – i ”sæsonen.” Det moderne storbymenneske har som idealbillede at leve i en uophørlig ”sæson,” om der så står NOMA, McDonalds, fitness eller MBA på balkortet.
Samtidig har mange et arbejde, der holder os selv og vores fokus væk fra hjemmet.  Børnene sidder ved siden af hamsterhjulet som et appendix, et kært og elsket et, som fylder meget, men de er ikke direkte en del af de flestes liv. Først når de kommer i skole, er de rigtigt integrerede i noget: Den enklave med tætte forbindelser, internt og til resten af samfundet, som skolen udgør. Den udfylder den store rolle som optageren af den lille borger det store fællesskab: For alle andre børn går jo også i skole og har lektier og lærere osv..

blog ballerup

Jeg siger ikke, at det hele var meget bedre “i gamle dage” som 50´erne, da mor hyggede sig med Ballerup-mixeren og den gode Nilfisk (hvis familien havde råd), endsige da bondesamfundet integrerede børnene i husarbejdet, fordi det var nødvendigt. Jeg konstaterer bare, at i dagens storbysamfund er børn ikke en del af familiens funktioner. De er med i nogle af fornøjelserne, hvor der tit er lagt meget energi i at aktiviteterne er særligt målrettet børnene. Noget af det er “kvalitetstid”. Ordet er fejet ind under gulvtæppet nu, men i praksis opererer vi en del med det. Det er en skøn ting, men den er privat og ikke en naturlig del af det store fællesskab.

Derfor tænkte jeg, dengang for 17 år siden, inden jeg blev gravid første gang, at jeg ville have børn, men at det var et paradoks, fordi jeg også ønskede at blive i byen med mit trygge miljø med menneskemylder og travlhed, og det miljø havde reelt ingen plads til børn. Jeg beroligede mig med,  at børn jo alligevel på magisk vis vokser op her og generelt ser ud til at have det ok, så jeg ville sikkert også transcendere eller se lyset eller komme igennem – mente jeg på min lidt diffuse måde.
Nu er jeg så i hvert fald kommet igennem til mine børns teenageår. Undervejs har familien haft de overvejelser, som mange triller ind i, om at flytte til mere børnevenlige omgivelser: Huset med haven. Måske endda på landet. Plads, lys og luft er godt for børn, men det sjove er at de standardiserede børnerigtige miljøer der findes, reelt er reservater. For flere eller én familie. De er ikke samfund, hvor børn er med.

Jeg ved slet ikke om det kan findes. Så skulle vi igen blive mindre enheder med de fleste funktioner og forsyningsaktiviter samlet på et overskueligt område hvor børnene kan deltage. Og hvordan skulle det så lade sig gøre uden at gå tilbage til noget stenalder-agtigt – eller skabe en decideret kult, hvor man er hellig og isoleret og fundamentalistisk? Jeg tror ikke rigtigt på det. Men jeg tror, at skolen er dét sted, hvor børn føler sig integreret i samfundet, og når de pludselig ikke kan komme der på ubestemt tid, så føler de sig dis-integrerede og hægtet af.