Nej, det er sgu ikke din egen skyld

blog dårligt selvværd

Hvis vi bare styrer vores underbevidsthed, så er objektificerende reklamer ikke så slemme. Det er et af budskaberne i dagens Signatur i Politiken. Den er en reaktion på en ny rapport om kvinders kropsbillede, der viser at millioner af kvinder verden over har en relation til deres kroppe, der for 20 år siden ville være blevet betegnet som sygelig, og at det er en følge af objektificering og perfektionsidealer i markedsføring og overalt..

Rapporten har været omtalt i Information, der bl.a. skriver: ”Der er sket en normalisering af dårligt kropsbillede, og det lægger skygger over de faktiske følger. Samtalekulturen og psykiatrien har vænnet sig til, at kvinder har det dårligt med deres krop.” En af forskerne bag rapporten, Emma Halliwell, siger til Information: “Det var meget vigtigt for os at inddrage samfundets strukturer og sætte dem i fokus.”

Men Amalie Kestler vil i dagens signatur hellere flytte fokus over på individet. Overskriften på hendes indlæg er: ”Kvinde, du er sgu din egen.” Hun mener nemlig, at selvom strukturerne er problematiske, så har den enkelte kvinde et ansvar. Som hun skriver: ”Vi kan sige, at det er samfundets skyld. Vi kan sige, at det er kapitalisternes skyld. Vi kan sige, at det er markedskræfternes hærgen. (…) Men lad os samtidig være ærlige: Det er op ad bakke at kæmpe med storindustrier i Hollywood, modeuger i Paris og det globale salg af dameblade. Fællesskabet er til dels magtesløst over for den type stærke strukturer, som jo til dels er styret af forbrugere, altså os selv. Derfor er den kamp, som den enkelte pige og kvinde må kæmpe, meget vigtigt.”

Amalie Kestler henviser bl.a. til den nye rapports konklusioner om, at en af følgevirkningerne af at ødelægge kvinders selvværd er er negativt udbytte for samfundsøkonomien, idet kvinders negative selvbilleder fører til, at færre af dem bliver ledere og iværksættere. “Rapporten beviser, at et negativt kropsbillede har omfattende negative konsekvenser både for pigers akademiske præstationer og deres sociale liv”, siger en af forskerne bag rapporten. Et negativt kropsbillede fører til lavt selvværd, som fører til mindre lyst til at tage taletid både i skolen, på jobbet og i medierne. Det viser den forskning fra hele verden, som sammenstilles i den nye rapport.

Amalie Kestler mener, at selv om man kan få øje på nok så mange problemer i kulturens evige udstilling af uopnåelige kropsidealer, så “bør en rapport som denne også få pilen til at pege indad. Og her kan enhver kvinde, som føler sig overdænget med og styret af urealistiske kropsbilleder, stille sig selv følgende spørgsmål fra bullshit-detektoren: 1)Er det rimeligt, at damebladene bestemmer, hvordan jeg har det med mig selv? 2)Er det logisk, at jeg lader mit selvværd og humør diktere af den skiftende mode og 3) Giver jeg op og gør mig selv til villigt redskab for den stærke påvirkning af min underbevidsthed, som film, tv og reklamer udøver hele tiden? Og hun mener, svaret bør være nej. Hun sætter trumf på ved at erklære: ”Individet er ikke magtesløst. Det kan både kæmpe imod og nægte at lade sig påvirke.”

Spørgsmål 1 og 2 kan vi vel alle svare nej til, men det barberer ingen geder. At man intellektuelt forstår, at noget ikke er rimeligt, ændrer som bekendt ikke den følelsesmæssige reaktion på det. Hvis du får bank af din mand hver dag, så får du det ikke bedre eller mere afslappet med det uanset hvor klart, du har indset, at det ikke er rimeligt. (Og her taler vi om en situation, hvor det er 100% umuligt for dig at forlade den voldelige mand. Ingen kan heller undslippe de objektificerende idealbilledbombardementer fra reklamer.)Spørgsmål 2 om logik hjælper heller ikke. For de mekanismer, der er på spil, når det handler om massiv propaganda, er jo hinsides logik som al manipulation i øvrigt.

Det værste er imidlertid spørgsmål 3. For Amalie Kestler victimblamer med kæk mine som en frisk spejderfører, når hun gør hele molevitten til et jævnt og ukompliceret anliggende om at give op eller ej - og fremstiller det som et valg, alle piger og kvinder har: “Gør jeg mig selv til redsakb for den stærke påvirkning af min underbevidsthed (etc.)” .

Som om man kan gøre sig selv til et redskab – eller lade være. Det er det samme som at sige, at hvis folk selv vælger at åbne munden og sluge maddingen, så er de selv ude om det. Det er at skyde skylden på offeret. Men helt ærligt, svaret ligger jo i spørgsmålet: Når det handler om stærk påvirkning af ens underbevidsthed, så har man ikke rigtigt et valg. Faktisk slet ikke, overhovedet. Underbevidstheden modtager påvirkninger – punktum. Hvis Amalie Kestler (eller nogen anden) har en dokumenteret effektiv metode til at lukke for udvalgte indbakker i underbevidstheden, så vil jeg anbefale at gå ud lige nu og blive filthy stenrig på at sælge kurser i det – jeg tilmelder mig selv og min 14-årige datter uanset prisen. Jeg tror bare ikke på det og synes, det svarer lidt til , da hin navnkundige republikanertype udtalte, at kvinder ikke kunne blive gravide ved voldtægt, fordi kroppen har en måde at lukke ned på. You wish.

Jeg bliver virkelig trist og også gal på alle unge pigers vegne over at nogen, og ikke bare en tilfældig tåbelig republikaner eller anti-feminist, men Amalie Kestler, fortæller dem i en ellers venlig og etableret avis som Politiken, at det faktisk er deres egen skyld hvis de bliver påvirket negativt af non-stop manipulation og budskabsbombardement. Det er det IKKE.

Som Emma Halliwell, forsker bag omtalte rapport, siger til Information: ”Jeg vil gerne tage afstand fra ideen om, at kvinder som individer kan droppe skønhedsidealer.” Hun understreger, at man ikke kan vælge presset fra. Bevidstheden om det vurderende blik udefra kalder forskerne ”selv-objektificering”. Det vil sige, at idealet bliver så integreret i ens selvbillede, at man til sidst pålægger sig selv hele dette pres.

Jeg er enig med Amalie Kestler i, at det er en god ide at kæmpe imod, forstået på den måde, at jeg synes det er positivt, hvis man har energi til i det mindste at forsøge. Men for det første er det langtfra alle, der har ressourcer til det. Det er ikke alle, der har kendskab til mekanismerne og hele spillet, og det er især ikke alle piger på 12,13,14,15,16 år, der har det, selvom de er rigeligt påvirkede af det og får spiseforstyrrelser og andre lidelser som følge af det. I Danmark har eksempelvis en ud af fire 13-årige piger det dårligt med deres kroppe, og Børnerådet, der lavede undersøgelsen, vurderer, at det netop hænger sammen med de mange billeder af perfekte kvindekroppe, som pigerne ser hver dag.

Det er også meget langtfra alle piger – og kvinder –  der har overskud til så at tage stilling til det, og prøve at overskue og gennemskue, hvad det er der sker. Jeg tror faktisk, det er de allerfærreste, da det jo ikke er alle unge piger, der vokser op i rare, trygge hjem, hvor der er økonomiske, følelsesmæssige og intellektuelle ressourcer og stabilitet nok til at en datter har emotionelt og udviklingsmæssigt overskud til at give sig i kast med at være Rasmus Modsat overfor en kultur, der genererer nye ondskabsfuldheder mod unge piger 24 timer i døgnet overalt.

For at svømme op mod strømmen skal man være et sted, hvor man er tilstrækkelig oplyst, tilstrækkelig desperat/rasende og et eller andet sted tilstrækkelig sikker på sig selv eller i hvert fald naturligt fandenivoldsk til at turde forsøge oprøret. Det er også svært når man er i 20′erne eller i 50′erne. Det er krævende ad H… til at udfordre en mastodontisk kultur. Der skal være tid, mod, energi og alt muligt andet til stede. Og så er vi egentlig tilbage ved 0: For piger og kvinder kan altså ikke undgå at skulle bruge enorme mængder af energi på sagen, uanset om de arbejder utrætteligt på at leve op til kulturens idealer, eller om de slider sig i laser på at kæmpe imod den. Begge valg er et udslidende Sisyfos-arbejde, og det tager hjerneaktivitet, også selvom man – da man også har andre gøremål og problemer i livet – maser det meste ned i underbevidstheden, hvor det så kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse eller generere stigende behov for lykkepiller, fx). Og al den hjerneaktivitet der går på enten at være med eller imod eller prøve at glemme det, den kunne ellers være brugt på at få bedre karakterer, få sagt sin mening på mødet eller arbejde mere målrettet på at få det lederjob.

Netop under Amalie Kestlers signatur i dagens avis finder man et debatindlæg om markedsføring af alkohol til unge. Det er Alkohol og Samfunds forkvinde, der mener, at det skal forbydes. Det viser sig nemlig – surprise – at påvirkningen fra reklamerne spiller meget væsentligt ind på, hvor meget alkohol unge drikker!

A & S-forkvinden skriver bl.a.:”I Alkohol og Samfund mener vi, det er på tide, at politikerne kommer på banen og får lavet et forbud mod al markedsføring af alkohol. Ikke flere reklamer med unge mennesker, der har det sjovt på grund af alkohol, ikke flere diskoteker, der lover gratis drinks til elever, der får et 12-tal til eksamen, ikke flere reklamer eller annoncer, der viser andet en det, der reelt er produktinformation: Her er en flaske rødvin, den er fra Italien og koster 49,95 kroner. De har gjort det i Frankrig med lavere alkoholforbrug til følge..”

Her har vi en dejlig anskuelighedsundervisning i konsekvenser af reklamepåvirkning: Hvis folk får at vide, at de får det sjovt, når de drikker, så drikker de. Hvis de ikke længere får det at vide, så drikker de ikke lige så meget. Aha! Man kunne selvfølgelig også have valgt at sige, at de unge bare skulle arbejde med sig selv og sige reklamernes budskaber i mod, og tænke over om de mon ikke kunne have det sjovt med mindre alkohol – eller uden. At de bare skulle være trodsige mod reklamerne. Men her valgte man altså at stoppe markedsføringen i stedet, selvom en ganske stor industri sikkert nu er mopsede på de franske politikere, fordi begrænsninger jo altid er irriterende.

Kunne man forestille sig en lignende politisk stillingtagen til de industrier, der skovler penge ind på at sørge for, at piger og kvinder altid har det dårligt med deres kroppe, så de køber tryllemidler, der kan gøre den lidt mere acceptabel? Og de industrier, der bare pr. refleks markedsfører hvad som helst på bekostning af kvinder, der bliver parteret ud til objekter for at sælge lidt opmærksomhed til producenterne? De medier og virksomheder, der på alle mulige måder kaster mere benzin på objektbålet hver dag?  Det er selvsagt noget mere kompliceret end det med alkohol. Men den udfordring skal jo ikke holde nogen form for lovgivning – eller håndhævning af eksisterende lovgivning – tilbage, medmindre man er et virkelig uambitiøst eller meget fattigt land. Og det bør være den vej, vi skal, i stedet for at individualisere problemerne og italesætte dem som et spørgsmål om, hvad den enkelte “vælger” at modtage og hvordan man så styrer sine egne reaktioner. Den tilgang læsser bare flere krav på en rigeligt udfordret befolkningsgruppe – og det værste er, at tilgangen er rent ud systembevarende.

Fladpandet fisselettekomik – som jeg dog godt forstår

Anmeldelse af Sanne Søndergaards show. Af Onkel Overklasse

blog Sanne anmeldelse

Den kønne, unge kvindelige komikers nye show er frygtelig plat og endda også så uappetitligt, at jeg flere gange var ved at få den gode, veltilberedte 5-retters menu fra Bjørnekælderen på tværs i mine ellers fordøjelsesbesværstilvænte tarme.

Den unge nydelige kvinde er ude i et vigtigt ærinde, ingen tvivl om det, når hun adresserer det, som hun anser for at være udfordringer på det ligestillingsmæssige område. Og komikere kan naturligvis bruge greb som benævnelser af kønsdele og kropsvæsker for at understrege en pointe. Men det kommer til at virke unuanceret, når en så køn ung kvinde som Sanne Søndergaard gør det så mange gange, og når hun endda bruger disse greb til at latterliggøre det mandlige køn. Der er jo ingen grund til at være så firkantet, og bare fordi hendes mandlige kolleger plejer at gøre dette, så behøver hun vel ikke at gøre det samme. Man kan jo med rette forvente, og det gjorde jeg da selv, at en så fornuftig ung kvinde er sig sit ansvar som feminist bevidst og er lidt mere rummelig og inkluderende, i stedet for blot at udstille de fejl, som hun synes er vigtigt at påpege – det synes mange af de unge kvinder jo i dag, og det skal de naturligvis have lov til. Men det irriterer nu for meget, når de så gør det.

Men som sagt, de skal have lov til det, og jeg havde såmænd selv taget min niece med for at vise, at jeg synes, det er fint og endda acceptabelt, at unge kvinder udveksler lidt synspunkter indbyrdes, og også for at kunne tage hende med på råd som sandhedsvidne til min anmeldelse, som hun er 100% enig i, og dette beviser jo, at jeg – atter – har ret.

Jeg mener bestemt også, at Sanne Søndergaard ikke er en uintelligent ung kvinde. Men det virker ærligt talt lidt surt og uklædeligt, nærmest ukvindeligt, når en sådan kvinde forsøger at gøre grin med mænd – jeg siger forsøger, men der var da en enkelt gang under showet, hvor jeg grinede, for jeg har bestemt humor og masser af tyk selvironi, det er jeg selv fuldstændig enig i. Jeg føler blot, det er min venlige pligt at påpege, at kvinder som Sanne i stedet bør være langt mere nuancerede og også fremhæve, hvor kloge og gode mænd er, og hvor meget vi støtter kvinders ret til lejlighedsvis at vise tingene fra deres side, også når de prøver at bruge humor. De bør bare være mere kærlige og rummelige overfor alle mænd som helhed, især når de husker, at vi er mange mænd på toneangivende medier, der benytter vores position som meningsdannere til at vise, at vi støtter kvinders ret til at sige deres mening – selvom vi naturligvis sørger for at kalde den skinger, når det er på sin plads, for eksempel fordi de siger tingene på deres måde og ikke sådan, som vi mener, at de skal siges og tænkes.

Humor er fint, og det er som sagt godt, at kvinder forsøger at komme med på vognen med at bruge humor – Sanne Søndergaard er der også på højde med to kvinder i udlandet, der på samme måde forsøger sig på feltet, og som dem skal hun have ros for, at hun er så modig at udsætte sig for eksempelvis ældre onkel-agtige anmelderes patroniserende analyser. Det er bare ærgerligt, at det virker så skingert, og jeg bruger naturligvis ordet fordi det ganske enkelt er min professionelle, objektive vurdering som ældre mandlig toneangivende anmelder, og ikke fordi jeg tænker over, at dette ord er blevet en form for fast standard-indsølingssubstans, som er blevet gangbar devaluerende valuta når det gælder om at få feministiske, anti-sexistiske kvindeytringer til at fremstå latterlige, useriøse og tåbelige. Sanne Søndergaards show var ganske enkelt skingert, fordi det var for overdrevet i fremstillingen af stereotyper, og hun ligesom holdt fast i, at hun mener, at nogle mænd skulle være nedladende overfor kvinder. Men ellers synes jeg bestemt, at det var morsomt.