Hotter hooters

Så er det bare at forstørre løs.

Så er det bare at forstørre løs.

C, D, DD, Linse? Nu kan man se sig selv med bryster i alle de størrelser, de har på hylderne hos Aleris-Hamlet Hospitaler. De har nemlig lanceret en smartphone-app, hvor man kan se, hvordan man vil se ud efter en operation. ”Brystguiden” hedder app’en, og Aleris-Hamlet Hospitaler siger ifølge metroexpress, at ”man skal lave noget, der er lidt provokerende for at fange pigernes opmærksomhed og give dem nogle mere nuancerede informationer, end de får andre steder.”

blog hooters A-H

De nuancerede informationer finder man på Aleris-Hamlets lyserødt-i-lyserødt Facebook-side ”Brystakademiet,” komplet med app, ”sjov,” quizzer og ambassadør (fotomodellen og sangerinden Kat Stephie).  Man kan også se et interview med en af firmaets overlæger,  der bl.a. forkynder at piger, der er lidt fladbarmede,  får bedre selvtillid af at få større bryster.
Og det er ikke dumt af skæredrengene på A-H at satse så målrettet på de helt unge. Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik har lavet undersøgelser, der viste, at ca. en tredjedel af 7.-9. klasser og gymnasielever er positive over for at få foretaget et plastikkirurgisk indgreb.

Blandt det øvrige, saglige indhold på Brystakademiet findes teksten:  ”Mange kvinder lever med et stort ønske om at få større bryster. Det kan der være mange rigtig gode grunde til.” But of course. F.eks. at brystfastfoodkæden Hooters vil åbne et af deres smagfulde, listige steder i København til næste år. Der skal servitricerne have ordentlig store nødder og stramme små toppe på, og så er det jo at der er gode jobs at få, hvis man flasher en anselig cup size.

blog hooters waitresses

Aleris-Hamlet Hospitalers nye app pløjer i det hele taget lige ned i en fed muldjord hvor der virkelig er vækst – alt, hvad nogen regering kan ønske sig. Antallet af brystforstørrende operationer er jævnt stigende. I 2012 lavede Berlingske en opgørelse over antallet af brystforstørrelser i Danmark, og det var fordoblet på bare to år – fra 640 operationer i 2008 til 1349 i 2010.  Over ti år var der en stigning i antallet på 2000 %.. Tallene kom fra privathospitalernes egne indberetninger til Sundhedsstyrelsen. Avisen spurgte desuden 23 privathospitaler, om de oplevede stigende efterspørgsel, og det gjorde hospitalerne sandelig. Det er i øvrigt ikke kun antallet af operationer, der er i vækst. Selve implantaterne vokser også, sagde hospitalerne ifølge Medwatch.

blog hooters linse

The bigger, the better. Da Anni Fønsby kom frem, var hun for vild at se på. Linses bryster har man ligesom bare vænnet sig til, og måske bliver det almindeligt som social norm, ligesom omskæring i andre kulturer bare er noget der skal til for at være acceptabel i almindelighed. Nu venter vi naturligvis på en tilsvarende app til mænd. Doktor Ege? Er du på?

YES MASSA

Onkel Tom2

Når CNN’s to journalister her viser max medfølelse med to voldtægtsforbrydere, der blev straffet for at voldtage en 16-årig pige, kan man endnu en gang høre det for sig: “YES, SIR, MASSA!”

Jeg blev opmærksom på voldtægtssagen fra Ohio via Mandfjols som bruger den til at eksemplificere at vi lever i en voldtægtskultur: Voldtægt betragtes nogle gange – i denne sag fx – som en naturlig del af livet. Noget, der ikke er helt godt, men som jo kan hænde, hvis det løber lidt af med mændene. Det synes at være indstillingen i Ohio-sagen, hvor det tydeligvis er mere synd for forbryderne end for offeret: De unge voldtægts- og drabsmænd bliver omtalt som nogle stakler, der kalder på metertyk, moderlig empati, fordi de får ødelagt deres liv med denne her dom! Det er de kvindelige CNN-folk rørende enige om i indslaget.

De og alle de andre kvinder, der går stik imod deres eget køns interesser, giver mig mindelser om de slaver som ifølge rygterne elskede deres liv som slaver – fordi de ikke kendte andet, fordi kulturen var sådan, og fordi de ikke kunne se noget alternativ indenfor rækkevidde, eftersom hele samfundsordenen var indrettet efter denne struktur. Så kan man bedre leve med at være glad og indordne sig harmonisk i strukturen og sige ”YES, MASSA.” Det er ren ”tomming,” afledt af romanen Onkel Toms Hytte med den underdanige, naive slave Onkel Tom.

Gyldendals encyclopædi om ”tomming”:

”På grund af romanens store udbredelse blev udtrykkene uncle Tom og afledningen tomming med tiden skældsord i den afroamerikanske selvforståelse. De blev i årtier betegnelser for de roller som servilt bukkende sorte tjener i hvide husholdninger eller opvarter i togenes spisevogne i amerikanske film, som mandlige sorte skuespillere med et langt større potentiale blev fastlåst i.  Udtrykket blev også, især i 1950′erne, brugt om Louis Armstrong,  når han lavede øjne og grinede bredt, mens han optrådte for et hvidt publikum. Billie Holiday kommenterede engang kritikken af Armstrong med ordene: “Of course Pops toms, but he toms from the heart.”

Måske tommer kvinderne også fra hjertet, hver gang de siger ”yes, massa” som alternativ til at erkende at vi lever i en sexistisk kultur – der har indbygget i sig, at den i tiltagende grad er en voldtægtskultur. Og det er næsten det værste ved hele konceptet: De mener det sgu. Som bødlen O’Brien siger til Winston i “1984″, da han er blevet taget til fange: “Vi klemmer dig fuldstændig tom og fylder dig så med vore tanker og ideer.” Da Winston til sidst bliver skudt, elsker han som bekendt Store Broder. Det er den sidste tanke i hans bevidsthed, inden han dør.  Nu er de tommende kvinder heldigivis ikke underkastet tortur, men bare udsat for den stille og rolige strukturelle/kulturelle påvirkning i de fleste af deres vågne minutter. Den er åbenbart stærkere end sund fornuft og selvopholdelsesdrift, som det ofte er tilfældet med dybe og indgroede underliggende strukturer. Dertil har den en indbygget evne til at være blind spot.

Som Henrik Marstal skriver i Politiken i et indlæg om sexisme: “Alt for mange mænd er slet ikke opmærksomme på sexismens eksistens, samtidig med, at alt for mange kvinder enten forsøger at ignorere den eller stiltiende anerkender den som en nødvendig forudsætning for overhovedet at blive accepteret som arbejdskollega, som kæreste, som ikon eller som medlem af omgangskredsen. De etiske konsekvenser af denne hverdagspraksis mangler vi derfor stadig at anerkende.” Henrik Marstal nævner i øvrigt lige de 25.000 historier om hverdagssexisme, der foreløbig er indsamlet på aktivisten Laura Bates’ website Everyday Sexism Project, som hun har lavet for at dokumentere sexismens udbredelse i en tid hvor det bliver stadig mere ugleset og tabubelagt at tale om. På websitet kan kvinder fortælle om deres erfaringer anonymt, for som Bates skriver, oplever stadig flere, at de hænges ud som snerpede, militante BH-brændere, hvis de klager over sexisme.

Til gengæld er der både heppere og sponsorer til tommerne. Hver gang en ny “blå feminist” springer ud, bliver gospelkoret af tommere større og får mere rumklang, og bringer endnu en flok i ekstase, og CEPOS uddanner som bekendt kvindelige debattører til at mene det rigtige og sige “YES…” til strukturen. Og livet glider nu engang lettere, når man siger ja frem for nej. Det er feel-good når man gør det, man er sikker på ikke at få pisk og blive kaldt BH-brænder og alt det, der er meget værre. Ingen er i tvivl om at tommeren er en god kvinde. Med værdier og bryster på rette sted.

blog yes massa smil

Se også hvad Sanne Søndergaard skriver om slavementalitet.

Højstatus og lavstatus

blog janni

Det har tidligere vist sig, at det kan føre vidt at arbejde som kassedame.
Nu er jobbet så omsider også ved at blive socialt acceptabelt. ”Det er blevet mindre flovt at være kassedame” hed det i en overskrift for nylig om den nyvundne opgradering af et tidligere lavstatusjob, som fremgik af en undersøgelse. En arbejdsmarkedsforsker siger i artiklen, at det kan være, at krisen får os til at sænke kravene til hvilket job, man kan kræve.
Det gør mig optimistisk på mange fags vegne. Ledighed og afskaffet velfærd kan måske være godt for noget, hvis det igen bliver muligt at finde stolthed i at bestride erhverv, som mange har rynket på den nedladende næse ad i en lang tid. For et arbejde som kassedame eller gadefejer kan i stigende grad betragtes som klart federe end intet job.

Måske kommer flere faggrupper nu til at føle, at andre har respekt for deres daglige arbejde, og det fortjener alle, ligesom i de gode gamle dage da man ikke var postbud for at redde sin røv i så kort en periode som muligt, men fordi man havde påtaget sig det hverv og var glad for at have det.
blog postbud

Jeg siger på ingen måde, at alle nu har pligt til at trille en taknemmelighedens tåre, hvis de bliver hyret af nogle af de arbejdsgivere, der lugter blod for tiden og trykker lønningene så langt i bund som muligt. Eller at man bør være lykkelig for at blive tvangsaktiveret i “nyttejob.” Jeg synes bare, det er dejligt, hvis mennesker der bestrider et ærligt arbejde, ikke længere skal føle, at andre ser ned på dem.

Det minder mig om en bekendt, der var i gang med at fremstille en af sine gamle venner i et dårligt lys, og som led i den dagsorden erklærede han bestemt, at vennen aldrig ville blive andet end gulvhøvler. Det lå klart i tonefaldet – og i hele konteksten – at denne erklæring skulle tjene som ”bevis” på, at vedkommende var en umulig og håbløs person. At han faktisk var højtuddannet i en branche i krise og var nødt til at høvle gulve for at klare sig igennem, kom ikke sagen ved.
Personen, der omtalte gulvhøvleren nedladende, havde i øvrigt selv anrettet sine mange ekstravagante business class-rejser på en diskret økonomisk bund af tilskud fra sin mor og far, højt belånt hus, tilbageholdelse af alle kreditorers penge og – i den sidste tid inden konkursen – af hans egne børns konfirmationspenge og opsparinger, som han i hemmelighed havde støvsuget deres konti for.
Men han lavede nogle shiny statusopdateringer, meanwhile.

 

 

Børnene er smidt ud af samfundet

blog børneintegration

Lockutens slutning ser ud til at flytte længere og længere ud i fremtiden. Og det bliver stadig mere irriterende for skolebørnene at befinde sig i ingenmandsland, hvor man bare skal vente og slå tiden ihjel. Som om det ikke var hårdt nok at være barn i forvejen. Nu er det blevet mere udfordrende, end det plejer. For børnene er lukket ude af samfundet for tiden, og de kan sidde og betragte, hvordan det kører videre uden dem. De savner skolen, fordi skolen er det eneste sted, hvor børn er 100% integreret i samfundet. Med det mener jeg følgende:

Inden jeg fik børn, tænkte jeg af og til over, hvor absurd vores samfund er indrettet i forhold til børn. Min synsvinkel var det veluddannede storbymenneskes, og den måde vi lever i dette miljø på, med lange arbejdsdage og en række aktiviteter, der ikke giver plads til børn, er præget af en konsensus om hvordan borgeren/forbrugeren her er: En dynamisk, egocentreret, travl og klædeligt stresset person med fokus på personlig udvikling, tilfredsstillelse og flashing af status. Kalenderen skal være fyldt, forvirringen skal være drysvis tilstedeværende, signalerende at man er så meget midt i vigtige gøremål at man knap kan være til stede dér hvor man er, á la Brigitte Bardots pjuskede hår, der antydede at hun lige var kommet ud af soveværelset – for en ganske kort bemærkning.
blog brigitte

Det betragtes som et hit, hvis man kan fortælle en historie om sig selv som overklassekosmopolit, der lidt kan sammenlignes med andre århundreders adelige, som residerede på landet om sommeren og tilbragte vinterhalvåret i bypalæerne – i ”sæsonen.” Det moderne storbymenneske har som idealbillede at leve i en uophørlig ”sæson,” om der så står NOMA, McDonalds, fitness eller MBA på balkortet.
Samtidig har mange et arbejde, der holder os selv og vores fokus væk fra hjemmet.  Børnene sidder ved siden af hamsterhjulet som et appendix, et kært og elsket et, som fylder meget, men de er ikke direkte en del af de flestes liv. Først når de kommer i skole, er de rigtigt integrerede i noget: Den enklave med tætte forbindelser, internt og til resten af samfundet, som skolen udgør. Den udfylder den store rolle som optageren af den lille borger det store fællesskab: For alle andre børn går jo også i skole og har lektier og lærere osv..

blog ballerup

Jeg siger ikke, at det hele var meget bedre “i gamle dage” som 50´erne, da mor hyggede sig med Ballerup-mixeren og den gode Nilfisk (hvis familien havde råd), endsige da bondesamfundet integrerede børnene i husarbejdet, fordi det var nødvendigt. Jeg konstaterer bare, at i dagens storbysamfund er børn ikke en del af familiens funktioner. De er med i nogle af fornøjelserne, hvor der tit er lagt meget energi i at aktiviteterne er særligt målrettet børnene. Noget af det er “kvalitetstid”. Ordet er fejet ind under gulvtæppet nu, men i praksis opererer vi en del med det. Det er en skøn ting, men den er privat og ikke en naturlig del af det store fællesskab.

Derfor tænkte jeg, dengang for 17 år siden, inden jeg blev gravid første gang, at jeg ville have børn, men at det var et paradoks, fordi jeg også ønskede at blive i byen med mit trygge miljø med menneskemylder og travlhed, og det miljø havde reelt ingen plads til børn. Jeg beroligede mig med,  at børn jo alligevel på magisk vis vokser op her og generelt ser ud til at have det ok, så jeg ville sikkert også transcendere eller se lyset eller komme igennem – mente jeg på min lidt diffuse måde.
Nu er jeg så i hvert fald kommet igennem til mine børns teenageår. Undervejs har familien haft de overvejelser, som mange triller ind i, om at flytte til mere børnevenlige omgivelser: Huset med haven. Måske endda på landet. Plads, lys og luft er godt for børn, men det sjove er at de standardiserede børnerigtige miljøer der findes, reelt er reservater. For flere eller én familie. De er ikke samfund, hvor børn er med.

Jeg ved slet ikke om det kan findes. Så skulle vi igen blive mindre enheder med de fleste funktioner og forsyningsaktiviter samlet på et overskueligt område hvor børnene kan deltage. Og hvordan skulle det så lade sig gøre uden at gå tilbage til noget stenalder-agtigt – eller skabe en decideret kult, hvor man er hellig og isoleret og fundamentalistisk? Jeg tror ikke rigtigt på det. Men jeg tror, at skolen er dét sted, hvor børn føler sig integreret i samfundet, og når de pludselig ikke kan komme der på ubestemt tid, så føler de sig dis-integrerede og hægtet af.

Historien om den lille Rødhætte

Legoreklame

Jeg trådte mine barnesko i 70’erne. De eneste af dem jeg kan huske, er de røde træsko, som var almindelige der hvor jeg kommer fra. Jeg byggede meget med lego, og klodserne var i alle farver, dog ikke lyserøde. Det brugte man ikke dengang, hverken i legetøj eller påklædning. Børn var mest bare børn, selvom vi selvfølgelig legede pigerne efter drengene, og det skete, at drengene trak mig i fletningerne. Det er ikke mig på billedet, men det kunne det have været, for jeg gik fx også i overalls. Alt i alt brugte jeg næsten ingen tid på at tænke over, at der var noget specielt ved at jeg var en pige, eller at det kunne være et problem. Det ændrede sig lidt med puberteten, men mest på den fede måde. Drenge og piger så de samme film og hørte omtrent samme musik og læste de samme ungdomsblade. I gymnasiet havde jeg lige så mange drenge- som pigevenner, og det var det samme i privatlivet og senere på Journalisthøjskolen.  Jeg tænkte aldrig over kønspolitiske issues eller manglende ligestilling. Da jeg begyndte at arbejde i DR som 24-årig, svævede jeg stadig på en lykkelig lyserød sky og følte, at alt var godt mellem hankøn og hunkøn i Danmark.

Den første gang jeg fik et wake-up call, var da jeg efter adskillige ubekymrede arbejdsår sad sammen med en kvindelig kollega og diskuterede personlige tillæg. Hun havde set tallene for hele vores redaktion, der var nogenlunde ligeligt kønsfordelt. Vi var alle omkring de 30, og vi havde også ligelig fordeling af mere og mindre ansvarsfulde og profilerede poster. Men på tværs af alle vores funktioner lå en skrigende skillelinje mellem kønnene: Drengene fik VÆSENTLIGT mere i personlige tillæg end pigerne. Også de drenge der havde tre, fire eller fem års mindre anciennitet end pigerne. Og dem der havde mindre ansvar. Og vi vidste jo alle, at vi var lige dygtige og flittige og arbejdsomme og kreative osv. Det var kun kønnet, der afgjorde tillæggenes størrelse.

Så var det pludselig slut med den glade forestilling om, at alt var rosenrødt.

Måske, hvis jeg aldrig havde opdaget det, og ligesom fik vendt stenen, så havde jeg heller ikke opdaget alt det andet? Eller måske var udviklingen så aldrig sket, men var bare blevet liggende i mørket uden at blive ruget ud. Ligesom i et eventyr, hvor man ikke skal vække et sovende monster.

Kort efter voksede der nemlig lyserøde legoklods- og pigetøjs-kollektioner op overalt. Børnebøger blev kønsinddelte, Vi Unge blev et rent pigeblad, film var enten tøsefilm eller ”rigtige film”, bøger af kvindelige forfattere hed pludselig ”femi-krimier” og de andre var så åbenbart de ”rigtige krimier.” Kritiske meninger om kønsroller, ligestilling og porno blev til ”nypuritanisme,” feminisme blev et fy-ord, og flere og flere mænd begyndte at hade kvinder og konstant skælde dem ud for alt mellem himmel og jord: Afslag på sex med selvsamme mænd/manglende kvindelig omsorg over for mændene/surhed/utaknemmelighed/nasse- og krævementalitet/femininisering af små drenge/for stor tilgang til visse studier/manglende lyst til at være sexobjekter etc.

Jo dybere grøfterne graves via altings kønsopdeling, jo mere had, og jo dybere bliver grøfterne igen.

Det gik galt et sted mellem lego-reklamen fra ’81 og det tidspunkt, da jeg opdagede at drengene fik mere i løn end mig, bare fordi de var drenge. Og mændene fortsætter med at få mere i løn, (18 % i snit på landsplan).

På papiret har vi fået mange ligestillingsmæssige tiltag siden ’81. Fx kønsneutral skattelovgivning, barselsorlov for mænd, børnepasningsorlov, lov om ligestilling på pensionsområdet. Og – nå, ja – en ligestillingsminister! Den er bare gal med strukturen stadigvæk.

Reklamen er et lille fragment af sagen, for den er alt det, vi IKKE længere kan forestille os i 2013: Et barn, der ikke ligner en handlingslammet fe-prinsesse, bare fordi hun tilfældigvis er en pige, men som har tøj på der bare er godt at lege i. Hun figurerer ikke i reklamen på grund af, at hun skal udfylde en rolle som objekt (dukke iklædt douce kjole), der beundres på grund af sin korrekte fremtoning,  men derimod fordi hun er subjekt og tydeligvis kan handle: Hun har GJORT noget, nemlig bygget et eller andet sjovt med sine legoklodser, og det er DET der skal beundres. Men dette er ikke idealbilledet på pigebørn i dag, for så ville vi selvfølgelig se det i alle reklamer. Objektet er blevet idealet igen, uanset lovgivning.  Og vi var altså på vej et andet sted hen da jeg selv legede med legoklodser. Men det er også længe siden.

NB: der er ikke noget særlig subtilt i titlen på indlægget, andet end at det ikke kunne lade være med at falde mig i tasterne..

 

Smørhulsdanmark

Danmark smørhul

Jeg forstår det ikke.

Det er for dårligt, når stenrige danske erhvervfolk flygter til udlandet, efter at de har opbygget deres guldgruber med den danske stat som sponsor. Når de så skal til at betale klækkeligt tilbage via skattebilletten, er de off i privat jet.  Det er rundt regnet hvad Per Stig Møller mener i denne Berlingske revselse, hvor han bl.a. siger:  ”Det, synes jeg ikke, er anstændigt. For de har fået det hele gratis. Børnehave, foreningsliv, skolegang og universitetsstudie.«

Og det er jo ganske vist. Oveni har de så også fået de mest gunstige vilkår for virksomheder i hele den vide verden kun overgået af New Zealand – ifølge Forbes’ ganske pålidelige liste.  

Og hvor er det skønt at vi kan være smørhul – for nogen. Det viser at vi har overskud.  Nå nej, for resten, der er noget med at vi mangler nogle arbejdspladser – og at ledige og studerende er utilfredse med at de for nylig blev idømt at finanansiere skattelettelser til erhvervslivet (som endda selv siger at de skattelettelser såmænd ikke gør større forskel.)

Her kommer det, jeg ikke forstår: Hvorfor skal erhvervslivet ikke give lidt igen? Vi kan ikke stå i lufthavnen og stoppe milliardærdirektører med tropehjelm og stor cigar på vej til Cayman Islands, men vi kunne da godt kræve som et symbolsk minimum at skattelettelser skal gengældes med nye jobs, i stedet for at vi hver måned læser om 100 eller 1000-vis af danske arbejdspladser der forsvinder/flyttes ud af landet. Selv Dansk Industri har for nylig indrømmet det åbenlyse, at ja, langt de fleste virksomheder satser på udlandet frem for Danmark, når det gælder arbejdskraft. De gider hverken at opretholde eller skabe nogen jobs i Danmark. Det er jo ellers forventningerne om dette, der motiverer til skattelettelserne. Men der er ikke knyttet betingelser til de nye offentlige tilskud til danske virksomheder. Hvorfor hedder det ikke: Jeres arbejdspladser må ikke nedlægges/skal oprettes/genoprettes – antallet afhænger af hvor mange procent i skattelettelse, I man ønsker at gøre brug af?

 Noget for noget er ellers ikke et redskab, man normalt har berøringsangst overfor i arbejdsmarkedspolitikken.     

Købesexforbud – derfor

Frank Jensen

Frank Jensen vil gøre det forbudt at købe sex.

Stik mod hans eget partis seneste dispositioner. Jensen fastholder nemlig uanfægtet, at S principielt er imod købesex. Og det er selve sagens kerne, han har fat i, når han siger: “Socialdemokraterne mener, at det er uacceptabelt i et socialt bevidst samfund at købe et andet menneske til sex.”

Det giver al mulig mening.
De mange politikere, der ikke mener at leje af kvinder, aka køb af prostituerede, skal være forbudt, klynger sig til gengæld til et fælles argument, der halter. Dét baserer sig på den af Straffelovsrådets udtalelser, der er slidt mest til hudløshed, for nu at blive i universet: Den om, at det har vist sig svært at håndhæve et forbud i andre lande, og at effekten derfor er udeblevet. Det ville endda koste ressourcer, hvis man skulle ”fange” sexkunderne, og det var åbenbart en slem overraskelse for alle.
Øh – hvordan kunne det lige komme bag på nogen? Det har da siden den første politimester trådte sine embedssko i Danmark kostet penge at håndhæve en hvilken som helst lov? Der skal ressourcer til at fange skattesvindlere, bankrøvere, voldsmænd og folk der cykler uden lys. Og også til at arrestere narkodealere, selvom man jo f.eks. også kunne vælge at gøre alle stoffer legale. Det ville have de samme fordele, som man taler om at man vil miste, hvis man kriminaliserer sexkunderne. For eksempel at handelen med stoffer så ikke længere ville foregå i det skjulte, og at en bred vifte af kriminalitet knyttet til handelen ville elimineres. Og hvorfor er det forresten mere formynderisk at forbyde leje af kvinder til sexbrug end at forbyde køb af stoffer til at dope sig med? Forskellen er, at den der lejer kvinder skader et andet menneske, mens den der køber stoffer, skader sig selv. Og det er pudsigt at vi ikke vil sende et signal om, at samfundet misbilliger det første, mens vi gerne vil gøre det hvad det sidste angår. Ingen logik, ren ideologi.

Mænd, der hader kvinder, der ikke vil…

Blachmans program giver mig en slags déjà-vu. Jeg kommer til at tænke på Jørgen Leths og Morten Sabroes e-mailbog ”Derfor knepper de så meget i det her land.” Eller rettere,  Politikens ATS’ kommentar om bogen, som de kaldte: ”Mænd, der hader kvinder, der ikke vil kneppe dem”. Illustreret med dette billede af Leth og Sabroe.

sure gamle mænd

Blachman og gæst