Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.

 

Feminine dyder

blog kvinder regering2

“Det blev endnu værre, da kvinderne fik magten,” skrev en debattør i Politiken i går. Hun hedder Ninon Schloss, og hun var med til at starte dansk kvindekamp. Hendes klage går på, at kvinder ikke lever op til klassisk feminismes forventninger: “Da kvindebevægelsen slog igennem i 70′erne, troede vi, at det ville gøre en forskel, når kvinderne fik politisk magt. Vi tog fejl.” Og så påpeger hun, at det er tre kvinder, der nu står “i spidsen for den mest hjerteløse regering i mands minde.”

Well..det er meget muligt. Men altså…jeg synes, at Schloss på vegne af feminisme før, nu og til enhver tid laver helt unødvendige benspænd og selvmål. For det rammer ind i den holdning, man kan møde hos modstandere af kønnenes ligestilling: At kvinder skal være bedre end mænd. At “se bare Helle Thorning, hun gør det sgu ikke ret godt, så kvinder egner sig åbenbart ikke til at have for meget magt” osv. Kvinder dømmes i forvejen hårdere end mænd på en lang række områder. Senest er det i den forløbne uge kommet frem, at deres videnskabelige arbejde bedømmes markant strengere end mænds. Så synes jeg, det er ærgerligt at gå ind fra feministfløjens side og lægge lidt den samme logik for dagen: At kvindelige regeringsledere bør være bedre end mandlige.

King_Jr_Martin_Luther_093.jpg

Excuse me, lovede borgerrettighedsforkæmperne i 60′erne, at alle afro-amerikanere når de fik lige rettigheder skulle være mere altruistiske end resten af samfundet? Skulle det følge med som en slags betingelse for at få normale rettigheder, at man så skal være bedre mennesker end dem, der havde rettighederne først?? Øhmm…

“Markedsideologien er nået til feminismen,” skriver Schloss videre. “Vi drømmer ikke om at være Moder Theresa, men Sheryl Sandberg.” Jeg synes også, det er ærgerligt, for en masse Theresa’er ville helt sikkert gøre flere underværker for menneskeheden og dens fremtid end en bunke Sandberg’er. Det er jeg overbevist om. Men….jeg vidste faktisk slet ikke, at kvindebevægelsens idol var Moder Theresa.

blog kvinder Mother

Jeg er med på, at kvindebevægelsen i sit udgangspunkt var integrereret i venstrefløjens klassekamp, og at de to kampe hang sammen engang. Der vil vel også altid være visse træk i en kamp for flere rettigheder til bestemte grupper, som har et venstreorienteret islæt: Selve det at man anerkender strukturer som det, der skal ændres, hvis der skal flyttes noget, fremfor at tro på den evige, almindelige overladelse af alting til individet, idet man fastholder, at man er sin egen lykkes smed, hvis man vil have bedre forhold… Men, men! Vi skal vel ikke fastholde kvinder i forpligtelsen til at være omsorgs-agtig, opofrende, medmenneskelig og en masse andre fælles, kønsbaserede træk? Skulle vi ikke hellere vedtage at alle mennesker er forskellige, og at man ikke kan forvente noget helt specielt af mænd, fordi de er mænd? Eller af kvinder, fordi de er kvinder? At forvente noget helt bestemt af kvinder minder lidt for meget om gamle dages “dameside” i aviserne.

blog kvinder husmoder

Hvor hele resten af avisen var varieret udfyldt med stof om politik, økonomi, sport osv. fra ind- og udland, så kunne man bekvemt indpasse alt hvad der interesserede damerne på en enkelt lille side. Heldigvis interesserede alle damer sig jo også for det samme lille snævre emneområde.. og det var de helt enige om.
Schloss skriver endda: “Flere fagforeninger venter på, at der næste gang ikke bliver forhandlet, men dikteret. Det er “ukvindeligt.”

Det lyder, som om det at være kvinde gør, at man er ekstra forpligtet som menneske? Det er jeg uenig i. Alle mennesker bør opføre sig ordentligt. Men kvinder er altså forskellige.. og de må vel have lige så meget ret som mænd til at skalte og valte, mene noget åndssvagt, være irriterende, uansvarlige, magtliderlige, hjerteløse, korrupte m.m.? Selvom det ikke lever op til Moder Theresa-standarder, og selvom ingen naturligvis bør være sådan. Men MENNESKER har vist sig i meget vidt omfang at være sådan, også når de er veluddannede, priviligerede og magtfulde. De færreste forventer vel også, at mænd skal have Desmond Tutu eller Ghandi som idol i al deres gerning? Eller måler dem op imod dem, hvis de er dårlige ledere?
Så lad os tale om folk på posterne og ikke “kvinder.” Lad os kritisere, påskønne og bedømme folk af alle køn for det, de gør, uden at tage deres køn med i betragtningerne.