Højstatus og lavstatus

blog janni

Det har tidligere vist sig, at det kan føre vidt at arbejde som kassedame.
Nu er jobbet så omsider også ved at blive socialt acceptabelt. ”Det er blevet mindre flovt at være kassedame” hed det i en overskrift for nylig om den nyvundne opgradering af et tidligere lavstatusjob, som fremgik af en undersøgelse. En arbejdsmarkedsforsker siger i artiklen, at det kan være, at krisen får os til at sænke kravene til hvilket job, man kan kræve.
Det gør mig optimistisk på mange fags vegne. Ledighed og afskaffet velfærd kan måske være godt for noget, hvis det igen bliver muligt at finde stolthed i at bestride erhverv, som mange har rynket på den nedladende næse ad i en lang tid. For et arbejde som kassedame eller gadefejer kan i stigende grad betragtes som klart federe end intet job.

Måske kommer flere faggrupper nu til at føle, at andre har respekt for deres daglige arbejde, og det fortjener alle, ligesom i de gode gamle dage da man ikke var postbud for at redde sin røv i så kort en periode som muligt, men fordi man havde påtaget sig det hverv og var glad for at have det.
blog postbud

Jeg siger på ingen måde, at alle nu har pligt til at trille en taknemmelighedens tåre, hvis de bliver hyret af nogle af de arbejdsgivere, der lugter blod for tiden og trykker lønningene så langt i bund som muligt. Eller at man bør være lykkelig for at blive tvangsaktiveret i “nyttejob.” Jeg synes bare, det er dejligt, hvis mennesker der bestrider et ærligt arbejde, ikke længere skal føle, at andre ser ned på dem.

Det minder mig om en bekendt, der var i gang med at fremstille en af sine gamle venner i et dårligt lys, og som led i den dagsorden erklærede han bestemt, at vennen aldrig ville blive andet end gulvhøvler. Det lå klart i tonefaldet – og i hele konteksten – at denne erklæring skulle tjene som ”bevis” på, at vedkommende var en umulig og håbløs person. At han faktisk var højtuddannet i en branche i krise og var nødt til at høvle gulve for at klare sig igennem, kom ikke sagen ved.
Personen, der omtalte gulvhøvleren nedladende, havde i øvrigt selv anrettet sine mange ekstravagante business class-rejser på en diskret økonomisk bund af tilskud fra sin mor og far, højt belånt hus, tilbageholdelse af alle kreditorers penge og – i den sidste tid inden konkursen – af hans egne børns konfirmationspenge og opsparinger, som han i hemmelighed havde støvsuget deres konti for.
Men han lavede nogle shiny statusopdateringer, meanwhile.

 

 

Smørhulsdanmark

Danmark smørhul

Jeg forstår det ikke.

Det er for dårligt, når stenrige danske erhvervfolk flygter til udlandet, efter at de har opbygget deres guldgruber med den danske stat som sponsor. Når de så skal til at betale klækkeligt tilbage via skattebilletten, er de off i privat jet.  Det er rundt regnet hvad Per Stig Møller mener i denne Berlingske revselse, hvor han bl.a. siger:  ”Det, synes jeg ikke, er anstændigt. For de har fået det hele gratis. Børnehave, foreningsliv, skolegang og universitetsstudie.«

Og det er jo ganske vist. Oveni har de så også fået de mest gunstige vilkår for virksomheder i hele den vide verden kun overgået af New Zealand – ifølge Forbes’ ganske pålidelige liste.  

Og hvor er det skønt at vi kan være smørhul – for nogen. Det viser at vi har overskud.  Nå nej, for resten, der er noget med at vi mangler nogle arbejdspladser – og at ledige og studerende er utilfredse med at de for nylig blev idømt at finanansiere skattelettelser til erhvervslivet (som endda selv siger at de skattelettelser såmænd ikke gør større forskel.)

Her kommer det, jeg ikke forstår: Hvorfor skal erhvervslivet ikke give lidt igen? Vi kan ikke stå i lufthavnen og stoppe milliardærdirektører med tropehjelm og stor cigar på vej til Cayman Islands, men vi kunne da godt kræve som et symbolsk minimum at skattelettelser skal gengældes med nye jobs, i stedet for at vi hver måned læser om 100 eller 1000-vis af danske arbejdspladser der forsvinder/flyttes ud af landet. Selv Dansk Industri har for nylig indrømmet det åbenlyse, at ja, langt de fleste virksomheder satser på udlandet frem for Danmark, når det gælder arbejdskraft. De gider hverken at opretholde eller skabe nogen jobs i Danmark. Det er jo ellers forventningerne om dette, der motiverer til skattelettelserne. Men der er ikke knyttet betingelser til de nye offentlige tilskud til danske virksomheder. Hvorfor hedder det ikke: Jeres arbejdspladser må ikke nedlægges/skal oprettes/genoprettes – antallet afhænger af hvor mange procent i skattelettelse, I man ønsker at gøre brug af?

 Noget for noget er ellers ikke et redskab, man normalt har berøringsangst overfor i arbejdsmarkedspolitikken.