Internettet er sexistisk

Nettet har givet nye former og virkemidler til sexismen i samfundet, og de bliver brugt stadig flittigere. Det ses i den virtuelle hverdagsssexisme mod kvinder i form af online-trusler og stalking, hævnporno, og videoer af voldtægter. Og det fastholdes og forstærkes – som i det analoge – af at de online-fora, hvor chikanen foregår, i overvældende grad er styret og administreret af mænd, der fastholder den sexistiske struktur via deres forretningspraksis.

blog sexistisk internet 2

En ud af fire kvinder i alderen 18-24 er blevet stalket online, viser en ny undersøgelse. Og en ud af fire af de unge kvinder er blevet seksuelt chikaneret på nettet.

Sexisme modereres dårligt 
De sociale medier, hvor det meste af den sexistiske chikane mod kvinder udfolder sig, kunne via moderering bremse mange uheldige, sexistiske tendenser. Men de gør det ikke. Der tegner sig et behov for moderatorer, der er uddannet til at forholde sig til kvinders behov, da de viser sig at være anderledes end mænds i forhold til online chikane.
Derfor er det relevant, foreslår Soraya Chemaly i bloggen på New Statesman  at give moderatorer, redaktører og chefer uddannelse i at forstå kønsrelateret vold, ligesom der bør være retningslinjer på debatfora/sociale medier, som definerer ”trussel” videre end en trussel om umiddelbart forestående fysisk vold.

blog sexistisk internet 3

Dette er ikke mindst relevant i de sager, hvor mænd udøver psykisk terror mod kvinder eksempelvis ved hjælp af hævnporno, som er et stigende fænomen også herhjemme, og via deciderede kampagner med opfordringer til vold og mord på kvinder, som man eksempelvis ser det i Pakistan. Her er det netop Facebook og Twitter, som aktivistgrupper holder ansvarlige for udviklingen.

Et demokratisk problem
Udover de utallige helt almindelige unge piger, der oplever stadig flere tilfælde af seksuel chikane og trusler på nettet, er der også andre grupper, der er særligt udsatte. Herhjemme satte DR2 i efteråret fokus på hvad kvindelige politikere og debattører bliver udsat for, og i debatten dukkede da også den tanke op, at det udgør et demokratisk problem, når det ene køn er særligt udsat for trusler, intimidering og nedgørelse.

Jeg har selv talt med en del kvinder i  Everyday Sexism Project’s regi, der siger, at de ikke vil blande sig i debatten, fordi de ikke magter den sandsynlige chikane, der vil følge med, og jeg har katalogiseret indlæg på projektets hjemmeside, hvor kvinder anonymt beretter om de grovheder, de bliver udsat for.

Sikkerhedsorganisation advarer mod tendensen
Også kvindelige journalister er særligt udsatte for grov online-sexisme og trusler, og det  i en grad, så OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, advarer mod det. Det er ”et globalt fænomen, der vokser i et meget hastigt tempo,” siger Dunja Mijatovic fra OSCE til BBC News.

De kvindelige journalister lever med jævnlige eller daglig chikane, trusler om voldtægter, seksuel vold og død. Mijatovic udtaler, at hun er alarmeret over, hvordan kvindelige journalister og bloggere bliver angrebet på de sociale medier, især når de skriver om politik, kriminalitet og emner, der  omhandler tabuer og dogmer i samfundet.  Ofte går angrebene dog ikke på indholdet i artiklerne, ”men sigter i stedet til at nedgøre journalisten som kvinde,” siger Mijatovic til BBC News.

blog sexistisk internet 4
En af dem, der personligt oplever tendensen som tiltagende, er den svenske TV-vært Jenny Alversjo, som bl.a. har fået dødstrusler, hvor der blev sagt, at hun kun havde to uger tilbage at leve i.  Hun siger til BBC News, at hun har vænnet sig til gennem 20 år i jobbet at være målskive for folks meninger. Men ”for fire eller fem år siden var der noget, der ændrede sig, og tonen blev meget mere aggressive og truende”, udtaler hun.

Tyrkisk journalist frygter for sin sikkerhed
En anden af de journalister, der får truslerne, er tyrkiske Amberin Zaman, der dækkede protesterne i Istanbul i 2013 for the Economist. I den forbindelse modtog hun flere hundrede stærkt ubehagelige og truende beskedder på Twitter, ”med det mest obskøne sprogbrug, hvor folk truede med at slå mig ihjel og voldtage mig.” fortæller Zaman og giver et eksempel : ”Nogle truede med at tvinge mig til at sidde på en smadret vinflaske.”
Da hun sidste måned rapporterede om Charlie Hebdo-massakren, væltede en ny serie grove trusler ind på Twitter. ”Det har gjort, at jeg frygter for min sikkerhed, når jeg går på gaden,” siger Zaman.

Twitter gik sidste år i samarbejde med aktivistgruppen WAM for at nedbringe den seksuelle chikane på mediet  Men det udfolder sig altså stadig i fuldt flor, ligesom på andre sociale medier.

Penis i ledelsen
Tilfældigvis er 79% af cheferne på Twitter, hvor rigtig meget chikane finder sted, mænd. På såvel Twitter, Facebook som Google er syv ud af ti ansatte mænd. Og samtlige de sociale medietjenester synes på samme måde at have en konsensus om kønsfordelingen i ledelsen. Otte af ti af hver virksomheds ledere skal nemlig være forsynet med en penis, viser den nyeste kortlægning. 

Et tilfælde? Måske. Men tonen, vilkårene og den overordnede politik på de sociale medier hvad angår sikkerheden, trygheden og udfoldelsesmulighederne alt efter, om man er kvinde eller mand, er tydeligvis en spejling af et samfund hvor de fleste magthavere generelt er mænd – og hvor sexismen er en integreret del af den grundlæggende struktur.

Som Soraya Chemalya skriver: ”At systemer genskaber de stereotyper og implicitte synsvinkler hos de mennesker, der designer dem, er old news. Det nye er imidlertid, at internettet gør effekterne meget mere åbenlyse.”

Medier, der hader kvinder, der ikke elsker hverdagssexisme

blog new york

Har kvinder ret til at føle sig krænkede, når mænd antaster dem? Det har været ugens spørgsmål, især i kølvandet på vidoen med kvinden, der bliver antastet mere end 100 gange på 10 timers gåtur i New York. I Berlingske i går kunne filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt heldigvis sætte alting på plads, da han svarede på alle kvinders vegne: “Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning.” Og han fastslår, at videoen ikke er relevant for danske kvinder, og at den ikke burde forarge danskerne. Berlingske har så i øvrigt valgt ikke at tale med nogle af de kvinder, der faktisk føler sig krænkede over antastelser, og som derfor mener, at videoen er relevant.

Dem er der ellers rigtig mange af i de debatter, der ugen igennem har kørt på de sociale medier. Bl.a. på 22Skammelsens Facebookside, hvor adskillige kvinder over flere dage berettede om, hvad de selv har oplevet på de danske gader, og hvordan og hvorfor det føles ubehageligt.

Midt i alt dette udkom tilfældigvis en udgave af programmet DR3 bestemmer (i mandags), hvor et af spørgsmålene til de to “dommere” og en indkaldt “jury” lød: Er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i måsen?

Det handler naturligvis om, hvorvidt en kvinde er snerpet hvis hun ikke kan lide, at mænd tager på hende.

En pige i 20′erne anklagede konkret sin veninde sådan her: “Jeg anklager Amalie for at være lidt hysterisk og reserveret med den fysiske kontakt. Hvis man er i byen og man får et lille nap i numsen og en kærlig kommentar, så skal vi ikke ud i krise og drama og kollektivt had og feministisk ego osv. Så tager man det som den kompliment, det i princippet er.”

Værten spørger så, hvor grænsen mellem “et lille venligt klap” og chikane går? Pigen siger så, at det kun er chikaneagtigt hvis den samme person gør det flere gange!

Værten italesætter det frisk, som om Amalie er hysterisk, og spørger hende derefter, hvad man egentlig “må” for hende, når hun er i byen. Hvortil hun siger: ”Man skal bare lad være med at røre på mig på den måde.- det er MIN numse.” Men da hun så bliver gået på klingen med, om “man” må tale til hende: ”Må man godt komme op og sige hvor er du lækker?” føler hun alligevel, at det skal hun “i det mindste” give lov til. Det ligger klart i luften, at nogen har krav på noget fra hende, og at det skal hun indordne sig efter. Den mandlige “dommer” indrømmer da også med bredvillig stolthed, at han selv gramser løs på fremmede piger og deres røve i byen: ”Der er 1,5 promillegrænsen – så bliver der klappet, og taget også, og så videre,” siger han med stor selvtilfredshed, og værten og flere andre får et hyggeligt latteranfald, der 100% klapper manden på skulderen, fordi han praktiserer freestyle gramsning i byen. Han indrømmer med fornøjelse, at der ER nogle, der er blevet sure, og han har også fået en lussing på et tidspunkt. Ha,ha, det er sjovt!

Da juryen umiddelbart er stemt for, at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur over at blive taget på røven i byen, er værten ved at falde ned af stolen af overraskelse. han kvitterer da også med bemærkningen: ”Størstedelen af juryen mener at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur…, så I er faktisk nogle snerper alle sammen!”

Senere skal vi have afgørelsen, og spørgsmålet til juryen lyder: “Jury, er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i numsen?”  Det, der hedder et ledende spørgsmål, med en klokkeklar bias: Et “lille klap i numsen” lyder jo fuldstændig overlagt som noget hyggeligt, rart og ønskværdigt – ordet “lille” er uskyldigt, det samme er ordet “klap” – det lyder som et ønsket kærtegn alt i alt – og så er det “i numsen” så man associerer lidt til små børn. Ordet snerpet er så modsætningen – og det er som bekendt et negativt ladet ord, som altid bruges i forbindelse med modvilje mod chikane og uønskede tilnlrmelser, overgreb m.m.

Alligevel svarer 59% af juryen nej til spørgsmålet, og dermed har Amalie lige præcis “vundet” sin ret til at blive sur over hverdagssexistiske berøringer. Og værtens overraskelse er betragtelig – han ser helt vantro ud, tøver med at læse kendelsen op og og lyder som om, han er alvorligt i tvivl om der foreligger en fejl, da han modvilligt forkynder dommen.

Amalie fik altså ret til at blive sur over at blive raget på i byen. Fantastisk for hende – så mangler der bare, at alle andre kvinder får den samme ret. Hvis Berlingske følger sin artikel om gadechikane op med en tilsvarende “jury” i form af en undersøgelse, kan man håbe, at det går lige så godt. I modsat fald har vi altså IKKE ret til at føle os krænkede. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at vi så ikke længere får den følelse, når nogen gør noget, der er krænkende for os. Men hvis vi ikke har ret til følelsen, så er det til gengæld afgjort, at vi i hvert fald skal holde vores kæft og lære at leve med det. En mulighed, som både DR og Berlingske lægger op til i deres vinkling og italesættelse af kvinders oplevelser med hverdagssexisme. Som i sig selv er hylende hvinende sexistisk med diskursen om, at nogen har ret til at bedømme, hvad der er belastende for rigtig mange kvinder.

 

 

 

Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.

 

Facebook – stadig med plads til voldtægt

Facebook er kommet med deres nye politik mod voldeligt indhold..Den, de havde lovet at lave for at komme voldtægtssider til livs. Facebook erklærer, at de netop i disse uger er i gang med at implementere nye procedurer for moderatorer med det formål at forhindre, at der kommer annoncer på sider, hvor der er “voldeligt, explicit eller seksuelt indhold.” Facebooks udmelding rummer ingen afstandtagen til den udbredte forherligelse af voldtægt og kvindevold, som det hele egentlig handlede om. Firmaet sigter udelukkende efter at gøre annoncørerne trygge og udtrykker sig i overordnede vendinger. Det møder hård kritik fra flere sider.

Kampagnen mod voldtægtssiderne

Facebooks tiltag kommer efter massivt pres fra annoncører, der vågnede op til dåd under kampagnen #FBrape i slutningen af maj. Her gjorde aktivister i stort antal firmaer opmærksom på, at deres annoncer var placeret på Facebook-sider, hvor voldtægt og mord på kvinder blev forherliget – sider og indhold, der optræder i overvældende mængder, og som aktivister har kæmpet en hård kamp imod gennem lang tid.

blog rape tape her

Facebooks respons har været træg og i mange tilfælde har siderne og indholdet fået lov at blive, trods det at indholdet strider mod Facebooks egne retningslinjer, der ikke tillader “hadefuld tale” eller opfordringer til vold, der er relateret til folks køn, race, religion m.m.

Men efter en uges FBrape-kampagne med massiv international mediedækning – undtagen i Danmark – bøjede Facebook den ellers så strunke nakke og erklærede, at de havde nogle problemer på dette område, og at de burde blive bedre til at håndtere problemerne, og at de nu ville gå i samarbejde med nogle af kvindeorganiastionerne om at forbedre uddannelsen af moderatorer. Udmeldingen var ydmyg, lang og tilsyneladende blød som smør i forhold til at gå i dialog…Man fik det bestemte indtryk, at de ville gøre noget ved selve problemets kerne: Facebook som yngleplads for misogyni. Og at de var taknemmelige for at man havde gjort dem opmærksomme på det.

Tryghed for annoncører

“Vi vil nu søge at forhindre annoncer i at blive vist på sider eller i grupper, der indeholder voldeligt, explicit eller seksuelt indhold (indhold der ikke er i strid med vores retyningslinjer),” skriver firmaet nu på deres egen Newsroom-side. “Forud for denne forandring kunne en side, som solgte adult products få vist annoncer i højre side, men nu vil der ikke være annoncer i forbindelse med denne type indhold.”

(Man bemærker, at Facebook ikke nævner de hundrede- eller tusindvis af voldtægtssider/jokes/memes/billeder, som var den udløsende faktor for FBrape-kampagnen og annoncørernes utilfredshed.)

Facebook skriver videre, at de nu er i gang med at udfærdige en stærkt udvidet liste over sider og grupper, hvor annoncer bliver blokeret fra.

“Vi ved, at firmaerne arbejder hårdt for at markedsføre deres brands, og vi tager deres mål alvorligt,” siger Facebook. “Vi har allerede en stram politik for gennemsyn og fjernelse af indhold, der er imod vores retningslinjer, men vi indser, at vi er nødt til at gøre endnu mere for at forebygge situationer, hvor annoncer bliver vist ved siden af kontroversielle sider og grupper.”

“Facebook misser pointen” 

En af initiativtagerne til #FBrape-kampagnen, Women, Action & the Media (WAM) er ikke det mindste imponerede af Facebooks udmelding.

“Denne nye politik vil beskytte annoncørerne, men den gør intet for brugerne.” skriver WAM på deres hjemmeside. “Den misser totalt hele pointen i #FBrape-kampagnen, og gør det vanskeligere for brugerne at holde Facebook op på deres ord i fremtiden. Vi tager kraftigt afstand fra den.”

WAM er dog fortrøstningsfulde, selv om Facebook i sin nye udmelding allerede er langt fra de løfter, de kom med i den brødebetyngede erklæring, der skulle få #FBrape-aktivisternme til at holde inde med deres ubehagelige kampagne. WAM skriver videre: ”Men det skal ikke stoppe os. Indtil Facebook foretager afgørende forandringer i den måde, de beslutter, hvad der er i strid med deres anti-hate speech-retningslinjer, så vil vi fortsætte med at holde dem op på de løfter, de har givet. der er lang vej endnu, men der er dog lidt udvikling på denne front.”.

Facebook gik, som lovet, i samarbejde med WAM om at udarbejde en proces, der skal gøre det lettere at klage over misogynistisk indhold. Og ca. 70% af det materiale, brugere har klaget over via WAM, er da også blevet fjernet. Det meste er ifølge WAM sider og indhold, som i forvejen havde været indberettet for Facebook uden resultat, og WAM “arbejder med Facebook for at finde ud af, hvorfor så meget indhold stadig ikke fjernes, første gang brugerne indberetter det.”

blog fbrape update miso

Firmaets dispositioner møder også kritik fra en af bannerførerne i kampen mod voldtægtssider på Facebook, Trista Hendren. Hun drev i et halvt år siden Rapebook, som kæmpede mod det kvindehadende indhold, men måtte trække sig fra arbejdet efter trusler om mord og voldtægt på hende selv og hendes børn.

“Jeg synes stadig, de misser pointen fuldstændigt,” udtaler Trista Hendren, til Social Times. “Der er stadig masser af sider, der bare slet ikke skulle ligge på Facebook under nogen omstændigheder. Denne udtalelse (fra Facebook, red.) får måske annoncørerne til at have det lidt bedre (…) Hvorvidt en annonce befinder sig på siderne eller ej er ikke ensbetydende med, at volden mod kvinder og piger på Facebook er blevet behørigt addresseret. Det er ingen indskrænkelse i, hvad deres annoncedollars stadig betaler for.”

Ammebilleder fjernes stadig

Janice Sands, leder af kunstnerorganisationen Pen and Brush, udtrykker sin organisations holdning til den nye udmelding således i Social Times:

“Det står ikke klart for os, at denne politik viser nogen dybde i Facebooks forståelse for deres ansvar som virksomhed i forhold til at reagere skarpere på indhold, der skader kvinder, og som fremmer attituder og tillader handlinger, hvor der indgår opførsel og sprog, som er kvindefjendtligt.”

Janice Sans siger desuden, at Facebooks reaktion skuffer hende i og med, at firmaet til dels undskylder sig med at det skulle være svært for deres moderatorer at følge med i alt indholdet på siden og foretage klar skelning af, hvad der er hadefuld tale, og hvad der “bare” er anstødeligt.

At det er en prioriteringssag lyser langt væk i skrigende neon. Man ser nu som før at der er masser af tid og ressourcer hos Facebook til at fjerne indhold, som firmaet føler kræver mere høj-akut prioritering, og hvor moderatorerne helt på egen hånd er i stand til at gribe ind uden tøven. Som da en dansker, der er en bekendt til en af mine naboer, forleden fik fjernet dette billede fra Facebook:

blog fbrape update ditte

Eller som den amerikanske feminist Kaitlyn Newton, der startede en underskriftsindsamling mod pædofili, og som derfor blev blokeret fra at poste på sin væg i 15 dage. Begrundelsen var, at Facebook havde bemærket at hun havde postet “spam og irrelevant indhold” på sin væg – altså underskriftsindsamlingen.

blog fbrape update ban

En anden feminist, Melissa Flaherty, fortæller på Kaitlyn Newtons side, at hun har oplevet tilsvarende at blive sat i skammekrogen af Facebook tre gange. Hver gang fordi hun havde postet noget om kvinders rettigheder – i et enkelt tilfælde var dette så stødende for Facebook, at de blokerede hende fra at poste i 60 dage.

Det er ikke kun feministiske issues, som falder udenfor Facebooks normer for god tone. I slutningen af maj straffede tjenesten Andrea Lalama, mor til to autistiske børn, fordi hun havde postet et billede af sine børn til demonstration mod USAs største producent af genmanipulerede fødevarer, Monsanto. Andrea Lalama er stifter af Reversing Autism Foundation, der kæmper imod genmanipuleret mad, som organisationen mener kan medvirke til autisme. Det var netop budskabet på de bannere, som hendes børn holdt på billedet. Facebook reagerede prompte med at fjerne billedet med den begrundelse, at det var krænkende, og give Lalama karantæne fra Facebook.

Amanda Todd-hadesider er tilladt

blog fb policy a todd

Dobbeltmoralen i Facebooks censurpolitik er også et problem for pårørende og støtter for familien Todd, som sidste efterår mistede deres 15-årige datter efter intensiv Facebook-mobning. Amanda Todd begik selvmord på grund af hetzen mod hende, som startede, fordi hun havde vist sine bryster via webcam nogle år tidligere.  I dag findes der stadig en række meget grove sider på Facebook, som gør grin med Amanda Todd og det, at hun begik selvmord, fortæller Sandy Garossino, som er medstifter af organisationen Red Hood Project, der arbejder for børn og unges sikkerhed på sociale medier. Garossino siger om Facebooks nye politik:  – Frem for at gøre det hårde arbejde med at kontrollere deres site, beskytter de bare annoncørerne. Amanda Todds mor, Cariol Todd, mener heller ikke, at den nye politik gør nogen fyldest.
- Det er tid til at etablere en nul-tolerancepolitik overfor billeder, der forherliger voldtægt, seksuel udnyttelse, lemlæstelse og udnyttelse af handicappede, siger Carol Todd.

Imens betaler de artige brugere

En af de mange sider, som stadig nyder Facebooks fulde tolerance, er denne. Flere har klaget over den – jeg har selv gjort det den 12. juni i år, men har stadig ikke engang modtaget noget svar fra Facebook. Dens indhold er åbenbart svært at definere: Er glæde ved voldtægt og opsprætning af kvinder egentlig hadefuldt – eller er det kun stødende?

Mens moderatorerne utvivlsomt arbejder på højtryk for at nå frem til en afgørelse, trives siden videre i ro og mag og uden at Facebook skal høre et kvæk fra annoncørerne. Der har nemlig ikke været nogen annoncer på siden i mange måneder. Faktisk er der rigtig mange sider, som allerede i lang tid har været fri for annoncer = problemfri for Facebook. Som altså..suk.. ikke føler nag, ubehag eller utilbøjelighed ved misogyni i enhver tænkelig form..men som udelukkende forholder sig til, om firmaerne spytter penge i kasse 1. Og det gør de jo, hvis alt snavset bliver fejet ind under gulvtæppet. Spørgsmålet er så: Når Facebook nu har erkendt, at de ikke kan tjene penge på det kvindefjendske indhold - hvorfor er det så, at det skal være der? At det er velkomment og uanfægteligt? Hvorfor er det så vigtigt for Facebook at give plads til det?
Mens vi andre betaler gildet med vores stuerene indhold, fordi vi er pæne nok til, at annoncørerne gerne vil forbinde deres brands med os.

Problematikken har hidtil ikke vakt danske politikeres interesse. Fokus ligger af en eller anden grund kun på de ting, som Facebook IKKE tillader, og det vigtigste i den danske opinion har hidtil været Peter Øvigs berømte badebilleder. De kan få folk og folketingsmedlemmer op i det røde felt. Var det snart på tide at politikerne retter søgelyset mod alt det, der accepteres og promoveres på det gigantiske netværk? Hvis Jensen & co. mener alvorligt, at de vil i dialog med Facebook om firmaets censurpraksis, er det så virkelig to sæt hippiebryster på en strand, der er det helt centrale issue?

Fjerner FB torturside?

For et døgn siden anmeldte jeg siden Whore Torture, som af en eller anden grund stadig befinder sig på Facebook.. Jeg har anmeldt den for hadefuld retorik, baseret på køn. Jeg har med vilje valgt denne side for at gøre det let for Facebook at bevise deres gode vilje, uden at det burde kræve særlig efterforskning eller subtil analyseteknik. Whore Torture er den med “My knife is for your cunt,” “Cumdumpster” og “Fuck her stab wounds” plus 20-30 lignende sangtitler med tekster om voldtægter med masser af sadistisk tortur og konsekvent nedsættende betegnelser for alle de kvinder, det skal gå ud over (kaldet “cunts”, “sluts” etc.). Plus beskrivelser af, hvor ophidsende og skønt, det er for udøveren, og hvor meget han synes, ofrene har fortjent det. Nå ja, og så er der afbildet nogle foreslåede torturinstrumenter - specielt til kvinder – og et billede af en kvinde der bliver stenet. Og pudsigt nok også en illustration fra Heksehammeren.

For fire uger siden, da Annegrethe Rasmussen anmeldte siden, fik hun svar tilbage om, at siden ikke var imod FB’s standarder: “After reviewing your report, we were not able to confirm that the specific page you reported violates Facebook’s Statement of Rights and Responsibilities.” Men siden da har det været den 28. maj, dagen, da Facebook efter massivt pres fra #FBrape-kampagnen erkendte og erklærede, at de har et problem med misogyni, og at de er nødt til at gøre noget ved det. Bl.a. ved at uddanne deres moderatorer til at identificere misogynt indhold – og slå ned på det.

Men er der mon sket noget i løbet af de 14 dage, siden erklæringen kom? Er der kommet lidt mere bevågenhed og måske en løftet pegefinger fra headquarters, sådan at moderatorerne nu strammer ballerne og gennemfører at skelne indholdet på denne side fra halvgrove og dårlige, men dog morsomme jokes? Kan de mon se, at de begejstrede tegninger af ituskårne kvinder er slet og ret misogyne? Eller er det stadig fjong? Jeg har ikke hørt noget fra Facebook om min anmeldelse endnu. Siden ligger der fortsat. Så det vil vise sig..

blog fbrape ad

6 brandingtips via #FBrape

I sidste uge fik aktivister verdens største sociale medie til at love en kursændring. Det var #FBrape-kampagnen, der via pres på annoncørerne fik Facebook til at indrømme, at de har brug for en proaktiv politik i forhold til kvindehadende indhold. Dejlige tider, men også med større perspektiver. Brandingeksperter har straks destilleret 6 stykker lærdom ud af forløbet. De findes her i MarketingMagazine.

De handler om, hvordan forholdene i den sociale medieindustri er for annoncører, og de fire første springer vi over her på bloggen. For nummer 5 er fra min synsvinkel det mest pikante, ja nærmest spændstige, om man vil. 5 siger: Det er essentielt, at man ved, hvornår man skal sige nej. Marketing Magazine skriver: ‘I en tid, hvor næsten ethvert globalt brand har en skare af pressionsgrupper der henvender sig til dem, siger social media-eksperter, at det er lige så vigtigt at vide hvad man skal ignorere, som at vide, hvornår man skal gå i dialog.” Altså, for ellers kan man ikke bestille andet et at diskutere med alle hele tiden. Men i tilfældet #FBrape bliver det vurderet som en nederen idé at sige nej = det er værd at prioritere en dialog med denne type protester.

Læren i Punkt 6 lyder: Et brand må vide, hvad det står for, og holde sig til dét….Som eksempel nævnes naturligvis Dove. De laver sæbe, cremer og personlige hygiejneprodukter, og de var dem, der blev hårdest angrebet af #FBrape-aktivisterne, fordi firmaet skød sig selv utrætteligt i begge fødder under kampagnen. De markedsfører sig nemlig hæmningsløst som dem, der er optaget af “real women”, og som virkelig lever for “care” og omsorg for disse kvinder, men da de blev bedt om noget “care” i form af at sige fra overfor Facebooks accept af kvindehad, så var de uvillige, lunkne og afvisende. Alt i alt fremstod de pænt blottede for det påståede omsorgsgen. Hver dag under kampagnen kom der nye erklæringer på Twitter og Facebook fra kvinder, der lovede at droppe Doves produkter både til sig selv og familien. Og der blev lavet alternative Dove-reklamer af de rasende brugere, der faktisk følte sig godt gammeldags røvrendt af sæbeproducenten.

blog fbrape marketing Dove

Christian Gladwell, ekspert i sociale medier og direktør i Human Digital, siger til Marketing Magazine, at de fem år, som Dove har brugt på at opbygge et pro-women brand, er gået op i røg nu. Han minder om, at alt det kritiske indhold bliver liggende i “the fourth Space” i mange år endnu. Og MM’s konklusion er, at marketingfolk nu benytter lejligheden til at revurdere deres digitale marketingstrategier.

Jeg tror på vurderingen. Vi vil nu putte den ned i en kolbe sammen med lærestykke/tip nr. 5, og tilføre de udsagn, der har prydet debatten i den udenlandske presse de seneste uger, om at tidevandet nok er ved at vende for spørgsmål om sexisme og ligestilling…

blog fbrape brand balt

Resultat: Der er formentlig hul igennem, hvis man ser noget kvindefjendsk indhold på FB ved siden af en annonce for nogen, hvis image clincher med budskabet i det frastødende indhold. Proceduren er her. Men hullet igennem kan måske udvides til noget større, fordi det kan se ud til, at der er en del forbrugere, der er trætte af kvindehad. Og at der er stemning lige nu hos forbrugerne til at udfordre firmaers branding i bredere forstand. Og at virksomhederne samtidig føler sig i stemning til at komme udfordringerne i møde. Være lidt vandkæmmede i forhold til deres brands og måske tage et par småting op til overvejelse.
Jeg tror på det.

 

 

 

Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

Danmark med i #FBrape

blog fbrape ad

Nu er Danmark også med i #FBrape-kampagnen, som går ud på at overbevise annoncørerne på Facebook om at trække deres annoncer i protest mod det kvindefjendske indhold på sitet.
Man kan se et lille udpluk af det via dette link. Og der kommer hele tiden nyt.
Det er Dansk Kvindesamfund, der er gået med i kampagnen, og de skriver samtidig under på det åbne brev til Facebook, som folkene bag #FBrape sendte i sidste uge. I brevet står der præcis hvilke tiltag, Facebook bør tage for at komme volds- og voldtægtsiderne til livs. Det er de tiltag, kampagnen søger at få annoncørerne til at kræve, at Facebook tager sig sammen til, og de 10 annoncører, der foreløbig har trukket deres annoncer, har erklæret at de først genoptager samarbejdet med FB, når kravene er imødekommet. Dansk Kvindesamfund har netop lagt en dansk oversættelse af brevet til FB ud.
Foreløbig er der sendt 45.000 tweets i #FBrape-kampagnen, der har løbet siden den 21. maj. Den som også har fået ganske omfattende pressedækning i andre lande, især i Storbritannien.

Annoncører trækker sig pga. kvindehad på Facebook

 

Nissan Skyline R32

Nissan Skyline R32

Nissan får en reklame her, for de har trukket deres Facebook-annoncer i protest mod kvinehadende indhold. Big up, credits, fed karma til dem!
De sidste to døgn har der kørt en massiv kampagne på diverse sociale medier for at få Facebooks annoncører til at reagere på alle sitets såkaldte jokes og opfordringer til vold, voldtægt og værre ting mod kvinder.
Foreløbig har Nissan UK og webhost-firmaet Westhost med øjeblikkelig virkning trukket alle deres reklamer fra Facebook. Andre firmaer overvejer stadig sagen eller er i dialog med Facebook, heriblandt American Express, British Airways, Sky, Easyjet og Dove. Sidstnævnte har bl.a. en annonce ved siden af et billede af en pige, der tydeligvis er blevet seksuelt misbrugt, og teksten: ”sometimes daddy drinks too much.” Og ved dette billede:

blog fbrape Dove2

Firmaet Vistaprint ville ikke trække annoncer, men opfordrede i stedet brugere til selv at kontakte Facebook. Det afstedkom en storm af rasende kunder, der erklærede på Vistaprints FB-side, at problemet netop er at Facebook ikke lytter til almindelige brugeres klager – og at de i øvrigt nu er færdige med at købe produkter hos Vistaprint.
Audible_com valgte gennem flere timer i går aftes den velprøvede strategi, at de simpelthen slettede alle de vrede indlæg, der væltede ind på deres FB-side. Det blev brugerne kun endnu vredere af. Nissan, som trak deres annoncer, var derimod i dialog med brugere i løbet af aftenen, hvor firmaet bl.a. skrev på Twitter, at de var “”not happy about this and many people in the office rightly upset. It’s wrong and we don’t support it. Ever.”

Status med de forskellige firmaer udvikler sig selvfølgelig hele tiden. For at følge med og evt. selv deltage kan man tjekke Women, Action & the Media’s hjemmeside. Her finder man alt om at komme ind i kampen, men ellers er det bare at gå på Twitter, hvor man bruger #FBrape i henvendelser til annoncørerne. Kampagnen mønstrede 9000 tweets alene på de første 24 timer. Nogle af annoncørernes reaktioner har der slet ikke været mulighed for at følge op på fra kampagnens headquarters, fordi det går så stærkt. Fx er det lige nu uklart, hvad Magnum har svaret på henvendelser om at deres dejlige isannoncer figurerer ved siden af følgende shot med teksten: DUMB BITCH LEFT THE KITCHEN

blog fbrape Magnum

Det er Everyday Sexism Project og de to aktivister Soraya Chemaly og Jaclyn Friedman, der er initiativtagere til kampagnen, som blev sat i gang samtidig med at de skrev et åbent brev til Facebook for at få dem til at gøre noget effektivt ved sitets omfangsrige indhold af kvindehad.

Herhjemme er det foreløbig kun Dansk Kvindesamfund, der har været aktive i sagen. De henvendte sig for en måneds tid siden til Lego og Babysam for at gøre dem opmærksomme på, at de hver især havde FB-annoncer lige ved siden af et billede, der lavede sjov med en kvinde, som havde fået bank af sin mand.
Ingen af de to virksomheder har ligesom haft tid til at svare Dansk Kvindesamfund, men da Berlingeren gik til Lego, fik de dette svar fra den globale direktør for sociale medier, Lars Silberbauer: “Vi har ikke tidligere oplevet, at dette er et problem, og generelt oplever vi, at brugere godt kan skelne annoncer fra brugerskabt indhold. Men det er selvfølgelig et område, som vi følger for at se, hvilken vej udviklingen går, og så vil vi gerne opfordre alle til at bruge mulighederne på Facebook til at ‘flagge’ anstødeligt indhold. Jo flere der gør det, desto hurtigere bliver det fjernet af Facebook.”
Den vurdering er empirien så ikke enig i, eftersom almindelige brugere (læs: ikke-annoncører) kan klage fra Herodes til Pilatus og kun få det svar fra Facebook, at “indholdet er ikke i strid med vore standarder” etc. Præcis som en lang række fremtidige eks-kunder skrev til Vistaprint i går, da de på samme vis søgte at fedte ansvaret over på kunderne.

Nu er det selvfølgelig sådan, at annoncører ikke selv vælger, hvor deres indhold på FB dukker op, og desuden bliver indhold som bekendt ikke modereret inden det ryger på FB. Men som folk netop nu skriver til Easyjet, der fastholder at de ikke selv kan styre hvor deres annoncer havner: “Jamen, I ville vel heller ikke annoncere i et trykt medie, hvis der var mulighed for at finde samme type indhold dér? Hvad er forskellen?” Og som  FBrape-kampagnens initiativtagere påpeger, så kan man kræve, at Facebook overordnet tager stilling til, hvad de ser som acceptabelt indhold. At de følger deres egne guidelines omkring hate speech, også når det kommer til kvinder – og at de tager klart afstand til denne type indhold. Der mangler stadig et svar fra virksomheden på de henvendelser, de har fået, men forbrugernes reaktioner i forhold til annoncørerne er endnu et hårdt “poke” på FB’s skulder. Og også på annoncørernes, hvis engagementet fortsætter.

update samme aften: ..Og det gør det foreløbig: 16.000 #FBrape-tweets efter 48 timer.

update næste dag: Efter knap 3 døgn: 20.000 tweets - og seks firmaer, der har trukket deres reklamer fra Facebook :-)

Sandberg selv på kvindehadside

blog sandberg ad vs rape

Nu optræder Sandberg selv i en annonce på en Facebookside, som er spækket med billeder af smadrede kvindeansigter og tilhørende jokes. Ironien vil ingen ende tage. Ja, det er hende nede i højre hjørne lige over det i denne sammenhæng dobbeltbundet udfordrende spørgsmål: “Are You Leaning In?”

blog a

Dette foregår nu, dagen efter at over 40 ligestillings- og antimisogyni-organisationer fra diverse lande har skrevet til Facebook og bedt dem om at ændre deres politik på området. Og få dage efter at den danske journalist Annegrethe Rasmussen har skrevet et åbent brev til Sandberg og bedt hende om at forholde sig til kvindehadet på Facebook.  Og to måneder efter oprettelsen af FB-gruppen ”Sheryl Sandberg – LEAN IN and remove misogyny from Facebook.” Hidtil har Sandberg ikke reageret på nogen af delene. Der er ikke kommet skyggen af respons fra Facebook, som anerkender denne problematik.

Siden med Sandberg-annoncen hedder “Domestic Violence – Don’t make me tell you twice” og her finder vi bl.a. denne lille lækkerbisken m. teksten “NOSEBLEEDS – the first sign of an incorrectly prepared sandwich.”

blog nosebleed

Men hey! That’s not all. Ironien er en lun og utrættelig fætter, der bare bliver ved. Vi vender lige tilbage til det brev til Facebook, som de 40+ organisationer sendte i går.

I brevet kræver organisationerne bl.a. at “swift, comprehensive and effective” action fra Facebooks side i form af, at mediet skal:
“1. Rubricere tale, der trivialiserer eller forherliger vold mod piger og kvinder, som hate speech, og forpligte jer til, at I ikke vil tolerere dette indhold. 2. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at genkende og fjerne kønsbaseret hate speech. 3. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at forstå hvordan online-forfølgelse har forskellig effekt på kvinder og mænd  delvis på grund af den pandemi af vold mod kvinder, som finder sted i den virkelige verden.” (Min oversættelse.)

Blandt underskriverne af brevet finder vi en organisation, der skriver om sin mission,at de er et organiseret svar på vold mod kvinder. At de ser en verden hvor kvinder lever sikkert og frit. At de er et krav om at voldtægt, incest, vold etc. må stoppe nu. At de blandt andet vil skabe vidtrækkende opmærksomhed om problemerne og dermed lægge “the groundwork” for nye tiltag af enhver art mod vold mod kvinder i hele verden..

“We will work as long as it takes. We will not stop until the violence stops.” Se selv på deres hjemmeside hvor de også erklærer sig ”a fierce, wild, unstoppable movement and community.” Hallelujah! Der er bare det, at organisationen hedder V-Day, og i deres bestyrelse sidder… Sheryl Sandberg.

NB update skrevet senere på dagen: Så vidt jeg kan se, er selve den omtalte “Domestic Violence”-side fjernet nu, men ifølge flere Twitter-kilder optræder Sandberg-annoncen stadig på sider med div. vold/voldtægtsbilleder og memes.