Fladpandet fisselettekomik – som jeg dog godt forstår

Anmeldelse af Sanne Søndergaards show. Af Onkel Overklasse

blog Sanne anmeldelse

Den kønne, unge kvindelige komikers nye show er frygtelig plat og endda også så uappetitligt, at jeg flere gange var ved at få den gode, veltilberedte 5-retters menu fra Bjørnekælderen på tværs i mine ellers fordøjelsesbesværstilvænte tarme.

Den unge nydelige kvinde er ude i et vigtigt ærinde, ingen tvivl om det, når hun adresserer det, som hun anser for at være udfordringer på det ligestillingsmæssige område. Og komikere kan naturligvis bruge greb som benævnelser af kønsdele og kropsvæsker for at understrege en pointe. Men det kommer til at virke unuanceret, når en så køn ung kvinde som Sanne Søndergaard gør det så mange gange, og når hun endda bruger disse greb til at latterliggøre det mandlige køn. Der er jo ingen grund til at være så firkantet, og bare fordi hendes mandlige kolleger plejer at gøre dette, så behøver hun vel ikke at gøre det samme. Man kan jo med rette forvente, og det gjorde jeg da selv, at en så fornuftig ung kvinde er sig sit ansvar som feminist bevidst og er lidt mere rummelig og inkluderende, i stedet for blot at udstille de fejl, som hun synes er vigtigt at påpege – det synes mange af de unge kvinder jo i dag, og det skal de naturligvis have lov til. Men det irriterer nu for meget, når de så gør det.

Men som sagt, de skal have lov til det, og jeg havde såmænd selv taget min niece med for at vise, at jeg synes, det er fint og endda acceptabelt, at unge kvinder udveksler lidt synspunkter indbyrdes, og også for at kunne tage hende med på råd som sandhedsvidne til min anmeldelse, som hun er 100% enig i, og dette beviser jo, at jeg – atter – har ret.

Jeg mener bestemt også, at Sanne Søndergaard ikke er en uintelligent ung kvinde. Men det virker ærligt talt lidt surt og uklædeligt, nærmest ukvindeligt, når en sådan kvinde forsøger at gøre grin med mænd – jeg siger forsøger, men der var da en enkelt gang under showet, hvor jeg grinede, for jeg har bestemt humor og masser af tyk selvironi, det er jeg selv fuldstændig enig i. Jeg føler blot, det er min venlige pligt at påpege, at kvinder som Sanne i stedet bør være langt mere nuancerede og også fremhæve, hvor kloge og gode mænd er, og hvor meget vi støtter kvinders ret til lejlighedsvis at vise tingene fra deres side, også når de prøver at bruge humor. De bør bare være mere kærlige og rummelige overfor alle mænd som helhed, især når de husker, at vi er mange mænd på toneangivende medier, der benytter vores position som meningsdannere til at vise, at vi støtter kvinders ret til at sige deres mening – selvom vi naturligvis sørger for at kalde den skinger, når det er på sin plads, for eksempel fordi de siger tingene på deres måde og ikke sådan, som vi mener, at de skal siges og tænkes.

Humor er fint, og det er som sagt godt, at kvinder forsøger at komme med på vognen med at bruge humor – Sanne Søndergaard er der også på højde med to kvinder i udlandet, der på samme måde forsøger sig på feltet, og som dem skal hun have ros for, at hun er så modig at udsætte sig for eksempelvis ældre onkel-agtige anmelderes patroniserende analyser. Det er bare ærgerligt, at det virker så skingert, og jeg bruger naturligvis ordet fordi det ganske enkelt er min professionelle, objektive vurdering som ældre mandlig toneangivende anmelder, og ikke fordi jeg tænker over, at dette ord er blevet en form for fast standard-indsølingssubstans, som er blevet gangbar devaluerende valuta når det gælder om at få feministiske, anti-sexistiske kvindeytringer til at fremstå latterlige, useriøse og tåbelige. Sanne Søndergaards show var ganske enkelt skingert, fordi det var for overdrevet i fremstillingen af stereotyper, og hun ligesom holdt fast i, at hun mener, at nogle mænd skulle være nedladende overfor kvinder. Men ellers synes jeg bestemt, at det var morsomt.

Medier, der hader kvinder, der ikke elsker hverdagssexisme

blog new york

Har kvinder ret til at føle sig krænkede, når mænd antaster dem? Det har været ugens spørgsmål, især i kølvandet på vidoen med kvinden, der bliver antastet mere end 100 gange på 10 timers gåtur i New York. I Berlingske i går kunne filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt heldigvis sætte alting på plads, da han svarede på alle kvinders vegne: “Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning.” Og han fastslår, at videoen ikke er relevant for danske kvinder, og at den ikke burde forarge danskerne. Berlingske har så i øvrigt valgt ikke at tale med nogle af de kvinder, der faktisk føler sig krænkede over antastelser, og som derfor mener, at videoen er relevant.

Dem er der ellers rigtig mange af i de debatter, der ugen igennem har kørt på de sociale medier. Bl.a. på 22Skammelsens Facebookside, hvor adskillige kvinder over flere dage berettede om, hvad de selv har oplevet på de danske gader, og hvordan og hvorfor det føles ubehageligt.

Midt i alt dette udkom tilfældigvis en udgave af programmet DR3 bestemmer (i mandags), hvor et af spørgsmålene til de to “dommere” og en indkaldt “jury” lød: Er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i måsen?

Det handler naturligvis om, hvorvidt en kvinde er snerpet hvis hun ikke kan lide, at mænd tager på hende.

En pige i 20′erne anklagede konkret sin veninde sådan her: “Jeg anklager Amalie for at være lidt hysterisk og reserveret med den fysiske kontakt. Hvis man er i byen og man får et lille nap i numsen og en kærlig kommentar, så skal vi ikke ud i krise og drama og kollektivt had og feministisk ego osv. Så tager man det som den kompliment, det i princippet er.”

Værten spørger så, hvor grænsen mellem “et lille venligt klap” og chikane går? Pigen siger så, at det kun er chikaneagtigt hvis den samme person gør det flere gange!

Værten italesætter det frisk, som om Amalie er hysterisk, og spørger hende derefter, hvad man egentlig “må” for hende, når hun er i byen. Hvortil hun siger: ”Man skal bare lad være med at røre på mig på den måde.- det er MIN numse.” Men da hun så bliver gået på klingen med, om “man” må tale til hende: ”Må man godt komme op og sige hvor er du lækker?” føler hun alligevel, at det skal hun “i det mindste” give lov til. Det ligger klart i luften, at nogen har krav på noget fra hende, og at det skal hun indordne sig efter. Den mandlige “dommer” indrømmer da også med bredvillig stolthed, at han selv gramser løs på fremmede piger og deres røve i byen: ”Der er 1,5 promillegrænsen – så bliver der klappet, og taget også, og så videre,” siger han med stor selvtilfredshed, og værten og flere andre får et hyggeligt latteranfald, der 100% klapper manden på skulderen, fordi han praktiserer freestyle gramsning i byen. Han indrømmer med fornøjelse, at der ER nogle, der er blevet sure, og han har også fået en lussing på et tidspunkt. Ha,ha, det er sjovt!

Da juryen umiddelbart er stemt for, at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur over at blive taget på røven i byen, er værten ved at falde ned af stolen af overraskelse. han kvitterer da også med bemærkningen: ”Størstedelen af juryen mener at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur…, så I er faktisk nogle snerper alle sammen!”

Senere skal vi have afgørelsen, og spørgsmålet til juryen lyder: “Jury, er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i numsen?”  Det, der hedder et ledende spørgsmål, med en klokkeklar bias: Et “lille klap i numsen” lyder jo fuldstændig overlagt som noget hyggeligt, rart og ønskværdigt – ordet “lille” er uskyldigt, det samme er ordet “klap” – det lyder som et ønsket kærtegn alt i alt – og så er det “i numsen” så man associerer lidt til små børn. Ordet snerpet er så modsætningen – og det er som bekendt et negativt ladet ord, som altid bruges i forbindelse med modvilje mod chikane og uønskede tilnlrmelser, overgreb m.m.

Alligevel svarer 59% af juryen nej til spørgsmålet, og dermed har Amalie lige præcis “vundet” sin ret til at blive sur over hverdagssexistiske berøringer. Og værtens overraskelse er betragtelig – han ser helt vantro ud, tøver med at læse kendelsen op og og lyder som om, han er alvorligt i tvivl om der foreligger en fejl, da han modvilligt forkynder dommen.

Amalie fik altså ret til at blive sur over at blive raget på i byen. Fantastisk for hende – så mangler der bare, at alle andre kvinder får den samme ret. Hvis Berlingske følger sin artikel om gadechikane op med en tilsvarende “jury” i form af en undersøgelse, kan man håbe, at det går lige så godt. I modsat fald har vi altså IKKE ret til at føle os krænkede. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at vi så ikke længere får den følelse, når nogen gør noget, der er krænkende for os. Men hvis vi ikke har ret til følelsen, så er det til gengæld afgjort, at vi i hvert fald skal holde vores kæft og lære at leve med det. En mulighed, som både DR og Berlingske lægger op til i deres vinkling og italesættelse af kvinders oplevelser med hverdagssexisme. Som i sig selv er hylende hvinende sexistisk med diskursen om, at nogen har ret til at bedømme, hvad der er belastende for rigtig mange kvinder.

 

 

 

Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.

 

Danmark er Nordens svar på Pattaya (kronik)

Som dansker føler man sig lidt som en lurvet udkantstype i en nordisk ligestillingskonference. – Nej, busser med bare bryster, DET ser vi trods alt ikke hos os!? – Hvorfor har I dog ikke forbudt sexkøb endnu? lød nogle af reaktionerne fra islandske, svenske og norske deltagere  på Nordisk Forum, ligestillingskonferencen der løb af stablen i Malmø sidste weeekend. Sagt med en blanding af vantro undren, hovedrysten og medlidenhed med stakkels mig, som må leve i et land, der ligestillingsmæssigt ligner den fattige slægtning i Skandinaviens familie.

Det er jo os i hygge-Danmark, der gjorde os bemærkede verden over sidste år med det gammelsexistiske Blachmann-program på statsfinansieret public service-TV, ligesom vi  ligger placeret i EU-toppen når det gælder mest sexchikane og vold mod kvinder. Vi er Nordens Pattaya med vores indædte modvilje mod at erkende, at prostitution = vold mod kvinder og  – som EU har redegjort for – en hindring for ligestilling på grund af konceptets blåstempling af mænd som forbrugere af kvinder, og en klar tendens til, at et nedgørende kvindesyn følges med retten til at købe kvinders kroppe. For her elsker vi at sidde mageligt i øreklapstolen og lege, at vi har ligestilling, uden smålig skelen til hvor meget vi halter efter denne forestilling på områder som løn, repræsentation i bestyrelser, ledelse og politik, og ikke mindst vold og sexchikane. Er nogen i tvivl, som der altid er nogen, der foregiver at være, vil jeg lige understrege, at det altså er kvinder, der får mindre i løn, er underrepræsenterede,  sexchikanerede og – for godt halvdelens vedkommende – rammes af kønsrelateret vold..

I ligestillingsdebatten bliver det tit fremhævet, at vi jo har masser af udmærket lovgivning på området.  Men statistikkerne viser, hvordan sexistiske strukturer former virkeligheden anderledes end lovgivningen – på en del områder – lægger op til.

For at tage et konkret eksempel, så har vi bunker af love og resolutioner, der skal sikre mod forskelsbehandling og sexchikane. Dem blev der kigget dybt i, både de danske og dem fra EU, da Ligebehandlingsnævnet skulle behandle en klage over kvindeetagen på Bella Sky.  Et enkelt medlem af nævnet fandt lovhjemmel for at give klageren uret. Dette medlem vurderede ud fra lovgivningen, at kvinders ret til og mulighed for at føle sig trygge via kvindeetagen,  skulle veje tungere end klagerens behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort som mand ved tanken om kvindeetagen. De to andre medlemmer af nævnet, der behandlede sagen, havde til gengæld fundet hjemmel i lovgivningen for, at den klagende mands behov for ikke at føle sig mistænkeliggjort, måtte overrule kvinders behov for at føle sig trygge.

På den måde vandt en mands behov over kvindernes – med alle de paragraffer der ellers skulle værne kvinder mod sexchikane. Det er vurderingen, som den tydeligt er forklaret i den aktindsigt, jeg har fået i sagen. Vi kan lære i hvert fald to ting af forløbet: 1)Lovgivning, der ikke er udformet som en klar facitliste, bliver i Danmark bøjet/anvendt sådan, at den ikke udmøntes i reel ligestilling. Den fortolkes ofte, som i denne sag, og ikke mindst i voldtægtssager, udfra gamle dogmer, som er grundsexistiske i deres natur i og med, at de underordner kvinders behov i forhold til mænds. 2)Lovgivningen åbner for, at man tilgodeser nogle kønsbestemte behov hos kvinder for at undgå visse – kønsrelaterede – trusler og risici. Men den åbner også for, at man tilgodeser et kønsbestemt behov hos nogle mænd for at undgå at føle sig forstyrrede og irriterede af reelle kønsrelaterede problemer. De problemer er kvinders problemer, og de er en del af den manglende ligestilling.

Behovet for ikke at irriteres af kvinders problemer, er typisk mænds, og samtidig en del af DNA’et i en fælles, national trang til at kunne lege, at vi har ligestilling, hvilket fordrer at vi ikke anerkender virkeligheden. Denne virkelighed med dens reelle risici og konkrete indgriben i kvinders liv registreres i en del statistikker, som før nævnt, og også i Everyday Sexism Project, hvor kvinder fortæller om sexisme i hverdagen på en lang række områder. Det omfatter i høj grad netop trusler om vold, vold, seksuelle overgreb, voldtægter, chikane og anden adfærd, som er tydeligt kønsrelateret, og som rammer dem, fordi de er kvinder. Dette gør det utrygt og usikkert og dermed betragteligt ringere at være kvinde i Danmark i 2014, end det er at være mand.

Og det værste er næsten, at det viser sig nu, hvor vi er begyndt at tale om problemerne og sætte ord på dem – sexisme, er et af ordene – at utallige kvinder i alle aldre bare har vænnet sig til utrygheden, ubehageligheden, chikanen, den latterliggørende kvindefremstilling og risikoen for voldtægt – som kan ramme når som helst og hvor som helst og som bare er et vilkår, man lever med, ligesom hvis man var født med en klods om benet f.eks. Men selvom vi lærer fra små at begå os og lade som om, der ikke er nogen klods, så giver den os selvsagt mindre bevægelsesfrihed og mere besvær, og for en del kvinder, alvorlige problemer.

Det sås klart i den EU-rapport om vold mod kvinder, der udkom 5. marts i år. Den viste bl.a. at over halvdelen af os (af hunkøn) har været udsat for kønsrelateret vold. Den viste også,  at ca. 80% af danske kvinder har oplevet forskellige former for grov sexchikane.  Igen på trods af, at vi jo har masser af lovgivning, der forbyder vold og sexchikane.   Der er stadig uhyggeligt mange, der ikke har taget EU-rapporten alvorligt, om end den burde vække til debat på et seriøst niveau og få politikere og ministre til at råbe vagt i gevær. Bl.a. fordi rapportens resultater viser, at lovgivning alene langt fra forhindrer, at kvinder udsættes for vold, overgreb og chikane. I stedet blev rapporten i den absolutte hovedpart af danske medier sendt lige på hovedet i skraldespanden med venlig bistand fra en enkelt ekspert, der mente, at den var misvisende.

Det skægge var imidlertid, at mens danske medier fik lagt låg på den opsigtsvækkende undersøgelse og grinet den ud i løbet af få dage, var der ingen medier over hele den øvrige verden, der så noget humoristisk, misvisende eller  irrelevant ved rapporten. Tværtimod gik de til den med den samme journalistiske ihærdighed som man normalt også gør herhjemme, hvis det drejer sig om undersøgelser, der viser noget om alt muligt andet, der er galt i samfundet. Guardian, BBX, The Independent og Al Jazeera var blandt de første til at gå grundigt ind i rapporten. De havde tydeligvis benyttet de utroligt brugervenlige og journalist-pædagogiske tools, der findes på hjemmesiden hos agenturet FRA, der havde udarbejdet rapporten. Alle tal ligger fremme her, så man  kan gå ind i alle resultaterne på den måde, man ønsker, og få dem serveret I letforståelig og farverig grafisk form. Hvis man ellers bare lige synes, det er relevant at klikke ind på sitet.

Al Jazeera gik reflekterende og analytisk ind i problematikken om, hvor lidt de fleste lande interesserer sig for problemet med vold mod kvinder, herunder også, at kun tre EU-lande endnu har ratificeret Istanbulkonventionen – den om vold mod kvinder ( som Danmark efter to årsbetænkningstid først for nylig besluttede at ratificere). Al Jazeera syntes kort sagt på ingen måde, at FRA’s arbejde var noget irrelevant makværk. The Independent  talte med adskillige kilder om rapporten. De spurgte både NGO’ere, den britiske regering og oppositionen. Som alle udtalte, at noget bør gøres, og at de i øvrigt var  gang med det. Independent’s overskrift er, at kvinder ”indrømmer” – admit – at de bliver udsat for det her.

I danske medier gav vinklingen i overvejende grad anledning til at skrive, kvinderne ”oplever,” at de har de oplevelser, som de er blevet spurgt til i undersøgelsen.

Hos Thomson Reuters Foundation bragte man blandt andet dette interessante citat af research-chefen hos FRA, Joanna Goodey: ”Hvis dette var sket udenfor Europa, og tallene for eksempel var fra et andet kontinent eller en anden del af verden,  så ville vi forvente at EU’s ledere udtalte, at dette var en opfordring til handling, fordi det er uacceptabelt.” På samme måde var Kinesiske Taipei Times fuldt ud i stand til at tage rapporten alvorligt, og New Statesman vinkler på det bemærkelsesværdige ved, at de nordiske lande ligger i top. Hindustan Times i Indien går grundigt ind i  tallene og har vinklet deres historie på, at volden er underrapporteret, fordi kvinder føler skyld og skam ved at fortælle om det og oplever, at de ikke bliver troet. Overskriften på den grafiske illustration i Hindustan Times er: ”ABUSED – SHAMED”. Uden spørgsmålstegn, vel at mærke!

Tilbage i de danske medier har vi så sjovt nok netop vinklen: At kvinderne i rapporten ikke er troværdige..Faktisk havde de danske medier præcis gang i den shaming, som er blevet almindelig, når emner af denne art er oppe i vores presse. Det blev nemlig hævdet, at danske respondenter i rapporten er mere sarte og med at vi er mere ligestillede end dem fra f.eks. Øst- og Sydeuropa, og derfor nok er meget mere tilbøjelige til at føle os chikanerede – og altså rapportere ting, som andre ikke regner for noget, altså rene bagateller, læs: Hysterisk pjat. Man glemte i den forbindelse at nævne,  at netop danske kvinder faktisk i mindre grad end andre rapporterer og anmelder de hændelser, de udsættes for. Vi ligger kun på halvdelen af EU-gennemsnittet for, hvor mange alvorlige voldsepisoder, kvinder anmelder til politiet. Igen: Så meget for fed ligestilling i Danmark.

Ingen af de nævnte udenlandske medier fandt det i øvrigt påtrængende at så tvivl om sandhedsværdien i udsagnene eller nogle af de adspurgte kvinders eventuelle “sarthed” i forhold til at acceptere ”et klap i numsen,” som det så jovialt blev udtrykt i danske medier. Vores mediers reaktion – og navnlig eklatante mangel på reaktion – vidner om en kultur og et holdningsklima, hvor vi nægter at erkende alvorlige ligestillingsproblemer. Vi har forblændet os selv med en forestilling om ligestilling, som ikke alene er blevet en sovepude, men endda en undskyldning for ikke at interessere os for, hvad der egentlig foregår: Myten om den enorme ligestilling i Danmark anvendes ligefrem til at benægte fakta og undgå at tale om dem, som det skete med påstandene om, at danske kvinders ligestilling simpelthen gjorde deres besvarelser utroværdige.  WTF?

Denne holdningsmæssige anatomi udgør et særligt sexistisk økologisk system i balance med sig selv. For når man bagatelliserer en rapport som den nævnte, er det også mere naturligt at man i alle de tusindvis af små sager, som den om Bella Sky, kan negligere kvinders behov for at føle sig trygge i forhold til sexchikane. For – der ER jo ingen sexchikane i Danmark, så længe vi bare alle sammen er enige om at ignorere en rapport, der viser at 80% af alle danske kvinder har oplevet det. Den herskende holdning og konsensus spiller tydeligvis ind i måden at dømme på, når man sidder med den udmærkede lovgivning, som åbner for subjektive fortolkninger og afgørelser i forhold til spørgsmål som: Hvilket hensyn stemmer vi så på som det tungest vejende?

I den mere alvorlige del af spektret vil politet også være mere tilbøjelige til at fortsætte med at henlægge anmeldelser af vold og voldtægt, så længe vi alle er sådan lidt indforstået enige om, at det faktisk næsten ikke findes, og at langt det meste af det kun omtales af meget sarte kvinder, der er blevet for ligestillede og som derfor nok tager for meget på vej. Foreløbig ser vi desværre, at antallet af voldtægtsanmeldelser er faldende. Og det skyldes ikke et fald i antallet af voldtægter. Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet fortæller, at de får et konstant antal ofre for voldtægt og overgreb ind, men at stadig færre anmelder. Fordi de frygter for, at de ikke bliver troet. Antallet af kvinder, der kommer til centeret men vælger ikke at anmelde, steg fra  24 procent i 2009-2010 til 34 procent i 2012. Andelen af centrets kvinder, der forsøgte at anmelde en voldtægt, men blev afvist, er over fire år steget fra 2 til 6,6 procent ifølge Rigshospitalet. Det hele bider således sig selv i halen.

Den herskende offentlige mening i Danmark insisterer simpelthen krampagtigt på, at vi har fuld ligestilling, og vi gider ikke at høre andet – vi har en selvfed præference for at stikke fingrene i ørerne og råbe LALALALALALA i stedet for.

Men nu må det være nok med at ryge mere på den gamle, sure cigar. Den hører hjemme hvor solen aldrig skinner, gerne hos dem, der fastholder at der ikke findes ligestillingsproblemer i Danmark. Foreløbig er man nu begyndt at anerkende at sexisme eksisterer, eftersom Everyday Sexism Project har sat problemet på landkortet og vist, at flere og flere har fået nok af Øreklapstolsklubbens laden stå til.

Nu har ligestillingsministeren udtalt på Nordisk Forum, at der skal fokus på hverdagssexisme. Vi håber og tror på, at han også vil forholde sig til det problem, at vores lovgivning på hans område ikke fungerer, så længe den i så stort omfang slås hen med benægtelser.

Har været bragt som kronik i Politiken den 21. juni 2014

Har du ret til at være feminist?

Tjekliste for kvindelige feminister:

1. Husker du, hver gang du bringer fokus på kvinder, at sige at du helt bestemt ikke er mandehader?

2. Er du indforstået med at enhver, der er uenig med dig om feministiske issues, har ret til en åbenhjertig regnskabsaflæggelse fra dig om dit sexliv, da dette vægter afgørende ift. om du overhovedet må sige noget feministisk?

3. Husker du, hver gang du nævner kvinders kønsspecifikke problemer og udfordringer, at nævne mindst lige så mange problemer for mænd?

4. Er du klar på at smide alle kvinde-issues i dit eget land – fx om ligeløn, hverdagssexisme eller kønsskævhed i medieoptrædener – direkte over bord og sige undskyld for at bruge din tid på dem, i det sekund nogen påpeger, at kvinder i andre lande har det værre?

5. Er du på samme måde klar til at smide alle disse issues ud af din hjerne og skifte retning, i det sekund nogen ytrer, at de mener, mænd har det meget værre, og at det bør feminister hellere beskæftige sig med, hvis de ønsker ligestilling?

6. Er du med på at svare høfligt og pædagogisk, gerne moderligt og evt. humoristisk på den hyggelige måde, uanset hvilken tone dine mod-argumentatorer bruger, og uanset om de bliver personlige, sexistiske og truende over for dig?

7. Er du rimeligt ung, smuk og slank, og i modsat fald parat til at mobilisere buddhistisk smil og rummelig tavshed, hvis du bliver angrebet for at dine feministiske tanker blot er en udtryk for din bitterhed over din fremskredne alder, din estimerede mangel på seksuel tiltrækningsværdi for mænd og evt. din vægt?

8. Er du klar til at bruge hele døgn på at debattere tålmodigt online  med enhver, der har valgt at afsætte et sådant tidsrum til at anfægte din præmis, din tone, din holdning, dine fakta og din prioritering af hvilke emner, du interesserer dig for?

9. Er du stand-by til eksempelvis at prioritere en liste over fremtrædende kvindelige kommunikatører anderledes, hvis eksempelvis en mandlig kommunikatør hævder, at du i egenskab af feminist er ekskluderende via din liste?

10. Er du indstillet på, at trods det, at al din feministiske aktivitet foregår i din fritid og/eller som ulønnet arbejde, så forventes det, at du lever op til de feministiske værdier og krav, som du tillægges ad hoc, heriblandt alle ovennævnte?

Mit eget svar på alle spørgsmål er nej. Så nu er jeg meget i tvivl, om jeg nogensinde kan blive feminist?

Listen er baseret på egne og utallige andres erfaringer gennem de seneste knap ti år, såvel i Danmark som Storbritannien og USA, primært via research og deltagelse på en lang række sociale medier, blogs, etablerede trykte og elektroniske mediers hjemmesider med debatter i kommentarspor samt diverse TV-debatter, interviews og optrædender. Den synes ikke at være gældende for mandlige feminister, men jeg har tillid til, at en række krav er under udarbejdelse.

blog feminist mansplaining