Kald det overgrebskøb – Tale 8.marts

Det er jo rart, når man kan gøre status 8. marts og sige: Der er rykket på noget siden sidste år! Vi bevæger os fremad! Det går den rigtige vej.

Det kan man på prostitutionsområdet, når vi kigger os lidt rundt: Frankrigs parlament har vedtaget at kriminalisere prostitutionskunderne. I Nordirland er det samme sket, og Irland er lige på trapperne til at følge efter. Lithauen er på vej med et lovforslag, og også Canada har forholdt sig til de europæiske anbefalinger og vedtaget et forbud. I Tyskland og Holland, hvor man ellers havde valgt den modsatte model, har man nu taget sin lovgivning op til revision. Her måtte man nemlig se i øjnene, at det kun havde haft en negativ virkning med mere legalisering.

MEN ..så kigger vi tilbage på Danmark. Her er der sket. .ingenting. Vi er ikke kommet ud af flækken. Vi har faktisk haft et tilbageskridt, efter at Enhedslisten for nylig besluttede at stille sig med op i den lange række af partier, der ikke går ind for et forbud mod sexkøb.

Det er ikke fordi ingen prøver at gøre noget. 8. marts initiativet fortsætter utrætteligt arbejdet for at holde denne sag på dagsordenen og gribe ind med faktuelle modsvar, år efter år, når der bliver fremsat postulater og fordrejninger af virkeligheden i prostitutionsdebatten.

Dansk Kvindesamfund og Mænd mod Købesex holder også fokus på sagen, og nu er der repræsentanter for fagbevægelsen, der lige er kommet på banen igen med en offentlig påmindelse om, at det er på tide, der sker noget.

Særligt skal selvfølgelig nævnes Tanja Rahm. Hun har siden sidste 8. marts gjort et helt uvurderligt, kæmpe stykke arbejde for at gøre en forskel, dels med sine altid saglige gennemarbejdede blog- og debatindlæg, og med utallige taler og oplæg både herhjemme og ude i verden, og ikke mindst som drivkraft i Netværksgruppen for kvinder der har erfaring med og er ude af prostitution, hvor der foregår et stort og vigtigt arbejde på det her felt.

Jeg er meget stolt af at stå her, hvor netop Tanja Rahm stod sidste år, og jeg håber, jeg kan bidrage til at fastholde og videreføre den energi og ihærdighed, som det forpligter til.

For der er brug for energi og virkelig ildhu. For sexkøbsforbud er endnu engang – som altid – og stadig -  noget, som næsten ingen i Danmark vil røre ved med en ildtang: Vi VIL have sexkøb, – det må være den eneste grund til, at politikere, og medierne, og de fleste andre, bliver ved med at lytte til det manipulerende og faktuelt fuldstændig ukorrekte spin fra en lille samling lobbyister der har det som deres flammende og brændende mærkesag, at sexkøb IKKE skal forbydes. I kampen for at sikre, at dette ikke sker, holder lobbyisterne sig ikke tilbage for noget.

Det jeg vil sige i dag, drejer sig ikke om handlede kvinder, og heller ikke om al den vold, prostituerede oplever til daglig. Det jeg vil sige noget om, er det spin, der stadig udfolder sig,  – spin, der altid lægger låg på debatten, fordi det åbenbart finder en meget dyb genklang i nogle ældgamle dele af vores danske folkesjæl.

For jeg tror, vi er nødt til at forstå det og få det frem i lyset for at kunne gennemhulle det og pille det i stumper, indtil det bliver mindre og mindre og tilsidst kan suges op i en støvsuger og ryge ud i skraldespanden, hvor det hører hjemme.

Den ene del af det her spin består i at så tvivl om erfaringerne fra Sverige. Selvom de klart og tydeligt viser, at vores nabolands sexkøbsforbud har virket ret godt. Konklusionerne er tydelige og ganske lettilgængelige. De er, at loven forebygger, at mænd begynder at købe sex. Og:

-      At antallet af sexkunder i Sverige er faldet siden loven blev indført.

-      At svenske prostituerede IKKE oplever forværrede livsvilkår eller øget vold.

-      At svenske prostituerede tværtimod oplever, at loven har givet dem mere magt over deres situation, fordi de kan bruge loven til anmelde truende eller voldelige kunder for sexkøb.

-      At loven har gjort det nemmere for prostituerede at stoppe i prostitution og søge hjælp.

Men at insistere på, at Danmark er bedre end andre lande, ligger dybt i vores folkesjæl. Den har åbenbart Kresten Poulsgaards ord som motto: Hvis det er fakta, så benægter a fakta.

Det næste spin-modul er lidt mere diffust, men nok så relevant, for det virker utvivlsomt effektivt.

Det er den del, der handler om at fastholde en fælles forestilling om, at prostitution hænger sammen med seksuel frigørelse. Vi ved jo alle, at begrebet seksuel frigørelse handler om kvinders seksuelle frigø’relse, for mænds seksualitet har generelt altid haft langt bedre legitimitet end kvinders. Vi lever trods alt i Patriarkatet, det er også kun derfor, man kan arbejde med begreber som, at mænd ”ikke kan styre sig” og ”skal have afløb” rent seksuelt, selvom det jo er ret fornærmende overfor mandekønnet som man jo, hvis det var rigtigt, ikke ville kunne betro at betjene tungt maskineri eller nogensinde at opholde sig i trafikken, eksempelvis.

Men – der er en særlig dansk hyggeglæde over at lege, at prostitution har noget med kvinders seksualitet og kvinders frigørelse at gøre. For eksempel – og meget typisk – skrev en af sexkøbenes mest halsstarrige forkæmpere, Christian Groes, i et af sine nyere i rækken af talløse debatindlæg om sagen,  at det svenske sexkøbsforbud ”begrænser kvinders seksualitet” og at det herved ”mister en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.” Citat slut.

Vi skal altså simpelthen lege, at det at sælge sine kropsåbninger og dertil hørende service til mænd og udføre netop det, som kunden ønsker, har noget med kvinders seksualitet at gøre. Det er der nok en del prostitutionskunder, der synes, det er skønt at bilde sig selv ind, og undersøgelser viser da også, at mange af dem mener, at der er tale om gensidig nydelse.

Det siger de tidligere prostituerede så, at der IKKE er. Faktisk tværtimod, så føles det som overgreb og betalt voldtægt. Måske fordi det er det, det er. Dertil kommer så et aspekt af magtudøvelse, både psykisk og fysisk, ofte voldeligt. Ifølge den seneste undersøgelse herhjemme er der en del prostitutionskunder, der lægger vægt på den rare følelse af magt, som det giver dem at gå til prostituerede.

Det, der foregår mellem prostituerede og deres kunder er en handel. Den går ud på, at kunden har ret, og det kan så være mere eller mindre tåleligt eller ubehageligt for den prostituerede.

Det er LOGIK, men fordi ydelsen handler om en form for sex, så kan fortalerne tage alle modstandere som gidsler i et krydsfeldt hvor sværdslaget står om definitionen: ER det sex eller ej? Det er populært at kalde det sex-køb og dermed definere transaktionen som sex. For så kommer der en klang af gensidighed i det, og så kan man tillade sig at lade som om, at kvindens seskualitet er involveret lige så vel som mandens.

Men her er det tid at spole tilbage. Kvindens seksualitet er ikke involveret.

Dels handler alt i transaktionen om mandens seksualitet. Det er ham, der vil noget, ham der opsøger, ham der afgiver ordrer, ham der får, og ham der betaler. Men vi skal spole et lille stykke mere tilbage og lige fjerne ordet sex fra ligningen: Det er ikke sex-køb. For det der foregår er netop ikke sex. Sex er noget gensidigt. Dvs med lyst og frivillighed fra begge parter. Sex er ikke noget, man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at dyrke, eller som man får langvarige skadevirkninger af. Jeg gider ikke uddybe det mere, for alle ved det.

Lobbyisterne ved det også – men leger, at de ikke ved det og ikke er i stand til at skelne, under påskud af, at der ikke er noget at skelne imellem. Det er derfor, de har indført ordene ”Sexarbejdere” og ”sexkøb”. Men faktisk burde vi overhovedet ikke bruge de ord. Det, vi taler om, bør retteligt hedde ”overgrebskøb.” Det andet er spin. Det er sludder. Det er beregnet på at male tingene lyserøde og samtidig tage alle som gidsler i en debat der flyttes over i et seksualmoralsk felt. Som om man er modstander af sex, hvis man er modstander af prostitution. Det svarer til at sige at jeg hader appelsiner, hvis jeg er vegetar.

Der er desværre rigtig mange der holder fast i og hopper med på den rare trygge diskurs om at man er snerpet, hvis man ikke bryder sig om prostitution. Fordi definitionen på det, der foregår, stadig er, at det er sex.

Sexkøb, som sagt. Hvor det burde hedde ”voldtægtshandel”, ”betalt overgreb” eller ”Kropsåbningskøb.” Den der har definitionsretten, har som bekendt magten. Og den ligger desværre hos det store flertal af folk og lobbyister, politikere og debattører, der formår blive ved med at definere det, der foregår som sex.

For når man kan slå modstanderen ned med ord som ”moral” og ”snerperi”, så er man godt foran.

Vi ved godt, at i Danmark er vi helt fantastisk frigjorte, se bare hvor hyggeligt alle mødre må amme på cafeerne, og hvor skønt vi alle sammen har det med vores krop, og hvordan vi 100% har afskaffet ideen om, at piger og kvinder er ”billige” eller ”nemme” hvis de har mange sexpartnere! Det er også derfor vi overhovedet ikke kender noget til hævnporno i Danmark – hævnporno virker jo kun, hvis man har en kultur hvor man kan udskamme kvinder for at vise sig nøgne eller flashe deres seksualitet.  (NB: Dette sagt i et forhåbentligt stærk ætsende ironisk tonefald!)

Nå, måske ikke lige på de punkter..men vi kan i hvert fald godt lide BILLEDET af os selv som frigjorte, det virker charmerende og afslappet, og så pyt med at 80% af danske kvinder har oplevet sexchikane. – altså sådan noget grænseoverskridene magtudøvende, måske truende, måske også fysisk, og i hvert fald ubehagelig krænkende seksuelt ladet opførsel…Det tror vi jo heller ikke på, heldigvis! Den der EU-rapport kan bare ikke være rigtig, derfor gider vi ikke at snakke om den.

Nej, vi er bare frigjorte på den fede måde, og derfor skal vi selvfølgelig have prostituerede, der simpelthen dyrker sex med kunderne fordi de synes det er livsbekræftende og lækkert, – fuldstændig ligesom minearbejdere i Ukraine har jobbet, fordi de er så fascineret af at arbejde med kul, og ligesom folk der bor på lossepladser i U-landene de er der, fordi de går meget op i genbrug.

Så den fælles konsensus i Danmark er altså, at prostitution er vigtigt, for ikke at støde an mod frigjortheden, (kvindernes), som man gør hvis man kriminaliserer kunderne.

Og her mener vi jo – dvs. den fremherskende mening – IKKE at det her har noget med kundernes seksualitet at gøre, for den vil vi ikke snakke om. Nej, det skal hedde sig, at det handler om kvindernes seksualitet, som vi vil begrænse eller prøve at kontrollere via et forbud. Ligesom man ville forhindre folk på lossepladserne i Indien i at dyrke deres interessere for recycling, hvis man havde et socialt sikkerhedsnet, der gjorde det muligt for dem at have en bolig.

Det er til gengæld slående hvordan det, der skaber HELE grundlaget for at prostitution findes, vitterligt aldrig nævnes i debatten. Det er jo kundernes – og ikke mindst de potentielle kunders – behov. Det er sådan set deres seksualitet og utvivlsomt i mindst lige så høj grad deres behov for at føle og udøve magt over det andet køn, som det hele handler om.

Det er primært i DERES interesse, at de kan gå til prostituerede uden at skulle bekymre sig om straffeattesten . Og uden en mulig stigmatisering som følge af forbud, som den vi har set med rygning, hvor rygeloven faktisk har skabt et overvejende meget forandret syn på rygere.
Det, der ikke må anfægtes – det er jo nok sagens kerne: Det er mænds berettigelse.

Berettigelsen til altid at kunne købe sig til seksuel tilfredsstillelse. Berettigelse til altid at kunne blive betjent af en kvinde, altid at kunne føle sig bedre og over i forhold til en kvinde. Den berettigelse, som hver syvende mand i Danmark benytter sig af, og som resten uanset om de afskyr tanken, eller om de leger lidt med den, eller om de stort set aldrig tænker på det – har. Den samme berettigelse, som en del mænd i almindelighed også benytter sig af til at kommentere på kvinders udseende, ansigtsudtryk, tøj, vægt, bryster med mere.

Berettigelsen, som også er en fælles dybt forankret vedtægt af at mandens ret og krav overfor kvinder står over alt andet. Det er DET vi skal snakke om nu, når vi snakker om et forbud. At vi i Danmark mener, at mænds behov for at få deres berettigelsestrip bekræftet står over det faktum, at prostituion er en alvorlig hindring for ligestilling i samfundet. Noget de har indset i mange andre lande, hvor man har lyttet til Europa-Parlamentets anbefalinger fra sidste år om at indføre den svenske model.

Anbefalinger der bygger på så mange data om, hvordan prostituion skaber og fastholder et negativt kvindesyn.

Det er åbenbart det kvindesyn, man i Danmark ønsker at holde fast i, fordi det føles så varmt og loddent indvendigt med al den berettigelse.

Det er DET vi skal have på bordet, og det skal vi, for vi er nødt til at blive ved med at tale om det her i Danmark, og debatten skal ud af det underlige mugne bur af spin om sex og snerperi, som den bliver låst ind i igen og igen, så den er i behørig afstand af Patriarkatets sukkermad.

Men vi skal tage den sukkermad, og så skal vi gøre det, som den fortjener at vi gør med den. Det skal vi gå i gang med nu, og så skal vi fejre det næste år 8.marts!

Jeg holdt talen 8. marts til 8.marts-initiativets arrangement efter demonstrationen for forbud mod sexkøb.

Internettet er sexistisk

Nettet har givet nye former og virkemidler til sexismen i samfundet, og de bliver brugt stadig flittigere. Det ses i den virtuelle hverdagsssexisme mod kvinder i form af online-trusler og stalking, hævnporno, og videoer af voldtægter. Og det fastholdes og forstærkes – som i det analoge – af at de online-fora, hvor chikanen foregår, i overvældende grad er styret og administreret af mænd, der fastholder den sexistiske struktur via deres forretningspraksis.

blog sexistisk internet 2

En ud af fire kvinder i alderen 18-24 er blevet stalket online, viser en ny undersøgelse. Og en ud af fire af de unge kvinder er blevet seksuelt chikaneret på nettet.

Sexisme modereres dårligt 
De sociale medier, hvor det meste af den sexistiske chikane mod kvinder udfolder sig, kunne via moderering bremse mange uheldige, sexistiske tendenser. Men de gør det ikke. Der tegner sig et behov for moderatorer, der er uddannet til at forholde sig til kvinders behov, da de viser sig at være anderledes end mænds i forhold til online chikane.
Derfor er det relevant, foreslår Soraya Chemaly i bloggen på New Statesman  at give moderatorer, redaktører og chefer uddannelse i at forstå kønsrelateret vold, ligesom der bør være retningslinjer på debatfora/sociale medier, som definerer ”trussel” videre end en trussel om umiddelbart forestående fysisk vold.

blog sexistisk internet 3

Dette er ikke mindst relevant i de sager, hvor mænd udøver psykisk terror mod kvinder eksempelvis ved hjælp af hævnporno, som er et stigende fænomen også herhjemme, og via deciderede kampagner med opfordringer til vold og mord på kvinder, som man eksempelvis ser det i Pakistan. Her er det netop Facebook og Twitter, som aktivistgrupper holder ansvarlige for udviklingen.

Et demokratisk problem
Udover de utallige helt almindelige unge piger, der oplever stadig flere tilfælde af seksuel chikane og trusler på nettet, er der også andre grupper, der er særligt udsatte. Herhjemme satte DR2 i efteråret fokus på hvad kvindelige politikere og debattører bliver udsat for, og i debatten dukkede da også den tanke op, at det udgør et demokratisk problem, når det ene køn er særligt udsat for trusler, intimidering og nedgørelse.

Jeg har selv talt med en del kvinder i  Everyday Sexism Project’s regi, der siger, at de ikke vil blande sig i debatten, fordi de ikke magter den sandsynlige chikane, der vil følge med, og jeg har katalogiseret indlæg på projektets hjemmeside, hvor kvinder anonymt beretter om de grovheder, de bliver udsat for.

Sikkerhedsorganisation advarer mod tendensen
Også kvindelige journalister er særligt udsatte for grov online-sexisme og trusler, og det  i en grad, så OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, advarer mod det. Det er ”et globalt fænomen, der vokser i et meget hastigt tempo,” siger Dunja Mijatovic fra OSCE til BBC News.

De kvindelige journalister lever med jævnlige eller daglig chikane, trusler om voldtægter, seksuel vold og død. Mijatovic udtaler, at hun er alarmeret over, hvordan kvindelige journalister og bloggere bliver angrebet på de sociale medier, især når de skriver om politik, kriminalitet og emner, der  omhandler tabuer og dogmer i samfundet.  Ofte går angrebene dog ikke på indholdet i artiklerne, ”men sigter i stedet til at nedgøre journalisten som kvinde,” siger Mijatovic til BBC News.

blog sexistisk internet 4
En af dem, der personligt oplever tendensen som tiltagende, er den svenske TV-vært Jenny Alversjo, som bl.a. har fået dødstrusler, hvor der blev sagt, at hun kun havde to uger tilbage at leve i.  Hun siger til BBC News, at hun har vænnet sig til gennem 20 år i jobbet at være målskive for folks meninger. Men ”for fire eller fem år siden var der noget, der ændrede sig, og tonen blev meget mere aggressive og truende”, udtaler hun.

Tyrkisk journalist frygter for sin sikkerhed
En anden af de journalister, der får truslerne, er tyrkiske Amberin Zaman, der dækkede protesterne i Istanbul i 2013 for the Economist. I den forbindelse modtog hun flere hundrede stærkt ubehagelige og truende beskedder på Twitter, ”med det mest obskøne sprogbrug, hvor folk truede med at slå mig ihjel og voldtage mig.” fortæller Zaman og giver et eksempel : ”Nogle truede med at tvinge mig til at sidde på en smadret vinflaske.”
Da hun sidste måned rapporterede om Charlie Hebdo-massakren, væltede en ny serie grove trusler ind på Twitter. ”Det har gjort, at jeg frygter for min sikkerhed, når jeg går på gaden,” siger Zaman.

Twitter gik sidste år i samarbejde med aktivistgruppen WAM for at nedbringe den seksuelle chikane på mediet  Men det udfolder sig altså stadig i fuldt flor, ligesom på andre sociale medier.

Penis i ledelsen
Tilfældigvis er 79% af cheferne på Twitter, hvor rigtig meget chikane finder sted, mænd. På såvel Twitter, Facebook som Google er syv ud af ti ansatte mænd. Og samtlige de sociale medietjenester synes på samme måde at have en konsensus om kønsfordelingen i ledelsen. Otte af ti af hver virksomheds ledere skal nemlig være forsynet med en penis, viser den nyeste kortlægning. 

Et tilfælde? Måske. Men tonen, vilkårene og den overordnede politik på de sociale medier hvad angår sikkerheden, trygheden og udfoldelsesmulighederne alt efter, om man er kvinde eller mand, er tydeligvis en spejling af et samfund hvor de fleste magthavere generelt er mænd – og hvor sexismen er en integreret del af den grundlæggende struktur.

Som Soraya Chemalya skriver: ”At systemer genskaber de stereotyper og implicitte synsvinkler hos de mennesker, der designer dem, er old news. Det nye er imidlertid, at internettet gør effekterne meget mere åbenlyse.”

Nej, det er sgu ikke din egen skyld

blog dårligt selvværd

Hvis vi bare styrer vores underbevidsthed, så er objektificerende reklamer ikke så slemme. Det er et af budskaberne i dagens Signatur i Politiken. Den er en reaktion på en ny rapport om kvinders kropsbillede, der viser at millioner af kvinder verden over har en relation til deres kroppe, der for 20 år siden ville være blevet betegnet som sygelig, og at det er en følge af objektificering og perfektionsidealer i markedsføring og overalt..

Rapporten har været omtalt i Information, der bl.a. skriver: ”Der er sket en normalisering af dårligt kropsbillede, og det lægger skygger over de faktiske følger. Samtalekulturen og psykiatrien har vænnet sig til, at kvinder har det dårligt med deres krop.” En af forskerne bag rapporten, Emma Halliwell, siger til Information: “Det var meget vigtigt for os at inddrage samfundets strukturer og sætte dem i fokus.”

Men Amalie Kestler vil i dagens signatur hellere flytte fokus over på individet. Overskriften på hendes indlæg er: ”Kvinde, du er sgu din egen.” Hun mener nemlig, at selvom strukturerne er problematiske, så har den enkelte kvinde et ansvar. Som hun skriver: ”Vi kan sige, at det er samfundets skyld. Vi kan sige, at det er kapitalisternes skyld. Vi kan sige, at det er markedskræfternes hærgen. (…) Men lad os samtidig være ærlige: Det er op ad bakke at kæmpe med storindustrier i Hollywood, modeuger i Paris og det globale salg af dameblade. Fællesskabet er til dels magtesløst over for den type stærke strukturer, som jo til dels er styret af forbrugere, altså os selv. Derfor er den kamp, som den enkelte pige og kvinde må kæmpe, meget vigtigt.”

Amalie Kestler henviser bl.a. til den nye rapports konklusioner om, at en af følgevirkningerne af at ødelægge kvinders selvværd er er negativt udbytte for samfundsøkonomien, idet kvinders negative selvbilleder fører til, at færre af dem bliver ledere og iværksættere. “Rapporten beviser, at et negativt kropsbillede har omfattende negative konsekvenser både for pigers akademiske præstationer og deres sociale liv”, siger en af forskerne bag rapporten. Et negativt kropsbillede fører til lavt selvværd, som fører til mindre lyst til at tage taletid både i skolen, på jobbet og i medierne. Det viser den forskning fra hele verden, som sammenstilles i den nye rapport.

Amalie Kestler mener, at selv om man kan få øje på nok så mange problemer i kulturens evige udstilling af uopnåelige kropsidealer, så “bør en rapport som denne også få pilen til at pege indad. Og her kan enhver kvinde, som føler sig overdænget med og styret af urealistiske kropsbilleder, stille sig selv følgende spørgsmål fra bullshit-detektoren: 1)Er det rimeligt, at damebladene bestemmer, hvordan jeg har det med mig selv? 2)Er det logisk, at jeg lader mit selvværd og humør diktere af den skiftende mode og 3) Giver jeg op og gør mig selv til villigt redskab for den stærke påvirkning af min underbevidsthed, som film, tv og reklamer udøver hele tiden? Og hun mener, svaret bør være nej. Hun sætter trumf på ved at erklære: ”Individet er ikke magtesløst. Det kan både kæmpe imod og nægte at lade sig påvirke.”

Spørgsmål 1 og 2 kan vi vel alle svare nej til, men det barberer ingen geder. At man intellektuelt forstår, at noget ikke er rimeligt, ændrer som bekendt ikke den følelsesmæssige reaktion på det. Hvis du får bank af din mand hver dag, så får du det ikke bedre eller mere afslappet med det uanset hvor klart, du har indset, at det ikke er rimeligt. (Og her taler vi om en situation, hvor det er 100% umuligt for dig at forlade den voldelige mand. Ingen kan heller undslippe de objektificerende idealbilledbombardementer fra reklamer.)Spørgsmål 2 om logik hjælper heller ikke. For de mekanismer, der er på spil, når det handler om massiv propaganda, er jo hinsides logik som al manipulation i øvrigt.

Det værste er imidlertid spørgsmål 3. For Amalie Kestler victimblamer med kæk mine som en frisk spejderfører, når hun gør hele molevitten til et jævnt og ukompliceret anliggende om at give op eller ej - og fremstiller det som et valg, alle piger og kvinder har: “Gør jeg mig selv til redsakb for den stærke påvirkning af min underbevidsthed (etc.)” .

Som om man kan gøre sig selv til et redskab – eller lade være. Det er det samme som at sige, at hvis folk selv vælger at åbne munden og sluge maddingen, så er de selv ude om det. Det er at skyde skylden på offeret. Men helt ærligt, svaret ligger jo i spørgsmålet: Når det handler om stærk påvirkning af ens underbevidsthed, så har man ikke rigtigt et valg. Faktisk slet ikke, overhovedet. Underbevidstheden modtager påvirkninger – punktum. Hvis Amalie Kestler (eller nogen anden) har en dokumenteret effektiv metode til at lukke for udvalgte indbakker i underbevidstheden, så vil jeg anbefale at gå ud lige nu og blive filthy stenrig på at sælge kurser i det – jeg tilmelder mig selv og min 14-årige datter uanset prisen. Jeg tror bare ikke på det og synes, det svarer lidt til , da hin navnkundige republikanertype udtalte, at kvinder ikke kunne blive gravide ved voldtægt, fordi kroppen har en måde at lukke ned på. You wish.

Jeg bliver virkelig trist og også gal på alle unge pigers vegne over at nogen, og ikke bare en tilfældig tåbelig republikaner eller anti-feminist, men Amalie Kestler, fortæller dem i en ellers venlig og etableret avis som Politiken, at det faktisk er deres egen skyld hvis de bliver påvirket negativt af non-stop manipulation og budskabsbombardement. Det er det IKKE.

Som Emma Halliwell, forsker bag omtalte rapport, siger til Information: ”Jeg vil gerne tage afstand fra ideen om, at kvinder som individer kan droppe skønhedsidealer.” Hun understreger, at man ikke kan vælge presset fra. Bevidstheden om det vurderende blik udefra kalder forskerne ”selv-objektificering”. Det vil sige, at idealet bliver så integreret i ens selvbillede, at man til sidst pålægger sig selv hele dette pres.

Jeg er enig med Amalie Kestler i, at det er en god ide at kæmpe imod, forstået på den måde, at jeg synes det er positivt, hvis man har energi til i det mindste at forsøge. Men for det første er det langtfra alle, der har ressourcer til det. Det er ikke alle, der har kendskab til mekanismerne og hele spillet, og det er især ikke alle piger på 12,13,14,15,16 år, der har det, selvom de er rigeligt påvirkede af det og får spiseforstyrrelser og andre lidelser som følge af det. I Danmark har eksempelvis en ud af fire 13-årige piger det dårligt med deres kroppe, og Børnerådet, der lavede undersøgelsen, vurderer, at det netop hænger sammen med de mange billeder af perfekte kvindekroppe, som pigerne ser hver dag.

Det er også meget langtfra alle piger – og kvinder –  der har overskud til så at tage stilling til det, og prøve at overskue og gennemskue, hvad det er der sker. Jeg tror faktisk, det er de allerfærreste, da det jo ikke er alle unge piger, der vokser op i rare, trygge hjem, hvor der er økonomiske, følelsesmæssige og intellektuelle ressourcer og stabilitet nok til at en datter har emotionelt og udviklingsmæssigt overskud til at give sig i kast med at være Rasmus Modsat overfor en kultur, der genererer nye ondskabsfuldheder mod unge piger 24 timer i døgnet overalt.

For at svømme op mod strømmen skal man være et sted, hvor man er tilstrækkelig oplyst, tilstrækkelig desperat/rasende og et eller andet sted tilstrækkelig sikker på sig selv eller i hvert fald naturligt fandenivoldsk til at turde forsøge oprøret. Det er også svært når man er i 20′erne eller i 50′erne. Det er krævende ad H… til at udfordre en mastodontisk kultur. Der skal være tid, mod, energi og alt muligt andet til stede. Og så er vi egentlig tilbage ved 0: For piger og kvinder kan altså ikke undgå at skulle bruge enorme mængder af energi på sagen, uanset om de arbejder utrætteligt på at leve op til kulturens idealer, eller om de slider sig i laser på at kæmpe imod den. Begge valg er et udslidende Sisyfos-arbejde, og det tager hjerneaktivitet, også selvom man – da man også har andre gøremål og problemer i livet – maser det meste ned i underbevidstheden, hvor det så kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse eller generere stigende behov for lykkepiller, fx). Og al den hjerneaktivitet der går på enten at være med eller imod eller prøve at glemme det, den kunne ellers være brugt på at få bedre karakterer, få sagt sin mening på mødet eller arbejde mere målrettet på at få det lederjob.

Netop under Amalie Kestlers signatur i dagens avis finder man et debatindlæg om markedsføring af alkohol til unge. Det er Alkohol og Samfunds forkvinde, der mener, at det skal forbydes. Det viser sig nemlig – surprise – at påvirkningen fra reklamerne spiller meget væsentligt ind på, hvor meget alkohol unge drikker!

A & S-forkvinden skriver bl.a.:”I Alkohol og Samfund mener vi, det er på tide, at politikerne kommer på banen og får lavet et forbud mod al markedsføring af alkohol. Ikke flere reklamer med unge mennesker, der har det sjovt på grund af alkohol, ikke flere diskoteker, der lover gratis drinks til elever, der får et 12-tal til eksamen, ikke flere reklamer eller annoncer, der viser andet en det, der reelt er produktinformation: Her er en flaske rødvin, den er fra Italien og koster 49,95 kroner. De har gjort det i Frankrig med lavere alkoholforbrug til følge..”

Her har vi en dejlig anskuelighedsundervisning i konsekvenser af reklamepåvirkning: Hvis folk får at vide, at de får det sjovt, når de drikker, så drikker de. Hvis de ikke længere får det at vide, så drikker de ikke lige så meget. Aha! Man kunne selvfølgelig også have valgt at sige, at de unge bare skulle arbejde med sig selv og sige reklamernes budskaber i mod, og tænke over om de mon ikke kunne have det sjovt med mindre alkohol – eller uden. At de bare skulle være trodsige mod reklamerne. Men her valgte man altså at stoppe markedsføringen i stedet, selvom en ganske stor industri sikkert nu er mopsede på de franske politikere, fordi begrænsninger jo altid er irriterende.

Kunne man forestille sig en lignende politisk stillingtagen til de industrier, der skovler penge ind på at sørge for, at piger og kvinder altid har det dårligt med deres kroppe, så de køber tryllemidler, der kan gøre den lidt mere acceptabel? Og de industrier, der bare pr. refleks markedsfører hvad som helst på bekostning af kvinder, der bliver parteret ud til objekter for at sælge lidt opmærksomhed til producenterne? De medier og virksomheder, der på alle mulige måder kaster mere benzin på objektbålet hver dag?  Det er selvsagt noget mere kompliceret end det med alkohol. Men den udfordring skal jo ikke holde nogen form for lovgivning – eller håndhævning af eksisterende lovgivning – tilbage, medmindre man er et virkelig uambitiøst eller meget fattigt land. Og det bør være den vej, vi skal, i stedet for at individualisere problemerne og italesætte dem som et spørgsmål om, hvad den enkelte “vælger” at modtage og hvordan man så styrer sine egne reaktioner. Den tilgang læsser bare flere krav på en rigeligt udfordret befolkningsgruppe – og det værste er, at tilgangen er rent ud systembevarende.

Fladpandet fisselettekomik – som jeg dog godt forstår

Anmeldelse af Sanne Søndergaards show. Af Onkel Overklasse

blog Sanne anmeldelse

Den kønne, unge kvindelige komikers nye show er frygtelig plat og endda også så uappetitligt, at jeg flere gange var ved at få den gode, veltilberedte 5-retters menu fra Bjørnekælderen på tværs i mine ellers fordøjelsesbesværstilvænte tarme.

Den unge nydelige kvinde er ude i et vigtigt ærinde, ingen tvivl om det, når hun adresserer det, som hun anser for at være udfordringer på det ligestillingsmæssige område. Og komikere kan naturligvis bruge greb som benævnelser af kønsdele og kropsvæsker for at understrege en pointe. Men det kommer til at virke unuanceret, når en så køn ung kvinde som Sanne Søndergaard gør det så mange gange, og når hun endda bruger disse greb til at latterliggøre det mandlige køn. Der er jo ingen grund til at være så firkantet, og bare fordi hendes mandlige kolleger plejer at gøre dette, så behøver hun vel ikke at gøre det samme. Man kan jo med rette forvente, og det gjorde jeg da selv, at en så fornuftig ung kvinde er sig sit ansvar som feminist bevidst og er lidt mere rummelig og inkluderende, i stedet for blot at udstille de fejl, som hun synes er vigtigt at påpege – det synes mange af de unge kvinder jo i dag, og det skal de naturligvis have lov til. Men det irriterer nu for meget, når de så gør det.

Men som sagt, de skal have lov til det, og jeg havde såmænd selv taget min niece med for at vise, at jeg synes, det er fint og endda acceptabelt, at unge kvinder udveksler lidt synspunkter indbyrdes, og også for at kunne tage hende med på råd som sandhedsvidne til min anmeldelse, som hun er 100% enig i, og dette beviser jo, at jeg – atter – har ret.

Jeg mener bestemt også, at Sanne Søndergaard ikke er en uintelligent ung kvinde. Men det virker ærligt talt lidt surt og uklædeligt, nærmest ukvindeligt, når en sådan kvinde forsøger at gøre grin med mænd – jeg siger forsøger, men der var da en enkelt gang under showet, hvor jeg grinede, for jeg har bestemt humor og masser af tyk selvironi, det er jeg selv fuldstændig enig i. Jeg føler blot, det er min venlige pligt at påpege, at kvinder som Sanne i stedet bør være langt mere nuancerede og også fremhæve, hvor kloge og gode mænd er, og hvor meget vi støtter kvinders ret til lejlighedsvis at vise tingene fra deres side, også når de prøver at bruge humor. De bør bare være mere kærlige og rummelige overfor alle mænd som helhed, især når de husker, at vi er mange mænd på toneangivende medier, der benytter vores position som meningsdannere til at vise, at vi støtter kvinders ret til at sige deres mening – selvom vi naturligvis sørger for at kalde den skinger, når det er på sin plads, for eksempel fordi de siger tingene på deres måde og ikke sådan, som vi mener, at de skal siges og tænkes.

Humor er fint, og det er som sagt godt, at kvinder forsøger at komme med på vognen med at bruge humor – Sanne Søndergaard er der også på højde med to kvinder i udlandet, der på samme måde forsøger sig på feltet, og som dem skal hun have ros for, at hun er så modig at udsætte sig for eksempelvis ældre onkel-agtige anmelderes patroniserende analyser. Det er bare ærgerligt, at det virker så skingert, og jeg bruger naturligvis ordet fordi det ganske enkelt er min professionelle, objektive vurdering som ældre mandlig toneangivende anmelder, og ikke fordi jeg tænker over, at dette ord er blevet en form for fast standard-indsølingssubstans, som er blevet gangbar devaluerende valuta når det gælder om at få feministiske, anti-sexistiske kvindeytringer til at fremstå latterlige, useriøse og tåbelige. Sanne Søndergaards show var ganske enkelt skingert, fordi det var for overdrevet i fremstillingen af stereotyper, og hun ligesom holdt fast i, at hun mener, at nogle mænd skulle være nedladende overfor kvinder. Men ellers synes jeg bestemt, at det var morsomt.

Medier, der hader kvinder, der ikke elsker hverdagssexisme

blog new york

Har kvinder ret til at føle sig krænkede, når mænd antaster dem? Det har været ugens spørgsmål, især i kølvandet på vidoen med kvinden, der bliver antastet mere end 100 gange på 10 timers gåtur i New York. I Berlingske i går kunne filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt heldigvis sætte alting på plads, da han svarede på alle kvinders vegne: “Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning.” Og han fastslår, at videoen ikke er relevant for danske kvinder, og at den ikke burde forarge danskerne. Berlingske har så i øvrigt valgt ikke at tale med nogle af de kvinder, der faktisk føler sig krænkede over antastelser, og som derfor mener, at videoen er relevant.

Dem er der ellers rigtig mange af i de debatter, der ugen igennem har kørt på de sociale medier. Bl.a. på 22Skammelsens Facebookside, hvor adskillige kvinder over flere dage berettede om, hvad de selv har oplevet på de danske gader, og hvordan og hvorfor det føles ubehageligt.

Midt i alt dette udkom tilfældigvis en udgave af programmet DR3 bestemmer (i mandags), hvor et af spørgsmålene til de to “dommere” og en indkaldt “jury” lød: Er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i måsen?

Det handler naturligvis om, hvorvidt en kvinde er snerpet hvis hun ikke kan lide, at mænd tager på hende.

En pige i 20′erne anklagede konkret sin veninde sådan her: “Jeg anklager Amalie for at være lidt hysterisk og reserveret med den fysiske kontakt. Hvis man er i byen og man får et lille nap i numsen og en kærlig kommentar, så skal vi ikke ud i krise og drama og kollektivt had og feministisk ego osv. Så tager man det som den kompliment, det i princippet er.”

Værten spørger så, hvor grænsen mellem “et lille venligt klap” og chikane går? Pigen siger så, at det kun er chikaneagtigt hvis den samme person gør det flere gange!

Værten italesætter det frisk, som om Amalie er hysterisk, og spørger hende derefter, hvad man egentlig “må” for hende, når hun er i byen. Hvortil hun siger: ”Man skal bare lad være med at røre på mig på den måde.- det er MIN numse.” Men da hun så bliver gået på klingen med, om “man” må tale til hende: ”Må man godt komme op og sige hvor er du lækker?” føler hun alligevel, at det skal hun “i det mindste” give lov til. Det ligger klart i luften, at nogen har krav på noget fra hende, og at det skal hun indordne sig efter. Den mandlige “dommer” indrømmer da også med bredvillig stolthed, at han selv gramser løs på fremmede piger og deres røve i byen: ”Der er 1,5 promillegrænsen – så bliver der klappet, og taget også, og så videre,” siger han med stor selvtilfredshed, og værten og flere andre får et hyggeligt latteranfald, der 100% klapper manden på skulderen, fordi han praktiserer freestyle gramsning i byen. Han indrømmer med fornøjelse, at der ER nogle, der er blevet sure, og han har også fået en lussing på et tidspunkt. Ha,ha, det er sjovt!

Da juryen umiddelbart er stemt for, at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur over at blive taget på røven i byen, er værten ved at falde ned af stolen af overraskelse. han kvitterer da også med bemærkningen: ”Størstedelen af juryen mener at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur…, så I er faktisk nogle snerper alle sammen!”

Senere skal vi have afgørelsen, og spørgsmålet til juryen lyder: “Jury, er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i numsen?”  Det, der hedder et ledende spørgsmål, med en klokkeklar bias: Et “lille klap i numsen” lyder jo fuldstændig overlagt som noget hyggeligt, rart og ønskværdigt – ordet “lille” er uskyldigt, det samme er ordet “klap” – det lyder som et ønsket kærtegn alt i alt – og så er det “i numsen” så man associerer lidt til små børn. Ordet snerpet er så modsætningen – og det er som bekendt et negativt ladet ord, som altid bruges i forbindelse med modvilje mod chikane og uønskede tilnlrmelser, overgreb m.m.

Alligevel svarer 59% af juryen nej til spørgsmålet, og dermed har Amalie lige præcis “vundet” sin ret til at blive sur over hverdagssexistiske berøringer. Og værtens overraskelse er betragtelig – han ser helt vantro ud, tøver med at læse kendelsen op og og lyder som om, han er alvorligt i tvivl om der foreligger en fejl, da han modvilligt forkynder dommen.

Amalie fik altså ret til at blive sur over at blive raget på i byen. Fantastisk for hende – så mangler der bare, at alle andre kvinder får den samme ret. Hvis Berlingske følger sin artikel om gadechikane op med en tilsvarende “jury” i form af en undersøgelse, kan man håbe, at det går lige så godt. I modsat fald har vi altså IKKE ret til at føle os krænkede. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at vi så ikke længere får den følelse, når nogen gør noget, der er krænkende for os. Men hvis vi ikke har ret til følelsen, så er det til gengæld afgjort, at vi i hvert fald skal holde vores kæft og lære at leve med det. En mulighed, som både DR og Berlingske lægger op til i deres vinkling og italesættelse af kvinders oplevelser med hverdagssexisme. Som i sig selv er hylende hvinende sexistisk med diskursen om, at nogen har ret til at bedømme, hvad der er belastende for rigtig mange kvinder.