Ja, I ved stadig for lidt om prostitution

blog prost2 saloonskøger

Så er Christian Groes og co. igen på banen med et flammeskrift for mærkesagen: Sexkøb må IKKE forbydes.

Over de 11 spalter i Politikens kronik får den for sædvanlig udblæsning om hvor lidt man (ifølge skribenterne) ved om, hvordan et sexkøbsforbud gavner handlede kvinder – idet der med mange falbelader og ingen fakta tales midt imod de svenske og norske erfaringer med sexkøbsforbud – som foreløbig viser, at forbuddet har virket.

Men Groes og co. snakker abstrakt og manipulerende imod resultaterne, idet de emballerer deres antagelser i floromvunden forskerretorik og den klare mening: Vi ved ikke nok om, hvorvidt det virker, og derfor kan det også være, at det virker imod hensigten, og derfor bør vi ikke forbyde sexkøb. Først efter syv spalter på den sædvanlige kæphest kommer Groes & Co. frem til det, der erfaringsmæssigt er en sikker dealbreaker i dagens Danmark: Forsøg på at outcalle fortalerne for kriminalisering som snerpede, moralske vogtere. Det vil ingen jo være, så den skal lige føres til torvs (igen) nu hvor læseren er varmet op af de syv spalters akademiske udmattelsesridt omkring de handlede kvinder, der altid bruges som alibi for at ”beskytte” prostituerede mod en kriminalisering af kunderne.

I 8. spalte kommer ouverturen: Norden…ligestilling…bla bla, og så: ”…arbejdet med sex bliver genstand for en bekymring på ligestillingsområdet.” Bemærk betegnelsen ”arbejdet med sex.” Nu er læseren elegant sporet ind på, at det hele faktisk handler om sex – som de fleste vel forstår som noget, nogle mennesker gør sammen, fordi de har lyst til det og/eller lyst til at være intimt sammen med den anden person, og de begge (eller alle) gør specifikke ting i den akt, fordi de hver især har lyst til at gøre netop det . Mange tidligere prostituerede betegner det, der foregår mellem en kunde og en prostitueret som meget langt fra sex: Nemlig  som onani i et andet menneskes kropsåbninger – eller betalte overgreb. Det samme gør mange kvinder, der ikke selv har prøvet at være prostituerede. Men Christian Groes  foretrækker at kalde disse interaktioner for sex, så det gør han.

”Den svenske debat og politik har f.eks. i særdeleshed været ideologisk motiveret og fremhævet prostitution som en undertrykkende vareliggørelse af kvinder..” kommer det så, efter at Sveriges sexkøbsforbud er slået definitivt hen med en afrundende,  diffus fisen: ”Ligeledes er det fortsat uklart, hvilken effekt den svenske model i det hele taget har haft.” That’s big science for you!

blog prost svar til Groes

Det handler om kvinders seksualitet
Banen således kridtet op, skridter general Groes sejrssikkert ind i manegen med følgende svada: ” Men når dette tiltag samtidig begrænser kvinders seksualitet, mister det en del af sit kvindefrigørende potentiale. Kontrollen med kvinders seksualitet, hvad enten det gælder antal sexpartnere, strategiske transaktioner eller erotiske adfærd i det offentlige rum, har været underlagt kontrol i evigheder.”

Aha! Og hvordan er en kriminalisering af kunder en begrænsning af kvinders seksualitet?

Prostitution handler som alle på jordkloden har vidst i mange tusind år -  om at mænd betaler for at få adgang til kvinders kropsåbninger og for at få diverse serviceydelser af kvinderne i den forbindelse. Det handler om, at kvinden gør, hvad kunden ønsker, og kun dét. Kunden er bruger af kvindens krop og ydelser – kvinden stiller dette til rådighed, fordi kunden betaler. Handelen går ud på, at kundens ønsker opfyldes, og at hans lyster bliver tilfredsstillet.

Ethvert barn ved dette. Analfabeter ved det. Retarderede ved det. Det er nemlig ikke svær tilgængelig viden. Men Christian Groes ved det altså ikke. Eller foregiver ikke at vide det. Vi skal nemlig lege, at det handler om kvinders seksualitet – altså at prostituerede – undtagen lige de handlede – velovervejet ønsker at være prostituerede, fordi de har lyst til at lege med deres seksualitet og være sammen med mange mænd.

Som om dette ikke kunne lade sig gøre uden at være prostitueret? Som om man har mulighed for at udleve sine egne lyster ved at være prostitueret? Det svarer til at vi skulle lege, at arbejderne på tekstilfabrikkerne i Bangla Desh vælger jobbet, fordi de er vilde med haute couture. Eller at folk i U-lande bor på lossepladser, fordi de elsker tanken om recycling.

Det er rigtigt, at der findes en luksusdomina i det indre København, som har et almindeligt og socialt anerkendt arbejde ved siden af, mens hun et par dage om ugen lever nogle fantasier ud med nøje screenede kunder i domina-biksen, hvor hun styrer slagets gang minutiøst efter forudgående skriftlige aftaler. Hun har flere gange blandet sig i debatten og villigt stået frem (uden navn) som alibi for argumentet om, at prostitution handler om kvinders lyster. Måske findes der også sådan en i Jylland.

En alvorlig helbredsrisiko
Men for prostituerede er hovedreglen, at det ikke er for sjov, og at de får alvorlige skader af deres arbejde. Sådan lyder vidnesbyrdene fra eks-prostituerede, eksempelvis Tanja Rahm, og det samme viser resultater fra de undersøgelser, der ligger til grund for Europaparlamentets resolution om sexkøb fra februar i år, hvor de anbefaler den svenske model, altså kriminalisering af kunderne.

I resolutionen fremhæves det således, at “prostitution is also a health issue, as it has detrimental health impacts on persons in prostitution, who are more likely to suffer from sexual, physical and mental health traumas, drug and alcohol addiction, and loss of self-respect, as well as a higher mortality rate, than the general population.” Altså: Prostituerede har flere fysiske og psykiske lidelser, højere dødelighed, og får i højere grad misbrugsproblemer og mangel på selvrespekt end den generelle befolkning.

Man bliver hverken fysisk eller psykisk syg af at følge sine egne lyster. Derfor er det en stærkt provokerende påstand, når Groes & Co. overhovedet nævner kvinders seksualitet som noget, der er i spil i forbindelse med, at kvinder er prostituerede.

Kunder er generelt ikke Julemanden, der kommer for at være rare  – de kommer for at få, hvad de har betalt for, hvad det end er. Og det er ofte ting, som alle kan være enige om ikke er rare – også hvis man sidder på en høj hest og ignorerer Tanja Rahm og ligesindedes oplevelser af, at hver kunde, uanset hvordan han var, udførte overgreb mod betaling – hvilket ikke føles rart.

Et voldeligt erhverv
Derudover er mange prostitutionskunder voldelige og grænseoverskridende. Europaparlamentets resolution anfører, at forskning blandt prostitutionskunder viser at disse har et degraderende/nedsættende syn på kvinder. Og parlamentet skriver: ”  the normalisation of prostitution has an impact on violence against women; points in particular to data that show that men buying sex were more likely to commit sexually coercive acts against women and other acts of violence against women, and often presented misogynist attitudes.”

Mandlige “sex”købere er altså mere tilbøjelige til at begå seksuelle overgreb og andre voldelige handlinger mod kvinder. Se selv i bunden af resolutionen her, hvor der er henvisning til et hav af data, rapporter og undersøgelser, inklusive dem om de voldelige kunder.

Det vil sige, at ikke alene de prostituerede generelt oplever vold i forbindelse med deres erhverv, hvilket som bekendt normalt kun er tilfældet hvis man arbejder med udadreagerende psykisk syge eller er fængselsbetjent. I de andre erhverv er man imidlertid behørigt uddannet og trænet, velforberedt og mentalt og fysisk klædt på til disse konfrontationer. Desuden har man en fagforening og en ledelse i ryggen. Ingen af disse faktorer gælder for prostituerede, som ofte oplever volden når de er 100% sårbare og helt fysisk afklædte. Som Tanja Rahm udtrykte det i et radioprogram: ”Der er vist ingen andre erhverv, hvor man pludselig risikerer at få stukket en finger op i røven.”

Ingen adgang til godteposen
Groes & Co. arbejder altså for eksistensen af et erhverv med høj risiko for allehånde skader. Men læs nu, hvordan han manipulerer videre: ”Hvis et politi- og straforienteret forbud mod sexkøb er en legitim indsats over for mænds adgang til kvindens seksualitet, ophæves den legitimitet til gengæld af en stigende kontrol med og stigmatisering af kvinden som et seksuelt handlende væsen. Derfor er et forbud ikke nødvendigvis det samme som ligestilling. Forbudstilgang er i sig selv udtryk for et brud med en ellers nedtonet kriminaliseringspolitik i Norden, hvor øget frisættelse af kvinden har stået over formynderisk kontrol.”

Mænds adgang til kvinders seksualitet? Sikke en italesættelse. For det første er det ikke kvinders seksualitet, prostitutionskunder får adgang til. Det er deres kroppe og deres ydelser, på kundens betingelser og efter kundens krav og ønsker. For det andet: ”Adgang”? Ordet signalerer, at vi taler om en attraktiv goodiebag, der kun er åben for særligt godkendte, og at der er noget lidt snerpet ved denne tilgang. Det er en gammelsexistisk ide, at sex i almindelighed er en vare, som kvinder kan belønne eller straffe manden med alt efter om hun udleverer den eller ikke. Og den idé bærer Groes og co. næring til, idet de på samme tid siger, at det er det altså – og at det vil forbudstilhængerne bekæmpe. Men – for det første er sex i almindelighed jo ikke en vare, men som før nævnt efter min – og forhåbentlig den almindelige moderne opfattelse – noget, folk gør med hinanden, fordi de har lyst. Så giver det jo ingen mening at påstå, at nogen skulle synes, at det må de ikke. Men med de retoriske kneb – man fristes til at sige listepik-agtigt – får forskerne her italesat tingene som om, at hvis man vil kriminalisere prostitutionskunder, så vil man ikke have, at folk skal have sex, for man er imod at kvinder har mange sexpartnere, og man er imod at mænd har sexmed kvinder. Det er gudsbenådet sludder og håbløst pladder.

Jo, det handler nemlig om ligestilling
Som så ”leder hen” til ”konklusionen” om at sexkøbsforbud ikke nødvendigvis er ligestilling. Europaparlamentet konkluderer ellers netop i resolutionen – på baggrund af utallige data – at eksistensen af prostitution forhindrer ligestilling generelt. Blandt andet skriver de: “whereas prostitution and forced prostitution are intrinsically linked to gender inequality in society and have an impact on the status of women and men in society and the perception of their mutual relations and sexuality.”

og:

“whereas any policy on prostitution has an impact on achieving gender equality, affects the understanding of gender issues and delivers messages and norms to a society, including its youth”

og:

“Recognises that prostitution, forced prostitution and sexual exploitation are highly gendered issues and violations of human dignity, contrary to human rights principles, among which gender equality, and therefore contrary to the principles of the Charter of Fundamental Rights of the European Union, including the goal and the principle of gender equality.”

Det vedrører altså os alle, om vi har prostitution eller ej. Signalværdien af den svenske model skubber ligestillingen i den rigtige retning, mens accept af kundernes status som forbrugere og købere fastholder stereotyper og en negativ udvikling på ligestillingsområdet.

Derudover er det ikke kun de prostituerede, der rammes af den vold, faget giver kunder mulighed for at udfolde. Resolutionen nævner netop, som citeret før:  “data that show that men buying sex were more likely to commit sexually coercive acts against women and other acts of violence against women, and often presented misogynist attitudes.” De voldelige handlinger rammer altså ikke kun prostituerede, men kvinder generelt. Her minder jeg lige om den EU-rapport om vold mod kvinder, der kom i marts, og som viste at 50% af kvinder i EU har oplevet fysisk eller seksuel vold eller trusler om vold  siden 16-årsalderen. I Danmark er tallet 55 %. Se nationale data her.

Og ja, flest kvinder rammes af partnervold, og flest mænd begår det. En ligestillingsproblematik, som fastholdes og forstærkes, så længe vi insisterer på at holde prostitutionskunders rettigheder i hævd og dermed understøtte et kvindesyn, der burde høre fortiden til.

Alt I alt – det eneste rigtige, Christian Groes og Co. skriver i deres kronik i dag, er den åbenhjertige overskrift: ”Vi ved stadig alt for lidt om handel med sex.”

 

Hekseprøven på Snapchat

Never wife a ho – gift dig aldrig med en luder. Udtrykket blev brugt af en 20-årig CBS-studerende mand i forbindelse med, at han af og til har fået billeder på Snapchat af mere eller mindre afklædte piger.

For det er forholdsvis almindeligt, at teenagepiger sender billeder af sig selv i afklædte og også seksuelle positurer. Det kom frem for udenforstående i den forløbne uge, i forbindelse med hacking og udgivelse af ca. 200.000 billeder af intim og/eller pornografisk karakter, heraf 20-30% danske, fra tjenesten Snapchat.

Psykolog Anna Bjerre, der leder rådgivningssitet girltalk.dk, udtalte forleden til Politiken: “Mange af de piger, vi taler med, tror, at det er almindeligt at sende nøgenbilleder af sig selv, og de føler, at det er nødvendigt for at blive accepteret og anerkendt.”

På et tilsvarende rådgivningssite, sikkerchat.dk, kan man jævnligt se spørgsmål fra piger, der føler sig usikre og pressede, fordi mandlige brugere åbenbart netop gør hvad de kan for at få pigerne til at tro, at det er almindeligt at sende afklædte billeder af sig selv, både på Facebook og på tjenester som Snapchat og eksempelvis den tilsvarende Kik. Det synes at være blevet et helt dagligdags krav fra mange også unge drenge, at de vil have afklædte eller nøgenbilleder af piger, ofte som en slags betingelse for at opretholde forbindelsen.

Som denne pige har oplevet og skriver ind om: “hej jeg er en pige på 15 år og jeg har en app der hedder kik hvor der tit er drenge som jeg ikke kender der skriver til mig. i starten er det fint men nogle gange skriver de ting som, skal vi være kæreste, send et billede af dig i undertøj ovs. jeg synes det er ret grænseoverskridende. hvad skal jeg svare/gøre?”

Følte mig lidt tvunget
Eller denne pige, der har følt et tilsvarende pres til at sende billeder via Snapchat:

“Hej brevkasse. Jeg har et rigtig stort problem jeg håber i kan hjælpe med. For et par dage siden begyndte jeg at skrive med den her fyr som jeg mødte over appen Tinder, vi er begge 16. Vi begyndte så at snappe og det udviklede sig til at han gerne ville have nøgenbilleder. I starten sagde jeg fra, men jeg følte mig lidt tvunget tilsidst og endte så med at gøre det (det skal lige siges at jeg har sørget for ikke at vise mit ansigt på billederne). Han sendte også billeder til mig af sin penis.i går aftes fandt jeg ud af, at han havde snydt mig og at det ikke var ham på billederne. Han har altså løjet bare for at få billederne af mig. Jeg har sendt dem på snapchat i 1 sek, og jeg kan ikke se at han har screenshottet dem, men jeg blev rigtig bange alligevel da jeg engentlig ikke havde lyst i første omgang. Jeg bad ham om at sende et screenshot af sin kamerarulle og det gjorde han så. Jeg kunne ikke se dem der, og han benægter at han har dem. Men jeg er rigtig bange og ved ikke om jeg skal stole på ham. Jeg føler mig så flov! Jeg har forklaret min veninde om det, og hun prøver at hjælpe, men jeg føler mig virkelig flov og er helt fortvivlet. Kan jeg på nogen måde finde ud af om han har billederne af mig? Håber i kan hjælpe… Hilsen den fortvivlede.”

Og denne 12-årige pige: “Hej brevkassen. Jeg er en pige på 12 år. Jeg bor over på Fyn. Over på facebook fandt jeg en mega sød dreng der kommer fra Jylland. Vi har skrevet sammen i ca 1 måned. (Selfølgelig blev vi forelsket i hinanden) Så begynde han at spørge om han måtte få nogle nøgenbilleder af mig. Først sagde jeg nej, men bage efter blev jeg bange for at miste ham. Så, jeg har sendt nogle billeder af mine bryster i bh eller hvor jeg holdte dem så man kunne ikke helt se dem.(..)Problemet er at han har gemt alle de billeder jeg har sendt til ham :( jeg har spurgt ham om han ikke kunne være sød og slet dem, fordi jeg kan ikke lide det. Han blev sur på mig, han sagde at han sletter dem. Men det tror jeg så ikke på. Jeg er mega bange for at sige til ham at jeg kan ikke lide ham mere. Fordi jeg tror at han lægger de billeder ud på facebook og sådan noget. Jeg gider selvfølgelig ikke sig det til mine forældre. Håber i kan hjælpe mig.”

Alt i alt er der mange historier fra piger, som er flove og skamfulde over, hvad de har ladet sig presse til. Alle er de i alderen 12-17, hvilket stemmer overens med at halvdelen af alle Snapchat-brugere er mellem 13 og 17 år, og at det er nævnt, at en del af de hackede Snapchat-billeder er af piger under 16.

Database til afpresning
Pigerne er fuldt ud klar over, at de risikerer at billederne bliver delt videre og brugt til mobning eller måske endda afpresning, som det da også har været foreslået at gøre med de 200.000 hackede billeder. Det er en gruppe norske drenge, der har puslet med denne tanke på en chat om en database med billederne. Planen er eller var, at man skulle kunne søge på navngivne piger eller piger fra bestemte amter eller byer, men hvor de er henne med projektet lige nu, vides ikke, da chatten på drengenes netværk blev lukket efter at sagen kom frem. Portalen 4chan, der er eksperter på områderne hacking, offentlig ydmygelse og aggressiv sexisme, menes ligeledes at være i gang med en kategorisering af billederne.

Og her kommer vi tilbage til udtalelsen “Never wife a ho.” Vi har altså en kultur, hvor meget unge piger og pigebørn ned til 11-12-årsalderen manipuleres på fast basis til at føle, at de skal overskride deres egne grænser ved at sende billeder af sig selv, som de selv føler er for afslørende og intime til at de har lyst til at gøre det. Men som rigtig mange af dem alligevel går med til at gøre, for ellers er de bange for ikke at blive opfattet som friske, smarte, dejlige eller interessante nok til opmærksomhed fra drengene/mændene. En kultur, hvor mange drenge og mænd føler sig fuldt berettigede til at lægge dette pres på pigerne  og køre på med krav, der møder modstand og utilpashed. Krav, som de fortsætter med, eller fremsætter på ultimatum-vis indtil de opfyldes. Krav, hvis opfyldelse giver ikke bare umiddelbar gevinst, men også bonus i form af en klemme, som de så har på pigen, fordi det i denne kultur ligger i luften, at billederne kan bruges til afpresning eller afstraffelse..hvis der f.eks. ikke kommer endnu flere billeder med endnu mere bar hud eller særlig action. Det har været gjort en del gange, blandt andet i Danmark via den nu lukkede Facebook-side Snapchat 18+, hvor de fleste offentliggjorte billeder dog var af piger under 18 og helt ned til 13 år, og i denne sag fra USA.

blog hekseprøve

Flyd ovenpå og bliv brændt
Ikke desto mindre er der også piger, formentlig stadig flere, der helt på eget initiativ sender nøgenbilleder af sig selv på Snapchat. Det er en naturlig konsekvens af den ungdomskultur, der udvikler sig i disse år. Det er klart, at de gældende dansetrin i en kultur følges af de fleste. Ellers er man jo en outsider og, hvad denne sag angår, en bænkevarmer, en snerpe, en Karla Kedelig etc., og der vil til enhver tid være rigtig mange i en ungdomskultur, der ikke har overskud og køligt overblik til at analysere korrekt og holde sig helt udenfor socialt pres og forventninger. Som psykolog Anna Bjerre også udtaler i Politiken om Snapchat-sagen: “Engang var det nok at have flotte øjne. I dag skal du også have en god røv og nogle gode bryster.” Og det skal man altså ikke være bange for at få vist frem! Det har pigerne lært.

Og her falder de så for hekseprøven. Den gode gamle: Hvis du er ren, går du til bunds og drukner – men hvis du er en heks, flyder du ovenpå – og så skal du brændes. Pigerne vil ikke drukne ved at være socialt udenfor, tabere, outsidere, lonere, usexede. Så de sender beredvilligt billeder af sig selv til drenge som den 20-årige CBS’er, der udtaler sig i artiklen. Og konsekvensen er, at han – og hans ligesindede - fælder dommen: ”Never wife a ho.” Konceptet er udbredt og diskuteres på mange amerikanske sites og fora: Man skal ikke gifte sig med en luder, dvs. en “nem” pige, dvs. en pige der har haft sexpartnere før eller som bare virker tilgængelig – hvilket hun blandt andet kommer til, hvis hun har sendt et nøgenbillede af sig selv på Snapchat.. Og så kan man brænde hende, mener blandt andre dem, der har hacket billederne på Snapchat, og alle dem på 4chan og deres tusindvis af tilhængere, og de norske drenge, der vil hænge pigerne ud via deres billeder.

1400-tallet og de friske fyre bag Heksehammeren har ringet. De er overmåde tilfredse med, hvordan vi viderefører et syn på kvinder fra deres første tegn på kønsmodning ved at presse og true dem seksuelt og derefter, hvis de giver efter for presset, tage afstand til dem, kalde dem ludere og i øvrigt være enige om at det er så skamfuldt at udstille et billede, hvor en pige ser tilgængelig ud, at det kan bruges til at ydmyge og afpresse hende med, til hun selv sørger for sin egen aflivning af sin for vor kultur så formastelige person ved at begå selvmord. Det gjorde f.eks 16-årige Amanda Todd, der var blevet presset til at lægge nøgenbilleder ud af sig selv. I dag slipper vi for at afbrænde piger, vi har gjort til hekse – vi har opdraget dem til selv at klare sagen!

Et spørgsmål om had

blog kvindehad manu og Mogens

Adskillige DSU’ere m/k,  udviklingsminister Mogens Jensen(S) og ligestillingsministeren himself, Manu Sareen(R), springer i disse dage ud som feminister i et forsinket feministisk forår. I et indlæg i Politiken 10.10. af de to ministre skriver de bl.a. om FN-initiativet HeForShe og Emma Watsons navnkundige tale om sagen: ”I talen slår hun fast, at feminisme langtfra er mandehad.” Det bruger hun nemlig rigtig meget tid på at adressere. For det rammer lige ind i debattens mest momentumbærende spørgsmål: Hvem er det, der hader hvem og hvem har mest ret til at hade – og hvem er det, der må sige noget om det?

Men hvorfor er der så så utrolig mange mennesker, der er så brændende optaget af had, når talen falder på feminisme? Fremfor alt er det folk, der mener, at vi har fuld og rigelig ligestilling og at det at beskæftige sig med feminisme er spild af tid, og som derefter selv bruger oceaner af tid og meget udadvendt energi på at ytre dette, tillige med hvor mange fejl de mener, der findes hos dem, der kæmper for feministiske sager.

blog kvindehad comic

En del af feminismens kamp handler om at komme sexisme til livs, og for at behandle et problem er man i lighed med hvad der gælder for en tandrodsbetændelse eller en skjult rørskade, nødt til at sætte tilstrækkeligt lys på sagen og registrere skadens omfang og karakter.

Tilstandsrapporten er ren hetz
Det er det, man gør, når man nævner sexistiske handlinger og ytringer, som vi f.eks. gør i Everyday Sexism Project – som følge heraf er der folk, der kalder projektet en ”hadside” eller en ”hetzside”, svarende til at kalde en tilstandsrapport fra en byggesagkyndig med mange K3’ere for en ”hadrapport.”

Det er samme mønster, stort set hver gang nogen påpeger sexistiske problemer: Nogen beskylder dem for at være ”mandehadere,” i og med at et flertal af sexistiske handlinger kommer fra mænd – #notallmen, men ja, mænd. Det vækker indædt og stærk modstand, når det peges ud, hvad der foregår, og ve den, der tillader sig at sætte prædikatet ”kvindehad” på sagerne. Som debattør Henrik Marstal f.eks. gjorde for nylig i Politiken. Han kom her med  en række eksempler på kvindehad i populærkulturen, fra Nicolas Winding Refn-film over Outkast til rapgruppen Suspekt.

Som han skriver om kvindefremstillingerne: “Megen populærkultur er desuden drevet af motiver om at fremstille en polariseret magtrelation mellem kønnene, hvor potente, handlekraftige mænd har hovedrollerne og kun forholder sig til kvinder som passive, kuede eller usikre personer, og hvis synlighed er nært forbundet med deres evner til at fascinere mændene seksuelt.”

Henrik Marstal skitserer problematikken, når han citerer sociologen Pierre Bourdieu: ”Den maskuline ordens styrke ses deri, at den ikke behøver at retfærdiggøres,” Det skyldes blandt andet, at der pågår et »uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde« i udøvelsen af den symbolske og fysiske vold mod kvinder, som populærkulturen danner rammen for. Reproduktionsarbejdet bidrager nemlig til, at der overhovedet findes et kønshierarki med mænd øverst og alle andre nederst. Og det bidrager til, at det i vesteuropæiske lande den dag i dag fortsat er den heteroseksuelle, hvide mand, der sætter dagsordenen i samfundet,” skriver Marstal.

Og uha, uha. Henrik Marstal mener altså, at de evige historier om partering og voldtægt af kvinder i populærkulturens fortællinger viser kvindehad.  Kommentatorerne på Politiken.dk falder over ham og kalder ham ”skinger”, ”enøjet feministisk” etc.

Du må ikke beskylde mig for had – men jeg må gerne beskylde dig for det!
En af de faste debattører på sitet, som synes at tilbringe samtlige timer i sit døgn med at afvente indlæg om sexisme, ligestilling m.m., har nu lavet en blog, hvor han angriber Henrik Marstal for at kalde det, der foregår, for kvindehad. ”Redaktionen på Reelligestilling.dk kan ikke genkende Marstals billede af manden som et kvindehadende væsen. Vi mener desuden, at en sådan opfattelse er et meget skidt udgangspunkt for en konstruktiv dialog om ligestillingsproblemer.”  Og bloggeren beskylder som krølle på halen Henrik Marstal for ”hadefuld retorik.”

Det er altså hadefuldt (et negativt ord) at man registrerer en undertrykkende og voldelig kultur, som dyrker kvindehad. Man sidestiller en beskrivelse af handlingerne med selve handlingerne. Som at påstå, at beskrivelser af hatecrimes – inkl. benævnelse af hvad der sker, nemlig hatecrimes – i sig selv også er hatecrimes. Altså omvendte hatecrimes, fordi man tillader sig at kalde en spade for en spade. Yes, yes.

De midaldrende kvinder og den store cigar
Da Feministisk Initiativ for nylig kom tæt på spærregrænsen ved det svenske Folketingsvalg, var Mads Kastrup fra Berlingeren på pletten i Stockholm ”iført cigar” som han af en eller anden grund også vil have, at læseren er klar over. (Freud, anyone?) Han beskrev i et blogindlæg, hvordan ”nogle midaldrende kvinder” var i færd med at binde lyserøde sløjfer og balloner op i gadens lygtepæle. Og da han, med eller uden cigar i munden, spurgte hvad de havde for, fornemmede han en slags fjendtlighed fra dem. Herefter ellaborerer han om FI’s program og skriver bl.a.: ”… Ifølge Feministisk initiativ har verden kun et eneste problem: Mænd.” Hans overskrift er da også ”Kvinder der hader mænd.”

Politiker Uffe Elbæk ser partiet lidt anderledes og ville i øvrigt selv have stemt på dem, hvis han kunne. Han sagde til Berlingeren dagen efter valget: ”De har været så skarpe på ligestillingspolitikken og har bredt den ud fra at være en snæver diskussion om køn til at sige, at det ikke kun handler om køn – det handler også om etnicitet, om sociale forskelle og om hvordan vi får et mere ligeværdigt samfund.” Denne udlægning stemmer overens med FI’s politik, som sigter på, at alle mennesker får lige muligheder for at udnytte deres potentiale uanset køn, race, alder, religion m.m.

Konkret vil FI bl.a. arbejde for, at kvinder kommer op på mænds lønniveau, og muligvis er det dette, Mads Kastrup opfatter som hadefuldt – altså alene det, at man italesætter en faktuel problematik = manglende ligeløn, og tilkendegiver at man ønsker at løse dette problem. Nu er det jo mænd, der tjener mere end kvinder, generelt – ganske som i Danmark. Derfor opfatter Mads Kastrup og ligesindede måske dette som et angreb på nogle privilegier, der er forbeholdt det ene køn? Uanset om mændene i tilfælde af opnåede lønstigninger til kvinder og kvindefag i givet fald ikke ville få samme del af kagen som før, for dette har slet ikke været et issue i debatten endnu.

Er det frygten for at skulle dele en lille smule af sit fødselsretstildelte kagestykke, vi ser komme til udtryk i formuleringen ”Kvinder der hader mænd”? Og i de kommentarer, hvor folk hepper på Kastrup – som Niels B. Larsen, der skriver: ”Er der ikke nogen, der har overvejet at vende bunden i vejret på disse forstyrrede fruentimmere – og give dem en god spanking?”

Feminister er krokodiller
Eller Preben Jensen, der kreativt arbejder med rovdyrmetaforer, når han skal udmale de følelser, feminister fremkalder i ham:

”Mads Kastrups oplæg er en strålende beskrivelse af striglerne fra “feministisk initiativ”. En beskrivelse der viser hvor latterlige og forstyrrede disse politiske kvinder er.
De politisk korrekte rakte dem på et tidspunkt en lillefinger, og nu har feministerne så ædt hele armen og er i gang med at sluge skulderen, en del af brystpartiet og den nederste halvdel af ansigtet. Det minder meget om når en stor slange eller krokodille sluger sit bytte.
Når feministerne er færdige med at æde løs af ofret, vil Sverige sandsynligvis være en mellemting mellem et rygende ruinlandskab og en total galeanstalt.”

blog kvindehad krokodille

Jeg ridser lige op igen: Et parti, der ønsker, at alle samfundsgrupper, inklusive kvinder, skal have samme muligheder, inklusive ligeløn – er som en blodtørstig og aggressiv krokodille (eller slange). Det er en meget interessant analogi, at kvinderne opfattes – eller i hvert fald italesættes – som frådende reptiler, der angriber et forsvarsløst offer. Offeret er – hvem? Mænd, der muligvis ikke længere ville have en højere løn end kvinder, i fald FI var kommet ind og havde fået gennemført deres politik på området? Hvorfor får jeg på min side associationer til et lille forkælet barn, der sidder med en slikkepind og blærer sig overfor sin lillebror der ikke har nogen slikkepind – og som så kaster sig skrigende på gulvet, når lillebror alligevel også får en slikkepind – idet selvsamme slikkepind mister lidt af glansen, når lillebror også har fået en.

Der findes åbenbart mange slikkepindeholdere. Nogle nøjes med at udtrykke sig som Henrik Dahl, der dagen efter det svenske valg skrev på Facebook: ”Det er sjældent, jeg VIRKELIG gribes af skadefryd.Men hvor det dog varmer mit hjerte, at denne flok selvretfærdige fanatikere og modstandere af selv de mest elementære, borgerlige rettigheder ikke kom ind i Riksdagen.”

 

Billeder på pengesedler er voldtægtsgrund
Andre går til yderligheder og truer rask væk folk, der ytrer sig i debatter om feminisme, med vold, voldtægt m.m.  Det gælder alle ytringer, der truer slikkepindeholderes privilegium. Sidste år sås blandt meget andet en spektakulær historie om en kvinde, der havde tilladt sig at arbejde for, at der kom bare én (ikke-royal) kvinde på de britiske pengesedler. Det førte til en hel uge med konstante Twitter-trusler til hende om vold, voldtægt og mord.

blog kvindehad caroline

Adskillige kvindelige journalister, der var på sagen, modtog desuden bombetrusler, og et kvindeligt parlamentsmedlem fik også trusler for at støtte forslaget. Atter andre vælger at oprette fora og aktionsgrupper, der angriber såkaldt mandehadende feminister.

Men’s rights movement i USA er en af de mest etablerede og ganske klare i spyttet, både på deres online medie  og på deres første internationale konference denne sommer.  Hvor det bl.a. blev slået fast via talernes uunderbyggede retorik, at piger, der anklager medstuderende for voldtægt på campus, i virkeligheden bare har fortrudt, at de gik med til sex, og at kvinder er skyld i 100% af al partnervold, idet kvinder har al magten i parforhold og derfor har ansvaret for ikke at leve sammen med en voldelig partner. And so on.

Washington Posts udsendte registrerer i øvrigt, at de fleste tilstedeværende på konferencen var mest optagede af at tale om oplevelser med ekskærester og ekskoner, som havde fået dem til at se verden som et fjendtligt og farligt sted for mænd.

På Facebook opstår der tilsyneladende dagligt nye antifeministiske grupper og sider.  Jeg har listet et udvalg med antal af enten medlemmer eller likes: Anti-feminism – 15.710 Resistencia Anti-feminismo 7653

Anti-feminist: 32 – Anti-feminist group  2.478 - Anti FemChat 1242 – Anti-feminist group 793 – Anti-feminist 89 - Anti-feminist 1592 – Anti- feminist empire 4089 – Anti-feminist 746 – Pro-Man Anti-Feminist 487 – Anti FemNaziStupidity 319 - Antifeministisk magasin Ferfihang 654.

Radical Anti-feminist Movement har heldigvis kun 24 medlemmer..de erklærer: “We are pro- getting your fat asses back in the kitchen and keeping your filthy mouthes shut.” Der er 60+ lignende grupper og sider, bl.a. fra USA, Tyskland, Finland, Brasilien..og specifikke universiteter, bl.a. i Toronto.

En af topscorerne er Women Against Feminism med 24746 glade likere. Her sidder f.eks en ung pige med et skilt, hvor hun har skrevet: ”I don’t need feminism because feminism promotes making men our enemies. Men aren’t our enemies – they’re our friends.” Og hun får da også en ægte token of friendship-kommentar fra en af mændene i gruppen: ”I would stuff her!”

Ligesom man hygger sig omkring er billede af en åbenbart feministisk demonstrant, med teksten: ”Feminism – making women unmarriageable since the 1800’s.”

Men ellers hader de had
I samme gruppe holder kvinderne hinanden på plads, hvis der vises afvigeradfærd – en kvinde skriver, at hun har fravalgt børn af en lang række grunde. Både andre kvinder og gruppens administratorer falder straks over hende: ”A lot of your reasons Victoria are quite selfish and negative. I don’t want this, I don’t want that. Its like you’ve just wrote a list of why you don’t want them rationally, not sentimentally.” Derefter bliver hun overfuset og sat i skarpt krydsforhørt af flere gruppemedlemmer, der mener, hun i virkeligheden er feminist og derfor bør skride ud af gruppen – siden hun ikke ønsker børn. Og ” We don’t need your vile filth here. Your last comment is incredibly selfish and bigoted. I don’t want to ruin my body. I want a career. Waaa waa waaa. Sounds exactly like some closet feminist whining.”

Siden promoter og elsker bl.a. denne sære bog – ”Woman – attention seekers and feminist creepers” – af en mand, der er foranlediget til skriblerierne efter 12 års uheldige datingoplevelser, hvor han ikke kunne få det med alle kvinderne, som han ville have det. Mange kvinder har skamfulde karaktertræk, som han påpeger, idet han via onlinedatingsider har mødt et større antal, der ”gjorde sig uopnåelige for dating og forhold.” Sådan er det generelt med kvinder, mener Jason, og derfor forudser han – ifølge sin egen omtale af bogen – at mænds accept af kvinder i den vestlige verden snart vil ophøre, hvis det ikke adresseres. Og det er han mand for.

Fællesnævneren for anti-feminister, fra de voldelige til de rent verbale, der ”bare” er imod kulturkritik og politiske initiativer i nabolande, er ordet ”had.” De er imod, hvad de kalder ”mandehad” eller på engelsk ”misandry.” Og alle feminister ved da også, at angrebet på denne front er uundgåeligt.

Trods utallige saglige og tålmodige, ofte hjerteskærende pædagogiske og venlige forsøg, inkl. Emma Watsons, på at forklare, at femnisme ikke handler om had, men simpelthen om at ændre på nogle vilkår, at omstrukturere fastlåste mønstre og naturligvis i processen at benævne og italesætte disse vilkår og mønstre.

Det handler ikke om had – jeg gentager det nok en gang – men om at man ønsker at ændre nogle V-I-L-K-Å-R.  I stedet for 10.000 links nøjes jeg lige med et, der meget fint opridser dilemmaerne omkring Women Against Feminism.

Eller som #NoToFeminism – en parodi på antifeministiske kvinder   – udtrykker det i dette mock tweet: ”I don’t need femisems because where are MEN given power besides in the political, personal, entertainment, and business industries?????????” (Stavefejlene er en del af parodien.)

Nej, hvor er det nu egentlig, at der er flest mænd, udover de nævnte steder?

Jeg slår lige fast igen: På samme måde som racisme ikke handler om at hade den kaukasiske race, så handler feminisme ikke om at hade mænd. Men hvorfor skal feminister så konsekvent beskyldes for had?

Igen: Feminister, som f.eks. Henrik Marstal, (der da også er blevet beskyldt for at være ”kønsforrædder” hvorfor han har kaldt sin blog dette navn – ligesom Sanne Søndergaard har kaldt et show for ”Mandehader”) ønsker at nogle ting skal laves om. Disse ting beskrives naturligvis. Disse ting indbefatter blandt meget andet, at der ikke er ligeløn. De indbefatter også, at populærkulturen dyrker kvindehad i vidt omfang via fremstillinger i tekster, musik, billeder m.m. De indbefatter også kvindehad i form af vold, voldtægter, chikane m.m. som det bl.a. fremgår af denne EU-rapport fra marts 2014 - og denne fra WHO 2013, som viser, at vold mod kvinder er et globalt problem af epidemiske dimensioner.

Feminin retorik
Og påpeger man nogle af disse ting, er det altså en hatecrime – ligesom det, som følge af denne epidemisk udbredte logik, vil være en hatecrime at påpege en hatecrime. Og dermed, ligger det i retorikken, er man ”lige så slem” selv, faktisk en ren flødekaramel. Og så kan vi snakke om det i stedet for. Og faktisk lykkes det med denne strategi at få utallige feminister til at bruge uhyrlig meget tid og energi på at vise, at de ikke hader mænd eller er sure og snerpede og aggressive, fremfor at bruge energien på arbejdet med at få ændret strukturerne.

Dette kan være et levn fra dengang, kvinder kæmpede for valgret. Forskere fra Aarhus Universitet skriver på danmarkshistorien.dk om retorikken:

”I kvindebevægelsens første år befandt de kvindelige talere sig i et retorisk dilemma. For at få politisk indflydelse måtte de argumentere målrettet og effektivt. Samtidig ville det være ustrategisk i al for høj grad at afvige fra normerne for kvindelig opførsel og tale i offentligheden hvor man forventede tilbageholdenhed og forsigtighed af kvinder. For at bevare deres kvindelighed benyttede datidens kvinder sig ofte af en retorisk strategi der bekræftede den almindelige forventning til kvindelig adfærd.

Denne strategi var karakteriseret ved anekdoter og en personlig henvendelsesform hvor kvinden trak på sine egne erfaringer i stedet for at tale som ekspert. Desuden havde den typisk forskellige referencer til et traditionelt kvindeligt univers, fx når taleren inddrog sine erfaringer som moder eller brugte huslige metaforer. Direkte modargumentation og hårdt sprog blev derimod undgået. Denne retoriske strategi kaldes ”feminin stil” og visse træk kan stadig forekomme i retorisk diskurs, om end den ikke er forbeholdt kvinder.”

Den, der kan skydes i skoene, at hun ”hader” nogen, er ikke pæn og derfor ikke værd at tage alvorligt, synes konsensus at sige. Og når det angår feminister, er det åbenbart nok at fremsætte en kritik eller blot en beskrivelse af noget, andre gør – f.eks. noget voldeligt – for at gøre sig ”fortjent” til had-mærkaten og dermed blive mindre værd at tage alvorligt.

Kvindehad eksisterer simpelthen ikke
Det interessante er, at de virkelige udtryk for had, som netop viser sig ganske analogt og voldeligt hver dag, IKKE må få mærkaten på sig. Som når man vægrer sig mod at se en rød tråd i linjen af ugentlige kvindemord, begået af mænd, i Danmark. Eller i USA. Eller resten af verden. Det mest lysende eksempel – ja, udover den hurtige affejning af EU-rapporten om vold mod kvinder – handler om Breivik. Han var nemlig fremfor alt kvindehader.

Den norske journalist Maria Michelet stod på Breiviks dødsliste. Hun skriver en del om antifeminisme og racisme. Da politiet spurgte Anders Behring Breivik om, hvorfor han havde dræbt uskyldige børn, svarede han, at de ikke var uskyldige. De havde jo lyttet til Marte Michelet to dage før. Dorte Toft skriver i Kvinfos webmagasin  om sagen i forbindelse med et interview med forfatteren Maria Sveland i anledning af hendes bog om antifeminisme:

”I både Norge og Sverige handlede mediedækningen af Breivik-retssagen ifølge bogen næsten kun om hans fremmedhad, ikke feministhadet. Så vidt jeg erindrer, var det samme tilfældet i Danmark,” siger Maria Sveland, som har besøgt Marte Michelet.

“Men hele manifestet begynder med feminismen,” forklarer Marte Michelet til Maria Sveland. “Breivik mente, at muslimer blev født ind i islam og derfor burde have en mulighed for at blive omvendt. Feminister derimod har selv valgt deres verdensbillede, derfor kan de ikke kureres, og derfor bør de myrdes”.

Men vi skal helst ikke tale om kvindehad. Til gengæld skal vi huske at gentage, for alle der sidder med en slikkepind og frygter for at nogle privilegier kan devalueres, at feminisme – det ved vi godt, at rigtig mange ser som noget med mandehad. Og den forestilling er vi til gengæld nødt til at anerkende som etableret. Vi er også nødt til i det uendelige at forsvare os mod den, at være venlige, positive og tålmodige til døden, mens vi endnu engang forklarer og redegør for tingenes tilstand. Det vidste Emma Watson, og derfor formåede hun at gøre #HeForShe spiselig for mange. Undtagen naturligvis antifeministerne, der f.eks. påpeger, at det er undertrykkende for mænd, at det ikke hedder SheForHe.