Hader Danmark kvinder?

Eller er vi bare så pissefrisindede, at vi befinder os på et helt andet og mere forfinet plan end.. ja, næsten resten af verden?
I den seneste uge er der i hvert fald sket nogle umiddelbart meget forskellige ting, der alligevel har nogle fællesnævnere.. som tyder på Danmark er i en helt særlig klasse, når det kommer til sådan noget med køn, kvindehalløj, sexisme og den slags.

Beyonce - fik også del i dansk frigjorthed

Beyonce – fik også del i dansk frigjorthed

Kort før midnat den 28. maj meddelte Facebook, at de vil gå ind på kravene fra #FBRape: At tage konkrete og effektive tiltag overfor kvindehad på Facebook. Det skete efter seks dage med 60.000 tweets og 5000 mails fra aktivister til annoncører. Konceptet var kort fortalt: “I har annoncer på denne side, hvor der er misogynt indhold: Se selv. Hvad siger I?”
15 virksomheder valgte at sige fra og trække deres annoncer fra Facebook som en kontant besked om, at de også ville have Zuckerberg til at vedkende sig problemet og gå ind på de krav, folkene bag #FBRape stillede. Bl.a. om grundig uddannelse af de moderatorer, der står for den ofte stærkt inkonsekvente censur, som gennemgående favoriserer kvindefjendsk indhold. Aktionen lykkedes, og Facebook går nu i samarbejde med Everyday Sexism Project og to andre af de organisationer, der tog initiativ til kampagnen.
I løbet af de seks dage nåede 100 organisationer at blive medunderskrivere på brevet med kravene til Facebook, heriblandt Dansk Kvindesamfund.

Og pressedækningen har været solid. Historierne har også været mange og gode: Nogle firmaer nægtede at gå i dialog. Et af dem slettede simpelthen alle de vrede kommentarer fra deres FB-side. Dove blev centrum for en decideret hetz, fordi de brander sig på deres “care” for kvinder, men alligevel afviste at sige fra overfor en kvindefjendtlig praksis hos deres annoncemedie. Facebook slettede et voldtægts-meme hos en aktivist, der lagde det ud for at illustrere, hvad kampagnen protesterede imod – og samtidig fik selvsamme meme lov til at blive liggende ovre på den side, hvor de syntes det var sjovt. Det var det her:

blog rape tape her

Debatten rasede. De seks dages intensive begivenheder blev dækket af BBC, Huffington Post, Metro UK, Daily Life, Marketing Magazine, TVNZ, MSN, Canada.com, Elephant Journal, Herald Sun, The Globe and Mail, Think Progress, Association for Progressive Comminication, Gender Focus, International Business Times, The Irish Times, Scotland on Sunday, Il Fatto Quotidiano, Xojane, Comment is Free, Brand Republic, Al Jazeera, Pressetext, Salon, Marketingfacts, The Guardian, The Independent, MS Magazine, Süddeutsche og mange flere. Mange af medierne havde flere historier og fulgte sagen på daglig basis. Fra Afrika til New Zealand og fra England til Skotland etc.

Men i danske medier var der rungende tavshed om aktionen. Først i går, da det hele var overstået, kom Politiken og Kristeligt Dagblad på banen og fortalte de undrende læsere, hvad der var sket. I dag er Berlingeren fulgt efter.

Danmark udenfor traktat mod kvindevold
Henover de samme dage, hvor #FBRape har raset på de sociale medier og hele det store internet, har der her i Danmark udspillet sig et nyt kapitel i en anden historie. En historie om, at Danmark stadig ikke har skrevet under på en konvention om vold mod kvinder, som er den første internationale traktat, der definerer køn.

Foreløbig har den trukket underskrifter fra 25 andre lande, heriblandt Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og England. Udover det har fire lande allerede ratificeret den: Det er Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet.

Konventionen anser vold mod kvinder for at udgøre en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det betyder, at staterne står til ansvar, hvis deres forholdsregler mod denne type vold ikke er tilstrækkelige.

Kvinderådet har flere gange forsøgt at få justitsministersvar på, hvad det er, der evt. kan være af knaster i forhold til den danske lovgivning, som ligesom forhaler processen lidt. Men de har aldrig rigtig fået et svar, selvom embedsværket må have haft stunder til at tjekke sagen i løbet af de to år, der nu er passeret, siden Europarådet vedtog konventionen. Den har været åben for underskrifter siden 11. maj 2011.

Vi er fuldt på højde med Ungarn og Rusland
I sidste måned stillede Enhedslisten forslag til en folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere konventionen. Onsdag den 22. maj havde Kvinderådet foretræde for Ligestilligsudvalget for at skubbe på sagen – igen. Fredag den 24. var der så 1. behandling i Folketinget af Enhedslistens forslag, og det cykler pt. rundt i udvalgsbehandling..
Men i pressen stod menuen på rungende tavshed. Som amindelig mainstream-medieforbruger har man været heldig, hvis man har hørt noget om sagen, som kun været nævnt kort i Information for nogle uger siden..nåh nej, det var i et læserbrev! Fra Kvinderådet!

Danmark er altså et af de eneste af de europæiske lande vi sammenligner os med, som ikke rigtigt prioriterer at ratificere en lovgivning, der kan beskytte kvinder mod vold på en lang række planer..bl.a seksuel vold. Med vores nedprioritering/sylteaktivitet/modvilje ligger vi på linje med lande som Azerbaijan, Rumænien, Rusland og Ungarn, der heller ikke har følt noget drive ift. at sætte pennen på papiret. Oven i hatten er vi - igen – dem, hvis presse ikke interesserer sig the least bit. Ligesom den heller ikke gør for en kampagne mod ekstremt og omfattende kvindehad på et gigantisk socialt medie, hvor vi alle sammen bor.

DK – hvad sker der for dig?
Og nå ja, vi er også dem, som pressen og debattørerne og den “almindelige” befolkning i de lande, vi sammenligner os med, falder ned af stolen over, når de hører at der sendes et program i statsfjernsyn, som alle andre end Danmark finder dybt og rasende sexistisk. Folk er vantro, rystede, undrende og WTF-agtige. Og pressen dækker det.
Alt i alt: Tre historier, der hver især placerer Danmark i et besynderligt lys, set fra det store udland. Hvad er vi for nogen? Vi kæfter op om frisind i tide og utide, og vi kører vel en form for røven-i-vandskorpen version af en form for slæbe-image fra 70′erne. (se: slæbe-sild, hvor man trækker en sild henover rugbrødet for at efterlade et par smagsnoter af fisken). Der var noget med porno og søde, topløse sommerpiger. Frigjorte kvinder, ik’? Det hele blandet sammen i en diffus pærevælling, tilsat godt med patina og fire årtiers mantraer – oftest fremsat af mænd – om at porno og bare bryster naturligvis er det samme som at kvinder viser, at de har lyst til sex, og at de ved, hvad de vil, og at de i øvrigt vil det hele, fordi de er så afslappede og hviler i sig selv. Og hold så kæft, koner, hvis I siger noget andet er det fordi I er snerpede, gamle, hæslige, latterlige, DUMME!! Vi gider ikke at høre på det. Og hvem vil være grim, dum osv.? Kun de færreste! Sanne Søndergaard er en af dem, der heldigvis er ligeglade med de fundamentalistiske anti-sexistmantraer og som netop her skriver om, hvordan sexisme ikke er noget, vi taler om i Danmark.  

Hold nu kæft.

Hold nu kæft.

Som hun bl.a. reflekterer over i forbindelse med, at hun netop har været i kontakt med BBC, fordi der nu skal laves endnu et program om Blachman med vinklen: Hvad sker der for Danmark??? Som i: “????????” Det siger de alle sammen, faktisk. Men det må være fordi de ikke forstår vores frisind. Det er så enormt, at vi hverken behøver at åbne gluggerne og se hvad der foregår i resten af verden eller på nettet, eller forholde os til sexistisk vold i lovgivningen, endsige spekulere over hvad det sådan alt i alt mon betyder for vores image eller branding, om man vil, sådan á la: Har vi lyst til at tage til Danmark på ferie? Har vi lyst til at studere i Danmark? Forske? Arbejde? Anyone?
Vi behøver heller ikke at beskæftige os med det der såkaldte “sexisme”-pjat i pressen. Det er helt overflødigt og ganske irrelevant, for vi HAR ingen sexisme i Danmark. Vi er frigjorte. Alle er pissefrigjorte, ja, mest kvinderne, bortset fra de dumme, sure irriterende typer, der laver ballade en gang imellem, mens vi ellers lige har det så hyggeligt. Og hvis du ikke synes det, så fis af, ligemeget hvem du er!

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

Hold nu kæft. Hyg, for Helvede

PS: (Et par timer senere) Jeg havde allerede fortrængt endnu en begivenhed i den forløbne uge, der tegner nye skarpe konturer om vores image i den store verden: Numseklaskeren. Danskeren, der naturligvis i sin afslappethed må klaske Beyonce bag i, så snart han kan. Yep, Hun må også være vildt snerpet, for hun syntes ikke, det var sjovt.

 

Danmark med i #FBrape

blog fbrape ad

Nu er Danmark også med i #FBrape-kampagnen, som går ud på at overbevise annoncørerne på Facebook om at trække deres annoncer i protest mod det kvindefjendske indhold på sitet.
Man kan se et lille udpluk af det via dette link. Og der kommer hele tiden nyt.
Det er Dansk Kvindesamfund, der er gået med i kampagnen, og de skriver samtidig under på det åbne brev til Facebook, som folkene bag #FBrape sendte i sidste uge. I brevet står der præcis hvilke tiltag, Facebook bør tage for at komme volds- og voldtægtsiderne til livs. Det er de tiltag, kampagnen søger at få annoncørerne til at kræve, at Facebook tager sig sammen til, og de 10 annoncører, der foreløbig har trukket deres annoncer, har erklæret at de først genoptager samarbejdet med FB, når kravene er imødekommet. Dansk Kvindesamfund har netop lagt en dansk oversættelse af brevet til FB ud.
Foreløbig er der sendt 45.000 tweets i #FBrape-kampagnen, der har løbet siden den 21. maj. Den som også har fået ganske omfattende pressedækning i andre lande, især i Storbritannien.

Annoncører trækker sig pga. kvindehad på Facebook

 

Nissan Skyline R32

Nissan Skyline R32

Nissan får en reklame her, for de har trukket deres Facebook-annoncer i protest mod kvinehadende indhold. Big up, credits, fed karma til dem!
De sidste to døgn har der kørt en massiv kampagne på diverse sociale medier for at få Facebooks annoncører til at reagere på alle sitets såkaldte jokes og opfordringer til vold, voldtægt og værre ting mod kvinder.
Foreløbig har Nissan UK og webhost-firmaet Westhost med øjeblikkelig virkning trukket alle deres reklamer fra Facebook. Andre firmaer overvejer stadig sagen eller er i dialog med Facebook, heriblandt American Express, British Airways, Sky, Easyjet og Dove. Sidstnævnte har bl.a. en annonce ved siden af et billede af en pige, der tydeligvis er blevet seksuelt misbrugt, og teksten: ”sometimes daddy drinks too much.” Og ved dette billede:

blog fbrape Dove2

Firmaet Vistaprint ville ikke trække annoncer, men opfordrede i stedet brugere til selv at kontakte Facebook. Det afstedkom en storm af rasende kunder, der erklærede på Vistaprints FB-side, at problemet netop er at Facebook ikke lytter til almindelige brugeres klager – og at de i øvrigt nu er færdige med at købe produkter hos Vistaprint.
Audible_com valgte gennem flere timer i går aftes den velprøvede strategi, at de simpelthen slettede alle de vrede indlæg, der væltede ind på deres FB-side. Det blev brugerne kun endnu vredere af. Nissan, som trak deres annoncer, var derimod i dialog med brugere i løbet af aftenen, hvor firmaet bl.a. skrev på Twitter, at de var “”not happy about this and many people in the office rightly upset. It’s wrong and we don’t support it. Ever.”

Status med de forskellige firmaer udvikler sig selvfølgelig hele tiden. For at følge med og evt. selv deltage kan man tjekke Women, Action & the Media’s hjemmeside. Her finder man alt om at komme ind i kampen, men ellers er det bare at gå på Twitter, hvor man bruger #FBrape i henvendelser til annoncørerne. Kampagnen mønstrede 9000 tweets alene på de første 24 timer. Nogle af annoncørernes reaktioner har der slet ikke været mulighed for at følge op på fra kampagnens headquarters, fordi det går så stærkt. Fx er det lige nu uklart, hvad Magnum har svaret på henvendelser om at deres dejlige isannoncer figurerer ved siden af følgende shot med teksten: DUMB BITCH LEFT THE KITCHEN

blog fbrape Magnum

Det er Everyday Sexism Project og de to aktivister Soraya Chemaly og Jaclyn Friedman, der er initiativtagere til kampagnen, som blev sat i gang samtidig med at de skrev et åbent brev til Facebook for at få dem til at gøre noget effektivt ved sitets omfangsrige indhold af kvindehad.

Herhjemme er det foreløbig kun Dansk Kvindesamfund, der har været aktive i sagen. De henvendte sig for en måneds tid siden til Lego og Babysam for at gøre dem opmærksomme på, at de hver især havde FB-annoncer lige ved siden af et billede, der lavede sjov med en kvinde, som havde fået bank af sin mand.
Ingen af de to virksomheder har ligesom haft tid til at svare Dansk Kvindesamfund, men da Berlingeren gik til Lego, fik de dette svar fra den globale direktør for sociale medier, Lars Silberbauer: “Vi har ikke tidligere oplevet, at dette er et problem, og generelt oplever vi, at brugere godt kan skelne annoncer fra brugerskabt indhold. Men det er selvfølgelig et område, som vi følger for at se, hvilken vej udviklingen går, og så vil vi gerne opfordre alle til at bruge mulighederne på Facebook til at ‘flagge’ anstødeligt indhold. Jo flere der gør det, desto hurtigere bliver det fjernet af Facebook.”
Den vurdering er empirien så ikke enig i, eftersom almindelige brugere (læs: ikke-annoncører) kan klage fra Herodes til Pilatus og kun få det svar fra Facebook, at “indholdet er ikke i strid med vore standarder” etc. Præcis som en lang række fremtidige eks-kunder skrev til Vistaprint i går, da de på samme vis søgte at fedte ansvaret over på kunderne.

Nu er det selvfølgelig sådan, at annoncører ikke selv vælger, hvor deres indhold på FB dukker op, og desuden bliver indhold som bekendt ikke modereret inden det ryger på FB. Men som folk netop nu skriver til Easyjet, der fastholder at de ikke selv kan styre hvor deres annoncer havner: “Jamen, I ville vel heller ikke annoncere i et trykt medie, hvis der var mulighed for at finde samme type indhold dér? Hvad er forskellen?” Og som  FBrape-kampagnens initiativtagere påpeger, så kan man kræve, at Facebook overordnet tager stilling til, hvad de ser som acceptabelt indhold. At de følger deres egne guidelines omkring hate speech, også når det kommer til kvinder – og at de tager klart afstand til denne type indhold. Der mangler stadig et svar fra virksomheden på de henvendelser, de har fået, men forbrugernes reaktioner i forhold til annoncørerne er endnu et hårdt “poke” på FB’s skulder. Og også på annoncørernes, hvis engagementet fortsætter.

update samme aften: ..Og det gør det foreløbig: 16.000 #FBrape-tweets efter 48 timer.

update næste dag: Efter knap 3 døgn: 20.000 tweets - og seks firmaer, der har trukket deres reklamer fra Facebook :-)

Sandberg selv på kvindehadside

blog sandberg ad vs rape

Nu optræder Sandberg selv i en annonce på en Facebookside, som er spækket med billeder af smadrede kvindeansigter og tilhørende jokes. Ironien vil ingen ende tage. Ja, det er hende nede i højre hjørne lige over det i denne sammenhæng dobbeltbundet udfordrende spørgsmål: “Are You Leaning In?”

blog a

Dette foregår nu, dagen efter at over 40 ligestillings- og antimisogyni-organisationer fra diverse lande har skrevet til Facebook og bedt dem om at ændre deres politik på området. Og få dage efter at den danske journalist Annegrethe Rasmussen har skrevet et åbent brev til Sandberg og bedt hende om at forholde sig til kvindehadet på Facebook.  Og to måneder efter oprettelsen af FB-gruppen ”Sheryl Sandberg – LEAN IN and remove misogyny from Facebook.” Hidtil har Sandberg ikke reageret på nogen af delene. Der er ikke kommet skyggen af respons fra Facebook, som anerkender denne problematik.

Siden med Sandberg-annoncen hedder “Domestic Violence – Don’t make me tell you twice” og her finder vi bl.a. denne lille lækkerbisken m. teksten “NOSEBLEEDS – the first sign of an incorrectly prepared sandwich.”

blog nosebleed

Men hey! That’s not all. Ironien er en lun og utrættelig fætter, der bare bliver ved. Vi vender lige tilbage til det brev til Facebook, som de 40+ organisationer sendte i går.

I brevet kræver organisationerne bl.a. at “swift, comprehensive and effective” action fra Facebooks side i form af, at mediet skal:
“1. Rubricere tale, der trivialiserer eller forherliger vold mod piger og kvinder, som hate speech, og forpligte jer til, at I ikke vil tolerere dette indhold. 2. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at genkende og fjerne kønsbaseret hate speech. 3. Gennemføre effektiv uddannelse af jeres moderatorer til at forstå hvordan online-forfølgelse har forskellig effekt på kvinder og mænd  delvis på grund af den pandemi af vold mod kvinder, som finder sted i den virkelige verden.” (Min oversættelse.)

Blandt underskriverne af brevet finder vi en organisation, der skriver om sin mission,at de er et organiseret svar på vold mod kvinder. At de ser en verden hvor kvinder lever sikkert og frit. At de er et krav om at voldtægt, incest, vold etc. må stoppe nu. At de blandt andet vil skabe vidtrækkende opmærksomhed om problemerne og dermed lægge “the groundwork” for nye tiltag af enhver art mod vold mod kvinder i hele verden..

“We will work as long as it takes. We will not stop until the violence stops.” Se selv på deres hjemmeside hvor de også erklærer sig ”a fierce, wild, unstoppable movement and community.” Hallelujah! Der er bare det, at organisationen hedder V-Day, og i deres bestyrelse sidder… Sheryl Sandberg.

NB update skrevet senere på dagen: Så vidt jeg kan se, er selve den omtalte “Domestic Violence”-side fjernet nu, men ifølge flere Twitter-kilder optræder Sandberg-annoncen stadig på sider med div. vold/voldtægtsbilleder og memes.

Facebook-strategien der blæser i vinden

Jeg sendte i sidste uge nogle spørgsmål til Facebook om, hvilke overordnede overvejelser de har om deres ansvar for det, der foregår på deres medie. Og deres svar viser i en noget ildevarslende grad ingen tegn på dybe tanker om dette lille issue.

Jeg valgte ikke at spørge specifikt ind til voldtægtssiderne, for det har vi jo i tidens løb set masser af svar på, der alle har efterladt mig med følelsen af at forskellige mure karambollerede med min pande. Og nu, vupti, har de sandelig igen en gang fået flettet et af disse svar ind som en del af deres svar på et spørgsmål om deres overordnede ansvar.. det er det, jeg har fremhævet med fed i første svar, og som er identisk med det skriftlige svar, som blev sendt til #DR2 den 3. maj i det program, om sagen, jeg medvirkede i. Svarene her kommer fra den nordiske Head of Policy-chef, danskeren Thomas Myrup Kristensen, og det er Northern Link PR, der har sendt dem til mig fra ham.

Mit første spørgsmål: Hvordan forholder Facebook sig til jeres ansvar for evt. hadefulde stemninger, der måtte opstå eller forstærkes som følge af intern opildning mellem brugere på visse grupper på Facebook?

Svar: Mere end en millard mennesker udtrykker sig selv og kommenterer på den verden vi lever i gennem Facebook og langt det meste af tiden foregår det helt uden problemer. Indhold på Facebook skabes af brugerne og reflekterer det samfund vi lever i. Vores fælleskabsregler og vores erklæring om rettigheder og ansvar (www.facebook.com/policies) beskriver vores regler til brugerne og vi tolererer ikke materiale, der opfattes som direkte skadeligt. Vi reagerer hurtigt når vi får rapporter om tekst eller billeder der ikke overholder vores regler and vi opfordrer folk til at rapportere indhold de finder måske er i strid med vores regler til os. Rapportering kan gøres gennem links der finder overalt på Facebook.

I øjeblikket er vi i gang med at revidere vores regler med hensyn til grafisk vold. At nå frem til indholdsregler der gør det muligt for mere end en milliard mennesker at udtrykke sig mens man også respekterer andres rettigheder og følelser er en konstant process. Vi ønsker at beskytte vores brugere og samtidig bevare, så vidt som muligt, deres evne til at kommentere på den verden vi lever i. Mange af siderne med kontroversiel humor som er blevet fremhævet på det sidste er afskyelige også for mange af os, der arbejder hos Facebook.  Den type indhold udfordrer os alle og kan være stærkt ubehagelig. Det er let at forsvare synspunkter, vi kan lide, men det er yderst vanskeligt at forsvare dem, vi foragter. Vores tro på værdien af åbenhed er dog kun virkelig reel, når vi er villige til at gøre det sidste. Vi mener også, at det ikke altid er en løsning at fjerne indhold. Der skal være frihed til at debattere alvorlige emner som disse, hvis vi skal bekæmpe fordomme. Det er dog sådan, at i et så forskelligartet fællesskab med en millard brugere ser vi til tider at folk poster indhold som opfattes som krænkende eller folk forsøger sig med grovkornet humor. Selv om det kan være vulgært og stødende, er usmageligt indhold i sig selv en overtrædelse af vores politikker.

Mit andet spørgsmål: Hvilken strategi/andre proaktive tiltag har Facebook i forhold til den dokumenterede effekt af ekstreme holdningers generering i “ekkokamre,” som der findes talrige af på Facebook, også med meget aggressiv retorik?

Vi har længe haft den opfattelse at vores krav om at folk skal benytte deres rigtige navn (vores real name policy) i samtaler og debatter på Facebook skaber et tryggere og mere åbent miljø hvor alle skal tage ansvar for deres synspunkter og handlinger.

..Og sådan var ordene.Havde vi været i radioen, ville jeg have spurgt: – Det vil altså sige, at Facebooks proaktive tiltag i forhold til generering af ekstreme holdninger udelukkende består i, at folk skal bruge deres rigtige navn?

Og så ville jeg have spurgt: – Mener du at alle på Facebook optræder under deres rihgtige navn? Hvordan vil I sikre at dette kommer til at ske? Har I overvejet andre tiltag end at leve i håbet om, at folk tager ansvar for deres synspunkter i og med, at du som den eneste jeg har mødt tror at folk optræder under deres rigtige navne? etc..
Men det er svært at stille opfølgende spørgsmål til en person, man ikke kan komme til at tale med.

 

Rapebook 2

Åh nej, ikke mere ubehageligt Facebook-slam, tænker I. Jo, og det bliver kun værre. Det samme gør mit stigende ubehag jo mere jeg dykker ned i Facebooks skelnen og vurderinger. Siden jeg skrev Rapebook, har jeg gransket de argumenter, FB har for at acceptere kvindehad. Og jeg har fundet frem til den manual, som de giver deres moderatorer. Desværre har jeg også fundet flere og meget værre eksempler på, hvad man må dyrke på FB. Så jo, vi må til det:

For det første kan jeg slå fast, at slut, bitch, cunt og whore ikke er nedværdigende ord ifølge Facebooks standarder. Det kan man konkludere ud fra, hvad der præcist står i moderatormanualen. Den siger, at humor overruler hatespeech, racist- eller andre typer angreb, MEDMINDRE der bruges nedværdigende ord – ELLER humoren ikke er åbenlys i indlægget/billedet.
Og der er masser af posts om ”bitches”, ”sluts” og ”cunts”, som Facebook-brugere siger, de vil skære halsen over på, voldtage etc., og som får lov at blive på Facebook trods anmeldelser. Det vil altså sige, at moderatorerne i hvert af disse tilfælde har vurderet, at de anvendte lokumsgloser ikke er nedværdigende. Så må man altså også sige cunt til Sheryl Sandberg uden at der sker andet end at hun ler fornøjet?

Den anden undtagelse i retningslinjerne, hvor grove angreb og hadefuld tale ikke får lov at passere som humor, er hvis humoren ikke fremgår klart og tydeligt på billedet eller i indlægget. Men det gør den altså åbenbart i en del tilfælde som fx et meme med teksten: ”After a girl dies, what organ in her body stays warm? My dick.” Det har ligget på Facebook siden 6. september 2012.
Jeg er ellers fortaler for forretningsgangen: 1.Se problemerne 2. Addresser dem 3. Løs dem, men jeg kan ikke få mig selv til at viderebringe dette meme. Jeg beklager, men jeg bliver fysisk utilpas, og det vigtigste er, at jeg nu har gjort opmærksom på at det er der.

Det er bloggen Gawker, der er i besiddelse af den 17 sider lange manual med detaljerede retningslinjer for Facebook-censur, som virksomheden udleverer til alle de ansatte, der gennemgår postet indhold. Her finder man bl.a. de enslydende formuleringer vedrørende hhv. hatespeech og ”attacks”: ”Humor overrules racist and other attacks (plus hatespeech) UNLESS slur words are being used OR humor is not evident in the post/photo.” Gawker fik fingre i den ellers meget interne manual via en ung marokkaner, som de interviewede sidste år. Han blev ansat som en del af et moderator-team – til en dollar i timen plus kommission, som kunne få lønnen til at løbe helt op på fire dollars. Ifølge bloggen en almindelig betaling for dette job hos Facebook. Ifølge tidligere ansatte bestrides det i vid udstrækning af unge mennesker fra den 3. verden.

Nej til flækkende kranier – ja til torturinstrumenter til  brug ved voldtægt
I manualen står specifikke eksempler på, hvad der er for voldsomt og eksplicit til at acceptere. ”I love hearing skulls crack” er fx for stærke sager for Facebook. Der går grænsen. Det må man ikke skrive, står der i deres guidelines.
Men man er hjertens velkommen til at vise fotos af bagbundne kvinder og kvinder uden arme og ben, der tydeligvis er blevet voldtaget eller skal det lige om lidt, hvilket fremgår klart af de ledsagende ”sjove” tekster. Ja, det står der ikke konkret at man må, men det er gennemgående praksis, at der skal være plads til sådan noget og at det kun evt. fjernes efter mange, vedholdende og langvarige klagerier.

Man må også joke med voldtægt af børn og grov mishandling af konen, og man kan frit drive en fanside for fx et band der hedder ”Whore Torture” med over 3361 likes,  som siden august 2012 har postet sange i det uendelige med titlerne: ”Hammer Smashed Cunts,” ”Tortured then raped then Killed then raped again,” ”Slut abduction,” ”My knife is for your cunt” og også langt værre ting (ja), og til overflod forsynet med tydeligt tegnet logo med en pige, der bløder ud af øjenhulerne og har fået smadret munden og sprættet underlivet op. Ind i mellem er der billeder af kvinder der bliver stenet, torturinstrumenter beregnet til kvinders kønsdele m.m, og skriverier, hvor administratoren udtrykker glæde over, at 15-årige Amanda Todd begik selvmord, ”for hun var jo endnu en ..” ja, gæt hvad.

Dette er altså morsomt ifølge moderatorernes verdensbillede, eller også er de bare enige om at ordene er så salonfähige, at de simpelthen skal have lov at passere. Og enhver kan jo se, at estimeringen godkendes af moderatorernes arbejdsgivere. Men hvorfor er det mindre voldeligt at sige: “My knife is for your cunt” end at sige: “I love hearing skulls crack”? Den eneste væsensforskel jeg kan se i de to udsagn, er at det første er kønsrelateret og indgår i fantasier om et seksuelt overgreb. Og dette udsagn er det acceptable, som får lov til at blive stående på Facebook.

Ingen kommentarer!

Ingen kommentarer!

Ikke et ord om Atatürk
Hvorom alting er, kan man læse i moderatormanualen, at nogle ting simpelthen aldrig må siges på det sociale f-medie uanset om man er sur, gal, sindssyg eller kan påberåbe sig diverse andre sindsstemninger – det er til gengæld bevidst tilladt, når det handler om voldtægt, hvilket vi vender tilbage til om lidt.

Men om andre emner er det strictly no-go, bl.a. fordi bestemte udtalelser i relation til dem er i strid med loven i en række lande. At benægte Holocaust går fx ikke, ligesom det slettes omgående hvis man angriber Atatürk. Ham må man hverken lave nogen form for sjov med eller fremføre kritik af overhovedet. Man må heller ikke vise afbrændinger af tyrkiske flag. Andre flag må gerne vises brændende, står der. Desuden er det forbudt at poste kort over Kurdistan.
Derfor eksisterer der intet indhold af denne art på Facebook. Det kan altså lade sig gøre at slå hurtigt og konsekvent ned på noget. Selve systemet er effektivt, både hvad de ulovlige emner angår og også, som beskrevet i et tidligere indlæg, i forhold til farlige antydninger af brystvorter hos ammende kvinder og – uhhhhh! – glimt
af KØNSBEHÅRING. Selv det yndigste maleri af Eckersberg fjernes. Sådan noget beskidt og væmmeligt griseri kan øjensynligt også nukes ud i intetheden på splitsekunder af de snarrådige moderatorer.

Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841. Blev fjernet fra Facebook.

Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841. Blev fjernet fra Facebook.

På samme vis slog man med hård hånd ned på billedet ”L’Origine du Monde” af den franske maler  Gustave Courbet, som regnes for et af realismens hovedværker. Da den danske kunstner Frode Steinicke lagde dette billede ud på sin FB-profil i februar 2011, blev hans profil deaktiveret, og han modtog en skrivelse fra Facebook med ordene:
“Hej
Du overførte et billede (“L’Origine du monde”, red.) der overtræder vores Anvendelsesvilkår, og dette billede er blevet fjernet. Facebook tillader ikke billeder, der hænger et enkeltindivid eller en gruppe ud, viser nøgenhed, stofmisbrug eller vold eller på anden måde overtrræder vores Anvendelsesvilkår. Disse politikker skal sikre, at Facebook bliver ved med at være et sikkert og trygt onlinemiljø at bevæge sig i, også for de mange børn, der bruger sitet.”
Det forstås til fulde, når man ser billedet fra 1866. Der er jo hår på.

blog rapebook 2 l'origine

Historien gik verden rundt, og Steinicke blev blandt andet interviewet i Le Monde. Han fik til sidst genåbnet sin profil efter at have argumenteret overfor Facebook med, at billedet ikke er pornografi, men et hovedværk i moderne kunsthistorie. Men da Steinicke senere skrev om forløbet og lagde et link til sin artikel på Facebook – inkl. billede – ja, så blev hans profil deaktiveret igen. Det samme skete for billedhuggeren Steen Krarup Jensen, da han lagde linket ud.

Glem American Psycho
Jo mere jeg kigger, jo mere forstår jeg det ikke: Zuckerberg og Sandberg ønsker tydeligvis at adskille sig fra det store, vilde internet på en lang række punkter, som håndhæves nidkært og prompte med censur.
Hvordan kan de så samtidig tillade de enorme mængder af indhold der spænder fra 1000-vis af lummer-pornografiske fremstillinger af kvinder – kaldet sluts etc. – i nedværdigende, 100% suggestive positioner over platte, degraderende, sadistiske, ondskabsfulde, aggressive jokes om voldtægt og mishandling som altså også går over i udpenslet sadisme der får American Psycho til at minde om Rasmus Klump og Heksehammeren til at ligne Højsangen. Ja, det gør det virkelig. Og jeg kan ikke holde det ud mere, og kan heller ikke anbefale andre at opsøge det – lige undtaget Facebook, som har ansvaret for at vende stenene og sprøjte med noget effektivt, så det hæslige ikke får lov at trives og vokse videre i det store drivhus hvor der heldigvis går flest normale mennesker rundt – endnu.

Facebooks fire forsvar for rape pages
Hvad siger de så til det?
Ja, hver gang Facebook bliver spurgt, hvordan de kan opretholde den accepterende tilgang til sex hate speech, aka misogyni eller kvindehad, så kommer der nye svar og argumenter. Nogle gange siger de noget om, at humor varierer fra den ene kultur til den anden.
Andre gange argumenterer de med vigtigheden af en ”fri debat”… som den 3. maj, da jeg var i #DR2. Da sendte Facebooks nordiske policychef, Thomas Myrup Kristensen, denne udtalelse på skrift som svar på programmets spørgsmål om hvordan alle voldtægtssiderne kan passere som humor: ”Den type indhold udfordrer os alle og kan være stærkt ubehagelig. Det er let at forsvare synspunkter, vi kan lide, men det er yderst vanskeligt at forsvare dem, vi foragter. Vores tro på værdien af åbenhed er dog kun virkelig reel, når vi er villige til at gøre det sidste. Vi mener også, at det ikke altid er en løsning at fjerne indhold. Der skal være frihed til at debattere alvorlige emner som disse, hvis vi skal bekæmpe fordomme.”
Hvor debatten er, nævner han ikke. Det nærmeste på en ”debat” omkring emnet jeg har set på FB, var på Rapebooks side, hvor yndere af voldtægtssider svinede Rapebook-administratorerne til og truede med at voldtage dem, indtil de som bekendt opgav at drive siden. Excuse me?

blog rapebook 2 tupac

Voldtægtsforbryderen på T-shirten
I februar lykkedes det Sveriges TV1 at få Thomas Myrup Kristensen i voice-on-voice-action. SVTV1 interviewede ham til et program med fokus på et Facebook-drama, der udspillede sig på H & M’s hjemmeside i januar.
Det kom sig af, at en ung kvinde spurgte H & M på deres Facebookside, hvorfor firmaet solgte T-shirts med Tupac Shakur, når han blev dømt for et seksuelt overgreb (i forbindelse med gruppevoldtægt). Det udløste en mængde kommentarer, hvor folk udtrykte håb om at hun selv blev voldtaget og truede med at pisse på hende m.m. H & M lod 2800 kommentarer blive på deres side i over en måned, inden de tog dem ned, inklusive en, der lød: ”I’m going to rape you and then ask H&M to print a t-shirt with my face on it”. Hele sagen inkl. TV-klip er beskrevet her på bloggen Digital McGyver.

OK hvis man er ophidset eller ikke mener det alvorligt
Facebook var helt inaktive under forløbet på H&M’s side, og SVTV1 spurgte i programmet om firmaets holdning til, at truslerne blev fremført på Facebook. Et spørgsmål til Myrup Kristensen lød: ”Kan det nogensinde være OK at skrive: ´Jeg vil voldtage dig’?” Og hertil svarede han (min oversættelse fra svensk tekstning): ”Det er grimt at skrive sådan, det er ikke god opførsel. Vi undersøger om sådanne trusler er sagt ’in the heat of the moment’ eller om det er noget, som personen virkelig mener. I så fald får det konsekvenser.”

Så altså: Ifølge Nordens chef er det i orden at udslynge voldtægtstrusler hvis man er gal/vred/ophidset, når man gør det – det får i hvert fald ingen konsekvenser. Hvordan FB vil afgøre om vreden er forbipasserende eller langtidsholdbar, eller om truslerne er udtalt på basis af reelt hvidglødende raseri, iskoldt had eller almindelig lunken bitterhed…nej, det melder historien overraskende nok intet om. Den bedste test er selvfølgelig at gå direkte til punkt to i investigationen: Undersøge om det er noget personen virkelig mener. Heraf uddrager jeg, at et Facebook-detektivkorps med skæg og blå briller stævner ud og følger den bruger, der har fremsat truslen, rundt på vedkommendes daglige færden i et passende stykke tid for at holde øje med, om han virkelig ser ud til at ville voldtage personen. Hvis han gør anstalter i den retning, så slår Facebook til på en studs: De sletter profilen eller i det mindste kommentaren på Facebook. Eller hva’.

Personlig chikane vs. folkedrab
Facebooks argumenter for at lade kønsbaserede trusler og had passere er altså mange. Udover vigtigheden af at være rummelig ift. humor, at skøtte den fri debat og at vurdere personers virkelige hensigter, har Facebook også fremført et interessant fjerde argument: Hvis en trussel ikke er rettet mod en specifik person, så går det an. Det var fx svaret til ABC News vedrørende siden: ”Raping Babies because you are Fucking Fearless.” Opfordringerne var jo ikke rettet mod bestemte, navngivne babyer. Men hvordan hænger det nu sammen med at det er helt fjong, når brugere truer den 21-årige fuldt navngivne Julia, som stillede H & M spørgsmålet om deres voldtægtsdømte T-shirtstjerne?
Men pyt med det. I virkeligheden kan jeg slet ikke se, hvordan det ene er værre end det andet. Ingen af delene bør være acceptable, hvis man kan vælge mellem trusler og had mod navngivne personer på den ene side, og på den anden side opfordringer og opgejling til vold, mishandling og pervers tortur af hele den ene halvdel af menneskeheden, uden at sætte navne på hver enkelt. Jeg kan sgu ikke se logikken. Hitler gik som bekendt heller ikke ”kun” efter navngivne jøder, han ønskede ganske enkelt at gøre det af med dem alle.

Nej, det er forbudt at sammenligne med Holocaust, jeg ved det. Parallellen går for mig på, at selvom den ikke er topstyret, så nærmer vi os folkeforfølgelse, når vi er kommet til at mindst én ud af tre kvinder – alle kvinder i verden – i deres livstid udsættes for vold. For kvinder mellem 15 og 44 år forårsager vold mere død og invaliditet end kræft, malaria, trafikulykker og krig tilsammen. Det vides ikke, om forfølgelsen af kvinder – som køn betragtet – på Facebook blot er et spejl af virkeligheden, eller om det er et reelt væksthus for tendenser, der så fortsætter ude i Real Life. Sikkert er det, at forskningen tydeligt dokumenterer hvordan ekstreme holdninger fortættes og bliver mere ekstreme i denne type fora, hvor der netop ikke er åben debat, fordi de mere moderate bakker ud, og resten holder sig væk, fordi de ved, de bliver mobbet eller evt. som det jo er set, hacket og truet med at de selv og deres børn bliver voldtaget og så videre. Hvorefter de mere ekstreme kan folde sig endnu mere frit ud og overgå hinanden i ondskabsfuldhed. Osv.

Det er også sikkert, at der i forvejen findes meget kvindehad i verden. Hvorvidt og hvor meget det specialdyrkede Facebook-had bevæger sig ud i virkeligheden, er kun noget man kan gætte og sandsynlighedsberegne på. Hvad jeg ved indtil nu er, at folk naturligvis kan opføre sig som Dr. Jekyll og Mr. Hyde alt efter hvor de er. Men Facebook er dog i konstant vekselvirkning med virkeligheden, og det ene påvirker det andet. Så hvorfor overhovedet løbe risici? Der er intet vundet ved at lade alle kloak-ytringerne florere og inficere på Facebook. For det har ikke noget med ”debat,” ”sjov” eller ”rummelighed” at gøre. Men uanset hvor meget der er at risikere, så er det for meget.

Fjernsyn om Rapebook

Så er der TVLorry om min “Rapebook”-post.

Efter at Berlingeren fulgte op på “Rapebook” i går, har jeg været i TVLorry-Nyhederne her til eftermiddag, og i aften er der indslag 19.30 samme sted. Her medvirker Vincent Hendricks, Christopher Arzrouni og jeg – samme debat-team som i #DR2.
I morgen tager P1Debat emnet op.

Det hemmelige feminist-team

Jeg læste i dag om en hidtil super hemmelig, statslig task force, bestående af 100% kvinder. Den vender jeg tilbage til, men først må jeg lige sige noget:
 
Hvor kunne verden blive et bedre sted, hvis den nød godt af al den solidaritet, der popper op, når nogen påpeger nogen form for knas med ligestillingen i DK. Så hører man nemlig tit bemærkningen: ”Tænk dog på kvinderne i Afghanistan, DE er undertrykte.” Eller bare: “Synes I virkelig ikke, der er større problemer i verden?”

blog tudekiks

Især på kvindedagen er der altid mange, der mener at ligestillingsfortalere i DK burde tage en tudekiks og hellere arbejde for de mange undertrykte kvinder der lever under vilkår, som på ingen måde kan sammenlignes med Danmark.
Det svarer til, at den almindelige holdning over for lærerne under konflikten havde lydt: ”Ved I hvad, tænk på tekstilfabriksarbejderne i Bangla Desh, der er vist lige nogen der har RIGTIGE problemer med at deres arbejdsgivere tilrettelægger arbejdstiden for dem, ikke? Dem svigter I, fordi I er så optagede af jeres egne luksusproblemer.” Eller at man sagde til indvandrere, der rammes af forskelbehandling: ”Prøv at hør, de asiatiske au pair-piger i Saudi-Arabien,  DE bliver racistisk behandlet, så hvis I er engagerede i forkelsbehandling, skulle I da hellere arbejde for at hjælpe dem!”

Jeg var lige ved at tro, at vi skulle have sådan en smøre igen, da jeg læste en korreksende opsang til “feministerne” i Politiken i dag. En af avisens talrige debatredaktører, Tarek Omar, brokker sig under overskriften “Feministerne svigter deres medsøstre” over at ”feministerne” har så stor iver efter at få lederstillinger og debattere kønshår, at de ikke tager sig af virkelig vigtige anliggender. Indlægget er en lang og trist historie om kvinder i Omars mors omgangskreds samt i Vollsmose, der lider under, at deres mænds utroskab er accepteret i omgangskredsens kultur, og at de selv er socialt udsatte (på kontanthjælp, m. ringe netværk og dårlige danskkundskaber) og derfor sårbare. Omar mener, at feministerne “har svigtet denne gruppe underklassekvinder.”

Da jeg havde læst færdig, tænkte jeg at jeg Gud ske lov måtte tage fejl, hvis jeg troede, at dette nu var forsøg nr. 1.000.000 på at negligere nogle problematikker med en lam henvisning til at der findes større problemer.  Ud fra Omars formuleringer kunne jeg jo kun gå ud fra, at der tværtimod var grund til at glæde sig! Mest over at lære, at der åbenbart findes et team af feminister, som er på Finansloven og som derfor er forpligtet til at bruge deres statsbetalte arbejdstid til at løse integrationsproblemer med fokus på kvindeundertrykkelse. Det kan selvsagt kun være en sådan gruppe, Omar henvender sig til? Noget af en nyhed!

Muligvis er disse “feminister” ansat direkte under Social- og Integrationsministeriet/styrelsen, og da kan man jo med rette forlange at de varetager et område, som de åbenbart har ansvaret for? Og så er det spændende at se, at man har valgt at ansætte denne hidtil hemmelige task force med benhård konskvotering: Siden den bredt samfundsorienterede debatredaktør hentyder til gruppens “medsøstre” må jeg jo konkludere, at hele teamet består af kvinder. Det er super interessant sådan at blive præsenteret for noget så nyt og spændende. Og selvom jeg intetsted kan læse eller høre noget om dette diskret arbejdende feminist-team, der er forpligtet til at løse kulturelle og integrationsmæssige problemer og som ikke lever fuldt op til deres jobbeskrivelse, så vælger jeg klart at tro, at de eksisterer.

For en debatredaktør på Politiken kan umuligt være ude i så fedtet et ærinde som at snige sig uden om sit eget ansvar og desperat forsøge at kaste lidt skyldfølelse over på nogle andre, nogen udenfor miljøet, der kan fritage ham selv for at bruge energi på sagen eller komme i konfrontation med nogen. Det står ham jo så fuglefrit for, ressourcestærk og med velbetalt fast arbejde, som han er, at initiere frivilligt arbejde en masse i det miljø, han omtaler. Med den indsigt han har i problemerne og kulturen, og med sin store indignation oveni, kunne han formentlig påbegynde et tiltrængt arbejde, der flyttede noget. Som en af kommentatorerne på bloggen skriver: ”Det bør vel snarere være mændene i det af dig beskrevne miljø, der bør gøre en indsats. Brødre, fædre, sønner, fætre, onkler. Kvinder er i den sammenhæng en slags undermennesker.”

Det er indlysende, og derfor vælger jeg at tro, at den eneste grund til at Omar ikke flytter sin solidaritet ud i det praktiske virkelige liv, er at han ved, der er ansat folk til det, med beføjelser, ansvar, kompetencer, ressourcer og allehånde forpligtelser over for netop den målgruppe, Omar brænder for at hjælpe.

Men, jeg kan selvfølgelig kun opfordre ham til at give et nap med – jeg er sikker på, hans hjælp også kan bruges. Vi kan ALLE bidrage med et eller andet, er det end nok så småt og ubetydeligt, til at arbejde for at hjælpe alle forskelsbehandlede, undertrykte og sultne verdensborgere op på vores standarder. Og på den måde bliver verden et bedre sted.

blog solidaritet

 

 

Strudsen Rasmus og hadegrupperne

Når voldtægtsgrupperne udveksler hensigtserklæringer, jokes og måske erfaringer på Facebook, hvad sker der så ved det? Ifølge forskningen bliver gruppens synspunkter sandsynligvis endnu mere ekstreme af de fælles hyggestunder.

Måske ved de fleste det allerede, for professor Vincent Hendricks, som jeg var så heldig at være i fjernsynet med i fredags, hvor vi talte om Rapebook, har skrevet en del om mekanismerne i fænomenet: Polarisering. Men moddebattøren i programmet (#DR2), debatredaktør Christopher Arzrouni, havde åbenbart aldrig hørt om det. Han mener nemlig, at problemet med voldtægtsgrupper på Facebook løses bedst ved at man lader, som om det ikke er der.

blog polarisering strudsen

Men det er som at smide benzin på bålet, hvis man bare leger strudsen Rasmus hvad det her angår. I et lukket meningsfællesskab, uanset om det er IRL eller på nettet, vil meningerne simpelt hen forstærkes – ifølge den statistiske regularitet, som er dokumenteret af Harvard-professor Cass R. Sunstein, der også er rådgiver for B. Obama: ”Gruppepolarisering betyder, at medlemmer af en drøftende gruppe forudsigeligt nok vil bevæge sig mod et mere ekstremt synspunkt i den retning, der indikeres af medlemmernes tendenser før drøftelse pågår,” skriver Vincent Hendricks og Pelle G. Hansen om Sunsteins resultater  i bogen ”Oplysningens blinde vinkler”.

Vincent Hendricks

Vincent Hendricks

”Med andre ord kan selve drøftelsen af en given sag eller holdning i en gruppe betyde, at hele gruppens holdning forskyder sig til en mere radikal version af det synspunkt, gruppen gennemsnitligt havde inden drøftelsen. Samtidig gælder, at synspunktet for hvert enkelt medlem af gruppen også kan forskyde sig til en mere ekstrem udgave af standpunktet, end de hver især havde før drøftelsen,” forklarer Hendricks og Hansen.

Ekkokammeret
I forhold til alle kvindehadersiderne, der udveksler udsagn om hvordan de synes, det er tiltrængt/grineren/enormt sejt at mishandle kvinder, er der altså basis for at tilhængerne om muligt kommer til at hade kvinder endnu mere, i kraft af deres kreative fællesskab og gensidige bekræftelse med ligesindede. At de bliver endnu mere aggressive og sadistisk opkørte. Og det hele accellererer yderligere på grund af en særlig finte: Den enkelte gruppe befinder sig i det, Cass Sunstein kalder ”ekkokammeret.”  Vincent Hendricks beskriver det b.la. i denne kronik: ”Noget, der kan opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen. I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror.”

Trykkefrihedsselskabet som eksempel
Ekkokammeret har ifølge Sunsteins forskning en natur, som effektivt udskiller folk, der mener noget helt andet end den pågældende gruppe og som evt. kunne mobilisere modspil og herlige, demokratiske og konstruktive diskussioner. Og når et ”Ekkokammer” er opstået, vil det efter en tid fungere sådan, at folk der ikke vil slås i hartkorn med de mere rabiate folk i gruppen, trækker sig. Vincent Hendricks nævner som eksempel Lars Hedegaards udtalelser på Snaphanen i 2009, som følges af Krarup & Langballe og udtalelser om muslimer der rutinemæssigt voldtager deres børn – hvilket fører til, at Søren Pind, Katrine Lilleør og andre mere moderate medlemmer melder sig ud af Trykkefrihedsselskabet. Og så er den rabiate meningsmasse mere ufortyndet og kompakt. Og de tilbageværende medlemmers meninger kan så – ifølge forskningen – udvikle sig helt uimodsagt i endnu mere ekstrem retning osv.

Jihad-siderne
Sunstein beskriver i sin bog, Going to Extremes, hvordan polariserings- og ekkokammer-mekanismerne træder i karakter, når det drejer sig om internet-had. Han har bl.a. registreret det på diverse Jihad-sider. Generelt skriver Sunstein om had på nettet, at det påviseligt har 0 effekt, hvis/når grupper der er gået i forskellige former for hade-selvsving bliver præsenteret for synspunkter, der trækker i en anden retning. Hvis selve hadegruppens “setting” giver god grobund for polarisering, så modererer det intet, uanset hvilke udsagn eller beviser, der måtte komme på bordet i en evt. argumentation imod de hadefulde holdninger, fortæller Sunstein.

Som jeg ser det, tyder forskningen på at de voldelige misogyni-Facebooksider, som jeg har skrevet om i “Rapebook,” er underlagt de samme mekanismer som andre nethadegrupper og fora, hvor polarisering holder fest. Dvs. at dem, der kommer derind, fordi de er nysgerrige og fascinerede og holder i hævd, at de bare har en syg og sort humor, hurtigt forsvinder igen, fordi det alligevel er for grimt. Og dermed resterer en ufortyndet forsamling af dem, der trækker i den ekstreme retning.

Så til Arzrouni og meningsfæller, inkl. vedkommende, der har kommenteret her på bloggen, at man ikke skal “feede trolls” med opmærksomhed: Jo, at lade den type være i fred, er åbenbart netop den bedste næring man kan give dem. Lidt ligesom med hussvamp. Det skal bare fjernes.

Sådan ser en rigtig troll ud - det ved enhver

Sådan ser en rigtig troll ud – det ved enhver

Men derudover er meningsfællesskaber/grupper på Facebook naturligvis slet ikke trolls, og sammenligningen giver ikke mening på nogen planer. En troll er én, der belaster andres kommentarspor – som bryder ind i en normal diskussion og er Rasmus Modsat på den ufede, provokerende, irriterende og vedholdende måde. Det er jo ikke voldtægtssidernes essens – selvom en samling af deres disciple praktiserede massiv troll-aktivisme på Rapebooks side og det som bekendt lykkedes dem at lukke den ned på den måde. Men deres daglige Facebook-liv udfylder de derimod ved at lukke sig om deres egne fællesskaber og opdyrke fuldfede ekkokamre, hvor ikke engang en troll tør vise sig.

Nyest & fedest om trolls finder du til gengæld her hos Dorte Toft.

 

Kristelig Rapebook-forside

blog rape2 Kristeligt

Rapebook er på forsiden af Kristeligt dagblad i dag! Glimrende – men de har helt glemt at citere bloggen – og mig. Det havde nu ellers været god, kristen stil, synes jeg. Jeg ringede og opfordrede dem kammeratligt til at gøre det, og de vedkendte da, at historien kommer fra manteufel.dk. Nu må vi se om de får rettet det i netudgaven..

Bemærk, at historien er sammen med Dronningen – hun står lige nedenunder! Gud bevare Danmark.