Sexisme til hverdag

30.000 historier om sexisme. Historier om at blive kaldt “luder,” fordi man ikke gider gramses på. Om at finde sig i tilråb, trusler, nedladende kommentarer, forskelsbehandling eller chikane, og om at vænne sig til det. Simpelthen fordi man er af hunkøn, og uanset om man er en syvårig handicappet pige eller en 74-årig kvinde i kørestol. Ja, begge kategorier har sendt deres historier til det britiske Everyday Sexism Project.

blog esp website

Og der kommer ca. 1000 nye historier om ugen. Projektet findes på et website, på Facebook og på Twitter. Især sidstnævnte er populært til indsending af historier. Og konceptet er simpelthen: Skriv og fortæl om det, hvis du har oplevet sexisme i hverdagen. Uanset hvad det er.
Og det gør folk. Både det, de kommer ud for på vej til arbejde, på indkøb, i trafikken, på jobbet, i byen, derhjemme, på studiet og alle steder. Tilråb, trusler og synet af objektificerede kvinder på forsider og reklamer. Nedladende bemærkninger, grove kommentarer og begramsninger. Platte jokes om kvindelige chefer. Kønsstereotyp pædagogik i skolen. Manglende tiltro til kvinders evner
Flere mænd har skrevet ind til ESP, at de er rystede over at se, at det er så almindeligt for kvinder at skulle forholde sig til den slags igen og igen.

Tag imod komplimenten, kælling
Nogle eksempler fra de seneste par dage på Twitter:

“To 14-årige cykler forbi mig. Den ene benytter den gyldne chance for at give mig et hårdt klask bagi i en drive-by

“Jeg sad og ventede på bussen, da en fremmed mand stillede sig foran mig med en hånd på hvert af bænkens armlæn, så jeg var fanget i en fælde, hvor jeg skulle tale med ham – jeg havde ikke engang haft øjenkontakt med ham. Da jeg bestemt bad ham om at gå, kaldte han mig en luder.”

“Der er ingen stop på voldtægtstoget, sagde en kollega. Da jeg blev vred over det, sagde han bare, at han havde fundet mit svage punkt.”

“- Kan du give os en poledance på den dér? spørger to fyre. Jeg er handicappet og går med stok.”

“På en bar, hvor jeg passerer nogle mennesker, stikker en midaldrende mand hånden op under min kjole. Jeg glor på ham, og han smiler bare.”

“Mand på marked: “En rødhåret! Jeg elsker rødhårede.”
Mig: (Kigger frastødt på ham.)
Ham: “Er du lesbisk?”

Og et dansk bidrag, oprindeligt tweetet på engelsk til ESP:
“Mand i toget glor på mine bryster og begynder så at snakke til mig om motivet på min top (Copenhell). Lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved samtalen (om hvilke bands, der spiller på Copenhell), siger han: “Jeg synes bare dine patter ser godt ud i den top.” Jeg ignorerede det og gik væk fra ham, hvorpå han råbte: “Tag dog imod komplimenten, kælling.”

Etc. etc. etc. Det var i øvrigt via Everyday Sexism Project, at jeg blev opmærksom på de mange voldtægtssider på Facebook, fordi folk skrev ind, når de stødte på billederne, i og med at de er sexistiske.
Mange kommer også frem med historier om krænkende og ubehagelige oplevelser fra deres barndom og meget tidlige ungdom, som har gjort stort indtryk på dem, men som enten er blevet slået hen af omgivelserne – eller som aldrig før er blevet fortalt, netop af frygt for reaktionerne.

Ikke længere et privat problem
Men det er, som om nogen har hevet proppen ud af diget. Historierne bliver ved og ved med at strømme ind, som om det virker legitimerende på den enkelte at fortælle netop sin historie, nu hvor man ser, hvor mange andre der har oplevet noget lignende. Inklusive følelser, der svarer til dem, man selv har følt i situationerne. Individualiseringen er under nedbrydelse.

blog esp tweet

Everyday Sexism skriver da også på det britiske hovedkvarters site, at man er vant til at blive kaldt “hysterisk”, “snerpet”, en “militant feminism” eller en “BH-brænder”, hvis man ymter noget negativt om sexisme. Eller i det hele taget nævner emnet. Derfor er det blevet stadig sværere at diskutere det.
Det er blevet gjort til den enkeltes særlige personlige problem, hvis man ikke kan vænne sig til forholdene, affinde sig og tænke “Herregud”, “Boys will be boys” eller i tilfælde af særlig særlig grove opførsel: “Det er jo bare en enkelt/et par enkelte idiot/er.” Men projektet gør op med, at der er tale om personlige og enkeltstående problemer.

Everyday Sexism Projects mål er, som de skriver, at vise at sexisme er ”meget langt fra at være et problem, som vi ikke længere behøver at diskutere” og “at fremkalde respons, der er så talrig og vidtrækkende, at problemet bliver umuligt at ignorere.” Derfor dokumenterer projektet, at hverdagssexisme findes, og at kvinder oplever den alle steder og på daglig basis.

Laura Bates

Laura Bates

15 lande med sexismeproblemer
Da stifteren af Everyday Sexism Project, Laura Bates, for lidt over et år siden besluttede sig for at indsamle historier om sexisme, var det bare hendes plan at samle måske 100 historier. Hun havde ingen penge og gjorde 0 reklame for ideen. Men den fik sit eget liv og gik viralt amok, og bidragene strømmede ind af sig selv. Der var åbenbart et vist behov. Også i de andre lande: Kvinder i USA, Canada, Australien, Sydafrika, New Zealand, Russia, Italien, Holland, Portugal, Spanien, Tyskland, Frankrig, Østrig, Brasilien og Argentina koblede sig på projektet med nationale websites. Af ren og skær nødvendighedsfølelse og på frivillig basis.
De har gjort det i takt med at projektet er blevet omtalt i medierne, som f.eks. Times of India, Gulf News, Grazia South Africa,Toronto Standard, French Glamour og LA Times.

Danmark brillerer, som ofte når det handler om kønsspørgsmål, ved at være et af de efterhånden få lande, hvor medierne ikke har fattet nogen interesse for projektet. Mens fx Guardian for længst har givet Laura Bates en fast klumme. Og Guccis store Chime For Change-kampagne, som skaffer penge ind til arbejde for kvinders rettigheder, valgte at vise denne film om Everyday Sexism Project ved den store Sound of Change-koncert den 1. juni. Showet blev transmitteret til 150 lande – naturligvis undtaget Danmark, hvor vi vel ellers godt kender nogle af kunstnerne – både Beyonce, Madonna, Jennifer Lopez og Timbaland er vist slået igennem herhjemme.

Timbaland på Sound of Change

Timbaland på Sound of Change

 

Danmark er et dejligt land
Men nu kommer vi alligevel også til at høre om Everyday Sexism Project i Danmark. Dansk Kvindesamfund mener nemlig, at der er behov for en afdeling her, og derfor er vi med i det nye hold lande, der står klar til en fælles lancering med nationale websites under Everyday Sexism Project, hvor man altså skriver ind på sit eget sprog. Så skal det vise sig, om der også findes sexisme herhjemme, eller om fænomenet – som nogen ynder at hævde - for længst er forsvundet ud af vores højt civiliserede, super frigjorte og helt ligestillede samfund. Mit gæt er, at svaret allerede vil tone frem, når de første kommentarer til projektet popper op: Fra Allierede antropologer, selvudnævnte sexologer og højtidelige hobbyretorikere til mådelige moderatorer, liberale levebrødsdebattører, sponsorerede springfyre og alfaderlige avisredaktører.

blog esp kommentarer

 

Lose the lads mags

Loaded magazine cover

Så er det nok med at sælge mandeblade med store bryster på forsiden. Engelske feminister er trætte af at se på bladene i supermarkederne og har de seneste uger kørt en kampagne, der skal få bladene væk fra hylderne.

Det er feministgrupperne UK Feminista og Object, der står bag kampagnen “Losetheladsmags” – “drop mandebladene”. De bakkes op af en række advokater, der den 27. maj fik offentliggjort et åbent brev i The Guardian til butikskæderne. Her advarer de om, at ejerne kan stå til at blive dømt for overtrædelse af lovgivningen i Equality Act 2010. Den definerer strafbar seksuel diskrimination og chikane som bl.a. “uønsket opførsel, der enten har forbindelse med sex, eller som er af en seksuel karakter, og som har til formål eller som konsekvens, at den volder skade på klagerens værdighed eller skaber en truende, fjendtlig, nedgørende, ydmygende eller stødende atmosfære for klageren“. Og klagerne kan ifølge advokaterne være såvel kunder som ansatte i butikkerne.

Flere ansatte i supermarkedskæderne har henvendt sig til aktivisterne og givet udtryk for, at de følte det stødende og ubehageligt at skulle sælge de omtalte blade, men at de ikke selv tør at gå i lag med deres arbejdsgivere af frygt for konsekvenserne.

Sophie Bennett. kampagneofficer hos Object, udtaler: “Mandebladene dehumaniserer kvinder og gør dem til objekter, og de fremmer skadelige attituder, der understøtter diskrimination og vold mod kvinder. At reducere kvinder til sexobjekter sender et utrolig farligt signal om, at kvinder er konstant tilgængelige seksuelt, og at fremvise disse publikationer i almindelige hverdagsomgivelser normaliserer denne sexisme. Det er uacceptabelt, at store kæder fortsætter med at eksponere personale og kunder for så sexistisk og nedværdigende materiale.”

Det er især blade som Zoo, FHM, Loaded og Nuts, der er i søgelyset hos de britiske aktivister.

blog ladsmags nuts

Se, noget af det interessante ved kampagnen er at betragte sine egne reaktioner på den. Tag nu mine: Da #losetheladmags brød løs på Twitter for lidt over to uger siden, tænkte jeg: “Nå, ok, nu bliver vi måske lige hardcore nok, venner.” For er det egentlig så slemt?

Det første af denne type blade, jeg mødte i mit liv, var Ugens Rapport. Og jeg så for nylig den dejlige dokumentarfilm om bladets fødsel og sejrsgang i 70’erne, portrætteret så man umuligt kunne føle andet end sympati og varme for de vilde, vovede, progressive folk, der både lavede edgy journalistik og noget med nøgne damer. Det følte jeg i hvert fald.

blog ladsmags rapport

Men alting er blevet værre siden da, ikke i lovgivning, men i sexistisk konsensus og praksis. Brysterne er blevet pumpet med silikone, skridtet er glatbarberet, styling og koncept er gået fra overvejende ”sød sommerpige” til slutty bitchy pornobabe – eller ditto lolita. Overliggeren er rykket støt og sikkert nedad, og bliver det fortfarende. Også hvad angår udbredelsen: Det er allevegne. Her og der, og på busserne, i bladene og reklamerne, i metroen, i S-toget, i avisen, i fjernsynet, på forsiderne og bagsiderne og på husene og ved vejene og busstoppestederne og everyfuckingwhere.

Derfor har man ligesom vænnet sig lidt til det, eller rettere udnyttet menneskets enorme tilpasningsevne og socialiseringstrang, som man motionerer hver dag, når man ihukommer at  passe omhyggeligt på, at der ikke er nogen, der kan hævde den mindste hjemmel for at klaske snerpe-etiketten på én. Den er jo blevet et accepteret dansk neutraliserings-label, som i sagens natur…virker neutraliserende på alle, der siger, at de ikke synes sexisme er the shit . Desuden har man et liv, der skal passes sideløbende, og det ville man ikke have overskud til, hvis man skulle orke at håndtere sin vrede, frygt og krænkethed over de her ting. Sådan har mit ræsonnement været, mest ubevidst, men dog registreret somewhere.

Men min indstilling er ændret i løbet af losetheladsmags-kampagnens udvikling. Hvor Tesco, en af supermarkedskæderne, forleden indvilligede i at gå i dialog med aktivisterne, som de skal mødes med i den kommende uge. Og hvor mængder af kvinder – og en del mænd -  undervejs har skrevet om deres afsky for bladene. Om at de er lettede over at andre udtrykker det, de hver især har følt meget længe, og som de føler hver dag, når de ser denne type blade. Om at de nu tør indrømme, at de også hader kvindefremstillingerne – og normaliseringen af sexismen i konceptet. Det har åbnet den boks, jeg åbenbart havde sat mig ovenpå for at holde den lukket. I den har jeg holdt al den krænkelse nede, som jeg så tit føler, når jeg ser den type billeder, vi taler om. Som f.eks. herhjemme på forsiden af bladet M! der står nok så normaliseret, accepteret og almindeligt ved siden af Hjemmet, Femina og Anders And alle steder:

blog ladsmags M2

Jeg havde gemt al den irritation og krænkelse, den lette utilpashed og flovhed, jeg har følt gennem mange år, når jeg har set kvinder portrætteret a la sexisme: I idiotiske positurer, med adskilte, fugtglinsende læber, der skal minde om….ja. Parate til at tage imod, eller med en finger stukket i munden, der enten er truttende eller O-formet –  med røven skubbet bagud og patterne stukket frem. Og ja, bryster hedder patter, når de spiller denne rolle: Tilgængelig, pleasende, naragtig, hjerneløs, helt uden egne behov.

Som de sjovt nok ikke er, når de ammer, og det er derfor, mange synes, at det er fedest ikke at se denne aktivitet ude på cafeerne – mens ikke en kat gør, når de ser bryster, der spiller sexobjekt-rollen. Forskellen består i at:

1)Personen, der ammer, er et subjekt. Hun gør noget. Selvom det er barnets behov, der opfyldes, så udfører moderen en selvstændig handling, i og med at hun giver bryst. Det gør de halv- eller hel-lumre småpornografiske babes jo ikke. De venter bare. På at de bliver taget eller får ordre til at gøre et eller andet i betjeningsøjemed ift. en mands behov for sex og/eller dominans.
2)Den ammende mor er human. Det er pornobabes’ene ikke. De er 100% ét med den rolle, hvis egenskaber er: ”Jeg har ingen behov og ingen ønsker. Jeg eksisterer kun for dine behov, og jeg har med garanti ingen hjerneaktivitet, så du kan også være ganske rolig og tryg, for jeg ser dig ikke og kan derfor ikke dømme dig, kræve noget af dig eller tænke noget om dig!” Sådan er der jo ingen mennesker der er – kun ting.

Og det er noget af det, der er så skræmmende ved stereotypen: Dehumaniseringen. Og accepten af den – to sider af samme sag. Det normaliseres massivt, at kvinder kan være ikke-mennesker, ikke-væsener, men ting til brug efter behov. Det er normaliseret hen til at være så fuldfedt acceptabelt,  at synet af denne koreografi in action nu kan overtrumfe accepten af ammende mødres synlige tilstedeværelse i det offentlige rum..Ligesom den overtrumfer, når  Sanne Søndergaard viser glimt af kønsbehåring i Politiken.

blog ladsmags sanne

Abonnenter chokede på deres sure opstød over synet. Uha, da da, hvor vi IKKE har hørt dem brokke sig over alt det andet kvindekøn og –babs, de skal se på alle andre steder i den vide danske hverdagsverden..men igen: Søndergaard stod ikke frem som objekt. Hun stod som subjekt, og som person, læs menneske. Det virkede provokerende og aggressivt på mange, inkl. den sexolog, der mente sig kaldet til at kritisere, at Søndergaard i det hele taget havde hår på den!

Men det virkelige problem, der har anfægtet de anstødtes underbevidsthed – ja, det vil jeg æde min gamle hat på – det er: At en kvinde tillader sig at stå tilnærmelsesvist blottet uden at indgå i den vedtagne objekt-koreografi. Hverken i positur eller ansigtsudtryk. Der var ingen fremskudt pat, ingen røv i brunstig chimpanse-positur og ingen af de suggestive, krampagtige læbepositioner, som anses for at være gode og rigtige, når kvinder portætteres på måder, der relaterer til deres køn. Søndergaard så derimod normal ud til lejligheden, hun var simpelthen Søndergaard – og det mente folk altså ikke, at hun  kunne tillade sig.

Fordi det er normaliseret, at kvinder skal fremstå som idiotiske skvadderhoveder, som ingen selvsagt kan respektere. Men som alle åbenbart føler sig dejligt trygge ved. Bortset fra, at det er der så alligevel mange kvinder, der ikke gør – i al hemmelighed. For det er krænkende på så mange planer.

Vi kan begynde i letvægtsklassen: Det er ganske enkelt ufedt at se sit køn blive tildelt en evig rolle som idiot. Det føles lidt som det gjorde for mine børn, da de var mindre, når de så et barn i en reklame, der blev fremstillet som børn tit gør: Som en naiv dummepeter,  til fals for alt pladder, lalleglad og taknemmelig for selv det mest letgennemskuelige bras. Mine børn krummede tæer og følte sig flove, fordi sådan en fremstilling af børn naturligvis er krænkende for et normalt barn, der jo ikke er en lalleglad dummepeter.
På samme måde er det fornærmende at ens køn konstant fremstilles som spader. Den seneste reklame, der virkelig har irriteret mig i denne kategori, er ”ZZuborghh, zzommer og zol” med den animerede lolita, der tager på skovtur.

blog ladsmags tuborg

Hun går ud i skoven alene med en kurv, dvs. den lille Rødhætte: Barnlig, naiv, KUK-KUK, slemme Peter Ulv, kom og tag mig! Hun er nedringet og har hofteholder på og skyder barmen frem: Serveret efter den gamle opskrift, og spiller artigt rollen. Hun er dum som en dør, kan dårligt nok synge rent, og så har hun tatoveringer nok til at forsikre om, at hun ikke er helt uskyldsren, eller måske at hun ikke er superkultiveret og derfor ikke har læst for mange bøger – om overhovedet - og at hun ikke er rig = privilegeret = i en position hvor hun har så mange valg. Det bedste er næsten, at til sidst i reklamen – jeg så det først ved 7. gennemsyn eller noget – så kommer der rent faktisk en lille båd ilende for at joine. Mens hun tager en tår øl og fniser fjollet, nærmer den enlige roer sig i topfart den ensomt beliggende plet, hvor pigen nu sidder. Den kommer BAGFRA - snigende, som en rigtig liste…. Måske fordi der står idiot på ryggen af hende.  

Så kan nogen netop hævde, at de piger, der optræder i rollerne som sexobjekt-idioter/lolitaer/ludere jo kun er de underpriviligerede, uuddannede, fattige og også i det virkelige liv dumme.  Man kalder det måske “tabere” eller sådan noget. Hvis man mener det, så siger man indirekte, at  sexisme er fedt nok, hvis bare vi opretholder noget gammeldags luder/madonna-kategorisering. Men dels tror jeg ikke på opdelingen, som jeg mener er uanvendelig for alle. Dels er den ikke en del af et tidssvarende mindset og menneskesyn. Og desuden vil al kategorisering, man kan finde på for at konstruere en sexistisk kamel der skal være lettere at sluge, alligevel have samme slutresultat: At sexisme rammer alle som én, der har det pågældende køn, bortset måske fra Dronning Margrethe og nogle ganske få andre. For når et stort antal kvinder vedvarende og massivt og overalt påvirker alle menneskers underbevidsthed 24/7, så accellererer vi konstant et fjendtligt og dehumaniserende menneskesyn på det ene køn. Vi understøtter konstant aggressioner, som der findes rigeligt af allerede. Vi bidrager til utryghed og følelsen af krænkelse hos det ene køn, og vi opmuntrer samtidig det andet køn til at krænke. Hvilket som bekendt allerede forekommer på mange planer og alt, alt for meget.

Men – kan man skyde skylden for alt det rod på bladene? Well - bladene er kun en del af det hele. Men ikke desto mindre en del af det, og en synlig del i hverdagen. Og man skal starte et sted, hvis man nogensinde skal ud af flækken.

Nogen vil givetvis vende sig mod firkantede forbud. Oplysning og holdningsbearbejdelse – det er meget bedre og mere pædagogisk. Det synes fx også vor ligestillingsminister, der anbefaler dette som vejen frem, når det viser sig at tre ud af fem danske mænd hylder sexkøb. Og at kun 69% ikke synes, det er i orden at købe sex af handlede kvinder. Så flere kampagner med informationer, det skal vi have. Vi har godt nok set, at forbuddet mod sexkøb i Sverige faktisk har påvirket holdningen til sagen blandt unge, så færre af dem nu mener, at det er OK at gå til en prostitueret.  Vi har også set, at pædagogiske oplysningskampagner hidtil ikke har virket herhjemme – heller ikke med rygning. Det var netop den firkantede model med lovgivning, der rykkede. På praksis og holdning.

Det samme kommer den britiske Equality Act formentlig til, hvis supermarkedskæderne ikke retter ind i dialog med aktivisterne. Det vil være et skridt på vejen til af-normalisering af sexisme. Og det kan kun gå for langsomt.

 

 

Fjerner FB torturside?

For et døgn siden anmeldte jeg siden Whore Torture, som af en eller anden grund stadig befinder sig på Facebook.. Jeg har anmeldt den for hadefuld retorik, baseret på køn. Jeg har med vilje valgt denne side for at gøre det let for Facebook at bevise deres gode vilje, uden at det burde kræve særlig efterforskning eller subtil analyseteknik. Whore Torture er den med “My knife is for your cunt,” “Cumdumpster” og “Fuck her stab wounds” plus 20-30 lignende sangtitler med tekster om voldtægter med masser af sadistisk tortur og konsekvent nedsættende betegnelser for alle de kvinder, det skal gå ud over (kaldet “cunts”, “sluts” etc.). Plus beskrivelser af, hvor ophidsende og skønt, det er for udøveren, og hvor meget han synes, ofrene har fortjent det. Nå ja, og så er der afbildet nogle foreslåede torturinstrumenter - specielt til kvinder – og et billede af en kvinde der bliver stenet. Og pudsigt nok også en illustration fra Heksehammeren.

For fire uger siden, da Annegrethe Rasmussen anmeldte siden, fik hun svar tilbage om, at siden ikke var imod FB’s standarder: “After reviewing your report, we were not able to confirm that the specific page you reported violates Facebook’s Statement of Rights and Responsibilities.” Men siden da har det været den 28. maj, dagen, da Facebook efter massivt pres fra #FBrape-kampagnen erkendte og erklærede, at de har et problem med misogyni, og at de er nødt til at gøre noget ved det. Bl.a. ved at uddanne deres moderatorer til at identificere misogynt indhold – og slå ned på det.

Men er der mon sket noget i løbet af de 14 dage, siden erklæringen kom? Er der kommet lidt mere bevågenhed og måske en løftet pegefinger fra headquarters, sådan at moderatorerne nu strammer ballerne og gennemfører at skelne indholdet på denne side fra halvgrove og dårlige, men dog morsomme jokes? Kan de mon se, at de begejstrede tegninger af ituskårne kvinder er slet og ret misogyne? Eller er det stadig fjong? Jeg har ikke hørt noget fra Facebook om min anmeldelse endnu. Siden ligger der fortsat. Så det vil vise sig..

blog fbrape ad

Brysterne i byen

blog bryster TIME

Hvad bestiller mødre i det hele taget på cafeerne? Spørgsmålet er i spil i debatten om, at cafeer nu må smide ammende mennesker ud. ”Det er IKKE babyens behov at gå på café” skriver én fx på Johanne Schmidt-Nielsens Facebookside. Og det er vel sandt nok.
Jeg synes, det er sjovt, at en debat om amning på cafeer kan bevæge sig over i, at folk m/k mener at have ret til at afsige domme vedrørerende andres frekvens for cafébesøg. Domme, der har afsæt i, at de pågældende er småbørnsmødre, og at dette forhold berettiger andre til at være medbestemmende om, hvilke adspredelser og aktiviteter, de prioriterer. Interessent pointer om, hvor meget samfundet mener at have aktier i moderrollen… For det er ikke barnets tarv, denne del af snakken drejer sig om. Ingen mener vel, at det decideret er usundt for en baby at være på café. Nej, sagen er, hvorvidt moderen overhovedet skal rende rundt på den slags etablissementer, når hun nu har et lille barn..som hun åbenbart burde lave andre ting sammen med i stedet for, og som åbenbart tilfører hende en bestemt rolle, der ikke er fuldt forligelig med cafébesøg..

blog bryster glad baby

Det minder mig om et fantastisk blogindlæg af Søren Pind, hvor han også retter anklager mod forlystelsessyge, cafégående mødre. Det har jeg analyseret, fordi det på nydeligste vis anskueliggør, hvordan moderrollen betragtes af en del medborgere, hvilket kommer op til overfladen ved hver givne lejlighed.

Fy, slem mor!
Pinds indlæg var en reaktion på følgende:
”90 procent af tiden er det bare ikke fedt at være mor,” skrev cand. mag. Malene Neis i Politiken den 8. december 2012. Det fik hun overvældende mange hug for af såvel anonyme som fremtrædende debattører.

Pointen i hendes indlæg er, at hun finder meget af mor-konceptet opreklameret, og at det er tabubelagt at tale om de slidsomme og mindre pragtfulde sider af sagen. ”Belønningen er 10%, hvor alt går op i en højere enhed,”  skrev Neis bl.a. Dermed stak hun hånden i et hvepsebo. Det væltede ind med fordømmende kommentarer, og adskillige mødre skrev, at de var fuldstændig uforstående over for, hvad Malene Neis mente. Både mænd og kvinder mente desuden, at de var berettiget til at skrive, at hun simpelthen aldrig skulle have børn. Hun var med andre ord ikke værdig til moderskabet, sådan som vi åbenbart har vedtaget, at vi forholder os til det. Flere hundrede mennesker mente at have aktier i en vildtfremmed kvindes moderskab, ganske enkelt fordi hun tillod sig at anfægte vedtagne, hellige idealer. Og det var Politiken-læsere (!). I den gængse forestilling er sådan nogle ellers tolerante, moderne, frisindede, mangfoldighedsmindede, kulturradikale, feminister og bøsser, i hvert fald mere end så mange andre læsere.

Da Søren Pind havde læst debatindlægget, sprang han ud på sin egen blog som en krydsning mellem Kingo og Jeppe Aakjær med en svulstig opsang til Neis. Hans overordnede sigte var at beskylde kvindefrigørelsen for at fostre denne formastelige type kvinder/mødre. “Det er næsten uvirkeligt at opleve den moderne kvindes foreløbige kulmination på frihedskampen fra 60erne,” skriver Pind.

blog bryster Jomfru M

Som argumentation tegner han et forbillede-portræt af en ÆGTE mor i form af et malende referat fra en luthersk-missions begravelse af en opofrende bornholmsk kvinde, som var død for nylig. Hun var ifølge Pind gennem hele sin ”eksistens underkastet årstidernes skiften,” og hun havde altid vidst, at ”sorg og glæde de vandre til hobe.”(Kingo, 1681).

Tomme og hule cafébesøg
Størstedelen af indlægget består i den Jeppe Aakjær-sang (hvis sprog fik afsmittende virkning på hele Pinds blogindlæg), som den bornholmske kvindes søn reciterede fra ved begravelsen, fordi han forbandt den med sin mor. Sangen er en hyldest til den hårdtarbejdende landbokvinde og en klassisk respekt-erklæring til mennesker, der slider sig gennem tilværelsen i usle kår uden at kny.
Sådan et menneske var den bornholmske kvinde, som ifølge politikeren aldrig tænkte et sekund på, at det ikke var fedt at være mor. Modsat dem, der i dag er mere optaget af cafe latte m.m. iflg Søren Pind: ”Den evige forestilling i storbyen, om evige vinsmagninger, café latte, biografturen, de to – eller tre… – globetrotterrejser om året og mig, mig, mig – altid først, ville have slået hende som underligt vulgær og uvedkommende. En tom og hul tilværelse.”

blog bryster kaffe

Pind slår derimod til lyd for ”en grundlæggende accept af menneskelivets vilkår: Vi bliver født, lever og så dør vi. Sat i kald og stand.” ”Kald og stand”-citatet er fra Luther, der mente, at alle mennesker var kaldet til at leve i det arbejde, de nu engang havde, uanset om det var som præst eller håndværker eller noget helt tredje.  Skomager bliv ved din læst. Og moderskabet er jo f.eks. også et kald… Så det, jeg hører Søren Pind sige med det citat, er: Mor, hold snuden i sporet og klap i – pas dig selv, vær taknemlig, gør dine pligter og tag dig sammen.
(Nu er det meget sjovt, at han underbygger sine tanker med en sang af Jeppe Aakjær, som netop blev kendt for at være imod, at man – det vil sige den lille mand og kvinde – skulle blive ved læsten og slide, mens de holdt kæft. Aakjær var stærkt kritisk overfor arbejdsgiverne, dvs. gårdmandsstanden og dens sociale, politiske og kulturelle undertrykkelse af husmænd og landarbejdere. Han var også gal på præsteskabet, og han førte beviser for, at kristendommen holdt de fattige landarbejdere nede i uvidenhed, så de ikke kendte deres rettigheder eller handlemuligheder. Indre Mission var de værste, syntes Aakjær. Men Pind spænder ham altså for sin ”bliv hvor du er og hold din kæft”-vogn – med udgangspunkt i den missionske begravelse!)


Det er kvindekampens skyld!

Den manende overskrift på Pinds indlæg er ”Slægt skal følge slægters gang” (citat fra Ingemann-salme) og konklusionen, at den moderne kvinde ”i sin befrielseskamp bør anerkende dette”. Det gør hun åbenbart bedst ved at holde op med at sætte moderskabets indretning til debat og så indstille cafébesøgene og det andet frigørelsespjat øjeblikkeligt.

blog bryster amning

Hvad kvindekampen i 70’erne (som Søren Pind henviser til 60’erne) præcist har med overdrevne cafébesøg o.lign at gøre står mindre klart end det faktum, at Pind selv har siddet i en regering, som gennem 10 år opmuntrede til overforbrug, fråds og selvforkælelse – hele den narcissismekultur der er rullet grundigt ind i toneangivende dele af samfundet og også i de dele, der slet ikke har råd, som en del af den værdikamp, de borgerlige i dag står åbent frem og ligefrem brokker sig over at de har vundet så eftertrykkeligt. Nu er der nærmest ikke nogen værdidebat længere, og det er alligevel lidt kedeligt: ”Der er ikke nogen personer, der går op imod den herskende mentalitet og holdning,” udtalte konservative Per Stig Møller i Politiken om emnet 1. december 2012: ”Kultur- og værdikampen handlede ikke om økonomi og lovgivning, men om at ændre holdninger, mentaliteten. Og det lykkedes.” Pinds partifælle Bertel Haarder konkluderer i artiklen: ”Der er en borgerlig grundfortælling, der har sejret«.
Den borgerlige grundfortælling vandt fodfæste i den forrige regerings cocktail af velstand, boligboble, fladskærmspsykose, oppustet økonomi og individ/narcissist-værdier, som har ført til et stærkt fokus på forbrug og selvforkælelse.

Forfatteren Martin Kongstad registrerede i 2007, at de eneste værdier og tendenser fra 80’erne, der havde overlevet, var yuppie-kulturen med dens materialisme og øvrige omvendte dyder – grådighed osv. Som vi faktisk i 80’erne syntes var for meget. De var stadig indhegnet i yuppie-reservatet, og de fleste andre stod og så kritisk på dem udefra, lidt oppefra og ned. Men i 00’erne vandt de indpas som fælles normer for flertallet, og de dominerer endnu, trods en lang recession og stigende ledighed.

Jeg mener ikke, at alle har ret til aldrig at gå glip af noget…nogle gange må man jo vælge.  Men ingen kan tillade sig at sige, at hvis man er en frustreret småbørnsmor, så er man et forlystelsessygt røvhul. Vi har trods alt opdyrket en livsstil, hvor det betragtes som almindeligt at gå på café eller i biografen f.eks. Og da flertallet ikke er ude på et Indre Missionsk overdrev, hvor både tant og fjas skal jages på porten rullet i tjære og fjer, ja, så er vi altså kommet til at dyrke en masse ting, som ikke alle repræsenterer livets dybeste mening. Vi er under massiv påvirkning, der skal få os til at begære alle disse ting, så proceduren er meget svær at undgå, uanset om vi mener noget om sagen eller ej. Eksempelvis sad Pind selv med i den regering, der som en af sine første gerninger fjernede begrænsningerne for TV-reklamer henvendt til børn.
Alle vores konstante behov kan gribe om sig og føre til egocentrering, og den væsentlige grund til at den narcissistiske indstilling er udbredt i bestemte segmenter og deres omegn, er strukturelt funderet. Det er en følge af den lange værdikamp i samspil med økonomiske faktorer, hvis formende effekt i samfundet virker endnu trods en lang recession.

Det er snarere det, Søren Pind skal give skylden for at mængden af selvcentrerede mennesker er vokset, end det er en minoritet af 70’er-feministers kortvarige gennemslagskraft for 40 år siden.
Men det er da rigtigt, at hvis der aldrig var nogen kvinder, der havde arbejdet for at deres stemmer skulle høres i debatten, og at de kunne være selverhvervende og f.eks. lære at formulere og skrive deres tanker ned, så ville Søren Pind kunne omgive sig med flere umælende bornholmske mødre, og sandsynligheden for at en Malene Neis skrev et indlæg ville være mindre, og så ville han være sluppet for at få cafe latten galt i halsen.

Rør blot ikke ved Vor Mor
Nu ved jeg godt, at Pind er Pind.. men dels har han mange vælgere og sympatisører. Værd at notere sig. Men hvad der er mere spændende: Han repræsenterer i sine synspunkter en ufortyndet udgave af den holdning, som trives i bedste velgående hos alle, der mener at have aktier i ”moderskabet” og som i den seneste amme-debat går ind og dømmer om kvinder, der BÅDE vil have babyer OG slubre café latte ude på byens etablissementer. Det er, som om vi åbenbart ikke er kommet ud over en dyb utryghed ved tanken om at de faststrukturerede roller måske ændrer sig lidt.. lige så stille. For det kan føre til forandring, og den indbefatter muligheden for at der ændres noget ved en så ikonisk, klassisk, fundamental og samfundsbevarende rolle som moderskabet. Den rolle bringer altid folk på barrikaderne. Og så claimer de pludselig alle sammen deres aktier i den, mens alle dem der udfører rollen – mødrene – i debatten reduceres til medarbejdere… sat i verden for at opfylde firmaets mission, vision og målsætning, og ikke deres egne behov.

blog bryster bus

Jeg vil slutte med at citere den glimrende skuespiller Ole Boisen, som skrev på Facebook, da anti-amningsafgørelsen kom: “Bare bryster på busserne. Jeg skal lige bede jer om ikke at parkere på vores caféer. Der vil vi nemlig ikke ha’ dem…….. Ligesom man heller ikke må drikke kaffe i bussen. Nemlig!”

6 brandingtips via #FBrape

I sidste uge fik aktivister verdens største sociale medie til at love en kursændring. Det var #FBrape-kampagnen, der via pres på annoncørerne fik Facebook til at indrømme, at de har brug for en proaktiv politik i forhold til kvindehadende indhold. Dejlige tider, men også med større perspektiver. Brandingeksperter har straks destilleret 6 stykker lærdom ud af forløbet. De findes her i MarketingMagazine.

De handler om, hvordan forholdene i den sociale medieindustri er for annoncører, og de fire første springer vi over her på bloggen. For nummer 5 er fra min synsvinkel det mest pikante, ja nærmest spændstige, om man vil. 5 siger: Det er essentielt, at man ved, hvornår man skal sige nej. Marketing Magazine skriver: ‘I en tid, hvor næsten ethvert globalt brand har en skare af pressionsgrupper der henvender sig til dem, siger social media-eksperter, at det er lige så vigtigt at vide hvad man skal ignorere, som at vide, hvornår man skal gå i dialog.” Altså, for ellers kan man ikke bestille andet et at diskutere med alle hele tiden. Men i tilfældet #FBrape bliver det vurderet som en nederen idé at sige nej = det er værd at prioritere en dialog med denne type protester.

Læren i Punkt 6 lyder: Et brand må vide, hvad det står for, og holde sig til dét….Som eksempel nævnes naturligvis Dove. De laver sæbe, cremer og personlige hygiejneprodukter, og de var dem, der blev hårdest angrebet af #FBrape-aktivisterne, fordi firmaet skød sig selv utrætteligt i begge fødder under kampagnen. De markedsfører sig nemlig hæmningsløst som dem, der er optaget af “real women”, og som virkelig lever for “care” og omsorg for disse kvinder, men da de blev bedt om noget “care” i form af at sige fra overfor Facebooks accept af kvindehad, så var de uvillige, lunkne og afvisende. Alt i alt fremstod de pænt blottede for det påståede omsorgsgen. Hver dag under kampagnen kom der nye erklæringer på Twitter og Facebook fra kvinder, der lovede at droppe Doves produkter både til sig selv og familien. Og der blev lavet alternative Dove-reklamer af de rasende brugere, der faktisk følte sig godt gammeldags røvrendt af sæbeproducenten.

blog fbrape marketing Dove

Christian Gladwell, ekspert i sociale medier og direktør i Human Digital, siger til Marketing Magazine, at de fem år, som Dove har brugt på at opbygge et pro-women brand, er gået op i røg nu. Han minder om, at alt det kritiske indhold bliver liggende i “the fourth Space” i mange år endnu. Og MM’s konklusion er, at marketingfolk nu benytter lejligheden til at revurdere deres digitale marketingstrategier.

Jeg tror på vurderingen. Vi vil nu putte den ned i en kolbe sammen med lærestykke/tip nr. 5, og tilføre de udsagn, der har prydet debatten i den udenlandske presse de seneste uger, om at tidevandet nok er ved at vende for spørgsmål om sexisme og ligestilling…

blog fbrape brand balt

Resultat: Der er formentlig hul igennem, hvis man ser noget kvindefjendsk indhold på FB ved siden af en annonce for nogen, hvis image clincher med budskabet i det frastødende indhold. Proceduren er her. Men hullet igennem kan måske udvides til noget større, fordi det kan se ud til, at der er en del forbrugere, der er trætte af kvindehad. Og at der er stemning lige nu hos forbrugerne til at udfordre firmaers branding i bredere forstand. Og at virksomhederne samtidig føler sig i stemning til at komme udfordringerne i møde. Være lidt vandkæmmede i forhold til deres brands og måske tage et par småting op til overvejelse.
Jeg tror på det.

 

 

 

Feminine dyder

blog kvinder regering2

“Det blev endnu værre, da kvinderne fik magten,” skrev en debattør i Politiken i går. Hun hedder Ninon Schloss, og hun var med til at starte dansk kvindekamp. Hendes klage går på, at kvinder ikke lever op til klassisk feminismes forventninger: “Da kvindebevægelsen slog igennem i 70′erne, troede vi, at det ville gøre en forskel, når kvinderne fik politisk magt. Vi tog fejl.” Og så påpeger hun, at det er tre kvinder, der nu står “i spidsen for den mest hjerteløse regering i mands minde.”

Well..det er meget muligt. Men altså…jeg synes, at Schloss på vegne af feminisme før, nu og til enhver tid laver helt unødvendige benspænd og selvmål. For det rammer ind i den holdning, man kan møde hos modstandere af kønnenes ligestilling: At kvinder skal være bedre end mænd. At “se bare Helle Thorning, hun gør det sgu ikke ret godt, så kvinder egner sig åbenbart ikke til at have for meget magt” osv. Kvinder dømmes i forvejen hårdere end mænd på en lang række områder. Senest er det i den forløbne uge kommet frem, at deres videnskabelige arbejde bedømmes markant strengere end mænds. Så synes jeg, det er ærgerligt at gå ind fra feministfløjens side og lægge lidt den samme logik for dagen: At kvindelige regeringsledere bør være bedre end mandlige.

King_Jr_Martin_Luther_093.jpg

Excuse me, lovede borgerrettighedsforkæmperne i 60′erne, at alle afro-amerikanere når de fik lige rettigheder skulle være mere altruistiske end resten af samfundet? Skulle det følge med som en slags betingelse for at få normale rettigheder, at man så skal være bedre mennesker end dem, der havde rettighederne først?? Øhmm…

“Markedsideologien er nået til feminismen,” skriver Schloss videre. “Vi drømmer ikke om at være Moder Theresa, men Sheryl Sandberg.” Jeg synes også, det er ærgerligt, for en masse Theresa’er ville helt sikkert gøre flere underværker for menneskeheden og dens fremtid end en bunke Sandberg’er. Det er jeg overbevist om. Men….jeg vidste faktisk slet ikke, at kvindebevægelsens idol var Moder Theresa.

blog kvinder Mother

Jeg er med på, at kvindebevægelsen i sit udgangspunkt var integrereret i venstrefløjens klassekamp, og at de to kampe hang sammen engang. Der vil vel også altid være visse træk i en kamp for flere rettigheder til bestemte grupper, som har et venstreorienteret islæt: Selve det at man anerkender strukturer som det, der skal ændres, hvis der skal flyttes noget, fremfor at tro på den evige, almindelige overladelse af alting til individet, idet man fastholder, at man er sin egen lykkes smed, hvis man vil have bedre forhold… Men, men! Vi skal vel ikke fastholde kvinder i forpligtelsen til at være omsorgs-agtig, opofrende, medmenneskelig og en masse andre fælles, kønsbaserede træk? Skulle vi ikke hellere vedtage at alle mennesker er forskellige, og at man ikke kan forvente noget helt specielt af mænd, fordi de er mænd? Eller af kvinder, fordi de er kvinder? At forvente noget helt bestemt af kvinder minder lidt for meget om gamle dages “dameside” i aviserne.

blog kvinder husmoder

Hvor hele resten af avisen var varieret udfyldt med stof om politik, økonomi, sport osv. fra ind- og udland, så kunne man bekvemt indpasse alt hvad der interesserede damerne på en enkelt lille side. Heldigvis interesserede alle damer sig jo også for det samme lille snævre emneområde.. og det var de helt enige om.
Schloss skriver endda: “Flere fagforeninger venter på, at der næste gang ikke bliver forhandlet, men dikteret. Det er “ukvindeligt.”

Det lyder, som om det at være kvinde gør, at man er ekstra forpligtet som menneske? Det er jeg uenig i. Alle mennesker bør opføre sig ordentligt. Men kvinder er altså forskellige.. og de må vel have lige så meget ret som mænd til at skalte og valte, mene noget åndssvagt, være irriterende, uansvarlige, magtliderlige, hjerteløse, korrupte m.m.? Selvom det ikke lever op til Moder Theresa-standarder, og selvom ingen naturligvis bør være sådan. Men MENNESKER har vist sig i meget vidt omfang at være sådan, også når de er veluddannede, priviligerede og magtfulde. De færreste forventer vel også, at mænd skal have Desmond Tutu eller Ghandi som idol i al deres gerning? Eller måler dem op imod dem, hvis de er dårlige ledere?
Så lad os tale om folk på posterne og ikke “kvinder.” Lad os kritisere, påskønne og bedømme folk af alle køn for det, de gør, uden at tage deres køn med i betragtningerne.