Brysterne i byen

blog bryster TIME

Hvad bestiller mødre i det hele taget på cafeerne? Spørgsmålet er i spil i debatten om, at cafeer nu må smide ammende mennesker ud. ”Det er IKKE babyens behov at gå på café” skriver én fx på Johanne Schmidt-Nielsens Facebookside. Og det er vel sandt nok.
Jeg synes, det er sjovt, at en debat om amning på cafeer kan bevæge sig over i, at folk m/k mener at have ret til at afsige domme vedrørerende andres frekvens for cafébesøg. Domme, der har afsæt i, at de pågældende er småbørnsmødre, og at dette forhold berettiger andre til at være medbestemmende om, hvilke adspredelser og aktiviteter, de prioriterer. Interessent pointer om, hvor meget samfundet mener at have aktier i moderrollen… For det er ikke barnets tarv, denne del af snakken drejer sig om. Ingen mener vel, at det decideret er usundt for en baby at være på café. Nej, sagen er, hvorvidt moderen overhovedet skal rende rundt på den slags etablissementer, når hun nu har et lille barn..som hun åbenbart burde lave andre ting sammen med i stedet for, og som åbenbart tilfører hende en bestemt rolle, der ikke er fuldt forligelig med cafébesøg..

blog bryster glad baby

Det minder mig om et fantastisk blogindlæg af Søren Pind, hvor han også retter anklager mod forlystelsessyge, cafégående mødre. Det har jeg analyseret, fordi det på nydeligste vis anskueliggør, hvordan moderrollen betragtes af en del medborgere, hvilket kommer op til overfladen ved hver givne lejlighed.

Fy, slem mor!
Pinds indlæg var en reaktion på følgende:
”90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor,” skrev cand. mag. Malene Neis i Politiken den 8. december 2012. Det fik hun overvældende mange hug for af såvel anonyme som fremtrædende debattører.

Pointen i hendes indlæg er, at hun finder meget af mor-konceptet opreklameret, og at det er tabubelagt at tale om de slidsomme og mindre pragtfulde sider af sagen. ”Belønningen er 10%, hvor alt går op i en højere enhed,”  skrev Neis bl.a. Dermed stak hun hånden i et hvepsebo. Det væltede ind med fordømmende kommentarer, og adskillige mødre skrev, at de var fuldstændig uforstående over for, hvad Malene Neis mente. Både mænd og kvinder mente desuden, at de var berettiget til at skrive, at hun simpelthen aldrig skulle have børn. Hun var med andre ord ikke værdig til moderskabet, sådan som vi åbenbart har vedtaget, at vi forholder os til det. Flere hundrede mennesker mente at have aktier i en vildtfremmed kvindes moderskab, ganske enkelt fordi hun tillod sig at anfægte vedtagne, hellige idealer. Og det var Politiken-læsere (!). I den gængse forestilling er sådan nogle ellers tolerante, moderne, frisindede, mangfoldighedsmindede, kulturradikale, feminister og bøsser, i hvert fald mere end så mange andre læsere.

Da Søren Pind havde læst debatindlægget, sprang han ud på sin egen blog som en krydsning mellem Kingo og Jeppe Aakjær med en svulstig opsang til Neis. Hans overordnede sigte var at beskylde kvindefrigørelsen for at fostre denne formastelige type kvinder/mødre. “Det er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne,” skriver Pind.

blog bryster Jomfru M

Som argumentation tegner han et forbillede-portræt af en ÆGTE mor i form af et malende referat fra en luthersk-missions begravelse af en opofrende bornholmsk kvinde, som var død for nylig. Hun var ifølge Pind gennem hele sin ”eksistens underkastet årstidernes skiften,” og hun havde altid vidst, at ”sorg og glæde de vandre til hobe.”(Kingo, 1681).

Tomme og hule cafébesøg
Størstedelen af indlægget består i den Jeppe Aakjær-sang (hvis sprog fik afsmittende virkning på hele Pinds blogindlæg), som den bornholmske kvindes søn reciterede fra ved begravelsen, fordi han forbandt den med sin mor. Sangen er en hyldest til den hårdtarbejdende landbokvinde og en klassisk respekt-erklæring til mennesker, der slider sig gennem tilværelsen i usle kår uden at kny.
Sådan et menneske var den bornholmske kvinde, som ifølge politikeren aldrig tænkte et sekund på, at det ikke var fedt at være mor. Modsat dem, der i dag er mere optaget af cafe latte m.m. iflg Søren Pind: ”Den evige forestilling i storbyen, om evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – altid først, ville have slået hende som underligt vulgær og uvedkommende. En tom og hul tilværelse.”

blog bryster kaffe

Pind slår derimod til lyd for ”en grundlæggende accept af menneskelivets vilkår: Vi bliver født, lever og så dør vi. Sat i kald og stand.” ”Kald og stand”-citatet er fra Luther, der mente, at alle mennesker var kaldet til at leve i det arbejde, de nu engang havde, uanset om det var som præst eller håndværker eller noget helt tredje.  Skomager bliv ved din læst. Og moderskabet er jo f.eks. også et kald… Så det, jeg hører Søren Pind sige med det citat, er: Mor, hold snuden i sporet og klap i – pas dig selv, vær taknemlig, gør dine pligter og tag dig sammen.
(Nu er det meget sjovt, at han underbygger sine tanker med en sang af Jeppe Aakjær, som netop blev kendt for at være imod, at man – det vil sige den lille mand og kvinde – skulle blive ved læsten og slide, mens de holdt kæft. Aakjær var stærkt kritisk overfor arbejdsgiverne, dvs. gårdmandsstanden og dens sociale, politiske og kulturelle undertrykkelse af husmænd og landarbejdere. Han var også gal på præsteskabet, og han førte beviser for, at kristendommen holdt de fattige landarbejdere nede i uvidenhed, så de ikke kendte deres rettigheder eller handlemuligheder. Indre Mission var de værste, syntes Aakjær. Men Pind spænder ham altså for sin ”bliv hvor du er og hold din kæft”-vogn – med udgangspunkt i den missionske begravelse!)


Det er kvindekampens skyld!

Den manende overskrift på Pinds indlæg er ”Slægt skal følge slægters gang” (citat fra Ingemann-salme) og konklusionen, at den moderne kvinde ”i sin befrielseskamp bør anerkende dette”. Det gør hun åbenbart bedst ved at holde op med at sætte moderskabets indretning til debat og så indstille cafébesøgene og det andet frigørelsespjat øjeblikkeligt.

blog bryster amning

Hvad kvindekampen i 70’erne (som Søren Pind henviser til 60’erne) præcist har med overdrevne cafébesøg o.lign at gøre står mindre klart end det faktum, at Pind selv har siddet i en regering, som gennem 10 år opmuntrede til overforbrug, fråds og selvforkælelse – hele den narcissismekultur der er rullet grundigt ind i toneangivende dele af samfundet og også i de dele, der slet ikke har råd, som en del af den værdikamp, de borgerlige i dag står åbent frem og ligefrem brokker sig over at de har vundet så eftertrykkeligt. Nu er der nærmest ikke nogen værdidebat længere, og det er alligevel lidt kedeligt: ”Der er ikke nogen personer, der går op imod den herskende mentalitet og holdning,” udtalte konservative Per Stig Møller i Politiken om emnet 1. december 2012: ”Kultur- og værdikampen handlede ikke om økonomi og lovgivning, men om at ændre holdninger, mentaliteten. Og det lykkedes.” Pinds partifælle Bertel Haarder konkluderer i artiklen: ”Der er en borgerlig grundfortælling, der har sejret«.
Den borgerlige grundfortælling vandt fodfæste i den forrige regerings cocktail af velstand, boligboble, fladskærmspsykose, oppustet økonomi og individ/narcissist-værdier, som har ført til et stærkt fokus på forbrug og selvforkælelse.

Forfatteren Martin Kongstad registrerede i 2007, at de eneste værdier og tendenser fra 80’erne, der havde overlevet, var yuppie-kulturen med dens materialisme og øvrige omvendte dyder – grådighed osv. Som vi faktisk i 80’erne syntes var for meget. De var stadig indhegnet i yuppie-reservatet, og de fleste andre stod og så kritisk på dem udefra, lidt oppefra og ned. Men i 00’erne vandt de indpas som fælles normer for flertallet, og de dominerer endnu, trods en lang recession og stigende ledighed.

Jeg mener ikke, at alle har ret til aldrig at gå glip af noget…nogle gange må man jo vælge.  Men ingen kan tillade sig at sige, at hvis man er en frustreret småbørnsmor, så er man et forlystelsessygt røvhul. Vi har trods alt opdyrket en livsstil, hvor det betragtes som almindeligt at gå på café eller i biografen f.eks. Og da flertallet ikke er ude på et Indre Missionsk overdrev, hvor både tant og fjas skal jages på porten rullet i tjære og fjer, ja, så er vi altså kommet til at dyrke en masse ting, som ikke alle repræsenterer livets dybeste mening. Vi er under massiv påvirkning, der skal få os til at begære alle disse ting, så proceduren er meget svær at undgå, uanset om vi mener noget om sagen eller ej. Eksempelvis sad Pind selv med i den regering, der som en af sine første gerninger fjernede begrænsningerne for TV-reklamer henvendt til børn.
Alle vores konstante behov kan gribe om sig og føre til egocentrering, og den væsentlige grund til at den narcissistiske indstilling er udbredt i bestemte segmenter og deres omegn, er strukturelt funderet. Det er en følge af den lange værdikamp i samspil med økonomiske faktorer, hvis formende effekt i samfundet virker endnu trods en lang recession.

Det er snarere det, Søren Pind skal give skylden for at mængden af selvcentrerede mennesker er vokset, end det er en minoritet af 70’er-feministers kortvarige gennemslagskraft for 40 år siden.
Men det er da rigtigt, at hvis der aldrig var nogen kvinder, der havde arbejdet for at deres stemmer skulle høres i debatten, og at de kunne være selverhvervende og f.eks. lære at formulere og skrive deres tanker ned, så ville Søren Pind kunne omgive sig med flere umælende bornholmske mødre, og sandsynligheden for at en Malene Neis skrev et indlæg ville være mindre, og så ville han være sluppet for at få cafe latten galt i halsen.

Rør blot ikke ved Vor Mor
Nu ved jeg godt, at Pind er Pind.. men dels har han mange vælgere og sympatisører. Værd at notere sig. Men hvad der er mere spændende: Han repræsenterer i sine synspunkter en ufortyndet udgave af den holdning, som trives i bedste velgående hos alle, der mener at have aktier i ”moderskabet” og som i den seneste amme-debat går ind og dømmer om kvinder, der BÅDE vil have babyer OG slubre café latte ude på byens etablissementer. Det er, som om vi åbenbart ikke er kommet ud over en dyb utryghed ved tanken om at de faststrukturerede roller måske ændrer sig lidt.. lige så stille. For det kan føre til forandring, og den indbefatter muligheden for at der ændres noget ved en så ikonisk, klassisk, fundamental og samfundsbevarende rolle som moderskabet. Den rolle bringer altid folk på barrikaderne. Og så claimer de pludselig alle sammen deres aktier i den, mens alle dem der udfører rollen – mødrene – i debatten reduceres til medarbejdere… sat i verden for at opfylde firmaets mission, vision og målsætning, og ikke deres egne behov.

blog bryster bus

Jeg vil slutte med at citere den glimrende skuespiller Ole Boisen, som skrev på Facebook, da anti-amningsafgørelsen kom: “Bare bryster på busserne. Jeg skal lige bede jer om ikke at parkere på vores caféer. Der vil vi nemlig ikke ha’ dem…….. Ligesom man heller ikke må drikke kaffe i bussen. Nemlig!”