Medie opfinder selv citat af mig

Hvis man støder på et påstået citat af mig, der lyder: “Jeg bakker op om juridisk indgreb overfor mænd henvndelser til kvinder på gaden”, så skal man lige vide, at jeg aldrig har sagt sådan. Doxa har selv digtet citatet. Det har jeg i klare vendinger mindet mediet om, både mundtligt og skriftligt, og sagt, at de derfor skal fjerne den overskrift, men det nægter de, trods at de ved at jeg ikke har sagt det og heller ikke godkendt et sådant citat, ligesom der naturligvis ikke findes noget båndet, hvor jeg siger sådan.

Det handler om dette her.

Efterskrift: Tirsdag modtog jeg så en besked fra chefredaktørens DR-telefon: “Hej Irene. Jeg har netop talt med Fagbladet journalisten, som har været i kontakt med en juraprofessor, der mener, at overskriften i DOXA er misvisende. Det tager vi til efterretning og ændrer derfor nu rubrikken.
En uvildig sagkyndig har vurderet, at vi har lavet en fejl. Det beklager jeg over for dig. Lasse marker, DOXA”

De har ændret overskriften til “Vi bør gribe juridisk ind over for den type henvendelser, som kvinde i viralvideo bliver udsat for.” Som jeg har skrevet til Lasse Marker:

“Den nye overskrift har du også selv fundet på, Lasse Marker. Det er ikke godt nok. I har ændret overskriften til “Vi bør gribe juridisk ind over for den type henvendelser, som kvinde i viralvideo bliver udsat for.” Det er så en kraftig stramning i forhold til, at jeg ikke går ud og siger, at vi bør gribe juridisk ind. Jeg siger, som svar på spørgsmål om sexchikane i det offentlige rum: “Jeg ved ikke, hvad man konkret kunne gøre via lovgivning, men jeg ville bakke op om det, hvis politikere ville se på, hvad man kan gøre juridisk.”
Din nye opfindelse giver indtryk af, at jeg går ud og kræver et juridisk indgreb, hvilket ikke er i ioverensstremmelse hverken med sandheden eller hvad jeg har sagt eller godkendt. Ommer”

Følgende skulle have været sendt til Pressenævnet i går (3.11.), hvis jeg ikke havde opdaget at DOXA som et af de eneste danske medier har undladt at anmelde sig til Pressenævnet! Derfor kan man ikke klage over dem. Men here goes:

“Jeg er blevet citeret for noget, jeg aldrig har sagt. Det opdigtede citat er brugt som overskrift og virker stærkt fordrejende. Jeg kræver overskriften fjernet og en berigtigelse.

Citatet ”Jeg bakker op om juridisk indgreb overfor mænds henvendelser til kvinder på gaden” er selvopfundent fra Doxas redaktions side. Det er IKKE i overensstemmelse med, hvad jeg sagde i interviewet. Der siger jeg, at jeg bakker op om det og umiddelbart er åben for et samarbejde, hvis politikere begynder at tænke i politik der kan forhindre alle former for sexchikane, på gaden og andre steder, hvilket er noget fuldkommen andet end en vilkårlig henvendelse. Det er mod bedre vidende at bringe den anvendte overskrift, da det tydeligt skal få læseren til at tro, at jeg støtter et juridisk indgreb der går på mænds vilkårlige henvendelser til kvinder. Det er ikke tilfældet. Jeg har forholdt mig til spørgsmål om mulige indgreb overfor sexchikane generelt og i den forbindelse nævnt et konkret tiltag mod sexuel chikane i Londons Undergrund og nævnt, at noget lignende kunne være en ide herhjemme. Det miskrediterer mig og min organisation, Everyday Sexism Project Danmark, på hvis vegne jeg udtalte mig, at bringe den valgte overskrift med det selvopfundne citat. Det får organisationen til at fremstå i et sensationelt lys som nogen, der vil forbyde folk at sige noget til hinanden, hvilket aldrig har været tilfældet, og hvilket jeg også uddybede og forklarede grundigt i interviewet med journalisten.(Som fandt sted telefonisk den 31.10.)

Min organisation er af flere debattører i forvejen blevet angrebet for at ville forhindre mænd i at henvende sig til kvinder, hvilket dels er absurd og desuden urigtigt, idet det udelukkende er hverdagssexisme og sexchikane, vi krititserer . Doxa’s hjemmedigtede citat taler således ind i og forstærker vores modstanderes muligheder for at manipulere folk til at tro, at vi ønsker noget andet, end vi ønsker, og at vi er useriøse. Dermed giver Doxas overskrift store problemer for vores omdømme og videre arbejde.

Jeg har bedt om berigtigelse via samtaler med journalist Inor Dale samt Doxa’s chefredaktør Lasse Marker den 3.11. Jeg fortalte Lasse Marker, at jeg aldrig har sagt det, jeg citeres for i overskriften. Jeg sagde desuden, at jeg ønsker at den rettes til, at jeg bakker op om juridiske indgreb overfor sexchikane. Jeg gjorde også opmærksom på, at stramningen fordrejer min organisations holdninger kraftigt og uacceptabelt. Lasse Marker sagde, at han mente, overskriften ikke burde fjernes, da han mener, at det uddybes i teksten, hvad jeg mener.

Det er brud på mindst følgende tre presseetiske regler:

A. Korrekte meddelelser

3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

7. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler.

8. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.

Her er de citater, jeg har fået til godkendelse – dette kan bekræftes via mails mellem journalisten Inor Dale og undertegnede. Mails, som også er forelagt chefredaktør Lasse Marker.

Mit svar vedr. juridiske tiltag går på spørgsmålet om, hvad man juridisk kan gøre ved sexchikane, det som på engelsk betegnes som ”harassment”, der er emnet for interviewet (en video om ”street harassment” i New York.) Spørgsmål og kontekst fremgår som det ses ikke af de citater, jeg har fået til godkendelse. Da jeg godkendte dem, gik jeg naturligvis ud fra, at konteksten var den samme som under interviewet, nemlig emnet sexchikane. Man vil se, at jeg ikke har fået forelagt noget citat, der hedder ”Jeg bakker op om juridisk tiltag mod mænds henvendelser til kvinder på gaden.”

Citater, som jeg har fået sendt til godkendelse:

“Det er det ikke altid, men det er altid ubehageligt, når der ligger fjendtlighed bag. Og der er noget, jeg som kvinde bemærker meget tydeligt, selvom det kan være svært for nogle mænd at se. Jeg har været ude for det utallige gange, siden jeg var 12 år gammel, og har tit oplevet en ubehagelig fornemmelse af, at mænd føler, jeg ikke kan tillade mig at blive sur. Der er nemlig en underliggende tendens til, at nogle tror, at de har ret til min opmærksomhed, og at jeg som minmum skal hilse igen. Hvis man ikke gør det, kan det ske, at mænd følger efter én og siger grænseoverskridende ting eller bliver sure. Man mange orker simpelthen ikke at bruge tid og energi på tilnærmelser, fordi vi har haft mange dårlige oplevelser, og godt ved, hvad mændende forlænger. Man lærer som kvinde med tiden, at dette er et vilkår, når man går på gaden. Men det er først i de seneste år, at dette problem ikke længere bliver fejet under gulvtæppet. Nu sætter kvinder ord på det ubehag, de ofte føler, når de færdes i det offentlige rum.” “Det er ikke fordi, som nogle tror, at det er forbudt at flirte, men der gælder de samme regler, som i alle andre sociale interaktioner. Man skal have en venlig indstilling og ikke kræve opmærksomhed fra andre mennesker, så burde der ikke være problemer. Alle kan jo lide at være sammen med andre mennesker på en god måde, hvor de sociale kompetencer er slået til. Men nogle har skjulte dagsordener og vil manifestere magt. Der er forskel på den tilgang og så at være venlig og åben.” “Alt, hvad der kan have signalværdi, er vigtigt. Jeg ved ikke, hvad man konkret kunne gøre via lovgivning, men jeg ville bakke op om det og samarbejde, hvis politikere ville se på, hvad man kan gøre juridisk. Lovgivning er dog ikke nok – der skal ske en kulturændring. Hvis man husker tilbage på rygeloven, så var der en kulturændring i forhold til rygning på vej, men rygeloven skubbede til den proces. Der er dog så mange sexistiske mønstre i vores kultur, at der skal mere til,” siger Irene Manteufel.

(Stavefejl står for journalistens regning. Jeg rettede i det første citat, men det vedrører ikke denne sag direkte.)

Jeg vil understrege, at mit og Everyday Sexism Project Danmarks arbejde er frivilligt og at vi derfor ikke råder over de mange ressourcer, som er påkrævet til at rette op på en skade på vores omdømme, der er betragtelig og som besværliggør vores arbejde for som NGO at blive hørt og taget seriøst i medierne. I og med at vi således hverken har penge eller magt i ryggen, finder jeg det i særlig grad uetisk, at man angriber og skader vores omdømme mod bedre vidende, udelukkende med det formål at promovere et nyt webmagasin og skaffe mange klik med en Ekstra Blads-lignende overskrift.

Så vidt klagen.

Siden diskuterede jeg igen med Lasse Marker fra DOXA. Han benyttede i øvrigt sin DR-telefon til al kommunikation, ligesom det også var fra hans DR-mail, at jeg fik den endelig besked fra ham om at han valgte at beholde den overskrift, han selv har fundet på, trods mine meget tydelige pointeringer over for ham og dem. DOXA skrev til mig og på deres Facebook-side, at de nu vil anmelde sig hos Pressenævnet, og jeg håber at dette fra Markers side er i overensstemmelse md sandheden. I så fald indgiver jeg selvfølgelig klagen til Pressenævnet.

DOXA skriver i øvrigt om sig selv, at de “drager kulturens magthavere til ansvar for deres beslutninger. Og vi ønsker at udfordre og udvikle den måde, kulturjournalistikken bliver bedrevet på her til lands.”

Deres hjemmedigtede overskrifter er muligvis et eksempel på deres syn på udvikling af kulturjournalistikken -også kendt som “stram til de klikker.” Det vil vise sig, om de oså stiller nogle magthavere til ansvar for noget de reelt siger og gør, eller om det er mere overkommeligt for redaktionen at stille en ressourceløs NGO uden magt til ansvar for noget, redaktøren selv opfinder og fedter sammen i sit hoved, fordi det lyder spændende som blik- og klikfang.

 

Medier, der hader kvinder, der ikke elsker hverdagssexisme

blog new york

Har kvinder ret til at føle sig krænkede, når mænd antaster dem? Det har været ugens spørgsmål, især i kølvandet på vidoen med kvinden, der bliver antastet mere end 100 gange på 10 timers gåtur i New York. I Berlingske i går kunne filosofiprofessor Lars Henrik Schmidt heldigvis sætte alting på plads, da han svarede på alle kvinders vegne: “Der er ikke tale om en krænkelse, men en handling, der er udsat for en fortolkning.” Og han fastslår, at videoen ikke er relevant for danske kvinder, og at den ikke burde forarge danskerne. Berlingske har så i øvrigt valgt ikke at tale med nogle af de kvinder, der faktisk føler sig krænkede over antastelser, og som derfor mener, at videoen er relevant.

Dem er der ellers rigtig mange af i de debatter, der ugen igennem har kørt på de sociale medier. Bl.a. på 22Skammelsens Facebookside, hvor adskillige kvinder over flere dage berettede om, hvad de selv har oplevet på de danske gader, og hvordan og hvorfor det føles ubehageligt.

Midt i alt dette udkom tilfældigvis en udgave af programmet DR3 bestemmer (i mandags), hvor et af spørgsmålene til de to “dommere” og en indkaldt “jury” lød: Er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i måsen?

Det handler naturligvis om, hvorvidt en kvinde er snerpet hvis hun ikke kan lide, at mænd tager på hende.

En pige i 20′erne anklagede konkret sin veninde sådan her: “Jeg anklager Amalie for at være lidt hysterisk og reserveret med den fysiske kontakt. Hvis man er i byen og man får et lille nap i numsen og en kærlig kommentar, så skal vi ikke ud i krise og drama og kollektivt had og feministisk ego osv. Så tager man det som den kompliment, det i princippet er.”

Værten spørger så, hvor grænsen mellem “et lille venligt klap” og chikane går? Pigen siger så, at det kun er chikaneagtigt hvis den samme person gør det flere gange!

Værten italesætter det frisk, som om Amalie er hysterisk, og spørger hende derefter, hvad man egentlig “må” for hende, når hun er i byen. Hvortil hun siger: ”Man skal bare lad være med at røre på mig på den måde.- det er MIN numse.” Men da hun så bliver gået på klingen med, om “man” må tale til hende: ”Må man godt komme op og sige hvor er du lækker?” føler hun alligevel, at det skal hun “i det mindste” give lov til. Det ligger klart i luften, at nogen har krav på noget fra hende, og at det skal hun indordne sig efter. Den mandlige “dommer” indrømmer da også med bredvillig stolthed, at han selv gramser løs på fremmede piger og deres røve i byen: ”Der er 1,5 promillegrænsen – så bliver der klappet, og taget også, og så videre,” siger han med stor selvtilfredshed, og værten og flere andre får et hyggeligt latteranfald, der 100% klapper manden på skulderen, fordi han praktiserer freestyle gramsning i byen. Han indrømmer med fornøjelse, at der ER nogle, der er blevet sure, og han har også fået en lussing på et tidspunkt. Ha,ha, det er sjovt!

Da juryen umiddelbart er stemt for, at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur over at blive taget på røven i byen, er værten ved at falde ned af stolen af overraskelse. han kvitterer da også med bemærkningen: ”Størstedelen af juryen mener at man IKKE er snerpet, hvis man bliver sur…, så I er faktisk nogle snerper alle sammen!”

Senere skal vi have afgørelsen, og spørgsmålet til juryen lyder: “Jury, er man snerpet, hvis man bliver sur over et lille klap i numsen?”  Det, der hedder et ledende spørgsmål, med en klokkeklar bias: Et “lille klap i numsen” lyder jo fuldstændig overlagt som noget hyggeligt, rart og ønskværdigt – ordet “lille” er uskyldigt, det samme er ordet “klap” – det lyder som et ønsket kærtegn alt i alt – og så er det “i numsen” så man associerer lidt til små børn. Ordet snerpet er så modsætningen – og det er som bekendt et negativt ladet ord, som altid bruges i forbindelse med modvilje mod chikane og uønskede tilnlrmelser, overgreb m.m.

Alligevel svarer 59% af juryen nej til spørgsmålet, og dermed har Amalie lige præcis “vundet” sin ret til at blive sur over hverdagssexistiske berøringer. Og værtens overraskelse er betragtelig – han ser helt vantro ud, tøver med at læse kendelsen op og og lyder som om, han er alvorligt i tvivl om der foreligger en fejl, da han modvilligt forkynder dommen.

Amalie fik altså ret til at blive sur over at blive raget på i byen. Fantastisk for hende – så mangler der bare, at alle andre kvinder får den samme ret. Hvis Berlingske følger sin artikel om gadechikane op med en tilsvarende “jury” i form af en undersøgelse, kan man håbe, at det går lige så godt. I modsat fald har vi altså IKKE ret til at føle os krænkede. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at vi så ikke længere får den følelse, når nogen gør noget, der er krænkende for os. Men hvis vi ikke har ret til følelsen, så er det til gengæld afgjort, at vi i hvert fald skal holde vores kæft og lære at leve med det. En mulighed, som både DR og Berlingske lægger op til i deres vinkling og italesættelse af kvinders oplevelser med hverdagssexisme. Som i sig selv er hylende hvinende sexistisk med diskursen om, at nogen har ret til at bedømme, hvad der er belastende for rigtig mange kvinder.