Børnene er smidt ud af samfundet

blog børneintegration

Lockutens slutning ser ud til at flytte længere og længere ud i fremtiden. Og det bliver stadig mere irriterende for skolebørnene at befinde sig i ingenmandsland, hvor man bare skal vente og slå tiden ihjel. Som om det ikke var hårdt nok at være barn i forvejen. Nu er det blevet mere udfordrende, end det plejer. For børnene er lukket ude af samfundet for tiden, og de kan sidde og betragte, hvordan det kører videre uden dem. De savner skolen, fordi skolen er det eneste sted, hvor børn er 100% integreret i samfundet. Med det mener jeg følgende:

Inden jeg fik børn, tænkte jeg af og til over, hvor absurd vores samfund er indrettet i forhold til børn. Min synsvinkel var det veluddannede storbymenneskes, og den måde vi lever i dette miljø på, med lange arbejdsdage og en række aktiviteter, der ikke giver plads til børn, er præget af en konsensus om hvordan borgeren/forbrugeren her er: En dynamisk, egocentreret, travl og klædeligt stresset person med fokus på personlig udvikling, tilfredsstillelse og flashing af status. Kalenderen skal være fyldt, forvirringen skal være drysvis tilstedeværende, signalerende at man er så meget midt i vigtige gøremål at man knap kan være til stede dér hvor man er, á la Brigitte Bardots pjuskede hår, der antydede at hun lige var kommet ud af soveværelset – for en ganske kort bemærkning.
blog brigitte

Det betragtes som et hit, hvis man kan fortælle en historie om sig selv som overklassekosmopolit, der lidt kan sammenlignes med andre århundreders adelige, som residerede på landet om sommeren og tilbragte vinterhalvåret i bypalæerne – i ”sæsonen.” Det moderne storbymenneske har som idealbillede at leve i en uophørlig ”sæson,” om der så står NOMA, McDonalds, fitness eller MBA på balkortet.
Samtidig har mange et arbejde, der holder os selv og vores fokus væk fra hjemmet.  Børnene sidder ved siden af hamsterhjulet som et appendix, et kært og elsket et, som fylder meget, men de er ikke direkte en del af de flestes liv. Først når de kommer i skole, er de rigtigt integrerede i noget: Den enklave med tætte forbindelser, internt og til resten af samfundet, som skolen udgør. Den udfylder den store rolle som optageren af den lille borger det store fællesskab: For alle andre børn går jo også i skole og har lektier og lærere osv..

blog ballerup

Jeg siger ikke, at det hele var meget bedre “i gamle dage” som 50´erne, da mor hyggede sig med Ballerup-mixeren og den gode Nilfisk (hvis familien havde råd), endsige da bondesamfundet integrerede børnene i husarbejdet, fordi det var nødvendigt. Jeg konstaterer bare, at i dagens storbysamfund er børn ikke en del af familiens funktioner. De er med i nogle af fornøjelserne, hvor der tit er lagt meget energi i at aktiviteterne er særligt målrettet børnene. Noget af det er “kvalitetstid”. Ordet er fejet ind under gulvtæppet nu, men i praksis opererer vi en del med det. Det er en skøn ting, men den er privat og ikke en naturlig del af det store fællesskab.

Derfor tænkte jeg, dengang for 17 år siden, inden jeg blev gravid første gang, at jeg ville have børn, men at det var et paradoks, fordi jeg også ønskede at blive i byen med mit trygge miljø med menneskemylder og travlhed, og det miljø havde reelt ingen plads til børn. Jeg beroligede mig med,  at børn jo alligevel på magisk vis vokser op her og generelt ser ud til at have det ok, så jeg ville sikkert også transcendere eller se lyset eller komme igennem – mente jeg på min lidt diffuse måde.
Nu er jeg så i hvert fald kommet igennem til mine børns teenageår. Undervejs har familien haft de overvejelser, som mange triller ind i, om at flytte til mere børnevenlige omgivelser: Huset med haven. Måske endda på landet. Plads, lys og luft er godt for børn, men det sjove er at de standardiserede børnerigtige miljøer der findes, reelt er reservater. For flere eller én familie. De er ikke samfund, hvor børn er med.

Jeg ved slet ikke om det kan findes. Så skulle vi igen blive mindre enheder med de fleste funktioner og forsyningsaktiviter samlet på et overskueligt område hvor børnene kan deltage. Og hvordan skulle det så lade sig gøre uden at gå tilbage til noget stenalder-agtigt – eller skabe en decideret kult, hvor man er hellig og isoleret og fundamentalistisk? Jeg tror ikke rigtigt på det. Men jeg tror, at skolen er dét sted, hvor børn føler sig integreret i samfundet, og når de pludselig ikke kan komme der på ubestemt tid, så føler de sig dis-integrerede og hægtet af.

2 thoughts on “Børnene er smidt ud af samfundet

  1. PS … Men tillykke med dit moderskab, som er det bedste i både mænds og kvinders liv – og som jeg faktisk er det eneste, jeg er ked af ikke at have nået.

  2. Hvis børn er en stakkels udelukket og overset gruppe i det danske samfund, især blandt mere eller mindre nybagte mødre, så er jeg (gamle gris, som det jo hedder om alle ældre mænd) en lykkelig og verdenskendt intellektuel i min bedste alder – nemlig den hvor flertallet af selvmord – altså af den gennemførte slags, ikke de de ‘forsøg’ med at spise otte panodiler og ringe til fire veninder (eller omvendt) -!
    Bedste hilsener
    CP, 53 årig førtidsgrøntsag med en smule restomløb i roen

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>