Nej, det er sgu ikke din egen skyld

blog dårligt selvværd

Hvis vi bare styrer vores underbevidsthed, så er objektificerende reklamer ikke så slemme. Det er et af budskaberne i dagens Signatur i Politiken. Den er en reaktion på en ny rapport om kvinders kropsbillede, der viser at millioner af kvinder verden over har en relation til deres kroppe, der for 20 år siden ville være blevet betegnet som sygelig, og at det er en følge af objektificering og perfektionsidealer i markedsføring og overalt..

Rapporten har været omtalt i Information, der bl.a. skriver: ”Der er sket en normalisering af dårligt kropsbillede, og det lægger skygger over de faktiske følger. Samtalekulturen og psykiatrien har vænnet sig til, at kvinder har det dårligt med deres krop.” En af forskerne bag rapporten, Emma Halliwell, siger til Information: “Det var meget vigtigt for os at inddrage samfundets strukturer og sætte dem i fokus.”

Men Amalie Kestler vil i dagens signatur hellere flytte fokus over på individet. Overskriften på hendes indlæg er: ”Kvinde, du er sgu din egen.” Hun mener nemlig, at selvom strukturerne er problematiske, så har den enkelte kvinde et ansvar. Som hun skriver: ”Vi kan sige, at det er samfundets skyld. Vi kan sige, at det er kapitalisternes skyld. Vi kan sige, at det er markedskræfternes hærgen. (…) Men lad os samtidig være ærlige: Det er op ad bakke at kæmpe med storindustrier i Hollywood, modeuger i Paris og det globale salg af dameblade. Fællesskabet er til dels magtesløst over for den type stærke strukturer, som jo til dels er styret af forbrugere, altså os selv. Derfor er den kamp, som den enkelte pige og kvinde må kæmpe, meget vigtigt.”

Amalie Kestler henviser bl.a. til den nye rapports konklusioner om, at en af følgevirkningerne af at ødelægge kvinders selvværd er er negativt udbytte for samfundsøkonomien, idet kvinders negative selvbilleder fører til, at færre af dem bliver ledere og iværksættere. “Rapporten beviser, at et negativt kropsbillede har omfattende negative konsekvenser både for pigers akademiske præstationer og deres sociale liv”, siger en af forskerne bag rapporten. Et negativt kropsbillede fører til lavt selvværd, som fører til mindre lyst til at tage taletid både i skolen, på jobbet og i medierne. Det viser den forskning fra hele verden, som sammenstilles i den nye rapport.

Amalie Kestler mener, at selv om man kan få øje på nok så mange problemer i kulturens evige udstilling af uopnåelige kropsidealer, så “bør en rapport som denne også få pilen til at pege indad. Og her kan enhver kvinde, som føler sig overdænget med og styret af urealistiske kropsbilleder, stille sig selv følgende spørgsmål fra bullshit-detektoren: 1)Er det rimeligt, at damebladene bestemmer, hvordan jeg har det med mig selv? 2)Er det logisk, at jeg lader mit selvværd og humør diktere af den skiftende mode og 3) Giver jeg op og gør mig selv til villigt redskab for den stærke påvirkning af min underbevidsthed, som film, tv og reklamer udøver hele tiden? Og hun mener, svaret bør være nej. Hun sætter trumf på ved at erklære: ”Individet er ikke magtesløst. Det kan både kæmpe imod og nægte at lade sig påvirke.”

Spørgsmål 1 og 2 kan vi vel alle svare nej til, men det barberer ingen geder. At man intellektuelt forstår, at noget ikke er rimeligt, ændrer som bekendt ikke den følelsesmæssige reaktion på det. Hvis du får bank af din mand hver dag, så får du det ikke bedre eller mere afslappet med det uanset hvor klart, du har indset, at det ikke er rimeligt. (Og her taler vi om en situation, hvor det er 100% umuligt for dig at forlade den voldelige mand. Ingen kan heller undslippe de objektificerende idealbilledbombardementer fra reklamer.)Spørgsmål 2 om logik hjælper heller ikke. For de mekanismer, der er på spil, når det handler om massiv propaganda, er jo hinsides logik som al manipulation i øvrigt.

Det værste er imidlertid spørgsmål 3. For Amalie Kestler victimblamer med kæk mine som en frisk spejderfører, når hun gør hele molevitten til et jævnt og ukompliceret anliggende om at give op eller ej - og fremstiller det som et valg, alle piger og kvinder har: “Gør jeg mig selv til redsakb for den stærke påvirkning af min underbevidsthed (etc.)” .

Som om man kan gøre sig selv til et redskab – eller lade være. Det er det samme som at sige, at hvis folk selv vælger at åbne munden og sluge maddingen, så er de selv ude om det. Det er at skyde skylden på offeret. Men helt ærligt, svaret ligger jo i spørgsmålet: Når det handler om stærk påvirkning af ens underbevidsthed, så har man ikke rigtigt et valg. Faktisk slet ikke, overhovedet. Underbevidstheden modtager påvirkninger – punktum. Hvis Amalie Kestler (eller nogen anden) har en dokumenteret effektiv metode til at lukke for udvalgte indbakker i underbevidstheden, så vil jeg anbefale at gå ud lige nu og blive filthy stenrig på at sælge kurser i det – jeg tilmelder mig selv og min 14-årige datter uanset prisen. Jeg tror bare ikke på det og synes, det svarer lidt til , da hin navnkundige republikanertype udtalte, at kvinder ikke kunne blive gravide ved voldtægt, fordi kroppen har en måde at lukke ned på. You wish.

Jeg bliver virkelig trist og også gal på alle unge pigers vegne over at nogen, og ikke bare en tilfældig tåbelig republikaner eller anti-feminist, men Amalie Kestler, fortæller dem i en ellers venlig og etableret avis som Politiken, at det faktisk er deres egen skyld hvis de bliver påvirket negativt af non-stop manipulation og budskabsbombardement. Det er det IKKE.

Som Emma Halliwell, forsker bag omtalte rapport, siger til Information: ”Jeg vil gerne tage afstand fra ideen om, at kvinder som individer kan droppe skønhedsidealer.” Hun understreger, at man ikke kan vælge presset fra. Bevidstheden om det vurderende blik udefra kalder forskerne ”selv-objektificering”. Det vil sige, at idealet bliver så integreret i ens selvbillede, at man til sidst pålægger sig selv hele dette pres.

Jeg er enig med Amalie Kestler i, at det er en god ide at kæmpe imod, forstået på den måde, at jeg synes det er positivt, hvis man har energi til i det mindste at forsøge. Men for det første er det langtfra alle, der har ressourcer til det. Det er ikke alle, der har kendskab til mekanismerne og hele spillet, og det er især ikke alle piger på 12,13,14,15,16 år, der har det, selvom de er rigeligt påvirkede af det og får spiseforstyrrelser og andre lidelser som følge af det. I Danmark har eksempelvis en ud af fire 13-årige piger det dårligt med deres kroppe, og Børnerådet, der lavede undersøgelsen, vurderer, at det netop hænger sammen med de mange billeder af perfekte kvindekroppe, som pigerne ser hver dag.

Det er også meget langtfra alle piger – og kvinder –  der har overskud til så at tage stilling til det, og prøve at overskue og gennemskue, hvad det er der sker. Jeg tror faktisk, det er de allerfærreste, da det jo ikke er alle unge piger, der vokser op i rare, trygge hjem, hvor der er økonomiske, følelsesmæssige og intellektuelle ressourcer og stabilitet nok til at en datter har emotionelt og udviklingsmæssigt overskud til at give sig i kast med at være Rasmus Modsat overfor en kultur, der genererer nye ondskabsfuldheder mod unge piger 24 timer i døgnet overalt.

For at svømme op mod strømmen skal man være et sted, hvor man er tilstrækkelig oplyst, tilstrækkelig desperat/rasende og et eller andet sted tilstrækkelig sikker på sig selv eller i hvert fald naturligt fandenivoldsk til at turde forsøge oprøret. Det er også svært når man er i 20′erne eller i 50′erne. Det er krævende ad H… til at udfordre en mastodontisk kultur. Der skal være tid, mod, energi og alt muligt andet til stede. Og så er vi egentlig tilbage ved 0: For piger og kvinder kan altså ikke undgå at skulle bruge enorme mængder af energi på sagen, uanset om de arbejder utrætteligt på at leve op til kulturens idealer, eller om de slider sig i laser på at kæmpe imod den. Begge valg er et udslidende Sisyfos-arbejde, og det tager hjerneaktivitet, også selvom man – da man også har andre gøremål og problemer i livet – maser det meste ned i underbevidstheden, hvor det så kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse eller generere stigende behov for lykkepiller, fx). Og al den hjerneaktivitet der går på enten at være med eller imod eller prøve at glemme det, den kunne ellers være brugt på at få bedre karakterer, få sagt sin mening på mødet eller arbejde mere målrettet på at få det lederjob.

Netop under Amalie Kestlers signatur i dagens avis finder man et debatindlæg om markedsføring af alkohol til unge. Det er Alkohol og Samfunds forkvinde, der mener, at det skal forbydes. Det viser sig nemlig – surprise – at påvirkningen fra reklamerne spiller meget væsentligt ind på, hvor meget alkohol unge drikker!

A & S-forkvinden skriver bl.a.:”I Alkohol og Samfund mener vi, det er på tide, at politikerne kommer på banen og får lavet et forbud mod al markedsføring af alkohol. Ikke flere reklamer med unge mennesker, der har det sjovt på grund af alkohol, ikke flere diskoteker, der lover gratis drinks til elever, der får et 12-tal til eksamen, ikke flere reklamer eller annoncer, der viser andet en det, der reelt er produktinformation: Her er en flaske rødvin, den er fra Italien og koster 49,95 kroner. De har gjort det i Frankrig med lavere alkoholforbrug til følge..”

Her har vi en dejlig anskuelighedsundervisning i konsekvenser af reklamepåvirkning: Hvis folk får at vide, at de får det sjovt, når de drikker, så drikker de. Hvis de ikke længere får det at vide, så drikker de ikke lige så meget. Aha! Man kunne selvfølgelig også have valgt at sige, at de unge bare skulle arbejde med sig selv og sige reklamernes budskaber i mod, og tænke over om de mon ikke kunne have det sjovt med mindre alkohol – eller uden. At de bare skulle være trodsige mod reklamerne. Men her valgte man altså at stoppe markedsføringen i stedet, selvom en ganske stor industri sikkert nu er mopsede på de franske politikere, fordi begrænsninger jo altid er irriterende.

Kunne man forestille sig en lignende politisk stillingtagen til de industrier, der skovler penge ind på at sørge for, at piger og kvinder altid har det dårligt med deres kroppe, så de køber tryllemidler, der kan gøre den lidt mere acceptabel? Og de industrier, der bare pr. refleks markedsfører hvad som helst på bekostning af kvinder, der bliver parteret ud til objekter for at sælge lidt opmærksomhed til producenterne? De medier og virksomheder, der på alle mulige måder kaster mere benzin på objektbålet hver dag?  Det er selvsagt noget mere kompliceret end det med alkohol. Men den udfordring skal jo ikke holde nogen form for lovgivning – eller håndhævning af eksisterende lovgivning – tilbage, medmindre man er et virkelig uambitiøst eller meget fattigt land. Og det bør være den vej, vi skal, i stedet for at individualisere problemerne og italesætte dem som et spørgsmål om, hvad den enkelte “vælger” at modtage og hvordan man så styrer sine egne reaktioner. Den tilgang læsser bare flere krav på en rigeligt udfordret befolkningsgruppe – og det værste er, at tilgangen er rent ud systembevarende.

Husk at grine ad salaten

blog idealer dameblad

Hvorfor kvinder ler ad salat – et af de interessante spørgsmål, der behandles i dette blad, som også lover at forklare læseren alt, hvad hun gør forkert, og hvordan hun bare ser vildt gammel ud. Det er jo for fristende til ikke at betale 70 kr for at få med hjem i sofaen efter en lang og stressende dag, ikke? Det har jeg da også gjort uendeligt mange gange siden jeg var 18, og det er der så mange andre der også gør, at denne type blade er en kæmpeindustri. Det viste eksempel er godt nok ikke et rigtigt dameblad med navnet “Bloody Awful”, men en slags koncentrat af alle dame/modemagasiners forsider, lavet af bloggeren Tecnically Ron. Som rammer aldeles plet, for det ER netop det, der står i bladene.

Trods mange års forsøg på opdragelse via konsumption af budskaber fra disse blade og deres annoncører og andre, der mener det samme, så makker jeg stadig ikke ret sådan helt inderst inde. Jeg er f.eks. stadig ikke begyndt at putte mine parfumeflasker i munden, selvom jeg ved Gud har haft mange af slagsen til at hænge ud på hylderne og friste mig.

blog idealer parfume i mund4blog idealer parfume i mund2blog idealer parfume i mundblog idealer parfume i mund6

Jeg må faktisk tilstå, at jeg generelt har et issue med at lade være med at lukke munden. Det er noget rigtigt rod med mit mundlukkeri, det erkender jeg 100%. For jeg har gennem 30 år lært, at det er normalt for kvinder at holde munden åben og virke lidt afventende, bare for en sikkerheds skyld.

blog idealer åben mund blog idealer åben mund13 blog idealer åben mund2 blog idealer åben mund3 blog idealer åben mund4 blog idealer åben mund7 blog idealer åben mund9 blog idealer åbenmund9

Min næste tilståelse er, at jeg åbenbart er sørgeligt blottet for humor, for jeg kan ikke se det morsomme i salat, og det er atypisk for mit køn. Det må altså være mig, der er noget i vejen med: Kvinder SYNES jo, at salater er fuldkommen sindssygt grineren.

blog idealer salatigen2

blog idealer salat2 blog idealer salat3 blog idealer salat4 blog idealer salat5

For nogle år siden samlede bloggen The Hairpin faktisk et udvalg af flere eksempler fra billedbureauer på, hvordan det normalt ser ud, når kvinder spiser salater, som man også kan forvisse sig om her. Det har jeg da også tit set i dameblade, hvor salatopskrifterne altid står i kø for at redde alle os voldsomt og upassende overvægtige læsere. Men som sagt – jeg venter stadig på, at det bliver umuligt at holde latteren tilbage ved synet af et salathoved.

Jeg har også udfordringer i forhold til andre ting, som gennemgående er nogle af de sjoveste i verden for kvinder. Nogle af dem anbefales som fast efterårspensum af denne svenske blogger, der har noteret sig, hvad alle kvinder skal huske på denne årstid. Bl.a. at grine ad thekopper og regnvejr.

blog idealer thekopblog idealer høsthop

Måske er jeg bare for maskulin. For mænd kan tydeligvis godt lade være med at sutte på deres parfumeflasker. Mænd bruger parfume fordi det dufter godt – ikke for at fedte rundt med flakonerne i ansigtet. Ligesom de sagtens kan lukke munden og se lidt initiativrige ud i stedet for bare at sidde og se ud som om de venter på, at nogen skal gøre noget ved dem og deres åbne munde. Mænd synes heller ikke i almindelighed, at hverken salat, the eller regn er til at dø af grin over. Mon ikke det hele skyldes, at de simpelthen er mere fornuftsbetonede i deres tilgang til tingene og i øvrigt har en langt mere avanceret humor? De griner i hvert fald ikke ad åndssvage ting og bliver heller ikke fjantede på en lidt småforlegen måde, fordi de ses spisende, sådan som vi ser kvinder afbildet – med sådan en form for dårlig samvittighed uanset om det er noget usundt eller noget sundt – det sunde spiser man jo tydeligvis for at være artig, fordi man har været uartig og spist noget, man ikke måtte, og så fniser man som et børnehavebarn, der bliver grebet i at stjæle småkager. Den slags roder mænd sig ikke ud i, for de er simpelthen mere rationelle i forhold til sig selv, og derfor slipper deres blade også for forpligtelsen til at gøre dem opmærksomme på deres behov for at tabe sig. Det har de selv styr på - selv om ingen mænd i udgangspunktet er fjollede nok til at blive overvægtige. Det er de klare budskaber, jeg får.

Men jeg er jo ikke mand, så jeg har ikke alle disse fordele, men tværtimod bare ulempen ved at være forkert bygget inde i hovedet, sådan rent kønsmæssigt. “Så kunne du jo lade være med at købe de blade og se på alle de billeder, hvis du synes det giver dig problemer,” er der sikkert en rationel person, der vil råde mig til. Jeg prøver også.  Men opfattelsen af, hvordan kvinder skal opføre sig, er jo ikke noget, der findes isoleret i 85.000 mode- og dameblade og 10.000.000 reklamer og billeder på busserne, vejene, internettet og i TV og aviser, f.eks. Jeg ved godt, at hvis jeg virkelig ville, så kunne jeg undgå dem. Det er bare et spørgsmål om at melde sig til det kommende reality-show på Mars, så er den potte ude. Men det hele forsvinder jo ikke af den grund. Alle fremstillingerne, der sælger parfume, tasker, læbestift, slankekure og så videre, er jo bare en spejling og fastholdelse af de ideer og uskrevne vedtægter, vi har i forvejen i vores kultur, som ligesom er en dynamisk del af dna’et i den måde vi tænker om os selv og andre mennesker og hvordan vi interagerer og socialiserer osv. Så ingen kan egentlig undgå dem, selvom der altid er nogen, der synes det er nemmest at påstå, at hvert enkelt menneske er en ø og at man selv bestemmer, om man bliver påvirket af den omgivende kultur. Så selv på Mars ville jeg gå rundt i og bruge energi på enten a)at vide, at jeg ikke falder ind i den rolle, min kultur har tiltænkt mig, og at nogen derfor synes, jeg ikke er god nok som kvinde eller b)at forsøge at holde munden åben og se ud som om, jeg bare venter på at nogen skal putte noget ind i den, ind i mellem at jeg skulle anstrenge mig for at trille en perlende latter ved synet af salathovedet på pakken med madtabletter.

Man kan selvfølgelig også bare grine ad, hvor latterligt det er. Det er også nemmere, når man er blevet voksen nok til ikke længere at blive påvirket så voldsomt, selvom man naturligvis lever i synergi med sin kultur og den måde, andre ser en, uanset hvor gammel man bliver.

For børn og unge er det en anden sag: Ifølge en undersøgelse blandt engelske piger og kvinder mellem 11-21 år fra 2013, så tror langt de fleste piger og unge kvinder mellem 11-21 år, at kvinder kun bedømmes på deres udseende og ikke på, hvad de kan præstere. Det gælder helt nøjagtigt for 87% i denne aldersgruppe.

Det påvirker altså piger og unge kvinder, hvordan de bliver fremstillet, og de føler det som krav, de bør leve op til, i en grad så ni ud af ti kan mene, at deres udseende er det vigtigste, de kan byde på. Budskaberne om hvad kvinder bør gøre og hvordan de skal se ud, som om de har det, selvom det er åbenlyst idiotisk, har altså en effekt. Ja, også det med parfumeflaskerne. For det siger, at man bør bruge energi på at se seksuelt parat og passiv ud og være et objekt, som hverken virker for klog eller initiativrig til at skræmme nogen som helst (mand) whatsoever. Energi, man kunne have brugt på noget andet, indtil man måske helt af sig selv fik lyst til sex. Og også det med salaten, der siger, at man skal elske at holde sig slank og huske at se lykkelig ud, mens man gør det, og også lidt “jeg-ved-godt-jeg-er-lidt-fjollet-dumme-lille-mig,” så man ikke virker som om man virkelig føler at man har ret til overhovedet at få noget at spise, men til gengæld er taknemmelig for at man må gøre det alligevel – og dermed har taget alle forholdsegler for ikke at være til gene, men kun til 100% behag. Det er budskaberne. Og budskaber der gentages på den måde i det uendelige – de går ind.

Så det er ikke bare til at klaske sig på lårene ad, når kvinder fremstilles på idiotiske måder. Selvom det er til grin.

blog idealer salatigen

 

.