Det hemmelige feminist-team

Jeg læste i dag om en hidtil super hemmelig, statslig task force, bestående af 100% kvinder. Den vender jeg tilbage til, men først må jeg lige sige noget:
 
Hvor kunne verden blive et bedre sted, hvis den nød godt af al den solidaritet, der popper op, når nogen påpeger nogen form for knas med ligestillingen i DK. Så hører man nemlig tit bemærkningen: ”Tænk dog på kvinderne i Afghanistan, DE er undertrykte.” Eller bare: “Synes I virkelig ikke, der er større problemer i verden?”

blog tudekiks

Især på kvindedagen er der altid mange, der mener at ligestillingsfortalere i DK burde tage en tudekiks og hellere arbejde for de mange undertrykte kvinder der lever under vilkår, som på ingen måde kan sammenlignes med Danmark.
Det svarer til, at den almindelige holdning over for lærerne under konflikten havde lydt: ”Ved I hvad, tænk på tekstilfabriksarbejderne i Bangla Desh, der er vist lige nogen der har RIGTIGE problemer med at deres arbejdsgivere tilrettelægger arbejdstiden for dem, ikke? Dem svigter I, fordi I er så optagede af jeres egne luksusproblemer.” Eller at man sagde til indvandrere, der rammes af forskelbehandling: ”Prøv at hør, de asiatiske au pair-piger i Saudi-Arabien,  DE bliver racistisk behandlet, så hvis I er engagerede i forkelsbehandling, skulle I da hellere arbejde for at hjælpe dem!”

Jeg var lige ved at tro, at vi skulle have sådan en smøre igen, da jeg læste en korreksende opsang til “feministerne” i Politiken i dag. En af avisens talrige debatredaktører, Tarek Omar, brokker sig under overskriften “Feministerne svigter deres medsøstre” over at ”feministerne” har så stor iver efter at få lederstillinger og debattere kønshår, at de ikke tager sig af virkelig vigtige anliggender. Indlægget er en lang og trist historie om kvinder i Omars mors omgangskreds samt i Vollsmose, der lider under, at deres mænds utroskab er accepteret i omgangskredsens kultur, og at de selv er socialt udsatte (på kontanthjælp, m. ringe netværk og dårlige danskkundskaber) og derfor sårbare. Omar mener, at feministerne “har svigtet denne gruppe underklassekvinder.”

Da jeg havde læst færdig, tænkte jeg at jeg Gud ske lov måtte tage fejl, hvis jeg troede, at dette nu var forsøg nr. 1.000.000 på at negligere nogle problematikker med en lam henvisning til at der findes større problemer.  Ud fra Omars formuleringer kunne jeg jo kun gå ud fra, at der tværtimod var grund til at glæde sig! Mest over at lære, at der åbenbart findes et team af feminister, som er på Finansloven og som derfor er forpligtet til at bruge deres statsbetalte arbejdstid til at løse integrationsproblemer med fokus på kvindeundertrykkelse. Det kan selvsagt kun være en sådan gruppe, Omar henvender sig til? Noget af en nyhed!

Muligvis er disse “feminister” ansat direkte under Social- og Integrationsministeriet/styrelsen, og da kan man jo med rette forlange at de varetager et område, som de åbenbart har ansvaret for? Og så er det spændende at se, at man har valgt at ansætte denne hidtil hemmelige task force med benhård konskvotering: Siden den bredt samfundsorienterede debatredaktør hentyder til gruppens “medsøstre” må jeg jo konkludere, at hele teamet består af kvinder. Det er super interessant sådan at blive præsenteret for noget så nyt og spændende. Og selvom jeg intetsted kan læse eller høre noget om dette diskret arbejdende feminist-team, der er forpligtet til at løse kulturelle og integrationsmæssige problemer og som ikke lever fuldt op til deres jobbeskrivelse, så vælger jeg klart at tro, at de eksisterer.

For en debatredaktør på Politiken kan umuligt være ude i så fedtet et ærinde som at snige sig uden om sit eget ansvar og desperat forsøge at kaste lidt skyldfølelse over på nogle andre, nogen udenfor miljøet, der kan fritage ham selv for at bruge energi på sagen eller komme i konfrontation med nogen. Det står ham jo så fuglefrit for, ressourcestærk og med velbetalt fast arbejde, som han er, at initiere frivilligt arbejde en masse i det miljø, han omtaler. Med den indsigt han har i problemerne og kulturen, og med sin store indignation oveni, kunne han formentlig påbegynde et tiltrængt arbejde, der flyttede noget. Som en af kommentatorerne på bloggen skriver: ”Det bør vel snarere være mændene i det af dig beskrevne miljø, der bør gøre en indsats. Brødre, fædre, sønner, fætre, onkler. Kvinder er i den sammenhæng en slags undermennesker.”

Det er indlysende, og derfor vælger jeg at tro, at den eneste grund til at Omar ikke flytter sin solidaritet ud i det praktiske virkelige liv, er at han ved, der er ansat folk til det, med beføjelser, ansvar, kompetencer, ressourcer og allehånde forpligtelser over for netop den målgruppe, Omar brænder for at hjælpe.

Men, jeg kan selvfølgelig kun opfordre ham til at give et nap med – jeg er sikker på, hans hjælp også kan bruges. Vi kan ALLE bidrage med et eller andet, er det end nok så småt og ubetydeligt, til at arbejde for at hjælpe alle forskelsbehandlede, undertrykte og sultne verdensborgere op på vores standarder. Og på den måde bliver verden et bedre sted.

blog solidaritet

 

 

Børnene er smidt ud af samfundet

blog børneintegration

Lockutens slutning ser ud til at flytte længere og længere ud i fremtiden. Og det bliver stadig mere irriterende for skolebørnene at befinde sig i ingenmandsland, hvor man bare skal vente og slå tiden ihjel. Som om det ikke var hårdt nok at være barn i forvejen. Nu er det blevet mere udfordrende, end det plejer. For børnene er lukket ude af samfundet for tiden, og de kan sidde og betragte, hvordan det kører videre uden dem. De savner skolen, fordi skolen er det eneste sted, hvor børn er 100% integreret i samfundet. Med det mener jeg følgende:

Inden jeg fik børn, tænkte jeg af og til over, hvor absurd vores samfund er indrettet i forhold til børn. Min synsvinkel var det veluddannede storbymenneskes, og den måde vi lever i dette miljø på, med lange arbejdsdage og en række aktiviteter, der ikke giver plads til børn, er præget af en konsensus om hvordan borgeren/forbrugeren her er: En dynamisk, egocentreret, travl og klædeligt stresset person med fokus på personlig udvikling, tilfredsstillelse og flashing af status. Kalenderen skal være fyldt, forvirringen skal være drysvis tilstedeværende, signalerende at man er så meget midt i vigtige gøremål at man knap kan være til stede dér hvor man er, á la Brigitte Bardots pjuskede hår, der antydede at hun lige var kommet ud af soveværelset – for en ganske kort bemærkning.
blog brigitte

Det betragtes som et hit, hvis man kan fortælle en historie om sig selv som overklassekosmopolit, der lidt kan sammenlignes med andre århundreders adelige, som residerede på landet om sommeren og tilbragte vinterhalvåret i bypalæerne – i ”sæsonen.” Det moderne storbymenneske har som idealbillede at leve i en uophørlig ”sæson,” om der så står NOMA, McDonalds, fitness eller MBA på balkortet.
Samtidig har mange et arbejde, der holder os selv og vores fokus væk fra hjemmet.  Børnene sidder ved siden af hamsterhjulet som et appendix, et kært og elsket et, som fylder meget, men de er ikke direkte en del af de flestes liv. Først når de kommer i skole, er de rigtigt integrerede i noget: Den enklave med tætte forbindelser, internt og til resten af samfundet, som skolen udgør. Den udfylder den store rolle som optageren af den lille borger det store fællesskab: For alle andre børn går jo også i skole og har lektier og lærere osv..

blog ballerup

Jeg siger ikke, at det hele var meget bedre “i gamle dage” som 50´erne, da mor hyggede sig med Ballerup-mixeren og den gode Nilfisk (hvis familien havde råd), endsige da bondesamfundet integrerede børnene i husarbejdet, fordi det var nødvendigt. Jeg konstaterer bare, at i dagens storbysamfund er børn ikke en del af familiens funktioner. De er med i nogle af fornøjelserne, hvor der tit er lagt meget energi i at aktiviteterne er særligt målrettet børnene. Noget af det er “kvalitetstid”. Ordet er fejet ind under gulvtæppet nu, men i praksis opererer vi en del med det. Det er en skøn ting, men den er privat og ikke en naturlig del af det store fællesskab.

Derfor tænkte jeg, dengang for 17 år siden, inden jeg blev gravid første gang, at jeg ville have børn, men at det var et paradoks, fordi jeg også ønskede at blive i byen med mit trygge miljø med menneskemylder og travlhed, og det miljø havde reelt ingen plads til børn. Jeg beroligede mig med,  at børn jo alligevel på magisk vis vokser op her og generelt ser ud til at have det ok, så jeg ville sikkert også transcendere eller se lyset eller komme igennem – mente jeg på min lidt diffuse måde.
Nu er jeg så i hvert fald kommet igennem til mine børns teenageår. Undervejs har familien haft de overvejelser, som mange triller ind i, om at flytte til mere børnevenlige omgivelser: Huset med haven. Måske endda på landet. Plads, lys og luft er godt for børn, men det sjove er at de standardiserede børnerigtige miljøer der findes, reelt er reservater. For flere eller én familie. De er ikke samfund, hvor børn er med.

Jeg ved slet ikke om det kan findes. Så skulle vi igen blive mindre enheder med de fleste funktioner og forsyningsaktiviter samlet på et overskueligt område hvor børnene kan deltage. Og hvordan skulle det så lade sig gøre uden at gå tilbage til noget stenalder-agtigt – eller skabe en decideret kult, hvor man er hellig og isoleret og fundamentalistisk? Jeg tror ikke rigtigt på det. Men jeg tror, at skolen er dét sted, hvor børn føler sig integreret i samfundet, og når de pludselig ikke kan komme der på ubestemt tid, så føler de sig dis-integrerede og hægtet af.